Ti år og på lejr for første gang

Mit møde med søndagsskolelejren ”Sejerborg” ved Sejrøbugten juli 1961

Der var ingen forberedelse. Jeg ved ikke af, at vi talte om, at vi skulle på sommerlejr. Jeg frygtede det ikke, for jeg havde aldrig prøvet at være hjemmefra mere end en nat eller få timer. Jeg var fortrolig med vores søndagsskole. Det var søde mennesker, der afholdt den på vores skole i flere år. Måske var vores mor begyndt at arbejde, så det passede vores forældre at vi var afsted?

Mine forældre troede, at jeg var den stærke og ville klare det bedre end min tvillingebror.

Jeg har ingen erindring om, hvordan vi kom derop, men det har nok været med bus fra Herlev den lange tur til Nordvest Sjælland. Torben, min tvillingebror var jo med, så det skulle nok gå. I et af brevene ser det ud som om, vi har kørt i bil.

Jeg var ikke forberedt på, at drengene lå i en anden bygning og at jeg ikke kendte nogle af børnene. Det var som om jeg ikke så ham under opholdet. I sine breve hjem beskriver Torben som en konstatering, hvordan han blev vækket af at få vand i hovedet midt om natten.

Det har nok været en stor samling fra mange søndagsskoler i flere byer. Fru Nielsen, som havde vores søndagsskole var travlt optaget i køkkenet med madlavning dagen lang, så hun var ikke ledig til at hjælpe mig, da jeg forstod, hvor forfærdeligt det var at være hjemmefra.

Jeg gik med hovedet ned i fliserne eller i græsset.

Havregrynene sad fast i halsen på mig i den støjende spisesal og blev blandet med tårer, der løb ned i tallerkenen.

Personalet må have fundet ud af, at jeg ikke klarede det så godt, for jeg blev tilbudt at være hos en sygeplejerske, der havde et lille kontor, hvor hun hjalp tilskadekomne. Jeg havde det der, som om jeg sad i en læges venteværelse på ubestemt tid.

En aften var der oplæsning af ”H.C. Andersen” og jeg fik lov til at være prinsesse, der sad ved fødderne af ham. Det hele var meningsløst. Jeg var vant til at sidde for mig selv at tegne og at sy.

At finde ud af mit tøj i den store gamle brune kuffert var også meget svært og der kom en og satte sig ved min seng uden at det lettede mig overhovedet.

De få gange, jeg glemte smerten og hjemveen, var da vi skulle i vandet. Det var dog så kort, så skulle vi op, fordi der naturligvis var meget opsyn og alle skulle i på skift. En anden lysere situation var at vi gik tur hen ad vejen, mens vi sang spejdersange eller andre sange fra søndagsskolen. Det gjorde, at jeg var lidt med i fællesskabet.

Efter frokost var der stilletid, hvor vi kunne skrive hjem på egne kort eller brevpapir og kuvert udleveret fra lejren. Torben har skrevet, om hvordan drengene var opdelt i grupper, der skulle dække morgenbord og gå på ture sammen. Han klagede over, at han manglede lommetørklæder. Måske var det ikke opdaget endnu, hvor plaget han var af høfeber. Desuden skrev han indtrængende om, at forældrene skulle gemme alle aviserne, imens han var væk. Han klippede alle tegneserier ud og satte dem ind i et hæfte.

Der gik et par dage så skrev jeg et kort, hvor jeg angav at ”jeg havde det frytkelit og ville hjem”. Jeg skulle i fjerde klasse og var ikke så skrap til at stave endnu. At ringe hjem var utænkeligt og havde jeg fået lov, var alt druknet i gråd.

Vi fik en pakke hjemmefra med lidt slik og kage og brev. Efter en uge kom vores forældre og hentede mig. Udfra de fundne breve ser jeg, at det må have været en forældredag.  Torben blev for han havde det godt blandt drengene. Vores mor står til højre i billedet og holder sin højre hånd op over øjnene.

Nemt at være glad igen
Nemt at være glad igen. Jeg skulle hjem fra lejren
Den dag jeg blev hentet og alt blev godt igen
Den dag jeg blev hentet og alt blev godt igen

 

et brev fra mig om den første dag #1
et brev fra mig den om første dag
Brev hjem med alvorligt opråb om at ville hjem #2
Brev hjem med alvorligt opråb om at ville hjem #2
Afsendersemplet fra lejrskolen
Afsendersemplet fra lejrskolen

Selve dagen inden mine forældre kom forsøgte en mandlig søndagsskolelærer at overtale mig til at blive. Han lagde skyld på mig for at svigte. Jeg var 10 år, men vidste at det skulle han ikke gøre og at han på ingen måde forstod, hvad det handlede om. Jeg lod bare som om, jeg ikke hørte, hvad han sagde.

Uddrag fra vores konfirmationssang, hvor jeg blev skammet ud for at ville hjem
Uddrag fra vores konfirmationssang, hvor jeg blev skammet ud på lejren for at ville hjem

I 2017 efter 56 år tog jeg derop i to omgange og fandt stedet intakt, dog noget nedslidt. I min forestilling var det en kæmpestor bygning med en enorm græsplæne ned mod stranden. Det var i virkeligheden ikke noget stort sted og der var længere til vandet, end jeg huskede. Nogle unge brugte lejrskolen til en slags intro til en uddannelse og vi kom indenfor i spisesalen. Noget faldt på plads for mig efter, at jeg havde genset det.

Tidlig adskillelse ved fødslen og to måneder frem sætter sine spor og overgangen kunne måske have været taklet anderledes ved langsom introduktion til at overnatte ude hos andre. Desuden burde det have været undersøgt, om der var børn med, som vi kendte.

 

Barndomsferier i Lynæs

På spidsen af Nordsjælland på halvøen mellem Isefjord og Kattegat ligger Lynæs lidt syd for Hundested.

I 1956, som den første ferie væk fra det nybyggede hus i Herlev, lejede vi et lille sortmalet sommerhus på en bakketop med skrånende græsplæne tæt ved St. Karlsminde Strand ved Lynæs. Forneden lå ejernes hus, som var et A-hus med vægge helt til jorden og skrå vinduer i selve taget. De hed Kotzelu. Min mor gentog ofte navne på udlejerne og de har bidt sig fast. Ejeren af husmandstedet på Møn var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Mere om Mønferierne her.

Fra første ferie i Lynæs St. Karlsminde strand i juli 1956

 

Tekst findes under hvert billede

 

Torben forestillede sig, at han kørte bil i stolen, der var lagt ned og jeg så for mig at havestolen (model Humblebæk) var den vugge, jeg så brændende ønskede mig til en glas babydukke, som jeg også ønskede mig, men ikke fik. Måske fordi, jeg aldrig sagde det højt.

Det lille sommerhus havde ikke indlagt vand, men vi kunne lide at styrte ned af græsplænen og hente vand i små kedler. Den første dag vi kom dertil styrtede regnen ned og der var en særlig lyd af trommen på taget, mens vi lå på køjesengene og læste Anders And blade. Der på have ligget en stak, fordi vi havde ikke selv Anders And blade. Foran køkkendøren var der gravet et dybt hul ned til opbavaring af mad. Der var køligt som i et køleskab.

Vi kom derop ved hjælp af min onkel Poul, som havde kørekort. Han og min faster Else havde ikke bil, men vi havde lånt min onkel Hans’s grå Rover. På taget lå en madras fastspændt, indtil den pludeslig løsrev sig og lå i grøften på den anden side af vejen. Min far har villet være sikker på, at han kunne sove på ferien. Madrassen kom på taget igen og ingen var blevet ramt. På turen standsede vi et sted og vi fik en isbåd. Det var vild luksus, som vi ikke ellers oplevede. Det må have været fordi, min faster Else også har fulgt med på udturen. Hun var meget “flot”, som man sagde dengang dvs. gavmild.

Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006
Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006

Under opholdet tog vi færgen fra Hundested i nærheden til Rørvig på den anden side af Isefjorden mod vest.

Det var første gang jeg sejlede på færge og det gjorde et dybt indtryk på mig at stå ved rælingen med en bred afrundet trækant og stirre ned i det mørkegrønne vand. Det var uhyggeligt, fordi jeg vidste, det ville være skæbnesvangert at falde i. På den anden side var naturen anderledes. Min onkel L.P. og moster Ermegaard og deres to sønner Ole og Søren havde lejet et sommerhus midt i en nåleskov. Det emmede af varme og duft fra den bløde skovbund omringet af nåle og lærketræer.

Anden ferie i Lynæs, St. Karlsminde strand sommeren 1958- Året hvor vi også skulle begynde i skolen.

 

Tekst findes under hvert billede

Da vi skulle hjem fra sommerhuset gjorde min mor grundigt rent og vi måtte blive udenfor, mens hun vaskede gulvet til sidst. Vi kørte og må være blevet hentet igen og pludselig udbryder min mor:

Pålægget ligger tilbage i svalekælderen!

Det lød slemt, men vi var kommet så langt, at det ikke lod sig hente. Mine forældre talte så om, at det forhåbentligt kom de næste gæster til gode.

Min far der til daglig havde et stresset job som værkfører på en radiofabrik slappede mere af på disse ferier og virkede derfor mere engageret i os i sommerferierne.

Lynæs 1956 hos Kotzelu's. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene. Tidligere kunne han gå med os begge.

Vores forældre på have set annoncerne på sommerferiehusene i Politikken. Der var sikkert aldrig billede med, så det var som at vinde i lotteriet. Med godt vejr var intet sted for dårligt.

Tilbageblik på besøg hos skolekammerat

Nogle af mine lykkeligste stunder i 4. og 5.klasse var at lege hjemme hos en skolekammerat i nærheden af vores folkeskole Borgerdigeskolen, som den hed dengang. Der blev bygget mange skoler under den tid, jeg startede i første klasse i 1958 og af den grund ændrede klassen sig meget med stor udskiftning af elever i takt med at de nye skoler blev bygget.

Herlev lidt udenfor København var et sted med stor grad af tilflyttere fra brokvarterene i København og fra Sydhavnen og andre steder fra.

Jeg havde gået i klasse med denne veninde siden 3.klasse og jeg beundrede hende for hendes smukke lyse kraftige hestehale og fine tøj, som altid sad så godt. Jeg tror, hendes mor syede det. Hun havde en storesøster, der var to-tre år ældre end os.

Tvedvangen foto tilhører Lene Byfoged
Tvedvangen foto tilhører Lene Byfoged

Det var hjemme i deres rækkehus, at jeg for første gang hørte om, at man kunne lide enten Elvis eller Cliff Richards popmusik. Jeg syntes ikke, at jeg kunne falde for dem overhovedet, men forstod, at der lå et eller andet ude i fremtiden, som var ukendt land for mig.

Jeg husker ikke, at jeg har været hos andre skolekammerater, før jeg kom hjem hos hende i 11 års alderen.

Rækkehuset er i to etager og findes heldigvis endnu fuldstændigt som dengang for snart 60 år siden og er lige så hyggeligt som dengang. Der er mange rækker af dem og området virker meget attraktivt med græsplæner og rækker af træer i mellem husrækkerne og langs vejen. Børnene derfra gik dengang på de to tvillingeskoler Tvedvangen og Borgerdigeskolen, der nu er slået sammen til én skole.

Vi fandt på at lave karamel på en pande eller at røre havregryn, sukker,kakao og smør (margarine). Det lå tungt i maven. Det var når mødrene ikke var hjemme. Vores mødre sagde aldrig noget til det, skønt de må have opdaget det. Vi lavede samme lækkerier hjemme hos os, men det var mest spændende hos hende.

Vi legede oppe på hendes lille værelse på første sal og det, jeg tydeligst husker var, at vi sad med vores skoleatlas og ledte efter byer og floder, som vi skiftedes til at spørge den anden om.

Hun var meget dygtig til at sjippe og hinke, men det var mest i skolen at vi gjorde det og så hos mig, hvor der var mere plads på den ubefærdede vej.

Hendes mor må have været meget moderne for hun var yogalærer. Min veninde udtalte det “Juggi”. Det var ikke noget, jeg havde hørt om. Hun fik en lillebror på den tid, hvilket jeg så gerne ville have haft allerede fra jeg var fire år, men aldrig fik.

Efter femte klasse skiltes vore veje. Vi blev delt i A for vist nok praktisk linje og B for boglig linje.

Jeg har kun mødt min skolekammerat en gang siden. Det var mens jeg gik på gymnasiet. Hun fortalte, at hun arbejdede på en fabrik, hvor de lavede toiletpapir og hun var glad for det. Jeg tænkte dengang, at det var underligt at være tilfreds med det.

Continue reading “Tilbageblik på besøg hos skolekammerat”

Min Barndoms Fødselsdage

Da jeg var barn var den 13. Januar allerede langt efter jul. I dag er det kort efter. Mine første minder om vores fødselsdage er fra Agerledet 10 i Herlev, som vi flyttede til i sommeren 1954, da vi var tre og et halvt år.

Tulipaner
Tulipaner

Min mor havde altid sørget for at der var nye blomster på spisebordet i køkkenet. Det var enten tulipaner med birkegrene eller gæslinger eller primulaer i friske farver. Det er en tradition, jeg har beholdt selv lige siden. Januar er en mørk tid, hvor blomsterne lyser op. Som barn kunne jeg værdsætte det også, skønt jeg nok ikke satte ord på det desværre. Vores forældre havde ikke mange penge, så det har været luksus at gøre det.

Jeg ved, at jeg engang har været meget tidligt oppe for at se, om der var gaver. Der var mørkt i køkkenet og der var ingen blomster eller gaver. Det var bare at vente til vores mor stod op og det var tidligt, da vores far mødte tidligt på Radiofabrikken M.E.C. på Nørrebro.

Jeg mindes det som meget dejligt at hyggeligt at få gaver på vores fødselsdag. De bedste har nok været en hjemmelavet klapvogn, som var næsten helt autentisk og senere et par rulleskøjter, Filiafarver, bøger til at tegne i, glansbilleder, hjemmesyet dukketøj.

 

 

Følelesen af at gå i skole den morgen var speciel. Jeg oplevede at “hele verdenen” vidste det var min fødselsdag. Der var en særlig glæde i luften. Klasselæreren læste historie for os og det at vi var tvillinger i samme klasse øgede den glade stemning.

Dengang var der mere hvid sne på skolevejen end nu og solen skinnede naturligvis også altid.

På vores fireårs fødselsdag kom børnene fra vejen og det eneste jeg husker var min store undren over at nogle kun ville have margarine på bollerne og andre smør. Jeg kendte ikke selv til så stor en frygt for noget bestemt. Den fødselsdag er der ikke billeder af, men en af gaverne var en rød plastikbørnebøjle og jeg tænkte:

Hvad mon jeg kan bruge den til?

 

 

Ved en senere børnefødselsdag var min far hjemme og lavede en af hans stunts med os. Den hed “Styrmand Karlsen” og alle skulle stå og vente i køkkenet. En blev udvalgt med en lille gruppe tilskuere til at være styrmanden. Han blev lagt på gulvet med en regnfrakke over sig og med et ærme lodret over hovedet. Han blev beordret til kun at sige

“Lad der komme, hvad der vil”!

Det blev svaret på en række spørgsmål til kaptajnen om at opgive skibet. Til sidst blev der smidt vand ned i hovedet på staklen på gulvet til stor fortørnelse for offeret og til glæde for tilskuerne. Vi skulle også tegne halen på en gris med bind for øjnene.

Vi fik hjemmebagte boller med smør og hjemmelavet lagkage med mørk glasur og kagecreme og flødeskum, sodavand og småkager.

Den flotteste dekoration lavede vores far til vores elleve års fødselsdag. Det er jeg heldig at have billeder af. Ved den lejlighed havde Torben og jeg kun få udvalgte gæster hver.

11-års fødselsdag januar 1962
11-års fødselsdag januar 1962

Hele den store klasse kunne aldrig have været til stede på en gang en vinterdag, som det var.

Det jeg var mest glad for at få var små sølv charms til et sølv armbånd. Vi fik fem eller ti kroner af hver gæst og kunne købe en lidt større ting.

Dog havde vi hele klassen til fest, da vi fyldte seksten år i 1967, det sidste år i folkeskolen. Vores forældres soveværelse blev ryddet til dans. Det var ret flot gjort.

 

Tanker om barndommens jul

I min barndom 1950’erne elskede jeg de store kalendre, der kunne samles som et hus eller andet, gerne med glimmer. Jeg tror dog ikke det var noget vi fik mere end en gang. Der kom en om “Den lille nisse rejste” i Politikken. Det var to helsider i avisen, som vi klistrede op på et stykke pap. Der må have været en lille tegning hver dag, som vi klippede ud og farvede. Det ser ud til at historien ikke er kronologisk på arkene. Sjovt nok har jeg den endnu efter så mange år sammen med mine børnetegninger. Der kunne være andre end mig, der husker den kalender!?

Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken

Det der fascinerede mig dengang, var den rørende lille nisse, der mindede mig om en sød, imaginær lillebror. Julen var noget vi glædede os usigeligt til og de 24 dage i december gik så meget langsommere dengang.

Egne tegninger og glanspapirudklip

 

 

Jeg brugte tiden på at lave mange juletegninger og små julegaver. Visse af dem frustrede mig meget, da jeg ikke magtede at blive færdig med projektet. Min far drillede mig og sagde at jeg kunne “strikke en bøjle”! Jeg begyndte på et rødt hylster til en ru træbøjle og blev aldrig færdig. Det sidder i mig endnu. Min mor var mere realistisk og hjalp os at sætte glansbilleder på hvide servietter eller senere brodere små ting, hun havde skrevet og tegnet på firkantede klude til at lægge i mellem tallerkener til gaver til mostre og mormor. Her findes en artikel om min mors beretning om sine julebarndomsminder fra Holbæk i 1920’erne og 1930’erne.

En “broderet” støveklud til min mormor

Julegave håndarbejde
En støveklud med små broderier i hjørnerne

Det var svært at lave julepynt. Det første var “musetrapper” og “guirlander” af glanspapir. Der blev lavet melklister på komfuret. Mel og vand kogt sammen.

Vi prøvede at lave uroer udklippede sugerør sat sammen i stjerner og holdt sammen af garn. Det var ikke nemt at få det til at balancere.

Senere lærte vi at flette hjerter, der blev mere og mere indviklede og for at kunne flettes krævede en passer og udklipning efter optegning med milimeter nøjagtighed.

Julehjerter
Simple og indviklede motiver i julehjerter fra min ungdom of fra min far

 

Det tungeste var at:

“Nu skal der ryddes op! Far kommer snart hjem fra arbejde og jeg skal dække bord”!

Alle stumper af glanspapir skulle sorteres og ryddes væk, da vi sad ved køkkenspisebordet og klippede og klistrede.  I køkkenet havde vi Christel julenisser. Det var det eneste sted de måtte være. De var så søde og mindede og små søde børn. Jeg fandt et ark i Nationalmuseets shop og nu hænger de ovenpå hos mig.

Christels Klatrenisser

Juleklatrenisser
Christel klatrenisser. Genoptryk for Nationalmuseets shop

 

Fortællinger fra Fuglebakken Børnehospital

Anden del af historier fra fuglebakken. Den første kan ses her.

Jeg skrev for nyligt om mine oplevelser på Fuglebakken som patient, personale og til sidst mor og delte det på Facebooksiden “Vi der er født i 1950’erne”. Jeg fik en overvældende reaktion fra mange, der har oplevet indlæggelsen dybt i sjælen som barn. Enkelte var glade for det og andre havde mareridtsagtige oplevelser.

Jul på hospitalet 1951 København Fot AOK guide
Jul på hospitalet 1951 København Foto AOK guide

Der var folk, der som ansat havde været glade for at arbejde på stedet. Mine oplevelser var blandede, fordi jeg havde en dyb følelse af, at børn skulle behandles mere individuelt. Jeg har aftalt med bidragsyderne, at de samles her i dette efterskrift.

Børns oplevelser:

Gitte S. Skallerup: Jeg var indlagt på Fuglebakken fra august 1955 og blev endeligt udskrevet i marts 1957. Jeg var dog hjemme ind imellem. Jeg har ingen erindring om det, da jeg kun var 1 måned gammel, da jeg blev indlagt første gang, men jeg har fået fortalt, at mine forældre ikke besøgte mig ret tit. Det passer jo fint med dine iagttagelser.

Jeg spørger om flere detaljer og Gitte svarer:

Som skrevet har jeg ingen erindring om selve opholdet, men husker nogle af de kontroller jeg var til, indtil jeg blev raskmeldt som 10-årig. Mit forhold til min mor blev aldrig særligt fortroligt, mens jeg helt klart var fars pige. Jeg har ladet mig fortælle, at min far var oftere på besøg end min mor.

Gitte S. Skallerup:

En af de læger, der var med til at redde mit liv i 1955, var en ung reservelæge, der hed Erik Thamdrup. Da jeg 10 år senere blev raskmeldt, var det netop ham, der var til konsultationen/kontrollen. Han blev senere overlæge på børneafdelingen på Hillerød sygehus.

Marjanna W. Nielsen skriver:

Et skrækkeligt hospital, min lillesøster var indlagt der i 1961, med kighoste og forældre var ikke velkomne, kun i besøgstiderne, tænk at udsætte børn og forældre for disse traumer

Billedet herunder er fra et familiemedlem, der var barneplejerske i 1950’erne og 1960’erne og det kunne lige så godt været fra Fuglebakken, hvor man også havde barneplejersker og samme slags tremmesenge, som ses i baggrunden. Den lille er træt eller ked af det og legetøjet er fuldstændigt ligegyldigt.

Mattern barneplejerske og barn på Philadelphia
Ingelise Mattern barneplejerske og barn på Philadelphia

Dorte Holst skriver :

Uha, jeg har frygtelige minder derfra. Har aldrig grædt så meget, adskillelsen fra mine forældre, tvangs fodring m.m.

Maggie H.M. Hautala

Jeg var indlagt på Fuglebakken i 1966 i små 3 uger husker opholdet som noget godt, personalet var utrolig søde 😍 og prøvede at gøre det så godt for mig, så har kun positive minder fra mit ophold på børnehospitalet Fuglebakken 👌🏽
Selvfølgelig blev jeg overlykkelig, da jeg blev udskrevet og kunne komme hjem til min elskede Mor og min familie ❤️
( Ude godt, men hjemme bedst )
Syntes selvfølgelig det må have været ganske skrækkeligt at skille små børn og forældre ad som de gjorde dengang😱

Min Mor fortalte, at jeg tog det som en ferie (ja og husker det også selv sådan) var selvfølgelig også vant til at være adskilt fra mine forældre hver sommer, når jeg var på ferie hos min elskede Mormor og Morfar oppe i Finland 🌞
Min Mor og familie fik lov til at besøge mig så ofte de ville under min indlæggelse på Fuglebakken 😍

Ida Blædel:

Jeg var indlagt på Fuglebakken i 1967 i 3 uger tror jeg. Synes personalet var søde, men skrækkelig mad:-) strenge besøgstider, så kun min mor 1 time hver dag, så det var skønt st komme hjem.

Lone Ravn

Jeg var indlagt på Kommunehospitalet med brandsår. Det var en slem tid

Dette indslag kom med, fordi det er ligegyldigt, hvor det var, at børn var indlagt. “Regimet” var det samme og på andre hospitaler var det måske værre, fordi børnene lå sammen med voksne.

Susan Bisgaard :

Har selv ligget der i ca. et halvt år i 1962, vi måtte kun få besøg om søndagen, og fik kærnemælk, som jeg ikke kunne lide, der var en sød sygeplejske, der kom med sukker bøtten til os, der ikke kunne lide det, kan også huske vi stod og så vores besøgende igennem en glasdør, når de kom, der lugtede af flæskesteg om søndagen. Jeg var indlagt som seksårig med gigtfeber og knoglebetændelse. Ville også meget gerne læse journalen fra den gang, og ja kun besøg den ene gang om ugen. Kommer lige i tanke om, at jeg fik en endefuld af en sygeplejerske, fordi jeg ikke kunne sove til middag.

Dan E. Christiansen

Har været indlagt i september/oktober 1956 for mellemørebetændelse, halsproblemer med mere og har vage erindringsbilleder om et rart sted at være: Jeg husker, at man tog sig omsorgsfuldt af mig. I september 2016 fik jeg aktindsigt i “min sag”, der også indeholdt udskrifter om samtaler med min mor m.v. Disse akter har dermed bidraget til at sætte min barndom i perspektiv i forhold til årsagen til mit miljøskift fra Islands Brygge til en omegnskommune.

Dan E. Christiansen forklarer her, hvordan man søger aktindsigt, hvilket mange har ønske at vide:

Den direkte vej er Københavns Stadsarkiv, hvor man kan oprette sig som bruger via: http://www.starbas.net/arkivets_forside.php?arkiv=1

Der er en udmærket oversigt over søgemuligheder og -vilkår på Københavns Stadsarkiv via linket: http://www.kbharkiv.dk/

Jeg bliver nødt til at tilføje, at jeg på grund af tidligere sygdomme/indlæggelser var nødt til at få aktindsigt i tidligere sygejournaler via Rigsarkivet. I de akter, som jeg fik tilsendt i kopi, kunne jeg læse om en konkret indlæggelse på Fuglebakken (hvad jeg jo godt vidste), men dette satte mig så til at bede om aktindsigt i min journal fra Fuglebakken.

Der er dog visse betingelser om tid, ansøgerprofil med mere, som man altsammen kan læse om på hjemmesiden, ligesom man også skal regne med personligt fremmøde på Stadsarkivet på Københavns Rådhus, når man har fået grønt lys til at se sin journal.

Jeg håber, ovenstående oplysninger kan bruges og står gerne til rådighed til yderligere vejledning via en personlig besked.

Birgit Riege Crone:
Jeg har også været indlagt på børnehospitalet, da jeg ca var 6 år, men for at tabe mig, øv det var hårdt, men der var en frk.Rasmussen som var mega stram, ingen besøg og der var mulighed for det et par gange måtte min bror kun gøre det gennem en glasdør…Da jeg var ca 12 år sendte mine forældre mig afsted igen, og igen stramme frk.Rasmussen,syntes hun var gyselig. 25år senere er jeg blevet So-Su hjælper og skal op til en ny dame, ringer på og jeg, da damen åbner og fryser jeg til is, uden at forstå det. Jeg hjælper hende selvfølgelig med det jeg nu skal, men alt stritter i mig, er et stort spørgsmålstegn. Nå næste dag skal jeg igen derop, sveder, ryster…så begynder hun at fortælle hendes historie. Frk Rasmussen har indhentet mig igen. Så fortalte jeg min historie. Hun var rystet af, hvordan jeg havde oplevet hende…Men vi fik et kanon venskab…Hun sagde på det sidste….nu har DU skovlen under mig…en djævel inden i mig, sagde ja….men sådan havde jeg det slet ikke, elskede at hjælpe hende.😀en sjov historie…ringen sluttede.
Birgith Søndergaard:
Første gang jeg var indlagt på Fuglebakken ca 1960 var i Havehuset. Husker tydeligt der var en glasrude for enden af gangen hvor de små børn tit stod op i tremmesengen og græd. Ingen tog dem op. Gjorde stort indtryk på mig selv om jeg var en lille pige. Men kunne godt lide at være der. Sødt personale. I kælder pædagoger, hvor man kunne lære at save puslespil. En dejlig have til og der var også skoleundervisning på stuerne. Brød mig dog ikke om undersøgelserne i Hovedhuset.
Birgith Søndergaard:
Kom til at tænke på en af de gange jeg var indlagt. Denne gang på 2 sengs stue med en anden lille pige. Kunne ikke forstå hvorfor hun skulle forsørge på potte. Hun fortalte mig så. Det er fordi jeg har en slange i maven og hovedet skal ud. Jeg blev totalt rædselsslagen og holdt meget øje med hendes potte. Mange år senere fandt jeg ud af hun havde bændelorm. Havde en meget værre oplevelse da jeg blev overført til andet hospital for såkaldt Stor nyreundersøgelse. Der var ikke meget børnepædagogik dengang. Nok derfor jeg stadig har stor lægeskræk.
Elisabeth Madsen
Min datter blev indlagt der i 1972 fordi hun var født 2 1/2 måned for tidligt lå der i lidt over 2 måneder, kunne besøge hende hvornår jeg ville. Hun fik modermælk købt fra andre, der havde malket det ud. I starten kunne jeg kun se hende igennem en armeret rude, jeg måtte ikke komme ind til hende. Hun klarede den takkede være de fantastiske sygeplejersker og læger. Hun vejede kun 1140 gram og var 40 cm. Lang. Fik i starten mad hver anden time. Jeg var selv indlagt på Amager i de første 3 uger. Når hendes vægt var komme op på 2500 gram måtte jeg få hende hjem. Lige da hun var kommet til Fuglebakken ringede de og sagde hun var nødt til hurtigt at blive døbt, så de spurgte hvad hun skulle hedde, men et par timer efter ringede de igen og sagde det ikke var nødvendigt da det var en sund og stærk pige jeg havde født og jeg skulle være glad, at jeg ikke havde fået en dreng, fordi de var meget svagelige og sikkert ikke havde klaret den. I dag har hun selv 3 børn 👍🏻🌞
Elisabeths oplevelse af at have fået et meget for tidligt født barn stemmer med min mors knapt tyve år før.
En ansat Kirsten Eriksen:
Jeg har arbejdet på Fuglebakken som barneplejerske i 1969 og jeg kan huske det ligesom det er skrevet med de fortidlige fødte børn som fik flaske i sengen og når den sidste var færdig kunne man starte forfra. Og der var bestemte tider, hvornår de skulle ha flaske. Ja det sætter lige pludselig en masse minder og tanker i gang
Sidst jeg var i København tog jeg billeder på det tidligere børnehospital, som nu står renoveret og indrettet med lejligheder. Den store have er skåret af og indraget til P pladser. Der hvor afdelingerne for de større børn lå nederst i haven er der forlængst bygget rækkehuse til boliger.

This slideshow requires JavaScript.

Sanne Mendal Jensen:
Jeg var indlagt et halvt år i 1965 og havde ikke nogen god oplevelse. Jeg var indlagt fordi jeg ikke kunne ligge tør om natten.
Hver morgen blev vi vækket af noget surt personale som ydmygede os ved at vaske os som babyer i alles påsyn.
Min mor kom hver dag 1 time, og min søster og jeg havde kun kontakt gennem en rude.
Jeg blev ikke kureret, men vi fandt efterfølgende ud af at jeg havde været under observation for noget psykologisk mht mit nattetisseri.
Dengang troede man, at problemer med at ligge tør om natten skyldtes psykologiske forhold, når det handler om modenhed.

 

Når jeg ser på mindetavlen mindes jeg min mor, som var meget glad for Doktor Tudvad, som må have været meget opmuntrende for hende, når hun kom til kontroller med os som for tidligt fødte tvillinger. Min første artikel om Fuglebakken er her.

Jeg er kommet i tanker om at have fulgt med børn til et auditorium, hvor vi som sygeplejeelever i 1972 stod ved siden af barnet i sengen. En professor underviste de lægestuderende og de måtte byde ind med, hvad de troede barnet fejlede. Jeg ved at intet barn blev forberedt på det og hvordan det har påvirket dem? Jeg var ikke glad for det heller. Jeg har ligeledes været med på en transport med et lille barn, der skulle afleveres til et børnehjem. Det er muligt det var på det berømte Skodsborg Børne Observatorium den lille skulle anbringes.

Et mere positivt minde fra elevtiden er, at jeg lærte at holde af knækbrød med ost og æblemos. Det var noget vi tog til kaffepausen nede i pavillonerne med de større børn.


 

 

 

Min fætter og lidt om hans hund

Jeg har altid elsket mine fætre. De var så slagfærdige og underholdende. Jeg havde kun en bror og min moster havde fire livlige drenge. De fire drenge blev min inspiration til også at ville have fire børn.

mine-faetre-og-jeg-1
N.H. nummer to fra venstre

Der er gået 50 år i mellem de to billeder

IMG_1565

Den ældste har fødselsdag i dag of derfor vil jeg skrive lidt om ham. Han blev født i København 15. maj 1944 og inden han blev et år var der dramatiske ting i hans liv. Først kom generalstrejken juli 1944, hvor min mor fortæller om, hvordan det var svært at købe mælk til ham.

Min mormor med min fætter i barnevogn 1944/45
Min mormor med N.H. i barnevogn i Holbæk

Hun var netop ankommet til København efter endt uddannelse som apoteksdefektrice og skulle begynde i sit første rigtige job i Sydhavnsapoteket midt i generalstrejken. Næste krise kom, da hans far blev arresteret af Gestapo i foråret 1945, idet de havde taget fejl af ham og hans svoger, der var politimand “under jorden”. Trådene blev reddet ud, men der gik nogen tid, hvor min fætters mor selv henvendte sig til Vestre fængsel. Da Shellhuset blev bombet, vidste min moster ikke, om han sad der! Han var netop blevet overflyttet til Vestre fængsel.

Glad krigsbarn

 

Som toårig gav han sin mor en kæmpe forskrækkelse ved at forsvinde på Bispebjerg. Historien der endte godt kan læses her i min engelske blog.

Da min fætter N.H. er ældst er han den, der har de fleste erindringer fra vores morforældres hjem i Holbæk. Han kom der i ferierne og lokkede min morfar til at give ham lov til at opholde sig på en bondegård i nærheden. Han spurgte, mens morfar sov til middag og fik så en brummen som svar. Der fik han lov til at køre hestevogn og meget andet og så sit snit til at tage med en færge til Orø med en kammerat.

Indtryk af mine morforældres hjem i Holbæk

N.H. holdt en tale til min mormors 80 års fødselsdag i 1970. Han var da 26 år. Der berettede han om erindringerne om de mange ophold i Holbæk. Der var særlige hygiejneregler, som hans mor ikke havde taget med sig til Bjerget på Bispebjerg. Man blev vastet meget grundigt, når man som barnebarn kom på besøg.

N.H. ville så gerne have en hund. Det måtte han ikke. Så fik han en ondulat, men hver gang den kom ud af sit bur fløj den rundt på værelset og klattede. Så blev det forbudt. Tilsidst gav faderen efter og han måtte spare sammen til en hund. En korthåret hanhund.

NH til hest i 1970

N.H. til hest i nærheden af Vejby strand 1970.

Bannik ved skrænten
 billede af Banik i sin yndlingsbeskæftigelse

N.H. kom hjem med den dejligste hvide hund, en langhåret hunhund. Jeg husker, at han kom med den i sin scooterhjelm. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var der, eller om jeg bare har fået det fortalt. Jeg ser det for mig meget tydeligt. Min fætter er lang og tynd og hunden er en lille ulden hvalp i en hvid hjelm.

Min fætter omkring 1970

Lykkelig var jeg, da vi engang skulle passe den. N.H.s familie skulle på ferie. Det var så spændende. Den elskede vores mor mest. Den der gav den mad var dens favorit. Vi vidste ikke, at vi skulle meget tidligt op for at nå at lufte den, inden vi skulle i skole. Engang vi var på tur i Herlev  blev den pludselig  helt eldevild og for over gaden. Det viste sig, at vores mormor var på besøg i Herlev hos vores anden moster og hunden genkendte hende, inden vi havde set hende.

Den kunne godt finde på at blive nervøs og snappe efter os, hvis vi klappede den på en bestemt måde. Mysteriet blev løst sidste år, hvor jeg talte med N.H. om det. Deres far havde drillet den med at forskrække den, når han kom ned af kældertrappen til den. N.H. boede i et kælderværelse under villaen i Vangede, da han var teenager. De drillerier havde desværre gjort den nervøs.

sommeren 1965 på udflugt til Kullen fra Rågeleje sommerhuset i hjemmesyet kjole

Vi passede den også i dens egne omgivelser en sommer, hvor vi lånte min moster og onkels sommerhus Ved Skrænten ved Vejby strand udenfor Rågeleje. Banik elskede at kure på maven ned ad skrænten. Heldigvis har min bror taget et billede af den situation.

Situationer fra vores ferie i det lånte sommerhus

Min fætter sendte mig følgende på mail, mens jeg skrev på artiklen:

Det er rigtigt, at jeg lige havde fået hund i begyndelsen af sommerferien. Det må have været i 1960. Jeg tog den med op til Rågeleje, hvor jeg havde lavet en lille indhegning. Det var en stor fordel, da den ikke var renlig fra begyndelsen. Ellers sov jeg med den i det lille gæsteværelse, der vente ud mod vejen, hvis du kan huske det. Så den fik sin første tid i Rågeleje og elskede lige siden at komme der.
Det er også rigtigt, at den kunne være i min styrthjelm, da jeg hentede den, dels fordi hunden var lille og dels fordi hjelmen var meget stor. Hjelmen blev fremstillet af DKI til Politiet, men jeg blev tvunget til at bruge den, da jeg fik min Velo Solex. Det har set fantastisk ud! Poul Nyrups cykelhjelm var for lille og min for stor. Sådan er verden fyldt med uretfærdighed!

Dionne Femlingedukkerne og Paula Pederson

Gennem min blogging har jeg fået et meget værdifuldt venskab. Paula Pederson er datter af en fremgangsrig byningsmatador i Seattle. Hans Pederson (1864-1933) stammede fra Stenstrup på Fyn, hvor han voksede op hos sine morforældre. Som tyveårig immigrerede han til U.S.A. Han arbejdede sig op til at forestå mange slags store bygningsværker, hvoraf mange står endnu. Foruden bygningsværker var det drænering afsumpområder anlæggelse af veje, kloakering og jernbanespor og meget andet.

Paulas mor var af fattig ukrainsk slægt, der var immireret til Canada og hun mødte Hans, da hun plejede hans døende kone. De giftede sig hurtigt og tre måneder efter at Paula var født i 1933 døde faderen.

Moderen var 42 år yngre end Hans og omtalte ham aldrig bortset fra at hun havde fortalt engang at faderen var død som ung arkitekt i en bilulykke.

Først da Paula var over 60 år fandt hun ud af, hvilken fin og dygtig mand hendes biologiske far havde været. Mange fra hans slægt var kommet til Seattle for at arbejde for ham og han havde taget sig godt af alle. Da den økonomiske depression satte ind først i 1930’erne gik hans forretninger ned samtidigt med at han blev alvorligt syg.

Moderen giftede sig igen med en 18 år ældre mand og de levede som udenlandsamerikanere i tiden før 2. Verdenskrig. Det var Manilla, Shanghai og Honolulo. Det ydre og fine betød alt for moderen så børnene var mest sammen med barnepiger og overladt til sig selv.

Paulas bog Mysterious Builder of Seattle Landmarks er netop udkommet efter års intensiv research. Paula skildrer sit liv hudløst ærligt, som om det med ærlighed var en mangelvare i Paulas opvækst.

En situation, der ikke omtales i bogen, er hvor hun og moderen og lillesøsteren går fra borde tidligt om morgenen på første evakuering fra Shanghai til Seattle. Se historien i Paulas blog. I flere timer havde moderen lavet slangekrøller på Paula for at blive fotograferet på vej fra landgangen. Det hele for at blive fotograferet til bladene som High Society folk, der kom hjem fra udlandet. Paula er skrækslagen, fordi hun tror de bliver skudt af de mange blitz fra fotograferne.

Paulas billede
Paulas billede

Dionnequints1
Dionnequints Public Domaine from Ontario Canada

I bogen omtales kort fra Manilla at hun i fem års fødselsdagsgave fik Dionne femlinge dukker i ens tøj. Det må have været en meget fin gave på niveau med, hvad en prinsesse kunne få. Jeg måtte finde ud af noget mere omkring de dukker og det viste sig at være modeller af Canadiske meget smukke femlinger født først i 1930-erne af fattige forældre. De blev taget fra forældrene og opbevaret i et hospital, hvor folk kunne komme at se dem lege gennem glasruder. De de var ni år gamle blev de sendt hjem til forældrene igen. Det gjorde man mod børn dengang. Jeg ved ikke, hvilke af dukkerne Paula fik, da de fandtes i  flere udgaver og årgange.

Marie, Emilie, Cecile, Annette and Yvonne

Der er nogle ligheder mellem Paulas liv og femlingerne. Femlingerne blev vist frem og Paula og hendes lillesøster blev også klædt på og udstyret med elegant tøj, så de kunne blive beundret. Det havde tunge konsekvenser i form af stor usikkerhedsfølelse i opvæksten ligesom femlingerne, fremmedgjort fra forældrene, har lidt under at være blevet udstillet i årevis.

En toårigs univers 

 Set i relation til min barndom

Jeg har haft en oplevelse med mit to-årige barnebarn, som gik mig til hjertet. Som nogle af jer ved har jeg altid været fascineret af barnevogne og babyer og babyudstyr. Dette barnebarn deler min interesse. Det er ikke alle små børn, der går op i babyer og udstyr. Nogle elsker tøjtyr og bamser. Jeg har aldrig haft noget af det, og skønt jeg godt kan se, de kan være søde, ved jeg ikke rigtigt, hvad der ideen med dem.

Jeg har mange dukkevogne med gamle porcelæns- og celloiddukker. De fleste bliver sat væk, når børnene kommer. To mindre vogne kommer ned i stueplan med nye babydukker, når børnene kommer. En enkelt klapvogn er der også. Jeg fandt den tjenlig til storskrald udenfor et hus. Der manglede kun en bred strop, som jeg nemt kunne erstatte. Den blev brugt meget af den lille, idet alle dukkerne og en enkelt bamse skulle sidde der med et ben i hver åbning, ligesom hun selv sidder i sin autostol.

Når vi skulle hente noget i de værelser, hvor de lidt sartere vogne og dukker stod, gik den lille fra vogn til vogn og kiggede grundigt ned. Hun sagde:

Mormor barnevogn!

i spørgende og konstaterende tonefald. Hun er også den eneste af mine børnebørn, der har fået øje på mit vitrineskab med dukker og udstyr. Igen konstaterede hun, at det var mormors. Hun ville gerne åbne dørene, men jeg nøjedes med at vise hende tingene fra øverst til nederst.

 

Hun faldt for en gammel ret solid celloiddukke som siger “Ahhh” når den holdes på en bestemt måde. Den har et utroligt smukt og livagtigt ansigt og det var tydeligt, at den appellerede mere til hende, end de tre moderne bløde dukker, jeg har købt til hendes rådighed ved besøg. Jeg vogtede nøje på hende, mens hun legede med den, men det gik godt og hun var meget god og nænsom med den. I et uset øjeblik lagde jeg den væk, da den er uerstattelig. Mange gamle dukker har intet mærke i nakken og dermed kendes oprindelsen ikke.

 

 

Billederne er taget mellem kl. 07 og 07.30 om morgenen påske lørdag

Det at hun havde flere vogne var en ekstra finesse for på et tidspunkt trak hun rundt med dem begge fra stue til bryggers. Hun er vant til at komme i vuggestue, hvor hun og de små kammerater bliver lagt i krybber. Jeg gætter på, at det er så genkendeligt for hende, at hun leger med vognene ved at dukkerne kommer op og ned under dynerne. Det er endnu for svært at klæde dukkerne på.

Køjesengen fra min far
Køjesengen fra min far

Jeg fandt også min gamle køjeseng frem. Min far lavede den til mig, da jeg var knapt seks år. Min mor havde sat blomsteroverføringsmærker på. Det var det vigtigste for mig. Den sagde hende ikke noget, da hun ikke kendte køjesenge. Jeg kendte heller ikke til køjesenge. Min far har moret sig ved at lave den  ligesom han lavede to potter i et møbel i teaktræ. En lyseblå og en lyserød potte i hård plastik. Vi var tvillinger, så det syntes han var sjovt. Den har jeg ikke mere.

Hvad der ville have været en drøm for mig at have fået fremfor køjeseng og pottestol

Baby dukketøj

Det kæreste eje, jeg fik var denne dukkeklapvogn, som min far havde lavet temmelig godt i forhold til, hvordan en klapvogn så ud dengang. Desværre brugte min far hjulene til en kørende indkøbsvogn tyve år senere og den forsvandt på den måde.

Dukkeklapvognen til min 6 års fødselsdag januar 1957
Dukkeklapvognen til min 6 års fødselsdag januar 1957