Måned: juni 2017

1980-1990 i København i Spæd- og Småbørnssundhedsplejen og 1996-2014 i Vestjylland i kombineret ordning

I dag på min løbetur kom jeg forbi et hjem i Herning, hvor jeg for tyve år siden var sundhedsplejerske i et vikariat. Der stod en studentervogn udenfor og jeg husker de hyggelige besøg der med familiens førstefødte i 1997. Tyve år!

Sytten år inden var jeg endelig nyuddannet sundhedsplejerske fra Sygeplejerske Højskolen ved Aarhus Universitet. Sådan hed det dengang i 1980 og mange år frem. Dengang var det en et-årig videreuddannelse oven på sygeplejerskeuddannelsen. Dog krævedes der to års praktik på arbejdspladser, der havde med børn at gøre og hjemmeplejen, som forberedte os på at færdes i alle typer af hjem.

Mange familier vidste ikke, at vi alle var sygeplejersker inden vi kunne søge optagelse på videreuddannelsen.

I dag kan man optages på uddannelsen som nu varer 1 1/2 år. Et år på VIA University College i Aarhus og et 1/2 års klinik i en kommune.

Fotos fra en majaften i Vennelystparken i Aarhus fra mit uddannelsessted

Sygeplejerskehøjskolen ved Aarhus Universitet Vennelystparken

Jeg havde aldrig selv kommet på at tage den uddannelse, men presset som ny sygeplejerske på en akut afdeling på Bispebjerg Hospital fik mig til at tænke nye tanker. Efter to år som nyuddannet sygeplejerske oplevede jeg en uudholdelig stress omkring at modtage meget dårlige patienter. Når ambulancesirener lød i Københvns gader, troede jeg de kom til mig på min vagt.

Ulykker kom naturligvis helt uanmeldt og det der slog mig ud, var følelsen af, at ikke kunne være der nok for den enkelte. Det gik op for mig, at jeg via en sundhedsplejerskeuddannelse kunne være mere nærværende for få ad gangen. Jeg lagde med det samme planer for fremtiden:

• Sagde op fra den akutte kirurgiske afdeling
• Fik job på en hudafdeling, som også behandlede børn
• Kom i hjemmeplejen på Amagerbro og Sundet
• Tog kørekort, da jeg forstod at det ville være vigtigt at kunne komme rundt
• Tog job på børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg.
• Blev optaget i Aarhus, fordi jeg ville se en anden del af landet

Et minde fra hjemmeplejen på Amager var at jeg skulle ud til en barselpatient. Det skulle hjemmeplejen, når der var tale om en hjemmefødsel. Den pågældende mor var så frisk, at hun stod midt i at skulle holde børnefødselsdag for et af sine andre børn. Jeg husker følelsen af at være tilovers og at ikke ane hvad, en sundhedsplejerske egentligt skulle sige og gøre. Men det er så det, man lærer på uddannelsen og først indarbejder efter flere års praksis.

Nu var jeg udsendt som hjemmesygeplejerske, så jeg havde endnu ikke det ansvar.

Da alt var parat blev jeg gift og min daværende mand indviljede i at flytte til Aarhus for også at prøve noget nyt. Den gang var S.U. ikke opfundet, men jeg fik lidt fra København Kommune, som jeg havde ansøgt om at få.

Undervisningen foregik i de gule murstensbygninger, der hører til Universitetet. Skolen tilhørte dog ikke universitet, så derfor kunne vi ikke dengang kalde os kandidater.

Undervisningen var overvældende for mig, fordi det i den tid var nyt, at man begyndte at forstå barnets tilknytningsbehov mere teoretisk. Se min artikel om børnehospitalet  Fuglebakken.

Jeg bearbejdede mange ting fra min egen tidlige barndom med adskillelse og følger af for tidlig fødsel. Det fag, jeg var gladest for var kernen i arbejdet “Funktion og metoder i sundhedsplejen”.

Jeg elskede forelæsningerne, men afskyede de tvungne gruppearbejder og ikke mindst en enkelt gruppeeksamen. Jeg var gravid og helt udmattet og følte ikke jeg kunne komme til orde. De andre var så veltalende. To store skriftlige arbejder var afleveret, men jeg dumpede i gruppeeksamenen, der hørte til den administrative opgave, der hed Administraion og Organisation. Det føltes som et svidende nederlag, for jeg brændte jo for selve uddannelsen. Meget handlede om tilrettelæggelsen af skolesundhedsplejen, som jeg ikke havde haft meget med at gøre. En af mine veninder kendte en af de dygtigste skolesundhedsplejersker og hun tog sig tid til at se min opgave og inspirere mig til at lave den mere realistisk men også fremsynet.

Jeg knoklede på i sommerferien og gik op midt på sommeren hos en af de lærere, jeg var allermest glad for og bestod. Aarhus havde kun plads til få nye sundhedsplejersker i deres kommune, så jeg ringede til Københavns kommunes Omsorgsafdeling i Bernsdorffsgade om de havde brug for mig?

Hvornår kan du komme? spurgte Vibeke Tandrup (Stedfortrædende Forstander)

Det må jeg sige, var sidste gang at en ansættelse gik så let. Jeg var tilmed gravid i 6. måned, så de har virkelig haft brug for vikarer.

Det allerførste besøg var på Rigshospitalets kollegium på Jagtvej- Det var mærkeligt nok min mors kusines datter, der fik sin førstefødte under ergoterapeutstudiet. Jeg var nervøs og så forkert på vægten. Det slog mig også, at forældrene var ligeglade med mit besøg. Det var helt uvant tanke at nogle familier ikke efterspurgte noget fagligt.

I resten af min tid som sundhedsplejerske har jeg været følsom overfor netop dette, om familierne var interesserede eller ikke. Det var som om kvaliteten af besøget steg i takt med familiens hunger efter støtte og viden om deres barns trivsel.

Det første område jeg kom til som vikar var ydre Nørrebro under sommerferien, derefter Vesterbro.  Jeg lagde med det samme mærke til at der var rangorden både blandt sundhedsplejerskerne og hvilke områder, der var NOGET.  Vesterbro og det indre Nørrebro regnedes mere end Enghave, Østerbro var luksuskvarteret. Brønshøj og Vanløse var regnet som “Nemt”. Amagerbro, Sundet var svære at få besat af sundhedsplejersker. Der var utrolig megen luftforurening på gaderne dengang.

Sundhedsplejerskerne var meget “Rødstrømpede” og nogle var “alternative, selvom det nok ikke var noget, man man måtte vejlede ud fra.

Jeg tror, de var så individuelt stærke, at de gjorde som det passede dem. En var politiker, Vivian Fulgsang var skribent på Politikken. Else Guldager fik lov til at forske og blev siden en kendt person og talsmand for sundhedsplejen. En skiftede navn fra Karin Sonne til Saida Sonne, da hun gjorde en særlig indsats for indvandrene. Der var en del familier fra Pakistan og jeg ved ikke, hvorfor de kom. Saida kom til at stå for tolkuddannelserne, da tolkene ellers tolkede som vinden blæste.

En episode fra Vesterbro står klart. Jeg går op til en pakistansk familie, hvor jeg finder et ret nyfødt barn på en divan liggende med et tyndt stykke stof over ansigtet. Det var et uhyggeligt syn og jeg så hun var dårlig og blålig. Jeg fik fat på en læge. Dengang havde vi ikke telefoner, så jeg må have cyklet til områdekontoret og ringet. Eller gik jeg ind til en grønthandler på gaden? Der blev sendt en læge og pigen blev behandlet for en hjertefejl. Senere så jeg hende igen og hun var blevet alt for tyk.

Da jeg kom fra barsel året efter fik jeg fast arbejde i Vanløse på 30 timer og siden efter 3 børn 20 timer i Vigerslev. De to distrikter lignede hinanden på mange måder. Jeg trivedes bedst med almindelige mennesker. Ikke for rige og fine og ikke for elendige forhold heller. Grete Lyager var på Østerbro. Hende husker jeg fordi, jeg oplevede hende i min elevtid på Fuglebakken som “Føl”. Dvs. hun gik efter en afdelingssygeplejerske som led i at blive sundhedsplejerske. Hun var i blå uniform med hvidt forklæde lige som jeg. I de ti år jeg var i Københavns kommune var Grete Lyager på Østerbro og da jeg mange år efter kom til Ølgod og siden Varde kommune stødte jeg på hende igen som ledende sundhedsplejerske i Fredericia. Hun var en, jeg havde stor respekt for og så op til. Hun var med til at indføre hjælp til mødre med fødselsdepressioner i Fredericia kommune.

Sundhedsplejerskene i København var præget af 1970’er moden. Dvs. de fleste gjorde ikke meget for at se godt ud. Det var med fodformede sko og fløjsbukser og hjemmestrikkede bluser. Vi havde tunge kernelædertasker.

Skolesundhedsplejen var helt adskilt fra os, i det de havde en anden ledelse. En enkelt gang havde vi et fælles møde omkring indførelsen af MFR vaccinen i 1983.

I Spæd- og Småbørns Sundhedsplejen havde vi månedlige faglige møder og dem var jeg glad for, i det vi var spredt til hverdag i mindre grupper over hele byen. Fødselsanmelderserne blev sendt til områdekontorerne via intern post og var i tyndt lysegrønt papir. Vi læste på den om fødslen, mål og vægt Apgar Scores, (fysisk bedømmelse af barnet ved fødslen), blodtab hos moderen og varighed på fødslen, antal provokerede eller spontane aborter, adresse og navne og data.

Ud fra fødselsanmeldelsen kunne vi se en masse, som dannede grundlag for besøgets tilrettelæggelse. Lav fødselsvægt og evt. fødselskomplikationer forberedte til at møde moderens og (evt. faderens) behov. Det sidste bliver der heldigvis taget stadig mere hensyn til takket være psykolog Sven Aage Madsens psykologiske arbejde på Rigshospitalet om fædres behov og evt. efterreaktioner.

Vi skrev journaler i hjemmet om muligt ellers på kontoret. Vi havde både en familiens journal med lidt data. Dog ikke meget brugt og barnets journal med:

• Mor fortæller….,
• Obj: om barnets udvikling lige nu i besøget og
• Vejl.: Den vejledning vi gav den dag.

Vi kaldte børnene “Udøbt dreng/pige med tegn for dreng/pige. I dag er det muligvis “Unavngiven dreng/pige” i de elektroniske journaler. Vi skrev også i “Barnets Bog” en bog i A5 format i hvid og grønne farver. Der var kun plads til det vigtigste og sundhedsplejerskens stempel på tlf. tider. Det har alle dage været uklart, hvad Barnets Bog skulle bruges til. Den er mest til små minder om en tid, der hurtigt svinder. Mål og vægt og noter og vejledning om udvikling og forslag til mad.

Jeg gjorde stadig mere ud af “Barnets Bog, da vi i 2006 skiftede til elektroniske journaler. Dvs. jeg udskrev kopi af journalen til Barnets Bog, så journal og Barnets Bog var ens om observationer og udviklingstrin og råd og vejledning. Fra ca 2017- 2013 havde jeg tung bagage med mig i besøgene i form af printer og computer, som til sidst blev reduceret til iPads, der ikke kunne opfange internettet og familierne måtte selv printe ud, i det de havde adgang til den ene del af den elektroniske journal, der havde med barnet at gøre.

Fra Vanløse med min anden dreng oktober 1982

De fleste familier fik i firserne og halvfemserne ti besøg i første leveår. Nogle få havde ikke brug for så mange, men de fleste tog gerne imod det. Meget var mere besværligt dengang, idet barselorloven var meget kortere end i dag og overgang fra bryst til skemad var svær og ind i mellem traumatiserende for mor og barn. Der var også stress omkring at få en institutionsplads, idet der var alt for få til børnenes behov. Ofte var de mellem et og 1 1/2 år før de fik plads i vuggestue/ dagpleje. Mødrene måtte finde privat pasning og de heldige havde en mormor til barnet, der kunne træde til. Det tiår fra 1980-1990 var de bedste år for mig i sundhedsplejen, selvom jeg lærte så meget mere i de 16 år jeg var ansat i Vestjylland Ølgod og Varde.

Det var et kæmpe nervepres for mig at vente på plads til min førstefødte, mens jeg var i arbejde. Jeg havde taget ullønnet orlov fra seks til ti mdr., da jeg ikke kunne udholde tanken om at aflevere så tidligt. Min dreng nåede at blive 1 år, før der var dagplejeplads. Det var svært. Jeg havde ham med nogle dage og rendte ind og ud af besøgene med ham i vogn uden for. Det var ikke godt for hverken ham, for mig eller familierne.

Otte år efter jeg var startet i Københavns kommune var jeg nødt til at lade mig skille og jeg vil give et indtryk af min situation via et citat fra en anden blogartikel om mit liv:

What kept me up was my lovely small children and my work as health visitor. When I went into a home to visit a new family with a baby I completely forgot my own worries. I was a single mom for four years.

Efter en pause fra sundhedsplejen på 6 år, hvor de fem var i Sverige søgte jeg den ene stilling efter den anden, der kunne være ledig i en stor radius på ca 60 km uden om Herning.  Jeg var 45 år og vidste ikke, at det var for “gammel”.

Efter godt et år med vikariater i Skive, Lemvig og Herning fik jeg endelig fast job i en lille kommune Ølgod 45 km væk. Jeg oplevede Herning sundhedsplejen, som bestod af dygtige sundhedsplejersker. Et andet indtryk var at meget få havde været væk fra Herning, hvilket gjorde indtryk på mig, som både var københavner og havde boet i udlandet.

I Ølgod i sydvest jylland var der en blanding af gode solide familier, som landbrugsfamilier og folk i villaer, men også stor del af socialt udsatte familier eller enlige mødre. Den samme befolkningssammensætning fandtes i Varde, hvor jeg var de sidste år. Overgangen fra København og siden Sverige var svær. Jeg kunne ikke tolke mødrenes behov så nemt mere. Der er forskellige sociale normer eller uskrevne regler alle steder.

De jyder, jeg kom i kontakt med var mimikfattige. Langsomt kom jeg bag om facaden og oplevede naturligvis mange skønne mennesker, der havde brug for mig.

Jeg lærte at blive mere og mere konkret i vejledningen og kom på adskillige kurser om mor/barn tilknytning og forstod stadig bedre nuancerne i barnets udvikling. For ikke at glemme de ting, jeg har brændt for i sundhedsplejen har jeg skrevet de vigtigste emner i min danske sundhedsplejeblog.

Hjemmebesøgene blev i de senere år reduceret til næsten ingen ting. Vores borgmester mente, at unge mødre kan finde “alt” på nettet. Det kan nok være, men for at sortere i det og at få den fornødne omsorg er de individuelle hjemmebesøg stadig vigtige. Ved at skabe tillid kunne man som sundhedsplejerske give en familie et løft i at turde tro positivt om deres barns udvikling selvom, der kunne være mange typer problemer.

Det der kan være svært i dag er at mange udskrives få timer efter fødslerne. Det er ikke altid at forældrene kan vurdere om barnet kommer igang med at sutte ordentligt og tage på. Det er et kæmpe ansvar at stå med. Men de fleste klarer det utroligt godt.

Dilemmaer var der også mange af. Når jeg oplevede, at en familie ikke levede op til at tage sig godt af deres børns udvikling eller behov var det let for familierne at blive fornærmede og smække døren i. Vi balancerede på en knivsæg omkring hvilke ord, der skulle bruges. Dog duede det ikke at være usikker heller. Jeg oplevede en anden mentalitet hos udlændinge. De var ofte mere åbne overfor vejledning, når ikke sprogproblemerne stod i vejen. Jeg tror, det har at gøre med at udlændinge, også scandinaver, havde lettere ved at være autoritetstro mod sådanne som os sundhedsplejersker.

Modsætningen til dette kunne være en dansk, måske ikke så godt begavet mor, som blev rasende på mig, fordi jeg forsøgte at få hende til at forstå at hendes for tidligt fødte barn skulle skånes fra for mange indtryk og om muligt svøbe sit barn i vuggen for at få det til at sove.

Et højdepunkt for mig var at kunne formidle børnenes behov og hvordan man opnår, at de sover og spiser nok og lærer at udvikle sproget og får den motoriske udvikling på plads i samarbejde med forældrene.

Mine største glæder har været at yde hurtig og vedvarende hjælp til en mor, der var bange for ikke at kunne amme eller havde svære ammeproblemer eller at hjælpe en mor godt igennem en fødselsdepression. Ligeledes var det dejligt at hjælpe familier med for tidligt fødte børn at forstå udviklingstrinnene adskilt fra biologisk alder og tage et skridt ad gangen langsomt for at støtte barnet uden at overstimulere det.

Jeg oplevede et par gange at være sundhedsplejerske for en ung mor, jeg også havde haft i skolen i Ølgod. På den måde fik jeg en slags moderligt forhold til hende i modsætning til de ti år i København, hvor jeg kunne risikere at få et venindeagtigt forhold til mine “mødre”, fordi jeg selv fik fire spædbørn på række.

Der kommer en opfølgende artikel med eksempler på, hvad jeg oplevede i min tid som sundhedsplejerske.

Mine oplevelser i skolesundhedsplejen må også gemmes til en anden gang. Det er som et helt andet job, som man så skifter imellem i den “kombinerede ordning”.