Vinterbilleder fra min barndom

Endelig har vi en meget kold vinter og minderne går til mine barndoms vintre, der altid var kolde og hvide af sne. Det første er fra Bispebjerg Københavns Nordvest kvarter, hvor jeg boede de fårste tre og et halvt år af mit liv. Billedet minder mig om fastelavn, hvor jeg for første gang så lange køer af børn i en eller flere boligkarreer ned langs Tomsgårdsvej.

Fastelavn 1953

De næste billeder er fra Agerledet 10 i Herlev, hvor sneen ligger tykt i 1955 den første vinter vi bor der.

Vores tøj var ikke særligt egent til langvarigt ophold i sneen. Vi havde lærrredsflyverdragter skaffet i Børnenes Byttecentral på Ryesgade i København. På Herlev vinterbillederne ses det at vi har overalls over flyverdragterne. Hverken de eller flyverdragerne var ikke vandtætte. Indenunder har vi haft gamascher og uldtrøjer og dertil hjemmestrikkede uldsokker og vanter. Vinterstøvler var der ikke, men gummistøvler. Senere havde vi skistøvler, som var varme med uldsokkerne foldet ned over hægterne.

I 1980erne, da mine børn voksede op blev det muligt at købe finske flyverdragter i kraftigt vandtæt materiale med teddybearfoer. Hvilken forbedring.

Legetøj min far lavede til mig i 1950erne

Jeg forbinder mit dukkehus med vores nybyggede hus, som vi flyttede ind i i 1954. Desværre har jeg ingen erindring om at have pakket gaven ud. Det er et dukkehus i to etager, malet i nogle af de samme farver, som fandtes i vores kælder. Det var ret kraftige farver og atypiske for den tid. Jeg tror det må have været min fireårs fødselsdag i 1955, da min far umuligt kan have haft tid til at lave alt det så hurtigt efter vores nye hus var bygget.

Jeg har siddet i køkkenet og leget med det og i smug har jeg klippet et stykket af min mors karklud fordi, det var nødvendigt udstyr til dukkehuskøkkenet. Måske havde jeg kunnet lege mere med dukkehuset, hvis jeg havde haft legekammerater på besøg. Det var ikke så tit i de tidlige år. Legekamerater var nogle, vi måske kunne lege med udendørs.

Af andre ting han har givet mig er en høj stol, en køjeseng og en stor enkeltseng. Køjesengen har været en julegave, for den ses under juletræet engang, hvor min mormor Asta er på besøg. Jeg var specielt glad for overføringsmærkerne, som min mor har sat på. Hun syede også sengetøjet, hvoraf, jeg i dag kun har det ene sæt.

Jeg har nogle enkelte ting fra min mor og hendes søstre og endda fra min mormor. Min legetøjssamling er bygget op af de ting og de få ting, jeg selv har haft.

En pottestol har han lavet for at lave sjov. Det så ud som en skuffe, der kunne lukkes op og vupti udsigt til en lyserød og en lyseblå potte! Det er ikke noget der findes mere. Ellers har jeg det hele endnu.