Göteborgsvarvet 2019 – Marias 14.

Tak for god opbakning- som altid. Uden dig intet GT varv

henryhogh

På Göteborgsvarvets hjemmeside kan man læse følgende:

Göteborgsvarvet är ett drömlopp för många, och de 21 kilometrarna kan kännas långa. Men med rätt träning och rätt inställning kan till och med den långa, slitiga uppförsbacken mot Götaplatsen kännas som en njutning.

Karta_Goteborgsvarvet_2019

Passage af Älvsborgsbron

Passerer her Älvsborgsbron, som Maria senere løber over.

Maria har deltaget 13 gange tidligere og hun ville ikke gå glip af sin 14. På trods af lidt sløjhed, stillede hun op med frisk mod.

Løbsdagen -1. Traditionen tro springer vi på sporvognen og kigger lidt på Göteborg.

Smager på en god solid svensk ret i Saluhallen

Udenfor Göteborgs Kunstmuseum promenerer Hasseblads med sit kamera, som Armstrong havde med på Apollo 11, hvor han satte sit velkendte fodaftryk. Maria afprøver her sine nyerhvervede løbesko – de er noget mindre end Armstrongs månesko.

Et par highlights på Göteborgs Kunstmuseum. Jeg udvælger altid nogle landbrugsmotiver.

Løbsdagen.  Efter en…

View original post 255 more words

Tilbageblik på besøg hos skolekammerat

Nogle af mine lykkeligste stunder i 4. og 5.klasse var at lege hjemme hos en skolekammerat i nærheden af vores folkeskole Borgerdigeskolen, som den hed dengang. Der blev bygget mange skoler under den tid, jeg startede i første klasse i 1958 og af den grund ændrede klassen sig meget med stor udskiftning af elever i takt med at de nye skoler blev bygget.

Herlev lidt udenfor København var et sted med stor grad af tilflyttere fra brokvarterene i København og fra Sydhavnen og andre steder fra.

Jeg havde gået i klasse med denne veninde siden 3.klasse og jeg beundrede hende for hendes smukke lyse kraftige hestehale og fine tøj, som altid sad så godt. Jeg tror, hendes mor syede det. Hun havde en storesøster, der var to-tre år ældre end os.

Tvedvangen foto tilhører Lene Byfoged
Tvedvangen foto tilhører Lene Byfoged

Det var hjemme i deres rækkehus, at jeg for første gang hørte om, at man kunne lide enten Elvis eller Cliff Richards popmusik. Jeg syntes ikke, at jeg kunne falde for dem overhovedet, men forstod, at der lå et eller andet ude i fremtiden, som var ukendt land for mig.

Jeg husker ikke, at jeg har været hos andre skolekammerater, før jeg kom hjem hos hende i 11 års alderen.

Rækkehuset er i to etager og findes heldigvis endnu fuldstændigt som dengang for snart 60 år siden og er lige så hyggeligt som dengang. Der er mange rækker af dem og området virker meget attraktivt med græsplæner og rækker af træer i mellem husrækkerne og langs vejen. Børnene derfra gik dengang på de to tvillingeskoler Tvedvangen og Borgerdigeskolen, der nu er slået sammen til én skole.

Vi fandt på at lave karamel på en pande eller at røre havregryn, sukker,kakao og smør (margarine). Det lå tungt i maven. Det var når mødrene ikke var hjemme. Vores mødre sagde aldrig noget til det, skønt de må have opdaget det. Vi lavede samme lækkerier hjemme hos os, men det var mest spændende hos hende.

Vi legede oppe på hendes lille værelse på første sal og det, jeg tydeligst husker var, at vi sad med vores skoleatlas og ledte efter byer og floder, som vi skiftedes til at spørge den anden om.

Hun var meget dygtig til at sjippe og hinke, men det var mest i skolen at vi gjorde det og så hos mig, hvor der var mere plads på den ubefærdede vej.

Hendes mor må have været meget moderne for hun var yogalærer. Min veninde udtalte det “Juggi”. Det var ikke noget, jeg havde hørt om. Hun fik en lillebror på den tid, hvilket jeg så gerne ville have haft allerede fra jeg var fire år, men aldrig fik.

Efter femte klasse skiltes vore veje. Vi blev delt i A for vist nok praktisk linje og B for boglig linje.

Jeg har kun mødt min skolekammerat en gang siden. Det var mens jeg gik på gymnasiet. Hun fortalte, at hun arbejdede på en fabrik, hvor de lavede toiletpapir og hun var glad for det. Jeg tænkte dengang, at det var underligt at være tilfreds med det.

Continue reading “Tilbageblik på besøg hos skolekammerat”

Fastelavn

De tidligste minder om fastelavn stammer fra Tøjmestervej 8, på Bispebjerg, hvor vi boede fra starten af vores liv og til 1954, hvor vi flyttede til Agerledet 10 i Herlev.

Vi gik med vores mor langs Tomsgårdsvej, hvor der ligger mange karreer som den vi selv boede i. I flere af gårdene sås lange rækker af børn, der var klædt ud eller bare havde masker på. De stod i kø for at slå katten af tønden. Vi hørte ikke til og var kun tilskuere.

Fastelavn 1953
Fastelavn på Bispebjerg i 1953

Vores mor gik hjem med os og i soveværelset, der var meget bart, hang hun en cigarkasse op, der kunne slås ned. Vi slog med hendes gymnastikkølle. Det var svært husker jeg. Efter at vi flyttede til Agerledet fik vi hjemmelavede fastelavnsris, enten helt sorte grene eller i guld pyntet med silkepapirstrimler og lidt andet pynt og lidt slik. Det kunne være salmiak formet som bred elastik i ruller og lakridspiber og farvestrålende pinnociokugler . Kunne der evt. være en Pernille Chokolade eller en Matador Chokolade på?

Vi lavede selv masker og engang fandt vi på at bytte masker og tøj. Vi gik ned ad kældertrappen og mødte vores mor. Hun gennemskuede os ret hurtigt, fordi Torben havde nægtet at sætte de lange strømper fast i chemissens strømpebånd. Det bevirkede at de hang ned ad benene. Færdigt udklædningstøj var aldrig på tale. I skolen klædte vi os ud til den årlige fastelavnsfest og der var vi vagabonder, kinesere, fin dame og brugte forældrenes gamle tøj og kitler. En sodet korkprop gjorde det ud for ansigtsmaling.

Fastelavn med legekammerat i 1957
Fastelavn med legekammerat i 1957

Sidste gang jeg var klædt ud var jeg musketer og syntes selv jeg var flot. Jeg gik ned i Herlev og samlede penge ind til Unicef med en kammerat, som også var musketer. Dragterne var lavet af crepepapir og tålte ikke vand. Folk var meget nærige syntes jeg. Nogle gav kun femører og tiører. Vi gik ad Højbjergvej til Herlev Bymidte.

Sidste gang udklædning i 1963 Musketer og Kineser
Sidste gang udklædning i 1963 Musketer og Kineser

Fastelavnsboller må vi have fået også. De var hjemmelavede og de bedste havde creme inden i.


Der var andre tilfælde, hvor vi skulle klædes ud. Som helt små klædte vi os ud i haven fra tiden før huset blev bygget. Ingrid var en større pige, der var med nogle dage fra vores lejlighed på Tøjmestervej på Bispebjerg i Nordvest kvarteret i København.

Vi er klædt ud en sommerdag med Ingrid i sommerhuset Agerledet 10, 1953
Vi er klædt ud en sommerdag med Ingrid i sommerhuset Agerledet 10, 1953
Med min mors kjole i sommerhuset på Agerledet ti i 1953
Med min mors kjole i sommerhuset på Agerledet ti i 1953

En gang om året hen på sensommeren var der i Herlev et optog til fordel for børn. Jeg er ikke helt sikker på, hvad formålet var, men engang kom en nabokone med noget udklædning til os, hvor jeg skulle være en frø. Det var så frygteligt for mig, at jeg nægtede. Jeg ville ikke forestille noget grimt og følte mig indespærret. Jeg blev i stedet bare en pige. Billederne her under er fra mit første skoleår, hvor jeg står sammen med min sidekammerat Hanne. Basttasken er en gave fra et barnløst par, som havde købt den til mig i Firenze.

 

I optoget, var store drenge, der var klædt ud som sårede soldater, som sang en af de kendte sange eller marcher fra krigen. Jeg oplevede det utroligt livagtigt og syntes de var enormt seje.

 


Mine egne børn har været utallige gange på besøg i mit barndomshjem og har også der oplevet at lave fastelavnspynt og udklædning.

 

Tilbageblik på min onkels sommerhus ved Vejby Strand

 

Eva
Eva som teenager

I dag ville min moster være blevet 98 år, hvis hun havde levet. Jeg var utrolig glad for min moster Eva. Jeg fik fire børn, som hun havde og tog uddannelsen som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, som hun også gik på under krigen uden dog at blive færdig. Det er hendes og min onkels sommerhus, jeg mindes i denne blogartikel.

Ved indgangsdøren til sommerhuset i 1962
Ved indgangsdøren til sommerhuset i 1962
Torben og Banik
Torben og Banik

Som barn var vi på ret primitive, men dejlige ferier i beskedne sommerhuse eller måske på et husmandssted forskellige steder i Danmark.

Det vil kræve en artikel for sig selv at beskrive det. Imidlertid fik min moster og onkel et moderne sommerhus sidst i halvtredserne og det skete at vores familie fik lov at låne det i weekender og visse ferier, når de selv var udenlands.

Jeg har også minder om at få lov at følge med min moster og onkel og deres fire drenge på nogle ferier i sommerhuset og de står meget klart for mig, som meget anderledes end at være med vores forældre. Der var meret mere liv, men også mere uforudsigelighed, da vi var nye til deres rutiner.

Banik på vej ned ad skrænten på sin måde
Banik på vej ned ad skrænten på sin måde

Huset ligger ved en skrænt med en vild strand. Dengang var der en trappe ned ad skrænten. Desværre er skrænten ikke intakt mere og der er sat hegn op med advarsel om ikke at komme i nærheden. Det må have gjort noget for områdets omdømme.

Mor Torben og Banik ved en kirke i nærheden
Mor Torben og Banik ved en kirke i nærheden

Dengang gik vi enten tur langs stranden mod Rågeleje eller mod Helsinge i modsat retning. Der ligger endnu et fredet område kaldet “Heather Hill”, som ser nøjagtigt ud nu som dengang sommerhusområdet var på sit højeste.

Ved Skrænten Vejby strand Heather Hill
Ved Skrænten Vejby strand Heather Hill

 

 

 

 

 

 

 

This slideshow requires JavaScript.

En enkelt gang har min tvillingebror og jeg cyklet hele vejen derop fra Herlev. Det var en længere tur end jeg nogensinde havde drømt om, at kunne klare. Den var på 60 km. Jeg gætter på, at vi har haft madpakke med, men måske ikke vand, som man har i dag.

En rigtig ferie havde vi i august 1962, hvor min far fik en ferie fordi, han blev opereret akut i sin sommerferie. Det var underligt at få fri fra skole på den tid, og der var stille, men dejligt deroppe.

Vejby Strand august 1962. Min mor Ruth og Torben og jeg på line
Vejby Strand august 1962. Min mor Ruth og Torben og jeg på line

Mor banik, jeg og Torben sep.1962

 

Oplevelserne fra tiden med min moster Evas familie var spændende. Det må have været samme sommer 1962. min tvillingebror og jeg fik lov at sove i samme rum, som vores to ældre fætre Carl-Erik og Jens. Vi snakkede det meste af natten og da vi blev vækket tidligt af vores moster var jeg helt mørbanket og ville gerne have sovet videre. Den gik ikke. Derefter blev vi skilt ad i forskellige rum, så det ikke skulle gentage sig med den slags lejrskole halløj.

Der var meget mad, der skulle laves og jeg blev sat til at skrabe kartofler. Jeg mente inderst inde at det var uretfærdigt, at alle drengene så ud til at være forsvundet eller at der ikke blev forlangt, at de skulle hjælpe til.

Der var for få cykler på grunden, så mine fætre cyklede til Helsinge, men kom tilbage med et par små røde gummistøvler til min Rosenbuddukke. Det var et meget kært minde, jeg må have instrueret Jens i, hvad det var der skulle købes for den tikrone, ellers kunne han umuligt have fundet ud af det selv.

 

Da vi skulle hjem skulle vi skynde os med vores onkel. Han havde ikke tid til at vente på, at jeg skulle finde en biblioteksbog. Det slog mig lidt ud, at den var væk. Jeg husker ikke enden på den historie andet, end jeg tænkte, at min mor ville have hjulpet mig med at finde den inden afgang. Jeg har også villet vente på at onkel Hans kom fra arbejdet i Gladsaxe. Jeg gik ned ad en lang flisegang og ventede og ventede. Han kom vel på et tidspunkt, men det blev sent. Jeg ved ikke om jeg gav op eller fik et lift nogle få hundrede meter.

Flisevejen fra nutiden. Meget tilgrot i forhold til dengang
Flisevejen fra nutiden. Meget tilgroet i forhold til dengang

Den sidste gang vi var med min mosters familie i sommerhuset var vores fætre så store at to af dem kørte bil. De tog min mosters Mascot og kørte til stranden ved Tisvilde eller Rågeleje. Den kørte lige ud i dybt sand og sad fast. Derefter løftede de og nogle andre venner den fri og tilbage på kørbar vej. Vi kom også med ud til et dansested for unge. Det var meget spændende at være med til. Jeg har ingen billeder fra de gange vi var på ferie med min onkels familie, men heldigvis har jeg vores egne ferier.

Vi elskede at få lov at passe min ældste fætters hund Banick. Jeg mener at jeg var tilstede, da Niels kom med sin hundehvalp. Den lå i hans scooterhjelm, da han kom med den. Måske har jeg bare fået det fortalt så mange gange, at jeg tror jeg var der i sommerhuset på det tidspunkt. Jeg har skrevet om det i en anden historie.

Banik i blæsten ved grotten på naturgrunden ud mod skrænten
Banick i blæsten ved grotten på naturgrunden ud mod skrænten

Det fascinerede mig at taget var fladt og at der i badeværelset var ovenlys fra en plexiglaskuppel. Min onkel havde en fabrik, der lavede den slags ting i kunststof og det må have været derfra at det stammede. Huset var bygget af hvide mursten og var dengang hyper moderne.

I stuen stod en skibskikkert, som gav udsyn langt ud over vandet. Den ses her fra det eneste billede, jeg har fra det indre af huset.

Vejby Strand Stuen i august 1962
Vejby Strand Stuen i august 1962

Den sidste gang jeg besøgte sommerhuset, mens det stadig var min onkels og mosters var midt i firserne, da mine egne fire børn var små.

 

 

 

 

 

Jeg har siden ledt efter huset og det viste sig at det er ombygget og har højt tag beklædt med sort træ. Det er lidt sørgmodigt at det er så forandret, men det er bedre, end, hvis det forfaldt og stod tomt.


 

 

 

 

 

 

 

Sygeplejeelev på Rigshospitalet

 

Rigshospitalets gamle fødegang på Juliane Mariesvej
Rigshospitalets gamle fødegang på Juliane Mariesvej. Eget foto

Inspireret af min gode veninde, som jeg har fået gennem Facebook fik jeg lyst til at se om, jeg huskede andet end brudstykker fra min praktiktid på Barselgangen på Rigshospitalet. Jeg har fået tilladelse af Dorthe til at gengive hendes erindringer om hendes skrækkelige fødselsoplevelse på netop denne fødegang. Jeg og min tvillingebror blev også født på Juliane Maries vej, hvor Rigshospitalets fødegang dengang lå. Se min morfars beretning om at blive holdt væk fra barselsgangen i begyndelsen af 1951. Det satte opholdet i perspektiv for mig, da jeg kom dertil 21-22 år senere og næsten sammenfaldende med Dorthes oplevelse.

12 JANUAR 1972.

På dette tidspunkt, for 45 år siden, lå jeg alene i et skyllerum på Rigshospitalet.
Jeg havde veer, jeg var bange, men der var ikke en sjæl i nærheden og intet kaldesystem.
Jan sad i et venteværelse langt pokker i vold, man havde glemt os begge to.
Efter et par timer blev jeg fundet …
“GUUUUD, LIGGER DU STADIG HER”?!
“JAAAAA” tudbrølede jeg.
Jan blev også fundet, og jeg kom ind på fødestuen, hvor det hele trak ud til omkring kl.14:30, og inden da skulle det også vise sig, at der ingen lattergas var i den maske, man får til lindring for de værste smerter, Jakob var stort set født, inden en erstatning blev skaffet.

Tænk, da personalet endelig fandt ud af, at der ikke var lattergas i den maske, de havde givet mig, fortalte de mig ikke noget, uden min viden, gav de mig bare en ny. Og fordi jeg hidtil ikke havde følt en virkning fra masken, indhalerer jeg af al kraft, nu SKULLE jeg bare have smertelindring. Jeg tog flere kraftige hiv, med det resultat, at jeg var fuldstændig væk, da Jakob endelig kom til verden. Jeg siger endelig, for min fødsel varede halvandet døgn, fra de første veer, til jeg langt om længe kunne hilse på ham. Tænk, så længe kæmpede jeg mod målet, og da bolden endelig blev sparket ind, var jeg ikke tilstede, det var en stor skuffelse. Selvfølgelig vågnede jeg hurtigt fra min døs, men mon ikke enhver fødende ønsker at opleve de første sekunder i barnets liv. 

Dengang var de fødende indlagt mellem 5-7 dage og vi sygeplejeelever fulgte familien ud af bygningen med forældrenes moseskurv i hånden. Først helt nede på fortorvet blev ansvaret videregivedet til de nervøse forældre.

Dorthe fortsætter beretningen fra dagene den store stue på selve barselgangen:


Vi var tretten mødre på den store stue, seng nummer tretten var kilet ind på tværs af de andre.
Der var en kvinde overfor mig, som græd over at have fået sin femte søn, “og så ligner han til forveksling de andre fire”, græd hun. En anden havde fået et barn med mistanke om downs syndrom, moderen havde den første samtale med lægen på stuen, det var skræmmende. Og lige i nærheden gik du omkring Maria, det skulle jeg bare have vidst❤️

  Jeg var så høj af lykke, at jeg stort set ikke lukkede et øje, mens jeg var indlagt. Men der var jo heller ingen ro, tretten små børn skulle jo fodres i løbet af natten. De nyfødte blev kørt ud på gangen om natten, ikke en speciel stue, de lå på rad og række på gangen i små lyse stofbeklædte senge på hjul.

-I dag bliver man smidt hjem efter et par timer, dengang fik man fem dages “ro”, inden den barske hverdag meldte sig.

 


 

Det er ikke helt rigtigt, at jeg var elev på RH eller Riget, da jeg var elev på Bispebjerg Hospital fra 1971-1975. For at få del i barselplejen og et indtryk af fødegangen kom mange af os til Rigshopitalet i en af praktikperioderne. Der var ikke langt at cykle fra Tuborgvej ved Bispebjerg Hospital, hvor jeg dengang boede på kollegiet til Rigshospitalet på Tagensvej.

Jeg var alene, da jeg skulle møde til barselsplejen. Mareritet indfandt sig hurtigt, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne finde den rigtige bygning, hvor jeg skulle møde. Jeg følte mig håbløs og var fristet til at give op, da jeg troede, at det var ude med mig angående den praktik. Jeg fandt det til sidst og blev venligt bemødt af en sygeplejelærer, som forsikrede mig, at jeg ikke var gået glip af så meget af introduktionen. Den pågældende bygning var nær Jagtvejen og den store kollegiebygning, som ligger der endnu stor og grim fra en tid, hvor byggeri ikke måtte være smukt.

Fødegangen og Barselgangen lå et andet sted. Som jeg husker det, var det den gamle del af Rigshospitalet, der bestod af pavilloner. Der lugtede af varm mad, når jeg gik eller cyklede til bygningen. Men det står desværre i det uvisse, hvordan det var dengang, da minderne ligger tilbage fra 1972-73. Det forekommer mig at det var tidligt forår 1973. Forskolen i efteråret 1971 var en intens tid med utrolig meget, der skulle læres. Men jeg har altid elsket klasseundervisning og at læse op på ting. Da den var overstået var visse elever desværre hægtet af, da en kun bestået eksamen var adgangsbillet til det videre forløb. Praktikkerne på Medicinsk og Kirurgisk afdeling og sikkert andre praktiksteder, lå forud for tiden på Barselgangen.

Mit første indtryk af Barselgangen på Rigshospitalet var at se kvinder i store badekåber vralte hen ad en gang. Jeg så dem bagfra og troede, at de stadig var gravide. Ved nærmere eftersyn havde de naturligvis født. Til min store skræk så de bare så uformelige ud. Er det virkelig sådan at føde børn?

Dem, der havde fået kejsersnit kom på et hårdt regime med hensyn til at få maven igang igen. Den bedøvelse de brugte dengang satte alt i stå og de stakkelsk kvinder led meget. Jeg husker ikke helt, hvad det var de fik, men sikkert noget sort klister af en slags. Det var lavet af nogle bælge. En elevkammerat har netop fortalt mig, at det var sennepsfrø, som de fik efter kejsersnit.

Vi sygepeleelever gik rundt fra seng til seng og skyllede damerne med klorhexidin opløst i lunkent vand de første dage efter fødslen. Den pågældende patient lå på et bækken. Det var kun dem, der havde født normalt. Hvor mange dage det blev gjort ved jeg ikke. Jeg har også været med til at fjerne stingene efter kejsersnit.

Amningen var et kapitel for sig. At nogen klarede at amme med den behandling må være, fordi de var udholdende og selv vidste, hvordan det skulle gøres. Mødrene lå på store stuer og spædbørnene blev taget ud på en anden stor stue. Hver fjerde time kom vi med dem til den enkelte mor og hjalp med at lægge børnene til, som det hed. Det var et værre presseri, fordi brysterne var overspændte og sygeplejersken holdt barnet fast mod brystet. Da det skete hver fjerde time, kunne nogle af børnene være sovende og hvem kan spise, mens de sover?

hospitalsvugge fra DBA
Hospitalsvugge fra DBA. Stoffet mangler desværre

Mange opgav amningen og derfor blev de “bundet op” med et stramt stiklagen, som blev holdt meget fast ved hjælp af mange sikkerhedsnåle. Jeg ved, jeg ville kunne gøre det i dag, så jeg må have gjort det ofte. Et stiklagen læggest dobbelt på tværs og holdes bag ryggen og sættes meget fast foran med den første sikkerhedsnål. Man fortsætter med at stramme og sætte nye sikkerhedsnåle hele vejen op til skuldrene. Man folder hver side af stiklagnet som et V og sætter resten fast bag på ryggen. Formålet var at forebygge brystbetændelse, når mælkekirtlerne stasede til. Tænk hvor meget spildt mælk, fordi man ikke forstod at lade barnet selv bestemme farten uden en masse indgriben. Maser man med baghovedet, vil en refleks gøre at barnet slår med nakken væk fra brystet.

Mælkekøkkenet sørgede for at lave afmålte flasker af mælk til alle dem, der skulle have erstatning eller mælk og vand. Mælk og vand var desværre lige så almindeligt som modermælkserstatning, som trods alt var sundere. De børn, der havde såkaldt reflux eller evt. havde læbe/ganespalte fik tilsat aprestagum for at gøre mælken tykkere. Aprestagum er lavet af johannesbrødmel.

Tvillingemødre skulle have det lidt bedre, så de blev tilbudt rødvin. De skulle hurtigt op i hæmoblobin pga jernmangel og man mente at rødvin var godt. En af mine tidligere elevkammerater har fortalt, at rødvinen var til kejsersnitpatienterne.

Selve fødegangen var jeg ikke meget på. Jeg ved ikke, hvorfor, men det var en lettelse for mig at slippe, da jeg oplevede fødslerne for rå. Jeg har stået udenfor nogle vinduer og fulgt et kejsersnit. Operationer var ikke min store interesse.

Der var et lille personalerum og én gang kom jeg af vanvare til at sætte mig i overlæge Dyre Trolles stol. Han var der ikke, men jeg fik hurtigt besked om at finde en anden taburet. Jeg har spurgt mine elevkammerater via en Facebookgruppe, om de kan huske noget mere og Mariannes svar kommer her:

 Ja 1973 var jeg der også. Jeg husker faktisk ikke så meget om selve barselsbehandlingen, derimod at det var en lise at være der, efter de hårde almenkirurgik/medicinske afdelinger hvor vi knoklede. På RH barsel var vi masser af personale elever fra både BBH Kommunen og Riget, og vi fik 2 flasker rødvin op til middag hver dag. Jeg tror alle patienter fik tilbudt et glas, men alle sagde nærmest nej. Derfor husker jeg at vi elever sad i køkkenet og drak rødvin og ventede på at klokken blev halv fire – det var den rene svir.

birthelarsens_n
Birthe Larsens foto af et lille udsnit af vores elevhold. Jeg er ikke med på billedet. Uniformerne blev skiftet til nye modeller kort efter.

Nogle år efter skrev Dea Trier Mørch romanen “Vinterbørn” fra Rigshospitalets barselgang. På det tidspunkt må de havde været flyttet over i den store nye højhus. Jeg husker ikke, at jeg har fået den læst desværre.

 

 

 

Gensyn med Nørrebro

 

Forleden var jeg på tur til København. For en gangs skyld kom jeg andre steder end det vante indre København, som også vækker mange minder fra min ungdom og bringer tankerne til slægten, der har boet i Nyboder og på Østerbro. Som ung kunne jeg finde på at gå igennem Nørrebrogade og kigge på kagerne i de mange bagerforretninger, men altid undgå at gå derind.

Denne gang så jeg ikke bagerforretninger, men en del andre butikker i den del af Nørrebro, der ligger op mod Dronning Louises bro. Det var som om, den del var blevet mere levende. Det vrimlede med mennesker og forretningerne havde åbnet til klokken 18 om lørdagen, hvor jeg gik der. Som ung har jeg købt en sort ribstriktrøje med høj hals på samme side af gaden, hvor jeg i lørdags købte en småblomstret kjole. Det var med godt 50 års mellemrum. I sidegaderne omkring det indre Nørrebro og Sankt Hans torv er der også liv med en masse antikvitetsforretninger og små caféer imellem opgangene.

Nørrebro Panum instituttet
Nørrebro Panum instituttet. Ny bygning

Jeg har boet kortvarigt på Blegdamshospitalet, mens jeg var sygeplejeelev fra Bispebjerg Hospital. Det lå, hvor det nuværende Panuminstitut ligger. Jeg kunne godt lide området, men kendte ingen der. Jeg skulle have vidst , at min mormors morfar og hans familie havde boet der 100 år før. Han var kommet fra Königberg for at undslippe deltagelse i en krig mellem Tyskland og Frankrig og var immigreret til Danmark. Dengang i 1970-erne, da jeg var ung, var området ikke ret spændende. Det har fået nyt liv med de mange unge mennesker, der er bosat der nu. Det er de samme huse, meget lidt er forandret, men i min ungdom var der ikke caféer undtagen enkelte inde i det indre København, som Marstrand på Købmagergade eller cafeterier i de største stormagasiner. Det var mest ældre mennesker, der boede i København i min ungdom. Børnefamilierne var flyttet væk til omegnen fra de trange boliger og baggårdene.

Den anden ende af Nørrebro var tæt på mit første barndomshjem på Bispebjerg og min far arbejdede som værkfører i Thorsgade på det ydre Nørrebro i en radiofabrik. Det område ligner mere Mellemøsten ligesom Bispebjerg. Det er med sorg at jeg skriver det.

Da jeg blev gift første gang fandt jeg min brudekjole i en forretning overfor Assistentskirkegården og barnevognen til min førstefødte kom fra Borrit, der lå på Nørrebros Rundel. Den forretning havde jeg kigget langt efter på sporvognsture fra Husum til Amager som barn på vej til min fars familie på Amager.

På min tur sidste uge gik jeg også tur på Østerbro og fandt det meget livligt og hyggeligt. Her bor også en masse børnefamilier nu, så her bugner med små børnetøjsbutikker og andre specialbutikker med unikke navne mellem de kendte kædeforretninger.


Min mor flyttede fra Sydhavnen til Classensgade på Østerbro i 1944 under krigen og min mormors mor flyttede i 1930-erne fra Nyboder til Faxe Tværgade, da hun blev enke og derfor ikke mere berettiget til at blive boende i Nyboder.

Nyboder er ved at blive renoveret og her ses billeder af både tidligere renoverede længer og dem, der ligger op mod Gernersgade, hvor jeg engang har delt en lejlighed med en anden sygeplejerske i min ungdom. Dengang i 1960-erne og 1970-erne cyklede jeg overalt. Jeg kunne ikke lide at vente på en bus, eller at betale for den. Nu må jeg nøjes med at gå sentimentale ture på mine besøg i København.

Min moster var kurér under krigen

Det var ikke noget, der blev talt om under hendes lange liv eller i familien efter krigen, men ved et tilfælde fik vi det at vide.

Min moster var ældst af mine mors søskende. Hun har oplevet mere end de fleste. Hun blev adopteret et par døgn gammel af min morfar Emry og hans første kone Anna i 1915. De havde været gift længe og de kunne ikke få børn. Ermegaard kom min moster til at hedde, fordi det på den tid var moderne at læse romantisk litteratur med navne fra vikingetiden. Men trods det anderledes navn var Ermegaard ukuelig. Hendes nye mor døde af den spanske syge i 1918. Ermegaard havde endda fået en lillebror i 1916, som døde få dage gammel. Det viste sig at hendes mor Anna havde dårlige nyrer, hvilket var farligt i forbindelse med graviditet og derudover den spanske syge, som slog så mange ihjel dengang.

 

 

 

Min morfar stod alene med en godt treårig og var selv nervøs og bange for at dø af dårligt hjerte. Han tog til en hjertespecialist i København, som sagde at han da ikke fejlede noget, men nok var overanstrengt. Min morfar blev så glad at han kontaktede min mormor Asta i København. Han havde annonceret efter en husbestyrinde med henblik på ægteskab og gik med Astas kønne billede i lommen. Hun havde været ærlig og skrevet at hun ikke havde lært at lave mad, men ville lære det. Det havde holdt ham tilbage, men efter at have ansat en, der både var kedelig og lavede ligeså kedelig mad fik han ringet til grossistfirmaet på Købmagergade, hvor min mormor Asta arbejdede dengang og aftalt et møde med hende ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen.

Dragefontænen fra før 1923
Dragefontænen fra før 1923

Det blev et meget vellykket møde og jeg tror, at de hurtigt blev stormende forelskede. Ermegaard fik sin tredje mor på fire år, men blev altid behandlet godt af min mormor, der var så bange for at gøre forskel på børnene. Ermegaard var en meget smuk pige med lange fletninger og et charmerende smil på alle billeder hele livet igennem.

Ermegaards klasse på Centralskolen i Holbæk
Ermegaard nr 6 fra venstre bagerst fra Centralskolen i Holbæk
Ermegaard med sine søskende 1929
Ermegaard bag sine tre mindre søskende på Marthavej 5 Holbæk 1929

 

Fletningerne blev ofret i tredverne, hvor hun mødte sin mand. Hun blev uddannet på Købmandskolen i København i kontorfag. Under krigen boede de i Esbjerg, langt fra barndomshjemmet i Holbæk. De har ikke været meget hjemme på besøg, da vejen på tog var både lang og farlig.

Image066-3

 

Et par år før hun døde i 2009 besøgte vi hende i Aalborg, hvor vi fik at vide, at hun havde været kurér. Det var ikke noget hun selv lagde meget vægt på. Hun ville hellere snakke om mange andre ting, så derfor er det så lidt vi ved.

Men det har været dødsens farligt. Blev de opdaget af tyskerne ved at blive stukket eller ved ved at en frihedskæmper kom til at snakke over sig var det slut. Hendes mand var meget involveret i spejderbevægelsen og der igennem har der været et netværk at folk, der stolede på hinanden og på den måde har hun fået opgaver med at gå med meddelser til andre modstandsfolk både på egnen og helt i København. De der var i modstandsbevægelsen blev vant til at man ikke kunne snakke om det og de fleste holdt tingene hemmelige resten af livet og lagde det i et hemmeligt sted i bevidstheden. Det har også været svært at tale om det, fordi de ikke måtte kende til de andres funktioner eller navne af sikkerhedsmæssige grunde. Ingen havde overblik over ret meget.

Min mor Ruth skriver i et erindringsark at Ermegaard engang tog helt fra Esbjerg til Dyrehaven i København for at aflevere en vigtig meddelse til en ven, Heister, som var med i modstandsbevægelsen. Det lykkedes, men han blev senere taget til fange og overlevede bombardementet i Shellhuset i marts 1945. Dog havde han varige mén efter at have faldet ned fra etagen, fangerne var på. Desuden fik hun afværvet Gestapos udspørgen om en tom lejlighed i Esbjerg, som hun passede for en frihedskæmper, der var gået under jorden.

I en bog “kvinder i modstandskampen” af Nina Bisgaard har jeg læst nogle beretninger om kurertjenesten. Det er en bog fra 1986. Der beskrives det at kvinderne hjalp til med alt forefaldende arbejde inden for modstandskampen. De holdt det hele kørende. Sørgede for mad og omsorg til de aktive modstandsmænd og hjalp med transport af hemmeligt materiale. De kørte det i barnevogne lige for næsen af tyskerne og hippofolk. Det kunne sagtens være våben som maskinpistoler og ammunition, hemmelige koder, blade og instruktioner, falske identitetskort, stempler mm.

Kvinder blev ikke regnet for noget af tyskerne, så de kunne som regel passere forbi vejspærringer og razzier. En Musse Hartig fortæller i bogen, at hun havde været i en lejlighed for at hente stempler og papirer til falske identitetspairer, træder ud af huset og løber ind i en razzia

Tasken med de kompromitterende pairer hang og dinglede skødesløst i min højre hånd, mens jeg stift som en dukke bevægede mig hen mod en modbydeligt tamp af en SS soldat, der stod og spærrede fortovet lige overfor Dr.Tværgade. Han var en høj og modbydelgt udseende fyr, og han skævede ud ad øjenkrogene, da jeg nærmede mig. Det var en uhyggelig fornemmelse, men jeg var klar over, at jeg måtte blive ved med at gå fremad, ikke noget med at løbe, og jeg måtte handle på en eller anden måde. Jeg skulle ud af det her. Lige før jeg nåede til ham, var jeg ved at blive grebet af panik, men jeg fik hold på mig selv. Det er dig, det her afhænger af. Du må prøve med den charme, du har. Han stod og spærrede fortovet med sin maskinpistol. I det øjeblik, jeg nåede ham smilede jeg  et stort strålende pigesmil til ham. Med venstre håndløftede jeg maskingeværløbet, dukkede mig under dette med et “bitte”. Han smilede tilbage og lod mig slippe mig forbi.

Den frækhed kunne jeg sagtens tro min moster besad også. Hun fik i hverfald snakket nogle tyskere fra at interessere sig for underboens lejlighed, som hun passede, da ejeren var under jorden.

Min moster til venstre og kusinen Helle til højre på Strøget
Min moster til venstre og kusinen Helle til højre på Strøget ved Helligåndskirken. Bemærk en tysk soldat bag dem

En anden fortæller

Jeg vandrede ind med min barnevogn fra Frederiksberg, det var sådan en Pedigree. Den havde et kæmpemagasin, så der havde jeg alt. hvad det skulle være. En dag vandrede jeg fra Amager til Bispebjerg hospital, hvor jeg skulle aflevere nogle våben. På vejen derud, gik jeg forbi General Motors, hvor tyskerne var posteret udenfor- og der sad min lille søn på nogle pistoler. Det var ikke det store. Det var bare den håndsrænkning, men kunne give dem.

Illustration fra bogen “Kvinder i modstandskampen “Illegal våbentransport”

barnevogn-fra-krigen-bogen-kvinder-i-modstandskampen
barnevogn-fra-krigen-bogen-kvinder-i-modstandskampen

For ikke at vække opmærksomhed kunne de kvindelige kurerer finde på at bede de tyske soldater om hjælp til at slæbe de tunge kufferter ombord eller fra borde på Storebæltsfærgen.

Ingen regnede det for noget, men kvinderne har været uundværlige under krigen også ved at gemme dem, der gik under jorden og at sørge for mad og tøj til dem.

Min moster var utrolig frimodig og selvbevidst på en naturlig måde. Hun har aldrig vist tegn på psykisk besvær efter krigen. Hun havde en robusthed over sig, som ingen i familien ellers havde. Mange af os har været lidt små ængstelige og lidt for lette at ryste desværre.

Ermegaard og L.P i lejheden i Havnegade i Esbjerg under krigen
Ermegaard og L.P i lejheden i Havnegade i Esbjerg under krigen

På sporet af en PMK barnevogn

En svensk dame satte i går et par billeder på af en meget velholdt PMK barnevogn, som jeg gætter på må være fra omkring midt halvtresserne. Kassen tyder på at den kunne være fra først i halvtresserne, men kalechen er mere moderne og giver mindelser om sidste halvdel af halvtresserne. Det var muligt at bestille udstyr efter ønske, hvilket gav et forskelligt indtryk.

 

Desværre har jeg ikke et PMK katalog fra den periode, men jeg kan sammenligne den med andre danske mærker fra den tid. Ejeren Katerina Karlsson har en stor samling barnevogne og jeg fik lov til at anvende billederne.

Det nærmeste jeg kommer på et katalog fra PM Knudsens barnevognsfirma er 1937. Kalecherne havde mange flere folder, hvilket man ikke brugte efter den tid.

DSC_0158-3DSC_0159-2

 

Jeg er desværre i tvivl om, hvilket katalog disse mørke og lyse vogne er fra.

IMG_8917-2
Fra et PMK katalog

 

 

 

Aase-PM Knudsen barnevogn
Jeg beklager det uklare foto. Modellen ligner Katerinas på kalechen og den har også stålkasse

 

Itkin har modeller, der ligner Katerinas vogn

.

 

Her er min Itkin dukkevogn fra ca samme periode fra Itkinmærket

 

 

Den sidste billedeserie er også Itkin dels fra 1950 og dukkevogne fra 1956. FDB har solgt Itkinvogne og måske er Itkinmærket været skjult i den forbindelse.

 

 

 

Her et fif fra Katerinas facebook opslag omkring vedligehold:

Jag har vaxat liggdelen med ett riktigt fint bilvax. Putsat cromet med autosol och skurat däcken med löddrande svinto.

Det sidste er i min opfattelse de bløde ståluldsvampe med sæbe i. Jeg har selv brugt en tyk opløsning af sæbespåner til at vaske slidt gammelt kaleche voksdug med. Det var et mere skrøbeligt kalechemateriale, man brugte under krigen.

 

 

Tvillingerne kom ud første gang i påsken

Denne artikel dedikerer jeg til min gode veninde Dorthe Lohmann. Det er hendes idé, at jeg skulle få denne barnevogn og at tvillingerne skulle prøve at ligge i den. Sidst i februar passede jeg barnebarn i Virum og en morgen kom der besked fra Dorthe, om at en gammel dansk dukkevogn var til salg. Den trængte meget til et godt hjem, men da jeg allerede havde for mange var det udelukket.

Sælgeren var at møde i min barndomsby Herlev, så det endte med at jeg kørte omkring ham med sovende barnebarn i barnestolen og købte vognen. Det var en bidende kold februardag. Jeg måtte ud til Dorthe og vise vognen frem og hun troede på, at den kunne blive sat i stand.

 

This slideshow requires JavaScript.

Den var faldet sammen i ophænget, kalechen var stiv som et brædt og læderstopperne var revnede af tørhed. Mærket er ubestemmeligt, da der intet firmanavn er på. Det er dog tydeligt en krigsmodel, da den er lavet af træ. Indvendigt er den beklædt med voksdug og den har vendestyr, som Dorthe var meget fascineret af som barn. Hvordan sælgeren havde fået lavet et billede af den fremstår i det uvisse. Billedet er fjernet, så jeg kan ikke bevise at den var i værre stand, end han beskrev den. “Et rigtigt håndværkertilbud”. De vogne er så sjældne at finde, fordi de nok gik i arv og tilsidst blev brugt af avisdrenge eller lavet om til sæbekassebil.

Den er nu renoveret så meget, som det lader sig gøre. Det eneste vi mangler er to vellignende metalringe, som kan holde vendestyret på plads. Den har indtaget vores hjerter med al den patina fra en tid, hvor der var mangel på alt.

Læderstropperne er nye og skaffet fra et læderværksted i Herning. Jeg ville gerne have haft dem to milimeter bredere, men det er svært at klage over så lidt.

De originale læderophæng under vognen er smurt mange gange i læderfedt og er derfor meget mørkere, end stropperne. Tværstangen igennem vognen manglede og blev midlertidigt erstattet af en pleksiglasstang fra en persienne og nu erstattet af rigtig jernstang, som fik skåret gevind med et gevindskærersæt.

Henry savede en landmålerstok til som stopper på jernstangen, rettede skærmene og smurte hjulene. To metalknopper fra et cykelhjul er sat på stopper for styret, som var helt skilt fra vognen.

Kalechen er vasket grundligt med skummende sæbespåner og efter tørring smurt mange gange med lys madolie. Det var noget, den syntes om.

Uden Henry var den vogn aldrig blevet genoprettet.

Jeg har fundet et katalog fra Itkin 1940, hvor krigsbarnevognene beskrives med udstyr og vedligehold.

 

Her under billeder med barnevogne fra krigen og halvtredserne

 

I påsken for 67 år siden kom min tvillingebror ud for første gang i min mors tvillingevogn fra 1940erne. Den var købt brugt, så den kunne også godt være fra krigen, men jeg tror den er fra sidst i 1940-erne. Jeg har aldrig kunnet se et firmamærke på min mors vogn.

 

IMG_2156
Påskebillederne findes ikke desværre

 

 

I dag Langfredag, blev de to gamle Armand Marseille “Dream Babies” sat ud i vognen, som tvillinger. Bagefter måtte de tilbage i deres lille kurvevugge og pladsen i vognen blev genindtaget af den kompositiondukke, som ellers har den vogn. Min anden gode veninde Lene Byfoged har været så rar at håndsy dukkernes fine musselinskjoler.

 

 

 

Min Barndoms Fødselsdage

Da jeg var barn var den 13. Januar allerede langt efter jul. I dag er det kort efter. Mine første minder om vores fødselsdage er fra Agerledet 10 i Herlev, som vi flyttede til i sommeren 1954, da vi var tre og et halvt år.

Tulipaner
Tulipaner

Min mor havde altid sørget for at der var nye blomster på spisebordet i køkkenet. Det var enten tulipaner med birkegrene eller gæslinger eller primulaer i friske farver. Det er en tradition, jeg har beholdt selv lige siden. Januar er en mørk tid, hvor blomsterne lyser op. Som barn kunne jeg værdsætte det også, skønt jeg nok ikke satte ord på det desværre. Vores forældre havde ikke mange penge, så det har været luksus at gøre det.

Jeg ved, at jeg engang har været meget tidligt oppe for at se, om der var gaver. Der var mørkt i køkkenet og der var ingen blomster eller gaver. Det var bare at vente til vores mor stod op og det var tidligt, da vores far mødte tidligt på Radiofabrikken M.E.C. på Nørrebro.

Jeg mindes det som meget dejligt at hyggeligt at få gaver på vores fødselsdag. De bedste har nok været en hjemmelavet klapvogn, som var næsten helt autentisk og senere et par rulleskøjter, Filiafarver, bøger til at tegne i, glansbilleder, hjemmesyet dukketøj.

 

 

Følelesen af at gå i skole den morgen var speciel. Jeg oplevede at “hele verdenen” vidste det var min fødselsdag. Der var en særlig glæde i luften. Klasselæreren læste historie for os og det at vi var tvillinger i samme klasse øgede den glade stemning.

Dengang var der mere hvid sne på skolevejen end nu og solen skinnede naturligvis også altid.

På vores fireårs fødselsdag kom børnene fra vejen og det eneste jeg husker var min store undren over at nogle kun ville have margarine på bollerne og andre smør. Jeg kendte ikke selv til så stor en frygt for noget bestemt. Den fødselsdag er der ikke billeder af, men en af gaverne var en rød plastikbørnebøjle og jeg tænkte:

Hvad mon jeg kan bruge den til?

 

 

Ved en senere børnefødselsdag var min far hjemme og lavede en af hans stunts med os. Den hed “Styrmand Karlsen” og alle skulle stå og vente i køkkenet. En blev udvalgt med en lille gruppe tilskuere til at være styrmanden. Han blev lagt på gulvet med en regnfrakke over sig og med et ærme lodret over hovedet. Han blev beordret til kun at sige

“Lad der komme, hvad der vil”!

Det blev svaret på en række spørgsmål til kaptajnen om at opgive skibet. Til sidst blev der smidt vand ned i hovedet på staklen på gulvet til stor fortørnelse for offeret og til glæde for tilskuerne. Vi skulle også tegne halen på en gris med bind for øjnene.

Vi fik hjemmebagte boller med smør og hjemmelavet lagkage med mørk glasur og kagecreme og flødeskum, sodavand og småkager.

Den flotteste dekoration lavede vores far til vores elleve års fødselsdag. Det er jeg heldig at have billeder af. Ved den lejlighed havde Torben og jeg kun få udvalgte gæster hver.

11-års fødselsdag januar 1962
11-års fødselsdag januar 1962

Hele den store klasse kunne aldrig have været til stede på en gang en vinterdag, som det var.

Det jeg var mest glad for at få var små sølv charms til et sølv armbånd. Vi fik fem eller ti kroner af hver gæst og kunne købe en lidt større ting.

Dog havde vi hele klassen til fest, da vi fyldte seksten år i 1967, det sidste år i folkeskolen. Vores forældres soveværelse blev ryddet til dans. Det var ret flot gjort.