Sundhedsplejen i mit liv

1980-1990 i København i Spæd- og Småbørnssundhedsplejen og 1996-2014 i Vestjylland i kombineret ordning

 

I dag på min løbetur kom jeg forbi et hjem i Herning, hvor jeg for tyve år siden var sundhedsplejerske i et vikariat. Der stod en studentervogn udenfor og jeg husker de hyggelige besøg der med familiens førstefødte i 1997. Tyve år!

Sytten år inden var jeg endelig nyuddannet sundhedsplejerske fra Sygeplejerske Højskolen ved Aarhus Universitet. Sådan hed det dengang i 1980 og mange år frem. Dengang var det en et-årig videreuddannelse oven på sygeplejerskeuddannelsen. Dog krævedes der to års praktik på arbejdspladser, der havde med børn at gøre og hjemmeplejen, som forberedte os på at færdes i alle typer af hjem.

Mange familier vidste ikke at vi alle var sygeplejersker inden vi kunne søge optagelse på videreuddannelsen.

I dag kan man optages på uddannelsen som nu varer 1 1/2 år. Et år på VIA University College i Aarhus og et 1/2 års klinik i en kommune.

Fotos fra en majaften i Vennelystparken i Aarhus fra mit uddannelsessted

 

Jeg havde aldrig selv kommet på at tage den uddannelse, men presset som ny sygeplejerske på en akut afdeling på Bispebjerg Hospital fik mig til at tænke nye tanker. Efter to år som nyuddannet sygeplejerske oplevede jeg en uudholdelig stress omkring at modtage meget dårlige patienter. Når ambulancesirener lød i Københvns gader, troede jeg de kom til mig på min vagt.

Ulykker kom naturligvis helt uanmeldt og det der slog mig ud, var følelsen af, at ikke kunne være der nok for den enkelte. Det gik op for mig, at jeg via en sundhedsplejerskeuddannelse kunne være mere nærværende for få ad gangen. Jeg lagde med det samme planer for fremtiden:

  • Sagde op fra den akutte kirurgiske afdeling
  • Fik job på en hudafdeling, som også behandlede børn
  • Kom i hjemmeplejen på Amagerbro og Sundet
  • Tog kørekort, da jeg forstod at det ville være vigtigt at kunne komme rundt
  • Tog job på børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg.
  • Blev optaget i Aarhus, fordi jeg ville se en anden del af landet

Et minde fra hjemmeplejen på Amager var at jeg skulle ud til en barselpatient. Det skulle hjemmeplejen, når der var tale om en hjemmefødsel. Den pågældende mor var så frisk, at hun stod midt i at skulle holde børnefødselsdag for et af sine andre børn. Jeg husker følelsen af at være tilovers og at ikke ane hvad, en sundhedsplejerske egentligt skulle sige og gøre. Men det er så det, man lærer på uddannelsen og først indarbejder efter flere års praksis.

Nu var jeg udsendt som hjemmesygeplejerske, så jeg havde endnu ikke det ansvar.


Da alt var parat blev jeg gift og min daværende mand indviljede i at flytte til Aarhus for også at prøve noget nyt. Den gang var S.U. ikke opfundet, men jeg fik lidt fra København Kommune, som jeg havde ansøgt om at få.

Undervisningen foregik i de gule murstensbygninger, der hører til Universitetet. Skolen tilhørte dog ikke universitet, så derfor kunne vi ikke dengang kalde os kandidater.

Undervisningen var overvældende for mig, fordi det i den tid var nyt, at man begyndte at forstå barnets tilknytningsbehov mere teoretisk. Se min artikel om børnehospitalet  Fuglebakken.

Jeg bearbejdede mange ting fra min egen tidlige barndom med adskillelse og følger af for tidlig fødsel. Det fag, jeg var gladest for var kernen i arbejdet “Funktion og metoder i sundhedsplejen”.

Sundhedsplejerskeuddannelsen december1979 hos lærer
Sundhedsplejerskeuddannelsen december to studerende december 1979 hos lærer på uddannelsen til sammenkomst med klassen

Jeg elskede forelæsningerne, men afskyede de tvungne gruppearbejder og ikke mindst en enkelt gruppeeksamen. Jeg var gravid og helt udmattet og følte ikke jeg kunne komme til orde. De andre var så veltalende. To store skriftlige arbejder var afleveret, men jeg dumpede i gruppeeksamenen, der hørte til den administrative opgave, der hed Administraion og Organisation. Det føltes som et svidende nederlag, for jeg brændte jo for selve uddannelsen. Meget handlede om tilrettelæggelsen af skolesundhedsplejen, som jeg ikke havde haft meget med at gøre. En af mine veninder kendte en af de dygtigste skolesundhedsplejersker og hun tog sig tid til at se min opgave og inspirere mig til at lave den mere realistisk men også fremsynet.

Jeg knoklede på i sommerferien og gik op midt på sommeren hos en af de lærere, jeg var allermest glad for og bestod. Aarhus havde kun plads til få nye sundhedsplejersker i deres kommune, så jeg ringede til Københavns kommunes Omsorgsafdeling i Bernsdorffsgade om de havde brug for mig?

Hvornår kan du komme? spurgte Vibeke Tandrup (Stedfortrædende Forstander)

Det må jeg sige, var sidste gang at en ansættelse gik så let. Jeg var tilmed gravid i 6. måned, så de har virkelig haft brug for vikarer.

Sundhedsplejen i Kbh 1980
Jeg sidder på forreste række i lyserød Laura Ashley kjole og til venstre for mig sidder Grete Lyager. Wivian Fulgsang på forreste række næstyderst i rødternet kjole. Else Guldager sidder på forreste række nr. fire fra venstre. Viceforstander Vibeke Tandrup står i hvid bluse bag Wivian Fuglsang i rødtern.

Det allerførste besøg var på Rigshospitalets kollegium på Jagtvej- Det var mærkeligt nok min mors kusines datter, der fik sin førstefødte under ergoterapeutstudiet. Jeg var nervøs og så forkert på vægten. Det slog mig også, at forældrene var ligeglade med mit besøg. Det var helt uvant tanke at nogle familier ikke efterspurgte noget fagligt.

I resten af min tid som sundhedsplejerske har jeg været følsom overfor netop dette, om familierne var interesserede eller ikke. Det var som om kvaliteten af besøget steg i takt med familiens hunger efter støtte og viden om deres barns trivsel.

Det første område jeg kom til som vikar var ydre Nørrebro under sommerferien, derefter Vesterbro.  Jeg lagde med det samme mærke til at der var rangorden både blandt sundhedsplejerskerne og hvilke områder, der var NOGET.  Vesterbro og det indre Nørrebro regnedes mere end Enghave, Østerbro var luksuskvarteret. Brønshøj og Vanløse var regnet som “Nemt”. Amagerbro, Sundet var svære at få besat af sundhedsplejersker. Der var utrolig megen luftforurening på gaderne dengang.

Sundhedsplejerskerne var meget “Rødstrømpede” og nogle var “alternative, selvom det nok ikke var noget, man man måtte vejlede ud fra.

Jeg tror, de var så individuelt stærke, at de gjorde som det passede dem. En var politiker, Vivian Fulgsang var skribent på Politikken. Else Guldager fik lov til at forske og blev siden en kendt person og talsmand for sundhedsplejen. En skiftede navn fra Karin Sonne til Saida Sonne, da hun gjorde en særlig indsats for indvandrene. Der var en del familier fra Pakistan og jeg ved ikke, hvorfor de kom. Saida kom til at stå for tolkuddannelserne, da tolkene ellers tolkede som vinden blæste.

En episode fra Vesterbro står klart. Jeg går op til en pakistansk familie, hvor jeg finder et ret nyfødt barn på en divan liggende med et tyndt stykke stof over ansigtet. Det var et uhyggeligt syn og jeg så hun var dårlig og blålig. Jeg fik fat på en læge. Dengang havde vi ikke telefoner, så jeg må have cyklet til områdekontoret og ringet. Eller gik jeg ind til en grønthandler på gaden? Der blev sendt en læge og pigen blev behandlet for en hjertefejl. Senere så jeg hende igen og hun var blevet alt for tyk.

Andreas roder i min arbejdstaske 1981-1
Min førstefødte undersøger min store kernelædertaske med målebåndet hængende ud

Da jeg kom fra barsel året efter fik jeg fast arbejde i Vanløse på 30 timer og siden efter 3 børn 20 timer i Vigerslev. De to distrikter lignede hinanden på mange måder. Jeg trivedes bedst med almindelige mennesker. Ikke for rige og fine og ikke for elendige forhold heller. Grete Lyager var på Østerbro. Hende husker jeg fordi, jeg oplevede hende i min elevtid på Fuglebakken som “Føl”. Dvs. hun gik efter en afdelingssygeplejerske som led i at blive sundhedsplejerske. Hun var i blå uniform med hvidt forklæde lige som jeg. I de ti år jeg var i Københavns kommune var Grete Lyager på Østerbro og da jeg mange år efter kom til Ølgod og siden Varde kommune stødte jeg på hende igen som ledende sundhedsplejerske i Fredericia. Hun var en, jeg havde stor respekt for og så op til. Hun var med til at indføre hjælp til mødre med fødselsdepressioner i Fredericia kommune.

Sundhedsplejerskene i København var præget af 1970’er moden. Dvs. de fleste gjorde ikke meget for at se godt ud. Det var med fodformede sko og fløjsbukser og hjemmestrikkede bluser. Vi havde tunge kernelædertasker.

Skolesundhedsplejen var helt adskilt fra os, i det de havde en anden ledelse. En enkelt gang havde vi et fælles møde omkring indførelsen af MFR vaccinen i 1983.

I Spæd- og Småbørns Sundhedsplejen havde vi månedlige faglige møder og dem var jeg glad for, i det vi var spredt til hverdag i mindre grupper over hele byen. Fødselsanmelderserne blev sendt til områdekontorerne via intern post og var i tyndt lysegrønt papir. Vi læste på den om fødslen, mål og vægt Apgar Scores, (fysisk bedømmelse af barnet ved fødslen), blodtab hos moderen og varighed på fødslen, antal provokerede eller spontane aborter, adresse og navne og data.

Ud fra fødselsanmeldelsen kunne vi se en masse, som dannede grundlag for besøgets tilrettelæggelse. Lav fødselsvægt og evt. fødselskomplikationer forberedte til at møde moderens og (evt. faderens) behov. Det sidste bliver der heldigvis taget stadig mere hensyn til takket være psykolog Sven Aage Madsens psykologiske arbejde på Rigshospitalet om fædres behov og evt. efterreaktioner.

Vi skrev journaler i hjemmet om muligt ellers på kontoret. Vi havde både en familiens journal med lidt data. Dog ikke meget brugt og barnets journal med:

  • Mor fortæller….,
  • Obj: om barnets udvikling lige nu i besøget og
  • Vejl.: Den vejledning vi gav den dag.

Vi kaldte børnene “Udøbt dreng/pige med tegn for dreng/pige. I dag er det muligvis “Unavngiven dreng/pige” i de elektroniske journaler. Vi skrev også i “Barnets Bog” en bog i A5 format i hvid og grønne farver. Der var kun plads til det vigtigste og sundhedsplejerskens stempel på tlf. tider. Det har alle dage været uklart, hvad Barnets Bog skulle bruges til. Den er mest til små minder om en tid, der hurtigt svinder. Mål og vægt og noter og vejledning om udvikling og forslag til mad.

Vanløse Områdekontor
Min førstefødte på cyklen ved min daværende arbejdsplads i Vanløse eftersommeren 1981

Jeg gjorde stadig mere ud af “Barnets Bog, da vi i 2006 skiftede til elektroniske journaler. Dvs. jeg udskrev kopi af journalen til Barnets Bog, så journal og Barnets Bog var ens om observationer og udviklingstrin og råd og vejledning. Fra ca 2017- 2013 havde jeg tung bagage med mig i besøgene i form af printer og computer, som til sidst blev reduceret til iPads, der ikke kunne opfange internettet og familierne måtte selv printe ud, i det de havde adgang til den ene del af den elektroniske journal, der havde med barnet at gøre.

Udøbt dreng eller pige
Tegnene for udøbt dreng eller pige
Maria sundhedsplejerske i Vanløse december 1981
Maria sundhedsplejerske i Vanløse december 1981. Journalen ligger på bordet

Fra Vanløse med min anden dreng oktober 1982

Maria og Benjamin oktober 1982
Kunne have været fra et hjemmebesøg i Vanløse

De fleste familier fik i firserne og halvfemserne ti besøg i første leveår. Nogle få havde ikke brug for så mange, men de fleste tog gerne imod det. Meget var mere besværligt dengang, idet barselorloven var meget kortere end i dag og overgang fra bryst til skemad var svær og ind i mellem traumatiserende for mor og barn. Der var også stress omkring at få en institutionsplads, idet der var alt for få til børnenes behov. Ofte var de mellem et og 1 1/2 år før de fik plads i vuggestue/ dagpleje. Mødrene måtte finde privat pasning og de heldige havde en mormor til barnet, der kunne træde til. Det tiår fra 1980-1990 var de bedste år for mig i sundhedsplejen, selvom jeg lærte så meget mere i de 16 år jeg var ansat i Vestjylland Ølgod og Varde.

Det var et kæmpe nervepres for mig at vente på plads til min førstefødte, mens jeg var i arbejde. Jeg havde taget ullønnet orlov fra seks til ti mdr., da jeg ikke kunne udholde tanken om at aflevere så tidligt. Min dreng nåede at blive 1 år, før der var dagplejeplads. Det var svært. Jeg havde ham med nogle dage og rendte ind og ud af besøgene med ham i vogn uden for. Det var ikke godt for hverken ham, for mig eller familierne.

Otte år efter jeg var startet i Københavns kommune var jeg nødt til at lade mig skille og jeg vil give et indtryk af min situation via et citat fra en anden blogartikel om mit liv:

What kept me up was my lovely small children and my work as health visitor. When I went into a home to visit a new family with a baby I completely forgot my own worries. I was a single mom for four years.

Efter en pause fra sundhedsplejen på 6 år, hvor de fem var i Sverige søgte jeg den ene stilling efter den anden, der kunne være ledig i en stor radius på ca 60 km uden om Herning.  Jeg var 45 år og vidste ikke at det var for “gammel”.

Efter godt et år med vikariater i Skive, Lemvig og Herning fik jeg endelig fast job i en lille kommune Ølgod 45 km væk. Jeg oplevede Herning sundhedsplejen, som bestod af dygtige sundhedsplejersker. Et andet indtryk var at meget få havde været væk fra Herning, hvilket gjorde indtryk på mig, som både var københavner og havde boet i udlandet.

I Ølgod i sydvest jylland var der en blanding af gode solide familier, som landbrugsfamilier og folk i villaer, men også stor del af socialt udsatte familier eller enlige mødre. Den samme befolkningssammensætning fandtes i Varde, hvor jeg var de sidste år. Overgangen fra København og siden Sverige var svær. Jeg kunne ikke tolke mødrenes behov så nemt mere. Der er forskellige sociale normer eller uskrevne regler alle steder.

De jyder, jeg kom i kontakt med var mimikfattige. Langsomt kom jeg bag om facaden og oplevede naturligvis mange skønne mennesker, der havde brug for mig.

Jeg lærte at blive mere og mere konkret i vejledningen og kom på adskillige kurser om mor/barn tilknytning og forstod stadig bedre nuancerne i barnets udvikling. For ikke at glemme de ting, jeg har brændt for i sundhedsplejen har jeg skrevet de vigtigste emner i min danske sundhedsplejeblog.

Hjemmebesøgene blev i de senere år reduceret til næsten ingen ting. Vores borgmester mente, at unge mødre kan finde “alt” på nettet. Det kan nok være, men for at sortere i det og at få den fornødne omsorg er de individuelle hjemmebesøg stadig vigtige. Ved at skabe tillid kunne man som sundhedsplejerske give en familie et løft i at turde tro positivt om deres barns udvikling selvom, der kunne være mange typer problemer.

Det der kan være svært i dag er at mange udskrives få timer efter fødslerne. Det er ikke altid at forældrene kan vurdere om barnet kommer igang med at sutte ordentligt og tage på. Det er et kæmpe ansvar at stå med. Men de fleste klarer det utroligt godt.

Dilemmaer var der også mange af. Når jeg oplevede at en familie ikke levede op til at tage sig godt af deres børns udvikling eller behov var det let for familierne at blive fornærmede og smække døren i. Vi balancerede på en knivsæg omkring hvilke ord, der skulle bruges. Dog duede det ikke at være usikker heller. Jeg oplevede en anden mentalitet hos udlændinge. De var ofte mere åbne overfor vejledning, når ikke sprogproblemerne stod i vejen. Jeg tror, det har at gøre med at udlændinge, også scandinaver, havde lettere ved at være autoritetstro mod sådanne som os sundhedsplejersker.

Modsætningen til dette kunne være en dansk, måske ikke så godt begavet mor, som blev rasende på mig, fordi jeg forsøgte at få hende til at forstå at hendes for tidligt fødte barn skulle skånes fra for mange indtryk og om muligt svøbe sit barn i vuggen for at få det til at sove.

Et svøbt spædbarn parat til at blive lagt

Et højdepunkt for mig var at kunne formidle børnenes behov og hvordan man opnår, at de sover og spiser nok og lærer at udvikle sproget og får den motoriske udvikling på plads i samarbejde med forældrene.

Mine største glæder har været at yde hurtig og vedvarende hjælp til en mor, der var bange for ikke at kunne amme eller havde svære ammeproblemer eller at hjælpe en mor godt igennem en fødselsdepression. Ligeledes var det dejligt at hjælpe familier med for tidligt fødte børn at forstå udviklingstrinnene adskilt fra biologisk alder og tage et skridt ad gangen langsomt for at støtte barnet uden at overstimulere det.

Omkring CH. fødsel
På hjemmebesøg i Ølgod tiden omkring 2007

Jeg oplevede et par gange at være sundhedsplejerske for en ung mor, jeg også havde haft i skolen i Ølgod. På den måde fik jeg en slags moderligt forhold til hende i modsætning til de ti år i København, hvor jeg kunne risikere at få et venindeagtigt forhold til mine “mødre”, fordi jeg selv fik fire spædbørn på række.

Der kommer en opfølgende artikel med eksempler på, hvad jeg oplevede i min tid som sundhedsplejerske.

 

Boel klokke
Jeg laver “Boel prøve” hos mig selv med barnebarn december 2015

Mine oplevelser i skolesundhedsplejen må også gemmes til en anden gang. Det er som et helt andet job, som man så skifter imellem i den “kombinerede ordning”.

Fortællinger fra Fuglebakken Børnehospital

Anden del af historier fra fuglebakken. Den første kan ses her.

Jeg skrev for nyligt om mine oplevelser på Fuglebakken som patient, personale og til sidst mor og delte det på Facebooksiden “Vi der er født i 1950’erne”. Jeg fik en overvældende reaktion fra mange, der har oplevet indlæggelsen dybt i sjælen som barn. Enkelte var glade for det og andre havde mareridtsagtige oplevelser.

Jul på hospitalet 1951 København Fot AOK guide
Jul på hospitalet 1951 København Foto AOK guide

Der var folk, der som ansat havde været glade for at arbejde på stedet. Mine oplevelser var blandede, fordi jeg havde en dyb følelse af, at børn skulle behandles mere individuelt. Jeg har aftalt med bidragsyderne, at de samles her i dette efterskrift.

Børns oplevelser:

Gitte S. Skallerup: Jeg var indlagt på Fuglebakken fra august 1955 og blev endeligt udskrevet i marts 1957. Jeg var dog hjemme ind imellem. Jeg har ingen erindring om det, da jeg kun var 1 måned gammel, da jeg blev indlagt første gang, men jeg har fået fortalt, at mine forældre ikke besøgte mig ret tit. Det passer jo fint med dine iagttagelser.

Jeg spørger om flere detaljer og Gitte svarer:

Som skrevet har jeg ingen erindring om selve opholdet, men husker nogle af de kontroller jeg var til, indtil jeg blev raskmeldt som 10-årig. Mit forhold til min mor blev aldrig særligt fortroligt, mens jeg helt klart var fars pige. Jeg har ladet mig fortælle, at min far var oftere på besøg end min mor.

Gitte S. Skallerup:

En af de læger, der var med til at redde mit liv i 1955, var en ung reservelæge, der hed Erik Thamdrup. Da jeg 10 år senere blev raskmeldt, var det netop ham, der var til konsultationen/kontrollen. Han blev senere overlæge på børneafdelingen på Hillerød sygehus.

Marjanna W. Nielsen skriver:

Et skrækkeligt hospital, min lillesøster var indlagt der i 1961, med kighoste og forældre var ikke velkomne, kun i besøgstiderne, tænk at udsætte børn og forældre for disse traumer

Billedet herunder er fra et familiemedlem, der var barneplejerske i 1950’erne og 1960’erne og det kunne lige så godt været fra Fuglebakken, hvor man også havde barneplejersker og samme slags tremmesenge, som ses i baggrunden. Den lille er træt eller ked af det og legetøjet er fuldstændigt ligegyldigt.

Mattern barneplejerske og barn på Philadelphia
Ingelise Mattern barneplejerske og barn på Philadelphia

Dorte Holst skriver :

Uha, jeg har frygtelige minder derfra. Har aldrig grædt så meget, adskillelsen fra mine forældre, tvangs fodring m.m.

Maggie H.M. Hautala

Jeg var indlagt på Fuglebakken i 1966 i små 3 uger husker opholdet som noget godt, personalet var utrolig søde 😍 og prøvede at gøre det så godt for mig, så har kun positive minder fra mit ophold på børnehospitalet Fuglebakken 👌🏽
Selvfølgelig blev jeg overlykkelig, da jeg blev udskrevet og kunne komme hjem til min elskede Mor og min familie ❤️
( Ude godt, men hjemme bedst )
Syntes selvfølgelig det må have været ganske skrækkeligt at skille små børn og forældre ad som de gjorde dengang😱

Min Mor fortalte, at jeg tog det som en ferie (ja og husker det også selv sådan) var selvfølgelig også vant til at være adskilt fra mine forældre hver sommer, når jeg var på ferie hos min elskede Mormor og Morfar oppe i Finland 🌞
Min Mor og familie fik lov til at besøge mig så ofte de ville under min indlæggelse på Fuglebakken 😍

Ida Blædel:

Jeg var indlagt på Fuglebakken i 1967 i 3 uger tror jeg. Synes personalet var søde, men skrækkelig mad:-) strenge besøgstider, så kun min mor 1 time hver dag, så det var skønt st komme hjem.

Lone Ravn

Jeg var indlagt på Kommunehospitalet med brandsår. Det var en slem tid

Dette indslag kom med, fordi det er ligegyldigt, hvor det var, at børn var indlagt. “Regimet” var det samme og på andre hospitaler var det måske værre, fordi børnene lå sammen med voksne.

Susan Bisgaard :

Har selv ligget der i ca. et halvt år i 1962, vi måtte kun få besøg om søndagen, og fik kærnemælk, som jeg ikke kunne lide, der var en sød sygeplejske, der kom med sukker bøtten til os, der ikke kunne lide det, kan også huske vi stod og så vores besøgende igennem en glasdør, når de kom, der lugtede af flæskesteg om søndagen. Jeg var indlagt som seksårig med gigtfeber og knoglebetændelse. Ville også meget gerne læse journalen fra den gang, og ja kun besøg den ene gang om ugen. Kommer lige i tanke om, at jeg fik en endefuld af en sygeplejerske, fordi jeg ikke kunne sove til middag.

Dan E. Christiansen

Har været indlagt i september/oktober 1956 for mellemørebetændelse, halsproblemer med mere og har vage erindringsbilleder om et rart sted at være: Jeg husker, at man tog sig omsorgsfuldt af mig. I september 2016 fik jeg aktindsigt i “min sag”, der også indeholdt udskrifter om samtaler med min mor m.v. Disse akter har dermed bidraget til at sætte min barndom i perspektiv i forhold til årsagen til mit miljøskift fra Islands Brygge til en omegnskommune.

Dan E. Christiansen forklarer her, hvordan man søger aktindsigt, hvilket mange har ønske at vide:

Den direkte vej er Københavns Stadsarkiv, hvor man kan oprette sig som bruger via: http://www.starbas.net/arkivets_forside.php?arkiv=1

Der er en udmærket oversigt over søgemuligheder og -vilkår på Københavns Stadsarkiv via linket: http://www.kbharkiv.dk/

Jeg bliver nødt til at tilføje, at jeg på grund af tidligere sygdomme/indlæggelser var nødt til at få aktindsigt i tidligere sygejournaler via Rigsarkivet. I de akter, som jeg fik tilsendt i kopi, kunne jeg læse om en konkret indlæggelse på Fuglebakken (hvad jeg jo godt vidste), men dette satte mig så til at bede om aktindsigt i min journal fra Fuglebakken.

Der er dog visse betingelser om tid, ansøgerprofil med mere, som man altsammen kan læse om på hjemmesiden, ligesom man også skal regne med personligt fremmøde på Stadsarkivet på Københavns Rådhus, når man har fået grønt lys til at se sin journal.

Jeg håber, ovenstående oplysninger kan bruges og står gerne til rådighed til yderligere vejledning via en personlig besked.

Birgit Riege Crone:
Jeg har også været indlagt på børnehospitalet, da jeg ca var 6 år, men for at tabe mig, øv det var hårdt, men der var en frk.Rasmussen som var mega stram, ingen besøg og der var mulighed for det et par gange måtte min bror kun gøre det gennem en glasdør…Da jeg var ca 12 år sendte mine forældre mig afsted igen, og igen stramme frk.Rasmussen,syntes hun var gyselig. 25år senere er jeg blevet So-Su hjælper og skal op til en ny dame, ringer på og jeg, da damen åbner og fryser jeg til is, uden at forstå det. Jeg hjælper hende selvfølgelig med det jeg nu skal, men alt stritter i mig, er et stort spørgsmålstegn. Nå næste dag skal jeg igen derop, sveder, ryster…så begynder hun at fortælle hendes historie. Frk Rasmussen har indhentet mig igen. Så fortalte jeg min historie. Hun var rystet af, hvordan jeg havde oplevet hende…Men vi fik et kanon venskab…Hun sagde på det sidste….nu har DU skovlen under mig…en djævel inden i mig, sagde ja….men sådan havde jeg det slet ikke, elskede at hjælpe hende.😀en sjov historie…ringen sluttede.
Birgith Søndergaard:
Første gang jeg var indlagt på Fuglebakken ca 1960 var i Havehuset. Husker tydeligt der var en glasrude for enden af gangen hvor de små børn tit stod op i tremmesengen og græd. Ingen tog dem op. Gjorde stort indtryk på mig selv om jeg var en lille pige. Men kunne godt lide at være der. Sødt personale. I kælder pædagoger, hvor man kunne lære at save puslespil. En dejlig have til og der var også skoleundervisning på stuerne. Brød mig dog ikke om undersøgelserne i Hovedhuset.
Birgith Søndergaard:
Kom til at tænke på en af de gange jeg var indlagt. Denne gang på 2 sengs stue med en anden lille pige. Kunne ikke forstå hvorfor hun skulle forsørge på potte. Hun fortalte mig så. Det er fordi jeg har en slange i maven og hovedet skal ud. Jeg blev totalt rædselsslagen og holdt meget øje med hendes potte. Mange år senere fandt jeg ud af hun havde bændelorm. Havde en meget værre oplevelse da jeg blev overført til andet hospital for såkaldt Stor nyreundersøgelse. Der var ikke meget børnepædagogik dengang. Nok derfor jeg stadig har stor lægeskræk.
Elisabeth Madsen
Min datter blev indlagt der i 1972 fordi hun var født 2 1/2 måned for tidligt lå der i lidt over 2 måneder, kunne besøge hende hvornår jeg ville. Hun fik modermælk købt fra andre, der havde malket det ud. I starten kunne jeg kun se hende igennem en armeret rude, jeg måtte ikke komme ind til hende. Hun klarede den takkede være de fantastiske sygeplejersker og læger. Hun vejede kun 1140 gram og var 40 cm. Lang. Fik i starten mad hver anden time. Jeg var selv indlagt på Amager i de første 3 uger. Når hendes vægt var komme op på 2500 gram måtte jeg få hende hjem. Lige da hun var kommet til Fuglebakken ringede de og sagde hun var nødt til hurtigt at blive døbt, så de spurgte hvad hun skulle hedde, men et par timer efter ringede de igen og sagde det ikke var nødvendigt da det var en sund og stærk pige jeg havde født og jeg skulle være glad, at jeg ikke havde fået en dreng, fordi de var meget svagelige og sikkert ikke havde klaret den. I dag har hun selv 3 børn 👍🏻🌞
Elisabeths oplevelse af at have fået et meget for tidligt født barn stemmer med min mors knapt tyve år før.
En ansat Kirsten Eriksen:
Jeg har arbejdet på Fuglebakken som barneplejerske i 1969 og jeg kan huske det ligesom det er skrevet med de fortidlige fødte børn som fik flaske i sengen og når den sidste var færdig kunne man starte forfra. Og der var bestemte tider, hvornår de skulle ha flaske. Ja det sætter lige pludselig en masse minder og tanker i gang
Sidst jeg var i København tog jeg billeder på det tidligere børnehospital, som nu står renoveret og indrettet med lejligheder. Den store have er skåret af og indraget til P pladser. Der hvor afdelingerne for de større børn lå nederst i haven er der forlængst bygget rækkehuse til boliger.

This slideshow requires JavaScript.

Sanne Mendal Jensen:
Jeg var indlagt et halvt år i 1965 og havde ikke nogen god oplevelse. Jeg var indlagt fordi jeg ikke kunne ligge tør om natten.
Hver morgen blev vi vækket af noget surt personale som ydmygede os ved at vaske os som babyer i alles påsyn.
Min mor kom hver dag 1 time, og min søster og jeg havde kun kontakt gennem en rude.
Jeg blev ikke kureret, men vi fandt efterfølgende ud af at jeg havde været under observation for noget psykologisk mht mit nattetisseri.
Dengang troede man, at problemer med at ligge tør om natten skyldtes psykologiske forhold, når det handler om modenhed.

 

Når jeg ser på mindetavlen mindes jeg min mor, som var meget glad for Doktor Tudvad, som må have været meget opmuntrende for hende, når hun kom til kontroller med os som for tidligt fødte tvillinger. Min første artikel om Fuglebakken er her.

Jeg er kommet i tanker om at have fulgt med børn til et auditorium, hvor vi som sygeplejeelever i 1972 stod ved siden af barnet i sengen. En professor underviste de lægestuderende og de måtte byde ind med, hvad de troede barnet fejlede. Jeg ved at intet barn blev forberedt på det og hvordan det har påvirket dem? Jeg var ikke glad for det heller. Jeg har ligeledes været med på en transport med et lille barn, der skulle afleveres til et børnehjem. Det er muligt det var på det berømte Skodsborg Børne Observatorium den lille skulle anbringes.

Et mere positivt minde fra elevtiden er, at jeg lærte at holde af knækbrød med ost og æblemos. Det var noget vi tog til kaffepausen nede i pavillonerne med de større børn.