Undrer du dig over at dit barn er længe om at lære sproglige nuancer og god udtale? Tænk på at barnet ikke har et lager af oplevet materiale at hente fra før de lagre er fyldt op.
Barnet kan ikke selv sige at det ikke ved de ting, det ikke ved eller kan sige, derfor må forældre skabe muligheden for at barnet kan efterligne ord og sætninger de siger lige ind i rette sammenhæng.
Hver gang I laver noget sammen eller bare er sammen kan I bruge anledningen til at sætte ord på handlinger, følelser og genstande. Sørg for at være indenfor hørevide og helst i øjenkontakt,
Gør derefter plads til at barnet kan gentage, det det hører. Undgå udtryk som “Hvor sejt”, “Ejjj” “Wow” og “Flot” mm, fordi de udtryk ikke hjælper barnet til at vide, hvad det er i virkeligheden der foregår. Fremfor ros er en kort beskrivelse af hvad barnet foretager sig mere gavnligt.
Undgå at spørge barnet om tusind ting, det forvirrer bare og gør det svært at svare. Ved at I som forældre udtrykker nøjagtigt hvad der foregår på de områder, jeg har nævnt ovenover, får barnet en skabelon til efterlignelse af ords udtalelse og betydning lige ind i den rette sammenhæng.
Så snart bøger kan fænge barnet er det naturligvis et enormt godt middel til sprogstimulering.
Opfølgning fra forrige blogartikel om min erindring om en togtur til Karise på Sydsjælland. Min tvillingebror og jeg var seks og et halvt år.
Vores mor Ruth skriver ofte til sine forældre og i det hele taget har hun haft en stor kreds af nye og gamle venner hun har skrevet med hele sit liv.
Kære far og mor 25.maj 1957
Vi startede i strålende sol kl. 8 præcis fra havelågen. Lige i det øjeblik var ungerne selvfølgelig forsvundet, men kom dog hurtigt frem fra en nabohave. Vi fulgtes med L.P. til Vanløse. I Valby tog vi Gedsertoget, var ret hurtigt i Køge, og her tog vi en skinnebus til Karise. Elly stod på stationen. Hendes Jens havde gemt sig, men da vi nåede apoteket kom han susende på sin lille cykel. Elly er jo som altid strålende af hjertevarme, og der var da ingen ende på, hvad hun forkælede os med. Jeg fik en middagshvil. Hun legede imens med børnene i haven. Børnene fik is med masser af vafler o.s.v. Huset og haven er lutter idyl. Jeg kan forstå på det, at det har kostet meget arbejde, at få det hele i den stand, som det var. Der havde nemlig boet en særling før dem. Den kæmpestore have havde været eet vildnis. Der var nu fin orden alle vegne. Haven med masser af buske, sjældent har jeg set så store ribsbuske. Plænen var der og masser af hyggekroge. Et stort drivhus med druer og tomater. Nede i en gammel vandpumpe havde en mejsefamilie slået sig ned. Man kunne lige skimte de små næb, når man kiggede gennem sprækken. Inde i huset var der to soveværelser, bad, køkken, anretterværelse, stor spisestue, stor dagligstue, musikværelse og entre ud til haven. Ovenpå så der ud næsten som på loftet hos Adolf Jensens. Men Karens værelse, var noget af det yndigste, jeg har set. Men det var også lige gjort i stand, havde aldrig været brugt. Men mest interesserede nu apoteket mig, og det fik jeg desværre kun set i en voldsom fart efter aftensmaden, da vi jo skulle nå toget kl. 19. Det var virkelig en oplevelse at være i sådan et apotek. Wolf-Jensen var også flink og rar. De har vældig travlt. Der kunne sagtens være en kandidat til, men foreløbig har de kun én, så apotekeren arbejder med hele tiden, nat og dag. Men på den måde tjener de jo penge, og det har sikkert været dyrt at have håndværkere ved indretningen. Der var oliefyr, men i spisestuen havde de beholdt en ovn, som også hyggede. Alt er holdt i lidt gammel stil, men der er noget personlig over det hele, som jeg godt kan lide.
Da Elly og jeg drak eftermiddagskaffe lod jeg hende læse, eller rettere hun sang de tre sange til Fars 75-års fødselsdag. Så kom vi jo lidt til at tale om jer, og jeg skal love for, at I har en stor stjerne hos hende. Hun talte om Fars charme og Mors elskværdige måde at være på o.s.v. jo, der kan I bare se. I behøver ikke gå rundt med mindreværdskomplekser.
Elly var jo i huset hos provsten i Karise for at lære madlavning, før hun skulle giftes, og de blev stærkt knyttet til hinanden dengang. Så kunne det jo ikke være mere heldigt, da de fik apoteket i Karise, og provstegården ligger fem minutter fra apoteket. Jeg har besøgt Elly i provstegården, da jeg var 19 år, derfor skulle vi over at hilse på de gode venner. Elly siger du til og fornavn til dem, og de er noget så elskværdige. Der hører en lille lund til den kæmpestore have. Men gården som hører til er forpagtet. I den store have legede børnene helt ellevilde over al den tumleplads. Men vi gik ind og så stuerne. Det havde børnene ikke lagt mærke til, og vi fandt dem lidt senere dybt fortvivlede ved havedøren. Provsten fandt bolsjedåsen frem og vi drog tilbage til apoteket.
Karen fylder 10 år i morgen. Hun er stadig lige yndig. Elly har lagt sig lidt ud. Jens er på alder med tvillingerne. Dagen gik så hurtigt. Vi kom godt hjem. Jeg havde lige fået et par fine sko til dragten og en ny taske, så jeg følte mig helt fin. Det gode vejr gjorde jo, at vi ikke behøvede så meget tøj på. Jeg skulle naturligvis hilse fra Elly.
Jeg er spændt på at høre, hvordan det går med Far. Håber alt står vel til.
Vores mor tog engang min tvillingebror og mig på en togtur til Karise på Sydsjælland. Det var en sommerdag og inden vi var begyndt at gå i skole.
Anledningen var at vores mor var veninde med en apotekerfrue Elly i Karise. Som jeg husker det har de været i lære samtidigt under krigen på Løveapoteket i Holbæk. Min mor var en flittig brevskriver og i alle hendes leveår skrev hun med mange gamle og nye venner. Hun sagde altid: “Nu er der brev fra Elly i Karise” eller fra “Elly i Randers”, da hendes mand senere overtog et apotek i Randers.
Det har været en lang togtur frem og tilbage på én dag fra Herlev over København. Apoteket var en stor bygning midt på hovedgaden i den lille provinsby syd for Køge og vest for Stevns. Som gæster kom vi ind ad indgangen til privatboligen på siden af huset.
Vi blev vist rundt i huset og kom højt op på loftet, som havde et imponerende stort hvidskuret gulv. Det var skinnende rent og vi var imponeret over at Elly selv holdt det så flot. Hun holdt hus og ekspedierede i apoteket. Jeg fornemmede at de voksne havde standarder for rengøring og at den på dette sted var meget høj.
Vi fik frokost. Desværre husker jeg intet om hendes børn. Måske var de ældre end os og ikke hjemme. Vi gik alene ned i den store have og blev næsten væk deri.
Da vi skulle hjem fik vi en pose røde “Kongen af Danmarks” bolscher at tage med på togturen. Vi stod i gangen ved vinduet og kiggede ud med bolscher i munden. Vi fik aldrig en hel pose bolscher eller slik, så det står lyslevende for mig.
Bag os var kupeen, hvor man sad overfor hinanden tre på den ene side og tre på den anden side. Over hver side var et net som man kaldte hattehylden.
Det bliver kun glimt, da der ikke er en samlet historie omkring minderne fra kælderen. Da jeg boede i det nybyggede hus fra 1954-1970 strækker minderne sig over den tid.
Legehuset bagest i haven i Herlev
Der findes ikke mange billeder af kælderen, så fantasien må tages i brug.
Køkkentrappen fra trappen. Dengang var den i træ
De første er fra tidlig barndom, hvor jeg var bange for at gå ned ad kældertrappen. Måske var der mørkt og frygten stammede fra en børnebog fra Herlev bibliotek, der handlede om trolde. Rædslen gik dog hurtigt over og forsvandt.
Om vinteren, når vejret var for dårligt til at komme ud kunne vi få lov at lege i kælderen. Et af rummene var tørrekælderen og på det cementgulv ved jeg at vi har løbet på rulleskøjter. Vi havde et par til deling. Måske kunne vi også hinke. Det kræver dog en vis alder at kunne hinke. I det rum var der et skab af massivt træ. Der gemte vores mor vores og hendes eget babytøj. Jeg plagede, om at måtte se babytøjet og en sjælden gang åbnede hun for pakkerne, der var pakket i avispapir udenpå og brunt papir inderst. Det var lige noget for mig at få lov at se. En erstatning for ikke at få mindre søskende. Jeg er glad for at jeg har det hele fra dengang.
I vaskekælderen stod vores mor i en hel dag ad gangen og vaskede og skyllede tøj. Hun havde grå gummistøvler på og kittel og tørklæde. Det var lidt kedelige dage for os, fordi hun stod der så længe. Farven på vægene der var stærk lyseblå.
Fyrkælderen ved siden af var lysegrøn og meget varm. I en del år stod koksfyret der. Der var en del af rummet, der var fyldt med koks. Asken var brun og blev brugt til at strø på trapperne og fliserne i snevejr. Da der blev skiftet til oliefyr blev det rum renere og i højere grad brugt til hobbyarbejde. Min mors porcelænsdukke med ledarme og ben lå der i en æske. Hovedet var meget smukt, men uden paryk og skilt ad fra kroppen. Jeg var dybt fascineret af den skønhed den havde trods tilstanden. Nu har jeg heldigvis fundet én næsten magen til.
Jeg forbinder et radiokrystalapparat med fyrkælderen, da min fars gamle krystalapparat stod der og man kunne høre et eller andet i det. Torben og jeg var af og til dernede om vinteren, hvor vi lærte at save med løvsav. Det kunne være figurer klippet ud af Anders And blade og klistret på tyndt træ.
Gangen og håndtagene på trappen op til køkkenet var malet i krads rød. Min far har enten fået malingen af min onkel L.P. eller købt det billigt. Måske var han farveblind, for farverne var meget kraftige og passede ikke særligt godt sammen.
Gangen var dekoreret med diverse pynt fra min fars barndomshjem. Et fajancefad med et snelandskab og savantesbord med savantefad, som jeg er glad for at have. Alle sko og støvler og pudsemidler og børster var i et grønt skab under kældervinduet. Så længe det hus blev beboet af vores familie, gik vi ind i huset via kælderen.
Viktualiekælderen var lysegul med træhylder og en rød kasse i fire dele skråtstillet på væggen. I den lå hvidtøl og sodavand. På hylderne stod syltede ting i store lerbeholdere og glas. Bagværk og desserter blev stillet der før fester blev afholdt. Ligeledes småkager og marcipankonfekt i dåser til jul. En gammel grøn spiritusflaske havde et optræk i bunden med “Ak du lieber Augustin”. Den spillede, når man lettede på flasken.
Trækassen med øl og sodavand
En gang på en mørk efterårsdag kom der en børstesælger og vil sælge børster. Vores mor ville ikke købe noget. Hun købte aldrig af dørsælgere. Han blev så gal da han gik, at han sparkede kældervinuet ind med det resultat, at der lå glasskår overalt i den kældergang. Det var uhyggeligt, men vores mor tog det roligt og forbød os at gå omkring glasskårene. Vi har stået på afstand og set det.
Samme sted i kældergangen har jeg stået og fået vintertøjet på til skolegangen. Det var tredje klasse. Min mor havde syet en mørkeblå teddybearfrakke med hætte og rødternet for. Jeg kunne ikke selv lukke den helt op så det gjorde hun og stoppede vanterne op i ærmerne. Det var hyggeligt, men siden hen svært at klare det selv i skolen. Desværre blev der aldrig taget billede af den frakke, som var en jeg kunne lide.
Ikke hele kælderen var gravet ud. Under soveværelset var der en krybekælder. For at komme derop, måtte man kravle op ad en stige, der var indbygget bag lågen. Uden på stod der med sirlig skrift “Gæsteværelse”. Man kunne ikke gå oprejst derinde og julepynt og havestole og æbler i kasser opbevaret der. Jeg har minder om at krybe ind længst inde med en legekammerat og lave hule der med bøger og blade og lommelampe. Der var koldt og lugten af æbler var dejlig. På billedet ses “Gæsteværelset” til venstre.
De sidste minder jeg har fra kælderen er at komme meget sent hjem fra studenterfester og liste meget lydløst ind gennem kælderen og op ad køkkentrappen i den tro at forældrene ikke hørte mig.
De tidligste minder om min fars arbejde var på Tøjmestervej 8, hvor mine første tre år foregik. Jeg kiggede ud af soveværelsesvinduet og så at han kørte en æresrunde for os i gården. I sommer var jeg forbi og jeg er sikker på, at det var en endelejlighed. Nu har karrerne fået andre numre og det virker forvirrende på mig. Vi blev inviteret indenfor af en rar ung mand, der boede der med sin kæreste. Det var både samme lejlighed og alligevel ikke. Stuen vendte dels mod gården og mod gaden. Der var intet soveværelse, men et lille køkken, der lå anderledes end i min erindring. Det kan kun hænge sammen med at visse lejligheder er gjort større og andre mindre. En dag må jeg forhøre mig på Københavns kommune, om de har lavet de lejligheder om. Det kan ikke passe, at jeg husker så forkert. Soveværelset og køkkenet lå modsat stuen og et lille badeværelse lå, som jeg så det hos den unge mand.
Tøjmestervej som jeg husker det fra min tidligste barndom. Foto fra Facebookgruppen Gl.København
Min far var altid på arbejde. Han var på M.E.C. i Thorsgade ikke langt fra Tøjmestervej i Nordvestkvarteret.
Han var kreativ og meget indadvendt og uddannet maskinarbejder og værktøjsmager. Det havde de ikke brug for på Radiofabrikken, så han blev værkfører for 30 damer ved et samlebånd. Arbejdet passede ikke til ham og det tog hårdt på ham. Når damerne blev syge fik de ingen løn og han følte sig tvunget til at skrive deres løn på alligevel. Han sov elendigt og var altfor ung til et lederarbejde uden lederuddannelse. Efter nogle år blev han forfremmet til planlægger og indkøber.
Vi så ham ikke så tit, for da han havde fri har han kørt videre på sin knallert til Herlev, hvor han lavede havearbejde og senere byggede hus på grunden.
Fra bogen “Bella” og de andre radio- og TV fabrikker i Danmark 1925-1975
I de første år i Herlev fra 1954 og frem til begyndelsen af tredserne brugte han sin knallert til transport. Om vinteren havde han sat nogle forede beskyttelseluffer på styret, som han selv havde lavet. En gang væltede han i glat vejr og fortalte os at kun hans hjelm havde reddet hans hoved. Da jeg blev omkring 8 år gik jeg ham i møde i Herlev og kom måske op at sidde på knallerten det sidste stykke hjem.
Den første gang Torben og jeg besøgte ham på arbejdet tog vi først bus til Husum og skiftede til Sporvogn nummer 5 på dens endestation. Vi må have været med mange gange med vores mor, men det at vi nu var alene afsted var skræmmende. Sporvognen var stuvende fuld og vi kunne dårligt se, hvor vi skulle af. På en eller anden måde, må vi have taget mod til os og maset os forbi menneskemængden i sporvognen og kommet ud det rigtige sted på Nørrebrogade kort før Nørrebros Runddel. Derefter var der en gåtur op ad Thorsgade på venstre side tæt på Mimersgade, hvor fabrikken lå. Den ligger der ikke mere idet, der nu er nyere etagesejendomme med lejligheder.
Fra bogen “Bella” og de andre radio- og TV fabrikker i Danmark 1925-1975
Så snart vi kom ind mødtes vi af en ram lugt af metal og olje. Jeg kunne godt lide de lugte. Hvordan vi fandt vores far ved jeg ikke. Jeg ved at vi har set samlebåndet med damerne. Som mindre har jeg leget med drejomskifterne til radioer, som var knapper på metalstænger, som brugtes til skifte kanal på radioerne. Min far brugte dem til sangskjulere, der skulle forestille sputniks eller flyvende tallerkner. Omkring 1962 flyttede fabrikken ud til Ballerup i en helt ny bygning. Det blev derefter lidt lettere for ham at komme på arbejde. Da M.E.C. lavede radiodele til andre fabrikker blev den ikke omtalt meget i bogen desværre.
I femtenårs alderen arbejde vi begge en sommerferie på fabrikken og jeg opdagede, hvor hårdt det var at skulle tidligt op og sent hjem. Jeg kunne intet mere på de dage. Vi mødte før kl 7 og hjem kl 16.30. Jeg pakkede dele ned i kasser til forsendelse og min bror var ved et samlebånd. Jeg glemmer aldrig de damer ved det pakkebord. Én var 17 år og allerede mor, én gik op i at se “The Sound og Music” så ofte det lod sig gøre og den sidste var Jehovas Vidne og sagde ingenting. Det var både hyggeligt og et skrækscenarie på en gang.
Da min far havde fejret 25 års jubilæum blev han fyret for al radiofabrikation var flyttet til Østen. Det blev et chock for ham, men som så ofte blev det et springbræt for ham til noget, hvor han kunne udfolde sine kreative evner. Han var en del år altmuligmand og opfinder på Dansk Vandkvalitets Institut.
Et billede af mig om mine forældre ved en strand i 1962. Fotograf min bror Torben
Jeg sidder i det lille bondehus, men Inge pusler med sin dukke og Aage og Torben er ude at proviantere.
Der er langt til butikken. Den nærmeste er en brugsforening 3 km herfra. Der er også en bager. Mælkemanden traf vi aftale med i går, da vi var ude at gå aftentur, da kom han hen til os og spurgte, om det ikke var os, der boede hos Lunow’s. Han kører mælk til mejerierne for bønderne, så det er jo en ekstra ulejlighed for ham at tage vore flaske med. Men alle mennesker er så rare hernede.
Cykeltur til Møns Klint 1959
Cykeltur til Møns Klint 1960
For at begynde med begyndelsen, så håber jeg, at du kom godt hjem fra Tivoli. Det var vist lige ved at være for meget for os alle med Pantomimen. Hvor var vi dog trætte, jeg var i hvert fald træt hele næste dag. Jeg ringede til dig fredag eftermiddag, da var der optaget. Så ringede jeg fredag aften, men da var du ikke hjemme. Kurvekufferten blev hentet fredag eftermiddag, og den stod her ved sommerhuset, da vi kom. Jeg vågnede kl. 4 lørdag morgen og sov ikke mere. Vækkeuret ringede kl 5.20 og så gik det i susende fart med at komme i tøjet og få de sidste småting med. Noget af det var spændt på cyklerne i forvejen. Kl. 6-30 startede vi og ankom i god tid til Valby St. Det var en behagelig bus næsten som at sidde i en flyver, og hvor var det en smuk tur. Vi kørte ad mindre befærdede veje, uden om Køge og Præstø. I Rønnede standsede bussen et kvarter, og vi fik os en banan.
Men hvor er man underlig i hovedet, når man ikke har sovet længere end til kl. 4. Her kniber det også lidt for mig med at sove, men de andre har da sover godt, især i nat.
I Stege stod vi af og gik ind i Lunows forretning, som er en pelsvareforretning, men om sommeren er det finere trikotage. Vi fik nøglerne og forklaring på at finde derud. Men vi trængte til en opstrammer, og tog derfra ind in ”Højers Cafe” og fik the, kaffe og Coco-cola samt ostemadder. Hvor er der smukt alle vegne og vi møder ikke mange turister. Huset her er bygget i vinkel, med to lejligheder. Lunows bor selv i den ene ende, men er her kun om aftenen og weekenden. De er ualmindelig rare. Det er et gult hus med stråtag. Her er elektrisk lys og pumpen står lige ude i gården. Det varede lidt, før jeg vænnede mig til det med spandene og pumpen, man er jo meget forvænt.
Stranden ligger 5 min gang herfra og er dejlig fredelig. Der er en del sten i strandkanten, men ellers er der fin sandbund. Det er lige noget for børnene. De kan nu bedst lide det lave vand. Her er en have på størrelse med vor egen, som vi kan være i, men i alt har de 3 tdr. land med frugttræer og ind imellem har en bondemand sået korn. Desuden har de et strandhus, hvor noget af deres familie bor. Efter middagshvilen i går startede vi mod Møens Klint. Men vi kørte en hel del forkert, og til sidst vidste vi hverken ud eller ind, da der var nogle misvisende skilte, det viste sig at være på grund af bomafgiften, som bilerne betaler for at komme ud til klinten, men jeg synes, det er hårdt nok for os stakkels cyklister, når skiltene ligefrem holder os for nar. Men hvor var det skønt. Vi så gården Klintholm og cyklede igennem skoven ud til Storeklint. Her var vel nok liv, men det er jo heller ingen sag for en bil at tage de høje bakker. Vi fik en bid brød og lidt at drikke, og så gik vi ned ad de 500 trin til stranden, hvor vi badede efter at have hvilet os lidt. Klinten så imponerende ud her nede fra vandet. Så gik vi atter op og fortsatte til ”Dronningestolen”. Da vi kom ned, fik vi en pølse og så begav vi os på hjemturen. Denne gang kørte vi den lige vej mod Stege og nu tog turen kun 1 time. Det var jo også nedad bakke meget af vejen. Jeg skal love for, at maden smagte os, da vi kom hjem.
Nu gider du sikkert ikke læse mere. Hav det rigtig godt foreløbig og hils, hvor du kommer frem. Det er herligt at gå i vandet 3 gange om dagen.
Kærlig hilsen fra os alle fire.
Ruth
Sjovt nok har jeg ingen erindring om, at have fået noget på café på de første barndomsferier. Men brevet her mindede mig om, den store lyse kurvekuffert, som har stået i vores krybekælder. At den har været med på tur er helt utroligt at tænke sig. Den var temmelig stor og må været solgt eller givet væk kort efter denne ferie. Vi var 8 1/2 år og turen på cykel til Valby står nogenlunde klart for mig, dog kun den ene vej. Jeg har skrevet om de to ferier på Møn i en tidligere blogartikel.
Min far har været på Møn på spejdertur som 16 årig i 1937. Herfra stammer billedet med sne på. Porten gjorde et stort indtryk på mig dengang vi ankom en varm sommerdag i 1959.
Stege byport. Påsken 1937. Fra en tur min far var på med spejderne
Ingen forberedelse på, hvad der skulle ske. Pludselig var vi der bare. Det første sted var Holbæk på Marthavej 5, hos min morfar og mormor. Vores forældre har sikkert skulle noget ellers var det flytningen fra Bispebjerg til Herlev, der forårsagede et behov for pasning over flere dage. Det er sandsynligt, fordi den overgang husker jeg slet ikke. Pludselig var vi flyttet og min tvillingebror og jeg var 3 ½ år i 1954.
Jeg oplevede ikke savn eller frygt, så vi har følt os meget trygge hos vores morforældre. Vi vågnede i deres soveværelse og vi fik en kop med kogt vand med en sukkerknald med det samme på sengen. Det har været et ritual, de har haft og som jeg ikke følte var det mindste mærkeligt.
De gav os havregryn med mælk i små lerskåle dekoreret med noder rundt om og med motiver af spillemænd i bunden. Mange år senere fandt vi det lertøj på Holbæk museum, idet der har været en keramikfabrik i Holbæk, der lavde det.
Keramik set på Holbæk museum. Det samme stel, som havde min mormor havde.
Vi har gået hen ad Marthavej, som forekom mig at en grusvej, med morfar til hans kolonihave et stykke fra. På vejen fik vi et halvt maltbolche fra en lille flad metalæske, han havde i lommen. Vi har sikkert fået lov til at plukke jordbær på det stykke land. Jeg har hørt så mange gange at min mor som lille gav mælkekudskens hest en gulerod. Hun blev bidt, da hesten af en fejl fik fat i hendes fingre. Jeg så det for mig, så jeg næsten har været tilstede. Jeg er dog ret sikker på, at der også kom mælk på hestevogn i min tidlige barndom på besøg i Holbæk.
En mælkevogn som den kunne have set ud på Marthavej i Holbæk
Deres hus i Holbæk da det var nybygget først i trediverne
Mine morforældres spisestue i Holbæk
En gammel telefon, som jeg husker min morfar havde på sit kontor. Fundet på Holbæk landsbymuseum Nyvang
Mine morforældre i marken et stykke hen ad Mathavej i Holbæk
Små børn lægger mærke til forskellige måder, at gøre ting på. Vi var på besøg hos nabokonen og hun gav os æblestykker. Vi var vant til at de var skrællede og skåret ud i både. Jeg tror vi fik nogle stykker med skræl og kernehus. Hvad skulle vi mon gøre ved dem. Det lykkedes os at spise dem.
Soveværelset på første sal.
En stejl trappe med en glat maghohniknop forneden førte derop. Min mor og hendes tre søskende har delt et stort loftværelse med skrå vægge. En gyselig børnebog i lærred står levende for mig. “Den Store Bastian”. Den skulle have til formål at forskrække børn mod dovenskab, sliksyge, kræsenhed og meget andet. Var man kræsen døde man af sult, slikkede man af fadet fik man en kronisk rød næse.
“Den store Bastian” fra den Fynske Landskab
I haven havde de en gammel gyngehest, som min mor og hendes søskende havde brugt. Den var meget slidt og forfalden. Vi hyggede os med at putte stikkelsbær ind i rumpen på den. Vi har ingen billeder fra dengang, men fra vores første besøg i sommeren 1951.
Min bror til hest
Min bror på græs i vores morforældres have
Min mor snakker til mig i hendes forældres have
Næste sted var hos vores faster Else og onkel Poul i deres lille kolonihavehus i Dragør. Niels-Erik kaldet Niller var yngre end os og var der også. Heller ikke der var der en forberedelse eller overgang. Det var en varm sommer og vi var i vandet en eller to gange om dagen. Desuden fik vi IS to gange på en dag. Det var en uhørt for os. Selv dengang i femårsalderen følte jeg, at det var for meget frås. Når jeg skulle have den våde badedragt af og have tøjet på igen rystede min faster ikke mine underbukser særligt grundigt. Jeg vidste, at min mor ville have været meget mere omhyggelig for at undgå, at jeg fik sand i bukserne. ”Pyt med det” grinede min faster. Jeg synes det var lidt slemt, men var lidt magtesløs overfor at få det gjort mere grundigt, som min mor ville have gjort det. Der findes ikke billeder fra den anledning, men til gengæld er de fotograferede hos os i 1953 året inden, vi byggede vores hus på samme grund i Herlev. Vores kolonihavehus ligner deres i Dragør.
Faster Else og onkel Poul med Niels-Erik foran fores sommerhus
Niels-Erik foran deres sommerhus i kravlegård
Niels-Erik foran deres sommerhus i kravlegård
Fra et brev fra min mor til hendes indlagte far i juli 1957
Inge og Torben havde jo også haft det dejligt, da de var i Dragør. De holder vældig meget af at bade, især da når vandet er godt lunkent, og det var det i de dage. Til gengæld fik de lov til at gå let hen over deres daglige rengøring i sommerhuset, og det nød de skam også.
Min far var fra Amager og i hans barndom og ungdom havde familien også et kolonihavehus på Amager. Der blev dyrket en masse grøntsager til at supplere husholdningsbudgettet med under krigen.
Min faster Else har ofte fortalt senere, hvordan hun og Poul måtte vende sig væk og passe på ikke at eksplodere af latter, fordi da vi skulle i seng, ville vi have en særlig godnatsang:
“Jeg er træt og går til ro”
”Fader se med kærlighed til vort ringe leje ned!”
Hvad vi ikke vidste, var at de ikke havde ekstra madrasser, men havde lagt en masse gamle vinterfrakker og tæpper som madras på stuegulvet bag et spisebord.
Vi var helt sikkert glade for at være der. Hvordan vi kom dertil og hjem igen, har jeg ingen erindring om. Senere i min barndom blev det værre for mig at komme hjemmefra. Forklaringen på det står nederst i brevet fra min mor til hendes forældre. Se evt. artiklen om min første sommerlejr.
I et andet brev fra den 22. juli 1957 skriver min mor til min syge morfar om, hvordan de blev mødt af os, da de kom hjem fra et besøg i Holbæk. Min morfar døde to måneder efter.
Tak for sidst. Vi havde en god tur hjem, omend vi blev lidt ømme bag i tilsidst. Vi var hjemme kl. 21.15, så turen tog altså 4 timer og 25 min. De 25 min. var hvilepauser. Børnene stormede os i møde ned ad havegangen. Det første Inge sagde var: ”Vi fik is to gange om dagen”. Faster Else har været meget god mod dem og det samme har fru Eskjær, som jo passede børnene fra lørdag formiddag til vi kom hjem. Hr. Eskjær og Ole hentede dem ”under uret” på Hovedbanegården med motorcyklen. Hos fru Eskjær havde de fået øllebrød og pandekager, to af deres livretter.
Mit møde med søndagsskolelejren ”Sejerborg” ved Sejrøbugten juli 1961
Der var ingen forberedelse. Jeg ved ikke af, at vi talte om, at vi skulle på sommerlejr. Jeg frygtede det ikke, for jeg havde aldrig prøvet at være hjemmefra mere end en nat eller få timer. Jeg var fortrolig med vores søndagsskole. Det var søde mennesker, der afholdt den på vores skole i flere år. Måske var vores mor begyndt at arbejde, så det passede vores forældre at vi var afsted?
Mine forældre troede, at jeg var den stærke og ville klare det bedre end min tvillingebror.
Jeg har ingen erindring om, hvordan vi kom derop, men det har nok været med bus fra Herlev den lange tur til Nordvest Sjælland. Torben, min tvillingebror var jo med, så det skulle nok gå. I et af brevene ser det ud som om, vi har kørt i bil.
Jeg var ikke forberedt på, at drengene lå i en anden bygning og at jeg ikke kendte nogle af børnene. Det var som om jeg ikke så ham under opholdet. I sine breve hjem beskriver Torben som en konstatering, hvordan han blev vækket af at få vand i hovedet midt om natten.
Det har nok været en stor samling fra mange søndagsskoler i flere byer. Fru Nielsen, som havde vores søndagsskole var travlt optaget i køkkenet med madlavning dagen lang, så hun var ikke ledig til at hjælpe mig, da jeg forstod, hvor forfærdeligt det var at være hjemmefra.
Jeg gik med hovedet ned i fliserne eller i græsset.
Havregrynene sad fast i halsen på mig i den støjende spisesal og blev blandet med tårer, der løb ned i tallerkenen.
Personalet må have fundet ud af, at jeg ikke klarede det så godt, for jeg blev tilbudt at være hos en sygeplejerske, der havde et lille kontor, hvor hun hjalp tilskadekomne. Jeg havde det der, som om jeg sad i en læges venteværelse på ubestemt tid.
En aften var der oplæsning af ”H.C. Andersen” og jeg fik lov til at være prinsesse, der sad ved fødderne af ham. Det hele var meningsløst. Jeg var vant til at sidde for mig selv at tegne og at sy.
Brev hjem med alvorligt opråb om at ville hjem
Brev hjem med alvorligt opråb om at ville hjem
At finde ud af mit tøj i den store gamle brune kuffert var også meget svært og der kom en og satte sig ved min seng uden at det lettede mig overhovedet.
De få gange, jeg glemte smerten og hjemveen, var da vi skulle i vandet. Det var dog så kort, så skulle vi op, fordi der naturligvis var meget opsyn og alle skulle i på skift. En anden lysere situation var at vi gik tur hen ad vejen, mens vi sang spejdersange eller andre sange fra søndagsskolen. Det gjorde, at jeg var lidt med i fællesskabet.
Efter frokost var der stilletid, hvor vi kunne skrive hjem på egne kort eller brevpapir og kuvert udleveret fra lejren. Torben har skrevet, om hvordan drengene var opdelt i grupper, der skulle dække morgenbord og gå på ture sammen. Han klagede over, at han manglede lommetørklæder. Måske var det ikke opdaget endnu, hvor plaget han var af høfeber. Desuden skrev han indtrængende om, at forældrene skulle gemme alle aviserne, imens han var væk. Han klippede alle tegneserier ud og satte dem ind i et hæfte.
Et indtrængende budskab om at jeg kommer hjem
Et indtrængende budskab om at jeg kommer hjem #2
Der gik et par dage så skrev jeg et kort, hvor jeg angav at ”jeg havde det frytkelit og ville hjem”. Jeg skulle i fjerde klasse og var ikke så skrap til at stave endnu. At ringe hjem var utænkeligt og havde jeg fået lov, var alt druknet i gråd.
Vi fik en pakke hjemmefra med lidt slik og kage og brev. Efter en uge kom vores forældre og hentede mig. Udfra de fundne breve ser jeg, at det må have været en forældredag. Torben blev for han havde det godt blandt drengene. Vores mor står til højre i billedet og holder sin højre hånd op over øjnene.
Nemt at være glad igen. Jeg skulle hjem fra lejren
Den dag jeg blev hentet og alt blev godt igen
et brev fra mig den om første dag
Brev hjem med alvorligt opråb om at ville hjem #2
Afsendersemplet fra lejrskolen
Selve dagen inden mine forældre kom forsøgte en mandlig søndagsskolelærer at overtale mig til at blive. Han lagde skyld på mig for at svigte. Jeg var 10 år, men vidste at det skulle han ikke gøre og at han på ingen måde forstod, hvad det handlede om. Jeg lod bare som om, jeg ikke hørte, hvad han sagde.
Uddrag fra vores konfirmationssang, hvor jeg blev skammet ud på lejren for at ville hjem
I 2017 efter 56 år tog jeg derop i to omgange og fandt stedet intakt, dog noget nedslidt. I min forestilling var det en kæmpestor bygning med en enorm græsplæne ned mod stranden. Det var i virkeligheden ikke noget stort sted og der var længere til vandet, end jeg huskede. Nogle unge brugte lejrskolen til en slags intro til en uddannelse og vi kom indenfor i spisesalen. Noget faldt på plads for mig efter, at jeg havde genset det.
Asnæs Lyngvej Nordvest Sjælland. Sejerborg kolonien set fra haven og vandsiden i 2017
Asnæs Lyngvej Nordvest Sjælland. Sejerborg kolonien set fra haven og vandsiden i 2017
Asnæs Lyngvej Nordvest Sjælland. Sovesalen på Sejerborg kolonien set fra haven og vandsiden i 2017
Høve Strand Asnæs
Tidlig adskillelse ved fødslen og to måneder frem sætter sine spor og overgangen kunne måske have været taklet anderledes ved langsom introduktion til at overnatte ude hos andre. Desuden burde det have været undersøgt, om der var børn med, som vi kendte.
På spidsen af Nordsjælland på halvøen mellem Isefjord og Kattegat ligger Lynæs lidt syd for Hundested.
I 1956, som den første ferie væk fra det nybyggede hus i Herlev, lejede vi et lille sortmalet sommerhus på en bakketop med skrånende græsplæne tæt ved St. Karlsminde Strand ved Lynæs. Forneden lå ejernes hus, som var et A-hus med vægge helt til jorden og skrå vinduer i selve taget. De hed Kotzelu. Min mor gentog ofte navne på udlejerne og de har bidt sig fast. Ejeren af husmandstedet på Møn var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Mere om Mønferierne her.
Fra første ferie i Lynæs St. Karlsminde strand i juli 1956
Humlebækstolen skabt om til en vugge. Sommerferie i Lynæs 1956
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s. Torben har bygget en bil
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s.
Tekst findes under hvert billede
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s.
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s. Der hentes vand
Torben forestillede sig, at han kørte bil i stolen, der var lagt ned og jeg så for mig at havestolen (model Humblebæk) var den vugge, jeg så brændende ønskede mig til en glas babydukke, som jeg også ønskede mig, men ikke fik. Måske fordi, jeg aldrig sagde det højt.
Det lille sommerhus havde ikke indlagt vand, men vi kunne lide at styrte ned af græsplænen og hente vand i små kedler. Den første dag vi kom dertil styrtede regnen ned og der var en særlig lyd af trommen på taget, mens vi lå på køjesengene og læste Anders And blade. Der på have ligget en stak, fordi vi havde ikke selv Anders And blade. Foran køkkendøren var der gravet et dybt hul ned til opbavaring af mad. Der var køligt som i et køleskab.
Vi kom derop ved hjælp af min onkel Poul, som havde kørekort. Han og min faster Else havde ikke bil, men vi havde lånt min onkel Hans’s grå Rover. På taget lå en madras fastspændt, indtil den pludeslig løsrev sig og lå i grøften på den anden side af vejen. Min far har villet være sikker på, at han kunne sove på ferien. Madrassen kom på taget igen og ingen var blevet ramt. På turen standsede vi et sted og vi fik en isbåd. Det var vild luksus, som vi ikke ellers oplevede. Det må have været fordi, min faster Else også har fulgt med på udturen. Hun var meget “flot”, som man sagde dengang dvs. gavmild.
Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006
Under opholdet tog vi færgen fra Hundested i nærheden til Rørvig på den anden side af Isefjorden mod vest.
Det var første gang jeg sejlede på færge og det gjorde et dybt indtryk på mig at stå ved rælingen med en bred afrundet trækant og stirre ned i det mørkegrønne vand. Det var uhyggeligt, fordi jeg vidste, det ville være skæbnesvangert at falde i. På den anden side var naturen anderledes. Min onkel L.P. og moster Ermegaard og deres to sønner Ole og Søren havde lejet et sommerhus midt i en nåleskov. Det emmede af varme og duft fra den bløde skovbund omringet af nåle og lærketræer.
Anden ferie i Lynæs, St. Karlsminde strand sommeren 1958- Året hvor vi også skulle begynde i skolen.
Lynæs 1958 hos Kotzelu’s. Min mor syr mine bukser
Lynæs 1958
Lynæs 1958 hos Kotzelu’s
Lynæs 1958 hos Kotzelu’s
Lynæs 1958 hos Kotzelu’s
Tekst findes under hvert billede
Da vi skulle hjem fra sommerhuset gjorde min mor grundigt rent og vi måtte blive udenfor, mens hun vaskede gulvet til sidst. Vi kørte og må være blevet hentet igen og pludselig udbryder min mor:
Pålægget ligger tilbage i svalekælderen!
Det lød slemt, men vi var kommet så langt, at det ikke lod sig hente. Mine forældre talte så om, at det forhåbentligt kom de næste gæster til gode.
Min far der til daglig havde et stresset job som værkfører på en radiofabrik slappede mere af på disse ferier og virkede derfor mere engageret i os i sommerferierne.
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene. Tidligere kunne han gå med os begge.
Vores forældre på have set annoncerne på sommerferiehusene i Politikken. Der var sikkert aldrig billede med, så det var som at vinde i lotteriet. Med godt vejr var intet sted for dårligt.
Nogle af mine lykkeligste stunder i 4. og 5.klasse var at lege hjemme hos en skolekammerat i nærheden af vores folkeskole Borgerdigeskolen, som den hed dengang. Der blev bygget mange skoler under den tid, jeg startede i første klasse i 1958 og af den grund ændrede klassen sig meget med stor udskiftning af elever i takt med at de nye skoler blev bygget.
Herlev lidt udenfor København var et sted med stor grad af tilflyttere fra brokvarterene i København og fra Sydhavnen og andre steder fra.
Jeg havde gået i klasse med denne veninde siden 3.klasse og jeg beundrede hende for hendes smukke lyse kraftige hestehale og fine tøj, som altid sad så godt. Jeg tror, hendes mor syede det. Hun havde en storesøster, der var to-tre år ældre end os.
Tvedvangen foto tilhører Lene Byfoged
Det var hjemme i deres rækkehus, at jeg for første gang hørte om, at man kunne lide enten Elvis eller Cliff Richards popmusik. Jeg syntes ikke, at jeg kunne falde for dem overhovedet, men forstod, at der lå et eller andet ude i fremtiden, som var ukendt land for mig.
Jeg husker ikke, at jeg har været hos andre skolekammerater, før jeg kom hjem hos hende i 11 års alderen.
Rækkehuset er i to etager og findes heldigvis endnu fuldstændigt som dengang for snart 60 år siden og er lige så hyggeligt som dengang. Der er mange rækker af dem og området virker meget attraktivt med græsplæner og rækker af træer i mellem husrækkerne og langs vejen. Børnene derfra gik dengang på de to tvillingeskoler Tvedvangen og Borgerdigeskolen, der nu er slået sammen til én skole.
Vi fandt på at lave karamel på en pande eller at røre havregryn, sukker, kakao og smør (margarine). Det lå tungt i maven. Det var når mødrene ikke var hjemme. Vores mødre sagde aldrig noget til det, skønt de må have opdaget det. Vi lavede samme lækkerier hjemme hos os, men det var mest spændende hos hende.
Vi legede oppe på hendes lille værelse på første sal og det, jeg tydeligst husker var, at vi sad med vores skoleatlas og ledte efter byer og floder, som vi skiftedes til at spørge den anden om.
Hun var meget dygtig til at sjippe og hinke, men det var mest i skolen at vi gjorde det og så hos mig, hvor der var mere plads på den ubefærdede vej.
Hendes mor må have været meget moderne for hun var yogalærer. Min veninde udtalte det “Juggi”. Det var ikke noget, jeg havde hørt om. Hun fik en lillebror på den tid, hvilket jeg så gerne ville have haft allerede fra jeg var fire år, men aldrig fik.
Efter femte klasse skiltes vore veje. Vi blev delt i A for vist nok praktisk linje og B for boglig linje.
Jeg har kun mødt min skolekammerat en gang siden. Det var mens jeg gik på gymnasiet. Hun fortalte, at hun arbejdede på en fabrik, hvor de lavede toiletpapir og hun var glad for det. Jeg tænkte dengang, at det var underligt at være tilfreds med det.
Barn&Mor 