Nogle af mine lykkeligste stunder i 4. og 5.klasse var at lege hjemme hos en skolekammerat i nærheden af vores folkeskole Borgerdigeskolen, som den hed dengang. Der blev bygget mange skoler under den tid, jeg startede i første klasse i 1958 og af den grund ændrede klassen sig meget med stor udskiftning af elever i takt med at de nye skoler blev bygget.
Herlev lidt udenfor København var et sted med stor grad af tilflyttere fra brokvarterene i København og fra Sydhavnen og andre steder fra.
Jeg havde gået i klasse med denne veninde siden 3.klasse og jeg beundrede hende for hendes smukke lyse kraftige hestehale og fine tøj, som altid sad så godt. Jeg tror, hendes mor syede det. Hun havde en storesøster, der var to-tre år ældre end os.
Det var hjemme i deres rækkehus, at jeg for første gang hørte om, at man kunne lide enten Elvis eller Cliff Richards popmusik. Jeg syntes ikke, at jeg kunne falde for dem overhovedet, men forstod, at der lå et eller andet ude i fremtiden, som var ukendt land for mig.
Jeg husker ikke, at jeg har været hos andre skolekammerater, før jeg kom hjem hos hende i 11 års alderen.
Rækkehuset er i to etager og findes heldigvis endnu fuldstændigt som dengang for snart 60 år siden og er lige så hyggeligt som dengang. Der er mange rækker af dem og området virker meget attraktivt med græsplæner og rækker af træer i mellem husrækkerne og langs vejen. Børnene derfra gik dengang på de to tvillingeskoler Tvedvangen og Borgerdigeskolen, der nu er slået sammen til én skole.
Vi fandt på at lave karamel på en pande eller at røre havregryn, sukker, kakao og smør (margarine). Det lå tungt i maven. Det var når mødrene ikke var hjemme. Vores mødre sagde aldrig noget til det, skønt de må have opdaget det. Vi lavede samme lækkerier hjemme hos os, men det var mest spændende hos hende.
Vi legede oppe på hendes lille værelse på første sal og det, jeg tydeligst husker var, at vi sad med vores skoleatlas og ledte efter byer og floder, som vi skiftedes til at spørge den anden om.
Hun var meget dygtig til at sjippe og hinke, men det var mest i skolen at vi gjorde det og så hos mig, hvor der var mere plads på den ubefærdede vej.
Hendes mor må have været meget moderne for hun var yogalærer. Min veninde udtalte det “Juggi”. Det var ikke noget, jeg havde hørt om. Hun fik en lillebror på den tid, hvilket jeg så gerne ville have haft allerede fra jeg var fire år, men aldrig fik.
Efter femte klasse skiltes vore veje. Vi blev delt i A for vist nok praktisk linje og B for boglig linje.
Jeg har kun mødt min skolekammerat en gang siden. Det var mens jeg gik på gymnasiet. Hun fortalte, at hun arbejdede på en fabrik, hvor de lavede toiletpapir og hun var glad for det. Jeg tænkte dengang, at det var underligt at være tilfreds med det.
Barn&Mor 