Udflugt til Karise maj 1957

Vores mor tog engang min tvillingebror og mig på en togtur til Karise på Sydsjælland. Det var en sommerdag og inden vi var begyndt at gå i skole.

Anledningen var at vores mor var veninde med en apotekerfrue Elly i Karise. Som jeg husker det har de været i lære samtidigt under krigen på Løveapoteket i Holbæk. Min mor var en flittig brevskriver og i alle hendes leveår skrev hun med mange gamle og nye venner. Hun sagde altid: “Nu er der brev fra Elly i Karise” eller fra “Elly i Randers”, da hendes mand senere overtog et apotek i Randers.

Det har været en lang togtur frem og tilbage på én dag fra Herlev over København. Apoteket var en stor bygning midt på hovedgaden i den lille provinsby syd for Køge og vest for Stevns. Som gæster kom vi ind ad indgangen til privatboligen på siden af huset.

Vi blev vist rundt i huset og kom og højt op på loftet, som havde et imponerende stort hvidskuret gulv. Det var skinnende rent og vi var imponeret over at Elly selv holdt det så flot. Hun holdt hus og ekspedierede i apoteket. Jeg fornemmede at de voksne havde standarder for rengøring og at den på dette sted var meget høj.

Vi fik frokost. Desværre husker jeg intet om hendes børn. Måske var de ældre end os og ikke hjemme. Vi gik alene ned i den store have og blev næsten væk deri.

Da vi skulle hjem fik vi en pose røde “Kongen af Danmarks” bolscher at tage med på togturen. Vi stod i gangen ved vinduet og kiggede ud med bolscher i munden. Vi fik aldrig en hel pose bolscher eller slik, så det står lyslevende for mig.

Bag os var kupeen, hvor man sad overfor hinanden tre på den ene side og tre på den anden side. Over hver side var et net som man kaldte hattehylden.

Tilbageblik på sygeplejeuddannelsen på Bispebjerg Hospital 1971-1975

Jeg går tilbage i tiden og forsøger at huske detaljer fra en svunden tid. For 50 år siden i disse dage startede jeg på Forskolen på Bispebjerg Hospital i ret nye bygninger ud mod Tuborgvej. Den varede 5 ½ måned. Jeg ved ikke, hvor mange der faldt fra eller gennemførte. Desværre var der én der døde efter ca. et år. Hun fik en blodprop af p-piller.

Hvorfor Bispebjerg Hospital? Min moster Eva havde været elev der under krigen, men sluttede i utide, da man dengang ikke kunne være gravid elev og gift samtidigt. Jeg beundrede min moster Eva og ville gennemføre, det hun blev tvunget til at afbryde. Desværre har jeg ikke beretninger fra hende om den tid, men det må have glædet hende, at jeg gik der. Det viser sig at vores forstanderinde havde høje ambitioner, som hun havde arvet fra Charlotte Munck, der var pionær på sygeplejefaget på samme hospital.

Jeg var dybt fascineret af at lære anatomi og fysiologi. Det var både spændende og ret svært. Jeg havde dog væsentligt lettere ved alt det teoretiske end det praktiske. Det skyldtes at jeg altid havde elsket at gå i skole og lære noget bogligt. At skulle bedømmes på praktisk kunne var langt værre og gjorde mig meget nervøs med mindre det var en menneskelig sygeplejelærer eller afdelingssygeplejerske, jeg var eksamineret af.

Så snart Forskolen var færdig flyttede vi fra de gamle elevboliger i Charlotte Muncksvej til sygeplejekollegiet ud mod Tuborgvej, hvor også klasseundervisningen foregik i de følgende faglige moduler mellem praktikperioderne. Kollegiet er nu bygget om til psykiatriske sengepladser, idet den psykiatriske afdeling er revet ned.

Vi blev som det første guidet til vaskeriet for at få vores nye stribede uniformer og hvide forklæder og flipper. På vaskeriet blev vi indprentet at aldrig efterlade sakse og kanyler og emblemer i lommerne eller på tøjet.

Billedet tilhører Birthe Larsen fra vores hold. ER taget på Sygepjejeskolen lige inden uniformerne skulle skiftes ud til moderne udgave

Det kom bag på mig, at jeg måtte beregne ekstra tid til at møde til tiden, fordi de nystivede forklæder og flipper krævede megen fingerfærdighed i at blive knappet sammen. Jeg sørgede lidt over at skulle aflevere dem efter det første år, idet alle gik over til hvide, syntetiske næsten gennemsigtige og korte uniformer.

Kantinen husker jeg ikke, det kan være at vi sjældent havde tid til at gå fra afdelingen, men til gengæld har jeg været med til at spise i smug bag en dør til køkkenet på afdelingen sammen med andet personale på skift. Der var altid masser af mad til overs. Det var ikke den store nydelse at sluge maden i frygt for at oversygeplejersken skulle se det. 

Ud fra mine eksamenspapirer ser jeg, at jeg har været i praktik i 32 måneder.

Desværre var vi altid adskilte fra klassekammeraterne, idet vi blev sat sammen med en ældre elev på afdelingerne. Det var godt for praktikstedet, men vi fik aldrig fælles oplevelser udenfor klasseundervisningen. 

Når vi skiftede afdeling specielt som 2.-års- eller 3.-årselev gav vi som regel kage. Jeg har en erindring om at have bagt sirupskage, som alle steder er et hit. Den opskrift kommer fra min mormors hjem i Nyboder. Den laves tre dage i forvejen og trækker med smørcreme. Jeg har siddet i kafferum, som lignede skyllerum næsten til forveksling. Det var som om jeg først blev glad for en afdeling, når jeg skulle rejse.

Den første afdeling efter endt forskole blev jeg desværre aldrig glad for og det skyldtes ikke specialet, men atmosfæren. Det var en af de nu fredede pavilloner nede i nærheden af hovedindgangen. Det var Mavetarm-kirurgisk Afd. A.

Der står på eksamenspapirerne at jeg var på Kirurgisk i 6 mdr. så det må stemme. Det der gjorde mest indtryk var en gul mand med Sengstagensonde. Hans lever var skadet og den røde gummisonde skulle stoppe blødning fra hans oesophagus varicer. Han tog det med stoisk ro. Den slags patienter havde ofte en forhistorie med alkoholisme. Han lå i ét sengen lige til venstre for døren. Det var en stor stue med måske 8 senge. Vi elever kunne også komme ud for at skulle assistere ved biopsier, der foregik et sted i en kælder. Ellers skulle der skiftes forbindinger og den dårligste oplevelse jeg havde på det sted var at en afdelingssygeplejerske virkede sadistisk og lunefuld på mig. Hun kaldte mig ind for at se en forbindskiftning og da hun rev forbindingen af en mand i to-sengen, var der et stort åbent krater ned i hans mave. Han tog det roligt selv og det gjorde jeg også, men hun måtte vide, at jeg var uforberedt på at se et sådant syn. På samme afdeling kom en ældre mand ind med tarmslyng. Han brølede af smerte. Næste gang jeg så ham var han opereret og som helt forvandlet.

Der var runder med temperatur og puls og blodtryksmåling om morgenen og om eftermiddagen inden kaffevognen kom rundt. Stuegange var jeg kun med til sporadisk og først rigtigt efter endt uddannelse. Efter morgenmaden og skulle alle hjælpes op af sengen, hvis de kunne og alle senge skulle redes. I visse tilfælde kunne det tage helt til middag, før vi var færdige.

Om aftenen blev alle blomstervaser taget ud i skyllerummet og jeg gætter på at rengøringspersonalet skiftede vandet.

Ellers skulle vi hold styr på urinopsamling i skyllerummet. Alt blev målt og vejet. Det kaldtes diurese og vægtfylde. Der var en særlig lugt i skyllerummet. Det skete at vi tabte termometre på gulvet, hvorfor vi rendte rundt og prøvede at samle kviksølvet op med et eller andet.

Vi vaskede patienterne, sengebadede, hvor de var dårligst, eller hjalp dem op til håndvasken. Alt skulle udføres perfekt og en sygeplejelærer kom og tjekkede om der var styr på det. Da jeg skulle vise mine færdigheder indenfor sengebadning fik jeg en meget venlig patient. Jeg kom til at putte alt for meget sæbe på ham, men må have fået det af igen. Kunsten var at vende og dreje og lægge håndklæder bag det sted man vaskede. De patienter, der ikke selv kunne vende sig blev vendt ved hjælp af et stiklagen, som blev trukket af et stk. personale på hver side af sengen. Det samme gjaldt, når patienten skulle hejses højere op i sengen inden, de blev sat op. Jeg kunne godt lide at rede senge, specielt at lave de flotte hjørner på lagenet.

Vi må have brugt megen tid på at gå med bakker fra madvognene og sætte patienterne op i sengen. Jeg husker at de sad ved borde ved deres senge. Der var ikke opholdsstuer mener jeg.

Der var en konstant løben ind og ud med bækkener til skyllerummene. De blev sat i en stor bækkenkoger og kogt i skyllerummet.

En stor kunst var det at øse medicin op og huske hvem, der skulle have hvad. Hvordan det kunne lade sig gøre med en bakke opdelt i en masse rum uden at der altid var navn og nummer på var mig en gåde. Der må været gået meget galt undervejs. Medicinskabene stod ude på gangene i en niche. Det var meget betroet. Jeg går ud fra at man var 2.års elev før vi fik lov til at dele medicin ud.

Det skete at der blev ringet fra laboratoriet omkring prøvesvar. Da gjaldt det om at skrive det hele rigtigt ned på en gul seddel, der lå ved telefonen ude på gangen.  

Det sted jeg fik mest ansvar på, var Medicinsk Afdeling på Blegdamshospitalet. Det var oprettet som epidemihospital i sin tid, men min tid, var det udelukkende medicinske afdelinger.

Det værste ved at være på Blegdammen, var at jeg var tvungen til at flytte ud af kollegiet på Tomsgårdsvej, hvor mange af mine klassekammerater boede. Den dag jeg skulle starte på Blegdammen oplevede jeg at en portør havde stillet mine få ejendele udenfor den dør, jeg skulle bo på et loft på Blegdammen. Der var ingen andre end nogle Filippinske sygeplejersker. Dvs. Jeg hadede at have fri, det føltes fuldstændigt tomt, men vagterne var spændende nok, fordi jeg fik lov til en masse ting på lige fod med sygeplejerskerne. Måske havde de mindre personale og derfor brug for elevernes arbejdskraft. Det var midt i oliekrisen, så engangsmedicinbægre og andet blev genbrugt.

Patienterne lå med hjerneblødninger, astma og en var fuldstændigt præget af cordisonbetinget moonface pga. svær leddegigt. En ung mand var lammet og lå næsten konstant i sengen. Mange havde sukkersyge, så der var meget blodsukker, der skulle måles og insulin der skulle trækkes op i sprøjter.

Jeg kom derefter til Fuglebakken Børnehospital. To måneder på Neonatalafdelingen og to måneder blandt de større børn i en lav bygning for enden af grunden. Nu er der bare græsplæne og P-pladser og hovedbygningen er blevet til luksuriøse ejerlejligheder.

Jeg var meget nervøs ved at være på Neonatalafdelingen, da det var et svært speciale med syge nyfødte. De lå i kuvøse og blev senere lagt i vugger, når de fik det bedre. Der var et berømt mælkekøkken, der sørgede for fordeling af modermælk, til trængende nyfødte.  Ellers blev der blandet modermælkserstatning og mælk og vand efter en bestemt procentdel. Der var visse mødre, der holdt på at deres børn skulle have mælk og vand. Der var noget ved det, der var mig meget imod. Når vi elever skulle møde i en 10-18 vagt startede vi i mælkekøkkenet. Det var en lige så lang dag som en 7-15 vagt, men føltes længere, når de andre gik hjem.

De ældre børn var der i stor stil af psykosociale grunde. Kom fra problemfyldte hjem. De kunne være indlagte i lang tid for encouprese (de havde ufrivillig afføring) eller ufrivillig vandladning. Der var også en læge med speciale i vækstproblemer og derfor børn, der ikke voksede, som de skulle.

To måneder på Obstetrisk afdeling på Rigshospitalet. For mig var det et mareridt at finde derhen den første dag til introduktionen. Heldigvis var den sygeplejelærer, der stod for det meget forstående. Jeg var på nippet til at give op.

 Vi havde ikke overdrevet meget at lave som elever der, men jeg husker at det undrede mig, så kluntede og uformelige de nybagte mødre var, når de gik ned ad gangen i badekåber. Spædbørnene blev kørt ud af stuerne, når mødrene skulle sove og ind hver fjerde time for at blive ammet. Det var ikke let at lægge dem til, når det foregik efter skema og ikke som naturen vil det. Dem, der ikke ville eller kunne amme, skulle ”bindes op” og have medicin til at stoppe mælkeproduktionen. Vi tog et stiklagen og en spændte rundt og satte det stramt fast med sikkerhedsnåle. Alt for at stoppe mælkeproduktionen. Mange var forstoppede efter bedøvelsen ved kejsersnit og de fik et kraftigt middel, som hed sennepsfrø. De mindre forstoppede fik figensaft. Tvillingemødre fik tilbudt rødvin og da mange ikke ville have det, skete det at vi elever delte det inden arbejdstidens ophør. Engang kom jeg til at sætte mig på overlæge Dyre Trolles stol i frokoststuen. Det forstod jeg hurtigt, at man ikke gjorde.

Personalet havde så meget ansvar på Barselsgangen, at vi ved udskrivelsen bar de små i lifte ned til Tagensvej, hvorefter det var forældrenes ansvar fremover fra deres færd hjem med taxa.

Jeg holdt meget af at komme tilbage til sygeplejeskolen og lære om alle sygdommene. Dygtige læger underviste og jeg levede mig ind i det hele og syntes, jeg fejlede det meste. Det var også dejligt i de perioder at gense ens kammerater.

Bygning L Lersøparkkomplekset fra 1940’erne og blomsterhaven

Efter Børnehospitalet kom nogle måneder på Otologisk og Thoraxkirurgisk afdeling i den store bygning L midt i hospitalet. Havde vi nattevagt skulle vi vaske de små børn i tremmesengene meget tidligt om morgenen, skønt de endnu ikke var vågnet. Jeg syntes det var synd. Ingen havde deres forældre med. Heldigvis er små børn ikke adskilte mere fra deres forældre under indlæggelse. Der var en svensk eller finsk sygeplejerske i aftenvagt og hun nød at lade os elever lave det hele, så kunne hun sidde og læse eller hvad hun nu lavede.

Der kom engang en ung mand ind om aftenen, som var faldet ned ad en trappe i fuldskab. Næste morgen var han død. Vi havde også en meget overvægtig patient, der havde prøvet at begå selvmord ved at have slugt opvasketabletter. Hun blev sat på 1100 kaloriediæt hvad enten hun ville eller ej. Der var ikke noget snak om noget behandling.

På Thoraxkirurgisk afdeling har jeg kun ét minde og det er at have været med til at lægge lungedræn. Det var et tykt metalrør, der skulle ind at drænere ved sammenklappet lunge. Nok ikke en sjov behandling.

De sidste afdelinger som tredjeårselev var operationsgang, urologisk afdeling og den lukkede psykiatriske. 

På Urologisk afdeling skulle vi lægge mange urinkatetre, hvilket var krævende især på mænd. Alt skulle holdes helt sterilt og man var altid to om det. Kateterslangerne skulle lukkes med en skrue ellers ødelagde man blærens funktion. Det måtte vi holde nøje øje med.

Der herskede ikke nogen rar stemning på den lukkede afdeling. Overlægen var nedladende overfor os elever og måske ligeglad med patienterne. De sad og røg dagen lang. Vi gik med et nøglebundt og måtte aldrig vende ryggen til patienterne. Måske skulle vi følge nogle på toilettet og vente udenfor. Lyspunkterne var at få lov til at gå tur med de mest raske af patienterne i de smukke parker i området. Jeg husker én ung pige fra Færøerne, som ikke ville sige et ord. På en eller måde begyndte hun at snakke med mig.

På mit eksamenspapir står der at jeg har været to måneder på Neuromedicinsk Afdeling. Det er helt væk fra min hukommelse.

Den afsluttende eksamen var krævende med et stort skriftligt arbejde over sygeplejen med et forløb og derefter eksamination med både læge og oversygeplejerske og sygeplejelærer og censor. Jeg var oppe i en prostatacancerpatient fra Urologisk Afdeling.

Lidt historisk om Bispebjerg Hospital https://dsr.dk/dshm/hospitalet-paa-bispebjerg-bakke fra Dansk Sygeplejeråds hjemmeside og fra et lokalarkiv. https://www.bispebjerghospital.dk/om-hospitalet/oplev/historie/Documents/Jubilaeumsbog_final.pdf

Pavillonerne er direkte inspireret fra Florence Nightingale og tanken om at lys og luft og helende haver har betydning for lægedom. I min engelske blog har jeg beskrevet min fascination af bygningskunst og vigtige begivenheder fra Anden verdenskrig. Her kom personalet og tunellerne under hospitalet til at spille en stor rolle.

Gensyn med min mors barndomshjem og omgivelser i Holbæk

Besøg i Holbæk på Marthavej i anledning af min moster Evas 100 års fødelsdag i 2021

Asnæs gamle skole, hvor Emry var enelærer fra 1906-1913 ved nytåret

Vi forberedte en familieudflugt til min mors fødeegn, hvor to af husene står endnu og hendes skole Sdr. Skole står intakt. Her arbejdede hendes far som lærer i mange år og hun og hendes tre søskende gik der indtil realskolen. Tveje Merløse kirke har stået på det sted fra 1100-tallet og ligger få kilometer fra skole og hjem. Emry min morfar var kordegn der fra 1914 efter Asnæsårene og frem til omring 1950.

Børnenes første barndomshjem Ringstedvej 3, nuværende Gl. Ringstedvej er forvandlet til en stor P-plads med skilte til Covid-19 test og vaccinecenter. Jeg husker de lave rækkehuse med små forhaver lige før jernbanedænmingen og hospitalet.

Vi parkerede på en kommunal P-plads på Rosenvæget, som Marthavej nu hedder og gik forbi nr. 5, som Emry byggede i 1929.

Flere vinduer stod åbne og da vi havde masser af tid, tog jeg mod til mig og bankede på. En venlig dame åbnede og var straks gæstfri og inviterede os ind. Hun havde købt huset for to år siden og så værdien i det gamle hus, trods mange års misligholdelse.  Hun var begyndt systematisk og havde nået rigtig meget både inde og ude. Hvidmalede træpaneler sås nu i stuen, som de må have set ud dengang, jeg også besøgte huset mellem 1951-1957. Trappen til første sal var imponerende i sine smukke dueblå og hvide vægfarve.

Køkkenet var også bevaret i samme stil, som min mormors. Hun har lavet oceaner af mad i det lille køkken.

Vægge var fjernet mellem spisestue og døren til Emrys kontor blændet, men huset stod intakt.

I stuen mod haven er væggen brudt ned og der er lavet en udestue, der giver meget lys ind i stuen. Jeg har siddet med legetøj i den stue, som jeg forlængst var vokset fra. Desuden husker jeg den første gang, jeg oplevede at noget kunne ende fatalt for et barn. I et ugeblad var en artikel om en dreng, der havde fået armen i en vridemaskine. Det var meget slemt, men jeg som fire-femårig kunne ikke tro, at der var sket ham noget. I den stue har jeg plaget min morfar om at spille “Dejlig er den himmelblå”, hvor han sagde stop, ikke mere.

Kælderen bringer også minder for mig, idet min morfor bryggede vin, som stod og klukkede og lugtede syrligt sødt fra et lille rum tæt på kælderdøren. Min morfars erindringer foræller meget fra huset og et minde er Emrys og Astas kamp mod tiden ved at skovle en masse koks væk fra inspektiones skarpe blik. Efter krigen var koks rationeret, men da min morfar gerne ville have mere koks var han bange for at blive opdaget. Læsset kom uden inspektion!

Der findes kun få billeder fra huset, da de boede der fra 1929-1957 og min mormor til 1958, men masser af billeder fra haven især fra “Grotten” som var et læsted beklædt med masser af hvide stauder. I en tidligere artikel findes få billeder fra huset.

Jeg har fået tilladelse til at bruge billeder fra vores besøg. Husets historie betød også en del for ejeren og hun ville gerne lave en billedecollage på første sal med nogle af vores billeder fra vores album.

 Stor tak til husets ejer for at tage i mod os. Det var uforglemmeligt at træde ind i det hus, der har betydet meget for vores mormor, morfar og deres børn og børnebørn på besøg i 1950-erne.  

Få kilometer væk ligger badeanstalten, hvor familiens børn lærte at svømme og tilbragte megen tid om sommeren. Storesøster Ermegaard reddede engang min mor, da hun som lille kæk sprang ud i det dybe uden at kunne svømme. Det var “Ruth med krudt”.

Mine morforældre blev bisat på “De ukendtes græsplæne” på Østre Kirkegård ikke langt fra Sdr. Skole. Jeg syntes som lille at det var for tomt, at det var et ukendt sted på en græsplæne.

Urnestedet for de ukendtes gravplads på Østre Kirkegård

Min mors ungdomserindringer fra krigen i København

Løve Apoteket i Holbæk 1940-44. Min mor yderst til højre

Flytning til København som 21 årig

Det var dog en helt umulig tid at ankomme til hovedstaden på, for der var voldsomt røre i København, der havde været nogle sabotager – Forum var f.eks. sprængt i luften og nu gjorde Schalburgkorpset gengæld ved at sprænge koncertsalen i Tivoli i luften – så der var en underlig stemning, og det var meget dramatisk for mig at se de sodsværtede rester af bygninger i Tivoli, da jeg nåede hovedbanegården. Jeg ankom et par dage før og skulle være hos Eva og Hans fredag og lørdag på Bispebjerg. Men den morgen, da jeg begyndte cykleturen fra Bispebjerg til Sydhavnen, brød generalstrejken ud, og jeg nåede kun til Skt. Hans Torv, da jeg overværede en episode med skud fra nogle tyske soldater, som forfulgte en mand, der løb ned i en kælder. Mere så jeg ikke, da det blev for farligt at køre videre i den retning; jeg skulle have været forbi Søerne og tværs gennem København.

Det var en meget lidt kæk ung pige, der vendte tilbage til Eva og hendes svigerforældre på Bispebjerg. De havde i mellemtiden fået at vide, at der var generalstrejke, og tyskerne havde beordret undtagelsestilstand, man måtte slet ikke gå ud, i hvert fald måtte der ikke samles 10 mennesker på gaden, så kunne man blive arresteret.

Efter et familieråd blev det besluttet, at vi alle skulle drage ud til Ingeborgs og Carlos hus på Dyssegårdsvej, da Ingeborgs familie selv var flyttet til deres sommerhus ved Selsø. Eva og jeg med Niels-Henrik i barnevogn, han var født i maj samme år, og nu var det d. l. juli, så der skulle jo meget babyudstyr med – og vi nåede derud mens Hans tog sin mor på sin cykel og Bedstefaderen kom også på cykel. Det var en meget varm dag, og jeg skulle tage mig af Niels-Henrik, mens Eva cyklede tilbage efter flere ting, så der kom hurtigt en tid, hvor Niels-Henrik blev sulten og trængte til sin mor. Jeg havde aldrig passet små børn før, så da jeg vidste, at der var nogle venlige naboer, gik jeg ind til dem og fik lov til at varme noget mælk hos dem. At denne mælk skulle have været fortyndet, vidste jeg ikke, men Niels Henrik var åbenbart godt tilfreds, og jeg havde da sat en seddel op på hoveddøren, hvor jeg skrev, at jeg var inde hos naboen med drengen, men det havde Eva desværre ikke set, så hun tog sin cykel og kørte rædselsslagen tilbage til Bispebjerg, hvor tyskerne i mellemtid en havde spærret vejen, så hun ikke kunne komme op til hjemmet (På Bjerget 2) og hun skreg “Mein Sohn, Mein Sohn”; så fik hun lov at komme igennem afspærringen, men der var jo ingen Sohn der. Jeg ved ikke, hvad Eva havde tænkt sig, men tilbage til huset på Dyssegårdsvej kom hun da og fandt alt i sin orden.

Nu fulgte der nogle dage, hvor hver især skulle prøve at skaffe mad, for vi havde intet, og butikkerne var jo lukkede. Men det var rygtedes, at der var et bageri i nærheden, som bagte brød, og her i bagerens gård stillede jeg op i en lang kø og ventede på at få lov til at købe bare et lille franskbrød. Jeg stod der en times tid i stegende sol, men da det blev min tur, var der udsolgt, og jeg måtte vende om med uforrettet sag.

Hans havde været mere heldig, idet han var cyklet den lange vej ind til det store mejeri, “Enigheden” og her var det lykkedes ham at få noget mælk, jeg husker ikke helt hvor meget. Desuden fik han en dåse bønner i en automat. Måske har svigerforældrene haft lidt mad, i hvert fald led vi ingen nød, men da der var lukket for vandet og gassen var på allermindste blus, så var det en uheldig situation, og vi havde haft kloramin til at komme i vandet, som vi havde skyndt os at fylde i badekarret, da vi kom til huset.

Nu lyttede vi så til radioen for at høre, hvordan det gik med generalstrejken, og bagefter har vi forstået, at folk rundt omkring i København havde lavet bål i gaderne og slæbt forskelligt ud på vejen for at genere tyskerne. – Jeg havde ringet til Sydhavnsapoteket om, at jeg var forhindret i at møde op, men endelig kunne jeg cykle fra Bispebjerg til Sydhavnen, og jeg blev da pænt modtaget derude, og nu fulgte der en sommer med uro og mange rygter om sabotage og Schalburgtage.

Sydhavnsapoteket fra Juli 1944 til 5. maj 1945

Personale fra Sydhavnsapoteket under krigen
Personale fra Sydhavnsapoteket under krigen

Sydhavnsapoteket var ret nybygget dengang. så det var et moderne apotek, men det viste sig, at der var 3 personer på apoteket, som holdt med tyskerne, ja, der var endda 4, for den unge, smukke farmaceut, som havde arbejdet en tid på et apotek i Tyskland, var også en person, som havde et eller andet for med tyskerne, og da han engang var hjemme hos sin familie i Kolding, blev han skudt af frihedskæmperne, hvilket var et stort chok for os andre. Men der var også en sønderjyde, Frk. Petersen, som var kæreste med en tysk soldat, og hun besøgte ham i Berlin flere gange.

De andre to der var tyskvenlige, var en provisor Pårup og en halvdags defektrice, som tog sig lidt af regnskaberne og ellers vejede lidt af osv. Som kolleger var de egentlig søde og rare, men det var virkelig et underligt personale, og da apotekeren var fuld det meste af tiden, og han havde aldrig kunnet lide de yngste – og det var jeg jo nu 21 år, så han skældte mig ud engang, da jeg havde vovet at bytte middagspause med Frk. Petersen, men jeg havde jo gjort det for at gavne arbejdsgangen den dag.

De andre på apoteket var en farmaceut Søgaard fra Helsingør, en frk. Kjeldsen, også farmaceut, som var kommet fra Fuglebjerg, en anden halvdagsdefektrice, som boede sammen med Frk. Kjeldsen og senere en ung ex.pharm, frk. Kragelund, (som jeg senere kom til at arbejde sammen med på Løvens kemiske). Sidst men ikke mindst var der lederen af personalet provisor Gundtoft – et dejligt menneske. Der kom også en anden defektrice, Ida, fra Jylland og hun og jeg blev fine venner.

Jeg har omtalt personalet, fordi de kom til at betyde meget da vi nåede til befrielsesdagene, Men foreløbig så gik dagene med travlhed, for selvom det var svært at skaffe varer, så var der dog noget at få på dette apotek, og mange urter, som før var kommet fra Ungarn og Polen, blev nu dyrket i Danmark. Kamilleblomster blev plukket rundt omkring i byen, og folk kunne få 20 kr. for ½ kg, men så skulle de også være den rigtige slags, det blev nøje undersøgt. – Fra Beyers i Tyskland kunne man heldigvis også godt få varer, så man kunne redde patienter med lungebetændelse og andre farlige sygdomme. Penicillin var kun ganske småt begyndt at komme frem, og her var Løvens kemiske jo nogle af de første i Danmark. Men endnu brugte man sulfapræparaterne til betændelsessygdommene.

Trods apotekerens drikkeri, så havde han mange venner blandt de andre forretningsdrivende, og dette kom hans personale til gode. Han var en mærkelig mand, for pludselig så gav han os lækkerier, f.eks. de fineste jordbær, – og engang kom han og skænkede et glas af den fineste vin, som han selv havde fremstillet i kælderen sammen med apotekerkarlen, en dygtig og tiltalende mand, som også hjalp til med laboratoriearbejdet. Han kunne godt lide damer, og af og til kom der en dame ind bag det lille forhæng og her bød han på et glas vin. Det ved jeg fra min værtinde, som af og til kom derind. Hun havde en chokoladeforretning lige overfor apoteket.

Samme dame var gift med en vaffelbager, som desværre også var dranker, og derfor endte deres ægteskab med skilsmisse, og da de nye lejere af deres lejlighed ikke ville udleje det ekstra værelse, som jeg havde lejet, og som min bror William nu også boede i, ja, så måtte vi se at finde os et andet logi, og det lykkedes os at finde et i Classensgade på Østerbro, hvor vi så boede til d. 5. maj 1945, altså selve befrielsesdagen.

Studenterkurset i Vendersgade 1944-45

Men nu kom jeg lidt for langt frem i tiden. – Først havde jeg meldt mig ind på et studenterkursus, som lå i Vendersgade, lige ved Det gamle Grønttorv. Jeg skulle gå der kl. 18 – 23, så kunne jeg lige nå dertil, da apoteket lukkede kl. 17.30. Det var hver anden dag, mandag – onsdag og fredag. Jeg fik købt en masse bøger, brugte, naturligvis, og jeg glædede mig til at begynde. Der var nok at tage fat på. Det sværeste var nok latin, men ellers var der jo alle fagene på nysproglig retning. Det foregik i lederens private lejlighed på 2. sal, og vi sad vel 30 mennesker rundt om hans store bord. Brøndlund hed den lille mand, som var lektor og underviste i latin, engelsk, tysk og historie. – Der kom så en lærer til fransk og dansk, og matematik udefra. I fransk var det så heldigt, at det var samme pensum, som vi havde haft i realklassen, så der kunne jeg komme let over det det første år. Men fra nu af brugte jeg al min fritid på at læse, så kunne man lade være med at tænke så meget på krigens gru. Der var dog masser af ting, der kunne minde en om krigen, bl.a. luftalarmerne, og manglen på alting.

I København var der dog også uro denne sommer 1944. For mit vedkommende, så var min tid godt besat med arbejdet på apoteket om dagen og med studierne om aftenen. Jeg kan fortælle, at jeg havde fundet et privat spisekøkken nede i “musikbyen” på Mozarts Plads. Herfra havde jeg kunnet hente middagsmad i portioner, men nu foreslog værtinden at jeg kom ved middagstid og spiste hos hende. Det var god hjemmelavet mad, og som regel var der også en af hendes svigersønner, der spiste der sammen med mig. Når jeg nævner ham, så er det fordi han blev skudt ned, helt meningsløst på vejen derude, så vidt vi kunne forstå, var det en hævnagt begået af danske overløbere. Jeg holdt på et tidspunkt op med at komme der, da damen, der havde spisekøkkenet havde svært ved at skaffe varer til dette foretagende. Efter det, var det svært at få ordentlig mad både for William og mig. Der var noget, der hed Kvindernes afholdsfrie restaurant, og her kom vi en del, men også dette blev så mystisk, især, hvad angik kød, så vi ikke kunne regne ud, hvad det var, vi spiste

Vi var glade for det gode rugbrød (mørt maltet, Schulstads) nybagt og vi kom ikke til at mangle havregryn, så vi kunne hver morgen lave en portion havregrød. Desuden kunne en middag godt bestå af 2 fiskefrikadeller m. remoulade og noget salat, så vi sultede ikke, og var endda i stand til at aflevere en pose havregryn til en indsamling til Norge. Men det var jo altid godt at komme en tur hjem til Holbæk og få ordentlig mad hos mor. Hun sørgede også hele tiden for rent tøj og stoppede strømper. Jo, der var meget at være taknemmelig for.

Billeder fra Vendersgade 8, hvor min mors studenterkursus lå under krigen

Desværre sluttede min mors egen beretning inden hun nåede til befrielsen. Jeg har brudstykker af det fra fortællinger allerede tidligt i barndommen.

Uddrag fra brev fra morbror William efter mor Ruths død 30.10. 2008.

M.h.t. begivenhederne omkring 4. maj 1945 kan jeg fortælle at Ruth var på sit studenterkursus som sædvanlig fra 18-22, men jeg går ud fra at Frihedsbudskabet også nåede hende kort efter kl. 20.38. Hun har også oplevet den euforiske stemning inde i byen ved Nørreport, hvor kurset holdt til. Jeg og en kammerat drog fra Østerbro ind til byen og stod på et tidspunkt på taget af en sporvogn og skreg af fryd, men sent på aftenen mødtes vi med Ruth i vores logi, et stort hjørneværelse i Classensgade, hvor vi havde boet siden oktober 1944. Tilfældet ville at vi netop den 5/5 skulle flytte til en rigtig lejlighed i Holsteinsgade, ganske vist en 1-værelses, men med egen indgang og med eget toilet og bad og køkken.

Men dengang krævede myndighederne, at man skulle levere en attest for, at den lejlighed, man flyttede fra var lusefri. Da vi om efteråret havde fået en sofa fra Holbæk, der åbenbart var beboet af væggelus, måtte vi have vores værelse ”afluset”, dvs. sprøjtet med en eller anden giftig gasart, så vi ikke måtte opholde os der det første døgn. Vi trodsede forbuddet en på morgenstunden, men først festede vi sammen med vores værtspar, som vi egentlig aldrig havde været i voldsom kontakt med. Men den nat blev hele befolkningen rystet godt sammen. Jeg går ud fra at Ruth var mødt på arbejde på Sydhavnsapoteket på sædvanlig tid, hvor ellers de fleste butikker var ”lukkede pga. glæde”, som der stod malet på et skilt i en lille butik.

Hvordan vi fik flyttet vores møbler? Vi lånte en trækvogn hos en købmand og trillede de to sofaer + bord og stole til Holsteinsgade, hvor der vel kun var 300 meter. Det var som at vinde i lotteriet. Resten af sommeren stod i glædesrus efter Montgomerys sejrsindtog i København.

Billeder fra min mors album i befrielsesdagene

Jeg har brudstykker af det fra hendes fortællinger allerede tidligt i barndommen:

Jeg ser for mig at hun sad i al det vintertøj, hun ejede og læste lektier på værelset i Classensgade, da det dengang var en af de såkaldte isvintre. Hun fortalte os flere gange som børn at hun engang blev stoppet af en tysk soldat på vej til studenterkurset. Han spurgte:

Haben Sie Waffen?

Nein nur büchern!

Det var heldigt for det hændte at hun havde illegale blade til omdeling.

På selve befrielsesaftenen den 4. maj 1944 sad hun til tyskundervisning, da der kom én ind af døren, der havde hørt om frihedsbudskabet. Alle styrtede ud, mens tysklæreren, som var studenterkursusindehaveren så vantro på dem. Det havde han ikke ventet, at de ville løbe ud. Jeg mener også at hun var i fare enten den 4. om aftenen eller næste dag den femte maj. Hun var udsat for skyderier på Kgs. Nytorv og lagde sig fladt i sporvognen. Ved en anden lejlighed måtte hun gemme sig i en døråbning i Vestergade. Hun omtalte det altid som danske hippoer, dvs. landsforæddere, der ville hævne sig.

Om festen med de ukendte værtsfolk i Classensgade, så havde hun selv likør fra apoteket og de havde gemt lidt ægte kaffe til lejligheden, som de delte.

Det der aldrig er blevet skrevet ned, er at hun mødte en af Montgomerys soldater og at de blev forelskede. Hun fik endda en forlovelsesring af ciseleret guld og med diamanter. Det var en ring, hun brugte ved store fester og senere gav mig. Jeg forærede den til en norsk dame i 1990erne.

Det har været en enorm sorg for min mor, at Bill forsvandt. Hun sagde i min barndom at han døde i Burma. Først efter hendes død fortalte min morbror William, at han havde overlevet krigen og var kommet tilbage til England, hvor han stiftede familie. William havde været afsted hurtigt efter krigen for at opspore ham.

Først i tresserne, hvor vi endelig havde fået fjernsyn kom der engang et kort klip af Montgomery og hans motorcyklister omkring kronebilen, han stod i. Min mor fløj bestyrtet ud af stuen og jeg for efter hende ud i køkkenet. Der fortalte hun, at en af dem det var Bill. Jeg husker ikke, om hun inden da havde fortalt os om ham eller om det var derefter. I 1980erne fik jeg en stor flad papæske med baret og breve. Desværre smed jeg det ud og fortrød med det samme, men for sent til at redde det.

Min mor udholdt ikke, at en del af Sydhavnsapotekets personale var nedtrykte ved befrielsen pga. at en del var tyskervenlige. Hun sagde op og kom ind på et Veisenhus Apotek på Landemærket ved Runde tårn. Der blev hun ikke længe, for lønnen var elendig og apotekeren havde nærmest ingen varer. Studenterkurset måtte hun opgive pga. arbejdspres og sorg over Bill. Hun tog kursus på Købmandsskolen som sekretær og fik adskillige småjobs i efterkrigsårene. Blandt andet var hun med til at hjælpe sin svoger Hans Nielsen med sin plastikvirksomhed og senere var hun sekretær for Pastor Bredahl i Købnerkirken. Min far var baptist og hans familie kom der. Hun fik et venskab med en tysk ung dame Karla, som var flygtning. Hun kom i huset hos pastor Bredal og lærte dansk via børnene. Han har forstået at sno sig, for det var strengt forbudt at have noget med flygtningene at gøre.

Hun har også været med til at organisere nødhjælp til de sultende nordmænd via kirkens arbejde.

Min mor udklædt i sin brors soldateruniform efter krigen

Continue reading “Min mors ungdomserindringer fra krigen i København”

Legetøj min far lavede til mig i 1950erne

Jeg forbinder mit dukkehus med vores nybyggede hus, som vi flyttede ind i i 1954. Desværre har jeg ingen erindring om at have pakket gaven ud. Det er et dukkehus i to etager, malet i nogle af de samme farver, som fandtes i vores kælder. Det var ret kraftige farver og atypiske for den tid. Jeg tror det må have været min fireårs fødselsdag i 1955, da min far umuligt kan have haft tid til at lave alt det så hurtigt efter vores nye hus var bygget.

Jeg har siddet i køkkenet og leget med det og i smug har jeg klippet et stykket af min mors karklud fordi, det var nødvendigt udstyr til dukkehuskøkkenet. Måske havde jeg kunnet lege mere med dukkehuset, hvis jeg havde haft legekammerater på besøg. Det var ikke så tit i de tidlige år. Legekamerater var nogle, vi måske kunne lege med udendørs.

Af andre ting han har givet mig er en høj stol, en køjeseng og en stor enkeltseng. Køjesengen har været en julegave, for den ses under juletræet engang, hvor min mormor Asta er på besøg. Jeg var specielt glad for overføringsmærkerne, som min mor har sat på. Hun syede også sengetøjet, hvoraf, jeg i dag kun har det ene sæt.

Jeg har nogle enkelte ting fra min mor og hendes søstre og endda fra min mormor. Min legetøjssamling er bygget op af de ting og de få ting, jeg selv har haft.

En pottestol har han lavet for at lave sjov. Det så ud som en skuffe, der kunne lukkes op og vupti udsigt til en lyserød og en lyseblå potte! Det er ikke noget der findes mere. Ellers har jeg det hele endnu.

Øjebliksbilleder fra mit barndomshjems kælder

Det bliver kun glimt, da der ikke er en samlet historie omkring minderne fra kælderen. Da jeg boede i det nybyggede hus fra 1954-1970 strækker minderne sig over den tid.

Agerledet Legehuset
Legehuset bagest i haven i Herlev

Der findes ikke mange billeder af kælderen, så fantasien må tages i brug. 

Køkkentrappen fra trappen
Køkkentrappen fra trappen. Dengang var den i træ 

De første er fra tidlig barndom, hvor jeg var bange for at gå ned ad kældertrappen. Måske var der mørkt og frygten stammede fra en børnebog fra Herlev bibliotek, der handlede om trolde. Rædslen gik dog hurtigt over og forsvandt.

Om vinteren, når vejret var for dårligt til at komme ud kunne vi få lov at lege i kælderen. Et af rummene var tørrekælderen og på det cementgulv ved jeg at vi har løbet på rulleskøjter. Vi havde et par til deling. Måske kunne vi også hinke. Det kræver dog en vis alder at kunne hinke. I det rum var der et skab af massivt træ. Der gemte vores mor vores og hendes eget babytøj. Jeg plagede, om at måtte se babytøjet og en sjælden gang åbnede hun for pakkerne, der var pakket i avispapir udenpå og brunt papir inderst. Det var lige noget for mig at få lov at se. En erstatning for ikke at få mindre søskende. Jeg er glad for at jeg har det hele fra dengang.

I vaskekælderen stod vores mor i en hel dag ad gangen og vaskede og skyllede tøj. Hun havde grå gummistøvler på og kittel og tørklæde. Det var lidt kedelige dage for os, fordi hun stod der så længe. Farven på vægene der var stærk lyseblå.

Fyrkælderen ved siden af var lysegrøn og meget varm. I en del år stod koksfyret der. Der var en del af rummet, der var fyldt med koks. Asken var brun og blev brugt til at strø på trapperne og fliserne i snevejr. Da der blev skiftet til oliefyr blev det rum renere og i højere grad brugt til hobbyarbejde. Min mors porcelænsdukke med ledarme og ben lå der i en æske. Hovedet var meget smukt, men uden paryk og skilt ad fra kroppen. Jeg var dybt fascineret af den skønhed den havde trods tilstanden. Nu har jeg heldigvis fundet én næsten magen til.

Jeg forbinder et radiokrystalapparat med fyrkælderen, da min fars gamle krystalapparat stod der og man kunne høre et eller andet i det. Torben og jeg var af og til dernede om vinteren, hvor vi lærte at save med løvsav. Det kunne være figurer klippet ud af Anders And blade og klistret på tyndt træ.

Gangen og håndtagene på trappen op til køkkenet var malet i krads rød. Min far har enten fået malingen af min onkel L.P. eller købt det billigt. Måske var han farveblind, for farverne var meget kraftige og passede ikke særligt godt sammen.

Gangen var dekoreret med diverse pynt fra min fars barndomshjem. Et fajancefad med et snelandskab og savantesbord med savantefad, som jeg er glad for at have. Alle sko og støvler og pudsemidler og børster var i et grønt skab under kældervinduet. Så længe det hus blev beboet af vores familie, gik vi ind i huset via kælderen.

Viktualiekælderen var lysegul med træhylder og en rød kasse i fire dele skråtstillet på væggen. I den lå hvidtøl og sodavand. På hylderne stod syltede ting i store lerbeholdere og glas. Bagværk og desserter blev stillet der før fester blev afholdt. Ligeledes småkager og marcipankonfekt i dåser til jul. En gammel grøn spiritusflaske havde et optræk i bunden med “Ak du lieber Augustin”. Den spillede, når man lettede på flasken.

Trækassen med øl og sodavand
Trækassen med øl og sodavand

En gang på en mørk efterårsdag kom der en børstesælger og vil sælge børster. Vores mor ville ikke købe noget. Hun købte aldrig af dørsælgere. Han blev så gal da han gik, at han sparkede kældervinuet ind med det resultat, at der lå glasskår overalt i den kældergang. Det var uhyggeligt, men vores mor tog det roligt og forbød os at gå omkring glasskårene. Vi har stået på afstand og set det.

Samme sted i kældergangen har jeg stået og fået vintertøjet på til skolegangen. Det var tredje klasse. Min mor havde syet en mørkeblå teddybearfrakke med hætte og rødternet for. Jeg kunne ikke selv lukke den helt op så det gjorde hun og stoppede vanterne op i ærmerne. Det var hyggeligt, men siden hen svært at klare det selv i skolen. Desværre blev der aldrig taget billede af den frakke, som var en jeg kunne lide.

DSC01668-1

Ikke hele kælderen var gravet ud. Under soveværelset var der en krybekælder. For at komme derop, måtte man kravle op ad en stige, der var indbygget bag lågen. Uden på stod der med sirlig skrift “Gæsteværelse”. Man kunne ikke gå oprejst derinde og julepynt og havestole og æbler i kasser opbevaret der. Jeg har minder om at krybe ind længst inde med en legekammerat og lave hule der med bøger og blade og lommelampe. Der var koldt og lugten af æbler var dejlig. På billedet ses “Gæsteværelset” til venstre.

De sidste minder jeg har fra kælderen er at komme meget sent hjem fra studenterfester og liste meget lydløst ind gennem kælderen og op ad køkkentrappen i den tro at forældrene ikke hørte mig.

Minder om min fars arbejde

De tidligste minder om min fars arbejde var på Tøjmestervej 8, hvor mine første tre år foregik. Jeg kiggede ud af soveværelsesvinduet og så at han kørte en æresrunde for os i gården. I sommer var jeg forbi og jeg er sikker på, at det var en endelejlighed. Nu har karrerne fået andre numre og det virker forvirrende på mig. Vi blev inviteret indenfor af en rar ung mand, der boede der med sin kæreste. Det var både samme lejlighed og alligevel ikke. Stuen vendte dels mod gården og mod gaden. Der var intet soveværelse, men et lille køkken, der lå anderledes end i min erindring. Det kan kun hænge sammen med at visse lejligheder er gjort større og andre mindre. En dag må jeg forhøre mig på Københavns kommune, om de har lavet de lejligheder om. Det kan ikke passe, at jeg husker så forkert. Soveværelset og køkkenet lå modsat stuen og et lille badeværelse lå, som jeg så det hos den unge mand.

Tøjmestervej som jeg husker det fra min tidligste barndom. Foto fra Facebookgruppen Gl.København

Min far var altid på arbejde. Han var på M.E.C. i Thorsgade ikke langt fra Tøjmestervej i Nordvestkvarteret.

Han var kreativ og meget indadvendt og uddannet maskinarbejder og værktøjsmager. Det havde de ikke brug for på Radiofabrikken, så han blev værkfører for 30 damer ved et samlebånd. Arbejdet passede ikke til ham og det tog hårdt på ham. Når damerne blev syge fik de ingen løn og han følte sig tvunget til at skrive deres løn på alligevel. Han sov elendigt og var altfor ung til et lederarbejde uden lederuddannelse. Efter nogle år blev han forfremmet til planlægger og indkøber.

Vi så ham ikke så tit, for da han havde fri har han kørt videre på sin knallert til Herlev, hvor han lavede havearbejde og senere byggede hus på grunden.

Fra bogen “Bella” og de andre radio- og TV fabrikker i Danmark 1925-1975

I de første år i Herlev fra 1954 og frem til begyndelsen af tredserne brugte han sin knallert til transport. Om vinteren havde han sat nogle forede beskyttelseluffer på styret, som han selv havde lavet. En gang væltede han i glat vejr og fortalte os at kun hans hjelm havde reddet hans hoved. Da jeg blev omkring 8 år gik jeg ham i møde i Herlev og kom måske op at sidde på knallerten det sidste stykke hjem.

Den første gang Torben og jeg besøgte ham på arbejdet tog vi først bus til Husum og skiftede til Sporvogn nummer 5 på dens endestation. Vi må have været med mange gange med vores mor, men det at vi nu var alene afsted var skræmmende. Sporvognen var stuvende fuld og vi kunne dårligt se, hvor vi skulle af. På en eller anden måde, må vi have taget mod til os og maset os forbi menneskemængden i sporvognen og kommet ud det rigtige sted på Nørrebrogade kort før Nørrebros Runddel. Derefter var der en gåtur op ad Thorsgade på venstre side tæt på Mimersgade, hvor fabrikken lå. Den ligger der ikke mere idet, der nu er nyere etagesejendomme med lejligheder.

Fra bogen “Bella” og de andre radio- og TV fabrikker i Danmark 1925-1975

Så snart vi kom ind mødtes vi af en ram lugt af metal og olje. Jeg kunne godt lide de lugte. Hvordan vi fandt vores far ved jeg ikke. Jeg ved at vi har set samlebåndet med damerne. Som mindre har jeg leget med drejomskifterne til radioer, som var knapper på metalstænger, som brugtes til skifte kanal på radioerne. Min far brugte dem til sangskjulere, der skulle forestille sputniks eller flyvende tallerkner. Omkring 1962 flyttede fabrikken ud til Ballerup i en helt ny bygning. Det blev derefter lidt lettere for ham at komme på arbejde. Da M.E.C. lavede radiodele til andre fabrikker blev den ikke omtalt meget i bogen desværre.

I femtenårs alderen arbejde vi begge en sommerferie på fabrikken og jeg opdagede, hvor hårdt det var at skulle tidligt op og sent hjem. Jeg kunne intet mere på de dage. Vi mødte før kl 7 og hjem kl 16.30. Jeg pakkede dele ned i kasser til forsendelse og min bror var ved et samlebånd. Jeg glemmer aldrig de damer ved det pakkebord. Én var 17 år og allerede mor, én gik op i at se “The Sound og Music” så ofte det lod sig gøre og den sidste var Jehovas Vidne og sagde ingenting. Det var både hyggeligt og et skrækscenarie på en gang.

Da min far havde fejret 25 års jubilæum blev han fyret for al radiofabrikation var flyttet til Østen. Det blev et chock for ham, men som så ofte blev det et springbræt for ham til noget, hvor han kunne udfolde sine kreative evner. Han var en del år altmuligmand og opfinder på Dansk Vandkvalitets Institut.

Et billede af mig om mine forældre ved en strand i 1962. Fotograf min bror Torben

Barndomsbilleder fra min mors album og Frk Prips danseskole i Holbæk

Som barn var jeg fascineret af min mors barndomsbilleder. Jeg hørte om, hvor mange veninder hun og hendes søskende legede med i 1920erne og 1930erne i provinsbyen Holbæk. Min tvillingebror og jeg var kun to og dengang, var der ikke så mange legekammerater lige omkring os.

Indbydelser og fødselsdagskort fra veninder
Indbydelser og fødselsdagskort fra veninder

Fotografi fra et atelier ca 1929
Fotografi fra et atelier ca 1929

Ruth og Eva yderst til højre med to legekammerater fra Ringstedvej nr 17 ca 1926. Min mor var lige faldet ned i skakten inden billedet blev taget.
Ruth og Eva yderst til højre med to legekammerater fra Ringstedvej nr 17 ca 1926. Min mor var lige faldet ned i skakten inden billedet blev taget.


 

En skrækhistorie var at hun hele vinteren havde øvet danseprogrammet med sin søster Eva på danseskolen. Da dagen for afdansningsballet oprandt, blev hun meget syg med høj feber og måtte blive hjemme. Heldigvis har vi flere billeder med de fineste kjoler taget i haven i Holbæk eller foran huset på varme sommerdage. Desværre kan jeg ikke finde hendes egen beretning om dette, men hendes far omtaler en situation ved et andet bal.

Danseskoleprogram årgang 1935
Danseskoleprogram årgang 1935 og indgangsbillet 1933 og 1935

Min morfar Emry skriver kort om en episode fra et afdansningsbal:

Fra en sang på Ruths ti års fødselsdag:

Og hun danser, og hun sanser hverken kvalme eller sligt. Krinoline, mavepine- man gøre må sin pligt.

Den sidste linje sigter til afdansningsballet hos frk. Prip, hvor Ruth trods kvalme gennemførte sin del af et stort danseshow til melodien “An der schönen blauen Donau”.

Fra min mors dagbog 1932, hvor hun er knapt 9 år gammel:

Den 19. Marts: Gudrun Prips Danseskole i Holbæk 1932.:

Først dansede vi Polonaise og derefter Polka. Skaters, Vals, Quickstep, Slave foxtrot, Tango, Gavotte, Tyrolervals, Træk af Bournonville Skolen. Brudevals af et Folkesagn. Svensk Maskerade Skumring, Siciliansk Fiskedans, Blomsterne hviske, Kæde Rhinlænderpolka. Japan Kotillon og bagefter bal.

Ruth til venstre og Eva til højre med dansekjoler og sko
Ruth til venstre og Eva til højre med dansekjoler og sko

Ruth til venstre og Eva til højre med dansekjoler og sko
Ruth til venstre og Eva til højre med tyllskørter og dansesko

Ruth, Asta, William og Eva foran Mathavej 5 en varm sommerdag
Ruth, Asta, William og Eva foran Mathavej 5 en varm sommerdag

Min mors poesibog 1933
Min mors poesibog 1933

 

Min mormor Asta fra Nyboder kendte en dygtig syerske fra sit barndomshjem. Frk. Ejby kom en gang imellem og syede de fine dansekjoler og de almindelige vinter- og sommerkjoler. Mange ville være højeste mode idag.

Huset på Marthavej 5 med Frk. Ejby og børnene foran huset
Huset på Marthavej 5 med Frk. Ejby og børnene foran huset

familien samlet på trappen da huset var nyt. Ca 1930
familien samlet på trappen da huset var nyt. Ca 1930 Min mor Ruth til venstre med

 

Lidt mere fra huset på Mathavej, da det var nyt.

 

Min mors barndoms jul i Holbæk

Min mor Ruth blev født i Holbæk i 1923 og har efterladt både dagbogsnotater fra 1930’erne og  erindringer fra forskellige perioder i hendes barndom og ungdom. Der er ingen billeder fra deres julefejringer, da man dengang kun tog billeder udendørs.


MIN BARNDOMS JUL nedskrevet 5. januar 2008 Ruth Holm.

En sommerdag på Ringstedvej 3, det første barndomshjem
En sommerdag på Ringstedvej 3, det første barndomshjem. Storesøster Ermegaard, Mormor Laura og Asta med William, Ruth og Eva foran til højre. 

Når jeg tænker tilbage på min barndoms jul, så er det altid med stor glæde og taknemmelighed – først og fremmest mod min far og mor, som gjorde alt, for at vi børn kunne få en god jul med alt, hvad der hører til af hygge, skønt far havde nok at gøre med at passe sin tjeneste som degn og kirkesanger i Tv. Merløse Kirke, der ligger ca. 3 1/2 km ude ad Ringstedvej, og her var der som regel gudstjeneste alle 3 juledage. Det kunne være hårdt for ham at cykle denne tur i al slags vejr. Men det tænkte vi nok ikke så meget på den gang. Vi var som regel med derude enten juleaften eller l. juledag.

Tveje Merløse kirke, hvor min morfar var kordegn
Tveje Merløse kirke, hvor min morfar var kordegn

Ringstedvej 17, 2. barndomshjem fra 1927-1930
Ringstedvej 17, 2. barndomshjem fra 1927-1930. Søstrene Eva og Ruth yderst til højre

Med hensyn til mor, så var det jo hende, der arrangerede det hele med alle indkøbene foruden alt det almindelige huslige. Det hele begyndte jo i begyndelsen af December måned. Her skulle vi piger i gang med at sy eller brodere en lille ting til mor noget som vi kunne overkomme – og det blev ofte til små ting til at lægge på kommoden eller en bakkeserviet. Det kunne også være en tevarmer, og til far må ske en holder til hans aviser.

Så var der de små gaver til hinanden, så der gik vi i byen hver for sig og fandt på noget. Pengene kom fra de små sparebøsser med Irmapigen på, hvor vi havde lagt ugepenge eller lidt løn fra havearbejde. Mest vist fra gaver til fødselsdage. Jeg tror, at William havde et termometer til 10- ører.

Men vi glædede os jo også altid til at få besøg af Mormor, som kom fra København med sin taske helt fuld af spændende ting.

Nede i Holbæk var der pyntet meget smukt op med granguirlander hen over Smedelundsgade som en port, og den var pyntet med klokker og hjerter, som var oplyste. De var i hvert fald meget smukke, og nede i den anden ende af Algade var der en lignende port. Ligesom i dag var forretningerne pyntet flot, og vi var nok mest interesserede i legetøjsbutikkerne og boghandelen – senere også Schous Sæbehus. Man kunne stå og blive helt iskold, når man stod og stirrede ind på alle herlighederne, og der kunne godt være lidt mekanisk som en lille abe, der nikkede med hovedet. eller et tog, der kørte med nisser på.

Juleudsmykning i Alhgade i Holbæk fra nettet
Juleudsmykning fra gamle dage i Alhgade i Holbæk fra nettet

På torvet spillede Frelsens Hær og sang så kønt, mens folk puttede mønter i deres jerngryde.

Mor havde købt ekstra meget ind hos Brugsen, så der ikke skulle mangle appelsiner, nødder, svesker eller ris. Fra vores Slagter, Hansen, kom der lidt før jul en svend med et trug, og her var der 1 flæskesteg, 1 and eller gås, og et grisehoved, så mor kunne tilberede en sylte. Sidstnævnte kom jo nok nogle dage før det andet.

I ugerne op til jul begyndte vi at efterse vores julepynt, og da der altid var noget. der skulle repareres, gik vi i gang med dette om aftenen. Her sad hele familien rundt om spisebordet, hvor der også blev fremstillet nye ting som Jakobstiger, hjerter, kræmmerhuse, fint pyntede tændstikæsker foret med silkepapir og med lange strimler hængende nedad. De fineste ting klarede Ermegaard og den unge pige, Jenny, mens far tog sig af flagguirlanderne og lysholdernerne. Dengang brugte man ikke elektriske lys til juletræerne. Da vi ikke havde noget fotografiapparat, fik vi aldrig fotograferet vores juletræ, men jeg fandt det i hvert fald meget smukt, når det stod pyntet. Det blev som regel købt i bagermester Pedersens granplantage, stedet, hvor vi om sommeren ofte cyklede ud og legede.

På skolen skete der også spændende ting i ugerne op mod jul, og jeg husker engang, da jeg sammen med en anden elev blev bedt om at møde op hos vor klasselærer, og vi skulle nu fordele godter: bolsjer, lidt konfekt, dadler, figner, l æble og l appelsin i nogle juleposer, som købmanden havde givet os med. Disse poser var smykket med et nissemotiv – en nissemand, hans grødfad og en sulten kat, samt grantræer. Disse poser blev sat åbne op på bordet, og så puttede vi de gode sager op i poserne og bandt en sløjfe omkring.

Min ældste moster Ermegaards juletræ fra Esbjerg under krigen
Min ældste moster Ermegaards juletræ fra Esbjerg under krigen

Disse poser blev så delt ud næste dag til os alle i klassen. Bordene var sat rundt om katederet, foran hvilket et lille juletræ var stillet. På tavlen var der tegnet 24 lys, som dag efter dag var blevet streget over, og nu var vi nået til nr. 23.

Min mors 3. klasse og lærer Frk Dybvad på Søndre Skole
Min mors 3. klasse og lærer Frk Dybvad på Søndre Skole. Min mor Ruth er nr. 4 fra venstre på foreste række

Lærerinden læste en god historie for os, og vi sang forskellige julesalmer. Bagefter var der fælles juleafslutning i skolens gymnastiksal, hvor overlæreren holdt en tale, og man sang et par salmer.

Da vi senere kom til at gå på Centralskolen, var der også julehygge med gode historier, der blev læst op, men der var ikke den samme julestemning som i vore år på Søndre Skole. Til gengæld var vi med i skolekoret, hvor William var med i skoleorkesteret. Han spillede basun og klarinet

Hjemme begyndte bagningen af småkager i god tid, og der blev bagt mange af dem: vaniljekranse, pleskner, brune kager, klejner, jødekager m.m. og vi var med til at bage nogle af dem, men det helt store sus var fremstillingen af konfekt, mest marcipan- Jeg kan endnu se for mig køkkenet, efter at vi havde arbejdet med at fremstille: kartofler, gulerødder, kirsebær, jordbær p.m.a. så var der farver alle vegne, da jo tingene gerne skulle ligne de rigtige frugter og grøntsager. Der blev sat stilk m. top på gulerødderne, kartoflerne fik noget cacao, og jordbær ligeledes stilk og de blev dyppet i sukker. Det hele blev så pakket ned i kagekasser og gemt til juledagene.

Mormor kom som sagt lige før jul, og da hun var meget god til at lave mad, var det gerne hende der passede ovnen med stegene. Jeg husker, at hun altid bad om at få gumpen, når der blev serveret steg, Det kunne jeg ikke forstå. Alt, hvad en juleaften har at byde på, var der som: rødkål. sovs. brune- og hvide kartofler samt halve kogte æbler med ribsgele i. Risengrød fik vi til måltidet kl. 12. Her var der en mandel i og vi fik mandelgave. Men i desserten juleaften, der gerne var risalamande m. syltede kirsebær. Her er jeg ikke helt sikker på, om der igen var en mandel? Det må jeg spørge mine søskende om.

Efter opvasken, som skulle overstås, og hvor vi alle hjalp til, kom det store øjeblik. hvor far havde tændt juletræets lys, og hvor vi tog hinanden i hånden og sang alle de kendte julesalmer, mens far – og senere William spillede til på klaveret.

Jeg husker mange af de julegaver, jeg fik, og hver gang blev jeg lige imponeret og meget overvældet.”Julemorgen var mit himmerrig”, som der står i sangen, og det var det da også for os. Da legede vi med legetøjet eller læste bøgerne, og dagene gik så hurtigt. – 2. juledag kom vennerne, Kirsten, Grethe og Elly, og vi spillede en masse spil, hvor gevinsten så kunne være et stykke af den hjemmelavede julekonfekt. Andre gange kom vi hen til de andre, og man hyggede sig gevaldigt. Der var vist ikke så ofte sne til jul, men vi har da oplevet det.

Tilføjelse til barndommens jul.

JULEBALLET:

Imellem jul og nytår var vi til julebal i ”Frisindet Vælgerforening”. Det foregik altid på hotel “Isefjord” – samme sted, som vi gik til dans hos frk. Prip. Det lå nede ved havnen i begyndelsen af Villakvarteret. Da der var lang vej gennem hele byen, må vi nok have kørt med taxa hertil, da vi alle var i festtøj, men det kan også være, at vi nøjedes med at blive kørt hjem.

Min mor til venstre og søster Eva til højre i deres dansekjoler.
Min mor til venstre og søster Eva til højre i deres dansekjoler.

Vi havde glædet os meget til denne aften og talt dagene dertil. Far havde en del med denne forening at gøre, han skrev sange og hvad de ellers havde brug for til deres fester. Jeg husker det år, hvor far havde skrevet en nissekomedie til denne julefest, og der havde været nogle prøver derhjemme, hvor familien Smidt, mand, kone, søn og datter, havde øvet sig på sangene, og far havde gennemgået handlingen med dem. Disse fire havde så været nissefar, nissemor og deres børn. Jeg har endnu komedien liggende blandt fars efterladte skrifter.

Men først var der det store juletræ, som var helt til loftet, meget smukt pyntet, og her gik hr. Smith også rundt som nissefar og sang for til alle de kendte julesalmer og sange, hvorefter alle børnene fik en godtepose. Efter at træet var ryddet væk, blev nissekomedien opført på scenen, og jeg husker, at den gjorde stor lykke og far blev kaldt frem.

Marthavej 5, det tredje barndomshjem ca 1930

Der har nok været en pause, hvor folk kunne få kaffe og noget at drikke, og det er en af de gange, hvor vi børn fik en sodavand og 1 kage. Men nu begyndte ballet. Det var et dygtigt og veloplagt orkester, og vi morede os herligt. Der blev både danset de gammeldags danse som Rheinlænderpolka, men også wienervals, tango, slovfox og quickstep. Jazzen var nået til Korsbæk (Holbæk), men det var længe før, man havde hørt om rock.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En familiejulekomsammen i 1954

Her kommer en samling af billeder stykket sammen fra forskellige familiealbum fra en sammenkomst med mine morforældre og min mors søskende og deres børn.  Det var en adventssøndag i december 1954 i Lyngby hos min farbror William.

Lige siden jeg var helt lille har jeg kigget i fotoalbum og det har forstærket hukommelsen omkring oplevelser, som ellers ville have forsvundet. Vi har kun haft billedet med børnene i køkkenet og det med vores morforældre og os i sofaen.

Vi spiller Ludo i køkkenet
Vi spiller Ludo i køkkenet. Jeg deler stol med Jens for at være med på billedet

Alle ni fætre og kusiner fra 1944- 1954 er tilstede omkring et køkkenbord med rødternet dug. Vi spiller ludo. De ældste fætre keder sig sikkert og vi, de næstyngste er måske nervøse for at ikke kunne finde ud af reglerne. Min bror Torben kigger vagtsomt på fotografen, som har haft en meget stærk lampe med for at kunne tage de billeder i vintermørket.

Næste scene er i stuen, hvor vores morfar og mormor sidder med os børn i sofaen på skift fra hver familie.

Mine fætre Niels, Jens og Carl-Erik med deres morfar og mormor
Mine fætre Niels, Jens og Carl-Erik med deres morfar og mormor

 

Mine fætre Ole og Søren med deres morforældre
Mine fætre Ole og Søren med deres morforældre

Min bror og jeg med vores morforældre
Min bror og jeg med vores morforældre

 

Min kusine og fætter hos deres farfar Emry og farmor Asta
Min kusine og fætter hos deres farfar Emry og farmor Asta

Værtsparret min morbror og tante og deres børn
Værtsparret min morbror og tante og deres glade børnVærtsparret min morbror og tante og deres børn

Min mors søskende sidder også sammen i sofaen.

Eva, Ruth min mor, og søskende
Eva, Ruth min mor, og søskende

Jeg tror det har været en professionel fotograf, der har været inviteret til lejligheden. Det skete lejlighedsvist, at vi havde én til at forevige særlige begivenheder. Det var så godt for to og et halvt år efter var vores morfar død. Afstanden til Holbæk, hvor de boede var for stor til at de ofte kom på besøg hos deres børn i Lyngby, Vangede og Herlev. Det var sidste gang vi alle var samlede.


Vi sad omkring vores køkkenbord den septemberdag i 1957, hvor vores mor med alvor i stemmen fortalte, at morfar var død.