Tanker om teater i barndommen

Når jeg tænker tilbage på min barndom er jeg meget taknemmelig for at have set nogle teaterstykker på TV. Jeg tror desværre ofte det kun var brudstykker, da vi altid skulle tidligt i seng. Alligevel har det gjort et stort indtryk og givet mig indsigt i voksenverdenen gennem de ting, der kunne udspille sig mellem mennesker på skærmen i TV-ets barndom.

Det første jeg ved jeg så brudstykker af “Den Skårede Krukke”. Vi havde ikke selv tv, men var taget ind hos vores naboer om sommeren Eskærs, som boede i lejlighed i Brønshøj i vinterhalvåret. Det viste sig at den blev vist på TV teatret den 15.11.1958 en lørdag og jeg har gået i første klasse på det tidspunkt.

Jeg oplevede at de optrædende havde”middelalderdragter”på og det eneste, jeg husker, var at en dame fik et ordentligt klask i bagdelen af en mandlig skuespiller. Jeg både forstod og ikke forstod. Det var i hvert fald noget, der var usædvanligt og ubehageligt. Det må have været noget mine forældre har villet se, siden de ville tage fra Herlev til Brønshøj for at se det. Det viste sig at det var et lystspil fra begyndelsen af 1800-tallet.

I 1962 fik vi selv fjernsyn og meget ændrede sig derefter. Fra at have spillet ludo og lignende med forældrene en gang i mellem var det fjernsynet, der kom til at dominere.

Et andet hed “Tretten Øre” om en fattig dame, der ikke havde råd til en hue eller hat til tretten øre. Jeg følte sorgen over at nogen var så fattig. Når jeg slår op på Google og søger på “Tretten øre” kommer kun Storm P’s monolog fremført af Ebbe Rode. Måske hed teaterstykket noget andet. Men huen kostede kun tretten øre og det var stadig for dyrt for en tjenestepige.

Et lystspil med to gamle tanter tante 1 og tante 2 i “Skærmydsler” af Gustav Wied. De er hele tiden irritererede på hinanden. De ville begge have ret og en af replikkerne var ” Månen har den farve måner skal have”. De skændtes over månens farve. En af dem var Clara Pontoppidan, som også var helt eminent også som moderen i “Indenfor Murene” om en fin jødisk slægt i København.

Skærmydsler kgl.teater
Fra et program fra det Kgl. teater først i 1950-er fra lystspillet “Skærmydsler”

Jeg så den med hende og Paul Reumert som de gamle forældre, John Price som den tykke selvglade søn og Jørgen Reenberg som den unge underdanige ansatte, som så gerne ville giftes med datteren Esther. Det var dog ikke noget for hende, men en “kristen” fra en familie, som det viste sig havde mobbet eller snydt faderen frygteligt tidligere. Det blev et stort slag for faderen, mens moderen forsøgte at støtte den unge datter til at bestemme, hvem hun giftede sig med. Siden så jeg den på Det Kongelige Teater, hvor John Price spillede den gamle far.

Clara-300x180
Inden For murene med Clara Pontoppidan og Paul Reumert

Holberg har jeg set på Det Kongelige Teater og jeg syntes det var et privilegium at mine forældre prioriterede nogle enkelte gange at give os i fødselsdagsgave at komme ind at se en Holbergkomedie eller en ballet.

Jeg fandt det svært at tale om følelser og konfliktfyldte ting i mit hjem, så disse gamle stykker hjalp mig at sætte ord på følelser og forstå nogle sammenhænge mellem mennesker.


 

På min engelske blog har jeg skrevet om, hvordan en film fra 1945 fik mig ud i at drømme om et nærmere forhold til min far

 

 

 

 

 

 

 

Min mormors lykønskingskort og tiden inden hun bliver gift

 

 

Min mormor Asta blev født i 1890 og boede i Nyboder på flere adresser indtil hun blev gift i  februar 1920 som 29-årig. I en tidligere artikel har jeg vist de kort og telegrammer hendes far fik, men heldigvis har hun også gemt sine egne kort, som indirekte fortæller en smule af hendes historie.

En lille bog fra skoletiden svarer til hvad piger i dag har om at samle noget om deres veninder. Dengang var det dog mere moralsk opdragende, idet børnene får at vide, at huske familiens fødselsdage. Venindernes navne og adresser står side om side med lærernes navne. Asta gik på Sølvgade Skole fra 1897-1904.

 

Hendes konfirmationshold fra Holmens kirke var meget stort 80 piger og sikkert lige så mange drenge. Det viser, hvor mange mennesker, der boede i og omkring Nyboder dengang omkring århundredeskiftet. De mange børn var delt op i skoleklasser, der gik enten formiddag eller eftermiddag. Hun var ked af, at hun var nødt til at gå om eftermiddagen, da det var mere anset at gå om formiddagen eller også følte hun bare det og savnede veninder, der gik på modsat hold. En karakterbog har jeg også bevaret og en broderet ting fra 1904, der viser de mange slags sting og syteknikker de lærte.

 

 

 

Hun var som jeg husker det meget venlig, men også ret lukket omkring sin fortid, som om hun tog hensyn til, at familien måske ikke var interesseret. Jeg tror hun led under at ikke kunne få udtrykt de ting, hun havde gået igennem, som det, at forældrene mistede nyfødte tvillinger, da hun var et år og moderen mistede sin 29 årige bror samme tid.

image024-1-1
Min oldemor Lauras bror Emil, der døde som 27 årig fire dag før Asta blev født

Da Asta var 8 år havde hendes og Svends far fået en søn Kurt uden for ægteskabet og var flyttet hen til den dame, der var mor til ham, et sted i midten af København.

Både Astas far og mor havde flere jobs, så forældrene var meget lidt hjemme. Hendes mor gjorde rent for folk privat og i forretninger, blandt andet i et fotoatelier, som har muliggjort at de har fine fotos.

 

Asta har taget meget ansvar for sin ti år yngre bror. Sorgen over at måtte stoppe med at have kontakt med ham, da han er først i tyverne, må også have været stor. Som ung mand viser Svend sider, der ikke er så rare. Han har store projekter igang, mangler penge, låner sig frem, men “glemmer” at betale tilbage. Det største slag var nok, da det viste sig ved moderens død, at han havde ophævet opsparingen til ligbrænningen, således at omkostningerne blev meget høje for Asta og Emry, som stod for bisættelsen. Han var utrolig smuk og charmerende. En rigtig kvindebedårer.

s22-001
Astas bror Svend på den tid. hvor de stadig sås

Min mormor har været meget præget af, at faderen forlod familien og af at hun støtte sin mor. Hun skriver i et postkort til sin mor i 1911, hvor hun er på en lille ferie med sin tante, at hun håber, at moderen ikke er for ked af det, mens hun er væk!

Slide showet kan standses undervejs

This slideshow requires JavaScript.

I 1915 er Asta netop fyldt 25 år og har været ca 7-8 år i fru Schraeders manufakturhandel i Nansensgade 30. Hun går de 2 1/2 km. fire gange om dagen og der er åbent til langt ud på aftenen. Der var en middagspause, hvor hun går hjem og spiser. De lange arbejdstider og presset omkring forældrenes situation slog hende ud.

Asta blev syg med blødende mavesår og indlagt på Øresundshospitalet. Hvorlænge ved jeg ikke. Da jeg hørte om det i min tid som sygeplejeelev blev jeg meget berørt, da det er alvorligt og dengang svært at helbrede.

I de gemte postkort er der nogle fra tre forskellige unge mænd. Den ene K. Lebell har boet lige i nærheden af forretningen og kortene er stilet til Asta Nielsen i Nansensgade. Lebell har været sømand for han har skrevet fra forskellige lande.

 

 

 

 

På en båndoptagelse siger hun, at hun ikke var særlig interesseret i unge mænd. Hun har selv skrevet til K.Lebells mor fra det reconvallescenssted på Sjælland hun kom på efter sit akutte sygeleje. Men teksten er streget over og er aldrig sendt. På den måde har vi et bevis for, hvor hun var på rekreation.

 

Fra Schraeders kort til Asta der var indlagt på Øresundshospitalet i 1915

 

 

Hun stopper hos Fru Schraeder efter sygdommen, men bevarer kontakten til hende resten af livet og til “den lille elev”, der blev gift Drejsler og som hun arbjedede sammen med i butikken. Dennes børn har hun billeder af i sit album og jeg tror, Asta har været gudmor for en af dem, for der er et billede, der viser barnet på Astas arm.

 

Hun ender med at blive gift med min morfar Emry som 29 årig. De fandt hinanden mirakuløst via en kontaktannonce. Da hun mødes med ham ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen i august 1919 arbejder hun på kontor hos en grosserer på Købmagergade.


 

Som gammel livede hun meget op, når hun kom i kontakt med nye mennesker, om det så var ved indlæggelser på Gentofte hospital efter lårbensbrud. Hun trivedes ikke med at være alene efter Emrys død i 1957. Hun var nødt til at flytte til Buddinge tæt på Lyngby for at være tæt på børn og børnebørn. Børnene havde travlt og kunne ikke komme så tit, som hun havde brug for. Hun kendte ikke nogen i Buddinge og der var langt til Holbæk, hvor hun stadig havde mange venner.

asta-og-emry-som-forlovede-1919-1
forlovelsesbillede Asta og Emry 1919

Tankerne fra barndom og ungdom har sikkert trængt sig på. Det var noget familien ikke forstod sig på. Hun blev leet af, fordi de fleste syntes hun burde være glad for sit liv.

Besøg på Holstebro Museum

Museet har flere afdelinger. En med kunst, som er deres hovedfokus, en om tiden under anden verdenskrig på Holstebroegnen, en om deres bys gamle virksomheder og endelig en

LEGETØJSAFDELING

Det hele er flot sat op i glasmontre og beskrevet på dansk, engelsk og tysk. Jeg fæstede mig ikke så meget ved om der stod hvilke mærker det var, men mest at det var så smukt sat op.

Drengelegetøj

 

Dukker

 

This slideshow requires JavaScript.

 

Tilbehør til pigeværelser og dukkevogne

 

Vores første tid set med datidens øjne 

Min mand har genskabt begivenhederne fra min brors og min første tid gennem at finde breve og dagbøger frem fra januar 1951. Man var ikke klar over dengang at adskillelse af børn og deres mor kunne have svære følger, men til enhver tid er man også nødt til at tilpasse sig de forhold, der gælder og få det bedste ud af det. De vidste ikke, at de selv trak tiden ud for meget ved først at gøre lejligheden færdig inden vi kom hjem.

 

Disse to steder lå vi de to første måneder af vores liv

Jeg må dog sige, at vi var heldige at kuvøsen var opfundet for 60 år tidligere i 1891 fødte min oldemor tvillinger et år efter min mormor var født og de døde som så mange andre fortidligt fødte. Den ene døde med det samme og den anden lå i en skindmuffe de få dage han levede.

Den kommer her i linket Maria og Torbens fødselsdag

Stolthed og fordomme

Tanker om manglende ord for følelser.

Da jeg hørte titelmelodien til filmen “Stolthed og Fordomme” fra 2005 satte det sig lige i følelserne. Desværre kan jeg ikke sætte et link ind til den filmmelodi af den italienske komponist Dario Mariadelli. I stedet kan jeg give et eksempel på en anden  filmmelodi af ham til Jane Eyres “Awaken”.

Jeg tænker tilbage på skoletiden, hvor en kammerat nævnte noget for sjov om “sårede følelser” eller “såret stolthed.” Jeg troede, jeg kunne gætte, hvad hun mente, men havde aldrig hørt om det.  Følelser var tabu. Eller indkapslet langt inde.

Jeg havde et godt forhold til min mor og jeg vidste, at hun holdt meget af os, men vi talte ikke om, hvordan vi havde det inderst inde. Vores far havde ikke overskud til os, når han kom fra arbejde. Han sov dårligt og arbejdstiden var lang dengang. Var der noget vi var kede af, har vi ikke sagt det. Havde vi gjort noget vi ikke måtte, sagde vi det ikke heller. Man måtte jo ikke en masse ting, så det var bedst at tie stille. Jeg holdt ikke ud at se fjernsyn for jeg ville ikke vise, hvor berørt jeg blev, hvis det greb mig. Jeg måtte heller ikke se ret meget, for det startede først efter TV avisen og snart skulle vi i seng. Jeg var helt knust over at skulle gå og lægge mig tyve minutter inde i et TV teater eller en ballet. Her et billede fra Operetten Farinelli, scenen, hvor han står på planken på sørøverskibet gjorde et voldsomt indtryk, men jeg så den ikke til ende, hvilket var uudholdeligt.

poul-bundgaard-som-farinelli-1961
Et L.P. cover fra operetten fra 1961 med Poul Bundgaard i titelrollen

 

Vrede og trods var fuldstændigt bandlyst. Utilfredshed var også anset som forkælet.

Jeg bryder mig heller ikke om, at børn opfører sig utaknemmeligt, men jeg vil gerne hjælpe børn at forstå, hvad de gennemlever af følelser. Dvs. sætte ord på det, de oplever og føler, så de bedre accepterer sig selv.

Vi havde en lærer Holger Juul fra 7.-9.klasse, som kom til at spille en uendelig stor rolle for mig og min tvillingebror. Han lærte os mange emner inden for sprog, kunst og historie. Hans store engagement i stoffet smittede så meget af på os, at vi blev venner med ham og hans familie efter vi forlod folkeskolen og kom i gymnasiet i 1967. Han sagde engang om mig, at jeg var meget følsom og min bror var den fornuftige. Jeg anede ikke, hvad han mente. Han må have kunnet aflæse, hvad jeg følte.

image041-1
På kunstmuseet Louisianna med lærer Juul i 1969 foto Torben Holm

Jeg har få minder om kaotiske følelser. En gang besøgte vi min mors veninde i Bagsværd, som ligger 4-5 km. fra Herlev, hvor vi boede. Vi kørte hjem i bussen og der var jeg helt ude af mig selv. Jeg tror jeg græd, ikke højt, men stille. Min mors veninde havde en pige lidt yngre end jeg og hun havde nok noget andet legetøj end jeg. Måske en babydukke. Samtidig var hun en mere selvsikker type. Følelsen af, at ikke have noget, eller at ikke magte den sociale situation var overvældende. Det havde nok bare været en uvant og overstimulerende oplevelse.

Senere i puberteten blev jeg voldsomt vred på min far, men jeg turde på ingen måde konfrontere ham med min vrede og skuffelse, så det gik fuldstændigt uretfærdigt ud over min stakkels mor. Han må have hørt mit raseri i køkkenet, men kom ikke ud af stuen.

Da jeg blev gammel nok til at læse fandt jeg ud af noget omkring at forstå følelser gennem de mange bøger jeg læste.  Det var dog ikke noget jeg talte med nogen om.

Jeg lå under dynen med en nefalygte og læste, da det naturligvis var forbudt at læse så sent.