Et kommende interview om at have været sygeplejerske fik mig igang med at finde stumper af minder frem. Da jeg mest har identificeret mig som sundhedsplejerske måtte jeg lede langt tilbage i hukommelsen og desværre har jeg foreløbigt ikke så meget at bidrage med.

Det var ingen let uddannelse. Den stillede store krav på at tilegne sig viden og praktiske færdigheder. Vores personlige karakter kom også under lup. Det var en dannelsesskole i at kunne omgås og rumme alle slags patienter og situationer. At jeg valgte sygeplejen på Bispebjerg hospital var i høj grad pga. min moster Eva, der under krigen måtte opgive uddannelsen samme sted pga. graviditet og giftermål inden uddannelsen var overstået. Jeg beundrede hende og fik som hende fire børn og gennemførte uddannelsen. Det første år var jeg på Gynækologisk afd. På Bispebjerg Hospital, hvorfra jeg har mange gode minder. Jeg følte mig respekteret af afdelingssygeplejersken frk. Gudrun Nielsen, der kaldte mig Frk. Holm. ”Nu skal de løse af for mig i morgen”! Det var en stor ære at gå stuegang i stedet for hende. Afdelingen lå i en af de nu seks fredede pavilloner tegnet af Nyrop Københavns rådhus’ arkitekt. 

Det værste var at mange havde cancer også yngre og at opleve en 16-årig gennemgå en medicinsk induceret abort. Den yngre reservelæge grinede ondt over at jeg var chokeret over det lille foster, der på i en lille spyttebakke i skyllerummet. Efter det år ville jeg prøve noget mere vildt og kom ind på en nyoprettet afdeling i en nyere bygning kaldet Q. Det var en akut kirurgisk afdeling, der skulle behandle akutte patienter i et døgn inden de kunne sendes videre. Det viste sig at blive for hektisk og uforudsigeligt for mig. En strøm af dårlige patienter kom lige ind fra gaden. Folk, der var døende af alvorlige sygdomme og trafikulykker. Jeg var med til at klippe tøjet af for at det skulle gå stærkt at operere at behandle. Yderpunkterne her var an vagabond med helt brunt undertøj, der nærmest groede ind i kroppen og en fireårig dreng, der var ramt af en lastbil og som døde hos os.

Jeg skulle engang give en meget stor dosis morfin til en patient, der var blevet lukket op i en akut operation for straks at blive syet sammen og opgivet. Jeg husker at jeg havde skrupler, men hvad var alternativet? At lide voldsomt under en langsom død?

En patient blødte så voldsomt at det at give blod var noget, der foregik kontinuerligt i timevis uden pause. Efter et år måtte jeg sande at lyden af sirener i København fik mig til at tro at det var ambulancer til mig. Jeg måtte sadle om og fandt ud af, at sundhedsplejen måtte blive mit område. Det krævede nye specialer og derfor søgte jeg derefter kun det som skulle bruges til ansøgningen til sundhedsplejerskeuddannelsen. Det blev et halvt år på hudafdelingen på Rigshospitalet. Her havde vi blandt andet en lille grønlandsk pige på max to år. Jeg ved ikke om hun fejlede noget, der var ingen symptomer. Jeg tror egentligt bare at de ikke kunne udskrive hende. Det blev et skrækeksempel for mig at konstatere at hun manglede tilknytning til primære personer. Hun var afdelingens maskot. Det samme oplevede jeg senere på Børnehospitalet Fuglebakken, hvor jeg selv havde tilbragt de første uger af mit liv omkring 25 år tidligere. Spædbørn lå der alt for længe, fordi deres hjemlige forhold var sølle og forældrene ikke besøgte dem. Sygehjælperne fastholdt en rutine om at gøre ting så hurtigt som muligt, hvilket gjorde at spædbørn fik en flaske understøttet af svøb eller en dyne, så de selv kunne tage deres mad. Det var flasker x 6 eller x 8 i døgnet afhængigt af deres vægt. Det skar mig i hjertet og først nogle år senere blev det dokumenteret at kontakten var livsnødvendig for trivsel og forældrene fik større adgang ved indlæggelse.

Hjemmesygeplejen var obligatorisk for at komme ind på sundhedsplejerskelinjen, så jeg var ca. 10 måneder på Amager Sundet og lidt Amagerbro.

Jeg blev introduceret af en utrolig sød Frk Lodberg fra Jylland. Hun lod mig få de bedste og nemmeste patienter for at jeg fik en god start. Jeg glemmer aldrig Hr. Ståle fra Sundparken ved Lergravsvej. Han skulle have benene forbundet og sad alene i sin lejlighed med Tuborg øl omkring sig. På væggen hang pæne sort/hvid billeder af ham og familien fra en svunden tid. Det gjorde indtryk at livet på en måde var forbi, men han var tilfreds.  Andre hjemmesygeplejersker benyttede sig af at give mig de værste og mest arrige og krævende. Vi var meget alene i vagterne. Skete der noget alvorligt måtte vi ringe fra patienternes telefon til lægen eller evt. hjemmesygeplejekontoret. Meget sløje patienter sad alene i deres lænestol og kunne ikke rejse sig op lukke op. Dengang havde vi en nøgle hængende i en snor inden for brevsprækken. Ikke særligt betryggende sikkerhedsmæssigt. En ung meget overvægtig mand der boede nær den Norske Kirke på Christianshavn skulle have skiftet forbinding på en såkaldt pilonidalcyste, en kanal, der ikke lukkede sig mellem ballerne. Jeg skulle tage en pakke smør og et franskbrød med op til ham hver morgen. Det var et ensomt liv han førte. Jeg tænkte på om han nogensinde kom ud af sin lejlighed.

Jeg blev engang hundesyg ude ved et ægtepar på Røde Møllevej. Manden måtte lægge mig på deres sofa og ringe efter hjælp til at få mig derfra i taxa, cykel og alt.

På Italiensvej kom jeg ud for at skulle konstatere et dødsfald. Man vidste det godt, men de overordnede mente vel at det var i orden at sende mig ud alene at gøre liget i stand.

Mange ældre var utroligt søde og bød på portvin og lignende, hvilket jeg afslog.

Mine år som sygeplejerske strakte sig fra 1975- 1979, hvorefter jeg læste videre til sundhedsplejerske fra 1979-1980 på Sygeplejehøjskolen ved Aarhus Universitet. Det var et bevidst valg at komme væk fra København og se og opleve andet af vores land.

Sygeplejen ligger som en god bund under arbejdet i resten af mit arbejdsliv.