Min fætter og lidt om hans hund

Jeg har altid elsket mine fætre. De var så slagfærdige og underholdende. Jeg havde kun en bror og min moster havde fire livlige drenge. De fire drenge blev min inspiration til også at ville have fire børn.

mine-faetre-og-jeg-1
N.H. nummer to fra venstre

Der er gået 50 år i mellem de to billeder

IMG_1565

Den ældste har fødselsdag i dag of derfor vil jeg skrive lidt om ham. Han blev født i København 15. maj 1944 og inden han blev et år var der dramatiske ting i hans liv. Først kom generalstrejken juli 1944, hvor min mor fortæller om, hvordan det var svært at købe mælk til ham.

Min mormor med min fætter i barnevogn 1944/45
Min mormor med N.H. i barnevogn i Holbæk

Hun var netop ankommet til København efter endt uddannelse som apoteksdefektrice og skulle begynde i sit første rigtige job i Sydhavnsapoteket midt i generalstrejken. Næste krise kom, da hans far blev arresteret af Gestapo i foråret 1945, idet de havde taget fejl af ham og hans svoger, der var politimand “under jorden”. Trådene blev reddet ud, men der gik nogen tid, hvor min fætters mor selv henvendte sig til Vestre fængsel. Da Shellhuset blev bombet, vidste min moster ikke, om han sad der! Han var netop blevet overflyttet til Vestre fængsel.

Glad krigsbarn

 

Som toårig gav han sin mor en kæmpe forskrækkelse ved at forsvinde på Bispebjerg. Historien der endte godt kan læses her i min engelske blog.

Da min fætter N.H. er ældst er han den, der har de fleste erindringer fra vores morforældres hjem i Holbæk. Han kom der i ferierne og lokkede min morfar til at give ham lov til at opholde sig på en bondegård i nærheden. Han spurgte, mens morfar sov til middag og fik så en brummen som svar. Der fik han lov til at køre hestevogn og meget andet og så sit snit til at tage med en færge til Orø med en kammerat.

Indtryk af mine morforældres hjem i Holbæk

N.H. holdt en tale til min mormors 80 års fødselsdag i 1970. Han var da 26 år. Der berettede han om erindringerne om de mange ophold i Holbæk. Der var særlige hygiejneregler, som hans mor ikke havde taget med sig til Bjerget på Bispebjerg. Man blev vastet meget grundigt, når man som barnebarn kom på besøg.

N.H. ville så gerne have en hund. Det måtte han ikke. Så fik han en ondulat, men hver gang den kom ud af sit bur fløj den rundt på værelset og klattede. Så blev det forbudt. Tilsidst gav faderen efter og han måtte spare sammen til en hund. En korthåret hanhund.

NH til hest i 1970

N.H. til hest i nærheden af Vejby strand 1970.

Bannik ved skrænten
 billede af Banik i sin yndlingsbeskæftigelse

N.H. kom hjem med den dejligste hvide hund, en langhåret hunhund. Jeg husker, at han kom med den i sin scooterhjelm. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var der, eller om jeg bare har fået det fortalt. Jeg ser det for mig meget tydeligt. Min fætter er lang og tynd og hunden er en lille ulden hvalp i en hvid hjelm.

Min fætter omkring 1970

Lykkelig var jeg, da vi engang skulle passe den. N.H.s familie skulle på ferie. Det var så spændende. Den elskede vores mor mest. Den der gav den mad var dens favorit. Vi vidste ikke, at vi skulle meget tidligt op for at nå at lufte den, inden vi skulle i skole. Engang vi var på tur i Herlev  blev den pludselig  helt eldevild og for over gaden. Det viste sig, at vores mormor var på besøg i Herlev hos vores anden moster og hunden genkendte hende, inden vi havde set hende.

Den kunne godt finde på at blive nervøs og snappe efter os, hvis vi klappede den på en bestemt måde. Mysteriet blev løst sidste år, hvor jeg talte med N.H. om det. Deres far havde drillet den med at forskrække den, når han kom ned af kældertrappen til den. N.H. boede i et kælderværelse under villaen i Vangede, da han var teenager. De drillerier havde desværre gjort den nervøs.

sommeren 1965 på udflugt til Kullen fra Rågeleje sommerhuset i hjemmesyet kjole

Vi passede den også i dens egne omgivelser en sommer, hvor vi lånte min moster og onkels sommerhus Ved Skrænten ved Vejby strand udenfor Rågeleje. Banik elskede at kure på maven ned ad skrænten. Heldigvis har min bror taget et billede af den situation.

Situationer fra vores ferie i det lånte sommerhus

Min fætter sendte mig følgende på mail, mens jeg skrev på artiklen:

Det er rigtigt, at jeg lige havde fået hund i begyndelsen af sommerferien. Det må have været i 1960. Jeg tog den med op til Rågeleje, hvor jeg havde lavet en lille indhegning. Det var en stor fordel, da den ikke var renlig fra begyndelsen. Ellers sov jeg med den i det lille gæsteværelse, der vente ud mod vejen, hvis du kan huske det. Så den fik sin første tid i Rågeleje og elskede lige siden at komme der.
Det er også rigtigt, at den kunne være i min styrthjelm, da jeg hentede den, dels fordi hunden var lille og dels fordi hjelmen var meget stor. Hjelmen blev fremstillet af DKI til Politiet, men jeg blev tvunget til at bruge den, da jeg fik min Velo Solex. Det har set fantastisk ud! Poul Nyrups cykelhjelm var for lille og min for stor. Sådan er verden fyldt med uretfærdighed!

Dionne Femlingedukkerne og Paula Pederson

Gennem min blogging har jeg fået et meget værdifuldt venskab. Paula Pederson er datter af en fremgangsrig byningsmatador i Seattle. Hans Pederson (1864-1933) stammede fra Stenstrup på Fyn, hvor han voksede op hos sine morforældre. Som tyveårig immigrerede han til U.S.A. Han arbejdede sig op til at forestå mange slags store bygningsværker, hvoraf mange står endnu. Foruden bygningsværker var det drænering afsumpområder anlæggelse af veje, kloakering og jernbanespor og meget andet.

Paulas mor var af fattig ukrainsk slægt, der var immireret til Canada og hun mødte Hans, da hun plejede hans døende kone. De giftede sig hurtigt og tre måneder efter at Paula var født i 1933 døde faderen.

Moderen var 42 år yngre end Hans og omtalte ham aldrig bortset fra at hun havde fortalt engang at faderen var død som ung arkitekt i en bilulykke.

Først da Paula var over 60 år fandt hun ud af, hvilken fin og dygtig mand hendes biologiske far havde været. Mange fra hans slægt var kommet til Seattle for at arbejde for ham og han havde taget sig godt af alle. Da den økonomiske depression satte ind først i 1930’erne gik hans forretninger ned samtidigt med at han blev alvorligt syg.

Moderen giftede sig igen med en 18 år ældre mand og de levede som udenlandsamerikanere i tiden før 2. Verdenskrig. Det var Manilla, Shanghai og Honolulo. Det ydre og fine betød alt for moderen så børnene var mest sammen med barnepiger og overladt til sig selv.

Paulas bog Mysterious Builder of Seattle Landmarks er netop udkommet efter års intensiv research. Paula skildrer sit liv hudløst ærligt, som om det med ærlighed var en mangelvare i Paulas opvækst.

En situation, der ikke omtales i bogen, er hvor hun og moderen og lillesøsteren går fra borde tidligt om morgenen på første evakuering fra Shanghai til Seattle. Se historien i Paulas blog. I flere timer havde moderen lavet slangekrøller på Paula for at blive fotograferet på vej fra landgangen. Det hele for at blive fotograferet til bladene som High Society folk, der kom hjem fra udlandet. Paula er skrækslagen, fordi hun tror de bliver skudt af de mange blitz fra fotograferne.

Paulas billede
Paulas billede

Dionnequints1
Dionnequints Public Domaine from Ontario Canada

I bogen omtales kort fra Manilla at hun i fem års fødselsdagsgave fik Dionne femlinge dukker i ens tøj. Det må have været en meget fin gave på niveau med, hvad en prinsesse kunne få. Jeg måtte finde ud af noget mere omkring de dukker og det viste sig at være modeller af Canadiske meget smukke femlinger født først i 1930-erne af fattige forældre. De blev taget fra forældrene og opbevaret i et hospital, hvor folk kunne komme at se dem lege gennem glasruder. De de var ni år gamle blev de sendt hjem til forældrene igen. Det gjorde man mod børn dengang. Jeg ved ikke, hvilke af dukkerne Paula fik, da de fandtes i  flere udgaver og årgange.

Marie, Emilie, Cecile, Annette and Yvonne

Der er nogle ligheder mellem Paulas liv og femlingerne. Femlingerne blev vist frem og Paula og hendes lillesøster blev også klædt på og udstyret med elegant tøj, så de kunne blive beundret. Det havde tunge konsekvenser i form af stor usikkerhedsfølelse i opvæksten ligesom femlingerne, fremmedgjort fra forældrene, har lidt under at være blevet udstillet i årevis.

Et dukkehjem 

Inspireret af en på Facebook, der spurgte til min samling af gamle dukkevogne og dukker, tænkte jeg at tage et øjebliksbillede og samle det her i en artikel.

Jeg har altid elsket barnevogne og dukkevogne specielt fra 1940’erne til 1960’erne. Der er noget omkring form og dimensioner i styr, kaleche og selve kassen og ophænget, som jeg aldrig bliver træt af. Som barn var jeg fascineret også af kassens foring og overlæderet med rude til barnet eller dukken. Jeg fik aldrig en sådan dukkevogn, men min mor havde en drømme tvillingevogn til os. Den var en brugt vogn fra sidst i fyrrene.

Det er tilfældigt at jeg har de dukkevogne, jeg har. Jeg har bare ikke kunnet undgå at tage dem hjem, når jeg har faldet over dem.

Dukkerne er mest “composition” eller “glasdukker”. Jeg har også nogle, der minder mere om porcelæn. Dukkerne er alle som babyer, som passer bedst til mine vogne og til mig. Som barn havde jeg en svarende til 4-5 års alderen. Jeg var glad for den, men det var jo babyerne, jeg sværmede for.

Tag et kig “Fra egen samling”, som den ser ud netop i dag.

Mit soveværelse den eneste vogn jeg har, der er polstret og med vendestyr. Dorthe Lohmann fandt den til mig en nat for nogle år siden. Den er meget værdifuld

img_1358

Lyseblå Scandia
Lyseblå Scandia ukendt model og årstal gætter på midt 1950’erne

Det nærmeste jeg kunne komme til min yndlingsvogn

Fra mit køkken En lille nyerhvervelse fra Odder uden overlæder, en helt renoveret Scandia og den yngste til højre en Brønd

Odder, Scandia og Brønd til højre
Odder, Scandia og Brønd til højre
Odder, Scandia og Brønd
Odder, Scandia og Brønd fra ca 1950-1962
Tre køkkendukkevogne
Fra venstre Odder med gammel skrøbelig celloiddukke fra 1930’erne, Scandia med porcelænsdukke og Brønd med compositionsdukke
Køkken dukkevogne
Odder, Scandia og Brønd

 Fra overetagen

Odder dukkevogn
Odder dukkevogn “Ulla” 1961 fra begyndelsen af 1960’erne
Odder dukkevogn
Odder dukkevogn “Ulla” 1961 og celloid babydukke i høj stol
Fransk smedjernsseng
Fransk smedjernsseng ca 100 år gammel to composition dukker

Itkin vogn Eton og compositon dukke

Brønd dukkevogn fra sidst i 1950'erne
Brønd dukkevogn fra sidst i 1950’erne
Brønd vognen fra siden
Brønd vognen fra siden

img_1360

Emmaljunga, Itkin Eton, Odder Ulla
Emmaljunga, Itkin Eton, Odder Ulla

Mine små franske vogne mærket RED kommer i sikkerhed, når der kommer børn. De har været brugt til udstilling i barnevognsforretninger og har aldrig været legetøj. Det er én version jeg har hørt. En anden er at de netop har været til salg i legetøjsforretninger og nogle pigers kæreste eje. De passer nøjagtigt til en Rosebud dukke. Disse dukker fik jeg to af i en “høj alder” af ni år. Hvor jeg elskede dem. Jeg stødte først på de små vogne via facebook bekendtskaber.

Jeg kom i tanker om dem nu, da jeg så dem i mit fotokatalog og jeg fandt dem frem igen på deres plads ved siden af den franske smedejernsseng.

IMG_1383

Her ligger Peter i sin bambusseng og tænker “Skal jeg ikke snart ud at lege”? Peter stammer fra “Olgas Lyst” på Vesterbro. Min genfundne tidligere frisør fra 1970’erne.

Komposition dukke i bambus seng
Mit vitrineskab med samling
Mit vitrineskab med samling

På anden hylde står en “kopi” af min dukke Lone en mellemstor celloiddukke. Jeg gav min egen væk i 1975 til min tidligere frisør Erik, nuværende indehaver af “Olgas Lyst” legetøjsmuseum på Vesterbro i København. Jeg turde ikke fortælle min mor det! Jeg var 24 år dengang.

Jeg mistede kontakten til Erik, da hans frisørsalon lukkede på Sct. Pederstræde, mens jeg boede i Sverige. Ved et lykketræf fandt jeg ham igen for tre år siden. Min veninde Ellen-Margrethe har givet mig den tilsvarende dukke (Lone) og lavet det smukke tøj til den. Jeg har stadig det tøj, min mor har syet til hende i julegaver til mig. Jeg har linket til en historie om at genfinde ham på min engelske blog.

Fra stuen

Kurvevogn i stuen
Kurvevogn i stuen ukendt mærke ca 1910

De skønne procelænsdukker fra Armand Marseille stammer fra Birgit Muusmands Antique Toys og den anden fra Lene Byfoded, der har syet de fine dragter af en rest af stoffet fra Dorthe Lohmanns smedejernsseng.

Dream Babyer i Lene Byfogeds fine tøj
Dream Babyer i Lene Byfogeds fine tøj. Alt håndsyet
img_1356
Gammel kurvevogn med “Dream Babies” Armand Marseilles

Alle de hvide betræk med mellemværk er syet af Grethe Sørensen fra Stenløse fra gamle stoffer til både betræk og madrasser. Kurvevognen og smedejernssengen har tilhørt Dorthe Lohmann. Jeg kunne ikke udholde, at de ting blev solgt til anden side.

Lidt fra trappen og fra stuen. Påskepynten holder længe

En toårigs univers 

 Set i relation til min barndom

Jeg har haft en oplevelse med mit to-årige barnebarn, som gik mig til hjertet. Som nogle af jer ved har jeg altid været fascineret af barnevogne og babyer og babyudstyr. Dette barnebarn deler min interesse. Det er ikke alle små børn, der går op i babyer og udstyr. Nogle elsker tøjtyr og bamser. Jeg har aldrig haft noget af det, og skønt jeg godt kan se, de kan være søde, ved jeg ikke rigtigt, hvad der ideen med dem.

Jeg har mange dukkevogne med gamle porcelæns- og celloiddukker. De fleste bliver sat væk, når børnene kommer. To mindre vogne kommer ned i stueplan med nye babydukker, når børnene kommer. En enkelt klapvogn er der også. Jeg fandt den tjenlig til storskrald udenfor et hus. Der manglede kun en bred strop, som jeg nemt kunne erstatte. Den blev brugt meget af den lille, idet alle dukkerne og en enkelt bamse skulle sidde der med et ben i hver åbning, ligesom hun selv sidder i sin autostol.

Når vi skulle hente noget i de værelser, hvor de lidt sartere vogne og dukker stod, gik den lille fra vogn til vogn og kiggede grundigt ned. Hun sagde:

Mormor barnevogn!

i spørgende og konstaterende tonefald. Hun er også den eneste af mine børnebørn, der har fået øje på mit vitrineskab med dukker og udstyr. Igen konstaterede hun, at det var mormors. Hun ville gerne åbne dørene, men jeg nøjedes med at vise hende tingene fra øverst til nederst.

 

Hun faldt for en gammel ret solid celloiddukke som siger “Ahhh” når den holdes på en bestemt måde. Den har et utroligt smukt og livagtigt ansigt og det var tydeligt, at den appellerede mere til hende, end de tre moderne bløde dukker, jeg har købt til hendes rådighed ved besøg. Jeg vogtede nøje på hende, mens hun legede med den, men det gik godt og hun var meget god og nænsom med den. I et uset øjeblik lagde jeg den væk, da den er uerstattelig. Mange gamle dukker har intet mærke i nakken og dermed kendes oprindelsen ikke.

 

 

Billederne er taget mellem kl. 07 og 07.30 om morgenen påske lørdag

Det at hun havde flere vogne var en ekstra finesse for på et tidspunkt trak hun rundt med dem begge fra stue til bryggers. Hun er vant til at komme i vuggestue, hvor hun og de små kammerater bliver lagt i krybber. Jeg gætter på, at det er så genkendeligt for hende, at hun leger med vognene ved at dukkerne kommer op og ned under dynerne. Det er endnu for svært at klæde dukkerne på.

Køjesengen fra min far
Køjesengen fra min far

Jeg fandt også min gamle køjeseng frem. Min far lavede den til mig, da jeg var knapt seks år. Min mor havde sat blomsteroverføringsmærker på. Det var det vigtigste for mig. Den sagde hende ikke noget, da hun ikke kendte køjesenge. Jeg kendte heller ikke til køjesenge. Min far har moret sig ved at lave den  ligesom han lavede to potter i et møbel i teaktræ. En lyseblå og en lyserød potte i hård plastik. Vi var tvillinger, så det syntes han var sjovt. Den har jeg ikke mere.

Hvad der ville have været en drøm for mig at have fået fremfor køjeseng og pottestol

Baby dukketøj

Det kæreste eje, jeg fik var denne dukkeklapvogn, som min far havde lavet temmelig godt i forhold til, hvordan en klapvogn så ud dengang. Desværre brugte min far hjulene til en kørende indkøbsvogn tyve år senere og den forsvandt på den måde.

Dukkeklapvognen til min 6 års fødselsdag januar 1957
Dukkeklapvognen til min 6 års fødselsdag januar 1957

 

Tyske Barnevognsfirmaer

I min søgen efter barnevognskataloger stødte jeg på nogle tyske firmaer fra perioden 1936-1937.

Da jeg så forsiden på den ene følte jeg hele den afsky for det tyske, som var almindeligt i Danmark under krigen og midst ti år efter. Det er skrifttypen, der minder alt for meget om Nazipropaganda. De sidste tyve/tredive år har jeg dog fået helt andre tanker om Tyskland og kan lide at besøge landet.

Her er tre kataloger, som i den grad dannede mode for danske barnevogne før krigen. Katalogerne fandt jeg i Odder Lokalarkiv, som havde arvet al arkivmateriale fra Odder Barnevognsfabrikken. Der havde de samlet kataloger fra konkurerende firmaer i ind- og udland. Allerede under krigen har de danske firmaer rettet sig mod engelsk og evt. amerikansk stil for fra først i fyrrene var de danske modeller meget engelsk prægede og mange havde engelske navne.

Dette er et katalog fra 1936. Firmaet lavede også våben!

 

Resten af katalogets modeller Barnevogne, klapvogne og fletvogne

This slideshow requires JavaScript.

 

På Odder fabrikken har man skelet til det tyske firma

Odder katalog 1940
Odder katalog 1940

Her året efter er moden gået lidt fra den firkantede funkisstil over mod det mere afrundede

 

Et andet firma hedder Germania og kataloget er fra 1936. Forbilledet må have været biler eller motorcykler og i Danmark havde firmaet PMK næsten samme typer på den tid

 


 

De danske modeller i mærket PMK fra København. I teksten nævnes at en forfatterinde Gurli Schade gik fra København til Skagen med sin lille 14 mdr. gamle søn Virtus i denne vogn kaldet “Ingrid”. Jeg tror at det er de danske firmaer, der har kopieret de tyske vogne.

PMKnudsen Virtus
PMKnudsen “Virtus” 1936