Tilbageblik på sygeplejeuddannelsen på Bispebjerg Hospital 1971-1975

Jeg går tilbage i tiden og forsøger at huske detaljer fra en svunden tid. For 50 år siden i disse dage startede jeg på Forskolen på Bispebjerg Hospital i ret nye bygninger ud mod Tuborgvej. Den varede 5 ½ måned. Jeg ved ikke, hvor mange der faldt fra eller gennemførte. Desværre var der én der døde efter ca. et år. Hun fik en blodprop af p-piller.

Hvorfor Bispebjerg Hospital? Min moster Eva havde været elev der under krigen, men sluttede i utide, da man dengang ikke kunne være gravid elev og gift samtidigt. Jeg beundrede min moster Eva og ville gennemføre, det hun blev tvunget til at afbryde. Desværre har jeg ikke beretninger fra hende om den tid, men det må have glædet hende, at jeg gik der. Det viser sig at vores forstanderinde havde høje ambitioner, som hun havde arvet fra Charlotte Munck, der var pionær på sygeplejefaget på samme hospital.

Jeg var dybt fascineret af at lære anatomi og fysiologi. Det var både spændende og ret svært. Jeg havde dog væsentligt lettere ved alt det teoretiske end det praktiske. Det skyldtes at jeg altid havde elsket at gå i skole og lære noget bogligt. At skulle bedømmes på praktisk kunne var langt værre og gjorde mig meget nervøs med mindre det var en menneskelig sygeplejelærer eller afdelingssygeplejerske, jeg var eksamineret af.

Så snart Forskolen var færdig flyttede vi fra de gamle elevboliger i Charlotte Muncksvej til sygeplejekollegiet ud mod Tuborgvej, hvor også klasseundervisningen foregik i de følgende faglige moduler mellem praktikperioderne. Kollegiet er nu bygget om til psykiatriske sengepladser, idet den psykiatriske afdeling er revet ned.

Vi blev som det første guidet til vaskeriet for at få vores nye stribede uniformer og hvide forklæder og flipper. På vaskeriet blev vi indprentet at aldrig efterlade sakse og kanyler og emblemer i lommerne eller på tøjet.

Billedet tilhører Birthe Larsen fra vores hold. ER taget på Sygepjejeskolen lige inden uniformerne skulle skiftes ud til moderne udgave

Det kom bag på mig, at jeg måtte beregne ekstra tid til at møde til tiden, fordi de nystivede forklæder og flipper krævede megen fingerfærdighed i at blive knappet sammen. Jeg sørgede lidt over at skulle aflevere dem efter det første år, idet alle gik over til hvide, syntetiske næsten gennemsigtige og korte uniformer.

Kantinen husker jeg ikke, det kan være at vi sjældent havde tid til at gå fra afdelingen, men til gengæld har jeg været med til at spise i smug bag en dør til køkkenet på afdelingen sammen med andet personale på skift. Der var altid masser af mad til overs. Det var ikke den store nydelse at sluge maden i frygt for at oversygeplejersken skulle se det. 

Ud fra mine eksamenspapirer ser jeg, at jeg har været i praktik i 32 måneder.

Desværre var vi altid adskilte fra klassekammeraterne, idet vi blev sat sammen med en ældre elev på afdelingerne. Det var godt for praktikstedet, men vi fik aldrig fælles oplevelser udenfor klasseundervisningen. 

Når vi skiftede afdeling specielt som 2.-års- eller 3.-årselev gav vi som regel kage. Jeg har en erindring om at have bagt sirupskage, som alle steder er et hit. Den opskrift kommer fra min mormors hjem i Nyboder. Den laves tre dage i forvejen og trækker med smørcreme. Jeg har siddet i kafferum, som lignede skyllerum næsten til forveksling. Det var som om jeg først blev glad for en afdeling, når jeg skulle rejse.

Den første afdeling efter endt forskole blev jeg desværre aldrig glad for og det skyldtes ikke specialet, men atmosfæren. Det var en af de nu fredede pavilloner nede i nærheden af hovedindgangen. Det var Mavetarm-kirurgisk Afd. A.

Der står på eksamenspapirerne at jeg var på Kirurgisk i 6 mdr. så det må stemme. Det der gjorde mest indtryk var en gul mand med Sengstagensonde. Hans lever var skadet og den røde gummisonde skulle stoppe blødning fra hans oesophagus varicer. Han tog det med stoisk ro. Den slags patienter havde ofte en forhistorie med alkoholisme. Han lå i ét sengen lige til venstre for døren. Det var en stor stue med måske 8 senge. Vi elever kunne også komme ud for at skulle assistere ved biopsier, der foregik et sted i en kælder. Ellers skulle der skiftes forbindinger og den dårligste oplevelse jeg havde på det sted var at en afdelingssygeplejerske virkede sadistisk og lunefuld på mig. Hun kaldte mig ind for at se en forbindskiftning og da hun rev forbindingen af en mand i to-sengen, var der et stort åbent krater ned i hans mave. Han tog det roligt selv og det gjorde jeg også, men hun måtte vide, at jeg var uforberedt på at se et sådant syn. På samme afdeling kom en ældre mand ind med tarmslyng. Han brølede af smerte. Næste gang jeg så ham var han opereret og som helt forvandlet.

Der var runder med temperatur og puls og blodtryksmåling om morgenen og om eftermiddagen inden kaffevognen kom rundt. Stuegange var jeg kun med til sporadisk og først rigtigt efter endt uddannelse. Efter morgenmaden og skulle alle hjælpes op af sengen, hvis de kunne og alle senge skulle redes. I visse tilfælde kunne det tage helt til middag, før vi var færdige.

Om aftenen blev alle blomstervaser taget ud i skyllerummet og jeg gætter på at rengøringspersonalet skiftede vandet.

Ellers skulle vi hold styr på urinopsamling i skyllerummet. Alt blev målt og vejet. Det kaldtes diurese og vægtfylde. Der var en særlig lugt i skyllerummet. Det skete at vi tabte termometre på gulvet, hvorfor vi rendte rundt og prøvede at samle kviksølvet op med et eller andet.

Vi vaskede patienterne, sengebadede, hvor de var dårligst, eller hjalp dem op til håndvasken. Alt skulle udføres perfekt og en sygeplejelærer kom og tjekkede om der var styr på det. Da jeg skulle vise mine færdigheder indenfor sengebadning fik jeg en meget venlig patient. Jeg kom til at putte alt for meget sæbe på ham, men må have fået det af igen. Kunsten var at vende og dreje og lægge håndklæder bag det sted man vaskede. De patienter, der ikke selv kunne vende sig blev vendt ved hjælp af et stiklagen, som blev trukket af et stk. personale på hver side af sengen. Det samme gjaldt, når patienten skulle hejses højere op i sengen inden, de blev sat op. Jeg kunne godt lide at rede senge, specielt at lave de flotte hjørner på lagenet.

Vi må have brugt megen tid på at gå med bakker fra madvognene og sætte patienterne op i sengen. Jeg husker at de sad ved borde ved deres senge. Der var ikke opholdsstuer mener jeg.

Der var en konstant løben ind og ud med bækkener til skyllerummene. De blev sat i en stor bækkenkoger og kogt i skyllerummet.

En stor kunst var det at øse medicin op og huske hvem, der skulle have hvad. Hvordan det kunne lade sig gøre med en bakke opdelt i en masse rum uden at der altid var navn og nummer på var mig en gåde. Der må været gået meget galt undervejs. Medicinskabene stod ude på gangene i en niche. Det var meget betroet. Jeg går ud fra at man var 2.års elev før vi fik lov til at dele medicin ud.

Det skete at der blev ringet fra laboratoriet omkring prøvesvar. Da gjaldt det om at skrive det hele rigtigt ned på en gul seddel, der lå ved telefonen ude på gangen.  

Det sted jeg fik mest ansvar på, var Medicinsk Afdeling på Blegdamshospitalet. Det var oprettet som epidemihospital i sin tid, men min tid, var det udelukkende medicinske afdelinger.

Det værste ved at være på Blegdammen, var at jeg var tvungen til at flytte ud af kollegiet på Tomsgårdsvej, hvor mange af mine klassekammerater boede. Den dag jeg skulle starte på Blegdammen oplevede jeg at en portør havde stillet mine få ejendele udenfor den dør, jeg skulle bo på et loft på Blegdammen. Der var ingen andre end nogle Filippinske sygeplejersker. Dvs. Jeg hadede at have fri, det føltes fuldstændigt tomt, men vagterne var spændende nok, fordi jeg fik lov til en masse ting på lige fod med sygeplejerskerne. Måske havde de mindre personale og derfor brug for elevernes arbejdskraft. Det var midt i oliekrisen, så engangsmedicinbægre og andet blev genbrugt.

Patienterne lå med hjerneblødninger, astma og en var fuldstændigt præget af cordisonbetinget moonface pga. svær leddegigt. En ung mand var lammet og lå næsten konstant i sengen. Mange havde sukkersyge, så der var meget blodsukker, der skulle måles og insulin der skulle trækkes op i sprøjter.

Jeg kom derefter til Fuglebakken Børnehospital. To måneder på Neonatalafdelingen og to måneder blandt de større børn i en lav bygning for enden af grunden. Nu er der bare græsplæne og P-pladser og hovedbygningen er blevet til luksuriøse ejerlejligheder.

Jeg var meget nervøs ved at være på Neonatalafdelingen, da det var et svært speciale med syge nyfødte. De lå i kuvøse og blev senere lagt i vugger, når de fik det bedre. Der var et berømt mælkekøkken, der sørgede for fordeling af modermælk, til trængende nyfødte.  Ellers blev der blandet modermælkserstatning og mælk og vand efter en bestemt procentdel. Der var visse mødre, der holdt på at deres børn skulle have mælk og vand. Der var noget ved det, der var mig meget imod. Når vi elever skulle møde i en 10-18 vagt startede vi i mælkekøkkenet. Det var en lige så lang dag som en 7-15 vagt, men føltes længere, når de andre gik hjem.

De ældre børn var der i stor stil af psykosociale grunde. Kom fra problemfyldte hjem. De kunne være indlagte i lang tid for encouprese (de havde ufrivillig afføring) eller ufrivillig vandladning. Der var også en læge med speciale i vækstproblemer og derfor børn, der ikke voksede, som de skulle.

To måneder på Obstetrisk afdeling på Rigshospitalet. For mig var det et mareridt at finde derhen den første dag til introduktionen. Heldigvis var den sygeplejelærer, der stod for det meget forstående. Jeg var på nippet til at give op.

 Vi havde ikke overdrevet meget at lave som elever der, men jeg husker at det undrede mig, så kluntede og uformelige de nybagte mødre var, når de gik ned ad gangen i badekåber. Spædbørnene blev kørt ud af stuerne, når mødrene skulle sove og ind hver fjerde time for at blive ammet. Det var ikke let at lægge dem til, når det foregik efter skema og ikke som naturen vil det. Dem, der ikke ville eller kunne amme, skulle ”bindes op” og have medicin til at stoppe mælkeproduktionen. Vi tog et stiklagen og en spændte rundt og satte det stramt fast med sikkerhedsnåle. Alt for at stoppe mælkeproduktionen. Mange var forstoppede efter bedøvelsen ved kejsersnit og de fik et kraftigt middel, som hed sennepsfrø. De mindre forstoppede fik figensaft. Tvillingemødre fik tilbudt rødvin og da mange ikke ville have det, skete det at vi elever delte det inden arbejdstidens ophør. Engang kom jeg til at sætte mig på overlæge Dyre Trolles stol i frokoststuen. Det forstod jeg hurtigt, at man ikke gjorde.

Personalet havde så meget ansvar på Barselsgangen, at vi ved udskrivelsen bar de små i lifte ned til Tagensvej, hvorefter det var forældrenes ansvar fremover fra deres færd hjem med taxa.

Jeg holdt meget af at komme tilbage til sygeplejeskolen og lære om alle sygdommene. Dygtige læger underviste og jeg levede mig ind i det hele og syntes, jeg fejlede det meste. Det var også dejligt i de perioder at gense ens kammerater.

Bygning L Lersøparkkomplekset fra 1940’erne og blomsterhaven

Efter Børnehospitalet kom nogle måneder på Otologisk og Thoraxkirurgisk afdeling i den store bygning L midt i hospitalet. Havde vi nattevagt skulle vi vaske de små børn i tremmesengene meget tidligt om morgenen, skønt de endnu ikke var vågnet. Jeg syntes det var synd. Ingen havde deres forældre med. Heldigvis er små børn ikke adskilte mere fra deres forældre under indlæggelse. Der var en svensk eller finsk sygeplejerske i aftenvagt og hun nød at lade os elever lave det hele, så kunne hun sidde og læse eller hvad hun nu lavede.

Der kom engang en ung mand ind om aftenen, som var faldet ned ad en trappe i fuldskab. Næste morgen var han død. Vi havde også en meget overvægtig patient, der havde prøvet at begå selvmord ved at have slugt opvasketabletter. Hun blev sat på 1100 kaloriediæt hvad enten hun ville eller ej. Der var ikke noget snak om noget behandling.

På Thoraxkirurgisk afdeling har jeg kun ét minde og det er at have været med til at lægge lungedræn. Det var et tykt metalrør, der skulle ind at drænere ved sammenklappet lunge. Nok ikke en sjov behandling.

De sidste afdelinger som tredjeårselev var operationsgang, urologisk afdeling og den lukkede psykiatriske. 

På Urologisk afdeling skulle vi lægge mange urinkatetre, hvilket var krævende især på mænd. Alt skulle holdes helt sterilt og man var altid to om det. Kateterslangerne skulle lukkes med en skrue ellers ødelagde man blærens funktion. Det måtte vi holde nøje øje med.

Der herskede ikke nogen rar stemning på den lukkede afdeling. Overlægen var nedladende overfor os elever og måske ligeglad med patienterne. De sad og røg dagen lang. Vi gik med et nøglebundt og måtte aldrig vende ryggen til patienterne. Måske skulle vi følge nogle på toilettet og vente udenfor. Lyspunkterne var at få lov til at gå tur med de mest raske af patienterne i de smukke parker i området. Jeg husker én ung pige fra Færøerne, som ikke ville sige et ord. På en eller måde begyndte hun at snakke med mig.

På mit eksamenspapir står der at jeg har været to måneder på Neuromedicinsk Afdeling. Det er helt væk fra min hukommelse.

Den afsluttende eksamen var krævende med et stort skriftligt arbejde over sygeplejen med et forløb og derefter eksamination med både læge og oversygeplejerske og sygeplejelærer og censor. Jeg var oppe i en prostatacancerpatient fra Urologisk Afdeling.

Lidt historisk om Bispebjerg Hospital https://dsr.dk/dshm/hospitalet-paa-bispebjerg-bakke fra Dansk Sygeplejeråds hjemmeside og fra et lokalarkiv. https://www.bispebjerghospital.dk/om-hospitalet/oplev/historie/Documents/Jubilaeumsbog_final.pdf

Pavillonerne er direkte inspireret fra Florence Nightingale og tanken om at lys og luft og helende haver har betydning for lægedom. I min engelske blog har jeg beskrevet min fascination af bygningskunst og vigtige begivenheder fra Anden verdenskrig. Her kom personalet og tunellerne under hospitalet til at spille en stor rolle.

Min mors ungdomserindringer fra krigen i København

Løve Apoteket i Holbæk 1940-44. Min mor yderst til højre

Flytning til København som 21 årig

Det var dog en helt umulig tid at ankomme til hovedstaden på, for der var voldsomt røre i København, der havde været nogle sabotager – Forum var f.eks. sprængt i luften og nu gjorde Schalburgkorpset gengæld ved at sprænge koncertsalen i Tivoli i luften – så der var en underlig stemning, og det var meget dramatisk for mig at se de sodsværtede rester af bygninger i Tivoli, da jeg nåede hovedbanegården. Jeg ankom et par dage før og skulle være hos Eva og Hans fredag og lørdag på Bispebjerg. Men den morgen, da jeg begyndte cykleturen fra Bispebjerg til Sydhavnen, brød generalstrejken ud, og jeg nåede kun til Skt. Hans Torv, da jeg overværede en episode med skud fra nogle tyske soldater, som forfulgte en mand, der løb ned i en kælder. Mere så jeg ikke, da det blev for farligt at køre videre i den retning; jeg skulle have været forbi Søerne og tværs gennem København.

Det var en meget lidt kæk ung pige, der vendte tilbage til Eva og hendes svigerforældre på Bispebjerg. De havde i mellemtiden fået at vide, at der var generalstrejke, og tyskerne havde beordret undtagelsestilstand, man måtte slet ikke gå ud, i hvert fald måtte der ikke samles 10 mennesker på gaden, så kunne man blive arresteret.

Efter et familieråd blev det besluttet, at vi alle skulle drage ud til Ingeborgs og Carlos hus på Dyssegårdsvej, da Ingeborgs familie selv var flyttet til deres sommerhus ved Selsø. Eva og jeg med Niels-Henrik i barnevogn, han var født i maj samme år, og nu var det d. l. juli, så der skulle jo meget babyudstyr med – og vi nåede derud mens Hans tog sin mor på sin cykel og Bedstefaderen kom også på cykel. Det var en meget varm dag, og jeg skulle tage mig af Niels-Henrik, mens Eva cyklede tilbage efter flere ting, så der kom hurtigt en tid, hvor Niels-Henrik blev sulten og trængte til sin mor. Jeg havde aldrig passet små børn før, så da jeg vidste, at der var nogle venlige naboer, gik jeg ind til dem og fik lov til at varme noget mælk hos dem. At denne mælk skulle have været fortyndet, vidste jeg ikke, men Niels Henrik var åbenbart godt tilfreds, og jeg havde da sat en seddel op på hoveddøren, hvor jeg skrev, at jeg var inde hos naboen med drengen, men det havde Eva desværre ikke set, så hun tog sin cykel og kørte rædselsslagen tilbage til Bispebjerg, hvor tyskerne i mellemtid en havde spærret vejen, så hun ikke kunne komme op til hjemmet (På Bjerget 2) og hun skreg “Mein Sohn, Mein Sohn”; så fik hun lov at komme igennem afspærringen, men der var jo ingen Sohn der. Jeg ved ikke, hvad Eva havde tænkt sig, men tilbage til huset på Dyssegårdsvej kom hun da og fandt alt i sin orden.

Nu fulgte der nogle dage, hvor hver især skulle prøve at skaffe mad, for vi havde intet, og butikkerne var jo lukkede. Men det var rygtedes, at der var et bageri i nærheden, som bagte brød, og her i bagerens gård stillede jeg op i en lang kø og ventede på at få lov til at købe bare et lille franskbrød. Jeg stod der en times tid i stegende sol, men da det blev min tur, var der udsolgt, og jeg måtte vende om med uforrettet sag.

Hans havde været mere heldig, idet han var cyklet den lange vej ind til det store mejeri, “Enigheden” og her var det lykkedes ham at få noget mælk, jeg husker ikke helt hvor meget. Desuden fik han en dåse bønner i en automat. Måske har svigerforældrene haft lidt mad, i hvert fald led vi ingen nød, men da der var lukket for vandet og gassen var på allermindste blus, så var det en uheldig situation, og vi havde haft kloramin til at komme i vandet, som vi havde skyndt os at fylde i badekarret, da vi kom til huset.

Nu lyttede vi så til radioen for at høre, hvordan det gik med generalstrejken, og bagefter har vi forstået, at folk rundt omkring i København havde lavet bål i gaderne og slæbt forskelligt ud på vejen for at genere tyskerne. – Jeg havde ringet til Sydhavnsapoteket om, at jeg var forhindret i at møde op, men endelig kunne jeg cykle fra Bispebjerg til Sydhavnen, og jeg blev da pænt modtaget derude, og nu fulgte der en sommer med uro og mange rygter om sabotage og Schalburgtage.

Sydhavnsapoteket fra Juli 1944 til 5. maj 1945

Personale fra Sydhavnsapoteket under krigen
Personale fra Sydhavnsapoteket under krigen

Sydhavnsapoteket var ret nybygget dengang. så det var et moderne apotek, men det viste sig, at der var 3 personer på apoteket, som holdt med tyskerne, ja, der var endda 4, for den unge, smukke farmaceut, som havde arbejdet en tid på et apotek i Tyskland, var også en person, som havde et eller andet for med tyskerne, og da han engang var hjemme hos sin familie i Kolding, blev han skudt af frihedskæmperne, hvilket var et stort chok for os andre. Men der var også en sønderjyde, Frk. Petersen, som var kæreste med en tysk soldat, og hun besøgte ham i Berlin flere gange.

De andre to der var tyskvenlige, var en provisor Pårup og en halvdags defektrice, som tog sig lidt af regnskaberne og ellers vejede lidt af osv. Som kolleger var de egentlig søde og rare, men det var virkelig et underligt personale, og da apotekeren var fuld det meste af tiden, og han havde aldrig kunnet lide de yngste – og det var jeg jo nu 21 år, så han skældte mig ud engang, da jeg havde vovet at bytte middagspause med Frk. Petersen, men jeg havde jo gjort det for at gavne arbejdsgangen den dag.

De andre på apoteket var en farmaceut Søgaard fra Helsingør, en frk. Kjeldsen, også farmaceut, som var kommet fra Fuglebjerg, en anden halvdagsdefektrice, som boede sammen med Frk. Kjeldsen og senere en ung ex.pharm, frk. Kragelund, (som jeg senere kom til at arbejde sammen med på Løvens kemiske). Sidst men ikke mindst var der lederen af personalet provisor Gundtoft – et dejligt menneske. Der kom også en anden defektrice, Ida, fra Jylland og hun og jeg blev fine venner.

Jeg har omtalt personalet, fordi de kom til at betyde meget da vi nåede til befrielsesdagene, Men foreløbig så gik dagene med travlhed, for selvom det var svært at skaffe varer, så var der dog noget at få på dette apotek, og mange urter, som før var kommet fra Ungarn og Polen, blev nu dyrket i Danmark. Kamilleblomster blev plukket rundt omkring i byen, og folk kunne få 20 kr. for ½ kg, men så skulle de også være den rigtige slags, det blev nøje undersøgt. – Fra Beyers i Tyskland kunne man heldigvis også godt få varer, så man kunne redde patienter med lungebetændelse og andre farlige sygdomme. Penicillin var kun ganske småt begyndt at komme frem, og her var Løvens kemiske jo nogle af de første i Danmark. Men endnu brugte man sulfapræparaterne til betændelsessygdommene.

Trods apotekerens drikkeri, så havde han mange venner blandt de andre forretningsdrivende, og dette kom hans personale til gode. Han var en mærkelig mand, for pludselig så gav han os lækkerier, f.eks. de fineste jordbær, – og engang kom han og skænkede et glas af den fineste vin, som han selv havde fremstillet i kælderen sammen med apotekerkarlen, en dygtig og tiltalende mand, som også hjalp til med laboratoriearbejdet. Han kunne godt lide damer, og af og til kom der en dame ind bag det lille forhæng og her bød han på et glas vin. Det ved jeg fra min værtinde, som af og til kom derind. Hun havde en chokoladeforretning lige overfor apoteket.

Samme dame var gift med en vaffelbager, som desværre også var dranker, og derfor endte deres ægteskab med skilsmisse, og da de nye lejere af deres lejlighed ikke ville udleje det ekstra værelse, som jeg havde lejet, og som min bror William nu også boede i, ja, så måtte vi se at finde os et andet logi, og det lykkedes os at finde et i Classensgade på Østerbro, hvor vi så boede til d. 5. maj 1945, altså selve befrielsesdagen.

Studenterkurset i Vendersgade 1944-45

Men nu kom jeg lidt for langt frem i tiden. – Først havde jeg meldt mig ind på et studenterkursus, som lå i Vendersgade, lige ved Det gamle Grønttorv. Jeg skulle gå der kl. 18 – 23, så kunne jeg lige nå dertil, da apoteket lukkede kl. 17.30. Det var hver anden dag, mandag – onsdag og fredag. Jeg fik købt en masse bøger, brugte, naturligvis, og jeg glædede mig til at begynde. Der var nok at tage fat på. Det sværeste var nok latin, men ellers var der jo alle fagene på nysproglig retning. Det foregik i lederens private lejlighed på 2. sal, og vi sad vel 30 mennesker rundt om hans store bord. Brøndlund hed den lille mand, som var lektor og underviste i latin, engelsk, tysk og historie. – Der kom så en lærer til fransk og dansk, og matematik udefra. I fransk var det så heldigt, at det var samme pensum, som vi havde haft i realklassen, så der kunne jeg komme let over det det første år. Men fra nu af brugte jeg al min fritid på at læse, så kunne man lade være med at tænke så meget på krigens gru. Der var dog masser af ting, der kunne minde en om krigen, bl.a. luftalarmerne, og manglen på alting.

I København var der dog også uro denne sommer 1944. For mit vedkommende, så var min tid godt besat med arbejdet på apoteket om dagen og med studierne om aftenen. Jeg kan fortælle, at jeg havde fundet et privat spisekøkken nede i “musikbyen” på Mozarts Plads. Herfra havde jeg kunnet hente middagsmad i portioner, men nu foreslog værtinden at jeg kom ved middagstid og spiste hos hende. Det var god hjemmelavet mad, og som regel var der også en af hendes svigersønner, der spiste der sammen med mig. Når jeg nævner ham, så er det fordi han blev skudt ned, helt meningsløst på vejen derude, så vidt vi kunne forstå, var det en hævnagt begået af danske overløbere. Jeg holdt på et tidspunkt op med at komme der, da damen, der havde spisekøkkenet havde svært ved at skaffe varer til dette foretagende. Efter det, var det svært at få ordentlig mad både for William og mig. Der var noget, der hed Kvindernes afholdsfrie restaurant, og her kom vi en del, men også dette blev så mystisk, især, hvad angik kød, så vi ikke kunne regne ud, hvad det var, vi spiste

Vi var glade for det gode rugbrød (mørt maltet, Schulstads) nybagt og vi kom ikke til at mangle havregryn, så vi kunne hver morgen lave en portion havregrød. Desuden kunne en middag godt bestå af 2 fiskefrikadeller m. remoulade og noget salat, så vi sultede ikke, og var endda i stand til at aflevere en pose havregryn til en indsamling til Norge. Men det var jo altid godt at komme en tur hjem til Holbæk og få ordentlig mad hos mor. Hun sørgede også hele tiden for rent tøj og stoppede strømper. Jo, der var meget at være taknemmelig for.

Billeder fra Vendersgade 8, hvor min mors studenterkursus lå under krigen

Desværre sluttede min mors egen beretning inden hun nåede til befrielsen. Jeg har brudstykker af det fra fortællinger allerede tidligt i barndommen.

Uddrag fra brev fra morbror William efter mor Ruths død 30.10. 2008.

M.h.t. begivenhederne omkring 4. maj 1945 kan jeg fortælle at Ruth var på sit studenterkursus som sædvanlig fra 18-22, men jeg går ud fra at Frihedsbudskabet også nåede hende kort efter kl. 20.38. Hun har også oplevet den euforiske stemning inde i byen ved Nørreport, hvor kurset holdt til. Jeg og en kammerat drog fra Østerbro ind til byen og stod på et tidspunkt på taget af en sporvogn og skreg af fryd, men sent på aftenen mødtes vi med Ruth i vores logi, et stort hjørneværelse i Classensgade, hvor vi havde boet siden oktober 1944. Tilfældet ville at vi netop den 5/5 skulle flytte til en rigtig lejlighed i Holsteinsgade, ganske vist en 1-værelses, men med egen indgang og med eget toilet og bad og køkken.

Men dengang krævede myndighederne, at man skulle levere en attest for, at den lejlighed, man flyttede fra var lusefri. Da vi om efteråret havde fået en sofa fra Holbæk, der åbenbart var beboet af væggelus, måtte vi have vores værelse ”afluset”, dvs. sprøjtet med en eller anden giftig gasart, så vi ikke måtte opholde os der det første døgn. Vi trodsede forbuddet en på morgenstunden, men først festede vi sammen med vores værtspar, som vi egentlig aldrig havde været i voldsom kontakt med. Men den nat blev hele befolkningen rystet godt sammen. Jeg går ud fra at Ruth var mødt på arbejde på Sydhavnsapoteket på sædvanlig tid, hvor ellers de fleste butikker var ”lukkede pga. glæde”, som der stod malet på et skilt i en lille butik.

Hvordan vi fik flyttet vores møbler? Vi lånte en trækvogn hos en købmand og trillede de to sofaer + bord og stole til Holsteinsgade, hvor der vel kun var 300 meter. Det var som at vinde i lotteriet. Resten af sommeren stod i glædesrus efter Montgomerys sejrsindtog i København.

Billeder fra min mors album i befrielsesdagene

Jeg har brudstykker af det fra hendes fortællinger allerede tidligt i barndommen:

Jeg ser for mig at hun sad i al det vintertøj, hun ejede og læste lektier på værelset i Classensgade, da det dengang var en af de såkaldte isvintre. Hun fortalte os flere gange som børn at hun engang blev stoppet af en tysk soldat på vej til studenterkurset. Han spurgte:

Haben Sie Waffen?

Nein nur büchern!

Det var heldigt for det hændte at hun havde illegale blade til omdeling.

På selve befrielsesaftenen den 4. maj 1944 sad hun til tyskundervisning, da der kom én ind af døren, der havde hørt om frihedsbudskabet. Alle styrtede ud, mens tysklæreren, som var studenterkursusindehaveren så vantro på dem. Det havde han ikke ventet, at de ville løbe ud. Jeg mener også at hun var i fare enten den 4. om aftenen eller næste dag den femte maj. Hun var udsat for skyderier på Kgs. Nytorv og lagde sig fladt i sporvognen. Ved en anden lejlighed måtte hun gemme sig i en døråbning i Vestergade. Hun omtalte det altid som danske hippoer, dvs. landsforæddere, der ville hævne sig.

Om festen med de ukendte værtsfolk i Classensgade, så havde hun selv likør fra apoteket og de havde gemt lidt ægte kaffe til lejligheden, som de delte.

Det der aldrig er blevet skrevet ned, er at hun mødte en af Montgomerys soldater og at de blev forelskede. Hun fik endda en forlovelsesring af ciseleret guld og med diamanter. Det var en ring, hun brugte ved store fester og senere gav mig. Jeg forærede den til en norsk dame i 1990erne.

Det har været en enorm sorg for min mor, at Bill forsvandt. Hun sagde i min barndom at han døde i Burma. Først efter hendes død fortalte min morbror William, at han havde overlevet krigen og var kommet tilbage til England, hvor han stiftede familie. William havde været afsted hurtigt efter krigen for at opspore ham.

Først i tresserne, hvor vi endelig havde fået fjernsyn kom der engang et kort klip af Montgomery og hans motorcyklister omkring kronebilen, han stod i. Min mor fløj bestyrtet ud af stuen og jeg for efter hende ud i køkkenet. Der fortalte hun, at en af dem det var Bill. Jeg husker ikke, om hun inden da havde fortalt os om ham eller om det var derefter. I 1980erne fik jeg en stor flad papæske med baret og breve. Desværre smed jeg det ud og fortrød med det samme, men for sent til at redde det.

Min mor udholdt ikke, at en del af Sydhavnsapotekets personale var nedtrykte ved befrielsen pga. at en del var tyskervenlige. Hun sagde op og kom ind på et Veisenhus Apotek på Landemærket ved Runde tårn. Der blev hun ikke længe, for lønnen var elendig og apotekeren havde nærmest ingen varer. Studenterkurset måtte hun opgive pga. arbejdspres og sorg over Bill. Hun tog kursus på Købmandsskolen som sekretær og fik adskillige småjobs i efterkrigsårene. Blandt andet var hun med til at hjælpe sin svoger Hans Nielsen med sin plastikvirksomhed og senere var hun sekretær for Pastor Bredahl i Købnerkirken. Min far var baptist og hans familie kom der. Hun fik et venskab med en tysk ung dame Karla, som var flygtning. Hun kom i huset hos pastor Bredal og lærte dansk via børnene. Han har forstået at sno sig, for det var strengt forbudt at have noget med flygtningene at gøre.

Hun har også været med til at organisere nødhjælp til de sultende nordmænd via kirkens arbejde.

Min mor udklædt i sin brors soldateruniform efter krigen

Continue reading “Min mors ungdomserindringer fra krigen i København”

Gensyn med Nørrebro

 

Forleden var jeg på tur til København. For en gangs skyld kom jeg andre steder end det vante indre København, som også vækker mange minder fra min ungdom og bringer tankerne til slægten, der har boet i Nyboder og på Østerbro. Som ung kunne jeg finde på at gå igennem Nørrebrogade og kigge på kagerne i de mange bagerforretninger, men altid undgå at gå derind.

Denne gang så jeg ikke bagerforretninger, men en del andre butikker i den del af Nørrebro, der ligger op mod Dronning Louises bro. Det var som om, den del var blevet mere levende. Det vrimlede med mennesker og forretningerne havde åbnet til klokken 18 om lørdagen, hvor jeg gik der. Som ung har jeg købt en sort ribstriktrøje med høj hals på samme side af gaden, hvor jeg i lørdags købte en småblomstret kjole. Det var med godt 50 års mellemrum. I sidegaderne omkring det indre Nørrebro og Sankt Hans torv er der også liv med en masse antikvitetsforretninger og små caféer imellem opgangene.

Nørrebro Panum instituttet
Nørrebro Panum instituttet. Ny bygning

Jeg har boet kortvarigt på Blegdamshospitalet, mens jeg var sygeplejeelev fra Bispebjerg Hospital. Det lå, hvor det nuværende Panuminstitut ligger. Jeg kunne godt lide området, men kendte ingen der. Jeg skulle have vidst , at min mormors morfar og hans familie havde boet der 100 år før. Han var kommet fra Königberg for at undslippe deltagelse i en krig mellem Tyskland og Frankrig og var immigreret til Danmark. Dengang i 1970-erne, da jeg var ung, var området ikke ret spændende. Det har fået nyt liv med de mange unge mennesker, der er bosat der nu. Det er de samme huse, meget lidt er forandret, men i min ungdom var der ikke caféer undtagen enkelte inde i det indre København, som Marstrand på Købmagergade eller cafeterier i de største stormagasiner. Det var mest ældre mennesker, der boede i København i min ungdom. Børnefamilierne var flyttet væk til omegnen fra de trange boliger og baggårdene.

Den anden ende af Nørrebro var tæt på mit første barndomshjem på Bispebjerg og min far arbejdede som værkfører i Thorsgade på det ydre Nørrebro i en radiofabrik. Det område ligner mere Mellemøsten ligesom Bispebjerg. Det er med sorg at jeg skriver det.

Da jeg blev gift første gang fandt jeg min brudekjole i en forretning overfor Assistentskirkegården og barnevognen til min førstefødte kom fra Borrit, der lå på Nørrebros Rundel. Den forretning havde jeg kigget langt efter på sporvognsture fra Husum til Amager som barn på vej til min fars familie på Amager.

På min tur sidste uge gik jeg også tur på Østerbro og fandt det meget livligt og hyggeligt. Her bor også en masse børnefamilier nu, så her bugner med små børnetøjsbutikker og andre specialbutikker med unikke navne mellem de kendte kædeforretninger.


Min mor flyttede fra Sydhavnen til Classensgade på Østerbro i 1944 under krigen og min mormors mor flyttede i 1930-erne fra Nyboder til Faxe Tværgade, da hun blev enke og derfor ikke mere berettiget til at blive boende i Nyboder.

Nyboder er ved at blive renoveret og her ses billeder af både tidligere renoverede længer og dem, der ligger op mod Gernersgade, hvor jeg engang har delt en lejlighed med en anden sygeplejerske i min ungdom. Dengang i 1960-erne og 1970-erne cyklede jeg overalt. Jeg kunne ikke lide at vente på en bus, eller at betale for den. Nu må jeg nøjes med at gå sentimentale ture på mine besøg i København.

Familier med børn og barnevogne i Sundby på Amager

Denne artikel er inspireret af billeder fra Sundby Lokalhistoriske Forening SULFA, som har givet mig alle de billeder, de har af barnevogne og forretninger fra Amager. Jeg har fået dem i bytte for min fars erindringer, som de ville gøre til en bog i deres regi. Min far (1920-2007) voksede op på Amager og boede der til han blev gift i 1948.

1920’erne

1930’erne

Amagerbrogade med gavlmaleri af Sundby Barnevognsfabrik Foto SULFA Erik Johansen
Amagerbrogade med gavlmaleri af Sundby Barnevognsfabrik Foto SULFA Erik Johansen

 

En familie fra 1930’erne på Amager har afleveret deres billeder til Sundbyarkivet, som sidste år har givet mig ret til at bruge billeder. En serie med familien Johansen 1932-1934. Familien havde den store pige i forvejen og de to mindre er kommet til i den korte periode på to år. Jeg gætter på at faderen har noget med barnevognsforretningen at gøre på Amagerbrogade. Jeg har aldrig hørt om et mærke, der hedder Britania, men familiens barnevogn ligner den på facaden.

Erik Johansens familie

1932

1933

 

1934

Vognen er udstyret med mulighed for siddeplads for ældre barn. Modellen ligner det  engelske mærke Pedigree, som jeg har vist i en tidligere blogartikel.


1950’erne Henrik Skovs familie

 

Itkinfabrikken blev flyttet fra Landemærket 9 til Amager Strandvej 124 i begyndelsen af 1950’erne. Nu ligger der en anden virksomhed på ejendommen, som snart skal sælges og ændres til lejligheder. Jeg besøgte stedet i sommer og så lokalerne inde og ude. Navnet anes på murstensvæggen til venstre for indgangspartiet.

 

Mere om Itkin kan læses her.

Sundhedsplejen i mit liv

1980-1990 i København i Spæd- og Småbørnssundhedsplejen og 1996-2014 i Vestjylland i kombineret ordning

 

I dag på min løbetur kom jeg forbi et hjem i Herning, hvor jeg for tyve år siden var sundhedsplejerske i et vikariat. Der stod en studentervogn udenfor og jeg husker de hyggelige besøg der med familiens førstefødte i 1997. Tyve år!

Sytten år inden var jeg endelig nyuddannet sundhedsplejerske fra Sygeplejerske Højskolen ved Aarhus Universitet. Sådan hed det dengang i 1980 og mange år frem. Dengang var det en et-årig videreuddannelse oven på sygeplejerskeuddannelsen. Dog krævedes der to års praktik på arbejdspladser, der havde med børn at gøre og hjemmeplejen, som forberedte os på at færdes i alle typer af hjem.

Mange familier vidste ikke, at vi alle var sygeplejersker inden vi kunne søge optagelse på videreuddannelsen.

I dag kan man optages på uddannelsen som nu varer 1 1/2 år. Et år på VIA University College i Aarhus og et 1/2 års klinik i en kommune.

Fotos fra en majaften i Vennelystparken i Aarhus fra mit uddannelsessted

 

 

Jeg havde aldrig selv kommet på at tage den uddannelse, men presset som ny sygeplejerske på en akut afdeling på Bispebjerg Hospital fik mig til at tænke nye tanker. Efter to år som nyuddannet sygeplejerske oplevede jeg en uudholdelig stress omkring at modtage meget dårlige patienter. Når ambulancesirener lød i Københvns gader, troede jeg de kom til mig på min vagt.

Ulykker kom naturligvis helt uanmeldt og det der slog mig ud, var følelsen af, at ikke kunne være der nok for den enkelte. Det gik op for mig, at jeg via en sundhedsplejerskeuddannelse kunne være mere nærværende for få ad gangen. Jeg lagde med det samme planer for fremtiden:

  • Sagde op fra den akutte kirurgiske afdeling
  • Fik job på en hudafdeling, som også behandlede børn
  • Kom i hjemmeplejen på Amagerbro og Sundet
  • Tog kørekort, da jeg forstod at det ville være vigtigt at kunne komme rundt
  • Tog job på børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg.
  • Blev optaget i Aarhus, fordi jeg ville se en anden del af landet

Et minde fra hjemmeplejen på Amager var at jeg skulle ud til en barselpatient. Det skulle hjemmeplejen, når der var tale om en hjemmefødsel. Den pågældende mor var så frisk, at hun stod midt i at skulle holde børnefødselsdag for et af sine andre børn. Jeg husker følelsen af at være tilovers og at ikke ane hvad, en sundhedsplejerske egentligt skulle sige og gøre. Men det er så det, man lærer på uddannelsen og først indarbejder efter flere års praksis.

Nu var jeg udsendt som hjemmesygeplejerske, så jeg havde endnu ikke det ansvar.


Da alt var parat blev jeg gift og min daværende mand indviljede i at flytte til Aarhus for også at prøve noget nyt. Den gang var S.U. ikke opfundet, men jeg fik lidt fra København Kommune, som jeg havde ansøgt om at få.

Undervisningen foregik i de gule murstensbygninger, der hører til Universitetet. Skolen tilhørte dog ikke universitet, så derfor kunne vi ikke dengang kalde os kandidater.

Undervisningen var overvældende for mig, fordi det i den tid var nyt, at man begyndte at forstå barnets tilknytningsbehov mere teoretisk. Se min artikel om børnehospitalet  Fuglebakken.

Jeg bearbejdede mange ting fra min egen tidlige barndom med adskillelse og følger af for tidlig fødsel. Det fag, jeg var gladest for var kernen i arbejdet “Funktion og metoder i sundhedsplejen”.

Sundhedsplejerskeuddannelsen december1979 hos lærer
Sundhedsplejerskeuddannelsen december to studerende december 1979 hos lærer på uddannelsen til sammenkomst med klassen

Jeg elskede forelæsningerne, men afskyede de tvungne gruppearbejder og ikke mindst en enkelt gruppeeksamen. Jeg var gravid og helt udmattet og følte ikke jeg kunne komme til orde. De andre var så veltalende. To store skriftlige arbejder var afleveret, men jeg dumpede i gruppeeksamenen, der hørte til den administrative opgave, der hed Administraion og Organisation. Det føltes som et svidende nederlag, for jeg brændte jo for selve uddannelsen. Meget handlede om tilrettelæggelsen af skolesundhedsplejen, som jeg ikke havde haft meget med at gøre. En af mine veninder kendte en af de dygtigste skolesundhedsplejersker og hun tog sig tid til at se min opgave og inspirere mig til at lave den mere realistisk men også fremsynet.

Jeg knoklede på i sommerferien og gik op midt på sommeren hos en af de lærere, jeg var allermest glad for og bestod. Aarhus havde kun plads til få nye sundhedsplejersker i deres kommune, så jeg ringede til Københavns kommunes Omsorgsafdeling i Bernsdorffsgade om de havde brug for mig?

Hvornår kan du komme? spurgte Vibeke Tandrup (Stedfortrædende Forstander)

Det må jeg sige, var sidste gang at en ansættelse gik så let. Jeg var tilmed gravid i 6. måned, så de har virkelig haft brug for vikarer.

Sundhedsplejen i Kbh 1980
Jeg sidder på forreste række i lyserød Laura Ashley kjole og til venstre for mig sidder Grete Lyager. Wivian Fulgsang på forreste række næstyderst i rødternet kjole. Else Guldager sidder på forreste række nr. fire fra venstre. Viceforstander Vibeke Tandrup står i hvid bluse bag Wivian Fuglsang i rødtern.

Det allerførste besøg var på Rigshospitalets kollegium på Jagtvej- Det var mærkeligt nok min mors kusines datter, der fik sin førstefødte under ergoterapeutstudiet. Jeg var nervøs og så forkert på vægten. Det slog mig også, at forældrene var ligeglade med mit besøg. Det var helt uvant tanke at nogle familier ikke efterspurgte noget fagligt.

I resten af min tid som sundhedsplejerske har jeg været følsom overfor netop dette, om familierne var interesserede eller ikke. Det var som om kvaliteten af besøget steg i takt med familiens hunger efter støtte og viden om deres barns trivsel.

Det første område jeg kom til som vikar var ydre Nørrebro under sommerferien, derefter Vesterbro.  Jeg lagde med det samme mærke til at der var rangorden både blandt sundhedsplejerskerne og hvilke områder, der var NOGET.  Vesterbro og det indre Nørrebro regnedes mere end Enghave, Østerbro var luksuskvarteret. Brønshøj og Vanløse var regnet som “Nemt”. Amagerbro, Sundet var svære at få besat af sundhedsplejersker. Der var utrolig megen luftforurening på gaderne dengang.

Sundhedsplejerskerne var meget “Rødstrømpede” og nogle var “alternative, selvom det nok ikke var noget, man man måtte vejlede ud fra.

Jeg tror, de var så individuelt stærke, at de gjorde som det passede dem. En var politiker, Vivian Fulgsang var skribent på Politikken. Else Guldager fik lov til at forske og blev siden en kendt person og talsmand for sundhedsplejen. En skiftede navn fra Karin Sonne til Saida Sonne, da hun gjorde en særlig indsats for indvandrene. Der var en del familier fra Pakistan og jeg ved ikke, hvorfor de kom. Saida kom til at stå for tolkuddannelserne, da tolkene ellers tolkede som vinden blæste.

En episode fra Vesterbro står klart. Jeg går op til en pakistansk familie, hvor jeg finder et ret nyfødt barn på en divan liggende med et tyndt stykke stof over ansigtet. Det var et uhyggeligt syn og jeg så hun var dårlig og blålig. Jeg fik fat på en læge. Dengang havde vi ikke telefoner, så jeg må have cyklet til områdekontoret og ringet. Eller gik jeg ind til en grønthandler på gaden? Der blev sendt en læge og pigen blev behandlet for en hjertefejl. Senere så jeg hende igen og hun var blevet alt for tyk.

Andreas roder i min arbejdstaske 1981-1
Min førstefødte undersøger min store kernelædertaske med målebåndet hængende ud

Da jeg kom fra barsel året efter fik jeg fast arbejde i Vanløse på 30 timer og siden efter 3 børn 20 timer i Vigerslev. De to distrikter lignede hinanden på mange måder. Jeg trivedes bedst med almindelige mennesker. Ikke for rige og fine og ikke for elendige forhold heller. Grete Lyager var på Østerbro. Hende husker jeg fordi, jeg oplevede hende i min elevtid på Fuglebakken som “Føl”. Dvs. hun gik efter en afdelingssygeplejerske som led i at blive sundhedsplejerske. Hun var i blå uniform med hvidt forklæde lige som jeg. I de ti år jeg var i Københavns kommune var Grete Lyager på Østerbro og da jeg mange år efter kom til Ølgod og siden Varde kommune stødte jeg på hende igen som ledende sundhedsplejerske i Fredericia. Hun var en, jeg havde stor respekt for og så op til. Hun var med til at indføre hjælp til mødre med fødselsdepressioner i Fredericia kommune.

Sundhedsplejerskene i København var præget af 1970’er moden. Dvs. de fleste gjorde ikke meget for at se godt ud. Det var med fodformede sko og fløjsbukser og hjemmestrikkede bluser. Vi havde tunge kernelædertasker.

Skolesundhedsplejen var helt adskilt fra os, i det de havde en anden ledelse. En enkelt gang havde vi et fælles møde omkring indførelsen af MFR vaccinen i 1983.

I Spæd- og Småbørns Sundhedsplejen havde vi månedlige faglige møder og dem var jeg glad for, i det vi var spredt til hverdag i mindre grupper over hele byen. Fødselsanmelderserne blev sendt til områdekontorerne via intern post og var i tyndt lysegrønt papir. Vi læste på den om fødslen, mål og vægt Apgar Scores, (fysisk bedømmelse af barnet ved fødslen), blodtab hos moderen og varighed på fødslen, antal provokerede eller spontane aborter, adresse og navne og data.

Ud fra fødselsanmeldelsen kunne vi se en masse, som dannede grundlag for besøgets tilrettelæggelse. Lav fødselsvægt og evt. fødselskomplikationer forberedte til at møde moderens og (evt. faderens) behov. Det sidste bliver der heldigvis taget stadig mere hensyn til takket være psykolog Sven Aage Madsens psykologiske arbejde på Rigshospitalet om fædres behov og evt. efterreaktioner.

Vi skrev journaler i hjemmet om muligt ellers på kontoret. Vi havde både en familiens journal med lidt data. Dog ikke meget brugt og barnets journal med:

  • Mor fortæller….,
  • Obj: om barnets udvikling lige nu i besøget og
  • Vejl.: Den vejledning vi gav den dag.

Vi kaldte børnene “Udøbt dreng/pige med tegn for dreng/pige. I dag er det muligvis “Unavngiven dreng/pige” i de elektroniske journaler. Vi skrev også i “Barnets Bog” en bog i A5 format i hvid og grønne farver. Der var kun plads til det vigtigste og sundhedsplejerskens stempel på tlf. tider. Det har alle dage været uklart, hvad Barnets Bog skulle bruges til. Den er mest til små minder om en tid, der hurtigt svinder. Mål og vægt og noter og vejledning om udvikling og forslag til mad.

Vanløse Områdekontor
Min førstefødte på cyklen ved min daværende arbejdsplads i Vanløse eftersommeren 1981

Jeg gjorde stadig mere ud af “Barnets Bog, da vi i 2006 skiftede til elektroniske journaler. Dvs. jeg udskrev kopi af journalen til Barnets Bog, så journal og Barnets Bog var ens om observationer og udviklingstrin og råd og vejledning. Fra ca 2017- 2013 havde jeg tung bagage med mig i besøgene i form af printer og computer, som til sidst blev reduceret til iPads, der ikke kunne opfange internettet og familierne måtte selv printe ud, i det de havde adgang til den ene del af den elektroniske journal, der havde med barnet at gøre.

Udøbt dreng eller pige
Tegnene for udøbt dreng eller pige

Maria sundhedsplejerske i Vanløse december 1981
Maria sundhedsplejerske i Vanløse december 1981. Journalen ligger på bordet

Fra Vanløse med min anden dreng oktober 1982

Maria og Benjamin oktober 1982
Kunne have været fra et hjemmebesøg i Vanløse

De fleste familier fik i firserne og halvfemserne ti besøg i første leveår. Nogle få havde ikke brug for så mange, men de fleste tog gerne imod det. Meget var mere besværligt dengang, idet barselorloven var meget kortere end i dag og overgang fra bryst til skemad var svær og ind i mellem traumatiserende for mor og barn. Der var også stress omkring at få en institutionsplads, idet der var alt for få til børnenes behov. Ofte var de mellem et og 1 1/2 år før de fik plads i vuggestue/ dagpleje. Mødrene måtte finde privat pasning og de heldige havde en mormor til barnet, der kunne træde til. Det tiår fra 1980-1990 var de bedste år for mig i sundhedsplejen, selvom jeg lærte så meget mere i de 16 år jeg var ansat i Vestjylland Ølgod og Varde.

Det var et kæmpe nervepres for mig at vente på plads til min førstefødte, mens jeg var i arbejde. Jeg havde taget ullønnet orlov fra seks til ti mdr., da jeg ikke kunne udholde tanken om at aflevere så tidligt. Min dreng nåede at blive 1 år, før der var dagplejeplads. Det var svært. Jeg havde ham med nogle dage og rendte ind og ud af besøgene med ham i vogn uden for. Det var ikke godt for hverken ham, for mig eller familierne.

Otte år efter jeg var startet i Københavns kommune var jeg nødt til at lade mig skille og jeg vil give et indtryk af min situation via et citat fra en anden blogartikel om mit liv:

What kept me up was my lovely small children and my work as health visitor. When I went into a home to visit a new family with a baby I completely forgot my own worries. I was a single mom for four years.

Efter en pause fra sundhedsplejen på 6 år, hvor de fem var i Sverige søgte jeg den ene stilling efter den anden, der kunne være ledig i en stor radius på ca 60 km uden om Herning.  Jeg var 45 år og vidste ikke, at det var for “gammel”.

Efter godt et år med vikariater i Skive, Lemvig og Herning fik jeg endelig fast job i en lille kommune Ølgod 45 km væk. Jeg oplevede Herning sundhedsplejen, som bestod af dygtige sundhedsplejersker. Et andet indtryk var at meget få havde været væk fra Herning, hvilket gjorde indtryk på mig, som både var københavner og havde boet i udlandet.

I Ølgod i sydvest jylland var der en blanding af gode solide familier, som landbrugsfamilier og folk i villaer, men også stor del af socialt udsatte familier eller enlige mødre. Den samme befolkningssammensætning fandtes i Varde, hvor jeg var de sidste år. Overgangen fra København og siden Sverige var svær. Jeg kunne ikke tolke mødrenes behov så nemt mere. Der er forskellige sociale normer eller uskrevne regler alle steder.

De jyder, jeg kom i kontakt med var mimikfattige. Langsomt kom jeg bag om facaden og oplevede naturligvis mange skønne mennesker, der havde brug for mig.

Jeg lærte at blive mere og mere konkret i vejledningen og kom på adskillige kurser om mor/barn tilknytning og forstod stadig bedre nuancerne i barnets udvikling. For ikke at glemme de ting, jeg har brændt for i sundhedsplejen har jeg skrevet de vigtigste emner i min danske sundhedsplejeblog.

Hjemmebesøgene blev i de senere år reduceret til næsten ingen ting. Vores borgmester mente, at unge mødre kan finde “alt” på nettet. Det kan nok være, men for at sortere i det og at få den fornødne omsorg er de individuelle hjemmebesøg stadig vigtige. Ved at skabe tillid kunne man som sundhedsplejerske give en familie et løft i at turde tro positivt om deres barns udvikling selvom, der kunne være mange typer problemer.

Det der kan være svært i dag er at mange udskrives få timer efter fødslerne. Det er ikke altid at forældrene kan vurdere om barnet kommer igang med at sutte ordentligt og tage på. Det er et kæmpe ansvar at stå med. Men de fleste klarer det utroligt godt.

Dilemmaer var der også mange af. Når jeg oplevede, at en familie ikke levede op til at tage sig godt af deres børns udvikling eller behov var det let for familierne at blive fornærmede og smække døren i. Vi balancerede på en knivsæg omkring hvilke ord, der skulle bruges. Dog duede det ikke at være usikker heller. Jeg oplevede en anden mentalitet hos udlændinge. De var ofte mere åbne overfor vejledning, når ikke sprogproblemerne stod i vejen. Jeg tror, det har at gøre med at udlændinge, også scandinaver, havde lettere ved at være autoritetstro mod sådanne som os sundhedsplejersker.

Modsætningen til dette kunne være en dansk, måske ikke så godt begavet mor, som blev rasende på mig, fordi jeg forsøgte at få hende til at forstå at hendes for tidligt fødte barn skulle skånes fra for mange indtryk og om muligt svøbe sit barn i vuggen for at få det til at sove.

Et svøbt spædbarn parat til at blive lagt

Et højdepunkt for mig var at kunne formidle børnenes behov og hvordan man opnår, at de sover og spiser nok og lærer at udvikle sproget og får den motoriske udvikling på plads i samarbejde med forældrene.

Mine største glæder har været at yde hurtig og vedvarende hjælp til en mor, der var bange for ikke at kunne amme eller havde svære ammeproblemer eller at hjælpe en mor godt igennem en fødselsdepression. Ligeledes var det dejligt at hjælpe familier med for tidligt fødte børn at forstå udviklingstrinnene adskilt fra biologisk alder og tage et skridt ad gangen langsomt for at støtte barnet uden at overstimulere det.

Omkring CH. fødsel
På hjemmebesøg i Ølgod tiden omkring 2007

Jeg oplevede et par gange at være sundhedsplejerske for en ung mor, jeg også havde haft i skolen i Ølgod. På den måde fik jeg en slags moderligt forhold til hende i modsætning til de ti år i København, hvor jeg kunne risikere at få et venindeagtigt forhold til mine “mødre”, fordi jeg selv fik fire spædbørn på række.

Der kommer en opfølgende artikel med eksempler på, hvad jeg oplevede i min tid som sundhedsplejerske.

 

Boel klokke
Jeg laver “Boel prøve” hos mig selv med barnebarn december 2015


Mine oplevelser i skolesundhedsplejen må også gemmes til en anden gang. Det er som et helt andet job, som man så skifter imellem i den “kombinerede ordning”.

Min mormors lykønskingskort og tiden inden hun bliver gift

 

 

Min mormor Asta blev født i 1890 og boede i Nyboder på flere adresser indtil hun blev gift i  februar 1920 som 29-årig. I en tidligere artikel har jeg vist de kort og telegrammer hendes far fik, men heldigvis har hun også gemt sine egne kort, som indirekte fortæller en smule af hendes historie.

En lille bog fra skoletiden svarer til hvad piger i dag har om at samle noget om deres veninder. Dengang var det dog mere moralsk opdragende, idet børnene får at vide, at huske familiens fødselsdage. Venindernes navne og adresser står side om side med lærernes navne. Asta gik på Sølvgade Skole fra 1897-1904.

 

Hendes konfirmationshold fra Holmens kirke var meget stort 80 piger og sikkert lige så mange drenge. Det viser, hvor mange mennesker, der boede i og omkring Nyboder dengang omkring århundredeskiftet. De mange børn var delt op i skoleklasser, der gik enten formiddag eller eftermiddag. Hun var ked af, at hun var nødt til at gå om eftermiddagen, da det var mere anset at gå om formiddagen eller også følte hun bare det og savnede veninder, der gik på modsat hold. En karakterbog har jeg også bevaret og en broderet ting fra 1904, der viser de mange slags sting og syteknikker de lærte.

 

 

 

Hun var som jeg husker det meget venlig, men også ret lukket omkring sin fortid, som om hun tog hensyn til, at familien måske ikke var interesseret. Jeg tror hun led under at ikke kunne få udtrykt de ting, hun havde gået igennem, som det, at forældrene mistede nyfødte tvillinger, da hun var et år og moderen mistede sin 29 årige bror samme tid.

image024-1-1
Min oldemor Lauras bror Emil, der døde som 27 årig fire dag før Asta blev født

Da Asta var 8 år havde hendes og Svends far fået en søn Kurt uden for ægteskabet og var flyttet hen til den dame, der var mor til ham, et sted i midten af København.

Både Astas far og mor havde flere jobs, så forældrene var meget lidt hjemme. Hendes mor gjorde rent for folk privat og i forretninger, blandt andet i et fotoatelier, som har muliggjort at de har fine fotos.

 

Asta har taget meget ansvar for sin ti år yngre bror. Sorgen over at måtte stoppe med at have kontakt med ham, da han er først i tyverne, må også have været stor. Som ung mand viser Svend sider, der ikke er så rare. Han har store projekter igang, mangler penge, låner sig frem, men “glemmer” at betale tilbage. Det største slag var nok, da det viste sig ved moderens død, at han havde ophævet opsparingen til ligbrænningen, således at omkostningerne blev meget høje for Asta og Emry, som stod for bisættelsen. Han var utrolig smuk og charmerende. En rigtig kvindebedårer.

s22-001
Astas bror Svend på den tid. hvor de stadig sås

Min mormor har været meget præget af, at faderen forlod familien og af at hun støtte sin mor. Hun skriver i et postkort til sin mor i 1911, hvor hun er på en lille ferie med sin tante, at hun håber, at moderen ikke er for ked af det, mens hun er væk!

Slide showet kan standses undervejs

This slideshow requires JavaScript.

I 1915 er Asta netop fyldt 25 år og har været ca 7-8 år i fru Schraeders manufakturhandel i Nansensgade 30. Hun går de 2 1/2 km. fire gange om dagen og der er åbent til langt ud på aftenen. Der var en middagspause, hvor hun går hjem og spiser. De lange arbejdstider og presset omkring forældrenes situation slog hende ud.

Asta blev syg med blødende mavesår og indlagt på Øresundshospitalet. Hvorlænge ved jeg ikke. Da jeg hørte om det i min tid som sygeplejeelev blev jeg meget berørt, da det er alvorligt og dengang svært at helbrede.

I de gemte postkort er der nogle fra tre forskellige unge mænd. Den ene K. Lebell har boet lige i nærheden af forretningen og kortene er stilet til Asta Nielsen i Nansensgade. Lebell har været sømand for han har skrevet fra forskellige lande.

 

 

 

 

På en båndoptagelse siger hun, at hun ikke var særlig interesseret i unge mænd. Hun har selv skrevet til K.Lebells mor fra det reconvallescenssted på Sjælland hun kom på efter sit akutte sygeleje. Men teksten er streget over og er aldrig sendt. På den måde har vi et bevis for, hvor hun var på rekreation.

 

Fra Schraeders kort til Asta der var indlagt på Øresundshospitalet i 1915

 

 

Hun stopper hos Fru Schraeder efter sygdommen, men bevarer kontakten til hende resten af livet og til “den lille elev”, der blev gift Drejsler og som hun arbjedede sammen med i butikken. Dennes børn har hun billeder af i sit album og jeg tror, Asta har været gudmor for en af dem, for der er et billede, der viser barnet på Astas arm.

 

Hun ender med at blive gift med min morfar Emry som 29 årig. De fandt hinanden mirakuløst via en kontaktannonce. Da hun mødes med ham ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen i august 1919 arbejder hun på kontor hos en grosserer på Købmagergade.


 

Som gammel livede hun meget op, når hun kom i kontakt med nye mennesker, om det så var ved indlæggelser på Gentofte hospital efter lårbensbrud. Hun trivedes ikke med at være alene efter Emrys død i 1957. Hun var nødt til at flytte til Buddinge tæt på Lyngby for at være tæt på børn og børnebørn. Børnene havde travlt og kunne ikke komme så tit, som hun havde brug for. Hun kendte ikke nogen i Buddinge og der var langt til Holbæk, hvor hun stadig havde mange venner.

asta-og-emry-som-forlovede-1919-1
forlovelsesbillede Asta og Emry 1919

Tankerne fra barndom og ungdom har sikkert trængt sig på. Det var noget familien ikke forstod sig på. Hun blev leet af, fordi de fleste syntes hun burde være glad for sit liv.

Teenagemode i midt 1960-erne

 

Der er sikkert mange unge, der tager for givet at al modetøj findes i butikkerne eller på nettet og er til at købe, om bare der er penge på kontoen. Da jeg blev konfirmeret i april 1965 var det endnu ikke brudt rigtigt igennem at få fat i smart tøj.

Continue reading “Teenagemode i midt 1960-erne”

Gammelt barnevogns-og legetøjsfirma- Fr. Nielsens Barnevognsfabrik

I mellem de mange firmaer jeg er stødt på, er der et Fr.Nielsens Barnevognsfirma fra Nørrebro i København. Desværre er brochuren udateret, men stilen er meget gammel og priserne helst vidunderlige. Det har dog sikkert været dyrt nok dengang og kun de mest velstillede familier kunne købe nyt udstyr.

Continue reading “Gammelt barnevogns-og legetøjsfirma- Fr. Nielsens Barnevognsfabrik”