Min moster var kurér under krigen

Det var ikke noget, der blev talt om under hendes lange liv eller i familien efter krigen, men ved et tilfælde fik vi det at vide.

Min moster var ældst af mine mors søskende. Hun har oplevet mere end de fleste. Hun blev adopteret et par døgn gammel af min morfar Emry og hans første kone Anna i 1915. De havde været gift længe og de kunne ikke få børn. Ermegaard kom min moster til at hedde, fordi det på den tid var moderne at læse romantisk litteratur med navne fra vikingetiden. Men trods det anderledes navn var Ermegaard ukuelig. Hendes nye mor døde af den spanske syge i 1918. Ermegaard havde endda fået en lillebror i 1916, som døde få dage gammel. Det viste sig at hendes mor Anna havde dårlige nyrer, hvilket var farligt i forbindelse med graviditet og derudover den spanske syge, som slog så mange ihjel dengang.

 

 

 

Min morfar stod alene med en godt treårig og var selv nervøs og bange for at dø af dårligt hjerte. Han tog til en hjertespecialist i København, som sagde at han da ikke fejlede noget, men nok var overanstrengt. Min morfar blev så glad at han kontaktede min mormor Asta i København. Han havde annonceret efter en husbestyrinde med henblik på ægteskab og gik med Astas kønne billede i lommen. Hun havde været ærlig og skrevet at hun ikke havde lært at lave mad, men ville lære det. Det havde holdt ham tilbage, men efter at have ansat en, der både var kedelig og lavede ligeså kedelig mad fik han ringet til grossistfirmaet på Købmagergade, hvor min mormor Asta arbejdede dengang og aftalt et møde med hende ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen.

Dragefontænen fra før 1923
Dragefontænen fra før 1923

Det blev et meget vellykket møde og jeg tror, at de hurtigt blev stormende forelskede. Ermegaard fik sin tredje mor på fire år, men blev altid behandlet godt af min mormor, der var så bange for at gøre forskel på børnene. Ermegaard var en meget smuk pige med lange fletninger og et charmerende smil på alle billeder hele livet igennem.

Ermegaards klasse på Centralskolen i Holbæk
Ermegaard nr 6 fra venstre bagerst fra Centralskolen i Holbæk
Ermegaard med sine søskende 1929
Ermegaard bag sine tre mindre søskende på Marthavej 5 Holbæk 1929

 

Fletningerne blev ofret i tredverne, hvor hun mødte sin mand. Hun blev uddannet på Købmandskolen i København i kontorfag. Under krigen boede de i Esbjerg, langt fra barndomshjemmet i Holbæk. De har ikke været meget hjemme på besøg, da vejen på tog var både lang og farlig.

Image066-3

 

Et par år før hun døde i 2009 besøgte vi hende i Aalborg, hvor vi fik at vide, at hun havde været kurér. Det var ikke noget hun selv lagde meget vægt på. Hun ville hellere snakke om mange andre ting, så derfor er det så lidt vi ved.

Men det har været dødsens farligt. Blev de opdaget af tyskerne ved at blive stukket eller ved ved at en frihedskæmper kom til at snakke over sig var det slut. Hendes mand var meget involveret i spejderbevægelsen og der igennem har der været et netværk at folk, der stolede på hinanden og på den måde har hun fået opgaver med at gå med meddelser til andre modstandsfolk både på egnen og helt i København. De der var i modstandsbevægelsen blev vant til at man ikke kunne snakke om det og de fleste holdt tingene hemmelige resten af livet og lagde det i et hemmeligt sted i bevidstheden. Det har også været svært at tale om det, fordi de ikke måtte kende til de andres funktioner eller navne af sikkerhedsmæssige grunde. Ingen havde overblik over ret meget.

Min mor Ruth skriver i et erindringsark at Ermegaard engang tog helt fra Esbjerg til Dyrehaven i København for at aflevere en vigtig meddelse til en ven, Heister, som var med i modstandsbevægelsen. Det lykkedes, men han blev senere taget til fange og overlevede bombardementet i Shellhuset i marts 1945. Dog havde han varige mén efter at have faldet ned fra etagen, fangerne var på. Desuden fik hun afværvet Gestapos udspørgen om en tom lejlighed i Esbjerg, som hun passede for en frihedskæmper, der var gået under jorden.

I en bog “kvinder i modstandskampen” af Nina Bisgaard har jeg læst nogle beretninger om kurertjenesten. Det er en bog fra 1986. Der beskrives det at kvinderne hjalp til med alt forefaldende arbejde inden for modstandskampen. De holdt det hele kørende. Sørgede for mad og omsorg til de aktive modstandsmænd og hjalp med transport af hemmeligt materiale. De kørte det i barnevogne lige for næsen af tyskerne og hippofolk. Det kunne sagtens være våben som maskinpistoler og ammunition, hemmelige koder, blade og instruktioner, falske identitetskort, stempler mm.

Kvinder blev ikke regnet for noget af tyskerne, så de kunne som regel passere forbi vejspærringer og razzier. En Musse Hartig fortæller i bogen, at hun havde været i en lejlighed for at hente stempler og papirer til falske identitetspairer, træder ud af huset og løber ind i en razzia

Tasken med de kompromitterende pairer hang og dinglede skødesløst i min højre hånd, mens jeg stift som en dukke bevægede mig hen mod en modbydeligt tamp af en SS soldat, der stod og spærrede fortovet lige overfor Dr.Tværgade. Han var en høj og modbydelgt udseende fyr, og han skævede ud ad øjenkrogene, da jeg nærmede mig. Det var en uhyggelig fornemmelse, men jeg var klar over, at jeg måtte blive ved med at gå fremad, ikke noget med at løbe, og jeg måtte handle på en eller anden måde. Jeg skulle ud af det her. Lige før jeg nåede til ham, var jeg ved at blive grebet af panik, men jeg fik hold på mig selv. Det er dig, det her afhænger af. Du må prøve med den charme, du har. Han stod og spærrede fortovet med sin maskinpistol. I det øjeblik, jeg nåede ham smilede jeg  et stort strålende pigesmil til ham. Med venstre håndløftede jeg maskingeværløbet, dukkede mig under dette med et “bitte”. Han smilede tilbage og lod mig slippe mig forbi.

Den frækhed kunne jeg sagtens tro min moster besad også. Hun fik i hverfald snakket nogle tyskere fra at interessere sig for underboens lejlighed, som hun passede, da ejeren var under jorden.

Min moster til venstre og kusinen Helle til højre på Strøget
Min moster til venstre og kusinen Helle til højre på Strøget ved Helligåndskirken. Bemærk en tysk soldat bag dem

En anden fortæller

Jeg vandrede ind med min barnevogn fra Frederiksberg, det var sådan en Pedigree. Den havde et kæmpemagasin, så der havde jeg alt. hvad det skulle være. En dag vandrede jeg fra Amager til Bispebjerg hospital, hvor jeg skulle aflevere nogle våben. På vejen derud, gik jeg forbi General Motors, hvor tyskerne var posteret udenfor- og der sad min lille søn på nogle pistoler. Det var ikke det store. Det var bare den håndsrænkning, men kunne give dem.

Illustration fra bogen “Kvinder i modstandskampen “Illegal våbentransport”

barnevogn-fra-krigen-bogen-kvinder-i-modstandskampen
barnevogn-fra-krigen-bogen-kvinder-i-modstandskampen

For ikke at vække opmærksomhed kunne de kvindelige kurerer finde på at bede de tyske soldater om hjælp til at slæbe de tunge kufferter ombord eller fra borde på Storebæltsfærgen.

Ingen regnede det for noget, men kvinderne har været uundværlige under krigen også ved at gemme dem, der gik under jorden og at sørge for mad og tøj til dem.

Min moster var utrolig frimodig og selvbevidst på en naturlig måde. Hun har aldrig vist tegn på psykisk besvær efter krigen. Hun havde en robusthed over sig, som ingen i familien ellers havde. Mange af os har været lidt små ængstelige og lidt for lette at ryste desværre.

Ermegaard og L.P i lejheden i Havnegade i Esbjerg under krigen
Ermegaard og L.P i lejheden i Havnegade i Esbjerg under krigen

Juleberetning 2017

Vi ønsker vores venner og familie en glædelig jul og Godt Nytår!

Året har vi mest foretaget små ture i Danmark med og Sverige. Henrys ene hofte begyndte at strejke så meget, at vi har været nødt til at blive hjemme. Vi har haft sjove gæster via airbnbværtskabet, hvor vi lejer værelser ud efter behov. Robert Bacon, en skotsk elite idtrætudøver i Triathlon deltog i juni i E.M. i Herning og i juli kom verdensmesteren i BMX Simon Andresen og hans mekaniker Emil et par dag under D.M. BMX i mudder. De ejer en café med cykelværksted i Klampenborg, som vi besøgte i august.

 

This slideshow requires JavaScript.

Efter en vellykket operation fik vi mod til at planlægge en ferie i Californien i november. (Forsinket sølvbryllup).Vi havde modtaget en invitation til Thanksgiving hos Paulas datter i kystbyen Oxnard tæt på Los Angeles. Hvornår får vi en sådan chance igen?

Paula & Mike med os på tur rundt i landet
Paula & Mike med os på tur rundt i landet

Vi sørgede for at besøge i alt tre byer for at se så meget som muligt og vi fandt ud af, at togene “Amtrak” klarede at tage os fint rundt. Busser tog os fra og til stationerne. Ingen amerikanere vidste meget om det, men heldigvis kunne vi selv finde ud af at bestille billetter. Paula har vi lært at kende gennem blogging, idet hun har skrevet en bog om sin næsten glemte far Hans Pedersen, der immigrerede til U.S.A. i 1884 og var med til at opbygge Seattle og andre byer på Vestkysten. Henry har skrevet om ham i linket undet navnet.

This slideshow requires JavaScript.

Ferien i november i Californien blev uforglemmelig, fordi den var så varieret. 6 dage i San Fransisco, som er en verden at udforske. Vi kom rundt ved hjælp af rejsekort til bus og sporvogn. De stejle gader var ellers svære at komme op og ned ad for Henry. Heldigvis er ikke alt stejlt.

Der er en berømt park “Golden Gate Park”, som blev berømt under ”Flower Power” tiden sidst i 1960’erne. Den er skabt som Central Park i New York på et stykke jord, som ellers var helt goldt pga. beliggenheden tæt ved Stillehavet. I en anden park ”Lincoln Park” lå et imponerende “Legion of Honor” kunstmuseum, som vi var meget glade for at se. De havde kunst fra alle perioder. Der var udsigt til Golden Gate broen derfra. Den bro var vi vilde med og så den i regn, i mørke belyst af byens mange lys og i fuld solskin.

For at opleve mere af byen flyttede vi hotel de to sidste dage. Det var et historisk Victoriansk hotel fra 1906 tæt på den berømte Fisherman’s Wharf. Det sjove ved det var at kun de mest opgraderede fik håndvask på værelset. Alle måtte dele toiletter og til gengæld var der et såkaldt ”royal flush” altså ”træk og slip”. Alt var renoveret i den gamle stil og personalet var meget venligt. Det at alle skulle tage hensyn gav stedet en oplevelse af, at være på pensionat. Vi var også tæt på en transferbus, som kunne tage os til togstationen i Oakland. Det var med stort besvær at vi fandt ud af det, da det ikke er almen viden, hvordan man klarer sig med tog som transportmiddel.

Det endte med at blive en stor oplevelse at rejse med almindelige folk i de store tog i to etager. Der var café og spisevogn. Der var langt mellem stationerne og i god tid fik vi at vide at toget standsede og folk kunne gå ud at få luft, ryge, men kun en bestemt afstand fra dørene. Vi skulle huske at lægge mærke til tiden, for det var ikke sjovt at blive ”left behind”. De havde styr på, hvem der var med og alle fik en seddel med destinationen, som vi skulle sætte fast under hattehylden. Det gjorde at personalet kunne se, at vi også kom af de rigtige steder. Var der ikke plads i spisevognen kom personalet med mad til os på de rummelige sæder. Vi kørte med Amtrak to gange. Først 3-4 timer til Salinas og med transferbus til kystbyen Monterey og siden igen til Salinas og videre mod syd til Oxnard. Buschaufføren behøvede ikke at se billetter, han råbte bare vores navne op!

Klimaet blev varmere og varmere jo mere vi kom sydpå. Efterår/sensommervejr i San Fransisco og sommervejr i Oxnard. Der var meget at se på vejen i form af øde bjerglandskaber og til sidst selve kyststrækningen.

 

Monterey var meget anderledes end San Fransisco, idet det var grundlagt som det første i Californien af Spanierne. Byggestilen var mexicansk inspireret. Da guldfeberen rasede og byen var ny forlod folk deres nybyggede huse for at drage videre til en anden del af Californien.

Den kendte forfatter fra Scotland Robert Stevenson har været med til at gøre byen berømt. Han har blandt andet samlet inspiration til ”Skatteøen” i disse omgivelser. Der var pelikaner og søløver at se i havneområdet og historiske bygninger, som man fik guidede ture i af volontører om historien. Vi var der i to dage.

Den sidste uge i det varme Oxnard nær Los Angeles var en helt anden ferie. Vi blev taget med rundt på sightseeing i bil af vores værter Paulas datter og svigersøn. I denne rigmands by kan man ikke komme omkring uden bil. Uden en kender af området ville vi have siddet fast i trafikken, men Ellen kendte bagvejene. Vi mødte Paula og det var meget spændende. Hun var dog meget udmattet efter en lang rejse til det kolde Seattle for at samarbejde med sin Publisher om sin bog. Det er et kæmpe arbejde at lære, hvordan man promoverer en bog.

Klimaet var meget behageligt. En tør varme, der gjorde at vi aldrig frøs. Mørket faldt på kl 17 og det blev koldere derefter. På selve Thankgiving Day blev vi sejlet i deres lille elektriske båd med soltag i ca 2 timer i de mange havneløb i byen. Vi var også lidt ude på de vilde våger på Stillehavet. Om formiddagen havde jeg løbet langs stranden en tur på 8 km. Det var i 26 grader varmt. Vi spiste buffet på deres yacht klub.

Der var alt det de har til Thanksgiving: Kalkun, skinke, laks og masser af tilbehør. Tranebærsovs, kartoffelmos og søde kartofler, grønne salater og græskar pie. Til dessert alle slags kager blandt andet Pecannødde pie. Vi behøvede ikke mere den dag.


 

I løbet af året har vi ofte været i Aarhus i forbindelse med løb og har der mødt Ditlev og som regel besøgt Aros, der som regel har gode særudstillinger. På Amalienborg så vi en spændende udstilling med mange ting, som kongehuset har brugt. En barnevogn, som blev brugt til en af prinsesserne og en vugge fra dronning Margrethes egen tid i 1940.

Vi havde en længere tur i maj i Sverige, hvor vi havde sommervejr. Vi var mange steder i Sydsverige blandt på Ikea museet, hvor jeg med møje fandt en side i 1968 kataloget, som min far brugte til at kopiere en seng og et bord til mig. Han havde lavet det noget om, hvilket gjorde at jeg ikke genkendte siden med det samme. Han kunne lide at lave alt selv, selvom det må have været billigere selv dengang at købe direkte fra Ikea.

 

Til sidst nåede vi op til Uppsala for at se Andreas og hans familie. Zoe er tre år og den lille Oliver blev 1 år i maj. Familien var i Sydafrika fra august til oktober, hvor børnene fik lejlighed til at være i deres mors land og møde hele den store glade slægt og fik set en masse skøn natur og dyr i reservater og Zoo.

 

Vi var flere gange med Ella 6 år og Erika 2 år på Frilandsmuseet og det var sjovt at se det gennem deres øjne. Der var meget liv der, da både skoleklasser og børnehaver var på udflugt i sommeren. For de mindste kunne man lede efter tøjmus i de gamle huse og se små uddrag af eventyr af dygtige skuespillere. Til min store glæde har Erika arvet min interesse for dukker og dukkevogne og legede meget intenst med mine gamle ting de to gange hun har været hos os i 2017.

Vi var også må en fin tur til Tyborøn for at se ”Sea War Museum” Der er en stor udstilling om Jyllandsslaget i 1916. Et kæmpe slag fra første verdenskrig med mange døde til ingen nytte. I området udenfor i klitterne ses kunstværker, der illustrerer de mange involverede tyske og engelske skibe og hvor mange, der døde fra hver besætning.

Den 4. juli tog vi til Jelling egnen og lagde en hjemmelavet mindekrans på en amerikansk pilots grav. Vi syntes at han fortjente det. Henry har sat sig ind i historien om Jack Hodge og skrevet om ham. Det har medført at en blogger fra U.S.A. og en fra Australien har læst og kommenteret hans artikler, der kan google oversættes.

Sølvbryllyppet blev fejret af børnene på restaurant i Virum og vi fik fine gaver i Kgl. porcelæn. Torben og Lis gav os et ophold på Comwell Holte og en fin gourmet frokost i Humlebæk, hvor vi samtidigt fejrede Lis 60 års fødselsdag.

 

Henry har også gjort et stort arbejde i at digitalisere og scanne alle min mors venindes breve fra deres livslange venskab fra 1946 til deres død i 2008 og 09. John, Joseys anden søn har vist stor interesse og har ordnet alt kronologisk og vil hjælpe os at få det udgivet. Han har opdaget masser om sin mor, som han aldrig har vidst og han anerkender, at det var ”et brillant træk af Ruth at gemme brevene” og han er også glad for at jeg i det sidste brev til hende fortæller hende, at vi har alle brevene.

Familier med børn og barnevogne i Sundby på Amager

Denne artikel er inspireret af billeder fra Sundby Lokalhistoriske Forening SULFA, som har givet mig alle de billeder, de har af barnevogne og forretninger fra Amager. Jeg har fået dem i bytte for min fars erindringer, som de ville gøre til en bog i deres regi. Min far (1920-2007) voksede op på Amager og boede der til han blev gift i 1948.

1920’erne

1930’erne

Amagerbrogade med gavlmaleri af Sundby Barnevognsfabrik Foto SULFA Erik Johansen
Amagerbrogade med gavlmaleri af Sundby Barnevognsfabrik Foto SULFA Erik Johansen

 

En familie fra 1930’erne på Amager har afleveret deres billeder til Sundbyarkivet, som sidste år har givet mig ret til at bruge billeder. En serie med familien Johansen 1932-1934. Familien havde den store pige i forvejen og de to mindre er kommet til i den korte periode på to år. Jeg gætter på at faderen har noget med barnevognsforretningen at gøre på Amagerbrogade. Jeg har aldrig hørt om et mærke, der hedder Britania, men familiens barnevogn ligner den på facaden.

Erik Johansens familie

1932

1933

 

1934

Vognen er udstyret med mulighed for siddeplads for ældre barn. Modellen ligner det  engelske mærke Pedigree, som jeg har vist i en tidligere blogartikel.


1950’erne Henrik Skovs familie

 

Itkinfabrikken blev flyttet fra Landemærket 9 til Amager Strandvej 124 i begyndelsen af 1950’erne. Nu ligger der en anden virksomhed på ejendommen, som snart skal sælges og ændres til lejligheder. Jeg besøgte stedet i sommer og så lokalerne inde og ude. Navnet anes på murstensvæggen til venstre for indgangspartiet.

 

Mere om Itkin kan læses her.

Sygeplejerske

Et tilbageblik på sygeplejeskeuddannelsen på Bispebjerg Hospital 1971-1975

I gymnasiet havde vi et par timer som skulle bruges til uddannelsesvalg. Jeg kiggede i en bog, men der var ikke noget, der fængede. Jeg var mest interesseret i historie, litteratur og sprog, men anede, at det ikke ville kunne udgøre en levevej for mig. Jeg har mistanke om, at jeg tænkte på sygeplejen som en måde at komme hjemmefra på.

Bispebjerg Hospitals Sygeplejeskole havde et kollegium og man ville få løn under uddannelsen, så det med bolig ville blive muligt.

Efter 2.G havde jeg prøvet at være indlagt på Glostrup Hospital for konstant hovedpine og træthed gennem et helt skoleår. I dag tror jeg det har været en eftervirkning af Mononukluosis. Derudover var rygning tilladt inde i den såkaldte “Vandrehal” i gymnasiet, og den konstante cigaretrøg har bidraget på værste vis til ubehaget.

Jeg var indlagt i en eller to uger og man fandt intet, men jeg så at sygpeplejeeleverne havde en vis status og lavede spændende ting.


Jeg var bosat i Manchester i efterår og vinter 1970/71 og kom hjem på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne komme ind på sygeplejeskolen. Det forår var jeg lærervikar i forskellige kommuneskoler i Herlev og det overbeviste mig om, at lærer skulle jeg ikke være. At råbe en klasse op, var udenfor mine evner og at færdes på lærerværelserne var også meget fremmed for mig. Det kom jeg til at tænke på i de år, hvor jeg var både småbørns-og skolesundhedsplejerske og derfor kom på lærerværelser.

Jeg fik ansøgt til sygeplejeskolen og kaldt ind hos Frk. Koefod, der var forstanderinde. Det eneste hun hæftede sig ved var at jeg kun havde fået 7 i Fysik/kemi i 9. klasse (2. Real). Jeg kom der med studentereksamen. Det betød intet.

From the time I spent in Manchester 1970/71
From the time I spent in Manchester 1970/71

Jeg skal mødes med hele det hold, som jeg startede med i september 1971 på Sygeplejeskolen på Bispebjerg. Det er 42 år siden vi afsluttede i 1975 og jeg har ikke set dem i alle de år.

Hold September 1971- marts 1975 BBH
Hold September 1971- marts 1975 BBH

Jeg var meget betaget af anatomi og fysiologi. Det var imidlertid ikke noget, jeg kom let til. For at lære det skrev jeg alt op på A4 ark og foldede og checkede om jeg kunne svare og forklare og huske alt. Anatomien var ren udenadslære, mens fysiologien krævede en forståelse på et højere plan. Det gik godt med det og forskolen stod for mig som det bedste. Siden blev vi spredt for alle vinde. Praktikopholdene på afdelingerne var ca. tre måneder ad gangen og det var ikke sikkert, at man var der med en fra klassen. Der var første, anden og trejdeårselever. De første år havde vi blå og hvidstribede kjoler på og stivede og nystrøjede forklæder på.  Påsyede striber angav, hvad årgang man var.

Her et billede fra mine holdkammerater, som 1.årselever efter Forskolen

BBH hold sep 1971 førsteårselever
BBH hold sep 1971 førsteårselever nogle af mine holdkammerater billedet er fra vores Facebookgruppe

Birthe Larsen skriver:

 Det er et billede, som er taget af min søster, der er fotograf (Conni Kaae). Så vidt jeg husker, så blev det aftalt at tage i sidste øjeblik, inden vi skulle aflevere de gamle uniformer 

Uniformerne var skønne, når de var “gået lidt til”. Lige når de kom fra vaskeriet rene of nystrøjede var de stive og flipperne kunne drille med de små knapper, der skulle igennem knaphullerne. Forklædet var også forsynet med knapper og det tog en rum tid at få det hele ordentligt på. Der hørte mørkeblå uldne kapper til, der var grønne på indersiden. Det sås i blæsevejr, når man gik udenfor om vinteren.


 

Billeder fra Sygeplejemuseet

 

På et tidspunkt blev jeg sendt på Blegdammen Hospital og fik et værelse på en øde gang. En portør fra Bispebjerg havde afleveret mine få ejendele, som stod foran døren.

Det var et dejligt sted at arbejde, da jeg blev anset som rigtig arbejdskraft og fik ansvar. Det var en medicinsk afdeling. Men det at bo der på loftet var ensomt og jeg hadede at have fri. Det var under energikrisen, så al engangsplastik skulle genbruges. Jeg husker ikke, hvordan vi gjorde medicinglas rene. Afdelingen er revet ned og på stedet ligger i dag Panum Instituttet tæt på Sct. Hans Torv og Blegdamsvej.

Billede af det nu nedrevne Blegdamshospital Nørrebro

Jeg var altid meget nervøs, når jeg skulle vurderes af en sygeplejelærer. Det var lige meget, om det var ophældning af medicin, injektionsgivning, sengebad, som de mest dårlige patienter fik dengang.

Mit værste ophold var sommeren før i 1972. Det var mave-tarm kirurgisk afdeling på Bispebjerg beliggende i en af de gamle pavilloner, Afdeling A. Bygningen ligger der endnu, men bruges ikke som sengeafdeling mere.

Bispebjerg Hospital Foto Væggen gamle pavillon
Foto fra B.B.H. 1915 Sygeplejemuseet

Der var en lang bred gang, hvor medicinskabet stod og nogle beskedne skrivebordspladser til afdelingssygeplejerskene.

Nogle af patientstuerne var store med plads til måske 6-7 patienter. Det ver “1 sengen” osv. En afdelingssygepejerske virkede sadistisk på mig. Hun bad mig komme med ind på en stue, hvor en mandlig patient skulle have skiftet en stor abdominal forbinding. Uden at forberede mig rev hun den af og man så direkte ind i krater af et operationssår. Jeg besvimede ikke, men oplevede en uerhørt vrede mod hende, at hun valgte at udsætte mig for det syn helt uden forberedelse. En anden gang kom jeg på arbejde, hvor en mand lå og brølede af smerte inden en akut operation. Det var tarmslyng. Siden blev han opereret og helt forandret. Jeg tror man smertedækker folk anderledes i dag. En mand i “1 sengen” lå med en såkaldt “Sengstaken Sonde”. Han lå så tålmodigt med den røde gummislange nede i maven. Han havde skrumpelever og oesophagusvaricer      (spiserørsåreknuder) p.g.a. voldsomt tryk på den store vena cava ved leveren.

Senere kom jeg på en øre-næse-hals afdeling i den mere moderne del af Bispebjerg Hospital. Det var et højhus. Der var mange børn indlagt og de skulle vækkes tidligt om morgenen og vaskes af nattevagten. Der var ingen forældre tilstede og det skurrede i mit hjerte at se de små i tremmesengene.

Her fra et senere arbejde på Rigshospitalet

Rigshospitalet 1978-3

To andre ting gjorde indtryk derfra. Det ene var en svært overvægtig dame, der havde forsøgt selvmord med at indtage noget ætsende, der ikke havde slået hende ihjel, men havde ødelagt hendes spiserør. Kuren til hende var at komme på en 1100 kcal diæt. Jeg tror ikke hun var spurgt om det var noget for hende.

En ung mand kom ind om natten efter slagsmål og næste morgen var han død af en piblende hjerneblødning, som ingen havde opdaget. Jeg mindes en norsk sygeplejerske, der ikke selv ville lave noget, men som godt kunne sætte eleverne til at ordne det hele i aftenvagten. Jeg tænkte meget over, hvor forskellig en vagt kunne være efter, hvem man var sammen med.

Praktikopholdene vekslede med skolemoduler, som jeg naturligvis nød i fulde drag. Lægerne kom og underviste os i deres specialer og det var utroligt fascinerende. I perioder kunne jeg bilde mig ind, at jeg fejlede de sygdomme, de underviste om. En af praktikperieoderne foregik på Børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg, hvor jeg selv havde ligget som præmatur. De interessante tilfælde blandt børnene blev kørt til et auditorium, hvor de blev undersøgt af lægestuderende, som så skulle give et bud på hvad de fejlede. Det må have været hårdt, men heldigvis forstod børnene nok ikke, hvad der foregik. Den slags forekommer sikkert ikke i dag.

Da jeg endelig blev uddannet var mit første arbejdssted gynækologisk K afdeling i en af de gamle pavilloner ligesom mave-tarmkirurgisk A.

En dygtig og afholdt læge hed Devantier og han satte sig op på sengekanten og forberedte de unge kvinder på operation. Det kunne være cancer uteri (Cancer i livmoderhalsen), som allerede havde vist sig fra 16 års aldren. Det var så faderligt og rart at han tog sig tid til det.

En berømt balletdanser skulle have provokeret abort, men det blev holdt skjult og blev kaldt “Abrasio” udskrabning i stedet. Der var ældre damer, der døde af underlivscancer og yngre, der havde graviditeter udenfor livmoderen. En livstruende situation.

Et minde dukker op med en mor til en polsk sygeplejerske, som jeg lærte at kende det sidste år jeg læste på sygeplejeskolen. Pigen hed Barbera og hun og hendes familie var polske, jødiske flygtninge. I 1960’erne blev de forfulgte i Polen. Barbara var meget dygtig og lærte hurtigt dansk. De “gamle” forældre lærte det aldrig. Moderen havde levet i en kælder i Ljuv i skjul for at overleve nazismen. Desværre husker jeg ikke meget om faderen. En dag blev moderen indlagt på afd. K og opereret for cancer i livmoderen. Hun har sikkert klaret den, men hun lå helt tavs og maskeagtig i sengen. Hun har sikkert været skrækslagen og ingen har talt med hende. Tiden på afd. K blev det bedste punktum for tiden og det jeg husker tilbage på med størst glæde. Afdelingssygeplejersken hed frk. Gudrun Nielsen og hun havde vist stadig kappe på. Det var ellers forlængst afskaffet. Hun kunne godt lide mig og det blomstrede jeg op ved. Hun kaldte mig Frk. Holm. Hun kunne sige

Frk. Holm i morgen skal De løse af for mig!

Det var en stor ære, fordi, så skulle jeg stå for stuegangen i stedet for hende. Det var heldigvis ikke så svært på den afdeling.

Der er meget jeg har glemt og jeg må spørge de tidligere klassekammerater om at hjælpe mig at huske. 

At være to om at rede senge var en fornøjelse. Først skulle alle patienter hjælpes op og at bleve vasket og, når de var ude af sengene, skulle alle sengene redes fra en ende af. Vi gik på hver side af sengene og småsnakkede undervejs.

Om eftermiddagen var der en omgang med puls og temperatur og evt. B.T.s måling. Bagefter fik alle kaffe og kage, eller franskbrød.

Alle blomsterbuketter kom ud i skyllerummene om natten og vandet blev skiftet. I skyllerummene hang en tung lugt af urin og af Fresier, som var den mest gængse blomstertype hos patienterne.

Vi målte også diuresen, dvs samlede al urin fra patienterne. Måske var det mest på mave-tarmkirurigsk afdeling. Det står hen i det uvisse.


Under krigen spillede hospitalet en stor rolle ved at jøder på flugt blev gemt på sygestuer, sygeplejeboliger og i de underjordiske gange. Der var også en illegal presse dernede.

000256f040_bispebjerg_hospital_med_lys_i_vinduerne_4_maj_1945 Sygeplejehistorisk museum
4. maj 1945 fra Bispebjerg hospital. Foto sygeplejemuseet

Jeg havde ekstra job med rengøringen under uddannelsen på samme hospital, hvor en del foregik under jorden. Jeg blev kun hilst på, når jeg var sygeplejeelev og ikke som rengøringshjælp. Siden da har jeg lagt vægt på at hilse på alle selv uanset, hvilket job vedkommende har.

Jeg skyndte mig videre i mit liv til sundhedsplejen, der passede mig så meget bedre og har derfor knapt nok skænket dette kapitel en tanke. Dog har det, jeg lærte ligget som en grundviden i mit arbejde som sundhedsplejerske og som mor, at kunne skelne sygt og raskt.

Fra en nostalgisk tur til Bispebjerg Hospital juli 2017

 

Gamle Engelske Barnevogne

I min jagt sidste år på det Kgl. Bibliotek fandt jeg to kataloger fra det engelske firma Pedigree. Det ene fra 1934 og det andet fra 1967. Det fra 1967 kommer i næste artikel.

Detaljerne er så smukke at jeg vil vise jer det her. Modellerne har helt sikkert dannet mode i de danske barnevognsfabrikker og den tyske mode, der var funkispræget er skubbet i baggrunden allerede inden anden verdenskrig. Pedigree mærket var en del af et stort firma, der lavede legetøj og cykler og firmaets historie kan læses her.

 

 

 

This slideshow requires JavaScript.

Sundhedsplejen i mit liv

1980-1990 i København i Spæd- og Småbørnssundhedsplejen og 1996-2014 i Vestjylland i kombineret ordning

 

I dag på min løbetur kom jeg forbi et hjem i Herning, hvor jeg for tyve år siden var sundhedsplejerske i et vikariat. Der stod en studentervogn udenfor og jeg husker de hyggelige besøg der med familiens førstefødte i 1997. Tyve år!

Sytten år inden var jeg endelig nyuddannet sundhedsplejerske fra Sygeplejerske Højskolen ved Aarhus Universitet. Sådan hed det dengang i 1980 og mange år frem. Dengang var det en et-årig videreuddannelse oven på sygeplejerskeuddannelsen. Dog krævedes der to års praktik på arbejdspladser, der havde med børn at gøre og hjemmeplejen, som forberedte os på at færdes i alle typer af hjem.

Mange familier vidste ikke at vi alle var sygeplejersker inden vi kunne søge optagelse på videreuddannelsen.

I dag kan man optages på uddannelsen som nu varer 1 1/2 år. Et år på VIA University College i Aarhus og et 1/2 års klinik i en kommune.

Fotos fra en majaften i Vennelystparken i Aarhus fra mit uddannelsessted

 

Jeg havde aldrig selv kommet på at tage den uddannelse, men presset som ny sygeplejerske på en akut afdeling på Bispebjerg Hospital fik mig til at tænke nye tanker. Efter to år som nyuddannet sygeplejerske oplevede jeg en uudholdelig stress omkring at modtage meget dårlige patienter. Når ambulancesirener lød i Københvns gader, troede jeg de kom til mig på min vagt.

Ulykker kom naturligvis helt uanmeldt og det der slog mig ud, var følelsen af, at ikke kunne være der nok for den enkelte. Det gik op for mig, at jeg via en sundhedsplejerskeuddannelse kunne være mere nærværende for få ad gangen. Jeg lagde med det samme planer for fremtiden:

  • Sagde op fra den akutte kirurgiske afdeling
  • Fik job på en hudafdeling, som også behandlede børn
  • Kom i hjemmeplejen på Amagerbro og Sundet
  • Tog kørekort, da jeg forstod at det ville være vigtigt at kunne komme rundt
  • Tog job på børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg.
  • Blev optaget i Aarhus, fordi jeg ville se en anden del af landet

Et minde fra hjemmeplejen på Amager var at jeg skulle ud til en barselpatient. Det skulle hjemmeplejen, når der var tale om en hjemmefødsel. Den pågældende mor var så frisk, at hun stod midt i at skulle holde børnefødselsdag for et af sine andre børn. Jeg husker følelsen af at være tilovers og at ikke ane hvad, en sundhedsplejerske egentligt skulle sige og gøre. Men det er så det, man lærer på uddannelsen og først indarbejder efter flere års praksis.

Nu var jeg udsendt som hjemmesygeplejerske, så jeg havde endnu ikke det ansvar.


Da alt var parat blev jeg gift og min daværende mand indviljede i at flytte til Aarhus for også at prøve noget nyt. Den gang var S.U. ikke opfundet, men jeg fik lidt fra København Kommune, som jeg havde ansøgt om at få.

Undervisningen foregik i de gule murstensbygninger, der hører til Universitetet. Skolen tilhørte dog ikke universitet, så derfor kunne vi ikke dengang kalde os kandidater.

Undervisningen var overvældende for mig, fordi det i den tid var nyt, at man begyndte at forstå barnets tilknytningsbehov mere teoretisk. Se min artikel om børnehospitalet  Fuglebakken.

Jeg bearbejdede mange ting fra min egen tidlige barndom med adskillelse og følger af for tidlig fødsel. Det fag, jeg var gladest for var kernen i arbejdet “Funktion og metoder i sundhedsplejen”.

Sundhedsplejerskeuddannelsen december1979 hos lærer
Sundhedsplejerskeuddannelsen december to studerende december 1979 hos lærer på uddannelsen til sammenkomst med klassen

Jeg elskede forelæsningerne, men afskyede de tvungne gruppearbejder og ikke mindst en enkelt gruppeeksamen. Jeg var gravid og helt udmattet og følte ikke jeg kunne komme til orde. De andre var så veltalende. To store skriftlige arbejder var afleveret, men jeg dumpede i gruppeeksamenen, der hørte til den administrative opgave, der hed Administraion og Organisation. Det føltes som et svidende nederlag, for jeg brændte jo for selve uddannelsen. Meget handlede om tilrettelæggelsen af skolesundhedsplejen, som jeg ikke havde haft meget med at gøre. En af mine veninder kendte en af de dygtigste skolesundhedsplejersker og hun tog sig tid til at se min opgave og inspirere mig til at lave den mere realistisk men også fremsynet.

Jeg knoklede på i sommerferien og gik op midt på sommeren hos en af de lærere, jeg var allermest glad for og bestod. Aarhus havde kun plads til få nye sundhedsplejersker i deres kommune, så jeg ringede til Københavns kommunes Omsorgsafdeling i Bernsdorffsgade om de havde brug for mig?

Hvornår kan du komme? spurgte Vibeke Tandrup (Stedfortrædende Forstander)

Det må jeg sige, var sidste gang at en ansættelse gik så let. Jeg var tilmed gravid i 6. måned, så de har virkelig haft brug for vikarer.

Sundhedsplejen i Kbh 1980
Jeg sidder på forreste række i lyserød Laura Ashley kjole og til venstre for mig sidder Grete Lyager. Wivian Fulgsang på forreste række næstyderst i rødternet kjole. Else Guldager sidder på forreste række nr. fire fra venstre. Viceforstander Vibeke Tandrup står i hvid bluse bag Wivian Fuglsang i rødtern.

Det allerførste besøg var på Rigshospitalets kollegium på Jagtvej- Det var mærkeligt nok min mors kusines datter, der fik sin førstefødte under ergoterapeutstudiet. Jeg var nervøs og så forkert på vægten. Det slog mig også, at forældrene var ligeglade med mit besøg. Det var helt uvant tanke at nogle familier ikke efterspurgte noget fagligt.

I resten af min tid som sundhedsplejerske har jeg været følsom overfor netop dette, om familierne var interesserede eller ikke. Det var som om kvaliteten af besøget steg i takt med familiens hunger efter støtte og viden om deres barns trivsel.

Det første område jeg kom til som vikar var ydre Nørrebro under sommerferien, derefter Vesterbro.  Jeg lagde med det samme mærke til at der var rangorden både blandt sundhedsplejerskerne og hvilke områder, der var NOGET.  Vesterbro og det indre Nørrebro regnedes mere end Enghave, Østerbro var luksuskvarteret. Brønshøj og Vanløse var regnet som “Nemt”. Amagerbro, Sundet var svære at få besat af sundhedsplejersker. Der var utrolig megen luftforurening på gaderne dengang.

Sundhedsplejerskerne var meget “Rødstrømpede” og nogle var “alternative, selvom det nok ikke var noget, man man måtte vejlede ud fra.

Jeg tror, de var så individuelt stærke, at de gjorde som det passede dem. En var politiker, Vivian Fulgsang var skribent på Politikken. Else Guldager fik lov til at forske og blev siden en kendt person og talsmand for sundhedsplejen. En skiftede navn fra Karin Sonne til Saida Sonne, da hun gjorde en særlig indsats for indvandrene. Der var en del familier fra Pakistan og jeg ved ikke, hvorfor de kom. Saida kom til at stå for tolkuddannelserne, da tolkene ellers tolkede som vinden blæste.

En episode fra Vesterbro står klart. Jeg går op til en pakistansk familie, hvor jeg finder et ret nyfødt barn på en divan liggende med et tyndt stykke stof over ansigtet. Det var et uhyggeligt syn og jeg så hun var dårlig og blålig. Jeg fik fat på en læge. Dengang havde vi ikke telefoner, så jeg må have cyklet til områdekontoret og ringet. Eller gik jeg ind til en grønthandler på gaden? Der blev sendt en læge og pigen blev behandlet for en hjertefejl. Senere så jeg hende igen og hun var blevet alt for tyk.

Andreas roder i min arbejdstaske 1981-1
Min førstefødte undersøger min store kernelædertaske med målebåndet hængende ud

Da jeg kom fra barsel året efter fik jeg fast arbejde i Vanløse på 30 timer og siden efter 3 børn 20 timer i Vigerslev. De to distrikter lignede hinanden på mange måder. Jeg trivedes bedst med almindelige mennesker. Ikke for rige og fine og ikke for elendige forhold heller. Grete Lyager var på Østerbro. Hende husker jeg fordi, jeg oplevede hende i min elevtid på Fuglebakken som “Føl”. Dvs. hun gik efter en afdelingssygeplejerske som led i at blive sundhedsplejerske. Hun var i blå uniform med hvidt forklæde lige som jeg. I de ti år jeg var i Københavns kommune var Grete Lyager på Østerbro og da jeg mange år efter kom til Ølgod og siden Varde kommune stødte jeg på hende igen som ledende sundhedsplejerske i Fredericia. Hun var en, jeg havde stor respekt for og så op til. Hun var med til at indføre hjælp til mødre med fødselsdepressioner i Fredericia kommune.

Sundhedsplejerskene i København var præget af 1970’er moden. Dvs. de fleste gjorde ikke meget for at se godt ud. Det var med fodformede sko og fløjsbukser og hjemmestrikkede bluser. Vi havde tunge kernelædertasker.

Skolesundhedsplejen var helt adskilt fra os, i det de havde en anden ledelse. En enkelt gang havde vi et fælles møde omkring indførelsen af MFR vaccinen i 1983.

I Spæd- og Småbørns Sundhedsplejen havde vi månedlige faglige møder og dem var jeg glad for, i det vi var spredt til hverdag i mindre grupper over hele byen. Fødselsanmelderserne blev sendt til områdekontorerne via intern post og var i tyndt lysegrønt papir. Vi læste på den om fødslen, mål og vægt Apgar Scores, (fysisk bedømmelse af barnet ved fødslen), blodtab hos moderen og varighed på fødslen, antal provokerede eller spontane aborter, adresse og navne og data.

Ud fra fødselsanmeldelsen kunne vi se en masse, som dannede grundlag for besøgets tilrettelæggelse. Lav fødselsvægt og evt. fødselskomplikationer forberedte til at møde moderens og (evt. faderens) behov. Det sidste bliver der heldigvis taget stadig mere hensyn til takket være psykolog Sven Aage Madsens psykologiske arbejde på Rigshospitalet om fædres behov og evt. efterreaktioner.

Vi skrev journaler i hjemmet om muligt ellers på kontoret. Vi havde både en familiens journal med lidt data. Dog ikke meget brugt og barnets journal med:

  • Mor fortæller….,
  • Obj: om barnets udvikling lige nu i besøget og
  • Vejl.: Den vejledning vi gav den dag.

Vi kaldte børnene “Udøbt dreng/pige med tegn for dreng/pige. I dag er det muligvis “Unavngiven dreng/pige” i de elektroniske journaler. Vi skrev også i “Barnets Bog” en bog i A5 format i hvid og grønne farver. Der var kun plads til det vigtigste og sundhedsplejerskens stempel på tlf. tider. Det har alle dage været uklart, hvad Barnets Bog skulle bruges til. Den er mest til små minder om en tid, der hurtigt svinder. Mål og vægt og noter og vejledning om udvikling og forslag til mad.

Vanløse Områdekontor
Min førstefødte på cyklen ved min daværende arbejdsplads i Vanløse eftersommeren 1981

Jeg gjorde stadig mere ud af “Barnets Bog, da vi i 2006 skiftede til elektroniske journaler. Dvs. jeg udskrev kopi af journalen til Barnets Bog, så journal og Barnets Bog var ens om observationer og udviklingstrin og råd og vejledning. Fra ca 2017- 2013 havde jeg tung bagage med mig i besøgene i form af printer og computer, som til sidst blev reduceret til iPads, der ikke kunne opfange internettet og familierne måtte selv printe ud, i det de havde adgang til den ene del af den elektroniske journal, der havde med barnet at gøre.

Udøbt dreng eller pige
Tegnene for udøbt dreng eller pige
Maria sundhedsplejerske i Vanløse december 1981
Maria sundhedsplejerske i Vanløse december 1981. Journalen ligger på bordet

Fra Vanløse med min anden dreng oktober 1982

Maria og Benjamin oktober 1982
Kunne have været fra et hjemmebesøg i Vanløse

De fleste familier fik i firserne og halvfemserne ti besøg i første leveår. Nogle få havde ikke brug for så mange, men de fleste tog gerne imod det. Meget var mere besværligt dengang, idet barselorloven var meget kortere end i dag og overgang fra bryst til skemad var svær og ind i mellem traumatiserende for mor og barn. Der var også stress omkring at få en institutionsplads, idet der var alt for få til børnenes behov. Ofte var de mellem et og 1 1/2 år før de fik plads i vuggestue/ dagpleje. Mødrene måtte finde privat pasning og de heldige havde en mormor til barnet, der kunne træde til. Det tiår fra 1980-1990 var de bedste år for mig i sundhedsplejen, selvom jeg lærte så meget mere i de 16 år jeg var ansat i Vestjylland Ølgod og Varde.

Det var et kæmpe nervepres for mig at vente på plads til min førstefødte, mens jeg var i arbejde. Jeg havde taget ullønnet orlov fra seks til ti mdr., da jeg ikke kunne udholde tanken om at aflevere så tidligt. Min dreng nåede at blive 1 år, før der var dagplejeplads. Det var svært. Jeg havde ham med nogle dage og rendte ind og ud af besøgene med ham i vogn uden for. Det var ikke godt for hverken ham, for mig eller familierne.

Otte år efter jeg var startet i Københavns kommune var jeg nødt til at lade mig skille og jeg vil give et indtryk af min situation via et citat fra en anden blogartikel om mit liv:

What kept me up was my lovely small children and my work as health visitor. When I went into a home to visit a new family with a baby I completely forgot my own worries. I was a single mom for four years.

Efter en pause fra sundhedsplejen på 6 år, hvor de fem var i Sverige søgte jeg den ene stilling efter den anden, der kunne være ledig i en stor radius på ca 60 km uden om Herning.  Jeg var 45 år og vidste ikke at det var for “gammel”.

Efter godt et år med vikariater i Skive, Lemvig og Herning fik jeg endelig fast job i en lille kommune Ølgod 45 km væk. Jeg oplevede Herning sundhedsplejen, som bestod af dygtige sundhedsplejersker. Et andet indtryk var at meget få havde været væk fra Herning, hvilket gjorde indtryk på mig, som både var københavner og havde boet i udlandet.

I Ølgod i sydvest jylland var der en blanding af gode solide familier, som landbrugsfamilier og folk i villaer, men også stor del af socialt udsatte familier eller enlige mødre. Den samme befolkningssammensætning fandtes i Varde, hvor jeg var de sidste år. Overgangen fra København og siden Sverige var svær. Jeg kunne ikke tolke mødrenes behov så nemt mere. Der er forskellige sociale normer eller uskrevne regler alle steder.

De jyder, jeg kom i kontakt med var mimikfattige. Langsomt kom jeg bag om facaden og oplevede naturligvis mange skønne mennesker, der havde brug for mig.

Jeg lærte at blive mere og mere konkret i vejledningen og kom på adskillige kurser om mor/barn tilknytning og forstod stadig bedre nuancerne i barnets udvikling. For ikke at glemme de ting, jeg har brændt for i sundhedsplejen har jeg skrevet de vigtigste emner i min danske sundhedsplejeblog.

Hjemmebesøgene blev i de senere år reduceret til næsten ingen ting. Vores borgmester mente, at unge mødre kan finde “alt” på nettet. Det kan nok være, men for at sortere i det og at få den fornødne omsorg er de individuelle hjemmebesøg stadig vigtige. Ved at skabe tillid kunne man som sundhedsplejerske give en familie et løft i at turde tro positivt om deres barns udvikling selvom, der kunne være mange typer problemer.

Det der kan være svært i dag er at mange udskrives få timer efter fødslerne. Det er ikke altid at forældrene kan vurdere om barnet kommer igang med at sutte ordentligt og tage på. Det er et kæmpe ansvar at stå med. Men de fleste klarer det utroligt godt.

Dilemmaer var der også mange af. Når jeg oplevede at en familie ikke levede op til at tage sig godt af deres børns udvikling eller behov var det let for familierne at blive fornærmede og smække døren i. Vi balancerede på en knivsæg omkring hvilke ord, der skulle bruges. Dog duede det ikke at være usikker heller. Jeg oplevede en anden mentalitet hos udlændinge. De var ofte mere åbne overfor vejledning, når ikke sprogproblemerne stod i vejen. Jeg tror, det har at gøre med at udlændinge, også scandinaver, havde lettere ved at være autoritetstro mod sådanne som os sundhedsplejersker.

Modsætningen til dette kunne være en dansk, måske ikke så godt begavet mor, som blev rasende på mig, fordi jeg forsøgte at få hende til at forstå at hendes for tidligt fødte barn skulle skånes fra for mange indtryk og om muligt svøbe sit barn i vuggen for at få det til at sove.

Et svøbt spædbarn parat til at blive lagt

Et højdepunkt for mig var at kunne formidle børnenes behov og hvordan man opnår, at de sover og spiser nok og lærer at udvikle sproget og får den motoriske udvikling på plads i samarbejde med forældrene.

Mine største glæder har været at yde hurtig og vedvarende hjælp til en mor, der var bange for ikke at kunne amme eller havde svære ammeproblemer eller at hjælpe en mor godt igennem en fødselsdepression. Ligeledes var det dejligt at hjælpe familier med for tidligt fødte børn at forstå udviklingstrinnene adskilt fra biologisk alder og tage et skridt ad gangen langsomt for at støtte barnet uden at overstimulere det.

Omkring CH. fødsel
På hjemmebesøg i Ølgod tiden omkring 2007

Jeg oplevede et par gange at være sundhedsplejerske for en ung mor, jeg også havde haft i skolen i Ølgod. På den måde fik jeg en slags moderligt forhold til hende i modsætning til de ti år i København, hvor jeg kunne risikere at få et venindeagtigt forhold til mine “mødre”, fordi jeg selv fik fire spædbørn på række.

Der kommer en opfølgende artikel med eksempler på, hvad jeg oplevede i min tid som sundhedsplejerske.

 

Boel klokke
Jeg laver “Boel prøve” hos mig selv med barnebarn december 2015

Mine oplevelser i skolesundhedsplejen må også gemmes til en anden gang. Det er som et helt andet job, som man så skifter imellem i den “kombinerede ordning”.

Tyske Barnevognsfirmaer

I min søgen efter barnevognskataloger stødte jeg på nogle tyske firmaer fra perioden 1936-1937.

Da jeg så forsiden på den ene følte jeg hele den afsky for det tyske, som var almindeligt i Danmark under krigen og midst ti år efter. Det er skrifttypen, der minder alt for meget om Nazipropaganda. De sidste tyve/tredive år har jeg dog fået helt andre tanker om Tyskland og kan lide at besøge landet.

Her er tre kataloger, som i den grad dannede mode for danske barnevogne før krigen. Katalogerne fandt jeg i Odder Lokalarkiv, som havde arvet al arkivmateriale fra Odder Barnevognsfabrikken. Der havde de samlet kataloger fra konkurerende firmaer i ind- og udland. Allerede under krigen har de danske firmaer rettet sig mod engelsk og evt. amerikansk stil for fra først i fyrrene var de danske modeller meget engelsk prægede og mange havde engelske navne.

Dette er et katalog fra 1936. Firmaet lavede også våben!

 

Resten af katalogets modeller Barnevogne, klapvogne og fletvogne

This slideshow requires JavaScript.

 

På Odder fabrikken har man skelet til det tyske firma

Odder katalog 1940
Odder katalog 1940

Her året efter er moden gået lidt fra den firkantede funkisstil over mod det mere afrundede

 

Et andet firma hedder Germania og kataloget er fra 1936. Forbilledet må have været biler eller motorcykler og i Danmark havde firmaet PMK næsten samme typer på den tid

 


 

De danske modeller i mærket PMK fra København. I teksten nævnes at en forfatterinde Gurli Schade gik fra København til Skagen med sin lille 14 mdr. gamle søn Virtus i denne vogn kaldet “Ingrid”. Jeg tror at det er de danske firmaer, der har kopieret de tyske vogne.

PMKnudsen Virtus
PMKnudsen “Virtus” 1936

 

 

TV set med et barns øjne

Når jeg tænker tilbage på min barndom er jeg meget taknemmelig for at have set nogle teaterstykker på TV. Jeg tror desværre ofte det kun var brudstykker, da vi altid skulle tidligt i seng. Alligevel har det gjort et stort indtryk og givet mig indsigt i voksenverdenen gennem de ting, der kunne udspille sig mellem mennesker på skærmen i TV-ets barndom.

Det første jeg ved jeg så brudstykker af “Den Skårede Krukke”. Vi havde ikke selv tv, men var taget ind hos vores naboer om sommeren Eskærs, som boede i lejlighed i Brønshøj i vinterhalvåret. Det viste sig at den blev vist på TV teatret den 15.11.1958 en lørdag og jeg har gået i første klasse på det tidspunkt.

Jeg oplevede at de optrædende havde”middelalderdragter”på og det eneste, jeg husker, var at en dame fik et ordentligt klask i bagdelen af en mandlig skuespiller. Jeg både forstod og ikke forstod. Det var i hvert fald noget, der var usædvanligt og ubehageligt. Det må have været noget mine forældre har villet se, siden de ville tage fra Herlev til Brønshøj for at se det. Det viste sig at det var et lystspil fra begyndelsen af 1800-tallet.

I 1962 fik vi selv fjernsyn og meget ændrede sig derefter. Fra at have spillet ludo og lignende med forældrene en gang i mellem var det fjernsynet, der kom til at dominere.

Et andet TV teater hed “Tretten Øre” om en fattig dame, der ikke havde råd til en hue eller hat til tretten øre. Jeg følte sorgen over at nogen var så fattig. Når jeg slår op på Google og søger på “Tretten øre” kommer kun Storm P’s monolog fremført af Ebbe Rode. Måske hed teaterstykket noget andet. Men huen kostede kun tretten øre og det var stadig for dyrt for en tjenestepige.

Et lystspil med to gamle tanter tante 1 og tante 2 i “Skærmydsler” af Gustav Wied. De er hele tiden irritererede på hinanden. De ville begge have ret og en af replikkerne var ” Månen har den farve måner skal have”. De skændtes over månens farve. En af dem var Clara Pontoppidan, som også var helt eminent også som moderen i “Indenfor Murene” om en fin jødisk slægt i København.

Skærmydsler kgl.teater
Fra et program fra det Kgl. teater først i 1950-er fra lystspillet “Skærmydsler”

Jeg så den med hende og Paul Reumert som de gamle forældre, John Price som den tykke selvglade søn og Jørgen Reenberg som den unge underdanige ansatte, som så gerne ville giftes med datteren Esther. Det var dog ikke noget for hende, men en “kristen” fra en familie, som det viste sig havde mobbet eller snydt faderen frygteligt tidligere. Det blev et stort slag for faderen, mens moderen forsøgte at støtte den unge datter til at bestemme, hvem hun giftede sig med. Siden så jeg den på Det Kongelige Teater, hvor John Price spillede den gamle far.

Clara-300x180
Inden For murene med Clara Pontoppidan og Paul Reumert

Holberg har jeg set på Det Kongelige Teater og jeg syntes det var et privilegium at mine forældre prioriterede nogle enkelte gange at give os i fødselsdagsgave at komme ind at se en Holbergkomedie eller en ballet.

Jeg fandt det svært at tale om følelser og konfliktfyldte ting i mit hjem, så disse gamle stykker hjalp mig at sætte ord på følelser og forstå nogle sammenhænge mellem mennesker.


 

På min engelske blog har jeg skrevet om, hvordan en film fra 1945 fik mig ud i at drømme om et nærmere forhold til min far