Sygeplejeelev på Rigshospitalet

 

Rigshospitalets gamle fødegang på Juliane Mariesvej
Rigshospitalets gamle fødegang på Juliane Mariesvej. Eget foto

Inspireret af min gode veninde, som jeg har fået gennem Facebook fik jeg lyst til at se om, jeg huskede andet end brudstykker fra min praktiktid på Barselgangen på Rigshospitalet. Jeg har fået tilladelse af Dorthe til at gengive hendes erindringer om hendes skrækkelige fødselsoplevelse på netop denne fødegang. Jeg og min tvillingebror blev også født på Juliane Maries vej, hvor Rigshospitalets fødegang dengang lå. Se min morfars beretning om at blive holdt væk fra barselsgangen i begyndelsen af 1951. Det satte opholdet i perspektiv for mig, da jeg kom dertil 21-22 år senere og næsten sammenfaldende med Dorthes oplevelse.

12 JANUAR 1972.

På dette tidspunkt, for 45 år siden, lå jeg alene i et skyllerum på Rigshospitalet.
Jeg havde veer, jeg var bange, men der var ikke en sjæl i nærheden og intet kaldesystem.
Jan sad i et venteværelse langt pokker i vold, man havde glemt os begge to.
Efter et par timer blev jeg fundet …
“GUUUUD, LIGGER DU STADIG HER”?!
“JAAAAA” tudbrølede jeg.
Jan blev også fundet, og jeg kom ind på fødestuen, hvor det hele trak ud til omkring kl.14:30, og inden da skulle det også vise sig, at der ingen lattergas var i den maske, man får til lindring for de værste smerter, Jakob var stort set født, inden en erstatning blev skaffet.

Tænk, da personalet endelig fandt ud af, at der ikke var lattergas i den maske, de havde givet mig, fortalte de mig ikke noget, uden min viden, gav de mig bare en ny. Og fordi jeg hidtil ikke havde følt en virkning fra masken, indhalerer jeg af al kraft, nu SKULLE jeg bare have smertelindring. Jeg tog flere kraftige hiv, med det resultat, at jeg var fuldstændig væk, da Jakob endelig kom til verden. Jeg siger endelig, for min fødsel varede halvandet døgn, fra de første veer, til jeg langt om længe kunne hilse på ham. Tænk, så længe kæmpede jeg mod målet, og da bolden endelig blev sparket ind, var jeg ikke tilstede, det var en stor skuffelse. Selvfølgelig vågnede jeg hurtigt fra min døs, men mon ikke enhver fødende ønsker at opleve de første sekunder i barnets liv. 

To dage efter døde Kong Frederik, men det var vist ikke Rigshospitalets skyld.

Dengang var de fødende indlagt mellem 5-7 dage og vi sygeplejeelever fulgte familien ud af bygningen med forældrenes moseskurv i hånden. Først helt nede på fortorvet blev ansvaret videregivedet til de nervøse forældre.

Dorthe fortsætter beretningen fra dagene den store stue på selve barselgangen:


Vi var tretten mødre på den store stue, seng nummer tretten var kilet ind på tværs af de andre.
Der var en kvinde overfor mig, som græd over at have fået sin femte søn, “og så ligner han til forveksling de andre fire”, græd hun. En anden havde fået et barn med mistanke om downs syndrom, moderen havde den første samtale med lægen på stuen, det var skræmmende. Og lige i nærheden gik du omkring Maria, det skulle jeg bare have vidst❤️

 Men jeg var så høj af lykke, at jeg stort set ikke lukkede et øje, mens jeg var indlagt. Men der var jo heller ingen ro, tretten små børn skulle jo fodres i løbet af natten. I dag bliver man smidt hjem efter et par timer, dengang fik man fem dages “ro”, inden den barske hverdag meldte sig.

 




Det er ikke helt rigtigt at jeg var elev på RH eller Riget, da jeg var elev på Bispebjerghospital fra 1971-1975. For at få del i barselplejen og et indtryk af fødegangen kom mange af os til Rigshopitalet i en af praktikperioderne. Der var ikke langt at cykle fra Tuborgvej ved Bispebjerg Hospital, hvor jeg dengang boede på kollegiet til Rigshospitalet på Tagensvej.

Jeg var alene, da jeg skulle møde til barselsplejen. Mareritet indfandt sig hurtigt, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne finde den rigtige bygning, hvor jeg skulle møde. Jeg følte mig håbløs og var fristet til at give op, da jeg troede, at det var ude med mig angående den praktik. Jeg fandt det til sidst og blev venligt bemødt af en sygeplejelærer, som forsikrede mig, at jeg ikke var gået glip af så meget af introduktionen. Den pågældende bygning var nær Jagtvejen og den store kollegiebygning, som ligger der endnu stor og grim fra en tid, hvor byggeri ikke måtte være smukt.

Fødegangen og Barselgangen lå et andet sted. Som jeg husker det, var det den gamle del af Rigshospitalet, der bestod af pavilloner. Der lugtede af varm mad, når jeg gik eller cyklede til bygningen. Men det står desværre i det uvisse, hvordan det var dengang, da minderne ligger tilbage fra 1972-73. Det forekommer mig at det var tidligt forår 1973. Forskolen i efteråret 1971 var en intens tid med utrolig meget, der skulle læres. Men jeg har altid elsket klasseundervisning og at læse op på ting. Da den var overstået var visse elever desværre hægtet af, da en kun bestået eksamen var adgangsbillet til det videre forløb. Praktikkerne på Medicinsk og Kirurgisk afdeling og sikkert andre praktiksteder, lå forud for tiden på Barselgangen.

Mit første indtryk af Barselgangen på Rigshospitalet var at se kvinder i store badekåber vralte hen ad en gang. Jeg så dem bagfra og troede, at de stadig var gravide. Ved nærmere eftersyn havde de naturligvis født. Til min store skræk så de bare så uformelige ud. Er det virkelig sådan at føde børn?

Dem, der havde fået kejsersnit kom på et hårdt regime med hensyn til at få maven igang igen. Den bedøvelse de brugte dengang satte alt i stå og de stakkelsk kvinder led meget. Jeg husker ikke helt, hvad det var de fik, men sikkert noget sort klister af en slags. Det var lavet af nogle bælge.  Vi sygepeleelever gik rundt fra seng til seng og skyllede damerne med klorhexidin opløst i lunkent vand de første dage efter fødslen. Den pågældende patient lå på et bækken. Det var kun dem, der havde født normalt. Hvor mange dage det blev gjort ved jeg ikke. Jeg har også været med til at fjerne stingene efter kejsersnit.

Amningen var et kapitel for sig. At nogen klarede at amme med den behandling må være, fordi de var udholdende og selv vidste, hvordan det skulle gøres. Mødrene lå på store stuer og spædbørnene blev taget ud på en anden stor stue. Hver fjerde time kom vi med dem til den enkelte mor og hjalp med at lægge børnene til, som det hed. Det var et værre presseri, fordi brysterne var overspændte og sygeplejersken holdt barnet fast mod brystet. Da det skete hver fjerde time, kunne nogle af børnene være sovende og hvem kan spise, mens de sover?

Mange opgav amningen og derfor blev de “bundet op” med et stramt stiklagen, som blev holdt meget fast ved hjælp af mange sikkerhedsnåle. Jeg ved, jeg ville kunne gøre det i dag, så jeg må have gjort det ofte. Et stiklagen læggest dobbelt på tværs og holdes bag ryggen og sættes meget fast foran med den første sikkerhedsnål. Man fortsætter med at stramme og sætte nye sikkerhedsnåle hele vejen op til skuldrene. Man folder hver side af stiklagnet som et v og sætter resten fast bag på ryggen. Formålet var at forebygge brystbetændelse, når mælkekirtlerne stasede til. Tænk hvor meget spildt mælk, fordi man ikke forstod at lade barnet selv bestemme farten uden en masse indgriben. Maser man med baghovedet, vil en refleks gøre at barnet slår med nakken væk fra brystet.

Mælkekøkkenet sørgede for at lave afmålte flasker af mælk til alle dem, der skulle have erstatning eller mælk og vand. Mælk og vand var desværre lige så almindeligt som modermælkserstatning, som trods alt var sundere. De børn, der havde såkaldt reflux eller evt. havde læbe/ganespalte fik tilsat aprestagum for at gøre mælken tykkere. Aprestagum er lavet af johannesbrødmel.

Tvillingemødre skulle have det lidt bedre, så de blev tilbudt rødvin. De skulle hurtigt op i hæmoblobin pga jernmangel og man mente at rødvin var godt.

Selve fødegangen var jeg ikke meget på. Jeg ved ikke, hvorfor, men det var en lettelse for mig at slippe, da jeg oplevede fødslerne for rå. Jeg har stået udenfor nogle vinduer og fulgt et kejsersnit. Operationer var ikke min store interesse.

Der var et lille personalerum og én gang kom jeg af vanvare til at sætte mig i overlægens stol. Han var der ikke, men jeg fik hurtigt besked om at finde en anden taburet. Jeg har spurgt mine elevkammerater via en Facebookgruppe, om de kan huske noget mere og Mariannes svar kommer her:

 Ja 1973 var jeg der også. Jeg husker faktisk ikke så meget om selve barselsbehandlingen, derimod at det var en lise at være der, efter de hårde almenkirurgik/medicinske afdelinger hvor vi knoklede. På RH barsel var vi masser af personale elever fra både BBH Kommunen og Riget, og vi fik 2 flasker rødvin op til middag hver dag. Jeg tror alle patienter fik tilbudt et glas, men alle sagde nærmest nej. Derfor husker jeg at vi elever sad i køkkenet og drak rødvin og ventede på at klokken blev halv fire – det var den rene svir.

birthelarsens_n
Birthe Larsens foto af et lille udsnit af vores elevhold. Jeg er ikke med på billedet. Uniformerne blev skiftet til nye modeller kort efter.

Nogle år efter skrev Dea Trier Mørch romanen “Vinterbørn” fra Rigshospitalets barselgang. På det tidspunkt må de havde været flyttet over i den store nye højhus. Jeg husker ikke, at jeg har fået den læst desværre.

 

 

 

Sygeplejerske

Et tilbageblik på sygeplejeskeuddannelsen på Bispebjerg Hospital 1971-1975

I gymnasiet havde vi et par timer som skulle bruges til uddannelsesvalg. Jeg kiggede i en bog, men der var ikke noget, der fængede. Jeg var mest interesseret i historie, litteratur og sprog, men anede, at det ikke ville kunne udgøre en levevej for mig. Jeg har mistanke om, at jeg tænkte på sygeplejen som en måde at komme hjemmefra på.

Bispebjerg Hospitals Sygeplejeskole havde et kollegium og man ville få løn under uddannelsen, så det med bolig ville blive muligt.

Efter 2.G havde jeg prøvet at være indlagt på Glostrup Hospital for konstant hovedpine og træthed gennem et helt skoleår. I dag tror jeg det har været en eftervirkning af Mononukluosis. Derudover var rygning tilladt inde i den såkaldte “Vandrehal” i gymnasiet, og den konstante cigaretrøg har bidraget på værste vis til ubehaget.

Jeg var indlagt i en eller to uger og man fandt intet, men jeg så at sygpeplejeeleverne havde en vis status og lavede spændende ting.


Jeg var bosat i Manchester i efterår og vinter 1970/71 og kom hjem på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne komme ind på sygeplejeskolen. Det forår var jeg lærervikar i forskellige kommuneskoler i Herlev og det overbeviste mig om, at lærer skulle jeg ikke være. At råbe en klasse op, var udenfor mine evner og at færdes på lærerværelserne var også meget fremmed for mig. Det kom jeg til at tænke på i de år, hvor jeg var både småbørns-og skolesundhedsplejerske og derfor kom på lærerværelser.

Jeg fik ansøgt til sygeplejeskolen og kaldt ind hos Frk. Koefod, der var forstanderinde. Det eneste hun hæftede sig ved var at jeg kun havde fået 7 i Fysik/kemi i 9. klasse (2. Real). Jeg kom der med studentereksamen. Det betød intet.

From the time I spent in Manchester 1970/71
From the time I spent in Manchester 1970/71

Jeg skal mødes med hele det hold, som jeg startede med i september 1971 på Sygeplejeskolen på Bispebjerg. Det er 42 år siden vi afsluttede i 1975 og jeg har ikke set dem i alle de år.

Hold September 1971- marts 1975 BBH
Hold September 1971- marts 1975 BBH

Jeg var meget betaget af anatomi og fysiologi. Det var imidlertid ikke noget, jeg kom let til. For at lære det skrev jeg alt op på A4 ark og foldede og checkede om jeg kunne svare og forklare og huske alt. Anatomien var ren udenadslære, mens fysiologien krævede en forståelse på et højere plan. Det gik godt med det og forskolen stod for mig som det bedste. Siden blev vi spredt for alle vinde. Praktikopholdene på afdelingerne var ca. tre måneder ad gangen og det var ikke sikkert, at man var der med en fra klassen. Der var første, anden og trejdeårselever. De første år havde vi blå og hvidstribede kjoler på og stivede og nystrøjede forklæder på.  Påsyede striber angav, hvad årgang man var.

Her et billede fra mine holdkammerater, som 1.årselever efter Forskolen

BBH hold sep 1971 førsteårselever
BBH hold sep 1971 førsteårselever nogle af mine holdkammerater billedet er fra vores Facebookgruppe

Birthe Larsen skriver:

 Det er et billede, som er taget af min søster, der er fotograf (Conni Kaae). Så vidt jeg husker, så blev det aftalt at tage i sidste øjeblik, inden vi skulle aflevere de gamle uniformer 

Uniformerne var skønne, når de var “gået lidt til”. Lige når de kom fra vaskeriet rene of nystrøjede var de stive og flipperne kunne drille med de små knapper, der skulle igennem knaphullerne. Forklædet var også forsynet med knapper og det tog en rum tid at få det hele ordentligt på. Der hørte mørkeblå uldne kapper til, der var grønne på indersiden. Det sås i blæsevejr, når man gik udenfor om vinteren.


 

Billeder fra Sygeplejemuseet

 

På et tidspunkt blev jeg sendt på Blegdammen Hospital og fik et værelse på en øde gang. En portør fra Bispebjerg havde afleveret mine få ejendele, som stod foran døren.

Det var et dejligt sted at arbejde, da jeg blev anset som rigtig arbejdskraft og fik ansvar. Det var en medicinsk afdeling. Men det at bo der på loftet var ensomt og jeg hadede at have fri. Det var under energikrisen, så al engangsplastik skulle genbruges. Jeg husker ikke, hvordan vi gjorde medicinglas rene. Afdelingen er revet ned og på stedet ligger i dag Panum Instituttet tæt på Sct. Hans Torv og Blegdamsvej.

Billede af det nu nedrevne Blegdamshospital Nørrebro

Jeg var altid meget nervøs, når jeg skulle vurderes af en sygeplejelærer. Det var lige meget, om det var ophældning af medicin, injektionsgivning, sengebad, som de mest dårlige patienter fik dengang.

Mit værste ophold var sommeren før i 1972. Det var mave-tarm kirurgisk afdeling på Bispebjerg beliggende i en af de gamle pavilloner, Afdeling A. Bygningen ligger der endnu, men bruges ikke som sengeafdeling mere.

Bispebjerg Hospital Foto Væggen gamle pavillon
Foto fra B.B.H. 1915 Sygeplejemuseet

Der var en lang bred gang, hvor medicinskabet stod og nogle beskedne skrivebordspladser til afdelingssygeplejerskene.

Nogle af patientstuerne var store med plads til måske 6-7 patienter. Det ver “1 sengen” osv. En afdelingssygepejerske virkede sadistisk på mig. Hun bad mig komme med ind på en stue, hvor en mandlig patient skulle have skiftet en stor abdominal forbinding. Uden at forberede mig rev hun den af og man så direkte ind i krater af et operationssår. Jeg besvimede ikke, men oplevede en uerhørt vrede mod hende, at hun valgte at udsætte mig for det syn helt uden forberedelse. En anden gang kom jeg på arbejde, hvor en mand lå og brølede af smerte inden en akut operation. Det var tarmslyng. Siden blev han opereret og helt forandret. Jeg tror man smertedækker folk anderledes i dag. En mand i “1 sengen” lå med en såkaldt “Sengstaken Sonde”. Han lå så tålmodigt med den røde gummislange nede i maven. Han havde skrumpelever og oesophagusvaricer      (spiserørsåreknuder) p.g.a. voldsomt tryk på den store vena cava ved leveren.

Senere kom jeg på en øre-næse-hals afdeling i den mere moderne del af Bispebjerg Hospital. Det var et højhus. Der var mange børn indlagt og de skulle vækkes tidligt om morgenen og vaskes af nattevagten. Der var ingen forældre tilstede og det skurrede i mit hjerte at se de små i tremmesengene.

Her fra et senere arbejde på Rigshospitalet

Rigshospitalet 1978-3

To andre ting gjorde indtryk derfra. Det ene var en svært overvægtig dame, der havde forsøgt selvmord med at indtage noget ætsende, der ikke havde slået hende ihjel, men havde ødelagt hendes spiserør. Kuren til hende var at komme på en 1100 kcal diæt. Jeg tror ikke hun var spurgt om det var noget for hende.

En ung mand kom ind om natten efter slagsmål og næste morgen var han død af en piblende hjerneblødning, som ingen havde opdaget. Jeg mindes en norsk sygeplejerske, der ikke selv ville lave noget, men som godt kunne sætte eleverne til at ordne det hele i aftenvagten. Jeg tænkte meget over, hvor forskellig en vagt kunne være efter, hvem man var sammen med.

Praktikopholdene vekslede med skolemoduler, som jeg naturligvis nød i fulde drag. Lægerne kom og underviste os i deres specialer og det var utroligt fascinerende. I perioder kunne jeg bilde mig ind, at jeg fejlede de sygdomme, de underviste om. En af praktikperieoderne foregik på Børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg, hvor jeg selv havde ligget som præmatur. De interessante tilfælde blandt børnene blev kørt til et auditorium, hvor de blev undersøgt af lægestuderende, som så skulle give et bud på hvad de fejlede. Det må have været hårdt, men heldigvis forstod børnene nok ikke, hvad der foregik. Den slags forekommer sikkert ikke i dag.

Da jeg endelig blev uddannet var mit første arbejdssted gynækologisk K afdeling i en af de gamle pavilloner ligesom mave-tarmkirurgisk A.

En dygtig og afholdt læge hed Devantier og han satte sig op på sengekanten og forberedte de unge kvinder på operation. Det kunne være cancer uteri (Cancer i livmoderhalsen), som allerede havde vist sig fra 16 års aldren. Det var så faderligt og rart at han tog sig tid til det.

En berømt balletdanser skulle have provokeret abort, men det blev holdt skjult og blev kaldt “Abrasio” udskrabning i stedet. Der var ældre damer, der døde af underlivscancer og yngre, der havde graviditeter udenfor livmoderen. En livstruende situation.

Et minde dukker op med en mor til en polsk sygeplejerske, som jeg lærte at kende det sidste år jeg læste på sygeplejeskolen. Pigen hed Barbera og hun og hendes familie var polske, jødiske flygtninge. I 1960’erne blev de forfulgte i Polen. Barbara var meget dygtig og lærte hurtigt dansk. De “gamle” forældre lærte det aldrig. Moderen havde levet i en kælder i Ljuv i skjul for at overleve nazismen. Desværre husker jeg ikke meget om faderen. En dag blev moderen indlagt på afd. K og opereret for cancer i livmoderen. Hun har sikkert klaret den, men hun lå helt tavs og maskeagtig i sengen. Hun har sikkert været skrækslagen og ingen har talt med hende. Tiden på afd. K blev det bedste punktum for tiden og det jeg husker tilbage på med størst glæde. Afdelingssygeplejersken hed frk. Gudrun Nielsen og hun havde vist stadig kappe på. Det var ellers forlængst afskaffet. Hun kunne godt lide mig og det blomstrede jeg op ved. Hun kaldte mig Frk. Holm. Hun kunne sige

Frk. Holm i morgen skal De løse af for mig!

Det var en stor ære, fordi, så skulle jeg stå for stuegangen i stedet for hende. Det var heldigvis ikke så svært på den afdeling.

Der er meget jeg har glemt og jeg må spørge de tidligere klassekammerater om at hjælpe mig at huske. 

At være to om at rede senge var en fornøjelse. Først skulle alle patienter hjælpes op og at bleve vasket og, når de var ude af sengene, skulle alle sengene redes fra en ende af. Vi gik på hver side af sengene og småsnakkede undervejs.

Om eftermiddagen var der en omgang med puls og temperatur og evt. B.T.s måling. Bagefter fik alle kaffe og kage, eller franskbrød.

Alle blomsterbuketter kom ud i skyllerummene om natten og vandet blev skiftet. I skyllerummene hang en tung lugt af urin og af Fresier, som var den mest gængse blomstertype hos patienterne.

Vi målte også diuresen, dvs samlede al urin fra patienterne. Måske var det mest på mave-tarmkirurigsk afdeling. Det står hen i det uvisse.


Under krigen spillede hospitalet en stor rolle ved at jøder på flugt blev gemt på sygestuer, sygeplejeboliger og i de underjordiske gange. Der var også en illegal presse dernede.

000256f040_bispebjerg_hospital_med_lys_i_vinduerne_4_maj_1945 Sygeplejehistorisk museum
4. maj 1945 fra Bispebjerg hospital. Foto sygeplejemuseet

Jeg havde ekstra job med rengøringen under uddannelsen på samme hospital, hvor en del foregik under jorden. Jeg blev kun hilst på, når jeg var sygeplejeelev og ikke som rengøringshjælp. Siden da har jeg lagt vægt på at hilse på alle selv uanset, hvilket job vedkommende har.

Jeg skyndte mig videre i mit liv til sundhedsplejen, der passede mig så meget bedre og har derfor knapt nok skænket dette kapitel en tanke. Dog har det, jeg lærte ligget som en grundviden i mit arbejde som sundhedsplejerske og som mor, at kunne skelne sygt og raskt.

Fra en nostalgisk tur til Bispebjerg Hospital juli 2017