Min tidligste erindring om ferie

Min tidligste erindring om ferie

Ingen forberedelse på, hvad der skulle ske. Pludselig var vi der bare. Det første sted var Holbæk på Marthavej 5, hos min morfar og mormor. Vores forældre har sikkert skulle noget ellers var det flytningen fra Bispebjerg til Herlev, der forårsagede et behov for pasning over flere dage. Det er sandsynligt, fordi den overgang husker jeg slet ikke. Pludselig var vi flyttet og min tvillingebror og jeg var 3 ½ år i 1954.

Jeg oplevede ikke savn eller frygt, så vi har følt os meget trygge hos vores morforældre. Vi vågnede i deres soveværelse og vi fik en kop med kogt vand med en sukkerknald med det samme på sengen. Det har været et ritual, de har haft og som jeg ikke følte var det mindste mærkeligt.

De gav os havregryn med mælk i små lerskåle dekoreret med noder rundt om og med motiver af spillemænd i bunden. Mange år senere fandt vi det lertøj på Holbæk museum, idet der har været en keramikfabrik i Holbæk, der lavde det.

Keramik set på Holbæk museum
Keramik set på Holbæk museum. Det samme stel, som havde min mormor havde.

Vi har gået hen ad Marthavej, som forekom mig at en grusvej, med morfar til hans kolonihave et stykke fra. På vejen fik vi et halvt maltbolche fra en lille flad metalæske, han havde i lommen. Vi har sikkert fået lov til at plukke jordbær på det stykke land. Jeg har hørt så mange gange at min mor som lille gav mælkekudskens hest en gulerod. Hun blev bidt, da hesten af en fejl fik fat i hendes fingre. Jeg så det for mig, så jeg næsten har været tilstede. Jeg er dog ret sikker på, at der også kom mælk på hestevogn i min tidlige barndom på besøg i Holbæk.

Små børn lægger mærke til forskellige måder, at gøre ting på. Vi var på besøg hos nabokonen og hun gav os æblestykker. Vi var vant til at de var skrællede og skåret ud i både. Jeg tror vi fik nogle stykker med skræl og kernehus. Hvad skulle vi mon gøre ved dem. Det lykkedes os at spise dem.

Soveværelset på første sal.

En stejl trappe med en glat maghohniknop forneden førte derop. Min mor og hendes tre søskende har delt et stort loftværelse med skrå vægge. En gyselig børnebog i lærred står  levende for mig. “Den Store Bastian”. Den skulle have til formål at forskrække børn mod dovenskab, sliksyge, kræsenhed og meget andet. Var man kræsen døde man af sult, slikkede man af fadet fik man en kronisk rød næse.

Den Store Bastian
“Den store Bastian” fra den Fynske Landskab

I haven havde de en gammel gyngehest, som min mor og hendes søskende havde brugt. Den var meget slidt og forfalden. Vi hyggede os med at putte stikkelsbær ind i rumpen på den. Vi har ingen billeder fra dengang, men fra vores første besøg i sommeren 1951.

 

Næste sted var hos vores faster Else og onkel Poul i deres lille kolonihavehus i Dragør. Niels-Erik kaldet Niller var yngre end os og var der også. Heller ikke der var der en forberedelse eller overgang. Det var en varm sommer og vi var i vandet en eller to gange om dagen. Desuden fik vi IS to gange på en dag. Det var en uhørt for os. Selv dengang i femårsalderen følte jeg, at det var for meget frås. Når jeg skulle have den våde badedragt af og have tøjet på igen rystede min faster ikke mine underbukser særligt grundigt. Jeg vidste, at min mor ville have været meget mere omhyggelig for at undgå, at jeg fik sand i bukserne. ”Pyt med det” grinede min faster. Jeg synes det var lidt slemt, men var lidt magtesløs overfor at få det gjort mere grundigt, som min mor ville have gjort det. Der findes ikke billeder fra den anledning, men til gengæld er de fotograferede hos os i 1953 året inden, vi byggede vores hus på samme grund i Herlev. Vores kolonihavehus ligner deres i Dragør.

Fra et brev fra min mor til hendes indlagte far i juli 1957

Inge og Torben havde jo også haft det dejligt, da de var i Dragør. De holder vældig meget af at bade, især da når vandet er godt lunkent, og det var det i de dage. Til gengæld fik de lov til at gå let hen over deres daglige rengøring i sommerhuset, og det nød de skam også.

Min far var fra Amager og i hans barndom og ungdom havde familien også et kolonihavehus på Amager. Der blev dyrket en masse grøntsager til at supplere husholdningsbudgettet med under krigen.

Min faster Else har ofte fortalt senere, hvordan hun og Poul måtte vende sig væk og passe på ikke at eksplodere af latter, fordi da vi skulle i seng, ville vi have en særlig godnatsang:

“Jeg er træt og går til ro”

”Fader se med kærlighed til vort ringe leje ned!”

Hvad vi ikke vidste, var at de ikke havde ekstra madrasser, men havde lagt en masse gamle vinterfrakker og tæpper som madras på stuegulvet bag et spisebord.

Vi var helt sikkert glade for at være der. Hvordan vi kom dertil og hjem igen, har jeg ingen erindring om. Senere i min barndom blev det værre for mig at komme hjemmefra. Forklaringen på det står nederst i brevet fra min mor til hendes forældre.  Se evt. artiklen om min første sommerlejr.

I et andet brev fra den 22. juli 1957 skriver min mor til min syge morfar om, hvordan de blev mødt af os, da de kom hjem fra et besøg i Holbæk. Min morfar døde to måneder efter.

Tak for sidst. Vi havde en god tur hjem, omend vi blev lidt ømme bag i tilsidst. Vi var hjemme kl. 21.15, så turen tog altså 4 timer og 25 min. De 25 min. var hvilepauser. Børnene stormede os i møde ned ad havegangen. Det første Inge sagde var: ”Vi fik is to gange om dagen”. Faster Else har været meget god mod dem og det samme har fru Eskjær, som jo passede børnene fra lørdag formiddag til vi kom hjem. Hr. Eskjær og Ole hentede dem ”under uret” på Hovedbanegården med motorcyklen. Hos fru Eskjær havde de fået øllebrød og pandekager, to af deres livretter.

Barndommens Tivoliture

 

Den første gang vi var i Tivoli var sommeren 1954, hvor min tvillingebror og jeg var 3 1/2 år. Vi vidste naturligvis intet om Tivoli og jeg husker ikke forberedelserne andet, end at vi står på den nyanlagte terrasse i ved det nybyggede hus i Herlev. Der var endnu ikke lavet hegn om den og i stedet for fliser er der det bare jord.

IMG_1747

Continue reading “Barndommens Tivoliture”

Vandgang i barndommen

 

De første minder om badning var at få lov at pjaske med vand i zinkbaljerne i haven. Dog kun, når det var hedebølge. Måske kan jeg i virkeligheden ikke huske det, men fordi vi har et billede af at vi sidder i baljen uden vand, bilder jeg mig ind at vi må have fået lov en sjælden gang.

Continue reading “Vandgang i barndommen”

Min far Aage Holm

 

”Gå stille med dørene”

Min far var ikke en mand af så mange ord, men brugte ordsprog og vendinger som ovenstående. Det var netop et meget centralt budskab, for han tålte ikke støj, da han sov så dårligt om natten. Han var en opfindertype, som elskede at gå alene nede i kælderen og lave ting.

Continue reading “Min far Aage Holm”

Vores første tid og følger af tidlig adskillelse

 

Ammet mod alle odds. Amning er noget, man gør af overbevisning. Det er også noget, der ofte går i arv. Min mormor har ammet sine børn. ( Der kan dog være masser af forhindringer til at gennemføre en amning, trods nok så stor en overbevisning.) Min morfar skriver om min moster Eva blev ammet godt et år trods slemme mælkebylder. Eva blev født i 1921 og var februarbarn. Jeg har som sundhedsplejerske mødt mødre med brystbetændelse og visse med lang behandling hos egen læge og på sygehus for bylder, opstået som mælkeknuder. I dag har vi antibiotika, men det havde man ikke dengang, før langt senere. Først Sulfapræparater og siden penicillin.

Min mormor Asta med Eva maj 1921
Min mormor Asta med Eva maj 1921

Continue reading “Vores første tid og følger af tidlig adskillelse”

Butikker, tøjindkøb & gaver

 

Irmapigen Henry Heerup
Heerups moderne Irmapige

De første svage minder om indkøb går tilbage til treårsalderen, hvor vi stadig boede i København 2400 NV kvarteret. Der lå en lille Irma et sted i nærheden af Tøjmestervej. De havde en taburet med slidt billede af Irmapigen på, måske kunne sædet køre rundt. Der var smørdritler, hvorfra smørret blev taget i små portioner til kunderne. Det er sikkert blevet pakket ind i pergamentpapir. Det var ikke selvbetjening.

Continue reading “Butikker, tøjindkøb & gaver”

Måltider & Fest

 

Jeg ved at jeg blev madet længe, for jeg husker skeen, der skrabede op ad hagen helt fra da vi var flyttet i hus i Herlev i 1954 og da var jeg tre år. Det har nok med den besværlige storvask at gøre. (Mine børnebørn har spist selv fra et-årsalderen). Det var altid min far der madede mig og min mor, der madede Torben.

Continue reading “Måltider & Fest”

Frygt for polio og første møder med dødsfald

 

Da vi var små var polioepidemien på sit højeste.

Min mor Ruth var vokset op med en far, som havde mistet sin første kone i den spanske syge i 1919 og deres lille dreng døde, da han var et par måneder gammel året før. Min morfar Emry blev uendelig bange, når børnene fik infektioner for dengang i 1920-erne var penicillinen ikke opfundet endnu og en lungebetændelse kunne være dødelig ligesom difteritis var det. Den angst han havde, arvede min mor.

Continue reading “Frygt for polio og første møder med dødsfald”