Minder om min fars arbejde

De tidligste minder om min fars arbejde var på Tøjmestervej 8, hvor mine første tre år foregik. Jeg kiggede ud af soveværelsesvinduet og så at han kørte en æresrunde for os i gården. I sommer var jeg forbi og jeg er sikker på, at det var en endelejlighed. Nu har karrerne fået andre numre og det virker forvirrende på mig. Vi blev inviteret indenfor af en rar ung mand, der boede der med sin kæreste. Det var både samme lejlighed og alligevel ikke. Stuen vendte dels mod gården og mod gaden. Der var intet soveværelse, men et lille køkken, der lå anderledes end i min erindring. Det kan kun hænge sammen med at visse lejligheder er gjort større og andre mindre. En dag må jeg forhøre mig på Københavns kommune, om de har lavet de lejligheder om. Det kan ikke passe, at jeg husker så forkert. Soveværelset og køkkenet lå modsat stuen og et lille badeværelse lå, som jeg så det hos den unge mand.

Tøjmestervej som jeg husker det fra min tidligste barndom. Foto fra Facebookgruppen Gl.København

Min far var altid på arbejde. Han var på M.E.C. i Thorsgade ikke langt fra Tøjmestervej i Nordvestkvarteret.

Han var kreativ og meget indadvendt og uddannet maskinarbejder og værktøjsmager. Det havde de ikke brug for på Radiofabrikken, så han blev værkfører for 30 damer ved et samlebånd. Arbejdet passede ikke til ham og det tog hårdt på ham. Når damerne blev syge fik de ingen løn og han følte sig tvunget til at skrive deres løn på alligevel. Han sov elendigt og var altfor ung til et lederarbejde uden lederuddannelse. Efter nogle år blev han forfremmet til planlægger og indkøber.

Vi så ham ikke så tit, for da han havde fri har han kørt videre på sin knallert til Herlev, hvor han lavede havearbejde og senere byggede hus på grunden.

Fra bogen “Bella” og de andre radio- og TV fabrikker i Danmark 1925-1975

I de første år i Herlev fra 1954 og frem til begyndelsen af tredserne brugte han sin knallert til transport. Om vinteren havde han sat nogle forede beskyttelseluffer på styret, som han selv havde lavet. En gang væltede han i glat vejr og fortalte os at kun hans hjelm havde reddet hans hoved. Da jeg blev omkring 8 år gik jeg ham i møde i Herlev og kom måske op at sidde på knallerten det sidste stykke hjem.

Den første gang Torben og jeg besøgte ham på arbejdet tog vi først bus til Husum og skiftede til Sporvogn nummer 5 på dens endestation. Vi må have været med mange gange med vores mor, men det at vi nu var alene afsted var skræmmende. Sporvognen var stuvende fuld og vi kunne dårligt se, hvor vi skulle af. På en eller anden måde, må vi have taget mod til os og maset os forbi menneskemængden i sporvognen og kommet ud det rigtige sted på Nørrebrogade kort før Nørrebros Runddel. Derefter var der en gåtur op ad Thorsgade på venstre side tæt på Mimersgade, hvor fabrikken lå. Den ligger der ikke mere idet, der nu er nyere etagesejendomme med lejligheder.

Fra bogen “Bella” og de andre radio- og TV fabrikker i Danmark 1925-1975

Så snart vi kom ind mødtes vi af en ram lugt af metal og olje. Jeg kunne godt lide de lugte. Hvordan vi fandt vores far ved jeg ikke. Jeg ved at vi har set samlebåndet med damerne. Som mindre har jeg leget med drejomskifterne til radioer, som var knapper på metalstænger, som brugtes til skifte kanal på radioerne. Min far brugte dem til sangskjulere, der skulle forestille sputniks eller flyvende tallerkner. Omkring 1962 flyttede fabrikken ud til Ballerup i en helt ny bygning. Det blev derefter lidt lettere for ham at komme på arbejde. Da M.E.C. lavede radiodele til andre fabrikker blev den ikke omtalt meget i bogen desværre.

I femtenårs alderen arbejde vi begge en sommerferie på fabrikken og jeg opdagede, hvor hårdt det var at skulle tidligt op og sent hjem. Jeg kunne intet mere på de dage. Vi mødte før kl 7 og hjem kl 16.30. Jeg pakkede dele ned i kasser til forsendelse og min bror var ved et samlebånd. Jeg glemmer aldrig de damer ved det pakkebord. Én var 17 år og allerede mor, én gik op i at se “The Sound og Music” så ofte det lod sig gøre og den sidste var Jehovas Vidne og sagde ingenting. Det var både hyggeligt og et skrækscenarie på en gang.

Da min far havde fejret 25 års jubilæum blev han fyret for al radiofabrikation var flyttet til Østen. Det blev et chock for ham, men som så ofte blev det et springbræt for ham til noget, hvor han kunne udfolde sine kreative evner. Han var en del år altmuligmand og opfinder på Dansk Vandkvalitets Institut.

Et billede af mig om mine forældre ved en strand i 1962. Fotograf min bror Torben

Min mors fødselsdag 13. Juli

Den 13. juli er altid en særlig dag for mig fyldt med minder om min mor. Hun ville idag være blevet 97 år om hun havde levet. Som årene er gået efter hun døde i efteråret 2008 ser jeg hende for mig som stadig mere frisk og uden sygdom.

 

Hun tænkte altid på os før sig selv og var ufattelig trofast overfor mennesker hun mødte igennem livet. Hun skrev breve og kort til mange hele sit liv.

Her kommer et fødselsdagsbrev fra hendes moster Jenny fra København fra krigen. Min mor blev tyve år og flyttede året efter til København midt i Generalstrejken for at starte på et nyt arbejde på Sydhavnsapoteket som defektrice.

Jennys mor, Emilie var søster til min mormor Asta. Hun var omtalt som en meget anderledes dame, idet hun fandt på at ommøblere eller ligefrem flytte uden at fortælle det til sin mand. Desuden holdt hun af at danse på Bakken.

Kære lille Ruth!                                        København, Øresundsgade 80   10. juli 1943

Til lykke på fødselsdagen, jeg ville have sendt dig nogle cigaretter, men de var ikke til at få, jeg tænkte så, at du muligvis også havde brug for en pencil, da du vel også skriver en del på apoteket. Vi var alle i Cirkus forleden, det var et godt program, dejlig hestedressur, det imponerede mig meget, at se gamle Schumann slå et kraftspring.

Mormor var som sædvanlig på Dyrehavsbakken. Torsdag nu fortæller hun at blev fotograferet til Billedbladet tror hun, det er, hun dansede på scenen med en af de optrædende, nu er jeg jo lidt spændt på at se Billedbladet og se hvad den unge pige nu har bedrevet.

Kærlig hilsen lille Ruth fra os alle

Tante Jenny

Kære Ruth, Hjertelig til lykke på fødselsdagen.

Bitten

Milles fødselsddag 14 juni engang i 1930erne i Faxegade
Milles fødselsddag 14 juni engang i 1930erne i Faxegade. ukendt ung dame, Laura Nielsen f. 1864, ukendt mand, Emilie Mattern f. 1862

Et tilbageblik på Gymnasietiden

Om et par dage mødes nogle af os til 50-års jubilæum på Skovshoved Sejlklub.

Min tvillingebror og jeg boede i Herlev og dengang fandtes der ikke gymnasium i Herlev. Vi måtte tage bussen fra Herlev Hovedgade eller cykle de 8-10 km. Bussen var fuld af cigaretrøg og cykelturen kunne være lidt drøj i kulde og blæsevejr. Vi tog en prøvetur på cykel aftenen før vi skulle møde. Efter Skovlunde passerede vi forbi Løvens Kemiske Fabrik, hvor vores mor havde været sekretær i nogle år og derefter M.E.C., hvor vores far i mange år var ansat som driftsleder på en radiofabrik. Da vi endelig var færdige, var han lidt stolt over, at vi kom forbi med vores studenterhuer. Ellers gik han aldrig op i vores skolegang. Det gjorde derimod vores mor, som selv aldrig havde været i stand til at gennemføre Studenterkursus, som hun deltog i under den sidste krigsvinter i Vendersgade ved det gamle grønttorv. Hun havde fuldtidsarbejde på Sydhavnens apotek og læste om aftenen og om natten og undervisningen foregik om aftenen.

1.G på Ballerup Gymnasium 1967
1.G på Ballerup Gymnasium 1967. 27 elever

Gymnasiet havde en vandrehal, hvor mange sad og røg på klinkegulvet eller på kanten i frikvartererne. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor jeg ofte var meget træt og havde voldsomt hovedpine, men i dag ved jeg, at det indeklima var medårsag. Vi var så forvendte med en knalddygtig lærer fra realskolen, som har givet os en masse indenfor dansk litteratur, latin, historie og kulturhistorie. Desværre fandt jeg aldrig den samme faglige entusiasme hos gymnasielærerne med undtagelse af fransklærer Lykke P.

Jeg var betaget af, at Lykke P allerede den første time hoppede op i vindueskarmen med sin store krop og talte fransk, som om vi forstod det. På en måde gjorde vi det også og for mig, var det den bedste måde at lære sproget på. Hans udtaleregler for fransk tænker jeg altid på, når jeg ser noget skrevet på fransk. Han elskede opera og især Carmen, som er skrevet på fransk. Den gennemgik han med os og mange år senere har jeg fundet at operaer kan være spændende. Han kunne være modbydelig og jeg glemmer aldrig, hvordan han tiltalte en af pigerne. Alle stivnede. Femten år senere i 1985 besøgte jeg Lykke P. og hans kone i deres hyggelige gule rækkehus på Fuglebakken. Hun blev derefter ved med at skrive julekort til mig, hvilket jeg var meget rørt over.

2.G på Ballerup Gymnasium 1968. 20 elever
2.G på Ballerup Gymnasium 1968. 20 elever. Nogle få har været fraværende.

Philip som vi havde til engelsk kunne jeg også lide og det var enormt spændende og voldsomt krævende at dykke ned i Shakespeare og Keats og Shelley. De ting, der fængede mig, har jeg aldrig sluppet, men opsøgt, når der var mulighed for det.

Dansk litteratur var en yderst skuffende oplevelse, da vores lærer virkede til at være mere interesseret i psykoanalyse fra Freud og Jung, end at tage os ind i dansk litteratur. På den Nysproglige linje, som vi gik på havde vi tysk, engelsk, fransk og latin foruden oldtidskundskab, historie, musik/forming dansk og matematik. Gammelsproglig sudentereksamen med græsk, og latin tog man blandt andet på Rødovre Statsskole. Vi gik i skole om lørdagen helt til slut.

Ekskursioner var ikke det bedste jeg vidste og dog har en del af turen til Viborgs Hald Egede gjort et dybt indtryk. Det var ikke udflugterne, dem husker jeg faktisk ikke, med selve stedet og omgivelserne, jeg husker så godt pga. Torbens fotos derfra.

Siden har jeg været der utallige gange på søndagsudflugt, da det ligger mellem Herning, hvor jeg bor og min mands, Henrys arbejde på Foulum ved Tjele. Lige nu står parken nyrenoveret, så det kan føres tilbage til middelalderen. Dengang brugte jeg mere tid på at skrive breve hjem end på at være social. Torben har foreviget det. Jeg var ikke med til de seje fotosessions ude ved borgruinen. Det var dengang ungdomsoprøret var ved at gå mainstream i 1969. Vores latinlærer kom kørende til os i sin lille bil. Det var vi betagede af. Stefan og hans ven Svend kom på motorcykel helt uventet. Det har været en lang tur, da de ikke kunne overnatte.

Det mest latterlige, jeg nogensinde har oplevet var Skippers håndtering af vores geologirapport. Han dikterede det hele den sidste dag. Alle havde så det samme rigtige resultat og han slap for at rette det. Han var for længst stået af ræset.

Nogle få af os og Stefan og Svend Gotfredsen, kaldet Gotfred overraskede sanglærer Saxe en meget tidlig februarmorgen i 1969. Det var hans 60 års fødelsdag. Vi har været der kl 06.30 og han tog det som en mand. Kom op og i tøjet og vi spillede og sang noget ved hans klaver.

Saxes 60 årsdag en meget tidlig morgen
2.G Ballerup Gymnasium 1968. Nogle få af os på besøg hos sanglærer Saxe i Værløse i anledning af hans 60 års fødselsdag

Billeder fra studieturen i 2.G til Hald Egede i Viborg september 1969

En stor hurdle for mig var at komme igennem matematikundervisningen, der endte med afsluttende eksamen i 2.G. Lige meget, hvad jeg spurgte om, så forstod jeg ikke svaret, når det handlede om funktioner. Den unge kvindelige lærer begyndte på den ene tavle og fortsatte på den næste tavle med sine forklaringer. Som tegn på at vi pludseligt skulle være dus med læreren delte hun højttideligt clementiner ud som tegn på den indgåede pagt. Hun var kun 28 år.

Jeg engagerede en privatlærer om lørdagen efter skoletid et sted i Ballerup og heller ikke han kunne lære mig noget særligt. Det gik godt alligevel efter, at jeg selv gik i gang med at repetere dag og nat i dagene op til eksamen. Den afsluttende franskeksamen var på en meget varm tid. Jeg satte mig engang på kajen ved Gammel Strand for at læse op til franskeksamen. Jeg havde hæklet en lyseblå bikini til anledningen. Det gik ikke så godt med at læse der, men jeg tror min eksamen gik acceptabelt. Jeg var oppe i en frygtelig historie om ”Le Bijoux” med udtrykket ”La Travail Grasse”. Noget om et dyrt smykke, som skulle erstattes og for at betale tilbage, måtte hovedpersonen vaske fedtet service op i mange år på en restaurant. Det slutter med at det viste sig at smykket var falskt og værdiløst. Jeg husker, hvor jeg følte at livet kunne være nådesløst barsk. Fransk inspirerede mig så meget, at jeg købte franske digtsamlinger af Verlaine i den franske boghandel efter studentereksamen og tog til Paris og boede privat i et franskt hjem nær Montmatre året efter.

Studenterbilledet juni 1970
Studenterbilledet juni 1970. 23 elever. Mette nåede ikke med på billedet


Efterskrift

Jeg havde gået i klasse med min tvillingebror fra 1958- 1970 og opdagede på den hårde måde i min uddannelse til sygeplejerske, at jeg var vant til, at han tog sig af, om vi hvad vi havde for og i hvilket lokale vi skulle være. Var han en sjælden gang syg måtte han sikkert finde ud af tingene via andre end mig. Det tog mig nogle år at blive klar over, at jeg selv måtte tage alle funktioner for at klare opgaverne.

i 1993 fik jeg brug for at finde det gamle studentereksamensbevis frem, idet, jeg læste russisk et par år på Slaviska Institutet i Uppsala. Uden latin var jeg ikke kommet ind.

 

 

Min mors brev til sin mor juli 1959

Kære Mor!                                                                     Mandag formiddag 27-7-59

 

Jeg sidder i det lille bondehus, men Inge pusler med sin dukke og Aage og Torben er ude at proviantere.

Der er langt til butikken. Den nærmeste er en brugsforening 3 km herfra. Der er også en bager. Mælkemanden traf vi aftale med i går, da vi var ude at gå aftentur, da kom han hen til os og spurgte, om det ikke var os, der boede hos Lunow’s. Han kører mælk til mejerierne for bønderne, så det er jo en ekstra ulejlighed for ham at tage vore flaske med. Men alle mennesker er så rare hernede.

For at begynde med begyndelsen, så håber jeg, at du kom godt hjem fra Tivoli. Det var vist lige ved at være for meget for os alle med Pantomimen. Hvor var vi dog trætte, jeg var i hvert fald træt hele næste dag. Jeg ringede til dig fredag eftermiddag, da var der optaget. Så ringede jeg fredag aften, men da var du ikke hjemme. Kurvekufferten blev hentet fredag eftermiddag, og den stod her ved sommerhuset, da vi kom. Jeg vågnede kl. 4 lørdag morgen og sov ikke mere. Vækkeuret ringede kl 5.20 og så gik det i susende fart med at komme i tøjet og få de sidste småting med. Noget af det var spændt på cyklerne i forvejen. Kl. 6-30 startede vi og ankom i god tid til Valby St. Det var en behagelig bus næsten som at sidde i en flyver, og hvor var det en smuk tur. Vi kørte ad mindre befærdede veje, uden om Køge og Præstø. I Rønnede standsede bussen et kvarter, og vi fik os en banan.

Men hvor er man underlig i hovedet, når man ikke har sovet længere end til kl. 4. Her kniber det også lidt for mig med at sove, men de andre har da sover godt, især i nat.

I Stege stod vi af og gik ind i Lunows forretning, som er en pelsvareforretning, men om sommeren er det finere trikotage. Vi fik nøglerne og forklaring på at finde derud. Men vi trængte til en opstrammer, og tog derfra ind in ”Højers Cafe” og fik the, kaffe og Coco-cola samt ostemadder. Hvor er der smukt alle vegne og vi møder ikke mange turister. Huset her er bygget i vinkel, med to lejligheder. Lunows bor selv i den ene ende, men er her kun om aftenen og weekenden. De er ualmindelig rare. Det er et gult hus med stråtag. Her er elektrisk lys og pumpen står lige ude i gården. Det varede lidt, før jeg vænnede mig til det med spandene og pumpen, man er jo meget forvænt.

 

Stranden ligger 5 min gang herfra og er dejlig fredelig. Der er en del sten i strandkanten, men ellers er der fin sandbund. Det er lige noget for børnene. De kan nu bedst lide det lave vand. Her er en have på størrelse med vor egen, som vi kan være i, men i alt har de 3 tdr. land med frugttræer og ind imellem har en bondemand sået korn. Desuden har de et strandhus, hvor noget af deres familie bor. Efter middagshvilen i går startede vi mod Møens Klint. Men vi kørte en hel del forkert, og til sidst vidste vi hverken ud eller ind, da der var nogle misvisende skilte, det viste sig at være på grund af bomafgiften, som bilerne betaler for at komme ud til klinten, men jeg synes, det er hårdt nok for os stakkels cyklister, når skiltene ligefrem holder os for nar. Men hvor var det skønt. Vi så gården Klintholm og cyklede igennem skoven ud til Storeklint. Her var vel nok liv, men det er jo heller ingen sag for en bil at tage de høje bakker. Vi fik en bid brød og lidt at drikke, og så gik vi ned ad de 500 trin til stranden, hvor vi badede efter at have hvilet os lidt. Klinten så imponerende ud her nede fra vandet. Så gik vi atter op og fortsatte til ”Dronningestolen”. Da vi kom ned, fik vi en pølse og så begav vi os på hjemturen. Denne gang kørte vi den lige vej mod Stege og nu tog turen kun 1 time. Det var jo også nedad bakke meget af vejen. Jeg skal love for, at maden smagte os, da vi kom hjem.

 

Nu gider du sikkert ikke læse mere. Hav det rigtig godt foreløbig og hils, hvor du kommer frem. Det er herligt at gå i vandet 3 gange om dagen.

Kærlig hilsen fra os alle fire.

Ruth


Sjovt nok har jeg ingen erindring om, at have fået noget på café på de første barndomsferier. Men brevet her mindede mig om, den store lyse kurvekuffert, som har stået i vores krybekælder. At den har været med på tur er helt utroligt at tænke sig. Den var temmelig stor og må været solgt eller givet væk kort efter denne ferie. Vi var 8 1/2 år og turen på cykel til Valby står nogenlunde klart for mig, dog kun den ene vej. Jeg har skrevet om de to ferier på Møn i en tidligere blogartikel.

Min far har været på Møn på spejdertur som 16 årig i 1937. Herfra stammer billedet med sne på. Porten gjorde et stort indtryk på mig dengang vi ankom en varm sommerdag i 1959.

Stege byport. Påsken 1937
Stege byport. Påsken 1937. Fra en tur min far var på med spejderne

 

Min tidligste erindring om ferie

Min tidligste erindring om ferie

Ingen forberedelse på, hvad der skulle ske. Pludselig var vi der bare. Det første sted var Holbæk på Marthavej 5, hos min morfar og mormor. Vores forældre har sikkert skulle noget ellers var det flytningen fra Bispebjerg til Herlev, der forårsagede et behov for pasning over flere dage. Det er sandsynligt, fordi den overgang husker jeg slet ikke. Pludselig var vi flyttet og min tvillingebror og jeg var 3 ½ år i 1954.

Jeg oplevede ikke savn eller frygt, så vi har følt os meget trygge hos vores morforældre. Vi vågnede i deres soveværelse og vi fik en kop med kogt vand med en sukkerknald med det samme på sengen. Det har været et ritual, de har haft og som jeg ikke følte var det mindste mærkeligt.

De gav os havregryn med mælk i små lerskåle dekoreret med noder rundt om og med motiver af spillemænd i bunden. Mange år senere fandt vi det lertøj på Holbæk museum, idet der har været en keramikfabrik i Holbæk, der lavde det.

Keramik set på Holbæk museum
Keramik set på Holbæk museum. Det samme stel, som havde min mormor havde.

Vi har gået hen ad Marthavej, som forekom mig at en grusvej, med morfar til hans kolonihave et stykke fra. På vejen fik vi et halvt maltbolche fra en lille flad metalæske, han havde i lommen. Vi har sikkert fået lov til at plukke jordbær på det stykke land. Jeg har hørt så mange gange at min mor som lille gav mælkekudskens hest en gulerod. Hun blev bidt, da hesten af en fejl fik fat i hendes fingre. Jeg så det for mig, så jeg næsten har været tilstede. Jeg er dog ret sikker på, at der også kom mælk på hestevogn i min tidlige barndom på besøg i Holbæk.

Små børn lægger mærke til forskellige måder, at gøre ting på. Vi var på besøg hos nabokonen og hun gav os æblestykker. Vi var vant til at de var skrællede og skåret ud i både. Jeg tror vi fik nogle stykker med skræl og kernehus. Hvad skulle vi mon gøre ved dem. Det lykkedes os at spise dem.

Soveværelset på første sal.

En stejl trappe med en glat maghohniknop forneden førte derop. Min mor og hendes tre søskende har delt et stort loftværelse med skrå vægge. En gyselig børnebog i lærred står  levende for mig. “Den Store Bastian”. Den skulle have til formål at forskrække børn mod dovenskab, sliksyge, kræsenhed og meget andet. Var man kræsen døde man af sult, slikkede man af fadet fik man en kronisk rød næse.

Den Store Bastian
“Den store Bastian” fra den Fynske Landskab

I haven havde de en gammel gyngehest, som min mor og hendes søskende havde brugt. Den var meget slidt og forfalden. Vi hyggede os med at putte stikkelsbær ind i rumpen på den. Vi har ingen billeder fra dengang, men fra vores første besøg i sommeren 1951.

 

Næste sted var hos vores faster Else og onkel Poul i deres lille kolonihavehus i Dragør. Niels-Erik kaldet Niller var yngre end os og var der også. Heller ikke der var der en forberedelse eller overgang. Det var en varm sommer og vi var i vandet en eller to gange om dagen. Desuden fik vi IS to gange på en dag. Det var en uhørt for os. Selv dengang i femårsalderen følte jeg, at det var for meget frås. Når jeg skulle have den våde badedragt af og have tøjet på igen rystede min faster ikke mine underbukser særligt grundigt. Jeg vidste, at min mor ville have været meget mere omhyggelig for at undgå, at jeg fik sand i bukserne. ”Pyt med det” grinede min faster. Jeg synes det var lidt slemt, men var lidt magtesløs overfor at få det gjort mere grundigt, som min mor ville have gjort det. Der findes ikke billeder fra den anledning, men til gengæld er de fotograferede hos os i 1953 året inden, vi byggede vores hus på samme grund i Herlev. Vores kolonihavehus ligner deres i Dragør.

Fra et brev fra min mor til hendes indlagte far i juli 1957

Inge og Torben havde jo også haft det dejligt, da de var i Dragør. De holder vældig meget af at bade, især da når vandet er godt lunkent, og det var det i de dage. Til gengæld fik de lov til at gå let hen over deres daglige rengøring i sommerhuset, og det nød de skam også.

Min far var fra Amager og i hans barndom og ungdom havde familien også et kolonihavehus på Amager. Der blev dyrket en masse grøntsager til at supplere husholdningsbudgettet med under krigen.

Min faster Else har ofte fortalt senere, hvordan hun og Poul måtte vende sig væk og passe på ikke at eksplodere af latter, fordi da vi skulle i seng, ville vi have en særlig godnatsang:

“Jeg er træt og går til ro”

”Fader se med kærlighed til vort ringe leje ned!”

Hvad vi ikke vidste, var at de ikke havde ekstra madrasser, men havde lagt en masse gamle vinterfrakker og tæpper som madras på stuegulvet bag et spisebord.

Vi var helt sikkert glade for at være der. Hvordan vi kom dertil og hjem igen, har jeg ingen erindring om. Senere i min barndom blev det værre for mig at komme hjemmefra. Forklaringen på det står nederst i brevet fra min mor til hendes forældre.  Se evt. artiklen om min første sommerlejr.

I et andet brev fra den 22. juli 1957 skriver min mor til min syge morfar om, hvordan de blev mødt af os, da de kom hjem fra et besøg i Holbæk. Min morfar døde to måneder efter.

Tak for sidst. Vi havde en god tur hjem, omend vi blev lidt ømme bag i tilsidst. Vi var hjemme kl. 21.15, så turen tog altså 4 timer og 25 min. De 25 min. var hvilepauser. Børnene stormede os i møde ned ad havegangen. Det første Inge sagde var: ”Vi fik is to gange om dagen”. Faster Else har været meget god mod dem og det samme har fru Eskjær, som jo passede børnene fra lørdag formiddag til vi kom hjem. Hr. Eskjær og Ole hentede dem ”under uret” på Hovedbanegården med motorcyklen. Hos fru Eskjær havde de fået øllebrød og pandekager, to af deres livretter.

På udflugt med vores lærer i første klasse

Min tvillingebror startede i første klasse den 12.august 1958. Vi havde ventet længe på det store øjeblik og var meget parate. Vi var 7 1/2 år. 0. klasse var endnu ikke opfundet. Det havde taget noget af forventningen væk fra os, om vi havde gået i en sådan.

Skolebillede fra Borgerdigeskolen foråret 1959
Skolebillede fra Borgerdigeskolen foråret 1959

Jeg var ikke klar over at vi skulle på udflugt med klassen. Den første var til anlægget bag gadekæret og ved siden af kirkegården i det centrale Herlev ved Bygaden og Torvet. Målet for udflugten var den nyligt indviede glasserede skulpur med børn, der vokser op af jorden som en slags hyacint. Herlev var “Barnevognenes By” og anledningen var 50 års jubilæet for Herlev kommune.

Olaf Stæhr-Nielsen Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum

Olaf Stæhr-Nielsen. Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen. Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum

Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen. Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum

Olaf Stæhr-Nielsen  "Monolit"
Olaf Stæhr-Nielsen “Monolit”

Vi har været der med vores mor, så jeg husker, at jeg ikke forstod, hvorfor det var så vigtigt at vi gik derned i skoletiden. Jeg mindes ikke at vi fik nogen forklaring på skulpturen. Bare at vi så den og gik tilbage til Borgerdigeskolen.

I dag værdsætter jeg skønheden i børnefigurerne med de glasserede blomster eller blade over dem. Min tvillingebror var så venlig at køre til stedet og fotografere statuen her i marts 2020 nu 61 år senere.

Barnevogne foran HB i Herlev
Barnevogne foran HB i Herlev

Vi havde Frk. Bøegh i første og anden klasse. I den periode tog hun os en vinterdag til Dyrehaven til en stor kælkebakke og en anden gang til National Museet i Stormgade. Vi gik rundt og ledte efter indgangen. Dengang gik man ind i en lukket gård overfor Christiansborg. Efter at have set udstillingen i meget færre bygninger end i dag, spiste vi vores lunkne madpakke i en garderobe beregnet for skolebørn.

Udstillingen var den gammeldagse med vitriner op ad alle vægge fyldt med rarieteter. Måske gjorde Solvognen et indtryk på mig.

Efter 2. klasse rejste Frk Bøegh desværre tilbage til Sønderjylland, hvor hun havde fået arbejde. Hun var en god lærerinde, som var både mild og havde en naturlig autoritet over sig.


Jeg værdsatte mest at være i klassen og øve håndskrift og at læse og skrive. Men de få udflugter vi havde har sat sig fast.

Historien om de to små mus

Vi bor i et Pippi Langstrømpehus med altan et område, der hedder Engbjerg; faktisk det længste sted, jeg nogensinde har boet. Vi har sjældent opdaget at vi måske havde nogle mus i garagen, men vi har dog set, at der var blevet spist af fuglefrøene, der var opbevaret der.

En solopgang i marts
En solopgang i marts

Ud for vores køkkenvindue ser vi, hvordan fuglene tømmer vores foderbræt lige så hurtigt, som vi fylder det med solsikkefrø og fedt. Ved siden af i en tynd kæde hænger en metalbeholder med jordnødder. De mest adrætte fugle som blåmejser og musvitter kan nemt holde balancen og hente jordnødderne, mens beholderen svinger i luften. Bogfingerne og grønirisk har det bedst med at gå rundt på jorden og samle de tabte solsikkefrø op. Desværre er det svært at tage billeder af det. Tak derfor til fotograf Jesper Høyer-Nielsen for det skønne foto af musen, der læner sig op af det hule træ.

En anden forårshistorie er Fuglesang og hinkesten 

Foto venligst udlånt fra Jesper Høyer-Nielsen
Foto venligst udlånt fra Jesper Høyer-Nielsen

En dag opdager vi en lille brun mus pile op af sit hul i jorden og dels sidde bomstille med runde sorte øjne og dels fare rundt efter tabte fuglefrø på jorden. Sandelig om ikke en magen til kom fra et andet hul og gjorde helt som den anden. De blev mere og mere dristige.

Her ses den lille brune mus i sit hul i vores have
Her ses den lille brune mus i sit hul i vores have

Et af musehullerne under fuglebrætterne
Et af musehullerne under fuglebrætterne

En ad gangen, det var aldrig til at se hvilken det var, krøb de op ad den glatte metalstang og prøvede at komme op på selve foderbrættet. Det lykkedes dog ikke, for flyve kan de ikke. Frem for at give op, har vi set dem kaste sig fra stangen i et hop og lande på jordnøddebeholderen og så forsøge at gnave sig ind på en jordnød.

fuglebrætterne og jordnøddebeholderen. Fuglene har igen spist op
Fuglebrætterne og jordnøddebeholderen. Fuglene har igen spist op

Fuglene er ikke bange for dem, og de er ikke bange for fuglene heller. Alle forsvinder, når vi kommer ud, men står vi helt stille, kan det ske at musene kommer ud og ordner det de skal.

Latyrus i haven
Latyrus i haven en sommerdag

En tur til Herlev i 2020

Et opslag om en udstilling på Herlev bibliotek om Bymidten før Punkt1 blev til omkring 1971 fik mig til at prioritere et besøg. For engangs skyld tog jeg dertil med S-tog og genoplevede, derfor barndommens minder ved at gå fra stationen på til Herlev centrum. Meget er forandret, men mange boligkarréer, som der som dengang.

I barndommen var Bygaden langt hyggeligere, da Punkt 1 i min mening er en hæslig betonklump, som har skæmmet byen siden den blev opført. På et tidspunkt har den skiftet navn til Herlev Bymidte Butikscenter. De der har stået for bystyret har aldrig tænkt over, om det nye skulle virke harmonisk sammen.

Desværre var der ikke mange gamle billeder fra mine erindringer fra tidlig barndom. I min forrige artikel om Gamle Herlev findes nogle billeder fra samme områder i midtbyen. Jeg savner ét af en slagter, der lå først i Bygaden. De sorte oksehoveder ved siden af skiltet over forretningen gjorde et dybt indtryk, dengang i fire-fem års alderen. Jeg tror den blev revet ned, da man opførte HB den første brugsforening med selvbetjening i Herlev. Jeg har også et minde om en fiskeforretning og en osteforretning lige i samme område. Den sidste havde koldt vand løbende ned ad vinduet og fiskene lå på knust is. På hjørnet overfor biografen lå Bikuben. Der satte vi lidt sparepenge ind og havde sparemærker. Jeg husker ikke helt, hvad de sparemærker gik ud på.

Der lå en række murermestervillaer hele vejen langs Bygaden og til Ringvejen. De er desværre alle væk for mange år siden og jeg har aldrig set billeder af dem. Jeg ved, at jeg engang imellem fik lov at hente min far på knallert, når han kom fra Thorsgade på det ydre Nørrebro. Jeg gik langs med de villaer forbi Herlev Skole og mødte ham et sted. Sad jeg mon på knallerten på vej hjem?

Helt sikkert kom jeg forbi Vestergården på den strækning. Jeg har mange minder om stilheden og lugten i lægeventeværelset og fra ismejeriet overfor lægen. I det lokale var min mor til fodterapeut få dage før hun døde i oktober 2008.

This slideshow requires JavaScript.

Lejligheder i Hollywoodbygningen i Herlev
Lejligheder i Hollywoodbygningen i Herlev

Mellem Ringvejen og Herlev kirke ligger de skønneste karréer. Den del af dem, der ligger øverst mod Punkt 1 hedder Hollywood. Det ligner sig selv fra min barndom. Dog er forretningerne ucharmerende, men fungerer dog. I min artikel om at købe ind er de  minder beskrevet.

This slideshow requires JavaScript.

 

Billeder fra min barndomsby Herlev

Postkort fra Ringvejskrydset og Herlev Hovedgade fra først i 50-erne
Postkort fra Ringvejskrydset og Herlev Hovedgade fra først i 50-erne

Jeg kan ikke lade være med at samle billeder fra barndommens Herlev. Bygaden var dengang anderledes charmerende end fra ca 1970, hvor betonklodsen Punkt 1 blev bygget som et forretningscenter i slutningen af Bygaden mod Hovedgaden eller Frederikssundsvej.

Dengang vi boede der fra 1952 til jeg flyttede hjemmefra i 1970 tog vi ikke billeder i byen. Alle disse billeder er fra Herlev Lokalarkiv, som heldigvis har sørget for at gemme dem. I marts 2020 vises en udstilling på Herlev Bibliotek med netop billeder fra en fjern tid.

Fra Stationen. S-togsturen tog ca. 25 minutter til Københavns centrum.

Det tog os ca tyve minutter at gå fra barndomshjemmet på Agerledet til stationen. Der var ingen god busforbindelse til stationen, så vi gik. Det var en lang tur for små ben. Jeg brugte senere nogle af mine fødselsdagspenge på charms til mit sølvarmbånd i Helmers Guld og Sølv, som lå mellem disse forretninger tæt på stationen.

Herlev Bygade møder Herlev Hovedgade

Jeg er glad for at der findes billeder af Schous Sæbehus. Duften var intens og der blev købt noget der en sjælden gang og særligt til jul. Den lille blomsterforretning blev også kun besøgt til jul af vores familie. Barnevognen er et pragteksemplar fra halvtredserne.

Flere billeder fra Hovedgaden i retning mod Skovlunde og Ballerup

Jarpmark Skobutik i Herlev på Hovedgaden i nye lokaler.  Foto Herlev Lokalarkiv
Jarpmark Skobutik i Herlev på Hovedgaden i nye lokaler. Foto Herlev Lokalarkiv

Skoæskerne stod fra gulv til loft og lokalet duftede af læder. Vi fik sko, der var for store fra nye af og de var derfor svære at gå i. Damen kunne ligne min mor, men hun gik aldrig med barnevogn, da kun kun fik os tvillinger. Vognen er en Scandia fra slut 1950’erne, der kunne klappes sammen og lægges i en bil. Itkin havde en tilsvarende allerede i 1950.

På den anden side af hovedgaden lå en række små forretninger, som vores mor ofte handlede i. De var ikke så langt fra, hvor vi boede og lå i en række beboelsesejendomme. Den sidste var en boghandel, der var propfuld ved juletid. Hos Farmaceuten, en forløber for Matas var en mand ansat med en kunstig arm.

De 7 eller 8 små forretninger. Foto Herlev Lokalarkiv
De 7 eller 8 små forretninger. Foto Herlev Lokalarkiv

Optog til fordel for en årlig indsamling til fordel for børn
Optog til fordel for en årlig indsamling til fordel for børn. Foto Herlev Lokal arkiv

 

Fra Bygaden og Herlev Torv

This slideshow requires JavaScript.

På vaskeriet fik vi af og til vasket en såkaldt “våd vask”. Vi hængte det til tørre derhjemme. Plejehjemmet var et af mine første rigtige arbejdssteder, hvor jeg tjente penge til min Englandsrejse efter studentereksamen. Vinde Nøglegarn forretningen har en særlig plads i mit hjerte, da de engang havde en udstilling med små Rosenbuddukker i strikket vintertøj. Legetøjsforretningen så vi kun i korte øjeblikke for at købe glansbilleder eller hønseringe. Børnebiblioteket åbnede en hel ny verden op for mig med bøger som Pippi Langstrømpe, Bulderbybørnene og Laura bøgerne.

Ringvejen og Posthuset og Kilometerhusene

Da posthuset og Komunekontoret blev bygget var der rigeligt plads til det hele. Sygesikringen betalte man i en villa ved Tornerosevej/Hovedgaden. Da jeg om sommeren arbejdede på plejehjemmet i 1969 og 70 gik jeg efter arbejdstid ned til Ringvejen og afleverede nogle brune kuverter på kommunekontoret. Klientellet var meget forskelligt. Nogle få var fuldstændigt selvhjulpne 60-årige, der bare havde et værelse og andre var fuldstændigt umælende og hjælpeløse i deres senge eller lænestole.

De mange lejligheder på billedet til højre skulle rumme nogle af de mange børnefamilier i “Barnevognenes By”

Plejehjemmet, Biografen og Irma overfor kirken

Jeg var med til at indvie Irma i ca 1958. Vi piger fik en hula hop ring. Det var flot. Vi samlede små plastikstumper af en elefant i en kuglekæde. De lå i kaffepakkerne. Det var ret svært, men vi lærte at gøre det hurtigt til sidst. Der var bedre plads i butikken end i HB på torvet, hvor man gik ind en vej rundt om en hylde og tilbage til kassen ad en anden vej i en u-form.

Jul i Herlev

Tak til Herlev Lokalarkiv for lån af billederne

Barndomsbilleder fra min mors album og Frk Prips danseskole i Holbæk

Som barn var jeg fascineret af min mors barndomsbilleder. Jeg hørte om, hvor mange veninder hun og hendes søskende legede med i 1920erne og 1930erne i provinsbyen Holbæk. Min tvillingebror og jeg var kun to og dengang, var der ikke så mange legekammerater lige omkring os.

Indbydelser og fødselsdagskort fra veninder
Indbydelser og fødselsdagskort fra veninder

Fotografi fra et atelier ca 1929
Fotografi fra et atelier ca 1929

Ruth og Eva yderst til højre med to legekammerater fra Ringstedvej nr 17 ca 1926. Min mor var lige faldet ned i skakten inden billedet blev taget.
Ruth og Eva yderst til højre med to legekammerater fra Ringstedvej nr 17 ca 1926. Min mor var lige faldet ned i skakten inden billedet blev taget.


 

En skrækhistorie var at hun hele vinteren havde øvet danseprogrammet med sin søster Eva på danseskolen. Da dagen for afdansningsballet oprandt, blev hun meget syg med høj feber og måtte blive hjemme. Heldigvis har vi flere billeder med de fineste kjoler taget i haven i Holbæk eller foran huset på varme sommerdage. Desværre kan jeg ikke finde hendes egen beretning om dette, men hendes far omtaler en situation ved et andet bal.

Danseskoleprogram årgang 1935
Danseskoleprogram årgang 1935 og indgangsbillet 1933 og 1935

Min morfar Emry skriver kort om en episode fra et afdansningsbal:

Fra en sang på Ruths ti års fødselsdag:

Og hun danser, og hun sanser hverken kvalme eller sligt. Krinoline, mavepine- man gøre må sin pligt.

Den sidste linje sigter til afdansningsballet hos frk. Prip, hvor Ruth trods kvalme gennemførte sin del af et stort danseshow til melodien “An der schönen blauen Donau”.

Fra min mors dagbog 1932, hvor hun er knapt 9 år gammel:

Den 19. Marts: Gudrun Prips Danseskole i Holbæk 1932.:

Først dansede vi Polonaise og derefter Polka. Skaters, Vals, Quickstep, Slave foxtrot, Tango, Gavotte, Tyrolervals, Træk af Bournonville Skolen. Brudevals af et Folkesagn. Svensk Maskerade Skumring, Siciliansk Fiskedans, Blomsterne hviske, Kæde Rhinlænderpolka. Japan Kotillon og bagefter bal.

Ruth til venstre og Eva til højre med dansekjoler og sko
Ruth til venstre og Eva til højre med dansekjoler og sko

Ruth til venstre og Eva til højre med dansekjoler og sko
Ruth til venstre og Eva til højre med tyllskørter og dansesko

Ruth, Asta, William og Eva foran Mathavej 5 en varm sommerdag
Ruth, Asta, William og Eva foran Mathavej 5 en varm sommerdag

Min mors poesibog 1933
Min mors poesibog 1933

 

Min mormor Asta fra Nyboder kendte en dygtig syerske fra sit barndomshjem. Frk. Ejby kom en gang imellem og syede de fine dansekjoler og de almindelige vinter- og sommerkjoler. Mange ville være højeste mode idag.

Huset på Marthavej 5 med Frk. Ejby og børnene foran huset
Huset på Marthavej 5 med Frk. Ejby og børnene foran huset

familien samlet på trappen da huset var nyt. Ca 1930
familien samlet på trappen da huset var nyt. Ca 1930 Min mor Ruth til venstre med

 

Lidt mere fra huset på Mathavej, da det var nyt.