Min moster var kurér under krigen

Det var ikke noget, der blev talt om under hendes lange liv eller i familien efter krigen, men ved et tilfælde fik vi det at vide.

Min moster var ældst af mine mors søskende. Hun har oplevet mere end de fleste. Hun blev adopteret et par døgn gammel af min morfar Emry og hans første kone Anna i 1915. De havde været gift længe og de kunne ikke få børn. Ermegaard kom min moster til at hedde, fordi det på den tid var moderne at læse romantisk litteratur med navne fra vikingetiden. Men trods det anderledes navn var Ermegaard ukuelig. Hendes nye mor døde af den spanske syge i 1918. Ermegaard havde endda fået en lillebror i 1916, som døde få dage gammel. Det viste sig at hendes mor Anna havde dårlige nyrer, hvilket var farligt i forbindelse med graviditet og derudover den spanske syge, som slog så mange ihjel dengang.

 

 

 

Min morfar stod alene med en godt treårig og var selv nervøs og bange for at dø af dårligt hjerte. Han tog til en hjertespecialist i København, som sagde at han da ikke fejlede noget, men nok var overanstrengt. Min morfar blev så glad at han kontaktede min mormor Asta i København. Han havde annonceret efter en husbestyrinde med henblik på ægteskab og gik med Astas kønne billede i lommen. Hun havde været ærlig og skrevet at hun ikke havde lært at lave mad, men ville lære det. Det havde holdt ham tilbage, men efter at have ansat en, der både var kedelig og lavede ligeså kedelig mad fik han ringet til grossistfirmaet på Købmagergade, hvor min mormor Asta arbejdede dengang og aftalt et møde med hende ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen.

Dragefontænen fra før 1923
Dragefontænen fra før 1923

Det blev et meget vellykket møde og jeg tror, at de hurtigt blev stormende forelskede. Ermegaard fik sin tredje mor på fire år, men blev altid behandlet godt af min mormor, der var så bange for at gøre forskel på børnene. Ermegaard var en meget smuk pige med lange fletninger og et charmerende smil på alle billeder hele livet igennem.

Ermegaards klasse på Centralskolen i Holbæk
Ermegaard nr 6 fra venstre bagerst fra Centralskolen i Holbæk
Ermegaard med sine søskende 1929
Ermegaard bag sine tre mindre søskende på Marthavej 5 Holbæk 1929

 

Fletningerne blev ofret i tredverne, hvor hun mødte sin mand. Hun blev uddannet på Købmandskolen i København i kontorfag. Under krigen boede de i Esbjerg, langt fra barndomshjemmet i Holbæk. De har ikke været meget hjemme på besøg, da vejen på tog var både lang og farlig.

Image066-3

 

Et par år før hun døde i 2009 besøgte vi hende i Aalborg, hvor vi fik at vide, at hun havde været kurér. Det var ikke noget hun selv lagde meget vægt på. Hun ville hellere snakke om mange andre ting, så derfor er det så lidt vi ved.

Men det har været dødsens farligt. Blev de opdaget af tyskerne ved at blive stukket eller ved ved at en frihedskæmper kom til at snakke over sig var det slut. Hendes mand var meget involveret i spejderbevægelsen og der igennem har der været et netværk at folk, der stolede på hinanden og på den måde har hun fået opgaver med at gå med meddelser til andre modstandsfolk både på egnen og helt i København. De der var i modstandsbevægelsen blev vant til at man ikke kunne snakke om det og de fleste holdt tingene hemmelige resten af livet og lagde det i et hemmeligt sted i bevidstheden. Det har også været svært at tale om det, fordi de ikke måtte kende til de andres funktioner eller navne af sikkerhedsmæssige grunde. Ingen havde overblik over ret meget.

Min mor Ruth skriver i et erindringsark at Ermegaard engang tog helt fra Esbjerg til Dyrehaven i København for at aflevere en vigtig meddelse til en ven, Heister, som var med i modstandsbevægelsen. Det lykkedes, men han blev senere taget til fange og overlevede bombardementet i Shellhuset i marts 1945. Dog havde han varige mén efter at have faldet ned fra etagen, fangerne var på. Desuden fik hun afværvet Gestapos udspørgen om en tom lejlighed i Esbjerg, som hun passede for en frihedskæmper, der var gået under jorden.

I en bog “kvinder i modstandskampen” af Nina Bisgaard har jeg læst nogle beretninger om kurertjenesten. Det er en bog fra 1986. Der beskrives det at kvinderne hjalp til med alt forefaldende arbejde inden for modstandskampen. De holdt det hele kørende. Sørgede for mad og omsorg til de aktive modstandsmænd og hjalp med transport af hemmeligt materiale. De kørte det i barnevogne lige for næsen af tyskerne og hippofolk. Det kunne sagtens være våben som maskinpistoler og ammunition, hemmelige koder, blade og instruktioner, falske identitetskort, stempler mm.

Kvinder blev ikke regnet for noget af tyskerne, så de kunne som regel passere forbi vejspærringer og razzier. En Musse Hartig fortæller i bogen, at hun havde været i en lejlighed for at hente stempler og papirer til falske identitetspairer, træder ud af huset og løber ind i en razzia

Tasken med de kompromitterende pairer hang og dinglede skødesløst i min højre hånd, mens jeg stift som en dukke bevægede mig hen mod en modbydeligt tamp af en SS soldat, der stod og spærrede fortovet lige overfor Dr.Tværgade. Han var en høj og modbydelgt udseende fyr, og han skævede ud ad øjenkrogene, da jeg nærmede mig. Det var en uhyggelig fornemmelse, men jeg var klar over, at jeg måtte blive ved med at gå fremad, ikke noget med at løbe, og jeg måtte handle på en eller anden måde. Jeg skulle ud af det her. Lige før jeg nåede til ham, var jeg ved at blive grebet af panik, men jeg fik hold på mig selv. Det er dig, det her afhænger af. Du må prøve med den charme, du har. Han stod og spærrede fortovet med sin maskinpistol. I det øjeblik, jeg nåede ham smilede jeg  et stort strålende pigesmil til ham. Med venstre håndløftede jeg maskingeværløbet, dukkede mig under dette med et “bitte”. Han smilede tilbage og lod mig slippe mig forbi.

Den frækhed kunne jeg sagtens tro min moster besad også. Hun fik i hverfald snakket nogle tyskere fra at interessere sig for underboens lejlighed, som hun passede, da ejeren var under jorden.

Min moster til venstre og kusinen Helle til højre på Strøget
Min moster til venstre og kusinen Helle til højre på Strøget ved Helligåndskirken. Bemærk en tysk soldat bag dem

En anden fortæller

Jeg vandrede ind med min barnevogn fra Frederiksberg, det var sådan en Pedigree. Den havde et kæmpemagasin, så der havde jeg alt. hvad det skulle være. En dag vandrede jeg fra Amager til Bispebjerg hospital, hvor jeg skulle aflevere nogle våben. På vejen derud, gik jeg forbi General Motors, hvor tyskerne var posteret udenfor- og der sad min lille søn på nogle pistoler. Det var ikke det store. Det var bare den håndsrænkning, men kunne give dem.

Illustration fra bogen “Kvinder i modstandskampen “Illegal våbentransport”

barnevogn-fra-krigen-bogen-kvinder-i-modstandskampen
barnevogn-fra-krigen-bogen-kvinder-i-modstandskampen

For ikke at vække opmærksomhed kunne de kvindelige kurerer finde på at bede de tyske soldater om hjælp til at slæbe de tunge kufferter ombord eller fra borde på Storebæltsfærgen.

Ingen regnede det for noget, men kvinderne har været uundværlige under krigen også ved at gemme dem, der gik under jorden og at sørge for mad og tøj til dem.

Min moster var utrolig frimodig og selvbevidst på en naturlig måde. Hun har aldrig vist tegn på psykisk besvær efter krigen. Hun havde en robusthed over sig, som ingen i familien ellers havde. Mange af os har været lidt små ængstelige og lidt for lette at ryste desværre.

Ermegaard og L.P i lejheden i Havnegade i Esbjerg under krigen
Ermegaard og L.P i lejheden i Havnegade i Esbjerg under krigen

Juleberetning 2017

Vi ønsker vores venner og familie en glædelig jul og Godt Nytår!

Året har vi mest foretaget små ture i Danmark med og Sverige. Henrys ene hofte begyndte at strejke så meget, at vi har været nødt til at blive hjemme. Vi har haft sjove gæster via airbnbværtskabet, hvor vi lejer værelser ud efter behov. Robert Bacon, en skotsk elite idtrætudøver i Triathlon deltog i juni i E.M. i Herning og i juli kom verdensmesteren i BMX Simon Andresen og hans mekaniker Emil et par dag under D.M. BMX i mudder. De ejer en café med cykelværksted i Klampenborg, som vi besøgte i august.

 

This slideshow requires JavaScript.

Efter en vellykket operation fik vi mod til at planlægge en ferie i Californien i november. (Forsinket sølvbryllup).Vi havde modtaget en invitation til Thanksgiving hos Paulas datter i kystbyen Oxnard tæt på Los Angeles. Hvornår får vi en sådan chance igen?

Paula & Mike med os på tur rundt i landet
Paula & Mike med os på tur rundt i landet

Vi sørgede for at besøge i alt tre byer for at se så meget som muligt og vi fandt ud af, at togene “Amtrak” klarede at tage os fint rundt. Busser tog os fra og til stationerne. Ingen amerikanere vidste meget om det, men heldigvis kunne vi selv finde ud af at bestille billetter. Paula har vi lært at kende gennem blogging, idet hun har skrevet en bog om sin næsten glemte far Hans Pedersen, der immigrerede til U.S.A. i 1884 og var med til at opbygge Seattle og andre byer på Vestkysten. Henry har skrevet om ham i linket undet navnet.

This slideshow requires JavaScript.

Ferien i november i Californien blev uforglemmelig, fordi den var så varieret. 6 dage i San Fransisco, som er en verden at udforske. Vi kom rundt ved hjælp af rejsekort til bus og sporvogn. De stejle gader var ellers svære at komme op og ned ad for Henry. Heldigvis er ikke alt stejlt.

Der er en berømt park “Golden Gate Park”, som blev berømt under ”Flower Power” tiden sidst i 1960’erne. Den er skabt som Central Park i New York på et stykke jord, som ellers var helt goldt pga. beliggenheden tæt ved Stillehavet. I en anden park ”Lincoln Park” lå et imponerende “Legion of Honor” kunstmuseum, som vi var meget glade for at se. De havde kunst fra alle perioder. Der var udsigt til Golden Gate broen derfra. Den bro var vi vilde med og så den i regn, i mørke belyst af byens mange lys og i fuld solskin.

For at opleve mere af byen flyttede vi hotel de to sidste dage. Det var et historisk Victoriansk hotel fra 1906 tæt på den berømte Fisherman’s Wharf. Det sjove ved det var at kun de mest opgraderede fik håndvask på værelset. Alle måtte dele toiletter og til gengæld var der et såkaldt ”royal flush” altså ”træk og slip”. Alt var renoveret i den gamle stil og personalet var meget venligt. Det at alle skulle tage hensyn gav stedet en oplevelse af, at være på pensionat. Vi var også tæt på en transferbus, som kunne tage os til togstationen i Oakland. Det var med stort besvær at vi fandt ud af det, da det ikke er almen viden, hvordan man klarer sig med tog som transportmiddel.

Det endte med at blive en stor oplevelse at rejse med almindelige folk i de store tog i to etager. Der var café og spisevogn. Der var langt mellem stationerne og i god tid fik vi at vide at toget standsede og folk kunne gå ud at få luft, ryge, men kun en bestemt afstand fra dørene. Vi skulle huske at lægge mærke til tiden, for det var ikke sjovt at blive ”left behind”. De havde styr på, hvem der var med og alle fik en seddel med destinationen, som vi skulle sætte fast under hattehylden. Det gjorde at personalet kunne se, at vi også kom af de rigtige steder. Var der ikke plads i spisevognen kom personalet med mad til os på de rummelige sæder. Vi kørte med Amtrak to gange. Først 3-4 timer til Salinas og med transferbus til kystbyen Monterey og siden igen til Salinas og videre mod syd til Oxnard. Buschaufføren behøvede ikke at se billetter, han råbte bare vores navne op!

Klimaet blev varmere og varmere jo mere vi kom sydpå. Efterår/sensommervejr i San Fransisco og sommervejr i Oxnard. Der var meget at se på vejen i form af øde bjerglandskaber og til sidst selve kyststrækningen.

 

Monterey var meget anderledes end San Fransisco, idet det var grundlagt som det første i Californien af Spanierne. Byggestilen var mexicansk inspireret. Da guldfeberen rasede og byen var ny forlod folk deres nybyggede huse for at drage videre til en anden del af Californien.

Den kendte forfatter fra Scotland Robert Stevenson har været med til at gøre byen berømt. Han har blandt andet samlet inspiration til ”Skatteøen” i disse omgivelser. Der var pelikaner og søløver at se i havneområdet og historiske bygninger, som man fik guidede ture i af volontører om historien. Vi var der i to dage.

Den sidste uge i det varme Oxnard nær Los Angeles var en helt anden ferie. Vi blev taget med rundt på sightseeing i bil af vores værter Paulas datter og svigersøn. I denne rigmands by kan man ikke komme omkring uden bil. Uden en kender af området ville vi have siddet fast i trafikken, men Ellen kendte bagvejene. Vi mødte Paula og det var meget spændende. Hun var dog meget udmattet efter en lang rejse til det kolde Seattle for at samarbejde med sin Publisher om sin bog. Det er et kæmpe arbejde at lære, hvordan man promoverer en bog.

Klimaet var meget behageligt. En tør varme, der gjorde at vi aldrig frøs. Mørket faldt på kl 17 og det blev koldere derefter. På selve Thankgiving Day blev vi sejlet i deres lille elektriske båd med soltag i ca 2 timer i de mange havneløb i byen. Vi var også lidt ude på de vilde våger på Stillehavet. Om formiddagen havde jeg løbet langs stranden en tur på 8 km. Det var i 26 grader varmt. Vi spiste buffet på deres yacht klub.

Der var alt det de har til Thanksgiving: Kalkun, skinke, laks og masser af tilbehør. Tranebærsovs, kartoffelmos og søde kartofler, grønne salater og græskar pie. Til dessert alle slags kager blandt andet Pecannødde pie. Vi behøvede ikke mere den dag.


 

I løbet af året har vi ofte været i Aarhus i forbindelse med løb og har der mødt Ditlev og som regel besøgt Aros, der som regel har gode særudstillinger. På Amalienborg så vi en spændende udstilling med mange ting, som kongehuset har brugt. En barnevogn, som blev brugt til en af prinsesserne og en vugge fra dronning Margrethes egen tid i 1940.

Vi havde en længere tur i maj i Sverige, hvor vi havde sommervejr. Vi var mange steder i Sydsverige blandt på Ikea museet, hvor jeg med møje fandt en side i 1968 kataloget, som min far brugte til at kopiere en seng og et bord til mig. Han havde lavet det noget om, hvilket gjorde at jeg ikke genkendte siden med det samme. Han kunne lide at lave alt selv, selvom det må have været billigere selv dengang at købe direkte fra Ikea.

 

Til sidst nåede vi op til Uppsala for at se Andreas og hans familie. Zoe er tre år og den lille Oliver blev 1 år i maj. Familien var i Sydafrika fra august til oktober, hvor børnene fik lejlighed til at være i deres mors land og møde hele den store glade slægt og fik set en masse skøn natur og dyr i reservater og Zoo.

 

Vi var flere gange med Ella 6 år og Erika 2 år på Frilandsmuseet og det var sjovt at se det gennem deres øjne. Der var meget liv der, da både skoleklasser og børnehaver var på udflugt i sommeren. For de mindste kunne man lede efter tøjmus i de gamle huse og se små uddrag af eventyr af dygtige skuespillere. Til min store glæde har Erika arvet min interesse for dukker og dukkevogne og legede meget intenst med mine gamle ting de to gange hun har været hos os i 2017.

Vi var også må en fin tur til Tyborøn for at se ”Sea War Museum” Der er en stor udstilling om Jyllandsslaget i 1916. Et kæmpe slag fra første verdenskrig med mange døde til ingen nytte. I området udenfor i klitterne ses kunstværker, der illustrerer de mange involverede tyske og engelske skibe og hvor mange, der døde fra hver besætning.

Den 4. juli tog vi til Jelling egnen og lagde en hjemmelavet mindekrans på en amerikansk pilots grav. Vi syntes at han fortjente det. Henry har sat sig ind i historien om Jack Hodge og skrevet om ham. Det har medført at en blogger fra U.S.A. og en fra Australien har læst og kommenteret hans artikler, der kan google oversættes.

Sølvbryllyppet blev fejret af børnene på restaurant i Virum og vi fik fine gaver i Kgl. porcelæn. Torben og Lis gav os et ophold på Comwell Holte og en fin gourmet frokost i Humlebæk, hvor vi samtidigt fejrede Lis 60 års fødselsdag.

 

Henry har også gjort et stort arbejde i at digitalisere og scanne alle min mors venindes breve fra deres livslange venskab fra 1946 til deres død i 2008 og 09. John, Joseys anden søn har vist stor interesse og har ordnet alt kronologisk og vil hjælpe os at få det udgivet. Han har opdaget masser om sin mor, som han aldrig har vidst og han anerkender, at det var ”et brillant træk af Ruth at gemme brevene” og han er også glad for at jeg i det sidste brev til hende fortæller hende, at vi har alle brevene.

Tanker om barndommens jul

I min barndom 1950’erne elskede jeg de store kalendre, der kunne samles som et hus eller andet, gerne med glimmer. Jeg tror dog ikke det var noget vi fik mere end en gang. Der kom en om “Den lille nisse rejste” i Politikken. Det var to helsider i avisen, som vi klistrede op på et stykke pap. Der må have været en lille tegning hver dag, som vi klippede ud og farvede. Det ser ud til at historien ikke er kronologisk på arkene. Sjovt nok har jeg den endnu efter så mange år sammen med mine børnetegninger. Der kunne være andre end mig, der husker den kalender!?

Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken

Det der fascinerede mig dengang, var den rørende lille nisse, der mindede mig om en sød, imaginær lillebror. Julen var noget vi glædede os usigeligt til og de 24 dage i december gik så meget langsommere dengang.

Egne tegninger og glanspapirudklip

 

 

Jeg brugte tiden på at lave mange juletegninger og små julegaver. Visse af dem frustrede mig meget, da jeg ikke magtede at blive færdig med projektet. Min far drillede mig og sagde at jeg kunne “strikke en bøjle”! Jeg begyndte på et rødt hylster til en ru træbøjle og blev aldrig færdig. Det sidder i mig endnu. Min mor var mere realistisk og hjalp os at sætte glansbilleder på hvide servietter eller senere brodere små ting, hun havde skrevet og tegnet på firkantede klude til at lægge i mellem tallerkener til gaver til mostre og mormor. Her findes en artikel om min mors beretning om sine julebarndomsminder fra Holbæk i 1920’erne og 1930’erne.

En “broderet” støveklud til min mormor

Julegave håndarbejde
En støveklud med små broderier i hjørnerne

Det var svært at lave julepynt. Det første var “musetrapper” og “guirlander” af glanspapir. Der blev lavet melklister på komfuret. Mel og vand kogt sammen.

Vi prøvede at lave uroer udklippede sugerør sat sammen i stjerner og holdt sammen af garn. Det var ikke nemt at få det til at balancere.

Senere lærte vi at flette hjerter, der blev mere og mere indviklede og for at kunne flettes krævede en passer og udklipning efter optegning med milimeter nøjagtighed.

Julehjerter
Simple og indviklede motiver i julehjerter fra min ungdom of fra min far

 

Det tungeste var at:

“Nu skal der ryddes op! Far kommer snart hjem fra arbejde og jeg skal dække bord”!

Alle stumper af glanspapir skulle sorteres og ryddes væk, da vi sad ved køkkenspisebordet og klippede og klistrede.  I køkkenet havde vi Christel julenisser. Det var det eneste sted de måtte være. De var så søde og mindede og små søde børn. Jeg fandt et ark i Nationalmuseets shop og nu hænger de ovenpå hos mig.

Christels Klatrenisser

Juleklatrenisser
Christel klatrenisser. Genoptryk for Nationalmuseets shop

 

Min mors Norgestur med skolen i 1939

Til sin konfirmation fik min mor Ruth (1923-2008) en lille gylden skindindbunden dagbog af sine skolekammerater. Hendes navn står med guld bogstaver. Konfirmationen var den 10/10 1937. Min mor voksede op i Holbæk, hvor hendes far var lærer på Søndre Skole og kordegn i Tveje Merløse, begge steder lå i nærheden af bopælen. Min mor er lige knapt 16, da hun er afsted på skolerejsen i 1939. Det var den sidste klasse inden realeksamen.

Brudstykker af beretningen har gjort indtryk på mig i min barndom, som den skrækkelige sejltur til Norge med søsyge og skibukser og fedtlæderstøvler, som jeg har hørt omtalt. Vores mor var god til at fortælle, da vi var små og hun gik hjemme med os.

Det nips hun købte husker jeg, et par miniature ski med bitte små strikkede luffer med mønster i og en lille træniste, madkasse,som jeg har endnu.

Hun skriver, at hun kun vil skrive de vigtigste ting i denne fine bog, ellers ville de fylde for meget. Turen til Norge må have været afslutningen på skoleåret 4. Mellem og realeksamen i realklassen året efter.

Dengang har skolegangen været tredelt:

Underskolen 1.-5. klasse på Sdr. Skole

Mellemskolen 6.-9. klasse på Sdr. Skole med mellemskoleeksamen og skolerejsen

Realskolen 10. klasse på Centralskolen i Holbæk

Rejsen til Norge 1939 med skolen 25/6-3/7

r04-1-ruths-norgetur-start
Starten på Norgesturen i baghaven på Marthavej 5 i Holbæk

Mandag morgen pakkede jeg rygsækken for sidste gang og trak i vandretøjet. Skomager Christian ordnede rygsækken så jeg kunne holde ud at have den på 13 kg. Møde med kammerterne. Fotografering forfra og bagfra.

Holbæk eller fra Horden i Norge

r08-2

Afsked-Hurra. Snart var vi i Kalundborg. Overfarten var lidt kedelig. Der var mange andre skoler med. Ankomst til Aarhus, imponerende havn. Talte med Hr. overlærer Juul. Sjov i toget. Det vil sige det vel nok pjat det meste. Men Søderberg kan nu være sjov. Det var en lang og meget streng tur fra Aalborg banegård til vandrehjemmet. Jeg fik den øverste køje- Lissi den modsatte neden under Gerdaerne. Ude at se på byen. Aalborg er en smuk by. Vi så “Kilden” m.m.

Tirsdag morgen blev jeg vækket ved at de andre legede “Skibet er ladet”. Rundt omkring fra fik vi senere klager over at morgensøvnen var blevet afbrudt. Morgenmaden var mælk og klemmer. Ud og kigge på byen. Vi så blandt andet Obels Tobaksfabrik. Det var meget interessant. Den beskæftiger 1200 arbejdere. Bagefter fik vi alle en pakke “Meluka”.

Kl. 1 med tog til Hirtshals, hvor jeg så hvad jeg aldrig vil glemme:

Vesterhavet i oprør.

Billeder fra Hirtshals

 

Det var en sådan storm, at selv søfolk rådede os fra at sejle. Afleverede rygsækkene på skibet “Skagerak I”. Så beså vi Hirsthals. Var inde på en kro, så en kirke og en sluse tørrede fisk. Så gik vi ombord, uden at tænke på, hvad der ville ske. I begyndelsen var det også morsomt alt sammen, men efter nogle ordentlige gyngeture overgav jeg mig og ofrede til Neptun og selvom jeg lå på øverste dæk nåede skumsprøjtet mig. Jeg hundefrøs og var ligeglad med alt, men jeg var ikke den eneste, der led. Endelig kom Norge til syne. Vi så de første klipper og lysene på klipperne. Det var en smuk aften og et meget smukt syn. Da fjorden var meget lang, tog det tid, og da vi endelig lagde til, måtte vi vente, til vore pas var i orden. Det hjalp på søsygen at komme i land.Vi skulle være i skolen i Tordenskjoldsgaden og lå på madrasser på gulvene. Kl. 1 den aften så jeg for første gang fru K i bukser og udslået hår.

Kristianssand og omegn

Onsdag oppe kl. 7. Var hele dagen lidt sejlende. Morgentur på klipperne rundt om søerne og ved træerne. Det var meget svært at få fat i et postkort, men endelig lykkedes det. Det er sjovt at tale med nordmændene. De andre to klasser var rejst til Vallaheim. Kl. 10 frokost på jernbanerestaurenten. Det stod altsammen på et stort bord, og vi sad ved små borde. Så kunne vi selv hente, hvad vi ønskede. Jeg valgte te, man kunne også få kaffe og mælk. Brødet lignede vores landbrød. Så kørte vi med rutebiler ud til Norges højeste skisportssteder. Vi var sammen med nogle realister fra Sønderborg. Der var meget smukt- stejle fjeldsider. Vi var inde i en tunnel til Stavanger. Så travede vi den lange, men meget smukke vej tilbage til Kristianssand gennem “Ravnedalen”. Syrener blomstrede endnu her og der og der gik nogle påfugle omkring et lille bjælpehus, hvor vi købte sodavand. Middag på Kafé Børsen. Menu Kjöddkaker med kartofler og kål og sveskegrød. Så havde vi et par timers hvil, hvorefter vi gik hen til Kongensgade Skole, hvor der var dansk-norsk skolefest, som vi var inviteret til. Vi var jo uforberedte, men nordmændene og sønderborgerne optrådte. Blandt andet fremsagde en pige fra Sønderborg “Guldhornene” meget smukt. Danske og norske lærere talte ind imellem sang vi fædrelandssange. Tøren sagde også et par bevingede ord. Da vi kom tilbage spiste vi vore klemmer hos drengene.

Postkort fra rejsen

Torsdag

Oppe at pakke kl 7. Færdig kl. 8. pjaskregn. Morgenmad hos drengene. March til banegården. I flot spisevogn kørte vi et stykke op i dalen- og nu skulle vi for alvor se kilder, elve og stejle bjergvægge. Videre med et eventyrligt lille bjergtog. Blåmalede træbænke og en lille bitte kakelovn. Vi kørte hele tiden langs en flod, der kaldes en fjord. Byglandsfjord. Det hele var så imponerende og næsten som et eventyr. I en lille by skiftede vi til rutebil og kørte i alt 72,9 km. Stod af i Bygland, hvor vi købte små ski og små vanter mm. Folk går i nationaldragter, kl 12 1/2 kom vi hertil Vallaheim Hotel.

r10-4
Strandhotellet i Mandal?

Her er så hyggeligt. De to Gerdaer, Bente og jeg deler værelse med to senge. Et par af de andre har værelse for sig selv. I opholdsuen er der hjerter i stolene, som er smukt malede. På W.C. er der plads til fire på en gang. Middag kl 4 med serveringsjomfru og en lille lem, hvor hun henter maden og en ringeklokke på bordet. Først havde vi gået en tur til landsbyen og gået over en hængebro. En lille aftentur.

 

 

Fredag

Havde sovet herligt i de bløde senge. Jeg lå sammen med Bente. De andre lavede fest oppe hos drengene. Om formiddagen bjergbestigning. Det bedste synes jeg ved hele turen.

Min mor Ruth til venstre og Gurli til højre

Vi fotograferede de smukke landskaber (men den slags skal ses) Solen skinnede og det var forår på bjerget, dværgpilene stod i knop, så vibefedt og en sæterhytte. Tilbage. Mægtig appetit til laksegratin. De andre klasser kom og hilste på os på deres tilbagetur. Kl. 2 kørte vi i rutebil til Hovden. Ruth H og jeg sad ved siden af damerne. Her er smukt og friskt i Hovden 730 meter i vejret. Vi gik til købmanden og købte erindringer.

Postkort fra turen

Så gik vi en tur og jeg troede, at jeg havde tabt min pung- senere fandt jeg den i min rygsæk, som jeg ellers havde endevendt. Kl 5 1/2 spiste vi aftensmad. Så gik vi en bjergtur alle. Da vi langt om længe nåede op på en top ca. 1500 meter i vejret, begyndte det at regne. Vi hoppede over sten, tuer og vandløb og blev drivende våde både for oven og for neden. Vagn gav af vanvare Birthe en oven i hovedet med et birketræ. B og jeg skyndte os derfra. Det sidste stykke fulgtes vi med Tøren, der fortalte om en bjergtur i Alperne. Vi hængte vort våde tøj rundt om pejsen og krøb til køjs.

Lørdag

Vort tøj nåede ikke at blive tørt. Nogle sko var brændt ved pejsen. Det var et festligt morgenbord, vi kom til. Kun myseosten kunne jeg ikke lide. Så gik vi hen til købmanden og købte ind. Alt var dyrt. Kl. 11 tog vi med rutebilen og kørte til kl. 20. Vidunderlig smuk natur hele vejen. Vor vogn gik i stykker og vi måtte skifte 3 gange. Endelig nåede vi Café Børsen. Her ventede de andre på os. Så fik vi noget kød, spirede ærter og aprikosgrød.

Søndag

Oppe kl 8. Morgenmad på skolen sammen med drengene. Morgentur i fjeldene. Fotograferede. Ruth og jeg løb vild i klipperne, men fandt forholdsvis hurtig tilbage. Så kørte vi med 3 rutebiler til Mandal fra kl. 11-16. Else og jeg gik af høflighedshensyn over i A klassens vogn og kedede os forfærdeligt. Joppe sang fædrelandssange alt for højt. I Mandal fik vi middag på Strandhotellet. Så gik vi tur i Mandal og kl. 5 gik vi alle til stranden. Det var for koldt til at gå i vandet. Så blev der taget nogle billeder af os. I rutebilen kom bl.a Mona, John og Vera ind til os. Vi sang moderne, mens A klassen sang fædrelandssange. Turen hjem varede kun en time. Jeg var med til at smøre mad til næste dag.

Mandag

Op kl. 4. Færdig kl. 4 3/4. Gunvor for sent til samling. March til havnen. Skibet sejlede kl. 5 1/2. Ellen vinkede farvel til os (John).

Udsejlingen gennem skærgården var meget smuk. Solen steg, men der var skyet overalt. Med et så vi en skypumpe. Det var meget ejendommeligt at se. Vandet blev suget i ligesom en stor tragt. Efter et kvarter forsvandt den. Jeg gik op på det øverste dæk og lå der i 4 timer. Der lugtede det ikke, mend det var temmeligt koldt. Jeg kedede mig —- Endelig kom Jylland i sigte, Gunver og Gerda kom hen og sang “Der dukker af disen…”

Så gik vi i land og kom over i Nordpilen kl 10 1/4 og kl 14 var vi i Aarhus. Vi havde snakket med nogle præstefolk fra Stavanger. I Aarhus ventede vi på banegården på Tøren og jeg købte chokolade og en dværgkat. Så kom vi af med rygsækkene og gik i byen og så den flotte svømmehal. Derfra til en restaurent, hvor vi fik bøf, is og kaffe Ahh. Så fik vi lov til at gå på egen hånd en halv time. Ruth og jeg gik ind i et stort varehus og købte lidt. Jeg en strandhat. Så gik vi ned til damperen og nu sidder vi her og nyder sejlturen, der rigtignok er noget andet end med Skagerak I. Kl. 23 var vi i Holbæk. Ruth sov hos os. Således endte denne herlige tur.

 

 

Efterskrift. Det er ikke alt, jeg forstår, da det er skrevet meget kortfattet. Min mor Ruth har ikke hjemve, som jeg led så meget af i min barndom og ungdom og hun virkede til at have mange venner og var meget uskyldig. “Tøren” må næsten være inspektøren, der har været med som lærer. På den tid angav man klokkeslæt på den måde, som ses her i teksten. Alle navneord er med stort forbogstav, hvilket jeg har undladt.

Allerede en lille uge efter var hun og storesøster Eva afsted igen på en lang cykeltur til Jylland, hvor hun fejrede sin 16 års fødselsdag.

Min mormor Asta

I dag genhørte jeg en del af et interview fra 1973, som min tvillingebror lavede med vores mormor i hendes hjem i Bagsværd, hvor hun boede efter hun var blevet enke i Holbæk i 1957. Hendes fire børn boede i Bagsværd/ Lyngby, Vangede og Herlev og ønskede hende nærmere dem. Hvordan hun selv oplevede det, ved jeg ikke andet, end jeg tror hun led af savn efter sit netværk i Holbæk og prøvede at overkomme savn og sorg fra barndommen og ungdommen i Nyboder i København. (Fra min engelske blog om Nyboder).

Continue reading “Min mormor Asta”

Billeder fra mit barndomshjem 1987

Min forældre i Herlev i mit barndomshjem og foran Punkt1 i Herlev, (som nu skal rives ned.)

 

1987 blev det sidste år jeg var gift med mine børns far. Mit barndomshjem i Herlev blev et åndehul for mig og mine børn og som regel kom vi der om lørdagen. Så længe de var små var huset og haven alt rigeligt, men de ældste var hurtigt på farten for at finde kammerater og udfordringer på legepladserne, som jeg også valfartede til med barnevogn og klapvogn.

Continue reading “Billeder fra mit barndomshjem 1987”

Ung under krigen

– Min mors Ruth Kølsters historie

 

Min mor besluttede sig for at rejse hjemmefra, da hun var udlært defektrice i Holbæk i juni 1944. Hun var af den overbevisning, at der ikke rigtig var jobmuligheder for hende som nyuddannet på Løveapoteket. Ej heller fremtid i provinsbyen.

Continue reading “Ung under krigen”