Gensyn med Nørrebro

 

Forleden var jeg på tur til København. For en gangs skyld kom jeg andre steder end det vante indre København, som også vækker mange minder fra min ungdom og bringer tankerne til slægten, der har boet i Nyboder og på Østerbro. Som ung kunne jeg finde på at gå igennem Nørrebrogade og kigge på kagerne i de mange bagerforretninger, men altid undgå at gå derind.

Denne gang så jeg ikke bagerforretninger, men en del andre butikker i den del af Nørrebro, der ligger op mod Dronning Louises bro. Det var som om, den del var blevet mere levende. Det vrimlede med mennesker og forretningerne havde åbnet til klokken 18 om lørdagen, hvor jeg gik der. Som ung har jeg købt en sort ribstriktrøje med høj hals på samme side af gaden, hvor jeg i lørdags købte en småblomstret kjole. Det var med godt 50 års mellemrum. I sidegaderne omkring det indre Nørrebro og Sankt Hans torv er der også liv med en masse antikvitetsforretninger og små caféer imellem opgangene.

Nørrebro Panum instituttet
Nørrebro Panum instituttet. Ny bygning

Jeg har boet kortvarigt på Blegdamshospitalet, mens jeg var sygeplejeelev fra Bispebjerg Hospital. Det lå, hvor det nuværende Panuminstitut ligger. Jeg kunne godt lide området, men kendte ingen der. Jeg skulle have vidst , at min mormors morfar og hans familie havde boet der 100 år før. Han var kommet fra Königberg for at undslippe deltagelse i en krig mellem Tyskland og Frankrig og var immigreret til Danmark. Dengang i 1970-erne, da jeg var ung, var området ikke ret spændende. Det har fået nyt liv med de mange unge mennesker, der er bosat der nu. Det er de samme huse, meget lidt er forandret, men i min ungdom var der ikke caféer undtagen enkelte inde i det indre København, som Marstrand på Købmagergade eller cafeterier i de største stormagasiner. Det var mest ældre mennesker, der boede i København i min ungdom. Børnefamilierne var flyttet væk til omegnen fra de trange boliger og baggårdene.

Den anden ende af Nørrebro var tæt på mit første barndomshjem på Bispebjerg og min far arbejdede som værkfører i Thorsgade på det ydre Nørrebro i en radiofabrik. Det område ligner mere Mellemøsten ligesom Bispebjerg. Det er med sorg at jeg skriver det.

Da jeg blev gift første gang fandt jeg min brudekjole i en forretning overfor Assistentskirkegården og barnevognen til min førstefødte kom fra Borrit, der lå på Nørrebros Rundel. Den forretning havde jeg kigget langt efter på sporvognsture fra Husum til Amager som barn på vej til min fars familie på Amager.

På min tur sidste uge gik jeg også tur på Østerbro og fandt det meget livligt og hyggeligt. Her bor også en masse børnefamilier nu, så her bugner med små børnetøjsbutikker og andre specialbutikker med unikke navne mellem de kendte kædeforretninger.


Min mor flyttede fra Sydhavnen til Classensgade på Østerbro i 1944 under krigen og min mormors mor flyttede i 1930-erne fra Nyboder til Faxe Tværgade, da hun blev enke og derfor ikke mere berettiget til at blive boende i Nyboder.

Nyboder er ved at blive renoveret og her ses billeder af både tidligere renoverede længer og dem, der ligger op mod Gernersgade, hvor jeg engang har delt en lejlighed med en anden sygeplejerske i min ungdom. Dengang i 1960-erne og 1970-erne cyklede jeg overalt. Jeg kunne ikke lide at vente på en bus, eller at betale for den. Nu må jeg nøjes med at gå sentimentale ture på mine besøg i København.

Stolthed og fordomme

Tanker om manglende ord for følelser.

Da jeg hørte titelmelodien til filmen “Stolthed og Fordomme” fra 2005 satte det sig lige i følelserne. Desværre kan jeg ikke sætte et link ind til den filmmelodi af den italienske komponist Dario Mariadelli. I stedet kan jeg give et eksempel på en anden  filmmelodi af ham til Jane Eyres “Awaken”.

Jeg tænker tilbage på skoletiden, hvor en kammerat nævnte noget for sjov om “sårede følelser” eller “såret stolthed.” Jeg troede, jeg kunne gætte, hvad hun mente, men havde aldrig hørt om det.  Følelser var tabu. Eller indkapslet langt inde.

Jeg havde et godt forhold til min mor og jeg vidste, at hun holdt meget af os, men vi talte ikke om, hvordan vi havde det inderst inde. Vores far havde ikke overskud til os, når han kom fra arbejde. Han sov dårligt og arbejdstiden var lang dengang. Var der noget vi var kede af, har vi ikke sagt det. Havde vi gjort noget vi ikke måtte, sagde vi det ikke heller. Man måtte jo ikke en masse ting, så det var bedst at tie stille. Jeg holdt ikke ud at se fjernsyn for jeg ville ikke vise, hvor berørt jeg blev, hvis det greb mig. Jeg måtte heller ikke se ret meget, for det startede først efter TV avisen og snart skulle vi i seng. Jeg var helt knust over at skulle gå og lægge mig tyve minutter inde i et TV teater eller en ballet. Her et billede fra Operetten Farinelli, scenen, hvor han står på planken på sørøverskibet gjorde et voldsomt indtryk, men jeg så den ikke til ende, hvilket var uudholdeligt.

poul-bundgaard-som-farinelli-1961
Et L.P. cover fra operetten fra 1961 med Poul Bundgaard i titelrollen

 

Vrede og trods var fuldstændigt bandlyst. Utilfredshed var også anset som forkælet.

Jeg bryder mig heller ikke om, at børn opfører sig utaknemmeligt, men jeg vil gerne hjælpe børn at forstå, hvad de gennemlever af følelser. Dvs. sætte ord på det, de oplever og føler, så de bedre accepterer sig selv.

Vi havde en lærer Holger Juul fra 7.-9.klasse, som kom til at spille en uendelig stor rolle for mig og min tvillingebror. Han lærte os mange emner inden for sprog, kunst og historie. Hans store engagement i stoffet smittede så meget af på os, at vi blev venner med ham og hans familie efter vi forlod folkeskolen og kom i gymnasiet i 1967. Han sagde engang om mig, at jeg var meget følsom og min bror var den fornuftige. Jeg anede ikke, hvad han mente. Han må have kunnet aflæse, hvad jeg følte.

image041-1
På kunstmuseet Louisianna med lærer Juul i 1969 foto Torben Holm

Jeg har få minder om kaotiske følelser. En gang besøgte vi min mors veninde i Bagsværd, som ligger 4-5 km. fra Herlev, hvor vi boede. Vi kørte hjem i bussen og der var jeg helt ude af mig selv. Jeg tror jeg græd, ikke højt, men stille. Min mors veninde havde en pige lidt yngre end jeg og hun havde nok noget andet legetøj end jeg. Måske en babydukke. Samtidig var hun en mere selvsikker type. Følelsen af, at ikke have noget, eller at ikke magte den sociale situation var overvældende. Det havde nok bare været en uvant og overstimulerende oplevelse.

Senere i puberteten blev jeg voldsomt vred på min far, men jeg turde på ingen måde konfrontere ham med min vrede og skuffelse, så det gik fuldstændigt uretfærdigt ud over min stakkels mor. Han må have hørt mit raseri i køkkenet, men kom ikke ud af stuen.

Da jeg blev gammel nok til at læse fandt jeg ud af noget omkring at forstå følelser gennem de mange bøger jeg læste.  Det var dog ikke noget jeg talte med nogen om.

Jeg lå under dynen med en nefalygte og læste, da det naturligvis var forbudt at læse så sent.

Teenagemode i midt 1960-erne

 

Der er sikkert mange unge, der tager for givet at al modetøj findes i butikkerne eller på nettet og er til at købe, om bare der er penge på kontoen. Da jeg blev konfirmeret i april 1965 var det endnu ikke brudt rigtigt igennem at få fat i smart tøj.

Continue reading “Teenagemode i midt 1960-erne”