Da jeg skrev om min fars arbejde kom jeg i tanker om leg fra min tidligste barndom i fireårsalderen fra det nybyggede hus i Herlev.
En karburator lå i vores legetøjsbænk i vores fælles værelse. Den lugtede af olie og metal og kunne samles og skilles ad. Den lignede lidt et hjerte i form og størrelse. Jeg var stolt over at kunne finde ud af det. Hvad den stammede fra ved jeg ikke. Først nu ser jeg på Wikipedia hvad det er: “En karburator er en mekanisk enhed, der blander luft og benzin i en forbrændingsmotor”. Legen sluttede hurtigt efter at have mestret samlingen.
Det bedste var måske kontaktlegene. Vores far var meget væk på arbejde og ellers for sig selv i kælderen beskæftiget med reparationer og opfindelser. Oppe i køkkenet legede han engang at han skulle finde os. Vi elskede at han kiggede i skuffer og skabe og nævnte systematisk at “Vi ikke var der eller der”!
Jeg har det meste af min mors syting. Knapper i en cigaræske, der stadig dufter som den gjorde dengang. Garn, nåle, nålepuder, bændler, tryklåse og fingerbøl. Engang krammede jeg et hvidt garnnøgle fra skuffen med syting. Der var desværre en nål inden i og den stak mig i håndfladen. Jeg kan ikke se et hvidt rundt garnnøgle uden at mærke hvordan det var.
Tilsvarende dejligt var det, når min mor hjalp mig med min babygummidukke. Hun viste mig, hvordan man lagde ble på ved hjælp af et stykke stof. Jeg fik hende til at male lukkede øjne med en fyldepen, men hurtigt efter skiftede jeg mening og dukken skulle være åbne øjne igen. Det gjorde hun kun én gang. Jeg kæmpede med at lægge et stykke stof eller voksdug over en cykelkurv, som skulle være en vugge. Det lykkedes ikke og hvorfor min far ikke lavede en himmel over en kurv er svært at fatte. Det havde ikke været det mindste svært for ham. Hvordan kunne det ske at dukken blev glemt i haven og først dukkede op blev og grå efter at sneen var smeltet?
Senere skulle jeg have en celloiddukke med på en cykeltur til Skovlunde. Da vi kom hjem manglede der en arm. Vi vendte om og ledte, men armen var og blev væk.
Som kompensation for alt det legetøj, jeg drømte om at have dengang har jeg nu en større samling af dukker og udstyr fra den tid og ligeledes fra min mors og mormors barndom. Blandt de ting, der var uopnåelige var dukkevogne, glasdukker og udstyr og en vugge.
Endelig har vi en meget kold vinter og minderne går til mine barndoms vintre, der altid var kolde og hvide af sne. Det første er fra Bispebjerg Københavns Nordvest kvarter, hvor jeg boede de fårste tre og et halvt år af mit liv. Billedet minder mig om fastelavn, hvor jeg for første gang så lange køer af børn i en eller flere boligkarreer ned langs Tomsgårdsvej.
Fastelavn 1953
De næste billeder er fra Agerledet 10 i Herlev, hvor sneen ligger tykt i 1955 den første vinter vi bor der.
Vores tøj var ikke særligt egent til langvarigt ophold i sneen. Vi havde lærrredsflyverdragter skaffet i Børnenes Byttecentral på Ryesgade i København. På Herlev vinterbillederne ses det at vi har overalls over flyverdragterne. Hverken de eller flyverdragerne var ikke vandtætte. Indenunder har vi haft gamascher og uldtrøjer og dertil hjemmestrikkede uldsokker og vanter. Vinterstøvler var der ikke, men gummistøvler. Senere havde vi skistøvler, som var varme med uldsokkerne foldet ned over hægterne.
I 1980erne, da mine børn voksede op blev det muligt at købe finske flyverdragter i kraftigt vandtæt materiale med teddybearfoer. Hvilken forbedring.
Ingen forberedelse på, hvad der skulle ske. Pludselig var vi der bare. Det første sted var Holbæk på Marthavej 5, hos min morfar og mormor. Vores forældre har sikkert skulle noget ellers var det flytningen fra Bispebjerg til Herlev, der forårsagede et behov for pasning over flere dage. Det er sandsynligt, fordi den overgang husker jeg slet ikke. Pludselig var vi flyttet og min tvillingebror og jeg var 3 ½ år i 1954.
Jeg oplevede ikke savn eller frygt, så vi har følt os meget trygge hos vores morforældre. Vi vågnede i deres soveværelse og vi fik en kop med kogt vand med en sukkerknald med det samme på sengen. Det har været et ritual, de har haft og som jeg ikke følte var det mindste mærkeligt.
De gav os havregryn med mælk i små lerskåle dekoreret med noder rundt om og med motiver af spillemænd i bunden. Mange år senere fandt vi det lertøj på Holbæk museum, idet der har været en keramikfabrik i Holbæk, der lavde det.
Keramik set på Holbæk museum. Det samme stel, som havde min mormor havde.
Vi har gået hen ad Marthavej, som forekom mig at en grusvej, med morfar til hans kolonihave et stykke fra. På vejen fik vi et halvt maltbolche fra en lille flad metalæske, han havde i lommen. Vi har sikkert fået lov til at plukke jordbær på det stykke land. Jeg har hørt så mange gange at min mor som lille gav mælkekudskens hest en gulerod. Hun blev bidt, da hesten af en fejl fik fat i hendes fingre. Jeg så det for mig, så jeg næsten har været tilstede. Jeg er dog ret sikker på, at der også kom mælk på hestevogn i min tidlige barndom på besøg i Holbæk.
En mælkevogn som den kunne have set ud på Marthavej i Holbæk
Deres hus i Holbæk da det var nybygget først i trediverne
Mine morforældres spisestue i Holbæk
En gammel telefon, som jeg husker min morfar havde på sit kontor. Fundet på Holbæk landsbymuseum Nyvang
Mine morforældre i marken et stykke hen ad Mathavej i Holbæk
Små børn lægger mærke til forskellige måder, at gøre ting på. Vi var på besøg hos nabokonen og hun gav os æblestykker. Vi var vant til at de var skrællede og skåret ud i både. Jeg tror vi fik nogle stykker med skræl og kernehus. Hvad skulle vi mon gøre ved dem. Det lykkedes os at spise dem.
Soveværelset på første sal.
En stejl trappe med en glat maghohniknop forneden førte derop. Min mor og hendes tre søskende har delt et stort loftværelse med skrå vægge. En gyselig børnebog i lærred står levende for mig. “Den Store Bastian”. Den skulle have til formål at forskrække børn mod dovenskab, sliksyge, kræsenhed og meget andet. Var man kræsen døde man af sult, slikkede man af fadet fik man en kronisk rød næse.
“Den store Bastian” fra den Fynske Landskab
I haven havde de en gammel gyngehest, som min mor og hendes søskende havde brugt. Den var meget slidt og forfalden. Vi hyggede os med at putte stikkelsbær ind i rumpen på den. Vi har ingen billeder fra dengang, men fra vores første besøg i sommeren 1951.
Min bror til hest
Min bror på græs i vores morforældres have
Min mor snakker til mig i hendes forældres have
Næste sted var hos vores faster Else og onkel Poul i deres lille kolonihavehus i Dragør. Niels-Erik kaldet Niller var yngre end os og var der også. Heller ikke der var der en forberedelse eller overgang. Det var en varm sommer og vi var i vandet en eller to gange om dagen. Desuden fik vi IS to gange på en dag. Det var en uhørt for os. Selv dengang i femårsalderen følte jeg, at det var for meget frås. Når jeg skulle have den våde badedragt af og have tøjet på igen rystede min faster ikke mine underbukser særligt grundigt. Jeg vidste, at min mor ville have været meget mere omhyggelig for at undgå, at jeg fik sand i bukserne. ”Pyt med det” grinede min faster. Jeg synes det var lidt slemt, men var lidt magtesløs overfor at få det gjort mere grundigt, som min mor ville have gjort det. Der findes ikke billeder fra den anledning, men til gengæld er de fotograferede hos os i 1953 året inden, vi byggede vores hus på samme grund i Herlev. Vores kolonihavehus ligner deres i Dragør.
Faster Else og onkel Poul med Niels-Erik foran fores sommerhus
Niels-Erik foran deres sommerhus i kravlegård
Niels-Erik foran deres sommerhus i kravlegård
Fra et brev fra min mor til hendes indlagte far i juli 1957
Inge og Torben havde jo også haft det dejligt, da de var i Dragør. De holder vældig meget af at bade, især da når vandet er godt lunkent, og det var det i de dage. Til gengæld fik de lov til at gå let hen over deres daglige rengøring i sommerhuset, og det nød de skam også.
Min far var fra Amager og i hans barndom og ungdom havde familien også et kolonihavehus på Amager. Der blev dyrket en masse grøntsager til at supplere husholdningsbudgettet med under krigen.
Min faster Else har ofte fortalt senere, hvordan hun og Poul måtte vende sig væk og passe på ikke at eksplodere af latter, fordi da vi skulle i seng, ville vi have en særlig godnatsang:
“Jeg er træt og går til ro”
”Fader se med kærlighed til vort ringe leje ned!”
Hvad vi ikke vidste, var at de ikke havde ekstra madrasser, men havde lagt en masse gamle vinterfrakker og tæpper som madras på stuegulvet bag et spisebord.
Vi var helt sikkert glade for at være der. Hvordan vi kom dertil og hjem igen, har jeg ingen erindring om. Senere i min barndom blev det værre for mig at komme hjemmefra. Forklaringen på det står nederst i brevet fra min mor til hendes forældre. Se evt. artiklen om min første sommerlejr.
I et andet brev fra den 22. juli 1957 skriver min mor til min syge morfar om, hvordan de blev mødt af os, da de kom hjem fra et besøg i Holbæk. Min morfar døde to måneder efter.
Tak for sidst. Vi havde en god tur hjem, omend vi blev lidt ømme bag i tilsidst. Vi var hjemme kl. 21.15, så turen tog altså 4 timer og 25 min. De 25 min. var hvilepauser. Børnene stormede os i møde ned ad havegangen. Det første Inge sagde var: ”Vi fik is to gange om dagen”. Faster Else har været meget god mod dem og det samme har fru Eskjær, som jo passede børnene fra lørdag formiddag til vi kom hjem. Hr. Eskjær og Ole hentede dem ”under uret” på Hovedbanegården med motorcyklen. Hos fru Eskjær havde de fået øllebrød og pandekager, to af deres livretter.
Vi sidder foran legehuset, da det var nyt. De blå skifersten ses til højre
Noget helt særligt var at vores far lavede et legehus til os, da vi havde boet i det nybyggede hus et år. Vi var fire år, da vi fik det. Jeg husker intet om, at han forklarede, at han ville lavede det. I det hele taget blev vi ikke forberedt på ting, hverken gode eller dårlige ting. Det er noget man ved mere om i dag, at det er godt for børn at blive forberedt. Han havde lavet meget i huset og i haven, så det var flot at han allerede kunne lave det hus så tidligt i forløbet.
Fra min mors brev i sommeren 1957 til min morfar, der lå på Holbæk Sygehus:
I går var William og Bodil her med børnene og Niels Henrik. Da det regnede måtte vi voksne opholde os inde, men børnene indviede deres lille legehus, som nu er gjort lidt mere i stand, idet vi har sat gardiner op, der er malet på væggene, bænke, bord og en lille taburet er malet i kraftige farver, og det mest spændende for ungerne er en lille vandhane, vaskekumme og lille køkkenbord af parketbrædder, hvor de kan vaske hænder, idet der er anbragt en flad zinkbeholder på taget.
Lisbeth og Per var vældig glade for det, tror jeg da.
Ammet mod alle odds. Amning er noget, man gør af overbevisning. Det er også noget, der ofte går i arv. Min mormor har ammet sine børn. ( Der kan dog være masser af forhindringer til at gennemføre en amning, trods nok så stor en overbevisning.) Min morfar skriver om min moster Eva blev ammet godt et år trods slemme mælkebylder. Eva blev født i 1921 og var februarbarn. Jeg har som sundhedsplejerske mødt mødre med brystbetændelse og visse med lang behandling hos egen læge og på sygehus for bylder, opstået som mælkeknuder. I dag har vi antibiotika, men det havde man ikke dengang, før langt senere. Først Sulfapræparater og siden penicillin.
Min mor Ruth var vokset op med en far, som havde mistet sin første kone i den spanske syge i 1919 og deres lille dreng døde, da han var et par måneder gammel året før. Min morfar Emry blev uendelig bange, når børnene fik infektioner for dengang i 1920-erne var penicillinen ikke opfundet endnu og en lungebetændelse kunne være dødelig ligesom difteritis var det. Den angst han havde, arvede min mor.
Barn&Mor 