Barndomsbilleder fra min mors album og Frk Prips danseskole i Holbæk

Som barn var jeg fascineret af min mors barndomsbilleder. Jeg hørte om, hvor mange veninder hun og hendes søskende legede med i 1920erne og 1930erne i provinsbyen Holbæk. Min tvillingebror og jeg var kun to og dengang, var der ikke så mange legekammerater lige omkring os.

Indbydelser og fødselsdagskort fra veninder
Indbydelser og fødselsdagskort fra veninder
Fotografi fra et atelier ca 1929
Fotografi fra et atelier ca 1929
Ruth og Eva yderst til højre med to legekammerater fra Ringstedvej nr 17 ca 1926. Min mor var lige faldet ned i skakten inden billedet blev taget.
Ruth og Eva yderst til højre med to legekammerater fra Ringstedvej nr 17 ca 1926. Min mor var lige faldet ned i skakten inden billedet blev taget.

 

En skrækhistorie var at hun hele vinteren havde øvet danseprogrammet med sin søster Eva på danseskolen. Da dagen for afdansningsballet oprandt, blev hun meget syg med høj feber og måtte blive hjemme. Heldigvis har vi flere billeder med de fineste kjoler taget i haven i Holbæk eller foran huset på varme sommerdage. Desværre kan jeg ikke finde hendes egen beretning om dette, men hendes far omtaler en situation ved et andet bal.

Danseskoleprogram årgang 1935
Danseskoleprogram årgang 1935 og indgangsbillet 1933 og 1935

Min morfar Emry skriver kort om en episode fra et afdansningsbal:

Fra en sang på Ruths ti års fødselsdag:

Og hun danser, og hun sanser hverken kvalme eller sligt. Krinoline, mavepine- man gøre må sin pligt.

Den sidste linje sigter til afdansningsballet hos frk. Prip, hvor Ruth trods kvalme gennemførte sin del af et stort danseshow til melodien “An der schönen blauen Donau”.

Fra min mors dagbog 1932, hvor hun er knapt 9 år gammel:

Den 19. Marts: Gudrun Prips Danseskole i Holbæk 1932.:

Først dansede vi Polonaise og derefter Polka. Skaters, Vals, Quickstep, Slave foxtrot, Tango, Gavotte, Tyrolervals, Træk af Bournonville Skolen. Brudevals af et Folkesagn. Svensk Maskerade Skumring, Siciliansk Fiskedans, Blomsterne hviske, Kæde Rhinlænderpolka. Japan Kotillon og bagefter bal.

Ruth til venstre og Eva til højre med dansekjoler og sko
Ruth til venstre og Eva til højre med dansekjoler og sko
Ruth til venstre og Eva til højre med dansekjoler og sko
Ruth til venstre og Eva til højre med tyllskørter og dansesko
Ruth, Asta, William og Eva foran Mathavej 5 en varm sommerdag
Ruth, Asta, William og Eva foran Mathavej 5 en varm sommerdag
Min mors poesibog 1933
Min mors poesibog 1933

 

Min mormor Asta fra Nyboder kendte en dygtig syerske fra sit barndomshjem. Frk. Ejby kom en gang imellem og syede de fine dansekjoler og de almindelige vinter- og sommerkjoler. Mange ville være højeste mode idag.

Huset på Marthavej 5 med Frk. Ejby og børnene foran huset
Huset på Marthavej 5 med Frk. Ejby og børnene foran huset
familien samlet på trappen da huset var nyt. Ca 1930
familien samlet på trappen da huset var nyt. Ca 1930 Min mor Ruth til venstre med

 

Lidt mere fra huset på Mathavej, da det var nyt.

 

Min mors barndoms jul i Holbæk

Min mor Ruth blev født i Holbæk i 1923 og har efterladt både dagbogsnotater fra 1930’erne og  erindringer fra forskellige perioder i hendes barndom og ungdom. Der er ingen billeder fra deres julefejringer, da man dengang kun tog billeder udendørs.


MIN BARNDOMS JUL nedskrevet 5. januar 2008 Ruth Holm.

En sommerdag på Ringstedvej 3, det første barndomshjem
En sommerdag på Ringstedvej 3, det første barndomshjem. Storesøster Ermegaard, Mormor Laura og Asta med William, Ruth og Eva foran til højre. 

Når jeg tænker tilbage på min barndoms jul, så er det altid med stor glæde og taknemmelighed – først og fremmest mod min far og mor, som gjorde alt, for at vi børn kunne få en god jul med alt, hvad der hører til af hygge, skønt far havde nok at gøre med at passe sin tjeneste som degn og kirkesanger i Tv. Merløse Kirke, der ligger ca. 3 1/2 km ude ad Ringstedvej, og her var der som regel gudstjeneste alle 3 juledage. Det kunne være hårdt for ham at cykle denne tur i al slags vejr. Men det tænkte vi nok ikke så meget på den gang. Vi var som regel med derude enten juleaften eller l. juledag.

Tveje Merløse kirke, hvor min morfar var kordegn
Tveje Merløse kirke, hvor min morfar var kordegn
Ringstedvej 17, 2. barndomshjem fra 1927-1930
Ringstedvej 17, 2. barndomshjem fra 1927-1930. Søstrene Eva og Ruth yderst til højre

Med hensyn til mor, så var det jo hende, der arrangerede det hele med alle indkøbene foruden alt det almindelige huslige. Det hele begyndte jo i begyndelsen af December måned. Her skulle vi piger i gang med at sy eller brodere en lille ting til mor noget som vi kunne overkomme – og det blev ofte til små ting til at lægge på kommoden eller en bakkeserviet. Det kunne også være en tevarmer, og til far må ske en holder til hans aviser.

Så var der de små gaver til hinanden, så der gik vi i byen hver for sig og fandt på noget. Pengene kom fra de små sparebøsser med Irmapigen på, hvor vi havde lagt ugepenge eller lidt løn fra havearbejde. Mest vist fra gaver til fødselsdage. Jeg tror, at William havde et termometer til 10- ører.

Men vi glædede os jo også altid til at få besøg af Mormor, som kom fra København med sin taske helt fuld af spændende ting.

Nede i Holbæk var der pyntet meget smukt op med granguirlander hen over Smedelundsgade som en port, og den var pyntet med klokker og hjerter, som var oplyste. De var i hvert fald meget smukke, og nede i den anden ende af Algade var der en lignende port. Ligesom i dag var forretningerne pyntet flot, og vi var nok mest interesserede i legetøjsbutikkerne og boghandelen – senere også Schous Sæbehus. Man kunne stå og blive helt iskold, når man stod og stirrede ind på alle herlighederne, og der kunne godt være lidt mekanisk som en lille abe, der nikkede med hovedet. eller et tog, der kørte med nisser på.

Juleudsmykning i Alhgade i Holbæk fra nettet
Juleudsmykning fra gamle dage i Alhgade i Holbæk fra nettet

På torvet spillede Frelsens Hær og sang så kønt, mens folk puttede mønter i deres jerngryde.

Mor havde købt ekstra meget ind hos Brugsen, så der ikke skulle mangle appelsiner, nødder, svesker eller ris. Fra vores Slagter, Hansen, kom der lidt før jul en svend med et trug, og her var der 1 flæskesteg, 1 and eller gås, og et grisehoved, så mor kunne tilberede en sylte. Sidstnævnte kom jo nok nogle dage før det andet.

I ugerne op til jul begyndte vi at efterse vores julepynt, og da der altid var noget. der skulle repareres, gik vi i gang med dette om aftenen. Her sad hele familien rundt om spisebordet, hvor der også blev fremstillet nye ting som Jakobstiger, hjerter, kræmmerhuse, fint pyntede tændstikæsker foret med silkepapir og med lange strimler hængende nedad. De fineste ting klarede Ermegaard og den unge pige, Jenny, mens far tog sig af flagguirlanderne og lysholdernerne. Dengang brugte man ikke elektriske lys til juletræerne. Da vi ikke havde noget fotografiapparat, fik vi aldrig fotograferet vores juletræ, men jeg fandt det i hvert fald meget smukt, når det stod pyntet. Det blev som regel købt i bagermester Pedersens granplantage, stedet, hvor vi om sommeren ofte cyklede ud og legede.

På skolen skete der også spændende ting i ugerne op mod jul, og jeg husker engang, da jeg sammen med en anden elev blev bedt om at møde op hos vor klasselærer, og vi skulle nu fordele godter: bolsjer, lidt konfekt, dadler, figner, l æble og l appelsin i nogle juleposer, som købmanden havde givet os med. Disse poser var smykket med et nissemotiv – en nissemand, hans grødfad og en sulten kat, samt grantræer. Disse poser blev sat åbne op på bordet, og så puttede vi de gode sager op i poserne og bandt en sløjfe omkring.

Min ældste moster Ermegaards juletræ fra Esbjerg under krigen
Min ældste moster Ermegaards juletræ fra Esbjerg under krigen

Disse poser blev så delt ud næste dag til os alle i klassen. Bordene var sat rundt om katederet, foran hvilket et lille juletræ var stillet. På tavlen var der tegnet 24 lys, som dag efter dag var blevet streget over, og nu var vi nået til nr. 23.

Min mors 3. klasse og lærer Frk Dybvad på Søndre Skole
Min mors 3. klasse og lærer Frk Dybvad på Søndre Skole. Min mor Ruth er nr. 4 fra venstre på foreste række

Lærerinden læste en god historie for os, og vi sang forskellige julesalmer. Bagefter var der fælles juleafslutning i skolens gymnastiksal, hvor overlæreren holdt en tale, og man sang et par salmer.

Da vi senere kom til at gå på Centralskolen, var der også julehygge med gode historier, der blev læst op, men der var ikke den samme julestemning som i vore år på Søndre Skole. Til gengæld var vi med i skolekoret, hvor William var med i skoleorkesteret. Han spillede basun og klarinet

Hjemme begyndte bagningen af småkager i god tid, og der blev bagt mange af dem: vaniljekranse, pleskner, brune kager, klejner, jødekager m.m. og vi var med til at bage nogle af dem, men det helt store sus var fremstillingen af konfekt, mest marcipan- Jeg kan endnu se for mig køkkenet, efter at vi havde arbejdet med at fremstille: kartofler, gulerødder, kirsebær, jordbær p.m.a. så var der farver alle vegne, da jo tingene gerne skulle ligne de rigtige frugter og grøntsager. Der blev sat stilk m. top på gulerødderne, kartoflerne fik noget cacao, og jordbær ligeledes stilk og de blev dyppet i sukker. Det hele blev så pakket ned i kagekasser og gemt til juledagene.

Mormor kom som sagt lige før jul, og da hun var meget god til at lave mad, var det gerne hende der passede ovnen med stegene. Jeg husker, at hun altid bad om at få gumpen, når der blev serveret steg, Det kunne jeg ikke forstå. Alt, hvad en juleaften har at byde på, var der som: rødkål. sovs. brune- og hvide kartofler samt halve kogte æbler med ribsgele i. Risengrød fik vi til måltidet kl. 12. Her var der en mandel i og vi fik mandelgave. Men i desserten juleaften, der gerne var risalamande m. syltede kirsebær. Her er jeg ikke helt sikker på, om der igen var en mandel? Det må jeg spørge mine søskende om.

Efter opvasken, som skulle overstås, og hvor vi alle hjalp til, kom det store øjeblik. hvor far havde tændt juletræets lys, og hvor vi tog hinanden i hånden og sang alle de kendte julesalmer, mens far – og senere William spillede til på klaveret.

Jeg husker mange af de julegaver, jeg fik, og hver gang blev jeg lige imponeret og meget overvældet.”Julemorgen var mit himmerrig”, som der står i sangen, og det var det da også for os. Da legede vi med legetøjet eller læste bøgerne, og dagene gik så hurtigt. – 2. juledag kom vennerne, Kirsten, Grethe og Elly, og vi spillede en masse spil, hvor gevinsten så kunne være et stykke af den hjemmelavede julekonfekt. Andre gange kom vi hen til de andre, og man hyggede sig gevaldigt. Der var vist ikke så ofte sne til jul, men vi har da oplevet det.

Tilføjelse til barndommens jul.

JULEBALLET:

Imellem jul og nytår var vi til julebal i ”Frisindet Vælgerforening”. Det foregik altid på hotel “Isefjord” – samme sted, som vi gik til dans hos frk. Prip. Det lå nede ved havnen i begyndelsen af Villakvarteret. Da der var lang vej gennem hele byen, må vi nok have kørt med taxa hertil, da vi alle var i festtøj, men det kan også være, at vi nøjedes med at blive kørt hjem.

Min mor til venstre og søster Eva til højre i deres dansekjoler.
Min mor til venstre og søster Eva til højre i deres dansekjoler.

Vi havde glædet os meget til denne aften og talt dagene dertil. Far havde en del med denne forening at gøre, han skrev sange og hvad de ellers havde brug for til deres fester. Jeg husker det år, hvor far havde skrevet en nissekomedie til denne julefest, og der havde været nogle prøver derhjemme, hvor familien Smidt, mand, kone, søn og datter, havde øvet sig på sangene, og far havde gennemgået handlingen med dem. Disse fire havde så været nissefar, nissemor og deres børn. Jeg har endnu komedien liggende blandt fars efterladte skrifter.

Men først var der det store juletræ, som var helt til loftet, meget smukt pyntet, og her gik hr. Smith også rundt som nissefar og sang for til alle de kendte julesalmer og sange, hvorefter alle børnene fik en godtepose. Efter at træet var ryddet væk, blev nissekomedien opført på scenen, og jeg husker, at den gjorde stor lykke og far blev kaldt frem.

Marthavej 5, det tredje barndomshjem ca 1930

Der har nok været en pause, hvor folk kunne få kaffe og noget at drikke, og det er en af de gange, hvor vi børn fik en sodavand og 1 kage. Men nu begyndte ballet. Det var et dygtigt og veloplagt orkester, og vi morede os herligt. Der blev både danset de gammeldags danse som Rheinlænderpolka, men også wienervals, tango, slovfox og quickstep. Jazzen var nået til Korsbæk (Holbæk), men det var længe før, man havde hørt om rock.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En familiejulekomsammen i 1954

Her kommer en samling af billeder stykket sammen fra forskellige familiealbum fra en sammenkomst med mine morforældre og min mors søskende og deres børn.  Det var en adventssøndag i december 1954 i Lyngby hos min farbror William.

Lige siden jeg var helt lille har jeg kigget i fotoalbum og det har forstærket hukommelsen omkring oplevelser, som ellers ville have forsvundet. Vi har kun haft billedet med børnene i køkkenet og det med vores morforældre og os i sofaen.

Vi spiller Ludo i køkkenet
Vi spiller Ludo i køkkenet. Jeg deler stol med Jens for at være med på billedet

Alle ni fætre og kusiner fra 1944- 1954 er tilstede omkring et køkkenbord med rødternet dug. Vi spiller ludo. De ældste fætre keder sig sikkert og vi, de næstyngste er måske nervøse for at ikke kunne finde ud af reglerne. Min bror Torben kigger vagtsomt på fotografen, som har haft en meget stærk lampe med for at kunne tage de billeder i vintermørket.

Næste scene er i stuen, hvor vores morfar og mormor sidder med os børn i sofaen på skift fra hver familie.

Mine fætre Niels, Jens og Carl-Erik med deres morfar og mormor
Mine fætre Niels, Jens og Carl-Erik med deres morfar og mormor

 

Mine fætre Ole og Søren med deres morforældre
Mine fætre Ole og Søren med deres morforældre
Min bror og jeg med vores morforældre
Min bror og jeg med vores morforældre

 

Min kusine og fætter hos deres farfar Emry og farmor Asta
Min kusine og fætter hos deres farfar Emry og farmor Asta
Værtsparret min morbror og tante og deres børn
Værtsparret min morbror og tante og deres glade børnVærtsparret min morbror og tante og deres børn

Min mors søskende sidder også sammen i sofaen.

Eva, Ruth min mor, og søskende
Eva, Ruth min mor, og søskende

Jeg tror det har været en professionel fotograf, der har været inviteret til lejligheden. Det skete lejlighedsvist, at vi havde én til at forevige særlige begivenheder. Det var så godt for to og et halvt år efter var vores morfar død. Afstanden til Holbæk, hvor de boede var for stor til at de ofte kom på besøg hos deres børn i Lyngby, Vangede og Herlev. Det var sidste gang vi alle var samlede.


Vi sad omkring vores køkkenbord den septemberdag i 1957, hvor vores mor med alvor i stemmen fortalte, at morfar var død.

Ti år og på lejr for første gang

Mit møde med søndagsskolelejren ”Sejerborg” ved Sejrøbugten juli 1961

Der var ingen forberedelse. Jeg ved ikke af, at vi talte om, at vi skulle på sommerlejr. Jeg frygtede det ikke, for jeg havde aldrig prøvet at være hjemmefra mere end en nat eller få timer. Jeg var fortrolig med vores søndagsskole. Det var søde mennesker, der afholdt den på vores skole i flere år. Måske var vores mor begyndt at arbejde, så det passede vores forældre at vi var afsted?

Mine forældre troede, at jeg var den stærke og ville klare det bedre end min tvillingebror.

Jeg har ingen erindring om, hvordan vi kom derop, men det har nok været med bus fra Herlev den lange tur til Nordvest Sjælland. Torben, min tvillingebror var jo med, så det skulle nok gå. I et af brevene ser det ud som om, vi har kørt i bil.

Jeg var ikke forberedt på, at drengene lå i en anden bygning og at jeg ikke kendte nogle af børnene. Det var som om jeg ikke så ham under opholdet. I sine breve hjem beskriver Torben som en konstatering, hvordan han blev vækket af at få vand i hovedet midt om natten.

Det har nok været en stor samling fra mange søndagsskoler i flere byer. Fru Nielsen, som havde vores søndagsskole var travlt optaget i køkkenet med madlavning dagen lang, så hun var ikke ledig til at hjælpe mig, da jeg forstod, hvor forfærdeligt det var at være hjemmefra.

Jeg gik med hovedet ned i fliserne eller i græsset.

Havregrynene sad fast i halsen på mig i den støjende spisesal og blev blandet med tårer, der løb ned i tallerkenen.

Personalet må have fundet ud af, at jeg ikke klarede det så godt, for jeg blev tilbudt at være hos en sygeplejerske, der havde et lille kontor, hvor hun hjalp tilskadekomne. Jeg havde det der, som om jeg sad i en læges venteværelse på ubestemt tid.

En aften var der oplæsning af ”H.C. Andersen” og jeg fik lov til at være prinsesse, der sad ved fødderne af ham. Det hele var meningsløst. Jeg var vant til at sidde for mig selv at tegne og at sy.

At finde ud af mit tøj i den store gamle brune kuffert var også meget svært og der kom en og satte sig ved min seng uden at det lettede mig overhovedet.

De få gange, jeg glemte smerten og hjemveen, var da vi skulle i vandet. Det var dog så kort, så skulle vi op, fordi der naturligvis var meget opsyn og alle skulle i på skift. En anden lysere situation var at vi gik tur hen ad vejen, mens vi sang spejdersange eller andre sange fra søndagsskolen. Det gjorde, at jeg var lidt med i fællesskabet.

Efter frokost var der stilletid, hvor vi kunne skrive hjem på egne kort eller brevpapir og kuvert udleveret fra lejren. Torben har skrevet, om hvordan drengene var opdelt i grupper, der skulle dække morgenbord og gå på ture sammen. Han klagede over, at han manglede lommetørklæder. Måske var det ikke opdaget endnu, hvor plaget han var af høfeber. Desuden skrev han indtrængende om, at forældrene skulle gemme alle aviserne, imens han var væk. Han klippede alle tegneserier ud og satte dem ind i et hæfte.

Der gik et par dage så skrev jeg et kort, hvor jeg angav at ”jeg havde det frytkelit og ville hjem”. Jeg skulle i fjerde klasse og var ikke så skrap til at stave endnu. At ringe hjem var utænkeligt og havde jeg fået lov, var alt druknet i gråd.

Vi fik en pakke hjemmefra med lidt slik og kage og brev. Efter en uge kom vores forældre og hentede mig. Udfra de fundne breve ser jeg, at det må have været en forældredag.  Torben blev for han havde det godt blandt drengene. Vores mor står til højre i billedet og holder sin højre hånd op over øjnene.

Nemt at være glad igen
Nemt at være glad igen. Jeg skulle hjem fra lejren
Den dag jeg blev hentet og alt blev godt igen
Den dag jeg blev hentet og alt blev godt igen

 

et brev fra mig om den første dag #1
et brev fra mig den om første dag
Brev hjem med alvorligt opråb om at ville hjem #2
Brev hjem med alvorligt opråb om at ville hjem #2
Afsendersemplet fra lejrskolen
Afsendersemplet fra lejrskolen

Selve dagen inden mine forældre kom forsøgte en mandlig søndagsskolelærer at overtale mig til at blive. Han lagde skyld på mig for at svigte. Jeg var 10 år, men vidste at det skulle han ikke gøre og at han på ingen måde forstod, hvad det handlede om. Jeg lod bare som om, jeg ikke hørte, hvad han sagde.

Uddrag fra vores konfirmationssang, hvor jeg blev skammet ud for at ville hjem
Uddrag fra vores konfirmationssang, hvor jeg blev skammet ud på lejren for at ville hjem

I 2017 efter 56 år tog jeg derop i to omgange og fandt stedet intakt, dog noget nedslidt. I min forestilling var det en kæmpestor bygning med en enorm græsplæne ned mod stranden. Det var i virkeligheden ikke noget stort sted og der var længere til vandet, end jeg huskede. Nogle unge brugte lejrskolen til en slags intro til en uddannelse og vi kom indenfor i spisesalen. Noget faldt på plads for mig efter, at jeg havde genset det.

Tidlig adskillelse ved fødslen og to måneder frem sætter sine spor og overgangen kunne måske have været taklet anderledes ved langsom introduktion til at overnatte ude hos andre. Desuden burde det have været undersøgt, om der var børn med, som vi kendte.

 

Tilbageblik på min onkels sommerhus ved Vejby Strand

 

Eva
Eva som teenager

I dag ville min moster være blevet 98 år, hvis hun havde levet. Jeg var utrolig glad for min moster Eva. Jeg fik fire børn, som hun havde og tog uddannelsen som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, som hun også gik på under krigen uden dog at blive færdig. Det er hendes og min onkels sommerhus, jeg mindes i denne blogartikel.

Ved indgangsdøren til sommerhuset i 1962
Ved indgangsdøren til sommerhuset i 1962
Torben og Banik
Torben og Banik

Som barn var vi på ret primitive, men dejlige ferier i beskedne sommerhuse eller måske på et husmandssted forskellige steder i Danmark.

Det vil kræve en artikel for sig selv at beskrive det. Imidlertid fik min moster og onkel et moderne sommerhus sidst i halvtredserne og det skete at vores familie fik lov at låne det i weekender og visse ferier, når de selv var udenlands.

Jeg har også minder om at få lov at følge med min moster og onkel og deres fire drenge på nogle ferier i sommerhuset og de står meget klart for mig, som meget anderledes end at være med vores forældre. Der var meret mere liv, men også mere uforudsigelighed, da vi var nye til deres rutiner.

Banik på vej ned ad skrænten på sin måde
Banik på vej ned ad skrænten på sin måde

Huset ligger ved en skrænt med en vild strand. Dengang var der en trappe ned ad skrænten. Desværre er skrænten ikke intakt mere og der er sat hegn op med advarsel om ikke at komme i nærheden. Det må have gjort noget for områdets omdømme.

Mor Torben og Banik ved en kirke i nærheden
Mor Torben og Banik ved en kirke i nærheden

Dengang gik vi enten tur langs stranden mod Rågeleje eller mod Helsinge i modsat retning. Der ligger endnu et fredet område kaldet “Heather Hill”, som ser nøjagtigt ud nu som dengang sommerhusområdet var på sit højeste.

Ved Skrænten Vejby strand Heather Hill
Ved Skrænten Vejby strand Heather Hill

 

 

 

 

 

 

 

This slideshow requires JavaScript.

En enkelt gang har min tvillingebror og jeg cyklet hele vejen derop fra Herlev. Det var en længere tur end jeg nogensinde havde drømt om, at kunne klare. Den var på 60 km. Jeg gætter på, at vi har haft madpakke med, men måske ikke vand, som man har i dag.

En rigtig ferie havde vi i august 1962, hvor min far fik en ferie fordi, han blev opereret akut i sin sommerferie. Det var underligt at få fri fra skole på den tid, og der var stille, men dejligt deroppe.

Vejby Strand august 1962. Min mor Ruth og Torben og jeg på line
Vejby Strand august 1962. Min mor Ruth og Torben og jeg på line

Mor banik, jeg og Torben sep.1962

 

Oplevelserne fra tiden med min moster Evas familie var spændende. Det må have været samme sommer 1962. min tvillingebror og jeg fik lov at sove i samme rum, som vores to ældre fætre Carl-Erik og Jens. Vi snakkede det meste af natten og da vi blev vækket tidligt af vores moster var jeg helt mørbanket og ville gerne have sovet videre. Den gik ikke. Derefter blev vi skilt ad i forskellige rum, så det ikke skulle gentage sig med den slags lejrskole halløj.

Der var meget mad, der skulle laves og jeg blev sat til at skrabe kartofler. Jeg mente inderst inde at det var uretfærdigt, at alle drengene så ud til at være forsvundet eller at der ikke blev forlangt, at de skulle hjælpe til.

Der var for få cykler på grunden, så mine fætre cyklede til Helsinge, men kom tilbage med et par små røde gummistøvler til min Rosenbuddukke. Det var et meget kært minde, jeg må have instrueret Jens i, hvad det var der skulle købes for den tikrone, ellers kunne han umuligt have fundet ud af det selv.

 

Da vi skulle hjem skulle vi skynde os med vores onkel. Han havde ikke tid til at vente på, at jeg skulle finde en biblioteksbog. Det slog mig lidt ud, at den var væk. Jeg husker ikke enden på den historie andet, end jeg tænkte, at min mor ville have hjulpet mig med at finde den inden afgang. Jeg har også villet vente på at onkel Hans kom fra arbejdet i Gladsaxe. Jeg gik ned ad en lang flisegang og ventede og ventede. Han kom vel på et tidspunkt, men det blev sent. Jeg ved ikke om jeg gav op eller fik et lift nogle få hundrede meter.

Flisevejen fra nutiden. Meget tilgrot i forhold til dengang
Flisevejen fra nutiden. Meget tilgroet i forhold til dengang

Den sidste gang vi var med min mosters familie i sommerhuset var vores fætre så store at to af dem kørte bil. De tog min mosters Mascot og kørte til stranden ved Tisvilde eller Rågeleje. Den kørte lige ud i dybt sand og sad fast. Derefter løftede de og nogle andre venner den fri og tilbage på kørbar vej. Vi kom også med ud til et dansested for unge. Det var meget spændende at være med til. Jeg har ingen billeder fra de gange vi var på ferie med min onkels familie, men heldigvis har jeg vores egne ferier.

Vi elskede at få lov at passe min ældste fætters hund Banick. Jeg mener at jeg var tilstede, da Niels kom med sin hundehvalp. Den lå i hans scooterhjelm, da han kom med den. Måske har jeg bare fået det fortalt så mange gange, at jeg tror jeg var der i sommerhuset på det tidspunkt. Jeg har skrevet om det i en anden historie.

Banik i blæsten ved grotten på naturgrunden ud mod skrænten
Banick i blæsten ved grotten på naturgrunden ud mod skrænten

Det fascinerede mig at taget var fladt og at der i badeværelset var ovenlys fra en plexiglaskuppel. Min onkel havde en fabrik, der lavede den slags ting i kunststof og det må have været derfra at det stammede. Huset var bygget af hvide mursten og var dengang hyper moderne.

I stuen stod en skibskikkert, som gav udsyn langt ud over vandet. Den ses her fra det eneste billede, jeg har fra det indre af huset.

Vejby Strand Stuen i august 1962
Vejby Strand Stuen i august 1962

Den sidste gang jeg besøgte sommerhuset, mens det stadig var min onkels og mosters var midt i firserne, da mine egne fire børn var små.

 

 

 

 

 

Jeg har siden ledt efter huset og det viste sig at det er ombygget og har højt tag beklædt med sort træ. Det er lidt sørgmodigt at det er så forandret, men det er bedre, end, hvis det forfaldt og stod tomt.


 

 

 

 

 

 

 

Sygeplejeelev på Rigshospitalet

 

Rigshospitalets gamle fødegang på Juliane Mariesvej
Rigshospitalets gamle fødegang på Juliane Mariesvej. Eget foto

Inspireret af min gode veninde, som jeg har fået gennem Facebook fik jeg lyst til at se om, jeg huskede andet end brudstykker fra min praktiktid på Barselgangen på Rigshospitalet. Jeg har fået tilladelse af Dorthe til at gengive hendes erindringer om hendes skrækkelige fødselsoplevelse på netop denne fødegang. Jeg og min tvillingebror blev også født på Juliane Maries vej, hvor Rigshospitalets fødegang dengang lå. Se min morfars beretning om at blive holdt væk fra barselsgangen i begyndelsen af 1951. Det satte opholdet i perspektiv for mig, da jeg kom dertil 21-22 år senere og næsten sammenfaldende med Dorthes oplevelse.

12 JANUAR 1972.

På dette tidspunkt, for 45 år siden, lå jeg alene i et skyllerum på Rigshospitalet.
Jeg havde veer, jeg var bange, men der var ikke en sjæl i nærheden og intet kaldesystem.
Jan sad i et venteværelse langt pokker i vold, man havde glemt os begge to.
Efter et par timer blev jeg fundet …
“GUUUUD, LIGGER DU STADIG HER”?!
“JAAAAA” tudbrølede jeg.
Jan blev også fundet, og jeg kom ind på fødestuen, hvor det hele trak ud til omkring kl.14:30, og inden da skulle det også vise sig, at der ingen lattergas var i den maske, man får til lindring for de værste smerter, Jakob var stort set født, inden en erstatning blev skaffet.

Tænk, da personalet endelig fandt ud af, at der ikke var lattergas i den maske, de havde givet mig, fortalte de mig ikke noget, uden min viden, gav de mig bare en ny. Og fordi jeg hidtil ikke havde følt en virkning fra masken, indhalerer jeg af al kraft, nu SKULLE jeg bare have smertelindring. Jeg tog flere kraftige hiv, med det resultat, at jeg var fuldstændig væk, da Jakob endelig kom til verden. Jeg siger endelig, for min fødsel varede halvandet døgn, fra de første veer, til jeg langt om længe kunne hilse på ham. Tænk, så længe kæmpede jeg mod målet, og da bolden endelig blev sparket ind, var jeg ikke tilstede, det var en stor skuffelse. Selvfølgelig vågnede jeg hurtigt fra min døs, men mon ikke enhver fødende ønsker at opleve de første sekunder i barnets liv. 

Dengang var de fødende indlagt mellem 5-7 dage og vi sygeplejeelever fulgte familien ud af bygningen med forældrenes moseskurv i hånden. Først helt nede på fortorvet blev ansvaret videregivedet til de nervøse forældre.

Dorthe fortsætter beretningen fra dagene den store stue på selve barselgangen:


Vi var tretten mødre på den store stue, seng nummer tretten var kilet ind på tværs af de andre.
Der var en kvinde overfor mig, som græd over at have fået sin femte søn, “og så ligner han til forveksling de andre fire”, græd hun. En anden havde fået et barn med mistanke om downs syndrom, moderen havde den første samtale med lægen på stuen, det var skræmmende. Og lige i nærheden gik du omkring Maria, det skulle jeg bare have vidst❤️

  Jeg var så høj af lykke, at jeg stort set ikke lukkede et øje, mens jeg var indlagt. Men der var jo heller ingen ro, tretten små børn skulle jo fodres i løbet af natten. De nyfødte blev kørt ud på gangen om natten, ikke en speciel stue, de lå på rad og række på gangen i små lyse stofbeklædte senge på hjul.

-I dag bliver man smidt hjem efter et par timer, dengang fik man fem dages “ro”, inden den barske hverdag meldte sig.

 


 

Det er ikke helt rigtigt, at jeg var elev på RH eller Riget, da jeg var elev på Bispebjerg Hospital fra 1971-1975. For at få del i barselplejen og et indtryk af fødegangen kom mange af os til Rigshopitalet i en af praktikperioderne. Der var ikke langt at cykle fra Tuborgvej ved Bispebjerg Hospital, hvor jeg dengang boede på kollegiet til Rigshospitalet på Tagensvej.

Jeg var alene, da jeg skulle møde til barselsplejen. Mareritet indfandt sig hurtigt, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne finde den rigtige bygning, hvor jeg skulle møde. Jeg følte mig håbløs og var fristet til at give op, da jeg troede, at det var ude med mig angående den praktik. Jeg fandt det til sidst og blev venligt bemødt af en sygeplejelærer, som forsikrede mig, at jeg ikke var gået glip af så meget af introduktionen. Den pågældende bygning var nær Jagtvejen og den store kollegiebygning, som ligger der endnu stor og grim fra en tid, hvor byggeri ikke måtte være smukt.

Fødegangen og Barselgangen lå et andet sted. Som jeg husker det, var det den gamle del af Rigshospitalet, der bestod af pavilloner. Der lugtede af varm mad, når jeg gik eller cyklede til bygningen. Men det står desværre i det uvisse, hvordan det var dengang, da minderne ligger tilbage fra 1972-73. Det forekommer mig at det var tidligt forår 1973. Forskolen i efteråret 1971 var en intens tid med utrolig meget, der skulle læres. Men jeg har altid elsket klasseundervisning og at læse op på ting. Da den var overstået var visse elever desværre hægtet af, da en kun bestået eksamen var adgangsbillet til det videre forløb. Praktikkerne på Medicinsk og Kirurgisk afdeling og sikkert andre praktiksteder, lå forud for tiden på Barselgangen.

Mit første indtryk af Barselgangen på Rigshospitalet var at se kvinder i store badekåber vralte hen ad en gang. Jeg så dem bagfra og troede, at de stadig var gravide. Ved nærmere eftersyn havde de naturligvis født. Til min store skræk så de bare så uformelige ud. Er det virkelig sådan at føde børn?

Dem, der havde fået kejsersnit kom på et hårdt regime med hensyn til at få maven igang igen. Den bedøvelse de brugte dengang satte alt i stå og de stakkelsk kvinder led meget. Jeg husker ikke helt, hvad det var de fik, men sikkert noget sort klister af en slags. Det var lavet af nogle bælge. En elevkammerat har netop fortalt mig, at det var sennepsfrø, som de fik efter kejsersnit.

Vi sygepeleelever gik rundt fra seng til seng og skyllede damerne med klorhexidin opløst i lunkent vand de første dage efter fødslen. Den pågældende patient lå på et bækken. Det var kun dem, der havde født normalt. Hvor mange dage det blev gjort ved jeg ikke. Jeg har også været med til at fjerne stingene efter kejsersnit.

Amningen var et kapitel for sig. At nogen klarede at amme med den behandling må være, fordi de var udholdende og selv vidste, hvordan det skulle gøres. Mødrene lå på store stuer og spædbørnene blev taget ud på en anden stor stue. Hver fjerde time kom vi med dem til den enkelte mor og hjalp med at lægge børnene til, som det hed. Det var et værre presseri, fordi brysterne var overspændte og sygeplejersken holdt barnet fast mod brystet. Da det skete hver fjerde time, kunne nogle af børnene være sovende og hvem kan spise, mens de sover?

hospitalsvugge fra DBA
Hospitalsvugge fra DBA. Stoffet mangler desværre

Mange opgav amningen og derfor blev de “bundet op” med et stramt stiklagen, som blev holdt meget fast ved hjælp af mange sikkerhedsnåle. Jeg ved, jeg ville kunne gøre det i dag, så jeg må have gjort det ofte. Et stiklagen læggest dobbelt på tværs og holdes bag ryggen og sættes meget fast foran med den første sikkerhedsnål. Man fortsætter med at stramme og sætte nye sikkerhedsnåle hele vejen op til skuldrene. Man folder hver side af stiklagnet som et V og sætter resten fast bag på ryggen. Formålet var at forebygge brystbetændelse, når mælkekirtlerne stasede til. Tænk hvor meget spildt mælk, fordi man ikke forstod at lade barnet selv bestemme farten uden en masse indgriben. Maser man med baghovedet, vil en refleks gøre at barnet slår med nakken væk fra brystet.

Mælkekøkkenet sørgede for at lave afmålte flasker af mælk til alle dem, der skulle have erstatning eller mælk og vand. Mælk og vand var desværre lige så almindeligt som modermælkserstatning, som trods alt var sundere. De børn, der havde såkaldt reflux eller evt. havde læbe/ganespalte fik tilsat aprestagum for at gøre mælken tykkere. Aprestagum er lavet af johannesbrødmel.

Tvillingemødre skulle have det lidt bedre, så de blev tilbudt rødvin. De skulle hurtigt op i hæmoblobin pga jernmangel og man mente at rødvin var godt. En af mine tidligere elevkammerater har fortalt, at rødvinen var til kejsersnitpatienterne.

Selve fødegangen var jeg ikke meget på. Jeg ved ikke, hvorfor, men det var en lettelse for mig at slippe, da jeg oplevede fødslerne for rå. Jeg har stået udenfor nogle vinduer og fulgt et kejsersnit. Operationer var ikke min store interesse.

Der var et lille personalerum og én gang kom jeg af vanvare til at sætte mig i overlæge Dyre Trolles stol. Han var der ikke, men jeg fik hurtigt besked om at finde en anden taburet. Jeg har spurgt mine elevkammerater via en Facebookgruppe, om de kan huske noget mere og Mariannes svar kommer her:

 Ja 1973 var jeg der også. Jeg husker faktisk ikke så meget om selve barselsbehandlingen, derimod at det var en lise at være der, efter de hårde almenkirurgik/medicinske afdelinger hvor vi knoklede. På RH barsel var vi masser af personale elever fra både BBH Kommunen og Riget, og vi fik 2 flasker rødvin op til middag hver dag. Jeg tror alle patienter fik tilbudt et glas, men alle sagde nærmest nej. Derfor husker jeg at vi elever sad i køkkenet og drak rødvin og ventede på at klokken blev halv fire – det var den rene svir.

birthelarsens_n
Birthe Larsens foto af et lille udsnit af vores elevhold. Jeg er ikke med på billedet. Uniformerne blev skiftet til nye modeller kort efter.

Nogle år efter skrev Dea Trier Mørch romanen “Vinterbørn” fra Rigshospitalets barselgang. På det tidspunkt må de havde været flyttet over i den store nye højhus. Jeg husker ikke, at jeg har fået den læst desværre.

 

 

 

Gensyn med Nørrebro

 

Forleden var jeg på tur til København. For en gangs skyld kom jeg andre steder end det vante indre København, som også vækker mange minder fra min ungdom og bringer tankerne til slægten, der har boet i Nyboder og på Østerbro. Som ung kunne jeg finde på at gå igennem Nørrebrogade og kigge på kagerne i de mange bagerforretninger, men altid undgå at gå derind.

Denne gang så jeg ikke bagerforretninger, men en del andre butikker i den del af Nørrebro, der ligger op mod Dronning Louises bro. Det var som om, den del var blevet mere levende. Det vrimlede med mennesker og forretningerne havde åbnet til klokken 18 om lørdagen, hvor jeg gik der. Som ung har jeg købt en sort ribstriktrøje med høj hals på samme side af gaden, hvor jeg i lørdags købte en småblomstret kjole. Det var med godt 50 års mellemrum. I sidegaderne omkring det indre Nørrebro og Sankt Hans torv er der også liv med en masse antikvitetsforretninger og små caféer imellem opgangene.

Nørrebro Panum instituttet
Nørrebro Panum instituttet. Ny bygning

Jeg har boet kortvarigt på Blegdamshospitalet, mens jeg var sygeplejeelev fra Bispebjerg Hospital. Det lå, hvor det nuværende Panuminstitut ligger. Jeg kunne godt lide området, men kendte ingen der. Jeg skulle have vidst , at min mormors morfar og hans familie havde boet der 100 år før. Han var kommet fra Königberg for at undslippe deltagelse i en krig mellem Tyskland og Frankrig og var immigreret til Danmark. Dengang i 1970-erne, da jeg var ung, var området ikke ret spændende. Det har fået nyt liv med de mange unge mennesker, der er bosat der nu. Det er de samme huse, meget lidt er forandret, men i min ungdom var der ikke caféer undtagen enkelte inde i det indre København, som Marstrand på Købmagergade eller cafeterier i de største stormagasiner. Det var mest ældre mennesker, der boede i København i min ungdom. Børnefamilierne var flyttet væk til omegnen fra de trange boliger og baggårdene.

Den anden ende af Nørrebro var tæt på mit første barndomshjem på Bispebjerg og min far arbejdede som værkfører i Thorsgade på det ydre Nørrebro i en radiofabrik. Det område ligner mere Mellemøsten ligesom Bispebjerg. Det er med sorg at jeg skriver det.

Da jeg blev gift første gang fandt jeg min brudekjole i en forretning overfor Assistentskirkegården og barnevognen til min førstefødte kom fra Borrit, der lå på Nørrebros Rundel. Den forretning havde jeg kigget langt efter på sporvognsture fra Husum til Amager som barn på vej til min fars familie på Amager.

På min tur sidste uge gik jeg også tur på Østerbro og fandt det meget livligt og hyggeligt. Her bor også en masse børnefamilier nu, så her bugner med små børnetøjsbutikker og andre specialbutikker med unikke navne mellem de kendte kædeforretninger.


Min mor flyttede fra Sydhavnen til Classensgade på Østerbro i 1944 under krigen og min mormors mor flyttede i 1930-erne fra Nyboder til Faxe Tværgade, da hun blev enke og derfor ikke mere berettiget til at blive boende i Nyboder.

Nyboder er ved at blive renoveret og her ses billeder af både tidligere renoverede længer og dem, der ligger op mod Gernersgade, hvor jeg engang har delt en lejlighed med en anden sygeplejerske i min ungdom. Dengang i 1960-erne og 1970-erne cyklede jeg overalt. Jeg kunne ikke lide at vente på en bus, eller at betale for den. Nu må jeg nøjes med at gå sentimentale ture på mine besøg i København.

Min Barndoms Fødselsdage

Da jeg var barn var den 13. Januar allerede langt efter jul. I dag er det kort efter. Mine første minder om vores fødselsdage er fra Agerledet 10 i Herlev, som vi flyttede til i sommeren 1954, da vi var tre og et halvt år.

Tulipaner
Tulipaner

Min mor havde altid sørget for at der var nye blomster på spisebordet i køkkenet. Det var enten tulipaner med birkegrene eller gæslinger eller primulaer i friske farver. Det er en tradition, jeg har beholdt selv lige siden. Januar er en mørk tid, hvor blomsterne lyser op. Som barn kunne jeg værdsætte det også, skønt jeg nok ikke satte ord på det desværre. Vores forældre havde ikke mange penge, så det har været luksus at gøre det.

Jeg ved, at jeg engang har været meget tidligt oppe for at se, om der var gaver. Der var mørkt i køkkenet og der var ingen blomster eller gaver. Det var bare at vente til vores mor stod op og det var tidligt, da vores far mødte tidligt på Radiofabrikken M.E.C. på Nørrebro.

Jeg mindes det som meget dejligt at hyggeligt at få gaver på vores fødselsdag. De bedste har nok været en hjemmelavet klapvogn, som var næsten helt autentisk og senere et par rulleskøjter, Filiafarver, bøger til at tegne i, glansbilleder, hjemmesyet dukketøj.

 

 

Følelesen af at gå i skole den morgen var speciel. Jeg oplevede at “hele verdenen” vidste det var min fødselsdag. Der var en særlig glæde i luften. Klasselæreren læste historie for os og det at vi var tvillinger i samme klasse øgede den glade stemning.

Dengang var der mere hvid sne på skolevejen end nu og solen skinnede naturligvis også altid.

På vores fireårs fødselsdag kom børnene fra vejen og det eneste jeg husker var min store undren over at nogle kun ville have margarine på bollerne og andre smør. Jeg kendte ikke selv til så stor en frygt for noget bestemt. Den fødselsdag er der ikke billeder af, men en af gaverne var en rød plastikbørnebøjle og jeg tænkte:

Hvad mon jeg kan bruge den til?

 

 

Ved en senere børnefødselsdag var min far hjemme og lavede en af hans stunts med os. Den hed “Styrmand Karlsen” og alle skulle stå og vente i køkkenet. En blev udvalgt med en lille gruppe tilskuere til at være styrmanden. Han blev lagt på gulvet med en regnfrakke over sig og med et ærme lodret over hovedet. Han blev beordret til kun at sige

“Lad der komme, hvad der vil”!

Det blev svaret på en række spørgsmål til kaptajnen om at opgive skibet. Til sidst blev der smidt vand ned i hovedet på staklen på gulvet til stor fortørnelse for offeret og til glæde for tilskuerne. Vi skulle også tegne halen på en gris med bind for øjnene.

Vi fik hjemmebagte boller med smør og hjemmelavet lagkage med mørk glasur og kagecreme og flødeskum, sodavand og småkager.

Den flotteste dekoration lavede vores far til vores elleve års fødselsdag. Det er jeg heldig at have billeder af. Ved den lejlighed havde Torben og jeg kun få udvalgte gæster hver.

11-års fødselsdag januar 1962
11-års fødselsdag januar 1962

Hele den store klasse kunne aldrig have været til stede på en gang en vinterdag, som det var.

Det jeg var mest glad for at få var små sølv charms til et sølv armbånd. Vi fik fem eller ti kroner af hver gæst og kunne købe en lidt større ting.

Dog havde vi hele klassen til fest, da vi fyldte seksten år i 1967, det sidste år i folkeskolen. Vores forældres soveværelse blev ryddet til dans. Det var ret flot gjort.

 

Sundhedsplejen i mit liv

1980-1990 i København i Spæd- og Småbørnssundhedsplejen og 1996-2014 i Vestjylland i kombineret ordning

 

I dag på min løbetur kom jeg forbi et hjem i Herning, hvor jeg for tyve år siden var sundhedsplejerske i et vikariat. Der stod en studentervogn udenfor og jeg husker de hyggelige besøg der med familiens førstefødte i 1997. Tyve år!

Sytten år inden var jeg endelig nyuddannet sundhedsplejerske fra Sygeplejerske Højskolen ved Aarhus Universitet. Sådan hed det dengang i 1980 og mange år frem. Dengang var det en et-årig videreuddannelse oven på sygeplejerskeuddannelsen. Dog krævedes der to års praktik på arbejdspladser, der havde med børn at gøre og hjemmeplejen, som forberedte os på at færdes i alle typer af hjem.

Mange familier vidste ikke, at vi alle var sygeplejersker inden vi kunne søge optagelse på videreuddannelsen.

I dag kan man optages på uddannelsen som nu varer 1 1/2 år. Et år på VIA University College i Aarhus og et 1/2 års klinik i en kommune.

Fotos fra en majaften i Vennelystparken i Aarhus fra mit uddannelsessted

 

 

Jeg havde aldrig selv kommet på at tage den uddannelse, men presset som ny sygeplejerske på en akut afdeling på Bispebjerg Hospital fik mig til at tænke nye tanker. Efter to år som nyuddannet sygeplejerske oplevede jeg en uudholdelig stress omkring at modtage meget dårlige patienter. Når ambulancesirener lød i Københvns gader, troede jeg de kom til mig på min vagt.

Ulykker kom naturligvis helt uanmeldt og det der slog mig ud, var følelsen af, at ikke kunne være der nok for den enkelte. Det gik op for mig, at jeg via en sundhedsplejerskeuddannelse kunne være mere nærværende for få ad gangen. Jeg lagde med det samme planer for fremtiden:

  • Sagde op fra den akutte kirurgiske afdeling
  • Fik job på en hudafdeling, som også behandlede børn
  • Kom i hjemmeplejen på Amagerbro og Sundet
  • Tog kørekort, da jeg forstod at det ville være vigtigt at kunne komme rundt
  • Tog job på børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg.
  • Blev optaget i Aarhus, fordi jeg ville se en anden del af landet

Et minde fra hjemmeplejen på Amager var at jeg skulle ud til en barselpatient. Det skulle hjemmeplejen, når der var tale om en hjemmefødsel. Den pågældende mor var så frisk, at hun stod midt i at skulle holde børnefødselsdag for et af sine andre børn. Jeg husker følelsen af at være tilovers og at ikke ane hvad, en sundhedsplejerske egentligt skulle sige og gøre. Men det er så det, man lærer på uddannelsen og først indarbejder efter flere års praksis.

Nu var jeg udsendt som hjemmesygeplejerske, så jeg havde endnu ikke det ansvar.


Da alt var parat blev jeg gift og min daværende mand indviljede i at flytte til Aarhus for også at prøve noget nyt. Den gang var S.U. ikke opfundet, men jeg fik lidt fra København Kommune, som jeg havde ansøgt om at få.

Undervisningen foregik i de gule murstensbygninger, der hører til Universitetet. Skolen tilhørte dog ikke universitet, så derfor kunne vi ikke dengang kalde os kandidater.

Undervisningen var overvældende for mig, fordi det i den tid var nyt, at man begyndte at forstå barnets tilknytningsbehov mere teoretisk. Se min artikel om børnehospitalet  Fuglebakken.

Jeg bearbejdede mange ting fra min egen tidlige barndom med adskillelse og følger af for tidlig fødsel. Det fag, jeg var gladest for var kernen i arbejdet “Funktion og metoder i sundhedsplejen”.

Sundhedsplejerskeuddannelsen december1979 hos lærer
Sundhedsplejerskeuddannelsen december to studerende december 1979 hos lærer på uddannelsen til sammenkomst med klassen

Jeg elskede forelæsningerne, men afskyede de tvungne gruppearbejder og ikke mindst en enkelt gruppeeksamen. Jeg var gravid og helt udmattet og følte ikke jeg kunne komme til orde. De andre var så veltalende. To store skriftlige arbejder var afleveret, men jeg dumpede i gruppeeksamenen, der hørte til den administrative opgave, der hed Administraion og Organisation. Det føltes som et svidende nederlag, for jeg brændte jo for selve uddannelsen. Meget handlede om tilrettelæggelsen af skolesundhedsplejen, som jeg ikke havde haft meget med at gøre. En af mine veninder kendte en af de dygtigste skolesundhedsplejersker og hun tog sig tid til at se min opgave og inspirere mig til at lave den mere realistisk men også fremsynet.

Jeg knoklede på i sommerferien og gik op midt på sommeren hos en af de lærere, jeg var allermest glad for og bestod. Aarhus havde kun plads til få nye sundhedsplejersker i deres kommune, så jeg ringede til Københavns kommunes Omsorgsafdeling i Bernsdorffsgade om de havde brug for mig?

Hvornår kan du komme? spurgte Vibeke Tandrup (Stedfortrædende Forstander)

Det må jeg sige, var sidste gang at en ansættelse gik så let. Jeg var tilmed gravid i 6. måned, så de har virkelig haft brug for vikarer.

Sundhedsplejen i Kbh 1980
Jeg sidder på forreste række i lyserød Laura Ashley kjole og til venstre for mig sidder Grete Lyager. Wivian Fulgsang på forreste række næstyderst i rødternet kjole. Else Guldager sidder på forreste række nr. fire fra venstre. Viceforstander Vibeke Tandrup står i hvid bluse bag Wivian Fuglsang i rødtern.

Det allerførste besøg var på Rigshospitalets kollegium på Jagtvej- Det var mærkeligt nok min mors kusines datter, der fik sin førstefødte under ergoterapeutstudiet. Jeg var nervøs og så forkert på vægten. Det slog mig også, at forældrene var ligeglade med mit besøg. Det var helt uvant tanke at nogle familier ikke efterspurgte noget fagligt.

I resten af min tid som sundhedsplejerske har jeg været følsom overfor netop dette, om familierne var interesserede eller ikke. Det var som om kvaliteten af besøget steg i takt med familiens hunger efter støtte og viden om deres barns trivsel.

Det første område jeg kom til som vikar var ydre Nørrebro under sommerferien, derefter Vesterbro.  Jeg lagde med det samme mærke til at der var rangorden både blandt sundhedsplejerskerne og hvilke områder, der var NOGET.  Vesterbro og det indre Nørrebro regnedes mere end Enghave, Østerbro var luksuskvarteret. Brønshøj og Vanløse var regnet som “Nemt”. Amagerbro, Sundet var svære at få besat af sundhedsplejersker. Der var utrolig megen luftforurening på gaderne dengang.

Sundhedsplejerskerne var meget “Rødstrømpede” og nogle var “alternative, selvom det nok ikke var noget, man man måtte vejlede ud fra.

Jeg tror, de var så individuelt stærke, at de gjorde som det passede dem. En var politiker, Vivian Fulgsang var skribent på Politikken. Else Guldager fik lov til at forske og blev siden en kendt person og talsmand for sundhedsplejen. En skiftede navn fra Karin Sonne til Saida Sonne, da hun gjorde en særlig indsats for indvandrene. Der var en del familier fra Pakistan og jeg ved ikke, hvorfor de kom. Saida kom til at stå for tolkuddannelserne, da tolkene ellers tolkede som vinden blæste.

En episode fra Vesterbro står klart. Jeg går op til en pakistansk familie, hvor jeg finder et ret nyfødt barn på en divan liggende med et tyndt stykke stof over ansigtet. Det var et uhyggeligt syn og jeg så hun var dårlig og blålig. Jeg fik fat på en læge. Dengang havde vi ikke telefoner, så jeg må have cyklet til områdekontoret og ringet. Eller gik jeg ind til en grønthandler på gaden? Der blev sendt en læge og pigen blev behandlet for en hjertefejl. Senere så jeg hende igen og hun var blevet alt for tyk.

Andreas roder i min arbejdstaske 1981-1
Min førstefødte undersøger min store kernelædertaske med målebåndet hængende ud

Da jeg kom fra barsel året efter fik jeg fast arbejde i Vanløse på 30 timer og siden efter 3 børn 20 timer i Vigerslev. De to distrikter lignede hinanden på mange måder. Jeg trivedes bedst med almindelige mennesker. Ikke for rige og fine og ikke for elendige forhold heller. Grete Lyager var på Østerbro. Hende husker jeg fordi, jeg oplevede hende i min elevtid på Fuglebakken som “Føl”. Dvs. hun gik efter en afdelingssygeplejerske som led i at blive sundhedsplejerske. Hun var i blå uniform med hvidt forklæde lige som jeg. I de ti år jeg var i Københavns kommune var Grete Lyager på Østerbro og da jeg mange år efter kom til Ølgod og siden Varde kommune stødte jeg på hende igen som ledende sundhedsplejerske i Fredericia. Hun var en, jeg havde stor respekt for og så op til. Hun var med til at indføre hjælp til mødre med fødselsdepressioner i Fredericia kommune.

Sundhedsplejerskene i København var præget af 1970’er moden. Dvs. de fleste gjorde ikke meget for at se godt ud. Det var med fodformede sko og fløjsbukser og hjemmestrikkede bluser. Vi havde tunge kernelædertasker.

Skolesundhedsplejen var helt adskilt fra os, i det de havde en anden ledelse. En enkelt gang havde vi et fælles møde omkring indførelsen af MFR vaccinen i 1983.

I Spæd- og Småbørns Sundhedsplejen havde vi månedlige faglige møder og dem var jeg glad for, i det vi var spredt til hverdag i mindre grupper over hele byen. Fødselsanmelderserne blev sendt til områdekontorerne via intern post og var i tyndt lysegrønt papir. Vi læste på den om fødslen, mål og vægt Apgar Scores, (fysisk bedømmelse af barnet ved fødslen), blodtab hos moderen og varighed på fødslen, antal provokerede eller spontane aborter, adresse og navne og data.

Ud fra fødselsanmeldelsen kunne vi se en masse, som dannede grundlag for besøgets tilrettelæggelse. Lav fødselsvægt og evt. fødselskomplikationer forberedte til at møde moderens og (evt. faderens) behov. Det sidste bliver der heldigvis taget stadig mere hensyn til takket være psykolog Sven Aage Madsens psykologiske arbejde på Rigshospitalet om fædres behov og evt. efterreaktioner.

Vi skrev journaler i hjemmet om muligt ellers på kontoret. Vi havde både en familiens journal med lidt data. Dog ikke meget brugt og barnets journal med:

  • Mor fortæller….,
  • Obj: om barnets udvikling lige nu i besøget og
  • Vejl.: Den vejledning vi gav den dag.

Vi kaldte børnene “Udøbt dreng/pige med tegn for dreng/pige. I dag er det muligvis “Unavngiven dreng/pige” i de elektroniske journaler. Vi skrev også i “Barnets Bog” en bog i A5 format i hvid og grønne farver. Der var kun plads til det vigtigste og sundhedsplejerskens stempel på tlf. tider. Det har alle dage været uklart, hvad Barnets Bog skulle bruges til. Den er mest til små minder om en tid, der hurtigt svinder. Mål og vægt og noter og vejledning om udvikling og forslag til mad.

Vanløse Områdekontor
Min førstefødte på cyklen ved min daværende arbejdsplads i Vanløse eftersommeren 1981

Jeg gjorde stadig mere ud af “Barnets Bog, da vi i 2006 skiftede til elektroniske journaler. Dvs. jeg udskrev kopi af journalen til Barnets Bog, så journal og Barnets Bog var ens om observationer og udviklingstrin og råd og vejledning. Fra ca 2017- 2013 havde jeg tung bagage med mig i besøgene i form af printer og computer, som til sidst blev reduceret til iPads, der ikke kunne opfange internettet og familierne måtte selv printe ud, i det de havde adgang til den ene del af den elektroniske journal, der havde med barnet at gøre.

Udøbt dreng eller pige
Tegnene for udøbt dreng eller pige
Maria sundhedsplejerske i Vanløse december 1981
Maria sundhedsplejerske i Vanløse december 1981. Journalen ligger på bordet

Fra Vanløse med min anden dreng oktober 1982

Maria og Benjamin oktober 1982
Kunne have været fra et hjemmebesøg i Vanløse

De fleste familier fik i firserne og halvfemserne ti besøg i første leveår. Nogle få havde ikke brug for så mange, men de fleste tog gerne imod det. Meget var mere besværligt dengang, idet barselorloven var meget kortere end i dag og overgang fra bryst til skemad var svær og ind i mellem traumatiserende for mor og barn. Der var også stress omkring at få en institutionsplads, idet der var alt for få til børnenes behov. Ofte var de mellem et og 1 1/2 år før de fik plads i vuggestue/ dagpleje. Mødrene måtte finde privat pasning og de heldige havde en mormor til barnet, der kunne træde til. Det tiår fra 1980-1990 var de bedste år for mig i sundhedsplejen, selvom jeg lærte så meget mere i de 16 år jeg var ansat i Vestjylland Ølgod og Varde.

Det var et kæmpe nervepres for mig at vente på plads til min førstefødte, mens jeg var i arbejde. Jeg havde taget ullønnet orlov fra seks til ti mdr., da jeg ikke kunne udholde tanken om at aflevere så tidligt. Min dreng nåede at blive 1 år, før der var dagplejeplads. Det var svært. Jeg havde ham med nogle dage og rendte ind og ud af besøgene med ham i vogn uden for. Det var ikke godt for hverken ham, for mig eller familierne.

Otte år efter jeg var startet i Københavns kommune var jeg nødt til at lade mig skille og jeg vil give et indtryk af min situation via et citat fra en anden blogartikel om mit liv:

What kept me up was my lovely small children and my work as health visitor. When I went into a home to visit a new family with a baby I completely forgot my own worries. I was a single mom for four years.

Efter en pause fra sundhedsplejen på 6 år, hvor de fem var i Sverige søgte jeg den ene stilling efter den anden, der kunne være ledig i en stor radius på ca 60 km uden om Herning.  Jeg var 45 år og vidste ikke, at det var for “gammel”.

Efter godt et år med vikariater i Skive, Lemvig og Herning fik jeg endelig fast job i en lille kommune Ølgod 45 km væk. Jeg oplevede Herning sundhedsplejen, som bestod af dygtige sundhedsplejersker. Et andet indtryk var at meget få havde været væk fra Herning, hvilket gjorde indtryk på mig, som både var københavner og havde boet i udlandet.

I Ølgod i sydvest jylland var der en blanding af gode solide familier, som landbrugsfamilier og folk i villaer, men også stor del af socialt udsatte familier eller enlige mødre. Den samme befolkningssammensætning fandtes i Varde, hvor jeg var de sidste år. Overgangen fra København og siden Sverige var svær. Jeg kunne ikke tolke mødrenes behov så nemt mere. Der er forskellige sociale normer eller uskrevne regler alle steder.

De jyder, jeg kom i kontakt med var mimikfattige. Langsomt kom jeg bag om facaden og oplevede naturligvis mange skønne mennesker, der havde brug for mig.

Jeg lærte at blive mere og mere konkret i vejledningen og kom på adskillige kurser om mor/barn tilknytning og forstod stadig bedre nuancerne i barnets udvikling. For ikke at glemme de ting, jeg har brændt for i sundhedsplejen har jeg skrevet de vigtigste emner i min danske sundhedsplejeblog.

Hjemmebesøgene blev i de senere år reduceret til næsten ingen ting. Vores borgmester mente, at unge mødre kan finde “alt” på nettet. Det kan nok være, men for at sortere i det og at få den fornødne omsorg er de individuelle hjemmebesøg stadig vigtige. Ved at skabe tillid kunne man som sundhedsplejerske give en familie et løft i at turde tro positivt om deres barns udvikling selvom, der kunne være mange typer problemer.

Det der kan være svært i dag er at mange udskrives få timer efter fødslerne. Det er ikke altid at forældrene kan vurdere om barnet kommer igang med at sutte ordentligt og tage på. Det er et kæmpe ansvar at stå med. Men de fleste klarer det utroligt godt.

Dilemmaer var der også mange af. Når jeg oplevede, at en familie ikke levede op til at tage sig godt af deres børns udvikling eller behov var det let for familierne at blive fornærmede og smække døren i. Vi balancerede på en knivsæg omkring hvilke ord, der skulle bruges. Dog duede det ikke at være usikker heller. Jeg oplevede en anden mentalitet hos udlændinge. De var ofte mere åbne overfor vejledning, når ikke sprogproblemerne stod i vejen. Jeg tror, det har at gøre med at udlændinge, også scandinaver, havde lettere ved at være autoritetstro mod sådanne som os sundhedsplejersker.

Modsætningen til dette kunne være en dansk, måske ikke så godt begavet mor, som blev rasende på mig, fordi jeg forsøgte at få hende til at forstå at hendes for tidligt fødte barn skulle skånes fra for mange indtryk og om muligt svøbe sit barn i vuggen for at få det til at sove.

Et svøbt spædbarn parat til at blive lagt

Et højdepunkt for mig var at kunne formidle børnenes behov og hvordan man opnår, at de sover og spiser nok og lærer at udvikle sproget og får den motoriske udvikling på plads i samarbejde med forældrene.

Mine største glæder har været at yde hurtig og vedvarende hjælp til en mor, der var bange for ikke at kunne amme eller havde svære ammeproblemer eller at hjælpe en mor godt igennem en fødselsdepression. Ligeledes var det dejligt at hjælpe familier med for tidligt fødte børn at forstå udviklingstrinnene adskilt fra biologisk alder og tage et skridt ad gangen langsomt for at støtte barnet uden at overstimulere det.

Omkring CH. fødsel
På hjemmebesøg i Ølgod tiden omkring 2007

Jeg oplevede et par gange at være sundhedsplejerske for en ung mor, jeg også havde haft i skolen i Ølgod. På den måde fik jeg en slags moderligt forhold til hende i modsætning til de ti år i København, hvor jeg kunne risikere at få et venindeagtigt forhold til mine “mødre”, fordi jeg selv fik fire spædbørn på række.

Der kommer en opfølgende artikel med eksempler på, hvad jeg oplevede i min tid som sundhedsplejerske.

 

Boel klokke
Jeg laver “Boel prøve” hos mig selv med barnebarn december 2015

Mine oplevelser i skolesundhedsplejen må også gemmes til en anden gang. Det er som et helt andet job, som man så skifter imellem i den “kombinerede ordning”.

Fortællinger fra Fuglebakken Børnehospital

Anden del af historier fra fuglebakken. Den første kan ses her.

Jeg skrev for nyligt om mine oplevelser på Fuglebakken som patient, personale og til sidst mor og delte det på Facebooksiden “Vi der er født i 1950’erne”. Jeg fik en overvældende reaktion fra mange, der har oplevet indlæggelsen dybt i sjælen som barn. Enkelte var glade for det og andre havde mareridtsagtige oplevelser.

Jul på hospitalet 1951 København Fot AOK guide
Jul på hospitalet 1951 København Foto AOK guide

Der var folk, der som ansat havde været glade for at arbejde på stedet. Mine oplevelser var blandede, fordi jeg havde en dyb følelse af, at børn skulle behandles mere individuelt. Jeg har aftalt med bidragsyderne, at de samles her i dette efterskrift.

Børns oplevelser:

Gitte S. Skallerup: Jeg var indlagt på Fuglebakken fra august 1955 og blev endeligt udskrevet i marts 1957. Jeg var dog hjemme ind imellem. Jeg har ingen erindring om det, da jeg kun var 1 måned gammel, da jeg blev indlagt første gang, men jeg har fået fortalt, at mine forældre ikke besøgte mig ret tit. Det passer jo fint med dine iagttagelser.

Jeg spørger om flere detaljer og Gitte svarer:

Som skrevet har jeg ingen erindring om selve opholdet, men husker nogle af de kontroller jeg var til, indtil jeg blev raskmeldt som 10-årig. Mit forhold til min mor blev aldrig særligt fortroligt, mens jeg helt klart var fars pige. Jeg har ladet mig fortælle, at min far var oftere på besøg end min mor.

Gitte S. Skallerup:

En af de læger, der var med til at redde mit liv i 1955, var en ung reservelæge, der hed Erik Thamdrup. Da jeg 10 år senere blev raskmeldt, var det netop ham, der var til konsultationen/kontrollen. Han blev senere overlæge på børneafdelingen på Hillerød sygehus.

Marjanna W. Nielsen skriver:

Et skrækkeligt hospital, min lillesøster var indlagt der i 1961, med kighoste og forældre var ikke velkomne, kun i besøgstiderne, tænk at udsætte børn og forældre for disse traumer

Billedet herunder er fra et familiemedlem, der var barneplejerske i 1950’erne og 1960’erne og det kunne lige så godt været fra Fuglebakken, hvor man også havde barneplejersker og samme slags tremmesenge, som ses i baggrunden. Den lille er træt eller ked af det og legetøjet er fuldstændigt ligegyldigt.

Mattern barneplejerske og barn på Philadelphia
Ingelise Mattern barneplejerske og barn på Philadelphia

Dorte Holst skriver :

Uha, jeg har frygtelige minder derfra. Har aldrig grædt så meget, adskillelsen fra mine forældre, tvangs fodring m.m.

Maggie H.M. Hautala

Jeg var indlagt på Fuglebakken i 1966 i små 3 uger husker opholdet som noget godt, personalet var utrolig søde 😍 og prøvede at gøre det så godt for mig, så har kun positive minder fra mit ophold på børnehospitalet Fuglebakken 👌🏽
Selvfølgelig blev jeg overlykkelig, da jeg blev udskrevet og kunne komme hjem til min elskede Mor og min familie ❤️
( Ude godt, men hjemme bedst )
Syntes selvfølgelig det må have været ganske skrækkeligt at skille små børn og forældre ad som de gjorde dengang😱

Min Mor fortalte, at jeg tog det som en ferie (ja og husker det også selv sådan) var selvfølgelig også vant til at være adskilt fra mine forældre hver sommer, når jeg var på ferie hos min elskede Mormor og Morfar oppe i Finland 🌞
Min Mor og familie fik lov til at besøge mig så ofte de ville under min indlæggelse på Fuglebakken 😍

Ida Blædel:

Jeg var indlagt på Fuglebakken i 1967 i 3 uger tror jeg. Synes personalet var søde, men skrækkelig mad:-) strenge besøgstider, så kun min mor 1 time hver dag, så det var skønt st komme hjem.

Lone Ravn

Jeg var indlagt på Kommunehospitalet med brandsår. Det var en slem tid

Dette indslag kom med, fordi det er ligegyldigt, hvor det var, at børn var indlagt. “Regimet” var det samme og på andre hospitaler var det måske værre, fordi børnene lå sammen med voksne.

Susan Bisgaard :

Har selv ligget der i ca. et halvt år i 1962, vi måtte kun få besøg om søndagen, og fik kærnemælk, som jeg ikke kunne lide, der var en sød sygeplejske, der kom med sukker bøtten til os, der ikke kunne lide det, kan også huske vi stod og så vores besøgende igennem en glasdør, når de kom, der lugtede af flæskesteg om søndagen. Jeg var indlagt som seksårig med gigtfeber og knoglebetændelse. Ville også meget gerne læse journalen fra den gang, og ja kun besøg den ene gang om ugen. Kommer lige i tanke om, at jeg fik en endefuld af en sygeplejerske, fordi jeg ikke kunne sove til middag.

Dan E. Christiansen

Har været indlagt i september/oktober 1956 for mellemørebetændelse, halsproblemer med mere og har vage erindringsbilleder om et rart sted at være: Jeg husker, at man tog sig omsorgsfuldt af mig. I september 2016 fik jeg aktindsigt i “min sag”, der også indeholdt udskrifter om samtaler med min mor m.v. Disse akter har dermed bidraget til at sætte min barndom i perspektiv i forhold til årsagen til mit miljøskift fra Islands Brygge til en omegnskommune.

Dan E. Christiansen forklarer her, hvordan man søger aktindsigt, hvilket mange har ønske at vide:

Den direkte vej er Københavns Stadsarkiv, hvor man kan oprette sig som bruger via: http://www.starbas.net/arkivets_forside.php?arkiv=1

Der er en udmærket oversigt over søgemuligheder og -vilkår på Københavns Stadsarkiv via linket: http://www.kbharkiv.dk/

Jeg bliver nødt til at tilføje, at jeg på grund af tidligere sygdomme/indlæggelser var nødt til at få aktindsigt i tidligere sygejournaler via Rigsarkivet. I de akter, som jeg fik tilsendt i kopi, kunne jeg læse om en konkret indlæggelse på Fuglebakken (hvad jeg jo godt vidste), men dette satte mig så til at bede om aktindsigt i min journal fra Fuglebakken.

Der er dog visse betingelser om tid, ansøgerprofil med mere, som man altsammen kan læse om på hjemmesiden, ligesom man også skal regne med personligt fremmøde på Stadsarkivet på Københavns Rådhus, når man har fået grønt lys til at se sin journal.

Jeg håber, ovenstående oplysninger kan bruges og står gerne til rådighed til yderligere vejledning via en personlig besked.

Birgit Riege Crone:
Jeg har også været indlagt på børnehospitalet, da jeg ca var 6 år, men for at tabe mig, øv det var hårdt, men der var en frk.Rasmussen som var mega stram, ingen besøg og der var mulighed for det et par gange måtte min bror kun gøre det gennem en glasdør…Da jeg var ca 12 år sendte mine forældre mig afsted igen, og igen stramme frk.Rasmussen,syntes hun var gyselig. 25år senere er jeg blevet So-Su hjælper og skal op til en ny dame, ringer på og jeg, da damen åbner og fryser jeg til is, uden at forstå det. Jeg hjælper hende selvfølgelig med det jeg nu skal, men alt stritter i mig, er et stort spørgsmålstegn. Nå næste dag skal jeg igen derop, sveder, ryster…så begynder hun at fortælle hendes historie. Frk Rasmussen har indhentet mig igen. Så fortalte jeg min historie. Hun var rystet af, hvordan jeg havde oplevet hende…Men vi fik et kanon venskab…Hun sagde på det sidste….nu har DU skovlen under mig…en djævel inden i mig, sagde ja….men sådan havde jeg det slet ikke, elskede at hjælpe hende.😀en sjov historie…ringen sluttede.
Birgith Søndergaard:
Første gang jeg var indlagt på Fuglebakken ca 1960 var i Havehuset. Husker tydeligt der var en glasrude for enden af gangen hvor de små børn tit stod op i tremmesengen og græd. Ingen tog dem op. Gjorde stort indtryk på mig selv om jeg var en lille pige. Men kunne godt lide at være der. Sødt personale. I kælder pædagoger, hvor man kunne lære at save puslespil. En dejlig have til og der var også skoleundervisning på stuerne. Brød mig dog ikke om undersøgelserne i Hovedhuset.
Birgith Søndergaard:
Kom til at tænke på en af de gange jeg var indlagt. Denne gang på 2 sengs stue med en anden lille pige. Kunne ikke forstå hvorfor hun skulle forsørge på potte. Hun fortalte mig så. Det er fordi jeg har en slange i maven og hovedet skal ud. Jeg blev totalt rædselsslagen og holdt meget øje med hendes potte. Mange år senere fandt jeg ud af hun havde bændelorm. Havde en meget værre oplevelse da jeg blev overført til andet hospital for såkaldt Stor nyreundersøgelse. Der var ikke meget børnepædagogik dengang. Nok derfor jeg stadig har stor lægeskræk.
Elisabeth Madsen
Min datter blev indlagt der i 1972 fordi hun var født 2 1/2 måned for tidligt lå der i lidt over 2 måneder, kunne besøge hende hvornår jeg ville. Hun fik modermælk købt fra andre, der havde malket det ud. I starten kunne jeg kun se hende igennem en armeret rude, jeg måtte ikke komme ind til hende. Hun klarede den takkede være de fantastiske sygeplejersker og læger. Hun vejede kun 1140 gram og var 40 cm. Lang. Fik i starten mad hver anden time. Jeg var selv indlagt på Amager i de første 3 uger. Når hendes vægt var komme op på 2500 gram måtte jeg få hende hjem. Lige da hun var kommet til Fuglebakken ringede de og sagde hun var nødt til hurtigt at blive døbt, så de spurgte hvad hun skulle hedde, men et par timer efter ringede de igen og sagde det ikke var nødvendigt da det var en sund og stærk pige jeg havde født og jeg skulle være glad, at jeg ikke havde fået en dreng, fordi de var meget svagelige og sikkert ikke havde klaret den. I dag har hun selv 3 børn 👍🏻🌞
Elisabeths oplevelse af at have fået et meget for tidligt født barn stemmer med min mors knapt tyve år før.
En ansat Kirsten Eriksen:
Jeg har arbejdet på Fuglebakken som barneplejerske i 1969 og jeg kan huske det ligesom det er skrevet med de fortidlige fødte børn som fik flaske i sengen og når den sidste var færdig kunne man starte forfra. Og der var bestemte tider, hvornår de skulle ha flaske. Ja det sætter lige pludselig en masse minder og tanker i gang
Sidst jeg var i København tog jeg billeder på det tidligere børnehospital, som nu står renoveret og indrettet med lejligheder. Den store have er skåret af og indraget til P pladser. Der hvor afdelingerne for de større børn lå nederst i haven er der forlængst bygget rækkehuse til boliger.

This slideshow requires JavaScript.

Sanne Mendal Jensen:
Jeg var indlagt et halvt år i 1965 og havde ikke nogen god oplevelse. Jeg var indlagt fordi jeg ikke kunne ligge tør om natten.
Hver morgen blev vi vækket af noget surt personale som ydmygede os ved at vaske os som babyer i alles påsyn.
Min mor kom hver dag 1 time, og min søster og jeg havde kun kontakt gennem en rude.
Jeg blev ikke kureret, men vi fandt efterfølgende ud af at jeg havde været under observation for noget psykologisk mht mit nattetisseri.
Dengang troede man, at problemer med at ligge tør om natten skyldtes psykologiske forhold, når det handler om modenhed.

 

Når jeg ser på mindetavlen mindes jeg min mor, som var meget glad for Doktor Tudvad, som må have været meget opmuntrende for hende, når hun kom til kontroller med os som for tidligt fødte tvillinger. Min første artikel om Fuglebakken er her.

Jeg er kommet i tanker om at have fulgt med børn til et auditorium, hvor vi som sygeplejeelever i 1972 stod ved siden af barnet i sengen. En professor underviste de lægestuderende og de måtte byde ind med, hvad de troede barnet fejlede. Jeg ved at intet barn blev forberedt på det og hvordan det har påvirket dem? Jeg var ikke glad for det heller. Jeg har ligeledes været med på en transport med et lille barn, der skulle afleveres til et børnehjem. Det er muligt det var på det berømte Skodsborg Børne Observatorium den lille skulle anbringes.

Et mere positivt minde fra elevtiden er, at jeg lærte at holde af knækbrød med ost og æblemos. Det var noget vi tog til kaffepausen nede i pavillonerne med de større børn.