Min moster var kurér under krigen

Det var ikke noget, der blev talt om under hendes lange liv eller i familien efter krigen, men ved et tilfælde fik vi det at vide.

Min moster var ældst af mine mors søskende. Hun har oplevet mere end de fleste. Hun blev adopteret et par døgn gammel af min morfar Emry og hans første kone Anna i 1915. De havde været gift længe og de kunne ikke få børn. Ermegaard kom min moster til at hedde, fordi det på den tid var moderne at læse romantisk litteratur med navne fra vikingetiden. Men trods det anderledes navn var Ermegaard ukuelig. Hendes nye mor døde af den spanske syge i 1918. Ermegaard havde endda fået en lillebror i 1916, som døde få dage gammel. Det viste sig at hendes mor Anna havde dårlige nyrer, hvilket var farligt i forbindelse med graviditet og derudover den spanske syge, som slog så mange ihjel dengang.

 

 

 

Min morfar stod alene med en godt treårig og var selv nervøs og bange for at dø af dårligt hjerte. Han tog til en hjertespecialist i København, som sagde at han da ikke fejlede noget, men nok var overanstrengt. Min morfar blev så glad at han kontaktede min mormor Asta i København. Han havde annonceret efter en husbestyrinde med henblik på ægteskab og gik med Astas kønne billede i lommen. Hun havde været ærlig og skrevet at hun ikke havde lært at lave mad, men ville lære det. Det havde holdt ham tilbage, men efter at have ansat en, der både var kedelig og lavede ligeså kedelig mad fik han ringet til grossistfirmaet på Købmagergade, hvor min mormor Asta arbejdede dengang og aftalt et møde med hende ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen.

Dragefontænen fra før 1923
Dragefontænen fra før 1923

Det blev et meget vellykket møde og jeg tror, at de hurtigt blev stormende forelskede. Ermegaard fik sin tredje mor på fire år, men blev altid behandlet godt af min mormor, der var så bange for at gøre forskel på børnene. Ermegaard var en meget smuk pige med lange fletninger og et charmerende smil på alle billeder hele livet igennem.

Ermegaards klasse på Centralskolen i Holbæk
Ermegaard nr 6 fra venstre bagerst fra Centralskolen i Holbæk
Ermegaard med sine søskende 1929
Ermegaard bag sine tre mindre søskende på Marthavej 5 Holbæk 1929

 

Fletningerne blev ofret i tredverne, hvor hun mødte sin mand. Hun blev uddannet på Købmandskolen i København i kontorfag. Under krigen boede de i Esbjerg, langt fra barndomshjemmet i Holbæk. De har ikke været meget hjemme på besøg, da vejen på tog var både lang og farlig.

Image066-3

 

Et par år før hun døde i 2009 besøgte vi hende i Aalborg, hvor vi fik at vide, at hun havde været kurér. Det var ikke noget hun selv lagde meget vægt på. Hun ville hellere snakke om mange andre ting, så derfor er det så lidt vi ved.

Men det har været dødsens farligt. Blev de opdaget af tyskerne ved at blive stukket eller ved ved at en frihedskæmper kom til at snakke over sig var det slut. Hendes mand var meget involveret i spejderbevægelsen og der igennem har der været et netværk at folk, der stolede på hinanden og på den måde har hun fået opgaver med at gå med meddelser til andre modstandsfolk både på egnen og helt i København. De der var i modstandsbevægelsen blev vant til at man ikke kunne snakke om det og de fleste holdt tingene hemmelige resten af livet og lagde det i et hemmeligt sted i bevidstheden. Det har også været svært at tale om det, fordi de ikke måtte kende til de andres funktioner eller navne af sikkerhedsmæssige grunde. Ingen havde overblik over ret meget.

Min mor Ruth skriver i et erindringsark at Ermegaard engang tog helt fra Esbjerg til Dyrehaven i København for at aflevere en vigtig meddelse til en ven, Heister, som var med i modstandsbevægelsen. Det lykkedes, men han blev senere taget til fange og overlevede bombardementet i Shellhuset i marts 1945. Dog havde han varige mén efter at have faldet ned fra etagen, fangerne var på. Desuden fik hun afværvet Gestapos udspørgen om en tom lejlighed i Esbjerg, som hun passede for en frihedskæmper, der var gået under jorden.

I en bog “kvinder i modstandskampen” af Nina Bisgaard har jeg læst nogle beretninger om kurertjenesten. Det er en bog fra 1986. Der beskrives det at kvinderne hjalp til med alt forefaldende arbejde inden for modstandskampen. De holdt det hele kørende. Sørgede for mad og omsorg til de aktive modstandsmænd og hjalp med transport af hemmeligt materiale. De kørte det i barnevogne lige for næsen af tyskerne og hippofolk. Det kunne sagtens være våben som maskinpistoler og ammunition, hemmelige koder, blade og instruktioner, falske identitetskort, stempler mm.

Kvinder blev ikke regnet for noget af tyskerne, så de kunne som regel passere forbi vejspærringer og razzier. En Musse Hartig fortæller i bogen, at hun havde været i en lejlighed for at hente stempler og papirer til falske identitetspairer, træder ud af huset og løber ind i en razzia

Tasken med de kompromitterende pairer hang og dinglede skødesløst i min højre hånd, mens jeg stift som en dukke bevægede mig hen mod en modbydeligt tamp af en SS soldat, der stod og spærrede fortovet lige overfor Dr.Tværgade. Han var en høj og modbydelgt udseende fyr, og han skævede ud ad øjenkrogene, da jeg nærmede mig. Det var en uhyggelig fornemmelse, men jeg var klar over, at jeg måtte blive ved med at gå fremad, ikke noget med at løbe, og jeg måtte handle på en eller anden måde. Jeg skulle ud af det her. Lige før jeg nåede til ham, var jeg ved at blive grebet af panik, men jeg fik hold på mig selv. Det er dig, det her afhænger af. Du må prøve med den charme, du har. Han stod og spærrede fortovet med sin maskinpistol. I det øjeblik, jeg nåede ham smilede jeg  et stort strålende pigesmil til ham. Med venstre håndløftede jeg maskingeværløbet, dukkede mig under dette med et “bitte”. Han smilede tilbage og lod mig slippe mig forbi.

Den frækhed kunne jeg sagtens tro min moster besad også. Hun fik i hverfald snakket nogle tyskere fra at interessere sig for underboens lejlighed, som hun passede, da ejeren var under jorden.

Min moster til venstre og kusinen Helle til højre på Strøget
Min moster til venstre og kusinen Helle til højre på Strøget ved Helligåndskirken. Bemærk en tysk soldat bag dem

En anden fortæller

Jeg vandrede ind med min barnevogn fra Frederiksberg, det var sådan en Pedigree. Den havde et kæmpemagasin, så der havde jeg alt. hvad det skulle være. En dag vandrede jeg fra Amager til Bispebjerg hospital, hvor jeg skulle aflevere nogle våben. På vejen derud, gik jeg forbi General Motors, hvor tyskerne var posteret udenfor- og der sad min lille søn på nogle pistoler. Det var ikke det store. Det var bare den håndsrænkning, men kunne give dem.

Illustration fra bogen “Kvinder i modstandskampen “Illegal våbentransport”

barnevogn-fra-krigen-bogen-kvinder-i-modstandskampen
barnevogn-fra-krigen-bogen-kvinder-i-modstandskampen

For ikke at vække opmærksomhed kunne de kvindelige kurerer finde på at bede de tyske soldater om hjælp til at slæbe de tunge kufferter ombord eller fra borde på Storebæltsfærgen.

Ingen regnede det for noget, men kvinderne har været uundværlige under krigen også ved at gemme dem, der gik under jorden og at sørge for mad og tøj til dem.

Min moster var utrolig frimodig og selvbevidst på en naturlig måde. Hun har aldrig vist tegn på psykisk besvær efter krigen. Hun havde en robusthed over sig, som ingen i familien ellers havde. Mange af os har været lidt små ængstelige og lidt for lette at ryste desværre.

Ermegaard og L.P i lejheden i Havnegade i Esbjerg under krigen
Ermegaard og L.P i lejheden i Havnegade i Esbjerg under krigen

Sygeplejerske

Et tilbageblik på sygeplejeskeuddannelsen på Bispebjerg Hospital 1971-1975

I gymnasiet havde vi et par timer som skulle bruges til uddannelsesvalg. Jeg kiggede i en bog, men der var ikke noget, der fængede. Jeg var mest interesseret i historie, litteratur og sprog, men anede, at det ikke ville kunne udgøre en levevej for mig. Jeg har mistanke om, at jeg tænkte på sygeplejen som en måde at komme hjemmefra på.

Bispebjerg Hospitals Sygeplejeskole havde et kollegium og man ville få løn under uddannelsen, så det med bolig ville blive muligt.

Efter 2.G havde jeg prøvet at være indlagt på Glostrup Hospital for konstant hovedpine og træthed gennem et helt skoleår. I dag tror jeg det har været en eftervirkning af Mononukluosis. Derudover var rygning tilladt inde i den såkaldte “Vandrehal” i gymnasiet, og den konstante cigaretrøg har bidraget på værste vis til ubehaget.

Jeg var indlagt i en eller to uger og man fandt intet, men jeg så at sygpeplejeeleverne havde en vis status og lavede spændende ting.


Jeg var bosat i Manchester i efterår og vinter 1970/71 og kom hjem på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne komme ind på sygeplejeskolen. Det forår var jeg lærervikar i forskellige kommuneskoler i Herlev og det overbeviste mig om, at lærer skulle jeg ikke være. At råbe en klasse op, var udenfor mine evner og at færdes på lærerværelserne var også meget fremmed for mig. Det kom jeg til at tænke på i de år, hvor jeg var både småbørns-og skolesundhedsplejerske og derfor kom på lærerværelser.

Jeg fik ansøgt til sygeplejeskolen og kaldt ind hos Frk. Koefod, der var forstanderinde. Det eneste hun hæftede sig ved var at jeg kun havde fået 7 i Fysik/kemi i 9. klasse (2. Real). Jeg kom der med studentereksamen. Det betød intet.

From the time I spent in Manchester 1970/71
From the time I spent in Manchester 1970/71

Jeg skal mødes med hele det hold, som jeg startede med i september 1971 på Sygeplejeskolen på Bispebjerg. Det er 42 år siden vi afsluttede i 1975 og jeg har ikke set dem i alle de år.

Hold September 1971- marts 1975 BBH
Hold September 1971- marts 1975 BBH

Jeg var meget betaget af anatomi og fysiologi. Det var imidlertid ikke noget, jeg kom let til. For at lære det skrev jeg alt op på A4 ark og foldede og checkede om jeg kunne svare og forklare og huske alt. Anatomien var ren udenadslære, mens fysiologien krævede en forståelse på et højere plan. Det gik godt med det og forskolen stod for mig som det bedste. Siden blev vi spredt for alle vinde. Praktikopholdene på afdelingerne var ca. tre måneder ad gangen og det var ikke sikkert, at man var der med en fra klassen. Der var første, anden og trejdeårselever. De første år havde vi blå og hvidstribede kjoler på og stivede og nystrøjede forklæder på.  Påsyede striber angav, hvad årgang man var.

Her et billede fra mine holdkammerater, som 1.årselever efter Forskolen

BBH hold sep 1971 førsteårselever
BBH hold sep 1971 førsteårselever nogle af mine holdkammerater billedet er fra vores Facebookgruppe

Birthe Larsen skriver:

 Det er et billede, som er taget af min søster, der er fotograf (Conni Kaae). Så vidt jeg husker, så blev det aftalt at tage i sidste øjeblik, inden vi skulle aflevere de gamle uniformer 

Uniformerne var skønne, når de var “gået lidt til”. Lige når de kom fra vaskeriet rene of nystrøjede var de stive og flipperne kunne drille med de små knapper, der skulle igennem knaphullerne. Forklædet var også forsynet med knapper og det tog en rum tid at få det hele ordentligt på. Der hørte mørkeblå uldne kapper til, der var grønne på indersiden. Det sås i blæsevejr, når man gik udenfor om vinteren.


 

Billeder fra Sygeplejemuseet

 

På et tidspunkt blev jeg sendt på Blegdammen Hospital og fik et værelse på en øde gang. En portør fra Bispebjerg havde afleveret mine få ejendele, som stod foran døren.

Det var et dejligt sted at arbejde, da jeg blev anset som rigtig arbejdskraft og fik ansvar. Det var en medicinsk afdeling. Men det at bo der på loftet var ensomt og jeg hadede at have fri. Det var under energikrisen, så al engangsplastik skulle genbruges. Jeg husker ikke, hvordan vi gjorde medicinglas rene. Afdelingen er revet ned og på stedet ligger i dag Panum Instituttet tæt på Sct. Hans Torv og Blegdamsvej.

Billede af det nu nedrevne Blegdamshospital Nørrebro

Jeg var altid meget nervøs, når jeg skulle vurderes af en sygeplejelærer. Det var lige meget, om det var ophældning af medicin, injektionsgivning, sengebad, som de mest dårlige patienter fik dengang.

Mit værste ophold var sommeren før i 1972. Det var mave-tarm kirurgisk afdeling på Bispebjerg beliggende i en af de gamle pavilloner, Afdeling A. Bygningen ligger der endnu, men bruges ikke som sengeafdeling mere.

Bispebjerg Hospital Foto Væggen gamle pavillon
Foto fra B.B.H. 1915 Sygeplejemuseet

Der var en lang bred gang, hvor medicinskabet stod og nogle beskedne skrivebordspladser til afdelingssygeplejerskene.

Nogle af patientstuerne var store med plads til måske 6-7 patienter. Det ver “1 sengen” osv. En afdelingssygepejerske virkede sadistisk på mig. Hun bad mig komme med ind på en stue, hvor en mandlig patient skulle have skiftet en stor abdominal forbinding. Uden at forberede mig rev hun den af og man så direkte ind i krater af et operationssår. Jeg besvimede ikke, men oplevede en uerhørt vrede mod hende, at hun valgte at udsætte mig for det syn helt uden forberedelse. En anden gang kom jeg på arbejde, hvor en mand lå og brølede af smerte inden en akut operation. Det var tarmslyng. Siden blev han opereret og helt forandret. Jeg tror man smertedækker folk anderledes i dag. En mand i “1 sengen” lå med en såkaldt “Sengstaken Sonde”. Han lå så tålmodigt med den røde gummislange nede i maven. Han havde skrumpelever og oesophagusvaricer      (spiserørsåreknuder) p.g.a. voldsomt tryk på den store vena cava ved leveren.

Senere kom jeg på en øre-næse-hals afdeling i den mere moderne del af Bispebjerg Hospital. Det var et højhus. Der var mange børn indlagt og de skulle vækkes tidligt om morgenen og vaskes af nattevagten. Der var ingen forældre tilstede og det skurrede i mit hjerte at se de små i tremmesengene.

Her fra et senere arbejde på Rigshospitalet

Rigshospitalet 1978-3

To andre ting gjorde indtryk derfra. Det ene var en svært overvægtig dame, der havde forsøgt selvmord med at indtage noget ætsende, der ikke havde slået hende ihjel, men havde ødelagt hendes spiserør. Kuren til hende var at komme på en 1100 kcal diæt. Jeg tror ikke hun var spurgt om det var noget for hende.

En ung mand kom ind om natten efter slagsmål og næste morgen var han død af en piblende hjerneblødning, som ingen havde opdaget. Jeg mindes en norsk sygeplejerske, der ikke selv ville lave noget, men som godt kunne sætte eleverne til at ordne det hele i aftenvagten. Jeg tænkte meget over, hvor forskellig en vagt kunne være efter, hvem man var sammen med.

Praktikopholdene vekslede med skolemoduler, som jeg naturligvis nød i fulde drag. Lægerne kom og underviste os i deres specialer og det var utroligt fascinerende. I perioder kunne jeg bilde mig ind, at jeg fejlede de sygdomme, de underviste om. En af praktikperieoderne foregik på Børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg, hvor jeg selv havde ligget som præmatur. De interessante tilfælde blandt børnene blev kørt til et auditorium, hvor de blev undersøgt af lægestuderende, som så skulle give et bud på hvad de fejlede. Det må have været hårdt, men heldigvis forstod børnene nok ikke, hvad der foregik. Den slags forekommer sikkert ikke i dag.

Da jeg endelig blev uddannet var mit første arbejdssted gynækologisk K afdeling i en af de gamle pavilloner ligesom mave-tarmkirurgisk A.

En dygtig og afholdt læge hed Devantier og han satte sig op på sengekanten og forberedte de unge kvinder på operation. Det kunne være cancer uteri (Cancer i livmoderhalsen), som allerede havde vist sig fra 16 års aldren. Det var så faderligt og rart at han tog sig tid til det.

En berømt balletdanser skulle have provokeret abort, men det blev holdt skjult og blev kaldt “Abrasio” udskrabning i stedet. Der var ældre damer, der døde af underlivscancer og yngre, der havde graviditeter udenfor livmoderen. En livstruende situation.

Et minde dukker op med en mor til en polsk sygeplejerske, som jeg lærte at kende det sidste år jeg læste på sygeplejeskolen. Pigen hed Barbera og hun og hendes familie var polske, jødiske flygtninge. I 1960’erne blev de forfulgte i Polen. Barbara var meget dygtig og lærte hurtigt dansk. De “gamle” forældre lærte det aldrig. Moderen havde levet i en kælder i Ljuv i skjul for at overleve nazismen. Desværre husker jeg ikke meget om faderen. En dag blev moderen indlagt på afd. K og opereret for cancer i livmoderen. Hun har sikkert klaret den, men hun lå helt tavs og maskeagtig i sengen. Hun har sikkert været skrækslagen og ingen har talt med hende. Tiden på afd. K blev det bedste punktum for tiden og det jeg husker tilbage på med størst glæde. Afdelingssygeplejersken hed frk. Gudrun Nielsen og hun havde vist stadig kappe på. Det var ellers forlængst afskaffet. Hun kunne godt lide mig og det blomstrede jeg op ved. Hun kaldte mig Frk. Holm. Hun kunne sige

Frk. Holm i morgen skal De løse af for mig!

Det var en stor ære, fordi, så skulle jeg stå for stuegangen i stedet for hende. Det var heldigvis ikke så svært på den afdeling.

Der er meget jeg har glemt og jeg må spørge de tidligere klassekammerater om at hjælpe mig at huske. 

At være to om at rede senge var en fornøjelse. Først skulle alle patienter hjælpes op og at bleve vasket og, når de var ude af sengene, skulle alle sengene redes fra en ende af. Vi gik på hver side af sengene og småsnakkede undervejs.

Om eftermiddagen var der en omgang med puls og temperatur og evt. B.T.s måling. Bagefter fik alle kaffe og kage, eller franskbrød.

Alle blomsterbuketter kom ud i skyllerummene om natten og vandet blev skiftet. I skyllerummene hang en tung lugt af urin og af Fresier, som var den mest gængse blomstertype hos patienterne.

Vi målte også diuresen, dvs samlede al urin fra patienterne. Måske var det mest på mave-tarmkirurigsk afdeling. Det står hen i det uvisse.


Under krigen spillede hospitalet en stor rolle ved at jøder på flugt blev gemt på sygestuer, sygeplejeboliger og i de underjordiske gange. Der var også en illegal presse dernede.

000256f040_bispebjerg_hospital_med_lys_i_vinduerne_4_maj_1945 Sygeplejehistorisk museum
4. maj 1945 fra Bispebjerg hospital. Foto sygeplejemuseet

Jeg havde ekstra job med rengøringen under uddannelsen på samme hospital, hvor en del foregik under jorden. Jeg blev kun hilst på, når jeg var sygeplejeelev og ikke som rengøringshjælp. Siden da har jeg lagt vægt på at hilse på alle selv uanset, hvilket job vedkommende har.

Jeg skyndte mig videre i mit liv til sundhedsplejen, der passede mig så meget bedre og har derfor knapt nok skænket dette kapitel en tanke. Dog har det, jeg lærte ligget som en grundviden i mit arbejde som sundhedsplejerske og som mor, at kunne skelne sygt og raskt.

Fra en nostalgisk tur til Bispebjerg Hospital juli 2017