Fortællinger fra Fuglebakken Børnehospital

Anden del af historier fra fuglebakken. Den første kan ses her.

Jeg skrev for nyligt om mine oplevelser på Fuglebakken som patient, personale og til sidst mor og delte det på Facebooksiden “Vi der er født i 1950’erne”. Jeg fik en overvældende reaktion fra mange, der har oplevet indlæggelsen dybt i sjælen som barn. Enkelte var glade for det og andre havde mareridtsagtige oplevelser.

Jul på hospitalet 1951 København Fot AOK guide
Jul på hospitalet 1951 København Foto AOK guide

Der var folk, der som ansat havde været glade for at arbejde på stedet. Mine oplevelser var blandede, fordi jeg havde en dyb følelse af, at børn skulle behandles mere individuelt. Jeg har aftalt med bidragsyderne, at de samles her i dette efterskrift.

Børns oplevelser:

Gitte S. Skallerup: Jeg var indlagt på Fuglebakken fra august 1955 og blev endeligt udskrevet i marts 1957. Jeg var dog hjemme ind imellem. Jeg har ingen erindring om det, da jeg kun var 1 måned gammel, da jeg blev indlagt første gang, men jeg har fået fortalt, at mine forældre ikke besøgte mig ret tit. Det passer jo fint med dine iagttagelser.

Jeg spørger om flere detaljer og Gitte svarer:

Som skrevet har jeg ingen erindring om selve opholdet, men husker nogle af de kontroller jeg var til, indtil jeg blev raskmeldt som 10-årig. Mit forhold til min mor blev aldrig særligt fortroligt, mens jeg helt klart var fars pige. Jeg har ladet mig fortælle, at min far var oftere på besøg end min mor.

Gitte S. Skallerup:

En af de læger, der var med til at redde mit liv i 1955, var en ung reservelæge, der hed Erik Thamdrup. Da jeg 10 år senere blev raskmeldt, var det netop ham, der var til konsultationen/kontrollen. Han blev senere overlæge på børneafdelingen på Hillerød sygehus.

Marjanna W. Nielsen skriver:

Et skrækkeligt hospital, min lillesøster var indlagt der i 1961, med kighoste og forældre var ikke velkomne, kun i besøgstiderne, tænk at udsætte børn og forældre for disse traumer

Billedet herunder er fra et familiemedlem, der var barneplejerske i 1950’erne og 1960’erne og det kunne lige så godt været fra Fuglebakken, hvor man også havde barneplejersker og samme slags tremmesenge, som ses i baggrunden. Den lille er træt eller ked af det og legetøjet er fuldstændigt ligegyldigt.

Mattern barneplejerske og barn på Philadelphia
Ingelise Mattern barneplejerske og barn på Philadelphia

Dorte Holst skriver :

Uha, jeg har frygtelige minder derfra. Har aldrig grædt så meget, adskillelsen fra mine forældre, tvangs fodring m.m.

Maggie H.M. Hautala

Jeg var indlagt på Fuglebakken i 1966 i små 3 uger husker opholdet som noget godt, personalet var utrolig søde 😍 og prøvede at gøre det så godt for mig, så har kun positive minder fra mit ophold på børnehospitalet Fuglebakken 👌🏽
Selvfølgelig blev jeg overlykkelig, da jeg blev udskrevet og kunne komme hjem til min elskede Mor og min familie ❤️
( Ude godt, men hjemme bedst )
Syntes selvfølgelig det må have været ganske skrækkeligt at skille små børn og forældre ad som de gjorde dengang😱

Min Mor fortalte, at jeg tog det som en ferie (ja og husker det også selv sådan) var selvfølgelig også vant til at være adskilt fra mine forældre hver sommer, når jeg var på ferie hos min elskede Mormor og Morfar oppe i Finland 🌞
Min Mor og familie fik lov til at besøge mig så ofte de ville under min indlæggelse på Fuglebakken 😍

Ida Blædel:

Jeg var indlagt på Fuglebakken i 1967 i 3 uger tror jeg. Synes personalet var søde, men skrækkelig mad:-) strenge besøgstider, så kun min mor 1 time hver dag, så det var skønt st komme hjem.

Lone Ravn

Jeg var indlagt på Kommunehospitalet med brandsår. Det var en slem tid

Dette indslag kom med, fordi det er ligegyldigt, hvor det var, at børn var indlagt. “Regimet” var det samme og på andre hospitaler var det måske værre, fordi børnene lå sammen med voksne.

Susan Bisgaard :

Har selv ligget der i ca. et halvt år i 1962, vi måtte kun få besøg om søndagen, og fik kærnemælk, som jeg ikke kunne lide, der var en sød sygeplejske, der kom med sukker bøtten til os, der ikke kunne lide det, kan også huske vi stod og så vores besøgende igennem en glasdør, når de kom, der lugtede af flæskesteg om søndagen. Jeg var indlagt som seksårig med gigtfeber og knoglebetændelse. Ville også meget gerne læse journalen fra den gang, og ja kun besøg den ene gang om ugen. Kommer lige i tanke om, at jeg fik en endefuld af en sygeplejerske, fordi jeg ikke kunne sove til middag.

Dan E. Christiansen

Har været indlagt i september/oktober 1956 for mellemørebetændelse, halsproblemer med mere og har vage erindringsbilleder om et rart sted at være: Jeg husker, at man tog sig omsorgsfuldt af mig. I september 2016 fik jeg aktindsigt i “min sag”, der også indeholdt udskrifter om samtaler med min mor m.v. Disse akter har dermed bidraget til at sætte min barndom i perspektiv i forhold til årsagen til mit miljøskift fra Islands Brygge til en omegnskommune.

Dan E. Christiansen forklarer her, hvordan man søger aktindsigt, hvilket mange har ønske at vide:

Den direkte vej er Københavns Stadsarkiv, hvor man kan oprette sig som bruger via: http://www.starbas.net/arkivets_forside.php?arkiv=1

Der er en udmærket oversigt over søgemuligheder og -vilkår på Københavns Stadsarkiv via linket: http://www.kbharkiv.dk/

Jeg bliver nødt til at tilføje, at jeg på grund af tidligere sygdomme/indlæggelser var nødt til at få aktindsigt i tidligere sygejournaler via Rigsarkivet. I de akter, som jeg fik tilsendt i kopi, kunne jeg læse om en konkret indlæggelse på Fuglebakken (hvad jeg jo godt vidste), men dette satte mig så til at bede om aktindsigt i min journal fra Fuglebakken.

Der er dog visse betingelser om tid, ansøgerprofil med mere, som man altsammen kan læse om på hjemmesiden, ligesom man også skal regne med personligt fremmøde på Stadsarkivet på Københavns Rådhus, når man har fået grønt lys til at se sin journal.

Jeg håber, ovenstående oplysninger kan bruges og står gerne til rådighed til yderligere vejledning via en personlig besked.

Birgit Riege Crone:
Jeg har også været indlagt på børnehospitalet, da jeg ca var 6 år, men for at tabe mig, øv det var hårdt, men der var en frk.Rasmussen som var mega stram, ingen besøg og der var mulighed for det et par gange måtte min bror kun gøre det gennem en glasdør…Da jeg var ca 12 år sendte mine forældre mig afsted igen, og igen stramme frk.Rasmussen,syntes hun var gyselig. 25år senere er jeg blevet So-Su hjælper og skal op til en ny dame, ringer på og jeg, da damen åbner og fryser jeg til is, uden at forstå det. Jeg hjælper hende selvfølgelig med det jeg nu skal, men alt stritter i mig, er et stort spørgsmålstegn. Nå næste dag skal jeg igen derop, sveder, ryster…så begynder hun at fortælle hendes historie. Frk Rasmussen har indhentet mig igen. Så fortalte jeg min historie. Hun var rystet af, hvordan jeg havde oplevet hende…Men vi fik et kanon venskab…Hun sagde på det sidste….nu har DU skovlen under mig…en djævel inden i mig, sagde ja….men sådan havde jeg det slet ikke, elskede at hjælpe hende.😀en sjov historie…ringen sluttede.
Birgith Søndergaard:
Første gang jeg var indlagt på Fuglebakken ca 1960 var i Havehuset. Husker tydeligt der var en glasrude for enden af gangen hvor de små børn tit stod op i tremmesengen og græd. Ingen tog dem op. Gjorde stort indtryk på mig selv om jeg var en lille pige. Men kunne godt lide at være der. Sødt personale. I kælder pædagoger, hvor man kunne lære at save puslespil. En dejlig have til og der var også skoleundervisning på stuerne. Brød mig dog ikke om undersøgelserne i Hovedhuset.
Birgith Søndergaard:
Kom til at tænke på en af de gange jeg var indlagt. Denne gang på 2 sengs stue med en anden lille pige. Kunne ikke forstå hvorfor hun skulle forsørge på potte. Hun fortalte mig så. Det er fordi jeg har en slange i maven og hovedet skal ud. Jeg blev totalt rædselsslagen og holdt meget øje med hendes potte. Mange år senere fandt jeg ud af hun havde bændelorm. Havde en meget værre oplevelse da jeg blev overført til andet hospital for såkaldt Stor nyreundersøgelse. Der var ikke meget børnepædagogik dengang. Nok derfor jeg stadig har stor lægeskræk.
Elisabeth Madsen
Min datter blev indlagt der i 1972 fordi hun var født 2 1/2 måned for tidligt lå der i lidt over 2 måneder, kunne besøge hende hvornår jeg ville. Hun fik modermælk købt fra andre, der havde malket det ud. I starten kunne jeg kun se hende igennem en armeret rude, jeg måtte ikke komme ind til hende. Hun klarede den takkede være de fantastiske sygeplejersker og læger. Hun vejede kun 1140 gram og var 40 cm. Lang. Fik i starten mad hver anden time. Jeg var selv indlagt på Amager i de første 3 uger. Når hendes vægt var komme op på 2500 gram måtte jeg få hende hjem. Lige da hun var kommet til Fuglebakken ringede de og sagde hun var nødt til hurtigt at blive døbt, så de spurgte hvad hun skulle hedde, men et par timer efter ringede de igen og sagde det ikke var nødvendigt da det var en sund og stærk pige jeg havde født og jeg skulle være glad, at jeg ikke havde fået en dreng, fordi de var meget svagelige og sikkert ikke havde klaret den. I dag har hun selv 3 børn 👍🏻🌞
Elisabeths oplevelse af at have fået et meget for tidligt født barn stemmer med min mors knapt tyve år før.
En ansat Kirsten Eriksen:
Jeg har arbejdet på Fuglebakken som barneplejerske i 1969 og jeg kan huske det ligesom det er skrevet med de fortidlige fødte børn som fik flaske i sengen og når den sidste var færdig kunne man starte forfra. Og der var bestemte tider, hvornår de skulle ha flaske. Ja det sætter lige pludselig en masse minder og tanker i gang
Sidst jeg var i København tog jeg billeder på det tidligere børnehospital, som nu står renoveret og indrettet med lejligheder. Den store have er skåret af og indraget til P pladser. Der hvor afdelingerne for de større børn lå nederst i haven er der forlængst bygget rækkehuse til boliger.

This slideshow requires JavaScript.

Sanne Mendal Jensen:
Jeg var indlagt et halvt år i 1965 og havde ikke nogen god oplevelse. Jeg var indlagt fordi jeg ikke kunne ligge tør om natten.
Hver morgen blev vi vækket af noget surt personale som ydmygede os ved at vaske os som babyer i alles påsyn.
Min mor kom hver dag 1 time, og min søster og jeg havde kun kontakt gennem en rude.
Jeg blev ikke kureret, men vi fandt efterfølgende ud af at jeg havde været under observation for noget psykologisk mht mit nattetisseri.
Dengang troede man, at problemer med at ligge tør om natten skyldtes psykologiske forhold, når det handler om modenhed.

 

Når jeg ser på mindetavlen mindes jeg min mor, som var meget glad for Doktor Tudvad, som må have været meget opmuntrende for hende, når hun kom til kontroller med os som for tidligt fødte tvillinger. Min første artikel om Fuglebakken er her.

Jeg er kommet i tanker om at have fulgt med børn til et auditorium, hvor vi som sygeplejeelever i 1972 stod ved siden af barnet i sengen. En professor underviste de lægestuderende og de måtte byde ind med, hvad de troede barnet fejlede. Jeg ved at intet barn blev forberedt på det og hvordan det har påvirket dem? Jeg var ikke glad for det heller. Jeg har ligeledes været med på en transport med et lille barn, der skulle afleveres til et børnehjem. Det er muligt det var på det berømte Skodsborg Børne Observatorium den lille skulle anbringes.

Et mere positivt minde fra elevtiden er, at jeg lærte at holde af knækbrød med ost og æblemos. Det var noget vi tog til kaffepausen nede i pavillonerne med de større børn.


 

 

 

Min fætter og lidt om hans hund

Jeg har altid elsket mine fætre. De var så slagfærdige og underholdende. Jeg havde kun en bror og min moster havde fire livlige drenge. De fire drenge blev min inspiration til også at ville have fire børn.

mine-faetre-og-jeg-1
N.H. nummer to fra venstre

Der er gået 50 år i mellem de to billeder

IMG_1565

Den ældste har fødselsdag i dag of derfor vil jeg skrive lidt om ham. Han blev født i København 15. maj 1944 og inden han blev et år var der dramatiske ting i hans liv. Først kom generalstrejken juli 1944, hvor min mor fortæller om, hvordan det var svært at købe mælk til ham.

Min mormor med min fætter i barnevogn 1944/45
Min mormor med N.H. i barnevogn i Holbæk

Hun var netop ankommet til København efter endt uddannelse som apoteksdefektrice og skulle begynde i sit første rigtige job i Sydhavnsapoteket midt i generalstrejken. Næste krise kom, da hans far blev arresteret af Gestapo i foråret 1945, idet de havde taget fejl af ham og hans svoger, der var politimand “under jorden”. Trådene blev reddet ud, men der gik nogen tid, hvor min fætters mor selv henvendte sig til Vestre fængsel. Da Shellhuset blev bombet, vidste min moster ikke, om han sad der! Han var netop blevet overflyttet til Vestre fængsel.

Glad krigsbarn

 

Som toårig gav han sin mor en kæmpe forskrækkelse ved at forsvinde på Bispebjerg. Historien der endte godt kan læses her i min engelske blog.

Da min fætter N.H. er ældst er han den, der har de fleste erindringer fra vores morforældres hjem i Holbæk. Han kom der i ferierne og lokkede min morfar til at give ham lov til at opholde sig på en bondegård i nærheden. Han spurgte, mens morfar sov til middag og fik så en brummen som svar. Der fik han lov til at køre hestevogn og meget andet og så sit snit til at tage med en færge til Orø med en kammerat.

Indtryk af mine morforældres hjem i Holbæk

N.H. holdt en tale til min mormors 80 års fødselsdag i 1970. Han var da 26 år. Der berettede han om erindringerne om de mange ophold i Holbæk. Der var særlige hygiejneregler, som hans mor ikke havde taget med sig til Bjerget på Bispebjerg. Man blev vastet meget grundigt, når man som barnebarn kom på besøg.

N.H. ville så gerne have en hund. Det måtte han ikke. Så fik han en ondulat, men hver gang den kom ud af sit bur fløj den rundt på værelset og klattede. Så blev det forbudt. Tilsidst gav faderen efter og han måtte spare sammen til en hund. En korthåret hanhund.

NH til hest i 1970

N.H. til hest i nærheden af Vejby strand 1970.

Bannik ved skrænten
 billede af Banik i sin yndlingsbeskæftigelse

N.H. kom hjem med den dejligste hvide hund, en langhåret hunhund. Jeg husker, at han kom med den i sin scooterhjelm. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var der, eller om jeg bare har fået det fortalt. Jeg ser det for mig meget tydeligt. Min fætter er lang og tynd og hunden er en lille ulden hvalp i en hvid hjelm.

Min fætter omkring 1970

Lykkelig var jeg, da vi engang skulle passe den. N.H.s familie skulle på ferie. Det var så spændende. Den elskede vores mor mest. Den der gav den mad var dens favorit. Vi vidste ikke, at vi skulle meget tidligt op for at nå at lufte den, inden vi skulle i skole. Engang vi var på tur i Herlev  blev den pludselig  helt eldevild og for over gaden. Det viste sig, at vores mormor var på besøg i Herlev hos vores anden moster og hunden genkendte hende, inden vi havde set hende.

Den kunne godt finde på at blive nervøs og snappe efter os, hvis vi klappede den på en bestemt måde. Mysteriet blev løst sidste år, hvor jeg talte med N.H. om det. Deres far havde drillet den med at forskrække den, når han kom ned af kældertrappen til den. N.H. boede i et kælderværelse under villaen i Vangede, da han var teenager. De drillerier havde desværre gjort den nervøs.

sommeren 1965 på udflugt til Kullen fra Rågeleje sommerhuset i hjemmesyet kjole

Vi passede den også i dens egne omgivelser en sommer, hvor vi lånte min moster og onkels sommerhus Ved Skrænten ved Vejby strand udenfor Rågeleje. Banik elskede at kure på maven ned ad skrænten. Heldigvis har min bror taget et billede af den situation.

Situationer fra vores ferie i det lånte sommerhus

Min fætter sendte mig følgende på mail, mens jeg skrev på artiklen:

Det er rigtigt, at jeg lige havde fået hund i begyndelsen af sommerferien. Det må have været i 1960. Jeg tog den med op til Rågeleje, hvor jeg havde lavet en lille indhegning. Det var en stor fordel, da den ikke var renlig fra begyndelsen. Ellers sov jeg med den i det lille gæsteværelse, der vente ud mod vejen, hvis du kan huske det. Så den fik sin første tid i Rågeleje og elskede lige siden at komme der.
Det er også rigtigt, at den kunne være i min styrthjelm, da jeg hentede den, dels fordi hunden var lille og dels fordi hjelmen var meget stor. Hjelmen blev fremstillet af DKI til Politiet, men jeg blev tvunget til at bruge den, da jeg fik min Velo Solex. Det har set fantastisk ud! Poul Nyrups cykelhjelm var for lille og min for stor. Sådan er verden fyldt med uretfærdighed!

Dionne Femlingedukkerne og Paula Pederson

Gennem min blogging har jeg fået et meget værdifuldt venskab. Paula Pederson er datter af en fremgangsrig byningsmatador i Seattle. Hans Pederson (1864-1933) stammede fra Stenstrup på Fyn, hvor han voksede op hos sine morforældre. Som tyveårig immigrerede han til U.S.A. Han arbejdede sig op til at forestå mange slags store bygningsværker, hvoraf mange står endnu. Foruden bygningsværker var det drænering afsumpområder anlæggelse af veje, kloakering og jernbanespor og meget andet.

Paulas mor var af fattig ukrainsk slægt, der var immireret til Canada og hun mødte Hans, da hun plejede hans døende kone. De giftede sig hurtigt og tre måneder efter at Paula var født i 1933 døde faderen.

Moderen var 42 år yngre end Hans og omtalte ham aldrig bortset fra at hun havde fortalt engang at faderen var død som ung arkitekt i en bilulykke.

Først da Paula var over 60 år fandt hun ud af, hvilken fin og dygtig mand hendes biologiske far havde været. Mange fra hans slægt var kommet til Seattle for at arbejde for ham og han havde taget sig godt af alle. Da den økonomiske depression satte ind først i 1930’erne gik hans forretninger ned samtidigt med at han blev alvorligt syg.

Moderen giftede sig igen med en 18 år ældre mand og de levede som udenlandsamerikanere i tiden før 2. Verdenskrig. Det var Manilla, Shanghai og Honolulo. Det ydre og fine betød alt for moderen så børnene var mest sammen med barnepiger og overladt til sig selv.

Paulas bog Mysterious Builder of Seattle Landmarks er netop udkommet efter års intensiv research. Paula skildrer sit liv hudløst ærligt, som om det med ærlighed var en mangelvare i Paulas opvækst.

En situation, der ikke omtales i bogen, er hvor hun og moderen og lillesøsteren går fra borde tidligt om morgenen på første evakuering fra Shanghai til Seattle. Se historien i Paulas blog. I flere timer havde moderen lavet slangekrøller på Paula for at blive fotograferet på vej fra landgangen. Det hele for at blive fotograferet til bladene som High Society folk, der kom hjem fra udlandet. Paula er skrækslagen, fordi hun tror de bliver skudt af de mange blitz fra fotograferne.

Paulas billede
Paulas billede

Dionnequints1
Dionnequints Public Domaine from Ontario Canada

I bogen omtales kort fra Manilla at hun i fem års fødselsdagsgave fik Dionne femlinge dukker i ens tøj. Det må have været en meget fin gave på niveau med, hvad en prinsesse kunne få. Jeg måtte finde ud af noget mere omkring de dukker og det viste sig at være modeller af Canadiske meget smukke femlinger født først i 1930-erne af fattige forældre. De blev taget fra forældrene og opbevaret i et hospital, hvor folk kunne komme at se dem lege gennem glasruder. De de var ni år gamle blev de sendt hjem til forældrene igen. Det gjorde man mod børn dengang. Jeg ved ikke, hvilke af dukkerne Paula fik, da de fandtes i  flere udgaver og årgange.

Marie, Emilie, Cecile, Annette and Yvonne

Der er nogle ligheder mellem Paulas liv og femlingerne. Femlingerne blev vist frem og Paula og hendes lillesøster blev også klædt på og udstyret med elegant tøj, så de kunne blive beundret. Det havde tunge konsekvenser i form af stor usikkerhedsfølelse i opvæksten ligesom femlingerne, fremmedgjort fra forældrene, har lidt under at være blevet udstillet i årevis.

En toårigs univers 

 Set i relation til min barndom

Jeg har haft en oplevelse med mit to-årige barnebarn, som gik mig til hjertet. Som nogle af jer ved har jeg altid været fascineret af barnevogne og babyer og babyudstyr. Dette barnebarn deler min interesse. Det er ikke alle små børn, der går op i babyer og udstyr. Nogle elsker tøjtyr og bamser. Jeg har aldrig haft noget af det, og skønt jeg godt kan se, de kan være søde, ved jeg ikke rigtigt, hvad der ideen med dem.

Jeg har mange dukkevogne med gamle porcelæns- og celloiddukker. De fleste bliver sat væk, når børnene kommer. To mindre vogne kommer ned i stueplan med nye babydukker, når børnene kommer. En enkelt klapvogn er der også. Jeg fandt den tjenlig til storskrald udenfor et hus. Der manglede kun en bred strop, som jeg nemt kunne erstatte. Den blev brugt meget af den lille, idet alle dukkerne og en enkelt bamse skulle sidde der med et ben i hver åbning, ligesom hun selv sidder i sin autostol.

Når vi skulle hente noget i de værelser, hvor de lidt sartere vogne og dukker stod, gik den lille fra vogn til vogn og kiggede grundigt ned. Hun sagde:

Mormor barnevogn!

i spørgende og konstaterende tonefald. Hun er også den eneste af mine børnebørn, der har fået øje på mit vitrineskab med dukker og udstyr. Igen konstaterede hun, at det var mormors. Hun ville gerne åbne dørene, men jeg nøjedes med at vise hende tingene fra øverst til nederst.

 

Hun faldt for en gammel ret solid celloiddukke som siger “Ahhh” når den holdes på en bestemt måde. Den har et utroligt smukt og livagtigt ansigt og det var tydeligt, at den appellerede mere til hende, end de tre moderne bløde dukker, jeg har købt til hendes rådighed ved besøg. Jeg vogtede nøje på hende, mens hun legede med den, men det gik godt og hun var meget god og nænsom med den. I et uset øjeblik lagde jeg den væk, da den er uerstattelig. Mange gamle dukker har intet mærke i nakken og dermed kendes oprindelsen ikke.

 

 

Billederne er taget mellem kl. 07 og 07.30 om morgenen påske lørdag

Det at hun havde flere vogne var en ekstra finesse for på et tidspunkt trak hun rundt med dem begge fra stue til bryggers. Hun er vant til at komme i vuggestue, hvor hun og de små kammerater bliver lagt i krybber. Jeg gætter på, at det er så genkendeligt for hende, at hun leger med vognene ved at dukkerne kommer op og ned under dynerne. Det er endnu for svært at klæde dukkerne på.

Køjesengen fra min far
Køjesengen fra min far

Jeg fandt også min gamle køjeseng frem. Min far lavede den til mig, da jeg var knapt seks år. Min mor havde sat blomsteroverføringsmærker på. Det var det vigtigste for mig. Den sagde hende ikke noget, da hun ikke kendte køjesenge. Jeg kendte heller ikke til køjesenge. Min far har moret sig ved at lave den  ligesom han lavede to potter i et møbel i teaktræ. En lyseblå og en lyserød potte i hård plastik. Vi var tvillinger, så det syntes han var sjovt. Den har jeg ikke mere.

Hvad der ville have været en drøm for mig at have fået fremfor køjeseng og pottestol

Baby dukketøj

Det kæreste eje, jeg fik var denne dukkeklapvogn, som min far havde lavet temmelig godt i forhold til, hvordan en klapvogn så ud dengang. Desværre brugte min far hjulene til en kørende indkøbsvogn tyve år senere og den forsvandt på den måde.

Dukkeklapvognen til min 6 års fødselsdag januar 1957
Dukkeklapvognen til min 6 års fødselsdag januar 1957

 

Stolthed og fordomme

Tanker om manglende ord for følelser.

Da jeg hørte titelmelodien til filmen “Stolthed og Fordomme” fra 2005 satte det sig lige i følelserne. Desværre kan jeg ikke sætte et link ind til den filmmelodi af den italienske komponist Dario Mariadelli. I stedet kan jeg give et eksempel på en anden  filmmelodi af ham til Jane Eyres “Awaken”.

Jeg tænker tilbage på skoletiden, hvor en kammerat nævnte noget for sjov om “sårede følelser” eller “såret stolthed.” Jeg troede, jeg kunne gætte, hvad hun mente, men havde aldrig hørt om det.  Følelser var tabu. Eller indkapslet langt inde.

Jeg havde et godt forhold til min mor og jeg vidste, at hun holdt meget af os, men vi talte ikke om, hvordan vi havde det inderst inde. Vores far havde ikke overskud til os, når han kom fra arbejde. Han sov dårligt og arbejdstiden var lang dengang. Var der noget vi var kede af, har vi ikke sagt det. Havde vi gjort noget vi ikke måtte, sagde vi det ikke heller. Man måtte jo ikke en masse ting, så det var bedst at tie stille. Jeg holdt ikke ud at se fjernsyn for jeg ville ikke vise, hvor berørt jeg blev, hvis det greb mig. Jeg måtte heller ikke se ret meget, for det startede først efter TV avisen og snart skulle vi i seng. Jeg var helt knust over at skulle gå og lægge mig tyve minutter inde i et TV teater eller en ballet. Her et billede fra Operetten Farinelli, scenen, hvor han står på planken på sørøverskibet gjorde et voldsomt indtryk, men jeg så den ikke til ende, hvilket var uudholdeligt.

poul-bundgaard-som-farinelli-1961
Et L.P. cover fra operetten fra 1961 med Poul Bundgaard i titelrollen

 

Vrede og trods var fuldstændigt bandlyst. Utilfredshed var også anset som forkælet.

Jeg bryder mig heller ikke om, at børn opfører sig utaknemmeligt, men jeg vil gerne hjælpe børn at forstå, hvad de gennemlever af følelser. Dvs. sætte ord på det, de oplever og føler, så de bedre accepterer sig selv.

Vi havde en lærer Holger Juul fra 7.-9.klasse, som kom til at spille en uendelig stor rolle for mig og min tvillingebror. Han lærte os mange emner inden for sprog, kunst og historie. Hans store engagement i stoffet smittede så meget af på os, at vi blev venner med ham og hans familie efter vi forlod folkeskolen og kom i gymnasiet i 1967. Han sagde engang om mig, at jeg var meget følsom og min bror var den fornuftige. Jeg anede ikke, hvad han mente. Han må have kunnet aflæse, hvad jeg følte.

image041-1
På kunstmuseet Louisianna med lærer Juul i 1969 foto Torben Holm

Jeg har få minder om kaotiske følelser. En gang besøgte vi min mors veninde i Bagsværd, som ligger 4-5 km. fra Herlev, hvor vi boede. Vi kørte hjem i bussen og der var jeg helt ude af mig selv. Jeg tror jeg græd, ikke højt, men stille. Min mors veninde havde en pige lidt yngre end jeg og hun havde nok noget andet legetøj end jeg. Måske en babydukke. Samtidig var hun en mere selvsikker type. Følelsen af, at ikke have noget, eller at ikke magte den sociale situation var overvældende. Det havde nok bare været en uvant og overstimulerende oplevelse.

Senere i puberteten blev jeg voldsomt vred på min far, men jeg turde på ingen måde konfrontere ham med min vrede og skuffelse, så det gik fuldstændigt uretfærdigt ud over min stakkels mor. Han må have hørt mit raseri i køkkenet, men kom ikke ud af stuen.

Da jeg blev gammel nok til at læse fandt jeg ud af noget omkring at forstå følelser gennem de mange bøger jeg læste.  Det var dog ikke noget jeg talte med nogen om.

Jeg lå under dynen med en nefalygte og læste, da det naturligvis var forbudt at læse så sent.

Minder om Barndommens Jul

Jeg skulle nok lave noget af alt, det der hører sig til her til jul. Jeg har dog mere lyst til at tænke tilbage på min barndoms jul i Herlev fra 1954-1969. 1970 var min første jul hjemmefra og er beskrevet i Min Fars Julehilsen.

Continue reading “Minder om Barndommens Jul”

Legehuset

image034-1
Vi sidder foran legehuset, da det var nyt. De blå skifersten ses til højre

Noget helt særligt var at vores far lavede et legehus til os, da vi havde boet i det nybyggede hus et år. Vi var fire år, da vi fik det. Jeg husker intet om, at han forklarede, at han ville lavede det. I det hele taget blev vi ikke forberedt på ting, hverken gode eller dårlige ting. Det er noget man ved mere om i dag, at det er godt for børn at blive forberedt. Han havde lavet meget i huset og i haven, så det var flot at han allerede kunne lave det hus så tidligt i forløbet.

Continue reading “Legehuset”

Museumsbesøg i Edinburgh

Når jeg rejser kigger jeg altid efter muligheden for at se museer om barndom og legetøj gennem tiderne. I England har jeg set den store afdeling af V&A”Museum of childhood” i Bethnal Green i London. Desuden en National Trust “Sudbury Hall & Museum of Childhood” udenfor Stoke-on-Trent, som er kendt for deres fine porcelæn. Dette landsted indeholder børnenes historie, som enten tjenestefolk, skorstensfejerdrenge eller fra de øverste klasser og deres legetøj og mangel på samme. Begge steder meget er meget seværdige. Sudbury Hall blev også brugt som opholdsted for evakurede Manchester børn under krigen.

Som altid i England er der caféer og butik tilknyttet, hvilket gør besøget så meget mere minderigt. National Trust er en organistation, der via salg af smukke ting og medlemskaber bevarer de fine gamle herregårde, parker, museer og andre bygninger, som bør bevares. Der er altid frivillige guider, der fortæller levende om tingene og indretningen.

Museum of Childhood

På en tur til Edinburgh her i juli 2016 fandtes en del helt gratis museer. Herunder “Museum of Childhood” i den gamle del af byen fra middelalderen, kaldet “The Old Town”. Området har været livsfarligt at bo i, da der hverken var rindende vand eller kloakering. Det er svært at forstå, hvordan man overlevede i et tæt befolket område med de vilkår.  Nu flokkes turisterne for at se de gotisk inspirerede bygninger, og smalle stræder med masser af forretninger med kilte og huer og halstørklæder i skotstern og sækkepipespillende gademusikanter ffra morgen til aften.

Porcelænsdukker og dukkevogne

Jeg forsøgte at få en guide til at fjerne tæppet på den nyeste dukkevogn, så jeg kunne se den på siden, men det var kun “Curator”, der kunne gøre den slags. Desværre stod der intet om dukken med tæppet under nakken.

 

Cykler og biler og udendørslege

 

 

Dukkehuse

 

 

Børneudstyr

 

 

Porcelænet er fra Royal Doulton og fås endnu, selvom det er noget af et arbejde at finde det.

Jeg faldt for en blikæske med usunde kiks, dog kun fordi, der var de skønneste sækkepipespillende katte på forsiden. For at støtte museet fandt jeg et par publikationer om 1950-erne.