Tanker om barndommens jul

I min barndom 1950’erne elskede jeg de store kalendre, der kunne samles som et hus eller andet, gerne med glimmer. Jeg tror dog ikke det var noget vi fik mere end en gang. Der kom en om “Den lille nisse rejste” i Politikken. Det var to helsider i avisen, som vi klistrede op på et stykke pap. Der må have været en lille tegning hver dag, som vi klippede ud og farvede. Det ser ud til at historien ikke er kronologisk på arkene. Sjovt nok har jeg den endnu efter så mange år sammen med mine børnetegninger. Der kunne være andre end mig, der husker den kalender!?

Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken

Det der fascinerede mig dengang, var den rørende lille nisse, der mindede mig om en sød, imaginær lillebror. Julen var noget vi glædede os usigeligt til og de 24 dage i december gik så meget langsommere dengang.

Egne tegninger og glanspapirudklip

 

 

Jeg brugte tiden på at lave mange juletegninger og små julegaver. Visse af dem frustrede mig meget, da jeg ikke magtede at blive færdig med projektet. Min far drillede mig og sagde at jeg kunne “strikke en bøjle”! Jeg begyndte på et rødt hylster til en ru træbøjle og blev aldrig færdig. Det sidder i mig endnu. Min mor var mere realistisk og hjalp os at sætte glansbilleder på hvide servietter eller senere brodere små ting, hun havde skrevet og tegnet på firkantede klude til at lægge i mellem tallerkener til gaver til mostre og mormor. Her findes en artikel om min mors beretning om sine julebarndomsminder fra Holbæk i 1920’erne og 1930’erne.

En “broderet” støveklud til min mormor

Julegave håndarbejde
En støveklud med små broderier i hjørnerne

Det var svært at lave julepynt. Det første var “musetrapper” og “guirlander” af glanspapir. Der blev lavet melklister på komfuret. Mel og vand kogt sammen.

Vi prøvede at lave uroer udklippede sugerør sat sammen i stjerner og holdt sammen af garn. Det var ikke nemt at få det til at balancere.

Senere lærte vi at flette hjerter, der blev mere og mere indviklede og for at kunne flettes krævede en passer og udklipning efter optegning med milimeter nøjagtighed.

Julehjerter
Simple og indviklede motiver i julehjerter fra min ungdom of fra min far

 

Det tungeste var at:

“Nu skal der ryddes op! Far kommer snart hjem fra arbejde og jeg skal dække bord”!

Alle stumper af glanspapir skulle sorteres og ryddes væk, da vi sad ved køkkenspisebordet og klippede og klistrede.  I køkkenet havde vi Christel julenisser. Det var det eneste sted de måtte være. De var så søde og mindede og små søde børn. Jeg fandt et ark i Nationalmuseets shop og nu hænger de ovenpå hos mig.

Christels Klatrenisser

Juleklatrenisser
Christel klatrenisser. Genoptryk for Nationalmuseets shop

 

Min fætter og lidt om hans hund

Jeg har altid elsket mine fætre. De var så slagfærdige og underholdende. Jeg havde kun en bror og min moster havde fire livlige drenge. De fire drenge blev min inspiration til også at ville have fire børn.

mine-faetre-og-jeg-1
N.H. nummer to fra venstre

Der er gået 50 år i mellem de to billeder

IMG_1565

Den ældste har fødselsdag i dag of derfor vil jeg skrive lidt om ham. Han blev født i København 15. maj 1944 og inden han blev et år var der dramatiske ting i hans liv. Først kom generalstrejken juli 1944, hvor min mor fortæller om, hvordan det var svært at købe mælk til ham.

Min mormor med min fætter i barnevogn 1944/45
Min mormor med N.H. i barnevogn i Holbæk

Hun var netop ankommet til København efter endt uddannelse som apoteksdefektrice og skulle begynde i sit første rigtige job i Sydhavnsapoteket midt i generalstrejken. Næste krise kom, da hans far blev arresteret af Gestapo i foråret 1945, idet de havde taget fejl af ham og hans svoger, der var politimand “under jorden”. Trådene blev reddet ud, men der gik nogen tid, hvor min fætters mor selv henvendte sig til Vestre fængsel. Da Shellhuset blev bombet, vidste min moster ikke, om han sad der! Han var netop blevet overflyttet til Vestre fængsel.

Glad krigsbarn

 

Som toårig gav han sin mor en kæmpe forskrækkelse ved at forsvinde på Bispebjerg. Historien der endte godt kan læses her i min engelske blog.

Da min fætter N.H. er ældst er han den, der har de fleste erindringer fra vores morforældres hjem i Holbæk. Han kom der i ferierne og lokkede min morfar til at give ham lov til at opholde sig på en bondegård i nærheden. Han spurgte, mens morfar sov til middag og fik så en brummen som svar. Der fik han lov til at køre hestevogn og meget andet og så sit snit til at tage med en færge til Orø med en kammerat.

Indtryk af mine morforældres hjem i Holbæk

N.H. holdt en tale til min mormors 80 års fødselsdag i 1970. Han var da 26 år. Der berettede han om erindringerne om de mange ophold i Holbæk. Der var særlige hygiejneregler, som hans mor ikke havde taget med sig til Bjerget på Bispebjerg. Man blev vastet meget grundigt, når man som barnebarn kom på besøg.

N.H. ville så gerne have en hund. Det måtte han ikke. Så fik han en ondulat, men hver gang den kom ud af sit bur fløj den rundt på værelset og klattede. Så blev det forbudt. Tilsidst gav faderen efter og han måtte spare sammen til en hund. En korthåret hanhund.

NH til hest i 1970

N.H. til hest i nærheden af Vejby strand 1970.

Bannik ved skrænten
 billede af Banik i sin yndlingsbeskæftigelse

N.H. kom hjem med den dejligste hvide hund, en langhåret hunhund. Jeg husker, at han kom med den i sin scooterhjelm. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var der, eller om jeg bare har fået det fortalt. Jeg ser det for mig meget tydeligt. Min fætter er lang og tynd og hunden er en lille ulden hvalp i en hvid hjelm.

Min fætter omkring 1970

Lykkelig var jeg, da vi engang skulle passe den. N.H.s familie skulle på ferie. Det var så spændende. Den elskede vores mor mest. Den der gav den mad var dens favorit. Vi vidste ikke, at vi skulle meget tidligt op for at nå at lufte den, inden vi skulle i skole. Engang vi var på tur i Herlev  blev den pludselig  helt eldevild og for over gaden. Det viste sig, at vores mormor var på besøg i Herlev hos vores anden moster og hunden genkendte hende, inden vi havde set hende.

Den kunne godt finde på at blive nervøs og snappe efter os, hvis vi klappede den på en bestemt måde. Mysteriet blev løst sidste år, hvor jeg talte med N.H. om det. Deres far havde drillet den med at forskrække den, når han kom ned af kældertrappen til den. N.H. boede i et kælderværelse under villaen i Vangede, da han var teenager. De drillerier havde desværre gjort den nervøs.

sommeren 1965 på udflugt til Kullen fra Rågeleje sommerhuset i hjemmesyet kjole

Vi passede den også i dens egne omgivelser en sommer, hvor vi lånte min moster og onkels sommerhus Ved Skrænten ved Vejby strand udenfor Rågeleje. Banik elskede at kure på maven ned ad skrænten. Heldigvis har min bror taget et billede af den situation.

Situationer fra vores ferie i det lånte sommerhus

Min fætter sendte mig følgende på mail, mens jeg skrev på artiklen:

Det er rigtigt, at jeg lige havde fået hund i begyndelsen af sommerferien. Det må have været i 1960. Jeg tog den med op til Rågeleje, hvor jeg havde lavet en lille indhegning. Det var en stor fordel, da den ikke var renlig fra begyndelsen. Ellers sov jeg med den i det lille gæsteværelse, der vente ud mod vejen, hvis du kan huske det. Så den fik sin første tid i Rågeleje og elskede lige siden at komme der.
Det er også rigtigt, at den kunne være i min styrthjelm, da jeg hentede den, dels fordi hunden var lille og dels fordi hjelmen var meget stor. Hjelmen blev fremstillet af DKI til Politiet, men jeg blev tvunget til at bruge den, da jeg fik min Velo Solex. Det har set fantastisk ud! Poul Nyrups cykelhjelm var for lille og min for stor. Sådan er verden fyldt med uretfærdighed!

En toårigs univers 

 Set i relation til min barndom

Jeg har haft en oplevelse med mit to-årige barnebarn, som gik mig til hjertet. Som nogle af jer ved har jeg altid været fascineret af barnevogne og babyer og babyudstyr. Dette barnebarn deler min interesse. Det er ikke alle små børn, der går op i babyer og udstyr. Nogle elsker tøjtyr og bamser. Jeg har aldrig haft noget af det, og skønt jeg godt kan se, de kan være søde, ved jeg ikke rigtigt, hvad der ideen med dem.

Jeg har mange dukkevogne med gamle porcelæns- og celloiddukker. De fleste bliver sat væk, når børnene kommer. To mindre vogne kommer ned i stueplan med nye babydukker, når børnene kommer. En enkelt klapvogn er der også. Jeg fandt den tjenlig til storskrald udenfor et hus. Der manglede kun en bred strop, som jeg nemt kunne erstatte. Den blev brugt meget af den lille, idet alle dukkerne og en enkelt bamse skulle sidde der med et ben i hver åbning, ligesom hun selv sidder i sin autostol.

Når vi skulle hente noget i de værelser, hvor de lidt sartere vogne og dukker stod, gik den lille fra vogn til vogn og kiggede grundigt ned. Hun sagde:

Mormor barnevogn!

i spørgende og konstaterende tonefald. Hun er også den eneste af mine børnebørn, der har fået øje på mit vitrineskab med dukker og udstyr. Igen konstaterede hun, at det var mormors. Hun ville gerne åbne dørene, men jeg nøjedes med at vise hende tingene fra øverst til nederst.

 

Hun faldt for en gammel ret solid celloiddukke som siger “Ahhh” når den holdes på en bestemt måde. Den har et utroligt smukt og livagtigt ansigt og det var tydeligt, at den appellerede mere til hende, end de tre moderne bløde dukker, jeg har købt til hendes rådighed ved besøg. Jeg vogtede nøje på hende, mens hun legede med den, men det gik godt og hun var meget god og nænsom med den. I et uset øjeblik lagde jeg den væk, da den er uerstattelig. Mange gamle dukker har intet mærke i nakken og dermed kendes oprindelsen ikke.

 

 

Billederne er taget mellem kl. 07 og 07.30 om morgenen påske lørdag

Det at hun havde flere vogne var en ekstra finesse for på et tidspunkt trak hun rundt med dem begge fra stue til bryggers. Hun er vant til at komme i vuggestue, hvor hun og de små kammerater bliver lagt i krybber. Jeg gætter på, at det er så genkendeligt for hende, at hun leger med vognene ved at dukkerne kommer op og ned under dynerne. Det er endnu for svært at klæde dukkerne på.

Køjesengen fra min far
Køjesengen fra min far

Jeg fandt også min gamle køjeseng frem. Min far lavede den til mig, da jeg var knapt seks år. Min mor havde sat blomsteroverføringsmærker på. Det var det vigtigste for mig. Den sagde hende ikke noget, da hun ikke kendte køjesenge. Jeg kendte heller ikke til køjesenge. Min far har moret sig ved at lave den  ligesom han lavede to potter i et møbel i teaktræ. En lyseblå og en lyserød potte i hård plastik. Vi var tvillinger, så det syntes han var sjovt. Den har jeg ikke mere.

Hvad der ville have været en drøm for mig at have fået fremfor køjeseng og pottestol

Baby dukketøj

Det kæreste eje, jeg fik var denne dukkeklapvogn, som min far havde lavet temmelig godt i forhold til, hvordan en klapvogn så ud dengang. Desværre brugte min far hjulene til en kørende indkøbsvogn tyve år senere og den forsvandt på den måde.

Dukkeklapvognen til min 6 års fødselsdag januar 1957
Dukkeklapvognen til min 6 års fødselsdag januar 1957

 

Når jeg tænker tilbage på min barndom er jeg meget taknemmelig for at have set nogle teaterstykker på TV. Jeg tror desværre ofte det kun var brudstykker, da vi altid skulle tidligt i seng. Alligevel har det gjort et stort indtryk og givet mig indsigt i voksenverdenen gennem de ting, der kunne udspille sig mellem mennesker på skærmen i TV-ets barndom.

Det første jeg ved jeg så brudstykker af “Den Skårede Krukke”. Vi havde ikke selv tv, men var taget ind hos vores naboer om sommeren Eskærs, som boede i lejlighed i Brønshøj i vinterhalvåret. Det viste sig at den blev vist på TV teatret den 15.11.1958 en lørdag og jeg har gået i første klasse på det tidspunkt.

Jeg oplevede at de optrædende havde”middelalderdragter”på og det eneste, jeg husker, var at en dame fik et ordentligt klask i bagdelen af en mandlig skuespiller. Jeg både forstod og ikke forstod. Det var i hvert fald noget, der var usædvanligt og ubehageligt. Det må have været noget mine forældre har villet se, siden de ville tage fra Herlev til Brønshøj for at se det. Det viste sig at det var et lystspil fra begyndelsen af 1800-tallet.

I 1962 fik vi selv fjernsyn og meget ændrede sig derefter. Fra at have spillet ludo og lignende med forældrene en gang i mellem var det fjernsynet, der kom til at dominere.

Et andet TV teater hed “Tretten Øre” om en fattig dame, der ikke havde råd til en hue eller hat til tretten øre. Jeg følte sorgen over at nogen var så fattig. Når jeg slår op på Google og søger på “Tretten øre” kommer kun Storm P’s monolog fremført af Ebbe Rode. Måske hed teaterstykket noget andet. Men huen kostede kun tretten øre og det var stadig for dyrt for en tjenestepige.

Et lystspil med to gamle tanter tante 1 og tante 2 i “Skærmydsler” af Gustav Wied. De er hele tiden irritererede på hinanden. De ville begge have ret og en af replikkerne var ” Månen har den farve måner skal have”. De skændtes over månens farve. En af dem var Clara Pontoppidan, som også var helt eminent også som moderen i “Indenfor Murene” om en fin jødisk slægt i København.

Skærmydsler kgl.teater
Fra et program fra det Kgl. teater først i 1950-er fra lystspillet “Skærmydsler”

Jeg så den med hende og Paul Reumert som de gamle forældre, John Price som den tykke selvglade søn og Jørgen Reenberg som den unge underdanige ansatte, som så gerne ville giftes med datteren Esther. Det var dog ikke noget for hende, men en “kristen” fra en familie, som det viste sig havde mobbet eller snydt faderen frygteligt tidligere. Det blev et stort slag for faderen, mens moderen forsøgte at støtte den unge datter til at bestemme, hvem hun giftede sig med. Siden så jeg den på Det Kongelige Teater, hvor John Price spillede den gamle far.

Clara-300x180
Inden For murene med Clara Pontoppidan og Paul Reumert

Holberg har jeg set på Det Kongelige Teater og jeg syntes det var et privilegium at mine forældre prioriterede nogle enkelte gange at give os i fødselsdagsgave at komme ind at se en Holbergkomedie eller en ballet.

Jeg fandt det svært at tale om følelser og konfliktfyldte ting i mit hjem, så disse gamle stykker hjalp mig at sætte ord på følelser og forstå nogle sammenhænge mellem mennesker.


 

På min engelske blog har jeg skrevet om, hvordan en film fra 1945 fik mig ud i at drømme om et nærmere forhold til min far

 

 

 

 

 

 

 

Vores første tid set med datidens øjne 

Min mand har genskabt begivenhederne fra min brors og min første tid gennem at finde breve og dagbøger frem fra januar 1951. Man var ikke klar over dengang at adskillelse af børn og deres mor kunne have svære følger, men til enhver tid er man også nødt til at tilpasse sig de forhold, der gælder og få det bedste ud af det. De vidste ikke, at de selv trak tiden ud for meget ved først at gøre lejligheden færdig inden vi kom hjem.

 

Disse to steder lå vi de to første måneder af vores liv

Jeg må dog sige, at vi var heldige at kuvøsen var opfundet for 60 år tidligere i 1891 fødte min oldemor tvillinger et år efter min mormor var født og de døde som så mange andre fortidligt fødte. Den ene døde med det samme og den anden lå i en skindmuffe de få dage han levede.

Den kommer her i linket Maria og Torbens fødselsdag

Minder om Barndommens Jul

Jeg skulle nok lave noget af alt, det der hører sig til her til jul. Jeg har dog mere lyst til at tænke tilbage på min barndoms jul i Herlev fra 1954-1969. 1970 var min første jul hjemmefra og er beskrevet i Min Fars Julehilsen.

Continue reading “Minder om Barndommens Jul”

Tegninger fra min barndom i 1950-erne

Jeg brugte meget tid på at tegne fra ca fire års alderen og frem til ca femten år, hvor det var mode der blev tegnet. Babyer og barnevogne var en drøm for mig, hvilket jeg heldigvis kan dokumentere, da de motiver er med over de fleste år. Jeg var tvilling men ville så gerne have haft små søskende.

Continue reading “Tegninger fra min barndom i 1950-erne”

Ungarnske flygtninge 1956

Det er 60 år siden at mange unganske flygtninge, der også kom til Danmark. Jeg var fem år og husker at have stået i køkkenet i Herlev og hørte Pressens Radioavis.Min far havde sat en højtaler op i køkkenet, der havde forbindelse til radioen i stuen. Jeg troede jeg hørte noget om “Uldgarn”, men det var naturligvis Ungarn. Jeg var kun fem år, og jeg opfattede at det var noget alvorligt, der var sket i Budapest. Vi tog imod 1400 flygtninge. En tredjedel tog videre til andre lande.

fritidsgarn-p

 

polfoto-ungarske-flygtninge-forlader-deres-hjem-1956
polfoto-ungarske-flygtninge-forlader-deres-hjem-1956

 

Kun elleve år efter anden verdenskrig blev deres frihedstrang knust af Sovietunionen. Jeg er glad for, at vi vi tog imod dem. De har bidraget til samfundet, da det ofte er de dygtigste folk, der flygter under kriser. Nogle kom til Viborg egnen og hjalp med at lave nogle fine skovstier, som vi nyder at gå på. Den gang skulle man yde noget under den tid, der gik for at få asyl.