De første svage minder om indkøb går tilbage til treårsalderen, hvor vi stadig boede i København 2400 NV kvarteret. Der lå en lille Irma et sted i nærheden af Tøjmestervej. De havde en taburet med slidt billede af Irmapigen på, måske kunne sædet køre rundt. Der var smørdritler, hvorfra smørret blev taget i små portioner til kunderne. Det er sikkert blevet pakket ind i pergamentpapir. Det var ikke selvbetjening.
Jeg ved at jeg blev madet længe, for jeg husker skeen, der skrabede op ad hagen helt fra da vi var flyttet i hus i Herlev i 1954 og da var jeg tre år. Det har nok med den besværlige storvask at gøre. (Mine børnebørn har spist selv fra et-årsalderen). Det var altid min far der madede mig og min mor, der madede Torben.
Da vi var små var polioepidemien på sit højeste.
Min mor Ruth var vokset op med en far, som havde mistet sin første kone i den spanske syge i 1919 og deres lille dreng døde, da han var et par måneder gammel året før. Min morfar Emry blev uendelig bange, når børnene fik infektioner for dengang i 1920-erne var penicillinen ikke opfundet endnu og en lungebetændelse kunne være dødelig ligesom difteritis var det. Den angst han havde, arvede min mor.
Continue reading “Frygt for polio og første møder med dødsfald”
Efter et år i to værelses lejlighed i Nordvest kvarteret vidste mine forældre, at de måtte spare til en grund med lys og luft.
Vores første bil var en lille Renault som den mørke på billedet.
På Bygaden i Herlev lå en forretning af det navn. På en gammel opskrift, jeg selv har købt der engang i begyndelsen af 1960-erne står navnet trykt og at det er en blandt tre filialer i Husum, på Istedgade og så i Herlev min barndomsby.
Barn&Mor 