Min moster var kurér under krigen

Det var ikke noget, der blev talt om under hendes lange liv eller i familien efter krigen, men ved et tilfælde fik vi det at vide.

Min moster var ældst af mine mors søskende. Hun har oplevet mere end de fleste. Hun blev adopteret et par døgn gammel af min morfar Emry og hans første kone Anna i 1915. De havde været gift længe og de kunne ikke få børn. Ermegaard kom min moster til at hedde, fordi det på den tid var moderne at læse romantisk litteratur med navne fra vikingetiden. Men trods det anderledes navn var Ermegaard ukuelig. Hendes nye mor døde af den spanske syge i 1918. Ermegaard havde endda fået en lillebror i 1916, som døde få dage gammel. Det viste sig at hendes mor Anna havde dårlige nyrer, hvilket var farligt i forbindelse med graviditet og derudover den spanske syge, som slog så mange ihjel dengang.

 

 

 

Min morfar stod alene med en godt treårig og var selv nervøs og bange for at dø af dårligt hjerte. Han tog til en hjertespecialist i København, som sagde at han da ikke fejlede noget, men nok var overanstrengt. Min morfar blev så glad at han kontaktede min mormor Asta i København. Han havde annonceret efter en husbestyrinde med henblik på ægteskab og gik med Astas kønne billede i lommen. Hun havde været ærlig og skrevet at hun ikke havde lært at lave mad, men ville lære det. Det havde holdt ham tilbage, men efter at have ansat en, der både var kedelig og lavede ligeså kedelig mad fik han ringet til grossistfirmaet på Købmagergade, hvor min mormor Asta arbejdede dengang og aftalt et møde med hende ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen.

Dragefontænen fra før 1923
Dragefontænen fra før 1923

Det blev et meget vellykket møde og jeg tror, at de hurtigt blev stormende forelskede. Ermegaard fik sin tredje mor på fire år, men blev altid behandlet godt af min mormor, der var så bange for at gøre forskel på børnene. Ermegaard var en meget smuk pige med lange fletninger og et charmerende smil på alle billeder hele livet igennem.

Ermegaards klasse på Centralskolen i Holbæk
Ermegaard nr 6 fra venstre bagerst fra Centralskolen i Holbæk
Ermegaard med sine søskende 1929
Ermegaard bag sine tre mindre søskende på Marthavej 5 Holbæk 1929

 

Fletningerne blev ofret i tredverne, hvor hun mødte sin mand. Hun blev uddannet på Købmandskolen i København i kontorfag. Under krigen boede de i Esbjerg, langt fra barndomshjemmet i Holbæk. De har ikke været meget hjemme på besøg, da vejen på tog var både lang og farlig.

Image066-3

 

Et par år før hun døde i 2009 besøgte vi hende i Aalborg, hvor vi fik at vide, at hun havde været kurér. Det var ikke noget hun selv lagde meget vægt på. Hun ville hellere snakke om mange andre ting, så derfor er det så lidt vi ved.

Men det har været dødsens farligt. Blev de opdaget af tyskerne ved at blive stukket eller ved ved at en frihedskæmper kom til at snakke over sig var det slut. Hendes mand var meget involveret i spejderbevægelsen og der igennem har der været et netværk at folk, der stolede på hinanden og på den måde har hun fået opgaver med at gå med meddelser til andre modstandsfolk både på egnen og helt i København. De der var i modstandsbevægelsen blev vant til at man ikke kunne snakke om det og de fleste holdt tingene hemmelige resten af livet og lagde det i et hemmeligt sted i bevidstheden. Det har også været svært at tale om det, fordi de ikke måtte kende til de andres funktioner eller navne af sikkerhedsmæssige grunde. Ingen havde overblik over ret meget.

Min mor Ruth skriver i et erindringsark at Ermegaard engang tog helt fra Esbjerg til Dyrehaven i København for at aflevere en vigtig meddelse til en ven, Heister, som var med i modstandsbevægelsen. Det lykkedes, men han blev senere taget til fange og overlevede bombardementet i Shellhuset i marts 1945. Dog havde han varige mén efter at have faldet ned fra etagen, fangerne var på. Desuden fik hun afværvet Gestapos udspørgen om en tom lejlighed i Esbjerg, som hun passede for en frihedskæmper, der var gået under jorden.

I en bog “kvinder i modstandskampen” af Nina Bisgaard har jeg læst nogle beretninger om kurertjenesten. Det er en bog fra 1986. Der beskrives det at kvinderne hjalp til med alt forefaldende arbejde inden for modstandskampen. De holdt det hele kørende. Sørgede for mad og omsorg til de aktive modstandsmænd og hjalp med transport af hemmeligt materiale. De kørte det i barnevogne lige for næsen af tyskerne og hippofolk. Det kunne sagtens være våben som maskinpistoler og ammunition, hemmelige koder, blade og instruktioner, falske identitetskort, stempler mm.

Kvinder blev ikke regnet for noget af tyskerne, så de kunne som regel passere forbi vejspærringer og razzier. En Musse Hartig fortæller i bogen, at hun havde været i en lejlighed for at hente stempler og papirer til falske identitetspairer, træder ud af huset og løber ind i en razzia

Tasken med de kompromitterende pairer hang og dinglede skødesløst i min højre hånd, mens jeg stift som en dukke bevægede mig hen mod en modbydeligt tamp af en SS soldat, der stod og spærrede fortovet lige overfor Dr.Tværgade. Han var en høj og modbydelgt udseende fyr, og han skævede ud ad øjenkrogene, da jeg nærmede mig. Det var en uhyggelig fornemmelse, men jeg var klar over, at jeg måtte blive ved med at gå fremad, ikke noget med at løbe, og jeg måtte handle på en eller anden måde. Jeg skulle ud af det her. Lige før jeg nåede til ham, var jeg ved at blive grebet af panik, men jeg fik hold på mig selv. Det er dig, det her afhænger af. Du må prøve med den charme, du har. Han stod og spærrede fortovet med sin maskinpistol. I det øjeblik, jeg nåede ham smilede jeg  et stort strålende pigesmil til ham. Med venstre håndløftede jeg maskingeværløbet, dukkede mig under dette med et “bitte”. Han smilede tilbage og lod mig slippe mig forbi.

Den frækhed kunne jeg sagtens tro min moster besad også. Hun fik i hverfald snakket nogle tyskere fra at interessere sig for underboens lejlighed, som hun passede, da ejeren var under jorden.

Min moster til venstre og kusinen Helle til højre på Strøget
Min moster til venstre og kusinen Helle til højre på Strøget ved Helligåndskirken. Bemærk en tysk soldat bag dem

En anden fortæller

Jeg vandrede ind med min barnevogn fra Frederiksberg, det var sådan en Pedigree. Den havde et kæmpemagasin, så der havde jeg alt. hvad det skulle være. En dag vandrede jeg fra Amager til Bispebjerg hospital, hvor jeg skulle aflevere nogle våben. På vejen derud, gik jeg forbi General Motors, hvor tyskerne var posteret udenfor- og der sad min lille søn på nogle pistoler. Det var ikke det store. Det var bare den håndsrænkning, men kunne give dem.

Illustration fra bogen “Kvinder i modstandskampen “Illegal våbentransport”

barnevogn-fra-krigen-bogen-kvinder-i-modstandskampen
barnevogn-fra-krigen-bogen-kvinder-i-modstandskampen

For ikke at vække opmærksomhed kunne de kvindelige kurerer finde på at bede de tyske soldater om hjælp til at slæbe de tunge kufferter ombord eller fra borde på Storebæltsfærgen.

Ingen regnede det for noget, men kvinderne har været uundværlige under krigen også ved at gemme dem, der gik under jorden og at sørge for mad og tøj til dem.

Min moster var utrolig frimodig og selvbevidst på en naturlig måde. Hun har aldrig vist tegn på psykisk besvær efter krigen. Hun havde en robusthed over sig, som ingen i familien ellers havde. Mange af os har været lidt små ængstelige og lidt for lette at ryste desværre.

Ermegaard og L.P i lejheden i Havnegade i Esbjerg under krigen
Ermegaard og L.P i lejheden i Havnegade i Esbjerg under krigen

På sporet af en PMK barnevogn

En svensk dame satte i går et par billeder på af en meget velholdt PMK barnevogn, som jeg gætter på må være fra omkring midt halvtresserne. Kassen tyder på at den kunne være fra først i halvtresserne, men kalechen er mere moderne og giver mindelser om sidste halvdel af halvtresserne. Det var muligt at bestille udstyr efter ønske, hvilket gav et forskelligt indtryk.

 

Desværre har jeg ikke et PMK katalog fra den periode, men jeg kan sammenligne den med andre danske mærker fra den tid. Ejeren Katerina Karlsson har en stor samling barnevogne og jeg fik lov til at anvende billederne.

Det nærmeste jeg kommer på et katalog fra PM Knudsens barnevognsfirma er 1937. Kalecherne havde mange flere folder, hvilket man ikke brugte efter den tid.

DSC_0158-3DSC_0159-2

 

Jeg er desværre i tvivl om, hvilket katalog disse mørke og lyse vogne er fra.

IMG_8917-2
Fra et PMK katalog

 

 

 

Aase-PM Knudsen barnevogn
Jeg beklager det uklare foto. Modellen ligner Katerinas på kalechen og den har også stålkasse

 

Itkin har modeller, der ligner Katerinas vogn

.

 

Her er min Itkin dukkevogn fra ca samme periode fra Itkinmærket

 

 

Den sidste billedeserie er også Itkin dels fra 1950 og dukkevogne fra 1956. FDB har solgt Itkinvogne og måske er Itkinmærket været skjult i den forbindelse.

 

 

 

Her et fif fra Katerinas facebook opslag omkring vedligehold:

Jag har vaxat liggdelen med ett riktigt fint bilvax. Putsat cromet med autosol och skurat däcken med löddrande svinto.

Det sidste er i min opfattelse de bløde ståluldsvampe med sæbe i. Jeg har selv brugt en tyk opløsning af sæbespåner til at vaske slidt gammelt kaleche voksdug med. Det var et mere skrøbeligt kalechemateriale, man brugte under krigen.

 

 

Tvillingerne kom ud første gang i påsken

Denne artikel dedikerer jeg til min gode veninde Dorthe Lohmann. Det er hendes idé, at jeg skulle få denne barnevogn og at tvillingerne skulle prøve at ligge i den. Sidst i februar passede jeg barnebarn i Virum og en morgen kom der besked fra Dorthe, om at en gammel dansk dukkevogn var til salg. Den trængte meget til et godt hjem, men da jeg allerede havde for mange var det udelukket.

Sælgeren var at møde i min barndomsby Herlev, så det endte med at jeg kørte omkring ham med sovende barnebarn i barnestolen og købte vognen. Det var en bidende kold februardag. Jeg måtte ud til Dorthe og vise vognen frem og hun troede på, at den kunne blive sat i stand.

 

This slideshow requires JavaScript.

Den var faldet sammen i ophænget, kalechen var stiv som et brædt og læderstopperne var revnede af tørhed. Mærket er ubestemmeligt, da der intet firmanavn er på. Det er dog tydeligt en krigsmodel, da den er lavet af træ. Indvendigt er den beklædt med voksdug og den har vendestyr, som Dorthe var meget fascineret af som barn. Hvordan sælgeren havde fået lavet et billede af den fremstår i det uvisse. Billedet er fjernet, så jeg kan ikke bevise at den var i værre stand, end han beskrev den. “Et rigtigt håndværkertilbud”. De vogne er så sjældne at finde, fordi de nok gik i arv og tilsidst blev brugt af avisdrenge eller lavet om til sæbekassebil.

Den er nu renoveret så meget, som det lader sig gøre. Det eneste vi mangler er to vellignende metalringe, som kan holde vendestyret på plads. Den har indtaget vores hjerter med al den patina fra en tid, hvor der var mangel på alt.

Læderstropperne er nye og skaffet fra et læderværksted i Herning. Jeg ville gerne have haft dem to milimeter bredere, men det er svært at klage over så lidt.

De originale læderophæng under vognen er smurt mange gange i læderfedt og er derfor meget mørkere, end stropperne. Tværstangen igennem vognen manglede og blev midlertidigt erstattet af en pleksiglasstang fra en persienne og nu erstattet af rigtig jernstang, som fik skåret gevind med et gevindskærersæt.

Henry savede en landmålerstok til som stopper på jernstangen, rettede skærmene og smurte hjulene. To metalknopper fra et cykelhjul er sat på stopper for styret, som var helt skilt fra vognen.

Kalechen er vasket grundligt med skummende sæbespåner og efter tørring smurt mange gange med lys madolie. Det var noget, den syntes om.

Uden Henry var den vogn aldrig blevet genoprettet.

Jeg har fundet et katalog fra Itkin 1940, hvor krigsbarnevognene beskrives med udstyr og vedligehold.

 

Her under billeder med barnevogne fra krigen og halvtredserne

 

I påsken for 67 år siden kom min tvillingebror ud for første gang i min mors tvillingevogn fra 1940erne. Den var købt brugt, så den kunne også godt være fra krigen, men jeg tror den er fra sidst i 1940-erne. Jeg har aldrig kunnet se et firmamærke på min mors vogn.

 

IMG_2156
Påskebillederne findes ikke desværre

 

 

I dag Langfredag, blev de to gamle Armand Marseille “Dream Babies” sat ud i vognen, som tvillinger. Bagefter måtte de tilbage i deres lille kurvevugge og pladsen i vognen blev genindtaget af den kompositiondukke, som ellers har den vogn. Min anden gode veninde Lene Byfoged har været så rar at håndsy dukkernes fine musselinskjoler.

 

 

 

Min Barndoms Fødselsdage

Da jeg var barn var den 13. Januar allerede langt efter jul. I dag er det kort efter. Mine første minder om vores fødselsdage er fra Agerledet 10 i Herlev, som vi flyttede til i sommeren 1954, da vi var tre og et halvt år.

Tulipaner
Tulipaner

Min mor havde altid sørget for at der var nye blomster på spisebordet i køkkenet. Det var enten tulipaner med birkegrene eller gæslinger eller primulaer i friske farver. Det er en tradition, jeg har beholdt selv lige siden. Januar er en mørk tid, hvor blomsterne lyser op. Som barn kunne jeg værdsætte det også, skønt jeg nok ikke satte ord på det desværre. Vores forældre havde ikke mange penge, så det har været luksus at gøre det.

Jeg ved, at jeg engang har været meget tidligt oppe for at se, om der var gaver. Der var mørkt i køkkenet og der var ingen blomster eller gaver. Det var bare at vente til vores mor stod op og det var tidligt, da vores far mødte tidligt på Radiofabrikken M.E.C. på Nørrebro.

Jeg mindes det som meget dejligt at hyggeligt at få gaver på vores fødselsdag. De bedste har nok været en hjemmelavet klapvogn, som var næsten helt autentisk og senere et par rulleskøjter, Filiafarver, bøger til at tegne i, glansbilleder, hjemmesyet dukketøj.

 

 

Følelesen af at gå i skole den morgen var speciel. Jeg oplevede at “hele verdenen” vidste det var min fødselsdag. Der var en særlig glæde i luften. Klasselæreren læste historie for os og det at vi var tvillinger i samme klasse øgede den glade stemning.

Dengang var der mere hvid sne på skolevejen end nu og solen skinnede naturligvis også altid.

På vores fireårs fødselsdag kom børnene fra vejen og det eneste jeg husker var min store undren over at nogle kun ville have margarine på bollerne og andre smør. Jeg kendte ikke selv til så stor en frygt for noget bestemt. Den fødselsdag er der ikke billeder af, men en af gaverne var en rød plastikbørnebøjle og jeg tænkte:

Hvad mon jeg kan bruge den til?

 

 

Ved en senere børnefødselsdag var min far hjemme og lavede en af hans stunts med os. Den hed “Styrmand Karlsen” og alle skulle stå og vente i køkkenet. En blev udvalgt med en lille gruppe tilskuere til at være styrmanden. Han blev lagt på gulvet med en regnfrakke over sig og med et ærme lodret over hovedet. Han blev beordret til kun at sige

“Lad der komme, hvad der vil”!

Det blev svaret på en række spørgsmål til kaptajnen om at opgive skibet. Til sidst blev der smidt vand ned i hovedet på staklen på gulvet til stor fortørnelse for offeret og til glæde for tilskuerne. Vi skulle også tegne halen på en gris med bind for øjnene.

Vi fik hjemmebagte boller med smør og hjemmelavet lagkage med mørk glasur og kagecreme og flødeskum, sodavand og småkager.

Den flotteste dekoration lavede vores far til vores elleve års fødselsdag. Det er jeg heldig at have billeder af. Ved den lejlighed havde Torben og jeg kun få udvalgte gæster hver.

11-års fødselsdag januar 1962
11-års fødselsdag januar 1962

Hele den store klasse kunne aldrig have været til stede på en gang en vinterdag, som det var.

Det jeg var mest glad for at få var små sølv charms til et sølv armbånd. Vi fik fem eller ti kroner af hver gæst og kunne købe en lidt større ting.

Dog havde vi hele klassen til fest, da vi fyldte seksten år i 1967, det sidste år i folkeskolen. Vores forældres soveværelse blev ryddet til dans. Det var ret flot gjort.

 

Juleberetning 2017

Vi ønsker vores venner og familie en glædelig jul og Godt Nytår!

Året har vi mest foretaget små ture i Danmark med og Sverige. Henrys ene hofte begyndte at strejke så meget, at vi har været nødt til at blive hjemme. Vi har haft sjove gæster via airbnbværtskabet, hvor vi lejer værelser ud efter behov. Robert Bacon, en skotsk elite idtrætudøver i Triathlon deltog i juni i E.M. i Herning og i juli kom verdensmesteren i BMX Simon Andresen og hans mekaniker Emil et par dag under D.M. BMX i mudder. De ejer en café med cykelværksted i Klampenborg, som vi besøgte i august.

 

This slideshow requires JavaScript.

Efter en vellykket operation fik vi mod til at planlægge en ferie i Californien i november. (Forsinket sølvbryllup).Vi havde modtaget en invitation til Thanksgiving hos Paulas datter i kystbyen Oxnard tæt på Los Angeles. Hvornår får vi en sådan chance igen?

Paula & Mike med os på tur rundt i landet
Paula & Mike med os på tur rundt i landet

Vi sørgede for at besøge i alt tre byer for at se så meget som muligt og vi fandt ud af, at togene “Amtrak” klarede at tage os fint rundt. Busser tog os fra og til stationerne. Ingen amerikanere vidste meget om det, men heldigvis kunne vi selv finde ud af at bestille billetter. Paula har vi lært at kende gennem blogging, idet hun har skrevet en bog om sin næsten glemte far Hans Pedersen, der immigrerede til U.S.A. i 1884 og var med til at opbygge Seattle og andre byer på Vestkysten. Henry har skrevet om ham i linket undet navnet.

This slideshow requires JavaScript.

Ferien i november i Californien blev uforglemmelig, fordi den var så varieret. 6 dage i San Fransisco, som er en verden at udforske. Vi kom rundt ved hjælp af rejsekort til bus og sporvogn. De stejle gader var ellers svære at komme op og ned ad for Henry. Heldigvis er ikke alt stejlt.

Der er en berømt park “Golden Gate Park”, som blev berømt under ”Flower Power” tiden sidst i 1960’erne. Den er skabt som Central Park i New York på et stykke jord, som ellers var helt goldt pga. beliggenheden tæt ved Stillehavet. I en anden park ”Lincoln Park” lå et imponerende “Legion of Honor” kunstmuseum, som vi var meget glade for at se. De havde kunst fra alle perioder. Der var udsigt til Golden Gate broen derfra. Den bro var vi vilde med og så den i regn, i mørke belyst af byens mange lys og i fuld solskin.

For at opleve mere af byen flyttede vi hotel de to sidste dage. Det var et historisk Victoriansk hotel fra 1906 tæt på den berømte Fisherman’s Wharf. Det sjove ved det var at kun de mest opgraderede fik håndvask på værelset. Alle måtte dele toiletter og til gengæld var der et såkaldt ”royal flush” altså ”træk og slip”. Alt var renoveret i den gamle stil og personalet var meget venligt. Det at alle skulle tage hensyn gav stedet en oplevelse af, at være på pensionat. Vi var også tæt på en transferbus, som kunne tage os til togstationen i Oakland. Det var med stort besvær at vi fandt ud af det, da det ikke er almen viden, hvordan man klarer sig med tog som transportmiddel.

Det endte med at blive en stor oplevelse at rejse med almindelige folk i de store tog i to etager. Der var café og spisevogn. Der var langt mellem stationerne og i god tid fik vi at vide at toget standsede og folk kunne gå ud at få luft, ryge, men kun en bestemt afstand fra dørene. Vi skulle huske at lægge mærke til tiden, for det var ikke sjovt at blive ”left behind”. De havde styr på, hvem der var med og alle fik en seddel med destinationen, som vi skulle sætte fast under hattehylden. Det gjorde at personalet kunne se, at vi også kom af de rigtige steder. Var der ikke plads i spisevognen kom personalet med mad til os på de rummelige sæder. Vi kørte med Amtrak to gange. Først 3-4 timer til Salinas og med transferbus til kystbyen Monterey og siden igen til Salinas og videre mod syd til Oxnard. Buschaufføren behøvede ikke at se billetter, han råbte bare vores navne op!

Klimaet blev varmere og varmere jo mere vi kom sydpå. Efterår/sensommervejr i San Fransisco og sommervejr i Oxnard. Der var meget at se på vejen i form af øde bjerglandskaber og til sidst selve kyststrækningen.

 

Monterey var meget anderledes end San Fransisco, idet det var grundlagt som det første i Californien af Spanierne. Byggestilen var mexicansk inspireret. Da guldfeberen rasede og byen var ny forlod folk deres nybyggede huse for at drage videre til en anden del af Californien.

Den kendte forfatter fra Scotland Robert Stevenson har været med til at gøre byen berømt. Han har blandt andet samlet inspiration til ”Skatteøen” i disse omgivelser. Der var pelikaner og søløver at se i havneområdet og historiske bygninger, som man fik guidede ture i af volontører om historien. Vi var der i to dage.

Den sidste uge i det varme Oxnard nær Los Angeles var en helt anden ferie. Vi blev taget med rundt på sightseeing i bil af vores værter Paulas datter og svigersøn. I denne rigmands by kan man ikke komme omkring uden bil. Uden en kender af området ville vi have siddet fast i trafikken, men Ellen kendte bagvejene. Vi mødte Paula og det var meget spændende. Hun var dog meget udmattet efter en lang rejse til det kolde Seattle for at samarbejde med sin Publisher om sin bog. Det er et kæmpe arbejde at lære, hvordan man promoverer en bog.

Klimaet var meget behageligt. En tør varme, der gjorde at vi aldrig frøs. Mørket faldt på kl 17 og det blev koldere derefter. På selve Thankgiving Day blev vi sejlet i deres lille elektriske båd med soltag i ca 2 timer i de mange havneløb i byen. Vi var også lidt ude på de vilde våger på Stillehavet. Om formiddagen havde jeg løbet langs stranden en tur på 8 km. Det var i 26 grader varmt. Vi spiste buffet på deres yacht klub.

Der var alt det de har til Thanksgiving: Kalkun, skinke, laks og masser af tilbehør. Tranebærsovs, kartoffelmos og søde kartofler, grønne salater og græskar pie. Til dessert alle slags kager blandt andet Pecannødde pie. Vi behøvede ikke mere den dag.


 

I løbet af året har vi ofte været i Aarhus i forbindelse med løb og har der mødt Ditlev og som regel besøgt Aros, der som regel har gode særudstillinger. På Amalienborg så vi en spændende udstilling med mange ting, som kongehuset har brugt. En barnevogn, som blev brugt til en af prinsesserne og en vugge fra dronning Margrethes egen tid i 1940.

Vi havde en længere tur i maj i Sverige, hvor vi havde sommervejr. Vi var mange steder i Sydsverige blandt på Ikea museet, hvor jeg med møje fandt en side i 1968 kataloget, som min far brugte til at kopiere en seng og et bord til mig. Han havde lavet det noget om, hvilket gjorde at jeg ikke genkendte siden med det samme. Han kunne lide at lave alt selv, selvom det må have været billigere selv dengang at købe direkte fra Ikea.

 

Til sidst nåede vi op til Uppsala for at se Andreas og hans familie. Zoe er tre år og den lille Oliver blev 1 år i maj. Familien var i Sydafrika fra august til oktober, hvor børnene fik lejlighed til at være i deres mors land og møde hele den store glade slægt og fik set en masse skøn natur og dyr i reservater og Zoo.

 

Vi var flere gange med Ella 6 år og Erika 2 år på Frilandsmuseet og det var sjovt at se det gennem deres øjne. Der var meget liv der, da både skoleklasser og børnehaver var på udflugt i sommeren. For de mindste kunne man lede efter tøjmus i de gamle huse og se små uddrag af eventyr af dygtige skuespillere. Til min store glæde har Erika arvet min interesse for dukker og dukkevogne og legede meget intenst med mine gamle ting de to gange hun har været hos os i 2017.

Vi var også må en fin tur til Tyborøn for at se ”Sea War Museum” Der er en stor udstilling om Jyllandsslaget i 1916. Et kæmpe slag fra første verdenskrig med mange døde til ingen nytte. I området udenfor i klitterne ses kunstværker, der illustrerer de mange involverede tyske og engelske skibe og hvor mange, der døde fra hver besætning.

Den 4. juli tog vi til Jelling egnen og lagde en hjemmelavet mindekrans på en amerikansk pilots grav. Vi syntes at han fortjente det. Henry har sat sig ind i historien om Jack Hodge og skrevet om ham. Det har medført at en blogger fra U.S.A. og en fra Australien har læst og kommenteret hans artikler, der kan google oversættes.

Sølvbryllyppet blev fejret af børnene på restaurant i Virum og vi fik fine gaver i Kgl. porcelæn. Torben og Lis gav os et ophold på Comwell Holte og en fin gourmet frokost i Humlebæk, hvor vi samtidigt fejrede Lis 60 års fødselsdag.

 

Henry har også gjort et stort arbejde i at digitalisere og scanne alle min mors venindes breve fra deres livslange venskab fra 1946 til deres død i 2008 og 09. John, Joseys anden søn har vist stor interesse og har ordnet alt kronologisk og vil hjælpe os at få det udgivet. Han har opdaget masser om sin mor, som han aldrig har vidst og han anerkender, at det var ”et brillant træk af Ruth at gemme brevene” og han er også glad for at jeg i det sidste brev til hende fortæller hende, at vi har alle brevene.

Tanker om barndommens jul

I min barndom 1950’erne elskede jeg de store kalendre, der kunne samles som et hus eller andet, gerne med glimmer. Jeg tror dog ikke det var noget vi fik mere end en gang. Der kom en om “Den lille nisse rejste” i Politikken. Det var to helsider i avisen, som vi klistrede op på et stykke pap. Der må have været en lille tegning hver dag, som vi klippede ud og farvede. Det ser ud til at historien ikke er kronologisk på arkene. Sjovt nok har jeg den endnu efter så mange år sammen med mine børnetegninger. Der kunne være andre end mig, der husker den kalender!?

Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken

Det der fascinerede mig dengang, var den rørende lille nisse, der mindede mig om en sød, imaginær lillebror. Julen var noget vi glædede os usigeligt til og de 24 dage i december gik så meget langsommere dengang.

Egne tegninger og glanspapirudklip

 

 

Jeg brugte tiden på at lave mange juletegninger og små julegaver. Visse af dem frustrede mig meget, da jeg ikke magtede at blive færdig med projektet. Min far drillede mig og sagde at jeg kunne “strikke en bøjle”! Jeg begyndte på et rødt hylster til en ru træbøjle og blev aldrig færdig. Det sidder i mig endnu. Min mor var mere realistisk og hjalp os at sætte glansbilleder på hvide servietter eller senere brodere små ting, hun havde skrevet og tegnet på firkantede klude til at lægge i mellem tallerkener til gaver til mostre og mormor. Her findes en artikel om min mors beretning om sine julebarndomsminder fra Holbæk i 1920’erne og 1930’erne.

En “broderet” støveklud til min mormor

Julegave håndarbejde
En støveklud med små broderier i hjørnerne

Det var svært at lave julepynt. Det første var “musetrapper” og “guirlander” af glanspapir. Der blev lavet melklister på komfuret. Mel og vand kogt sammen.

Vi prøvede at lave uroer udklippede sugerør sat sammen i stjerner og holdt sammen af garn. Det var ikke nemt at få det til at balancere.

Senere lærte vi at flette hjerter, der blev mere og mere indviklede og for at kunne flettes krævede en passer og udklipning efter optegning med milimeter nøjagtighed.

Julehjerter
Simple og indviklede motiver i julehjerter fra min ungdom of fra min far

 

Det tungeste var at:

“Nu skal der ryddes op! Far kommer snart hjem fra arbejde og jeg skal dække bord”!

Alle stumper af glanspapir skulle sorteres og ryddes væk, da vi sad ved køkkenspisebordet og klippede og klistrede.  I køkkenet havde vi Christel julenisser. Det var det eneste sted de måtte være. De var så søde og mindede og små søde børn. Jeg fandt et ark i Nationalmuseets shop og nu hænger de ovenpå hos mig.

Christels Klatrenisser

Juleklatrenisser
Christel klatrenisser. Genoptryk for Nationalmuseets shop

 

Familier med børn og barnevogne i Sundby på Amager

Denne artikel er inspireret af billeder fra Sundby Lokalhistoriske Forening SULFA, som har givet mig alle de billeder, de har af barnevogne og forretninger fra Amager. Jeg har fået dem i bytte for min fars erindringer, som de ville gøre til en bog i deres regi. Min far (1920-2007) voksede op på Amager og boede der til han blev gift i 1948.

1920’erne

1930’erne

Amagerbrogade med gavlmaleri af Sundby Barnevognsfabrik Foto SULFA Erik Johansen
Amagerbrogade med gavlmaleri af Sundby Barnevognsfabrik Foto SULFA Erik Johansen

 

En familie fra 1930’erne på Amager har afleveret deres billeder til Sundbyarkivet, som sidste år har givet mig ret til at bruge billeder. En serie med familien Johansen 1932-1934. Familien havde den store pige i forvejen og de to mindre er kommet til i den korte periode på to år. Jeg gætter på at faderen har noget med barnevognsforretningen at gøre på Amagerbrogade. Jeg har aldrig hørt om et mærke, der hedder Britania, men familiens barnevogn ligner den på facaden.

Erik Johansens familie

1932

1933

 

1934

Vognen er udstyret med mulighed for siddeplads for ældre barn. Modellen ligner det  engelske mærke Pedigree, som jeg har vist i en tidligere blogartikel.


1950’erne Henrik Skovs familie

 

Itkinfabrikken blev flyttet fra Landemærket 9 til Amager Strandvej 124 i begyndelsen af 1950’erne. Nu ligger der en anden virksomhed på ejendommen, som snart skal sælges og ændres til lejligheder. Jeg besøgte stedet i sommer og så lokalerne inde og ude. Navnet anes på murstensvæggen til venstre for indgangspartiet.

 

Mere om Itkin kan læses her.

Sygeplejerske

Et tilbageblik på sygeplejeskeuddannelsen på Bispebjerg Hospital 1971-1975

I gymnasiet havde vi et par timer som skulle bruges til uddannelsesvalg. Jeg kiggede i en bog, men der var ikke noget, der fængede. Jeg var mest interesseret i historie, litteratur og sprog, men anede, at det ikke ville kunne udgøre en levevej for mig. Jeg har mistanke om, at jeg tænkte på sygeplejen som en måde at komme hjemmefra på.

Bispebjerg Hospitals Sygeplejeskole havde et kollegium og man ville få løn under uddannelsen, så det med bolig ville blive muligt.

Efter 2.G havde jeg prøvet at være indlagt på Glostrup Hospital for konstant hovedpine og træthed gennem et helt skoleår. I dag tror jeg det har været en eftervirkning af Mononukluosis. Derudover var rygning tilladt inde i den såkaldte “Vandrehal” i gymnasiet, og den konstante cigaretrøg har bidraget på værste vis til ubehaget.

Jeg var indlagt i en eller to uger og man fandt intet, men jeg så at sygpeplejeeleverne havde en vis status og lavede spændende ting.


Jeg var bosat i Manchester i efterår og vinter 1970/71 og kom hjem på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne komme ind på sygeplejeskolen. Det forår var jeg lærervikar i forskellige kommuneskoler i Herlev og det overbeviste mig om, at lærer skulle jeg ikke være. At råbe en klasse op, var udenfor mine evner og at færdes på lærerværelserne var også meget fremmed for mig. Det kom jeg til at tænke på i de år, hvor jeg var både småbørns-og skolesundhedsplejerske og derfor kom på lærerværelser.

Jeg fik ansøgt til sygeplejeskolen og kaldt ind hos Frk. Koefod, der var forstanderinde. Det eneste hun hæftede sig ved var at jeg kun havde fået 7 i Fysik/kemi i 9. klasse (2. Real). Jeg kom der med studentereksamen. Det betød intet.

From the time I spent in Manchester 1970/71
From the time I spent in Manchester 1970/71

Jeg skal mødes med hele det hold, som jeg startede med i september 1971 på Sygeplejeskolen på Bispebjerg. Det er 42 år siden vi afsluttede i 1975 og jeg har ikke set dem i alle de år.

Hold September 1971- marts 1975 BBH
Hold September 1971- marts 1975 BBH

Jeg var meget betaget af anatomi og fysiologi. Det var imidlertid ikke noget, jeg kom let til. For at lære det skrev jeg alt op på A4 ark og foldede og checkede om jeg kunne svare og forklare og huske alt. Anatomien var ren udenadslære, mens fysiologien krævede en forståelse på et højere plan. Det gik godt med det og forskolen stod for mig som det bedste. Siden blev vi spredt for alle vinde. Praktikopholdene på afdelingerne var ca. tre måneder ad gangen og det var ikke sikkert, at man var der med en fra klassen. Der var første, anden og trejdeårselever. De første år havde vi blå og hvidstribede kjoler på og stivede og nystrøjede forklæder på.  Påsyede striber angav, hvad årgang man var.

Her et billede fra mine holdkammerater, som 1.årselever efter Forskolen

BBH hold sep 1971 førsteårselever
BBH hold sep 1971 førsteårselever nogle af mine holdkammerater billedet er fra vores Facebookgruppe

Birthe Larsen skriver:

 Det er et billede, som er taget af min søster, der er fotograf (Conni Kaae). Så vidt jeg husker, så blev det aftalt at tage i sidste øjeblik, inden vi skulle aflevere de gamle uniformer 

Uniformerne var skønne, når de var “gået lidt til”. Lige når de kom fra vaskeriet rene of nystrøjede var de stive og flipperne kunne drille med de små knapper, der skulle igennem knaphullerne. Forklædet var også forsynet med knapper og det tog en rum tid at få det hele ordentligt på. Der hørte mørkeblå uldne kapper til, der var grønne på indersiden. Det sås i blæsevejr, når man gik udenfor om vinteren.


 

Billeder fra Sygeplejemuseet

 

På et tidspunkt blev jeg sendt på Blegdammen Hospital og fik et værelse på en øde gang. En portør fra Bispebjerg havde afleveret mine få ejendele, som stod foran døren.

Det var et dejligt sted at arbejde, da jeg blev anset som rigtig arbejdskraft og fik ansvar. Det var en medicinsk afdeling. Men det at bo der på loftet var ensomt og jeg hadede at have fri. Det var under energikrisen, så al engangsplastik skulle genbruges. Jeg husker ikke, hvordan vi gjorde medicinglas rene. Afdelingen er revet ned og på stedet ligger i dag Panum Instituttet tæt på Sct. Hans Torv og Blegdamsvej.

Billede af det nu nedrevne Blegdamshospital Nørrebro

Jeg var altid meget nervøs, når jeg skulle vurderes af en sygeplejelærer. Det var lige meget, om det var ophældning af medicin, injektionsgivning, sengebad, som de mest dårlige patienter fik dengang.

Mit værste ophold var sommeren før i 1972. Det var mave-tarm kirurgisk afdeling på Bispebjerg beliggende i en af de gamle pavilloner, Afdeling A. Bygningen ligger der endnu, men bruges ikke som sengeafdeling mere.

Bispebjerg Hospital Foto Væggen gamle pavillon
Foto fra B.B.H. 1915 Sygeplejemuseet

Der var en lang bred gang, hvor medicinskabet stod og nogle beskedne skrivebordspladser til afdelingssygeplejerskene.

Nogle af patientstuerne var store med plads til måske 6-7 patienter. Det ver “1 sengen” osv. En afdelingssygepejerske virkede sadistisk på mig. Hun bad mig komme med ind på en stue, hvor en mandlig patient skulle have skiftet en stor abdominal forbinding. Uden at forberede mig rev hun den af og man så direkte ind i krater af et operationssår. Jeg besvimede ikke, men oplevede en uerhørt vrede mod hende, at hun valgte at udsætte mig for det syn helt uden forberedelse. En anden gang kom jeg på arbejde, hvor en mand lå og brølede af smerte inden en akut operation. Det var tarmslyng. Siden blev han opereret og helt forandret. Jeg tror man smertedækker folk anderledes i dag. En mand i “1 sengen” lå med en såkaldt “Sengstaken Sonde”. Han lå så tålmodigt med den røde gummislange nede i maven. Han havde skrumpelever og oesophagusvaricer      (spiserørsåreknuder) p.g.a. voldsomt tryk på den store vena cava ved leveren.

Senere kom jeg på en øre-næse-hals afdeling i den mere moderne del af Bispebjerg Hospital. Det var et højhus. Der var mange børn indlagt og de skulle vækkes tidligt om morgenen og vaskes af nattevagten. Der var ingen forældre tilstede og det skurrede i mit hjerte at se de små i tremmesengene.

Her fra et senere arbejde på Rigshospitalet

Rigshospitalet 1978-3

To andre ting gjorde indtryk derfra. Det ene var en svært overvægtig dame, der havde forsøgt selvmord med at indtage noget ætsende, der ikke havde slået hende ihjel, men havde ødelagt hendes spiserør. Kuren til hende var at komme på en 1100 kcal diæt. Jeg tror ikke hun var spurgt om det var noget for hende.

En ung mand kom ind om natten efter slagsmål og næste morgen var han død af en piblende hjerneblødning, som ingen havde opdaget. Jeg mindes en norsk sygeplejerske, der ikke selv ville lave noget, men som godt kunne sætte eleverne til at ordne det hele i aftenvagten. Jeg tænkte meget over, hvor forskellig en vagt kunne være efter, hvem man var sammen med.

Praktikopholdene vekslede med skolemoduler, som jeg naturligvis nød i fulde drag. Lægerne kom og underviste os i deres specialer og det var utroligt fascinerende. I perioder kunne jeg bilde mig ind, at jeg fejlede de sygdomme, de underviste om. En af praktikperieoderne foregik på Børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg, hvor jeg selv havde ligget som præmatur. De interessante tilfælde blandt børnene blev kørt til et auditorium, hvor de blev undersøgt af lægestuderende, som så skulle give et bud på hvad de fejlede. Det må have været hårdt, men heldigvis forstod børnene nok ikke, hvad der foregik. Den slags forekommer sikkert ikke i dag.

Da jeg endelig blev uddannet var mit første arbejdssted gynækologisk K afdeling i en af de gamle pavilloner ligesom mave-tarmkirurgisk A.

En dygtig og afholdt læge hed Devantier og han satte sig op på sengekanten og forberedte de unge kvinder på operation. Det kunne være cancer uteri (Cancer i livmoderhalsen), som allerede havde vist sig fra 16 års aldren. Det var så faderligt og rart at han tog sig tid til det.

En berømt balletdanser skulle have provokeret abort, men det blev holdt skjult og blev kaldt “Abrasio” udskrabning i stedet. Der var ældre damer, der døde af underlivscancer og yngre, der havde graviditeter udenfor livmoderen. En livstruende situation.

Et minde dukker op med en mor til en polsk sygeplejerske, som jeg lærte at kende det sidste år jeg læste på sygeplejeskolen. Pigen hed Barbera og hun og hendes familie var polske, jødiske flygtninge. I 1960’erne blev de forfulgte i Polen. Barbara var meget dygtig og lærte hurtigt dansk. De “gamle” forældre lærte det aldrig. Moderen havde levet i en kælder i Ljuv i skjul for at overleve nazismen. Desværre husker jeg ikke meget om faderen. En dag blev moderen indlagt på afd. K og opereret for cancer i livmoderen. Hun har sikkert klaret den, men hun lå helt tavs og maskeagtig i sengen. Hun har sikkert været skrækslagen og ingen har talt med hende. Tiden på afd. K blev det bedste punktum for tiden og det jeg husker tilbage på med størst glæde. Afdelingssygeplejersken hed frk. Gudrun Nielsen og hun havde vist stadig kappe på. Det var ellers forlængst afskaffet. Hun kunne godt lide mig og det blomstrede jeg op ved. Hun kaldte mig Frk. Holm. Hun kunne sige

Frk. Holm i morgen skal De løse af for mig!

Det var en stor ære, fordi, så skulle jeg stå for stuegangen i stedet for hende. Det var heldigvis ikke så svært på den afdeling.

Der er meget jeg har glemt og jeg må spørge de tidligere klassekammerater om at hjælpe mig at huske. 

At være to om at rede senge var en fornøjelse. Først skulle alle patienter hjælpes op og at bleve vasket og, når de var ude af sengene, skulle alle sengene redes fra en ende af. Vi gik på hver side af sengene og småsnakkede undervejs.

Om eftermiddagen var der en omgang med puls og temperatur og evt. B.T.s måling. Bagefter fik alle kaffe og kage, eller franskbrød.

Alle blomsterbuketter kom ud i skyllerummene om natten og vandet blev skiftet. I skyllerummene hang en tung lugt af urin og af Fresier, som var den mest gængse blomstertype hos patienterne.

Vi målte også diuresen, dvs samlede al urin fra patienterne. Måske var det mest på mave-tarmkirurigsk afdeling. Det står hen i det uvisse.


Under krigen spillede hospitalet en stor rolle ved at jøder på flugt blev gemt på sygestuer, sygeplejeboliger og i de underjordiske gange. Der var også en illegal presse dernede.

000256f040_bispebjerg_hospital_med_lys_i_vinduerne_4_maj_1945 Sygeplejehistorisk museum
4. maj 1945 fra Bispebjerg hospital. Foto sygeplejemuseet

Jeg havde ekstra job med rengøringen under uddannelsen på samme hospital, hvor en del foregik under jorden. Jeg blev kun hilst på, når jeg var sygeplejeelev og ikke som rengøringshjælp. Siden da har jeg lagt vægt på at hilse på alle selv uanset, hvilket job vedkommende har.

Jeg skyndte mig videre i mit liv til sundhedsplejen, der passede mig så meget bedre og har derfor knapt nok skænket dette kapitel en tanke. Dog har det, jeg lærte ligget som en grundviden i mit arbejde som sundhedsplejerske og som mor, at kunne skelne sygt og raskt.

Fra en nostalgisk tur til Bispebjerg Hospital juli 2017

 

Gamle Engelske Barnevogne

I min jagt sidste år på det Kgl. Bibliotek fandt jeg to kataloger fra det engelske firma Pedigree. Det ene fra 1934 og det andet fra 1967. Det fra 1967 kommer i næste artikel.

Detaljerne er så smukke at jeg vil vise jer det her. Modellerne har helt sikkert dannet mode i de danske barnevognsfabrikker og den tyske mode, der var funkispræget er skubbet i baggrunden allerede inden anden verdenskrig. Pedigree mærket var en del af et stort firma, der lavede legetøj og cykler og firmaets historie kan læses her.

 

 

 

This slideshow requires JavaScript.