Kategori: Herlev

Det bliver kun glimt, da der ikke er en samlet historie omkring minderne fra kælderen. Da jeg boede i det nybyggede hus fra 1954-1970 strækker minderne sig over den tid.

Der findes ikke mange billeder af kælderen, så fantasien må tages i brug. 

De første er fra tidlig barndom, hvor jeg var bange for at gå ned ad kældertrappen. Måske var der mørkt og frygten stammede fra en børnebog fra Herlev bibliotek, der handlede om trolde. Rædslen gik dog hurtigt over og forsvandt.

Om vinteren, når vejret var for dårligt til at komme ud kunne vi få lov at lege i kælderen. Et af rummene var tørrekælderen og på det cementgulv ved jeg at vi har løbet på rulleskøjter. Vi havde et par til deling. Måske kunne vi også hinke. Det kræver dog en vis alder at kunne hinke. I det rum var der et skab af massivt træ. Der gemte vores mor vores og hendes eget babytøj. Jeg plagede, om at måtte se babytøjet og en sjælden gang åbnede hun for pakkerne, der var pakket i avispapir udenpå og brunt papir inderst. Det var lige noget for mig at få lov at se. En erstatning for ikke at få mindre søskende. Jeg er glad for at jeg har det hele fra dengang.

I vaskekælderen stod vores mor i en hel dag ad gangen og vaskede og skyllede tøj. Hun havde grå gummistøvler på og kittel og tørklæde. Det var lidt kedelige dage for os, fordi hun stod der så længe. Farven på vægene der var stærk lyseblå.

Fyrkælderen ved siden af var lysegrøn og meget varm. I en del år stod koksfyret der. Der var en del af rummet, der var fyldt med koks. Asken var brun og blev brugt til at strø på trapperne og fliserne i snevejr. Da der blev skiftet til oliefyr blev det rum renere og i højere grad brugt til hobbyarbejde. Min mors porcelænsdukke med ledarme og ben lå der i en æske. Hovedet var meget smukt, men uden paryk og skilt ad fra kroppen. Jeg var dybt fascineret af den skønhed den havde trods tilstanden. Nu har jeg heldigvis fundet én næsten magen til.

Jeg forbinder et radiokrystalapparat med fyrkælderen, da min fars gamle krystalapparat stod der og man kunne høre et eller andet i det. Torben og jeg var af og til dernede om vinteren, hvor vi lærte at save med løvsav. Det kunne være figurer klippet ud af Anders And blade og klistret på tyndt træ.

Gangen og håndtagene på trappen op til køkkenet var malet i krads rød. Min far har enten fået malingen af min onkel L.P. eller købt det billigt. Måske var han farveblind, for farverne var meget kraftige og passede ikke særligt godt sammen.

Gangen var dekoreret med diverse pynt fra min fars barndomshjem. Et fajancefad med et snelandskab og savantesbord med savantefad, som jeg er glad for at have. Alle sko og støvler og pudsemidler og børster var i et grønt skab under kældervinduet. Så længe det hus blev beboet af vores familie, gik vi ind i huset via kælderen.

Viktualiekælderen var lysegul med træhylder og en rød kasse i fire dele skråtstillet på væggen. I den lå hvidtøl og sodavand. På hylderne stod syltede ting i store lerbeholdere og glas. Bagværk og desserter blev stillet der før fester blev afholdt. Ligeledes småkager og marcipankonfekt i dåser til jul. En gammel grøn spiritusflaske havde et optræk i bunden med “Ak du lieber Augustin”. Den spillede, når man lettede på flasken.

En gang på en mørk efterårsdag kom der en børstesælger og vil sælge børster. Vores mor ville ikke købe noget. Hun købte aldrig af dørsælgere. Han blev så gal da han gik, at han sparkede kældervinuet ind med det resultat, at der lå glasskår overalt i den kældergang. Det var uhyggeligt, men vores mor tog det roligt og forbød os at gå omkring glasskårene. Vi har stået på afstand og set det.

Samme sted i kældergangen har jeg stået og fået vintertøjet på til skolegangen. Det var tredje klasse. Min mor havde syet en mørkeblå teddybearfrakke med hætte og rødternet for. Jeg kunne ikke selv lukke den helt op så det gjorde hun og stoppede vanterne op i ærmerne. Det var hyggeligt, men siden hen svært at klare det selv i skolen. Desværre blev der aldrig taget billede af den frakke, som var en jeg kunne lide.

Ikke hele kælderen var gravet ud. Under soveværelset var der en krybekælder. For at komme derop, måtte man kravle op ad en stige, der var indbygget bag lågen. Uden på stod der med sirlig skrift “Gæsteværelse”. Man kunne ikke gå oprejst derinde og julepynt og havestole og æbler i kasser opbevaret der. Jeg har minder om at krybe ind længst inde med en legekammerat og lave hule der med bøger og blade og lommelampe. Der var koldt og lugten af æbler var dejlig. På billedet ses “Gæsteværelset” til venstre.

De sidste minder jeg har fra kælderen er at komme meget sent hjem fra studenterfester og liste meget lydløst ind gennem kælderen og op ad køkkentrappen i den tro at forældrene ikke hørte mig.