Børnehospitalet Fuglebakken Fuglebakken på Mariendalsvej på Frederiksberg 1916-1983  har haft stor betydning for mig.

1951:

Min tvillingebror og jeg blev overflyttet dertil måske 10-14 dage efter vores fødsel og blev der til vi blev udskrevet to måneder senere i marts 1951. Jeg ved ikke meget om det andet end at vores mor tog dertil ca. hver anden dag for at aflevere udmalket mælk til os. Turen tog hende tre timer.

Det var ikke sådan, at hun var der sammen med os. Det var ikke gængs dengang eller velset overhovedet, at forældrene blandede sig i plejen.

Personalet vidste bedst troede man. Min mor gik på ambulatoriet med os til kontroller det første år og hun havde stor tillid til personalet. Hun har fortalt om en venlig doktor Tudvad, som har tilset os. Henry har lavet en artikel med breve til og fra min mor omkring vores fødsel.

1972:

Som sygeplejeelev på Bispebjerg Hospital kom jeg allerede efter det første år til Fuglebakken. Jeg var meget spændt på det, da jeg jo vidste, at jeg selv havde ligget der. Jeg var på afdelingen for de for tidligt fødte.

Det var ikke let, faktisk følte jeg mig ret hjælpeløs overfor at passe spædbørn i kuvøser. Lidt nemmere gik det for mig at passe dem, der var raske nok til at blive lagt i små vugger. Der var gået 21 år siden jeg blev født og forældrene var der kun til besøgstid eller slet ikke.

Den viden vi har i dag omkring betydning af tilknytning og involvering dukkede først op fra sidst i 1970-erne. Der var børn med vand i hovedet og én blev kaldt “Knirke” pga de lyde han eller hun lavede. I virkeligheden var det fordi, han var meget syg, at han havde de lyde.

Noget af det jeg tog med mig derfra var dette med at “svøbe” de små for at skabe tryghed og hjælpe dem til at falde i søvn efter måltiderne. De fik mad til bestemte tider f.eks. x 7 eller 8. Vi havde også et mælkekøkken, hvor vi hjalp til, hvis vi mødte kl. 10-18. Det var skønt at møde lidt senere, men da de andre gik hjem kl. 15, havde vi lige tre timer til!

Man var begyndt at bruge modermælkserstatning, hvilket var et stort fremskridt, visse fik desværre mælk og vand, som man kaldte en mælkeblanding lavet af sødmælk, sukker og vand kogt sammen. Der var også en kvindemælkscentral, hvor til mødre med for meget mælk kun sælge deres mælk.

En barneplejerske, der havde været på Fuglebakken i mange år og som fulgte med til Hvidovre blev interviewet i Kristeligt Dagblad i 2001 om tiden på Fuglebakken

Da Edith Mortensen begyndte på Fuglebakken i 1961, var der to barneplejersker til at tage sig af 27 spædbørn. Børnene fik flasker på samlebånd, og et brunt tæppe holdt flasken for de første børn, mens Edith Mortensen satte fodringen i gang hos de øvrige. Når runden var til ende, kunne hun vende tilbage til det første barn, som så var færdig med at spise. I den øvrige tid lå babyerne svøbt stramt, for at de ikke skulle bevæge sig for meget. – De fik flaske og blev skiftet på klokkeslæt, men vi måtte ikke tage dem op.

Resten af elevtiden var jeg på en afdeling for lidt ældre børn, hvor de var indlagt længe for noget, som man i dag aldrig ville være indlagt for. Det var forstoppelse eller det der var værre nemlig “Encouprese”. Man troede, at man kunne hjælpe børnene, når man tog dem væk fra ders hjemlige omgivelser og nogles sociale forhold var så dårlige, at børnene sikkert trivedes hos os.

 1978:

Senere da jeg vidste, jeg skulle læse videre til sundhedsplejerske søgte jeg til Fuglebakken igen for at lære mere året inden jeg skulle begynde på Sygeplejerskehøjskolen ved Aarhus Universitet.

Det blev også lærerigt, men mest i, hvordan tingene ikke skulle gøres. Børnene blev lagt skråt i vuggen med en flaske på et sammenrullet tæppe, som nævnt i interviewet.

Det var sygehjælperne, der bestemte det. Jeg prøvede at give opmærksomhed til det enkelte barn, men nåede ikke det antal, der skulle have på samme tid. Det rev i mit hjerte, jeg vidste det var forkert. For det faste personale var de faste måltidstider det vigtigste og så skynde sig at komme til pause. Jeg mener også de sad og røg på gangen i pauserne om natten. Forældre var ikke velkomne, men en forældre var så moderne, at han insisterede på at være der om natten. Han fik en madras på gulvet og kom ud om morgenen med skægstubbe. Det var min barndoms idol fra “Gyngehøvningen” Board Ove, der passede sin første søn med samme efternavn.

Nogle få skæbner husker jeg stadig. Der var en lille pige på 10 mdr. i høj tremmeseng, der var alles kæledække og solstråle. Der var bare den hage ved det, at moderen havde sluttet med at komme på besøg. Hun var kommet ind pga maveproblemer og mange fik forkert ernæring dengang, hvor barselorloven var på 8-11 uger, hvilket pressede mødrene til at give “fast føde” alt for tidligt.

Det gav naturligvis mavepine at få avanceret mad langt før tid. Der blev klippet hul i sutterne til sutflaskerne for at øllebrød og andet kunne komme igennem. En anden situation jeg aldrig glemmer er en lille dreng, der døde af sit “Hydro Cephalus” som er vand i hovedet. Jeg sad med ham om natten, mens han døde. Han skulle ikke være alene. En fireårig dreng døde af cancer. Han havde heldigvis sin familie hos sig.

Børnehospitalet Fuglebakken 1978 en lille patient

Børnehospitalet Fuglebakken 1978 en sygehjælper og en lille patient

Billede af Fuglebakken Børnehospital 2005 Fuglebakken Børnehospital fra 1911- 1983

Børnehospitalet Fuglebakken “Trissevagten” 1978

Året efter begyndte jeg på sundhedsplejerskeuddannelsen i Aarhus og netop det år i 1979,  havde amerikanske psykologer gennemført forsøg med betydningen af, at mor og spædbarn ikke må adskilles.

Øjenkontakt og smil og fysisk kontakt har uendelig stor betydning for spædbørnenes videre udvikling og søvnevne.  Jeg er glad for jeg netop fik mulighed for at starte i sundhedsplejen, da hele den udvikling begyndte.

1982 :

Jeg kom på Fuglebakken med min ældste søn, som var henvist pga en langvarig urinvejsinfektion. Det blev til mange besøg på ambulatoriet i mindst et år. Kort efter blev Fuglebakken Børnehospital nedlagt og lagt under Hvidovre Hospital, som var nybygget i de år.

I den periode, jeg har haft med Børnehospitalet at gøre, er det først til sidst, at mor/barnforholdet blev forstået som en vigtig faktor til børns  sunde udvikling.