Sundhedsplejen i mit liv

1980-1990 i København i Spæd- og Småbørnssundhedsplejen og 1996-2014 i Vestjylland i kombineret ordning

 

I dag på min løbetur kom jeg forbi et hjem i Herning, hvor jeg for tyve år siden var sundhedsplejerske i et vikariat. Der stod en studentervogn udenfor og jeg husker de hyggelige besøg der med familiens førstefødte i 1997. Tyve år!

Sytten år inden var jeg endelig nyuddannet sundhedsplejerske fra Sygeplejerske Højskolen ved Aarhus Universitet. Sådan hed det dengang i 1980 og mange år frem. Dengang var det en et-årig videreuddannelse oven på sygeplejerskeuddannelsen. Dog krævedes der to års praktik på arbejdspladser, der havde med børn at gøre og hjemmeplejen, som forberedte os på at færdes i alle typer af hjem.

Mange familier vidste ikke at vi alle var sygeplejersker inden vi kunne søge optagelse på videreuddannelsen.

I dag kan man optages på uddannelsen som nu varer 1 1/2 år. Et år på VIA University College i Aarhus og et 1/2 års klinik i en kommune.

Fotos fra en majaften i Vennelystparken i Aarhus fra mit uddannelsessted

 

Jeg havde aldrig selv kommet på at tage den uddannelse, men presset som ny sygeplejerske på en akut afdeling på Bispebjerg Hospital fik mig til at tænke nye tanker. Efter to år som nyuddannet sygeplejerske oplevede jeg en uudholdelig stress omkring at modtage meget dårlige patienter. Når ambulancesirener lød i Københvns gader, troede jeg de kom til mig på min vagt.

Ulykker kom naturligvis helt uanmeldt og det der slog mig ud, var følelsen af, at ikke kunne være der nok for den enkelte. Det gik op for mig, at jeg via en sundhedsplejerskeuddannelse kunne være mere nærværende for få ad gangen. Jeg lagde med det samme planer for fremtiden:

  • Sagde op fra den akutte kirurgiske afdeling
  • Fik job på en hudafdeling, som også behandlede børn
  • Kom i hjemmeplejen på Amagerbro og Sundet
  • Tog kørekort, da jeg forstod at det ville være vigtigt at kunne komme rundt
  • Tog job på børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg.
  • Blev optaget i Aarhus, fordi jeg ville se en anden del af landet

Et minde fra hjemmeplejen på Amager var at jeg skulle ud til en barselpatient. Det skulle hjemmeplejen, når der var tale om en hjemmefødsel. Den pågældende mor var så frisk, at hun stod midt i at skulle holde børnefødselsdag for et af sine andre børn. Jeg husker følelsen af at være tilovers og at ikke ane hvad, en sundhedsplejerske egentligt skulle sige og gøre. Men det er så det, man lærer på uddannelsen og først indarbejder efter flere års praksis.

Nu var jeg udsendt som hjemmesygeplejerske, så jeg havde endnu ikke det ansvar.


Da alt var parat blev jeg gift og min daværende mand indviljede i at flytte til Aarhus for også at prøve noget nyt. Den gang var S.U. ikke opfundet, men jeg fik lidt fra København Kommune, som jeg havde ansøgt om at få.

Undervisningen foregik i de gule murstensbygninger, der hører til Universitetet. Skolen tilhørte dog ikke universitet, så derfor kunne vi ikke dengang kalde os kandidater.

Undervisningen var overvældende for mig, fordi det i den tid var nyt, at man begyndte at forstå barnets tilknytningsbehov mere teoretisk. Se min artikel om børnehospitalet  Fuglebakken.

Jeg bearbejdede mange ting fra min egen tidlige barndom med adskillelse og følger af for tidlig fødsel. Det fag, jeg var gladest for var kernen i arbejdet “Funktion og metoder i sundhedsplejen”.

Sundhedsplejerskeuddannelsen december1979 hos lærer
Sundhedsplejerskeuddannelsen december to studerende december 1979 hos lærer på uddannelsen til sammenkomst med klassen

Jeg elskede forelæsningerne, men afskyede de tvungne gruppearbejder og ikke mindst en enkelt gruppeeksamen. Jeg var gravid og helt udmattet og følte ikke jeg kunne komme til orde. De andre var så veltalende. To store skriftlige arbejder var afleveret, men jeg dumpede i gruppeeksamenen, der hørte til den administrative opgave, der hed Administraion og Organisation. Det føltes som et svidende nederlag, for jeg brændte jo for selve uddannelsen. Meget handlede om tilrettelæggelsen af skolesundhedsplejen, som jeg ikke havde haft meget med at gøre. En af mine veninder kendte en af de dygtigste skolesundhedsplejersker og hun tog sig tid til at se min opgave og inspirere mig til at lave den mere realistisk men også fremsynet.

Jeg knoklede på i sommerferien og gik op midt på sommeren hos en af de lærere, jeg var allermest glad for og bestod. Aarhus havde kun plads til få nye sundhedsplejersker i deres kommune, så jeg ringede til Københavns kommunes Omsorgsafdeling i Bernsdorffsgade om de havde brug for mig?

Hvornår kan du komme? spurgte Vibeke Tandrup (Stedfortrædende Forstander)

Det må jeg sige, var sidste gang at en ansættelse gik så let. Jeg var tilmed gravid i 6. måned, så de har virkelig haft brug for vikarer.

Sundhedsplejen i Kbh 1980
Jeg sidder på forreste række i lyserød Laura Ashley kjole og til venstre for mig sidder Grete Lyager. Wivian Fulgsang på forreste række næstyderst i rødternet kjole. Else Guldager sidder på forreste række nr. fire fra venstre. Viceforstander Vibeke Tandrup står i hvid bluse bag Wivian Fuglsang i rødtern.

Det allerførste besøg var på Rigshospitalets kollegium på Jagtvej- Det var mærkeligt nok min mors kusines datter, der fik sin førstefødte under ergoterapeutstudiet. Jeg var nervøs og så forkert på vægten. Det slog mig også, at forældrene var ligeglade med mit besøg. Det var helt uvant tanke at nogle familier ikke efterspurgte noget fagligt.

I resten af min tid som sundhedsplejerske har jeg været følsom overfor netop dette, om familierne var interesserede eller ikke. Det var som om kvaliteten af besøget steg i takt med familiens hunger efter støtte og viden om deres barns trivsel.

Det første område jeg kom til som vikar var ydre Nørrebro under sommerferien, derefter Vesterbro.  Jeg lagde med det samme mærke til at der var rangorden både blandt sundhedsplejerskerne og hvilke områder, der var NOGET.  Vesterbro og det indre Nørrebro regnedes mere end Enghave, Østerbro var luksuskvarteret. Brønshøj og Vanløse var regnet som “Nemt”. Amagerbro, Sundet var svære at få besat af sundhedsplejersker. Der var utrolig megen luftforurening på gaderne dengang.

Sundhedsplejerskerne var meget “Rødstrømpede” og nogle var “alternative, selvom det nok ikke var noget, man man måtte vejlede ud fra.

Jeg tror, de var så individuelt stærke, at de gjorde som det passede dem. En var politiker, Vivian Fulgsang var skribent på Politikken. Else Guldager fik lov til at forske og blev siden en kendt person og talsmand for sundhedsplejen. En skiftede navn fra Karin Sonne til Saida Sonne, da hun gjorde en særlig indsats for indvandrene. Der var en del familier fra Pakistan og jeg ved ikke, hvorfor de kom. Saida kom til at stå for tolkuddannelserne, da tolkene ellers tolkede som vinden blæste.

En episode fra Vesterbro står klart. Jeg går op til en pakistansk familie, hvor jeg finder et ret nyfødt barn på en divan liggende med et tyndt stykke stof over ansigtet. Det var et uhyggeligt syn og jeg så hun var dårlig og blålig. Jeg fik fat på en læge. Dengang havde vi ikke telefoner, så jeg må have cyklet til områdekontoret og ringet. Eller gik jeg ind til en grønthandler på gaden? Der blev sendt en læge og pigen blev behandlet for en hjertefejl. Senere så jeg hende igen og hun var blevet alt for tyk.

Andreas roder i min arbejdstaske 1981-1
Min førstefødte undersøger min store kernelædertaske med målebåndet hængende ud

Da jeg kom fra barsel året efter fik jeg fast arbejde i Vanløse på 30 timer og siden efter 3 børn 20 timer i Vigerslev. De to distrikter lignede hinanden på mange måder. Jeg trivedes bedst med almindelige mennesker. Ikke for rige og fine og ikke for elendige forhold heller. Grete Lyager var på Østerbro. Hende husker jeg fordi, jeg oplevede hende i min elevtid på Fuglebakken som “Føl”. Dvs. hun gik efter en afdelingssygeplejerske som led i at blive sundhedsplejerske. Hun var i blå uniform med hvidt forklæde lige som jeg. I de ti år jeg var i Københavns kommune var Grete Lyager på Østerbro og da jeg mange år efter kom til Ølgod og siden Varde kommune stødte jeg på hende igen som ledende sundhedsplejerske i Fredericia. Hun var en, jeg havde stor respekt for og så op til. Hun var med til at indføre hjælp til mødre med fødselsdepressioner i Fredericia kommune.

Sundhedsplejerskene i København var præget af 1970’er moden. Dvs. de fleste gjorde ikke meget for at se godt ud. Det var med fodformede sko og fløjsbukser og hjemmestrikkede bluser. Vi havde tunge kernelædertasker.

Skolesundhedsplejen var helt adskilt fra os, i det de havde en anden ledelse. En enkelt gang havde vi et fælles møde omkring indførelsen af MFR vaccinen i 1983.

I Spæd- og Småbørns Sundhedsplejen havde vi månedlige faglige møder og dem var jeg glad for, i det vi var spredt til hverdag i mindre grupper over hele byen. Fødselsanmelderserne blev sendt til områdekontorerne via intern post og var i tyndt lysegrønt papir. Vi læste på den om fødslen, mål og vægt Apgar Scores, (fysisk bedømmelse af barnet ved fødslen), blodtab hos moderen og varighed på fødslen, antal provokerede eller spontane aborter, adresse og navne og data.

Ud fra fødselsanmeldelsen kunne vi se en masse, som dannede grundlag for besøgets tilrettelæggelse. Lav fødselsvægt og evt. fødselskomplikationer forberedte til at møde moderens og (evt. faderens) behov. Det sidste bliver der heldigvis taget stadig mere hensyn til takket være psykolog Sven Aage Madsens psykologiske arbejde på Rigshospitalet om fædres behov og evt. efterreaktioner.

Vi skrev journaler i hjemmet om muligt ellers på kontoret. Vi havde både en familiens journal med lidt data. Dog ikke meget brugt og barnets journal med:

  • Mor fortæller….,
  • Obj: om barnets udvikling lige nu i besøget og
  • Vejl.: Den vejledning vi gav den dag.

Vi kaldte børnene “Udøbt dreng/pige med tegn for dreng/pige. I dag er det muligvis “Unavngiven dreng/pige” i de elektroniske journaler. Vi skrev også i “Barnets Bog” en bog i A5 format i hvid og grønne farver. Der var kun plads til det vigtigste og sundhedsplejerskens stempel på tlf. tider. Det har alle dage været uklart, hvad Barnets Bog skulle bruges til. Den er mest til små minder om en tid, der hurtigt svinder. Mål og vægt og noter og vejledning om udvikling og forslag til mad.

Vanløse Områdekontor
Min førstefødte på cyklen ved min daværende arbejdsplads i Vanløse eftersommeren 1981

Jeg gjorde stadig mere ud af “Barnets Bog, da vi i 2006 skiftede til elektroniske journaler. Dvs. jeg udskrev kopi af journalen til Barnets Bog, så journal og Barnets Bog var ens om observationer og udviklingstrin og råd og vejledning. Fra ca 2017- 2013 havde jeg tung bagage med mig i besøgene i form af printer og computer, som til sidst blev reduceret til iPads, der ikke kunne opfange internettet og familierne måtte selv printe ud, i det de havde adgang til den ene del af den elektroniske journal, der havde med barnet at gøre.

Udøbt dreng eller pige
Tegnene for udøbt dreng eller pige
Maria sundhedsplejerske i Vanløse december 1981
Maria sundhedsplejerske i Vanløse december 1981. Journalen ligger på bordet

Fra Vanløse med min anden dreng oktober 1982

Maria og Benjamin oktober 1982
Kunne have været fra et hjemmebesøg i Vanløse

De fleste familier fik i firserne og halvfemserne ti besøg i første leveår. Nogle få havde ikke brug for så mange, men de fleste tog gerne imod det. Meget var mere besværligt dengang, idet barselorloven var meget kortere end i dag og overgang fra bryst til skemad var svær og ind i mellem traumatiserende for mor og barn. Der var også stress omkring at få en institutionsplads, idet der var alt for få til børnenes behov. Ofte var de mellem et og 1 1/2 år før de fik plads i vuggestue/ dagpleje. Mødrene måtte finde privat pasning og de heldige havde en mormor til barnet, der kunne træde til. Det tiår fra 1980-1990 var de bedste år for mig i sundhedsplejen, selvom jeg lærte så meget mere i de 16 år jeg var ansat i Vestjylland Ølgod og Varde.

Det var et kæmpe nervepres for mig at vente på plads til min førstefødte, mens jeg var i arbejde. Jeg havde taget ullønnet orlov fra seks til ti mdr., da jeg ikke kunne udholde tanken om at aflevere så tidligt. Min dreng nåede at blive 1 år, før der var dagplejeplads. Det var svært. Jeg havde ham med nogle dage og rendte ind og ud af besøgene med ham i vogn uden for. Det var ikke godt for hverken ham, for mig eller familierne.

Otte år efter jeg var startet i Københavns kommune var jeg nødt til at lade mig skille og jeg vil give et indtryk af min situation via et citat fra en anden blogartikel om mit liv:

What kept me up was my lovely small children and my work as health visitor. When I went into a home to visit a new family with a baby I completely forgot my own worries. I was a single mom for four years.

Efter en pause fra sundhedsplejen på 6 år, hvor de fem var i Sverige søgte jeg den ene stilling efter den anden, der kunne være ledig i en stor radius på ca 60 km uden om Herning.  Jeg var 45 år og vidste ikke at det var for “gammel”.

Efter godt et år med vikariater i Skive, Lemvig og Herning fik jeg endelig fast job i en lille kommune Ølgod 45 km væk. Jeg oplevede Herning sundhedsplejen, som bestod af dygtige sundhedsplejersker. Et andet indtryk var at meget få havde været væk fra Herning, hvilket gjorde indtryk på mig, som både var københavner og havde boet i udlandet.

I Ølgod i sydvest jylland var der en blanding af gode solide familier, som landbrugsfamilier og folk i villaer, men også stor del af socialt udsatte familier eller enlige mødre. Den samme befolkningssammensætning fandtes i Varde, hvor jeg var de sidste år. Overgangen fra København og siden Sverige var svær. Jeg kunne ikke tolke mødrenes behov så nemt mere. Der er forskellige sociale normer eller uskrevne regler alle steder.

De jyder, jeg kom i kontakt med var mimikfattige. Langsomt kom jeg bag om facaden og oplevede naturligvis mange skønne mennesker, der havde brug for mig.

Jeg lærte at blive mere og mere konkret i vejledningen og kom på adskillige kurser om mor/barn tilknytning og forstod stadig bedre nuancerne i barnets udvikling. For ikke at glemme de ting, jeg har brændt for i sundhedsplejen har jeg skrevet de vigtigste emner i min danske sundhedsplejeblog.

Hjemmebesøgene blev i de senere år reduceret til næsten ingen ting. Vores borgmester mente, at unge mødre kan finde “alt” på nettet. Det kan nok være, men for at sortere i det og at få den fornødne omsorg er de individuelle hjemmebesøg stadig vigtige. Ved at skabe tillid kunne man som sundhedsplejerske give en familie et løft i at turde tro positivt om deres barns udvikling selvom, der kunne være mange typer problemer.

Det der kan være svært i dag er at mange udskrives få timer efter fødslerne. Det er ikke altid at forældrene kan vurdere om barnet kommer igang med at sutte ordentligt og tage på. Det er et kæmpe ansvar at stå med. Men de fleste klarer det utroligt godt.

Dilemmaer var der også mange af. Når jeg oplevede at en familie ikke levede op til at tage sig godt af deres børns udvikling eller behov var det let for familierne at blive fornærmede og smække døren i. Vi balancerede på en knivsæg omkring hvilke ord, der skulle bruges. Dog duede det ikke at være usikker heller. Jeg oplevede en anden mentalitet hos udlændinge. De var ofte mere åbne overfor vejledning, når ikke sprogproblemerne stod i vejen. Jeg tror, det har at gøre med at udlændinge, også scandinaver, havde lettere ved at være autoritetstro mod sådanne som os sundhedsplejersker.

Modsætningen til dette kunne være en dansk, måske ikke så godt begavet mor, som blev rasende på mig, fordi jeg forsøgte at få hende til at forstå at hendes for tidligt fødte barn skulle skånes fra for mange indtryk og om muligt svøbe sit barn i vuggen for at få det til at sove.

Et svøbt spædbarn parat til at blive lagt

Et højdepunkt for mig var at kunne formidle børnenes behov og hvordan man opnår, at de sover og spiser nok og lærer at udvikle sproget og får den motoriske udvikling på plads i samarbejde med forældrene.

Mine største glæder har været at yde hurtig og vedvarende hjælp til en mor, der var bange for ikke at kunne amme eller havde svære ammeproblemer eller at hjælpe en mor godt igennem en fødselsdepression. Ligeledes var det dejligt at hjælpe familier med for tidligt fødte børn at forstå udviklingstrinnene adskilt fra biologisk alder og tage et skridt ad gangen langsomt for at støtte barnet uden at overstimulere det.

Omkring CH. fødsel
På hjemmebesøg i Ølgod tiden omkring 2007

Jeg oplevede et par gange at være sundhedsplejerske for en ung mor, jeg også havde haft i skolen i Ølgod. På den måde fik jeg en slags moderligt forhold til hende i modsætning til de ti år i København, hvor jeg kunne risikere at få et venindeagtigt forhold til mine “mødre”, fordi jeg selv fik fire spædbørn på række.

Der kommer en opfølgende artikel med eksempler på, hvad jeg oplevede i min tid som sundhedsplejerske.

 

Boel klokke
Jeg laver “Boel prøve” hos mig selv med barnebarn december 2015

Mine oplevelser i skolesundhedsplejen må også gemmes til en anden gang. Det er som et helt andet job, som man så skifter imellem i den “kombinerede ordning”.

Fortællinger fra Fuglebakken Børnehospital

Anden del af historier fra fuglebakken. Den første kan ses her.

Jeg skrev for nyligt om mine oplevelser på Fuglebakken som patient, personale og til sidst mor og delte det på Facebooksiden “Vi der er født i 1950’erne”. Jeg fik en overvældende reaktion fra mange, der har oplevet indlæggelsen dybt i sjælen som barn. Enkelte var glade for det og andre havde mareridtsagtige oplevelser.

Jul på hospitalet 1951 København Fot AOK guide
Jul på hospitalet 1951 København Foto AOK guide

Der var folk, der som ansat havde været glade for at arbejde på stedet. Mine oplevelser var blandede, fordi jeg havde en dyb følelse af, at børn skulle behandles mere individuelt. Jeg har aftalt med bidragsyderne, at de samles her i dette efterskrift.

Børns oplevelser:

Gitte S. Skallerup: Jeg var indlagt på Fuglebakken fra august 1955 og blev endeligt udskrevet i marts 1957. Jeg var dog hjemme ind imellem. Jeg har ingen erindring om det, da jeg kun var 1 måned gammel, da jeg blev indlagt første gang, men jeg har fået fortalt, at mine forældre ikke besøgte mig ret tit. Det passer jo fint med dine iagttagelser.

Jeg spørger om flere detaljer og Gitte svarer:

Som skrevet har jeg ingen erindring om selve opholdet, men husker nogle af de kontroller jeg var til, indtil jeg blev raskmeldt som 10-årig. Mit forhold til min mor blev aldrig særligt fortroligt, mens jeg helt klart var fars pige. Jeg har ladet mig fortælle, at min far var oftere på besøg end min mor.

Gitte S. Skallerup:

En af de læger, der var med til at redde mit liv i 1955, var en ung reservelæge, der hed Erik Thamdrup. Da jeg 10 år senere blev raskmeldt, var det netop ham, der var til konsultationen/kontrollen. Han blev senere overlæge på børneafdelingen på Hillerød sygehus.

Marjanna W. Nielsen skriver:

Et skrækkeligt hospital, min lillesøster var indlagt der i 1961, med kighoste og forældre var ikke velkomne, kun i besøgstiderne, tænk at udsætte børn og forældre for disse traumer

Billedet herunder er fra et familiemedlem, der var barneplejerske i 1950’erne og 1960’erne og det kunne lige så godt været fra Fuglebakken, hvor man også havde barneplejersker og samme slags tremmesenge, som ses i baggrunden. Den lille er træt eller ked af det og legetøjet er fuldstændigt ligegyldigt.

Mattern barneplejerske og barn på Philadelphia
Ingelise Mattern barneplejerske og barn på Philadelphia

Dorte Holst skriver :

Uha, jeg har frygtelige minder derfra. Har aldrig grædt så meget, adskillelsen fra mine forældre, tvangs fodring m.m.

Maggie H.M. Hautala

Jeg var indlagt på Fuglebakken i 1966 i små 3 uger husker opholdet som noget godt, personalet var utrolig søde 😍 og prøvede at gøre det så godt for mig, så har kun positive minder fra mit ophold på børnehospitalet Fuglebakken 👌🏽
Selvfølgelig blev jeg overlykkelig, da jeg blev udskrevet og kunne komme hjem til min elskede Mor og min familie ❤️
( Ude godt, men hjemme bedst )
Syntes selvfølgelig det må have været ganske skrækkeligt at skille små børn og forældre ad som de gjorde dengang😱

Min Mor fortalte, at jeg tog det som en ferie (ja og husker det også selv sådan) var selvfølgelig også vant til at være adskilt fra mine forældre hver sommer, når jeg var på ferie hos min elskede Mormor og Morfar oppe i Finland 🌞
Min Mor og familie fik lov til at besøge mig så ofte de ville under min indlæggelse på Fuglebakken 😍

Ida Blædel:

Jeg var indlagt på Fuglebakken i 1967 i 3 uger tror jeg. Synes personalet var søde, men skrækkelig mad:-) strenge besøgstider, så kun min mor 1 time hver dag, så det var skønt st komme hjem.

Lone Ravn

Jeg var indlagt på Kommunehospitalet med brandsår. Det var en slem tid

Dette indslag kom med, fordi det er ligegyldigt, hvor det var, at børn var indlagt. “Regimet” var det samme og på andre hospitaler var det måske værre, fordi børnene lå sammen med voksne.

Susan Bisgaard :

Har selv ligget der i ca. et halvt år i 1962, vi måtte kun få besøg om søndagen, og fik kærnemælk, som jeg ikke kunne lide, der var en sød sygeplejske, der kom med sukker bøtten til os, der ikke kunne lide det, kan også huske vi stod og så vores besøgende igennem en glasdør, når de kom, der lugtede af flæskesteg om søndagen. Jeg var indlagt som seksårig med gigtfeber og knoglebetændelse. Ville også meget gerne læse journalen fra den gang, og ja kun besøg den ene gang om ugen. Kommer lige i tanke om, at jeg fik en endefuld af en sygeplejerske, fordi jeg ikke kunne sove til middag.

Dan E. Christiansen

Har været indlagt i september/oktober 1956 for mellemørebetændelse, halsproblemer med mere og har vage erindringsbilleder om et rart sted at være: Jeg husker, at man tog sig omsorgsfuldt af mig. I september 2016 fik jeg aktindsigt i “min sag”, der også indeholdt udskrifter om samtaler med min mor m.v. Disse akter har dermed bidraget til at sætte min barndom i perspektiv i forhold til årsagen til mit miljøskift fra Islands Brygge til en omegnskommune.

Dan E. Christiansen forklarer her, hvordan man søger aktindsigt, hvilket mange har ønske at vide:

Den direkte vej er Københavns Stadsarkiv, hvor man kan oprette sig som bruger via: http://www.starbas.net/arkivets_forside.php?arkiv=1

Der er en udmærket oversigt over søgemuligheder og -vilkår på Københavns Stadsarkiv via linket: http://www.kbharkiv.dk/

Jeg bliver nødt til at tilføje, at jeg på grund af tidligere sygdomme/indlæggelser var nødt til at få aktindsigt i tidligere sygejournaler via Rigsarkivet. I de akter, som jeg fik tilsendt i kopi, kunne jeg læse om en konkret indlæggelse på Fuglebakken (hvad jeg jo godt vidste), men dette satte mig så til at bede om aktindsigt i min journal fra Fuglebakken.

Der er dog visse betingelser om tid, ansøgerprofil med mere, som man altsammen kan læse om på hjemmesiden, ligesom man også skal regne med personligt fremmøde på Stadsarkivet på Københavns Rådhus, når man har fået grønt lys til at se sin journal.

Jeg håber, ovenstående oplysninger kan bruges og står gerne til rådighed til yderligere vejledning via en personlig besked.

Birgit Riege Crone:
Jeg har også været indlagt på børnehospitalet, da jeg ca var 6 år, men for at tabe mig, øv det var hårdt, men der var en frk.Rasmussen som var mega stram, ingen besøg og der var mulighed for det et par gange måtte min bror kun gøre det gennem en glasdør…Da jeg var ca 12 år sendte mine forældre mig afsted igen, og igen stramme frk.Rasmussen,syntes hun var gyselig. 25år senere er jeg blevet So-Su hjælper og skal op til en ny dame, ringer på og jeg, da damen åbner og fryser jeg til is, uden at forstå det. Jeg hjælper hende selvfølgelig med det jeg nu skal, men alt stritter i mig, er et stort spørgsmålstegn. Nå næste dag skal jeg igen derop, sveder, ryster…så begynder hun at fortælle hendes historie. Frk Rasmussen har indhentet mig igen. Så fortalte jeg min historie. Hun var rystet af, hvordan jeg havde oplevet hende…Men vi fik et kanon venskab…Hun sagde på det sidste….nu har DU skovlen under mig…en djævel inden i mig, sagde ja….men sådan havde jeg det slet ikke, elskede at hjælpe hende.😀en sjov historie…ringen sluttede.
Birgith Søndergaard:
Første gang jeg var indlagt på Fuglebakken ca 1960 var i Havehuset. Husker tydeligt der var en glasrude for enden af gangen hvor de små børn tit stod op i tremmesengen og græd. Ingen tog dem op. Gjorde stort indtryk på mig selv om jeg var en lille pige. Men kunne godt lide at være der. Sødt personale. I kælder pædagoger, hvor man kunne lære at save puslespil. En dejlig have til og der var også skoleundervisning på stuerne. Brød mig dog ikke om undersøgelserne i Hovedhuset.
Birgith Søndergaard:
Kom til at tænke på en af de gange jeg var indlagt. Denne gang på 2 sengs stue med en anden lille pige. Kunne ikke forstå hvorfor hun skulle forsørge på potte. Hun fortalte mig så. Det er fordi jeg har en slange i maven og hovedet skal ud. Jeg blev totalt rædselsslagen og holdt meget øje med hendes potte. Mange år senere fandt jeg ud af hun havde bændelorm. Havde en meget værre oplevelse da jeg blev overført til andet hospital for såkaldt Stor nyreundersøgelse. Der var ikke meget børnepædagogik dengang. Nok derfor jeg stadig har stor lægeskræk.
Elisabeth Madsen
Min datter blev indlagt der i 1972 fordi hun var født 2 1/2 måned for tidligt lå der i lidt over 2 måneder, kunne besøge hende hvornår jeg ville. Hun fik modermælk købt fra andre, der havde malket det ud. I starten kunne jeg kun se hende igennem en armeret rude, jeg måtte ikke komme ind til hende. Hun klarede den takkede være de fantastiske sygeplejersker og læger. Hun vejede kun 1140 gram og var 40 cm. Lang. Fik i starten mad hver anden time. Jeg var selv indlagt på Amager i de første 3 uger. Når hendes vægt var komme op på 2500 gram måtte jeg få hende hjem. Lige da hun var kommet til Fuglebakken ringede de og sagde hun var nødt til hurtigt at blive døbt, så de spurgte hvad hun skulle hedde, men et par timer efter ringede de igen og sagde det ikke var nødvendigt da det var en sund og stærk pige jeg havde født og jeg skulle være glad, at jeg ikke havde fået en dreng, fordi de var meget svagelige og sikkert ikke havde klaret den. I dag har hun selv 3 børn 👍🏻🌞
Elisabeths oplevelse af at have fået et meget for tidligt født barn stemmer med min mors knapt tyve år før.
En ansat Kirsten Eriksen:
Jeg har arbejdet på Fuglebakken som barneplejerske i 1969 og jeg kan huske det ligesom det er skrevet med de fortidlige fødte børn som fik flaske i sengen og når den sidste var færdig kunne man starte forfra. Og der var bestemte tider, hvornår de skulle ha flaske. Ja det sætter lige pludselig en masse minder og tanker i gang
Sidst jeg var i København tog jeg billeder på det tidligere børnehospital, som nu står renoveret og indrettet med lejligheder. Den store have er skåret af og indraget til P pladser. Der hvor afdelingerne for de større børn lå nederst i haven er der forlængst bygget rækkehuse til boliger.

This slideshow requires JavaScript.

Sanne Mendal Jensen:
Jeg var indlagt et halvt år i 1965 og havde ikke nogen god oplevelse. Jeg var indlagt fordi jeg ikke kunne ligge tør om natten.
Hver morgen blev vi vækket af noget surt personale som ydmygede os ved at vaske os som babyer i alles påsyn.
Min mor kom hver dag 1 time, og min søster og jeg havde kun kontakt gennem en rude.
Jeg blev ikke kureret, men vi fandt efterfølgende ud af at jeg havde været under observation for noget psykologisk mht mit nattetisseri.
Dengang troede man, at problemer med at ligge tør om natten skyldtes psykologiske forhold, når det handler om modenhed.

 

Når jeg ser på mindetavlen mindes jeg min mor, som var meget glad for Doktor Tudvad, som må have været meget opmuntrende for hende, når hun kom til kontroller med os som for tidligt fødte tvillinger. Min første artikel om Fuglebakken er her.

Jeg er kommet i tanker om at have fulgt med børn til et auditorium, hvor vi som sygeplejeelever i 1972 stod ved siden af barnet i sengen. En professor underviste de lægestuderende og de måtte byde ind med, hvad de troede barnet fejlede. Jeg ved at intet barn blev forberedt på det og hvordan det har påvirket dem? Jeg var ikke glad for det heller. Jeg har ligeledes været med på en transport med et lille barn, der skulle afleveres til et børnehjem. Det er muligt det var på det berømte Skodsborg Børne Observatorium den lille skulle anbringes.

Et mere positivt minde fra elevtiden er, at jeg lærte at holde af knækbrød med ost og æblemos. Det var noget vi tog til kaffepausen nede i pavillonerne med de større børn.


 

 

 

Min fætter og lidt om hans hund

Jeg har altid elsket mine fætre. De var så slagfærdige og underholdende. Jeg havde kun en bror og min moster havde fire livlige drenge. De fire drenge blev min inspiration til også at ville have fire børn.

mine-faetre-og-jeg-1
N.H. nummer to fra venstre

Der er gået 50 år i mellem de to billeder

IMG_1565

Den ældste har fødselsdag i dag of derfor vil jeg skrive lidt om ham. Han blev født i København 15. maj 1944 og inden han blev et år var der dramatiske ting i hans liv. Først kom generalstrejken juli 1944, hvor min mor fortæller om, hvordan det var svært at købe mælk til ham.

Min mormor med min fætter i barnevogn 1944/45
Min mormor med N.H. i barnevogn i Holbæk

Hun var netop ankommet til København efter endt uddannelse som apoteksdefektrice og skulle begynde i sit første rigtige job i Sydhavnsapoteket midt i generalstrejken. Næste krise kom, da hans far blev arresteret af Gestapo i foråret 1945, idet de havde taget fejl af ham og hans svoger, der var politimand “under jorden”. Trådene blev reddet ud, men der gik nogen tid, hvor min fætters mor selv henvendte sig til Vestre fængsel. Da Shellhuset blev bombet, vidste min moster ikke, om han sad der! Han var netop blevet overflyttet til Vestre fængsel.

Glad krigsbarn

 

Som toårig gav han sin mor en kæmpe forskrækkelse ved at forsvinde på Bispebjerg. Historien der endte godt kan læses her i min engelske blog.

Da min fætter N.H. er ældst er han den, der har de fleste erindringer fra vores morforældres hjem i Holbæk. Han kom der i ferierne og lokkede min morfar til at give ham lov til at opholde sig på en bondegård i nærheden. Han spurgte, mens morfar sov til middag og fik så en brummen som svar. Der fik han lov til at køre hestevogn og meget andet og så sit snit til at tage med en færge til Orø med en kammerat.

Indtryk af mine morforældres hjem i Holbæk

N.H. holdt en tale til min mormors 80 års fødselsdag i 1970. Han var da 26 år. Der berettede han om erindringerne om de mange ophold i Holbæk. Der var særlige hygiejneregler, som hans mor ikke havde taget med sig til Bjerget på Bispebjerg. Man blev vastet meget grundigt, når man som barnebarn kom på besøg.

N.H. ville så gerne have en hund. Det måtte han ikke. Så fik han en ondulat, men hver gang den kom ud af sit bur fløj den rundt på værelset og klattede. Så blev det forbudt. Tilsidst gav faderen efter og han måtte spare sammen til en hund. En korthåret hanhund.

NH til hest i 1970

N.H. til hest i nærheden af Vejby strand 1970.

Bannik ved skrænten
 billede af Banik i sin yndlingsbeskæftigelse

N.H. kom hjem med den dejligste hvide hund, en langhåret hunhund. Jeg husker, at han kom med den i sin scooterhjelm. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var der, eller om jeg bare har fået det fortalt. Jeg ser det for mig meget tydeligt. Min fætter er lang og tynd og hunden er en lille ulden hvalp i en hvid hjelm.

Min fætter omkring 1970

Lykkelig var jeg, da vi engang skulle passe den. N.H.s familie skulle på ferie. Det var så spændende. Den elskede vores mor mest. Den der gav den mad var dens favorit. Vi vidste ikke, at vi skulle meget tidligt op for at nå at lufte den, inden vi skulle i skole. Engang vi var på tur i Herlev  blev den pludselig  helt eldevild og for over gaden. Det viste sig, at vores mormor var på besøg i Herlev hos vores anden moster og hunden genkendte hende, inden vi havde set hende.

Den kunne godt finde på at blive nervøs og snappe efter os, hvis vi klappede den på en bestemt måde. Mysteriet blev løst sidste år, hvor jeg talte med N.H. om det. Deres far havde drillet den med at forskrække den, når han kom ned af kældertrappen til den. N.H. boede i et kælderværelse under villaen i Vangede, da han var teenager. De drillerier havde desværre gjort den nervøs.

sommeren 1965 på udflugt til Kullen fra Rågeleje sommerhuset i hjemmesyet kjole

Vi passede den også i dens egne omgivelser en sommer, hvor vi lånte min moster og onkels sommerhus Ved Skrænten ved Vejby strand udenfor Rågeleje. Banik elskede at kure på maven ned ad skrænten. Heldigvis har min bror taget et billede af den situation.

Situationer fra vores ferie i det lånte sommerhus

Min fætter sendte mig følgende på mail, mens jeg skrev på artiklen:

Det er rigtigt, at jeg lige havde fået hund i begyndelsen af sommerferien. Det må have været i 1960. Jeg tog den med op til Rågeleje, hvor jeg havde lavet en lille indhegning. Det var en stor fordel, da den ikke var renlig fra begyndelsen. Ellers sov jeg med den i det lille gæsteværelse, der vente ud mod vejen, hvis du kan huske det. Så den fik sin første tid i Rågeleje og elskede lige siden at komme der.
Det er også rigtigt, at den kunne være i min styrthjelm, da jeg hentede den, dels fordi hunden var lille og dels fordi hjelmen var meget stor. Hjelmen blev fremstillet af DKI til Politiet, men jeg blev tvunget til at bruge den, da jeg fik min Velo Solex. Det har set fantastisk ud! Poul Nyrups cykelhjelm var for lille og min for stor. Sådan er verden fyldt med uretfærdighed!

Min mormors lykønskingskort og tiden inden hun bliver gift

 

 

Min mormor Asta blev født i 1890 og boede i Nyboder på flere adresser indtil hun blev gift i  februar 1920 som 29-årig. I en tidligere artikel har jeg vist de kort og telegrammer hendes far fik, men heldigvis har hun også gemt sine egne kort, som indirekte fortæller en smule af hendes historie.

En lille bog fra skoletiden svarer til hvad piger i dag har om at samle noget om deres veninder. Dengang var det dog mere moralsk opdragende, idet børnene får at vide, at huske familiens fødselsdage. Venindernes navne og adresser står side om side med lærernes navne. Asta gik på Sølvgade Skole fra 1897-1904.

 

Hendes konfirmationshold fra Holmens kirke var meget stort 80 piger og sikkert lige så mange drenge. Det viser, hvor mange mennesker, der boede i og omkring Nyboder dengang omkring århundredeskiftet. De mange børn var delt op i skoleklasser, der gik enten formiddag eller eftermiddag. Hun var ked af, at hun var nødt til at gå om eftermiddagen, da det var mere anset at gå om formiddagen eller også følte hun bare det og savnede veninder, der gik på modsat hold. En karakterbog har jeg også bevaret og en broderet ting fra 1904, der viser de mange slags sting og syteknikker de lærte.

 

 

 

Hun var som jeg husker det meget venlig, men også ret lukket omkring sin fortid, som om hun tog hensyn til, at familien måske ikke var interesseret. Jeg tror hun led under at ikke kunne få udtrykt de ting, hun havde gået igennem, som det, at forældrene mistede nyfødte tvillinger, da hun var et år og moderen mistede sin 29 årige bror samme tid.

image024-1-1
Min oldemor Lauras bror Emil, der døde som 27 årig fire dag før Asta blev født

Da Asta var 8 år havde hendes og Svends far fået en søn Kurt uden for ægteskabet og var flyttet hen til den dame, der var mor til ham, et sted i midten af København.

Både Astas far og mor havde flere jobs, så forældrene var meget lidt hjemme. Hendes mor gjorde rent for folk privat og i forretninger, blandt andet i et fotoatelier, som har muliggjort at de har fine fotos.

 

Asta har taget meget ansvar for sin ti år yngre bror. Sorgen over at måtte stoppe med at have kontakt med ham, da han er først i tyverne, må også have været stor. Som ung mand viser Svend sider, der ikke er så rare. Han har store projekter igang, mangler penge, låner sig frem, men “glemmer” at betale tilbage. Det største slag var nok, da det viste sig ved moderens død, at han havde ophævet opsparingen til ligbrænningen, således at omkostningerne blev meget høje for Asta og Emry, som stod for bisættelsen. Han var utrolig smuk og charmerende. En rigtig kvindebedårer.

s22-001
Astas bror Svend på den tid. hvor de stadig sås

Min mormor har været meget præget af, at faderen forlod familien og af at hun støtte sin mor. Hun skriver i et postkort til sin mor i 1911, hvor hun er på en lille ferie med sin tante, at hun håber, at moderen ikke er for ked af det, mens hun er væk!

Slide showet kan standses undervejs

This slideshow requires JavaScript.

I 1915 er Asta netop fyldt 25 år og har været ca 7-8 år i fru Schraeders manufakturhandel i Nansensgade 30. Hun går de 2 1/2 km. fire gange om dagen og der er åbent til langt ud på aftenen. Der var en middagspause, hvor hun går hjem og spiser. De lange arbejdstider og presset omkring forældrenes situation slog hende ud.

Asta blev syg med blødende mavesår og indlagt på Øresundshospitalet. Hvorlænge ved jeg ikke. Da jeg hørte om det i min tid som sygeplejeelev blev jeg meget berørt, da det er alvorligt og dengang svært at helbrede.

I de gemte postkort er der nogle fra tre forskellige unge mænd. Den ene K. Lebell har boet lige i nærheden af forretningen og kortene er stilet til Asta Nielsen i Nansensgade. Lebell har været sømand for han har skrevet fra forskellige lande.

 

 

 

 

På en båndoptagelse siger hun, at hun ikke var særlig interesseret i unge mænd. Hun har selv skrevet til K.Lebells mor fra det reconvallescenssted på Sjælland hun kom på efter sit akutte sygeleje. Men teksten er streget over og er aldrig sendt. På den måde har vi et bevis for, hvor hun var på rekreation.

 

Fra Schraeders kort til Asta der var indlagt på Øresundshospitalet i 1915

 

 

Hun stopper hos Fru Schraeder efter sygdommen, men bevarer kontakten til hende resten af livet og til “den lille elev”, der blev gift Drejsler og som hun arbjedede sammen med i butikken. Dennes børn har hun billeder af i sit album og jeg tror, Asta har været gudmor for en af dem, for der er et billede, der viser barnet på Astas arm.

 

Hun ender med at blive gift med min morfar Emry som 29 årig. De fandt hinanden mirakuløst via en kontaktannonce. Da hun mødes med ham ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen i august 1919 arbejder hun på kontor hos en grosserer på Købmagergade.


 

Som gammel livede hun meget op, når hun kom i kontakt med nye mennesker, om det så var ved indlæggelser på Gentofte hospital efter lårbensbrud. Hun trivedes ikke med at være alene efter Emrys død i 1957. Hun var nødt til at flytte til Buddinge tæt på Lyngby for at være tæt på børn og børnebørn. Børnene havde travlt og kunne ikke komme så tit, som hun havde brug for. Hun kendte ikke nogen i Buddinge og der var langt til Holbæk, hvor hun stadig havde mange venner.

asta-og-emry-som-forlovede-1919-1
forlovelsesbillede Asta og Emry 1919

Tankerne fra barndom og ungdom har sikkert trængt sig på. Det var noget familien ikke forstod sig på. Hun blev leet af, fordi de fleste syntes hun burde være glad for sit liv.

Tegninger fra min barndom i 1950-erne

Jeg brugte meget tid på at tegne fra ca fire års alderen og frem til ca femten år, hvor det var mode der blev tegnet. Babyer og barnevogne var en drøm for mig, hvilket jeg heldigvis kan dokumentere, da de motiver er med over de fleste år. Jeg var tvilling men ville så gerne have haft små søskende.

Continue reading “Tegninger fra min barndom i 1950-erne”

Min mors Norgestur med skolen i 1939

Til sin konfirmation fik min mor Ruth (1923-2008) en lille gylden skindindbunden dagbog af sine skolekammerater. Hendes navn står med guld bogstaver. Konfirmationen var den 10/10 1937. Min mor voksede op i Holbæk, hvor hendes far var lærer på Søndre Skole og kordegn i Tveje Merløse, begge steder lå i nærheden af bopælen. Min mor er lige knapt 16, da hun er afsted på skolerejsen i 1939. Det var den sidste klasse inden realeksamen.

Brudstykker af beretningen har gjort indtryk på mig i min barndom, som den skrækkelige sejltur til Norge med søsyge og skibukser og fedtlæderstøvler, som jeg har hørt omtalt. Vores mor var god til at fortælle, da vi var små og hun gik hjemme med os.

Det nips hun købte husker jeg, et par miniature ski med bitte små strikkede luffer med mønster i og en lille træniste, madkasse,som jeg har endnu.

Hun skriver, at hun kun vil skrive de vigtigste ting i denne fine bog, ellers ville de fylde for meget. Turen til Norge må have været afslutningen på skoleåret 4. Mellem og realeksamen i realklassen året efter.

Dengang har skolegangen været tredelt:

Underskolen 1.-5. klasse på Sdr. Skole

Mellemskolen 6.-9. klasse på Sdr. Skole med mellemskoleeksamen og skolerejsen

Realskolen 10. klasse på Centralskolen i Holbæk

Rejsen til Norge 1939 med skolen 25/6-3/7

r04-1-ruths-norgetur-start
Starten på Norgesturen i baghaven på Marthavej 5 i Holbæk

Mandag morgen pakkede jeg rygsækken for sidste gang og trak i vandretøjet. Skomager Christian ordnede rygsækken så jeg kunne holde ud at have den på 13 kg. Møde med kammerterne. Fotografering forfra og bagfra.

Holbæk eller fra Horden i Norge

r08-2

Afsked-Hurra. Snart var vi i Kalundborg. Overfarten var lidt kedelig. Der var mange andre skoler med. Ankomst til Aarhus, imponerende havn. Talte med Hr. overlærer Juul. Sjov i toget. Det vil sige det vel nok pjat det meste. Men Søderberg kan nu være sjov. Det var en lang og meget streng tur fra Aalborg banegård til vandrehjemmet. Jeg fik den øverste køje- Lissi den modsatte neden under Gerdaerne. Ude at se på byen. Aalborg er en smuk by. Vi så “Kilden” m.m.

Tirsdag morgen blev jeg vækket ved at de andre legede “Skibet er ladet”. Rundt omkring fra fik vi senere klager over at morgensøvnen var blevet afbrudt. Morgenmaden var mælk og klemmer. Ud og kigge på byen. Vi så blandt andet Obels Tobaksfabrik. Det var meget interessant. Den beskæftiger 1200 arbejdere. Bagefter fik vi alle en pakke “Meluka”.

Kl. 1 med tog til Hirtshals, hvor jeg så hvad jeg aldrig vil glemme:

Vesterhavet i oprør.

Billeder fra Hirtshals

 

Det var en sådan storm, at selv søfolk rådede os fra at sejle. Afleverede rygsækkene på skibet “Skagerak I”. Så beså vi Hirsthals. Var inde på en kro, så en kirke og en sluse tørrede fisk. Så gik vi ombord, uden at tænke på, hvad der ville ske. I begyndelsen var det også morsomt alt sammen, men efter nogle ordentlige gyngeture overgav jeg mig og ofrede til Neptun og selvom jeg lå på øverste dæk nåede skumsprøjtet mig. Jeg hundefrøs og var ligeglad med alt, men jeg var ikke den eneste, der led. Endelig kom Norge til syne. Vi så de første klipper og lysene på klipperne. Det var en smuk aften og et meget smukt syn. Da fjorden var meget lang, tog det tid, og da vi endelig lagde til, måtte vi vente, til vore pas var i orden. Det hjalp på søsygen at komme i land.Vi skulle være i skolen i Tordenskjoldsgaden og lå på madrasser på gulvene. Kl. 1 den aften så jeg for første gang fru K i bukser og udslået hår.

Kristianssand og omegn

Onsdag oppe kl. 7. Var hele dagen lidt sejlende. Morgentur på klipperne rundt om søerne og ved træerne. Det var meget svært at få fat i et postkort, men endelig lykkedes det. Det er sjovt at tale med nordmændene. De andre to klasser var rejst til Vallaheim. Kl. 10 frokost på jernbanerestaurenten. Det stod altsammen på et stort bord, og vi sad ved små borde. Så kunne vi selv hente, hvad vi ønskede. Jeg valgte te, man kunne også få kaffe og mælk. Brødet lignede vores landbrød. Så kørte vi med rutebiler ud til Norges højeste skisportssteder. Vi var sammen med nogle realister fra Sønderborg. Der var meget smukt- stejle fjeldsider. Vi var inde i en tunnel til Stavanger. Så travede vi den lange, men meget smukke vej tilbage til Kristianssand gennem “Ravnedalen”. Syrener blomstrede endnu her og der og der gik nogle påfugle omkring et lille bjælpehus, hvor vi købte sodavand. Middag på Kafé Børsen. Menu Kjöddkaker med kartofler og kål og sveskegrød. Så havde vi et par timers hvil, hvorefter vi gik hen til Kongensgade Skole, hvor der var dansk-norsk skolefest, som vi var inviteret til. Vi var jo uforberedte, men nordmændene og sønderborgerne optrådte. Blandt andet fremsagde en pige fra Sønderborg “Guldhornene” meget smukt. Danske og norske lærere talte ind imellem sang vi fædrelandssange. Tøren sagde også et par bevingede ord. Da vi kom tilbage spiste vi vore klemmer hos drengene.

Postkort fra rejsen

Torsdag

Oppe at pakke kl 7. Færdig kl. 8. pjaskregn. Morgenmad hos drengene. March til banegården. I flot spisevogn kørte vi et stykke op i dalen- og nu skulle vi for alvor se kilder, elve og stejle bjergvægge. Videre med et eventyrligt lille bjergtog. Blåmalede træbænke og en lille bitte kakelovn. Vi kørte hele tiden langs en flod, der kaldes en fjord. Byglandsfjord. Det hele var så imponerende og næsten som et eventyr. I en lille by skiftede vi til rutebil og kørte i alt 72,9 km. Stod af i Bygland, hvor vi købte små ski og små vanter mm. Folk går i nationaldragter, kl 12 1/2 kom vi hertil Vallaheim Hotel.

r10-4
Strandhotellet i Mandal?

Her er så hyggeligt. De to Gerdaer, Bente og jeg deler værelse med to senge. Et par af de andre har værelse for sig selv. I opholdsuen er der hjerter i stolene, som er smukt malede. På W.C. er der plads til fire på en gang. Middag kl 4 med serveringsjomfru og en lille lem, hvor hun henter maden og en ringeklokke på bordet. Først havde vi gået en tur til landsbyen og gået over en hængebro. En lille aftentur.

 

 

Fredag

Havde sovet herligt i de bløde senge. Jeg lå sammen med Bente. De andre lavede fest oppe hos drengene. Om formiddagen bjergbestigning. Det bedste synes jeg ved hele turen.

Min mor Ruth til venstre og Gurli til højre

Vi fotograferede de smukke landskaber (men den slags skal ses) Solen skinnede og det var forår på bjerget, dværgpilene stod i knop, så vibefedt og en sæterhytte. Tilbage. Mægtig appetit til laksegratin. De andre klasser kom og hilste på os på deres tilbagetur. Kl. 2 kørte vi i rutebil til Hovden. Ruth H og jeg sad ved siden af damerne. Her er smukt og friskt i Hovden 730 meter i vejret. Vi gik til købmanden og købte erindringer.

Postkort fra turen

Så gik vi en tur og jeg troede, at jeg havde tabt min pung- senere fandt jeg den i min rygsæk, som jeg ellers havde endevendt. Kl 5 1/2 spiste vi aftensmad. Så gik vi en bjergtur alle. Da vi langt om længe nåede op på en top ca. 1500 meter i vejret, begyndte det at regne. Vi hoppede over sten, tuer og vandløb og blev drivende våde både for oven og for neden. Vagn gav af vanvare Birthe en oven i hovedet med et birketræ. B og jeg skyndte os derfra. Det sidste stykke fulgtes vi med Tøren, der fortalte om en bjergtur i Alperne. Vi hængte vort våde tøj rundt om pejsen og krøb til køjs.

Lørdag

Vort tøj nåede ikke at blive tørt. Nogle sko var brændt ved pejsen. Det var et festligt morgenbord, vi kom til. Kun myseosten kunne jeg ikke lide. Så gik vi hen til købmanden og købte ind. Alt var dyrt. Kl. 11 tog vi med rutebilen og kørte til kl. 20. Vidunderlig smuk natur hele vejen. Vor vogn gik i stykker og vi måtte skifte 3 gange. Endelig nåede vi Café Børsen. Her ventede de andre på os. Så fik vi noget kød, spirede ærter og aprikosgrød.

Søndag

Oppe kl 8. Morgenmad på skolen sammen med drengene. Morgentur i fjeldene. Fotograferede. Ruth og jeg løb vild i klipperne, men fandt forholdsvis hurtig tilbage. Så kørte vi med 3 rutebiler til Mandal fra kl. 11-16. Else og jeg gik af høflighedshensyn over i A klassens vogn og kedede os forfærdeligt. Joppe sang fædrelandssange alt for højt. I Mandal fik vi middag på Strandhotellet. Så gik vi tur i Mandal og kl. 5 gik vi alle til stranden. Det var for koldt til at gå i vandet. Så blev der taget nogle billeder af os. I rutebilen kom bl.a Mona, John og Vera ind til os. Vi sang moderne, mens A klassen sang fædrelandssange. Turen hjem varede kun en time. Jeg var med til at smøre mad til næste dag.

Mandag

Op kl. 4. Færdig kl. 4 3/4. Gunvor for sent til samling. March til havnen. Skibet sejlede kl. 5 1/2. Ellen vinkede farvel til os (John).

Udsejlingen gennem skærgården var meget smuk. Solen steg, men der var skyet overalt. Med et så vi en skypumpe. Det var meget ejendommeligt at se. Vandet blev suget i ligesom en stor tragt. Efter et kvarter forsvandt den. Jeg gik op på det øverste dæk og lå der i 4 timer. Der lugtede det ikke, mend det var temmeligt koldt. Jeg kedede mig —- Endelig kom Jylland i sigte, Gunver og Gerda kom hen og sang “Der dukker af disen…”

Så gik vi i land og kom over i Nordpilen kl 10 1/4 og kl 14 var vi i Aarhus. Vi havde snakket med nogle præstefolk fra Stavanger. I Aarhus ventede vi på banegården på Tøren og jeg købte chokolade og en dværgkat. Så kom vi af med rygsækkene og gik i byen og så den flotte svømmehal. Derfra til en restaurent, hvor vi fik bøf, is og kaffe Ahh. Så fik vi lov til at gå på egen hånd en halv time. Ruth og jeg gik ind i et stort varehus og købte lidt. Jeg en strandhat. Så gik vi ned til damperen og nu sidder vi her og nyder sejlturen, der rigtignok er noget andet end med Skagerak I. Kl. 23 var vi i Holbæk. Ruth sov hos os. Således endte denne herlige tur.

 

 

Efterskrift. Det er ikke alt, jeg forstår, da det er skrevet meget kortfattet. Min mor Ruth har ikke hjemve, som jeg led så meget af i min barndom og ungdom og hun virkede til at have mange venner og var meget uskyldig. “Tøren” må næsten være inspektøren, der har været med som lærer. På den tid angav man klokkeslæt på den måde, som ses her i teksten. Alle navneord er med stort forbogstav, hvilket jeg har undladt.

Allerede en lille uge efter var hun og storesøster Eva afsted igen på en lang cykeltur til Jylland, hvor hun fejrede sin 16 års fødselsdag.