Mit møde med søndagsskolelejren ”Sejerborg” ved Sejrøbugten juli 1961
Der var ingen forberedelse. Jeg ved ikke af, at vi talte om, at vi skulle på sommerlejr. Jeg frygtede det ikke, for jeg havde aldrig prøvet at være hjemmefra mere end en nat eller få timer. Jeg var fortrolig med vores søndagsskole. Det var søde mennesker, der afholdt den på vores skole i flere år. Måske var vores mor begyndt at arbejde, så det passede vores forældre at vi var afsted?
Mine forældre troede, at jeg var den stærke og ville klare det bedre end min tvillingebror.
Jeg har ingen erindring om, hvordan vi kom derop, men det har nok været med bus fra Herlev den lange tur til Nordvest Sjælland. Torben, min tvillingebror var jo med, så det skulle nok gå. I et af brevene ser det ud som om, vi har kørt i bil.
Jeg var ikke forberedt på, at drengene lå i en anden bygning og at jeg ikke kendte nogle af børnene. Det var som om jeg ikke så ham under opholdet. I sine breve hjem beskriver Torben som en konstatering, hvordan han blev vækket af at få vand i hovedet midt om natten.
Det har nok været en stor samling fra mange søndagsskoler i flere byer. Fru Nielsen, som havde vores søndagsskole var travlt optaget i køkkenet med madlavning dagen lang, så hun var ikke ledig til at hjælpe mig, da jeg forstod, hvor forfærdeligt det var at være hjemmefra.
Jeg gik med hovedet ned i fliserne eller i græsset.
Havregrynene sad fast i halsen på mig i den støjende spisesal og blev blandet med tårer, der løb ned i tallerkenen.
Personalet må have fundet ud af, at jeg ikke klarede det så godt, for jeg blev tilbudt at være hos en sygeplejerske, der havde et lille kontor, hvor hun hjalp tilskadekomne. Jeg havde det der, som om jeg sad i en læges venteværelse på ubestemt tid.
En aften var der oplæsning af ”H.C. Andersen” og jeg fik lov til at være prinsesse, der sad ved fødderne af ham. Det hele var meningsløst. Jeg var vant til at sidde for mig selv at tegne og at sy.
De få gange, jeg glemte smerten og hjemveen, var da vi skulle i vandet. Det var dog så kort, så skulle vi op, fordi der naturligvis var meget opsyn og alle skulle i på skift. En anden lysere situation var at vi gik tur hen ad vejen, mens vi sang spejdersange eller andre sange fra søndagsskolen. Det gjorde, at jeg var lidt med i fællesskabet.
Efter frokost var der stilletid, hvor vi kunne skrive hjem på egne kort eller brevpapir og kuvert udleveret fra lejren. Torben har skrevet, om hvordan drengene var opdelt i grupper, der skulle dække morgenbord og gå på ture sammen. Han klagede over, at han manglede lommetørklæder. Måske var det ikke opdaget endnu, hvor plaget han var af høfeber. Desuden skrev han indtrængende om, at forældrene skulle gemme alle aviserne, imens han var væk. Han klippede alle tegneserier ud og satte dem ind i et hæfte.
Vi fik en pakke hjemmefra med lidt slik og kage og brev. Efter en uge kom vores forældre og hentede mig. Udfra de fundne breve ser jeg, at det må have været en forældredag. Torben blev for han havde det godt blandt drengene. Vores mor står til højre i billedet og holder sin højre hånd op over øjnene.
Selve dagen inden mine forældre kom forsøgte en mandlig søndagsskolelærer at overtale mig til at blive. Han lagde skyld på mig for at svigte. Jeg var 10 år, men vidste at det skulle han ikke gøre og at han på ingen måde forstod, hvad det handlede om. Jeg lod bare som om, jeg ikke hørte, hvad han sagde.
I 2017 efter 56 år tog jeg derop i to omgange og fandt stedet intakt, dog noget nedslidt. I min forestilling var det en kæmpestor bygning med en enorm græsplæne ned mod stranden. Det var i virkeligheden ikke noget stort sted og der var længere til vandet, end jeg huskede. Nogle unge brugte lejrskolen til en slags intro til en uddannelse og vi kom indenfor i spisesalen. Noget faldt på plads for mig efter, at jeg havde genset det.
Barn&Mor 