Et tilbageblik på Gymnasietiden

Om et par dage mødes nogle af os til 50-års jubilæum på Skovshoved Sejlklub.

Min tvillingebror og jeg boede i Herlev og dengang fandtes der ikke gymnasium i Herlev. Vi måtte tage bussen fra Herlev Hovedgade eller cykle de 8-10 km. Bussen var fuld af cigaretrøg og cykelturen kunne være lidt drøj i kulde og blæsevejr. Vi tog en prøvetur på cykel aftenen før vi skulle møde. Efter Skovlunde passerede vi forbi Løvens Kemiske Fabrik, hvor vores mor havde været sekretær i nogle år og derefter M.E.C., hvor vores far i mange år var ansat som driftsleder på en radiofabrik. Da vi endelig var færdige, var han lidt stolt over, at vi kom forbi med vores studenterhuer. Ellers gik han aldrig op i vores skolegang. Det gjorde derimod vores mor, som selv aldrig havde været i stand til at gennemføre Studenterkursus, som hun deltog i under den sidste krigsvinter i Vendersgade ved det gamle grønttorv. Hun havde fuldtidsarbejde på Sydhavnens apotek og læste om aftenen og om natten og undervisningen foregik om aftenen.

1.G på Ballerup Gymnasium 1967
1.G på Ballerup Gymnasium 1967. 27 elever

Gymnasiet havde en vandrehal, hvor mange sad og røg på klinkegulvet eller på kanten i frikvartererne. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor jeg ofte var meget træt og havde voldsomt hovedpine, men i dag ved jeg, at det indeklima var medårsag. Vi var så forvendte med en knalddygtig lærer fra realskolen, som har givet os en masse indenfor dansk litteratur, latin, historie og kulturhistorie. Desværre fandt jeg aldrig den samme faglige entusiasme hos gymnasielærerne med undtagelse af fransklærer Lykke P.

Jeg var betaget af, at Lykke P allerede den første time hoppede op i vindueskarmen med sin store krop og talte fransk, som om vi forstod det. På en måde gjorde vi det også og for mig, var det den bedste måde at lære sproget på. Hans udtaleregler for fransk tænker jeg altid på, når jeg ser noget skrevet på fransk. Han elskede opera og især Carmen, som er skrevet på fransk. Den gennemgik han med os og mange år senere har jeg fundet at operaer kan være spændende. Han kunne være modbydelig og jeg glemmer aldrig, hvordan han tiltalte en af pigerne. Alle stivnede. Femten år senere i 1985 besøgte jeg Lykke P. og hans kone i deres hyggelige gule rækkehus på Fuglebakken. Hun blev derefter ved med at skrive julekort til mig, hvilket jeg var meget rørt over.

2.G på Ballerup Gymnasium 1968. 20 elever
2.G på Ballerup Gymnasium 1968. 20 elever. Nogle få har været fraværende.

Philip som vi havde til engelsk kunne jeg også lide og det var enormt spændende og voldsomt krævende at dykke ned i Shakespeare og Keats og Shelley. De ting, der fængede mig, har jeg aldrig sluppet, men opsøgt, når der var mulighed for det.

Dansk litteratur var en yderst skuffende oplevelse, da vores lærer virkede til at være mere interesseret i psykoanalyse fra Freud og Jung, end at tage os ind i dansk litteratur. På den Nysproglige linje, som vi gik på havde vi tysk, engelsk, fransk og latin foruden oldtidskundskab, historie, musik/forming dansk og matematik. Gammelsproglig sudentereksamen med græsk, og latin tog man blandt andet på Rødovre Statsskole. Vi gik i skole om lørdagen helt til slut.

Ekskursioner var ikke det bedste jeg vidste og dog har en del af turen til Viborgs Hald Egede gjort et dybt indtryk. Det var ikke udflugterne, dem husker jeg faktisk ikke, med selve stedet og omgivelserne, jeg husker så godt pga. Torbens fotos derfra.

Siden har jeg været der utallige gange på søndagsudflugt, da det ligger mellem Herning, hvor jeg bor og min mands, Henrys arbejde på Foulum ved Tjele. Lige nu står parken nyrenoveret, så det kan føres tilbage til middelalderen. Dengang brugte jeg mere tid på at skrive breve hjem end på at være social. Torben har foreviget det. Jeg var ikke med til de seje fotosessions ude ved borgruinen. Det var dengang ungdomsoprøret var ved at gå mainstream i 1969. Vores latinlærer kom kørende til os i sin lille bil. Det var vi betagede af. Stefan og hans ven Svend kom på motorcykel helt uventet. Det har været en lang tur, da de ikke kunne overnatte.

Det mest latterlige, jeg nogensinde har oplevet var Skippers håndtering af vores geologirapport. Han dikterede det hele den sidste dag. Alle havde så det samme rigtige resultat og han slap for at rette det. Han var for længst stået af ræset.

Nogle få af os og Stefan og Svend Gotfredsen, kaldet Gotfred overraskede sanglærer Saxe en meget tidlig februarmorgen i 1969. Det var hans 60 års fødelsdag. Vi har været der kl 06.30 og han tog det som en mand. Kom op og i tøjet og vi spillede og sang noget ved hans klaver.

Saxes 60 årsdag en meget tidlig morgen
2.G Ballerup Gymnasium 1968. Nogle få af os på besøg hos sanglærer Saxe i Værløse i anledning af hans 60 års fødselsdag

Billeder fra studieturen i 2.G til Hald Egede i Viborg september 1969

En stor hurdle for mig var at komme igennem matematikundervisningen, der endte med afsluttende eksamen i 2.G. Lige meget, hvad jeg spurgte om, så forstod jeg ikke svaret, når det handlede om funktioner. Den unge kvindelige lærer begyndte på den ene tavle og fortsatte på den næste tavle med sine forklaringer. Som tegn på at vi pludseligt skulle være dus med læreren delte hun højttideligt clementiner ud som tegn på den indgåede pagt. Hun var kun 28 år.

Jeg engagerede en privatlærer om lørdagen efter skoletid et sted i Ballerup og heller ikke han kunne lære mig noget særligt. Det gik godt alligevel efter, at jeg selv gik i gang med at repetere dag og nat i dagene op til eksamen. Den afsluttende franskeksamen var på en meget varm tid. Jeg satte mig engang på kajen ved Gammel Strand for at læse op til franskeksamen. Jeg havde hæklet en lyseblå bikini til anledningen. Det gik ikke så godt med at læse der, men jeg tror min eksamen gik acceptabelt. Jeg var oppe i en frygtelig historie om ”Le Bijoux” med udtrykket ”La Travail Grasse”. Noget om et dyrt smykke, som skulle erstattes og for at betale tilbage, måtte hovedpersonen vaske fedtet service op i mange år på en restaurant. Det slutter med at det viste sig at smykket var falskt og værdiløst. Jeg husker, hvor jeg følte at livet kunne være nådesløst barsk. Fransk inspirerede mig så meget, at jeg købte franske digtsamlinger af Verlaine i den franske boghandel efter studentereksamen og tog til Paris og boede privat i et franskt hjem nær Montmatre året efter.

Studenterbilledet juni 1970
Studenterbilledet juni 1970. 23 elever. Mette nåede ikke med på billedet

Efterskrift

Jeg havde gået i klasse med min tvillingebror fra 1958- 1970 og opdagede på den hårde måde i min uddannelse til sygeplejerske, at jeg var vant til, at han tog sig af, om vi hvad vi havde for og i hvilket lokale vi skulle være. Var han en sjælden gang syg måtte han sikkert finde ud af tingene via andre end mig. Det tog mig nogle år at blive klar over, at jeg selv måtte tage alle funktioner for at klare opgaverne.

i 1993 fik jeg brug for at finde det gamle studentereksamensbevis frem, idet, jeg læste russisk et par år på Slaviska Institutet i Uppsala. Uden latin var jeg ikke kommet ind.

 

 

På udflugt med vores lærer i første klasse

Min tvillingebror startede i første klasse den 12.august 1958. Vi havde ventet længe på det store øjeblik og var meget parate. Vi var 7 1/2 år. 0. klasse var endnu ikke opfundet. Det havde taget noget af forventningen væk fra os, om vi havde gået i en sådan.

Skolebillede fra Borgerdigeskolen foråret 1959
Skolebillede fra Borgerdigeskolen foråret 1959

Jeg var ikke klar over at vi skulle på udflugt med klassen. Den første var til anlægget bag gadekæret og ved siden af kirkegården i det centrale Herlev ved Bygaden og Torvet. Målet for udflugten var den nyligt indviede glasserede skulpur med børn, der vokser op af jorden som en slags hyacint. Herlev var “Barnevognenes By” og anledningen var 50 års jubilæet for Herlev kommune.

Olaf Stæhr-Nielsen Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen. Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen. Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen. Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen  "Monolit"
Olaf Stæhr-Nielsen “Monolit”

Vi har været der med vores mor, så jeg husker, at jeg ikke forstod, hvorfor det var så vigtigt at vi gik derned i skoletiden. Jeg mindes ikke at vi fik nogen forklaring på skulpturen. Bare at vi så den og gik tilbage til Borgerdigeskolen.

I dag værdsætter jeg skønheden i børnefigurerne med de glasserede blomster eller blade over dem. Min tvillingebror var så venlig at køre til stedet og fotografere statuen her i marts 2020 nu 61 år senere.

Barnevogne foran HB i Herlev
Barnevogne foran HB i Herlev

Vi havde Frk. Bøegh i første og anden klasse. I den periode tog hun os en vinterdag til Dyrehaven til en stor kælkebakke og en anden gang til National Museet i Stormgade. Vi gik rundt og ledte efter indgangen. Dengang gik man ind i en lukket gård overfor Christiansborg. Efter at have set udstillingen i meget færre bygninger end i dag, spiste vi vores lunkne madpakke i en garderobe beregnet for skolebørn.

Udstillingen var den gammeldagse med vitriner op ad alle vægge fyldt med rarieteter. Måske gjorde Solvognen et indtryk på mig.

Efter 2. klasse rejste Frk Bøegh desværre tilbage til Sønderjylland, hvor hun havde fået arbejde. Hun var en god lærerinde, som var både mild og havde en naturlig autoritet over sig.


Jeg værdsatte mest at være i klassen og øve håndskrift og at læse og skrive. Men de få udflugter vi havde har sat sig fast.

Barndomsferier i Lynæs

På spidsen af Nordsjælland på halvøen mellem Isefjord og Kattegat ligger Lynæs lidt syd for Hundested.

I 1956, som den første ferie væk fra det nybyggede hus i Herlev, lejede vi et lille sortmalet sommerhus på en bakketop med skrånende græsplæne tæt ved St. Karlsminde Strand ved Lynæs. Forneden lå ejernes hus, som var et A-hus med vægge helt til jorden og skrå vinduer i selve taget. De hed Kotzelu. Min mor gentog ofte navne på udlejerne og de har bidt sig fast. Ejeren af husmandstedet på Møn var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Mere om Mønferierne her.

Fra første ferie i Lynæs St. Karlsminde strand i juli 1956

 

Tekst findes under hvert billede

 

Torben forestillede sig, at han kørte bil i stolen, der var lagt ned og jeg så for mig at havestolen (model Humblebæk) var den vugge, jeg så brændende ønskede mig til en glas babydukke, som jeg også ønskede mig, men ikke fik. Måske fordi, jeg aldrig sagde det højt.

Det lille sommerhus havde ikke indlagt vand, men vi kunne lide at styrte ned af græsplænen og hente vand i små kedler. Den første dag vi kom dertil styrtede regnen ned og der var en særlig lyd af trommen på taget, mens vi lå på køjesengene og læste Anders And blade. Der på have ligget en stak, fordi vi havde ikke selv Anders And blade. Foran køkkendøren var der gravet et dybt hul ned til opbavaring af mad. Der var køligt som i et køleskab.

Vi kom derop ved hjælp af min onkel Poul, som havde kørekort. Han og min faster Else havde ikke bil, men vi havde lånt min onkel Hans’s grå Rover. På taget lå en madras fastspændt, indtil den pludeslig løsrev sig og lå i grøften på den anden side af vejen. Min far har villet være sikker på, at han kunne sove på ferien. Madrassen kom på taget igen og ingen var blevet ramt. På turen standsede vi et sted og vi fik en isbåd. Det var vild luksus, som vi ikke ellers oplevede. Det må have været fordi, min faster Else også har fulgt med på udturen. Hun var meget “flot”, som man sagde dengang dvs. gavmild.

Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006
Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006

Under opholdet tog vi færgen fra Hundested i nærheden til Rørvig på den anden side af Isefjorden mod vest.

Det var første gang jeg sejlede på færge og det gjorde et dybt indtryk på mig at stå ved rælingen med en bred afrundet trækant og stirre ned i det mørkegrønne vand. Det var uhyggeligt, fordi jeg vidste, det ville være skæbnesvangert at falde i. På den anden side var naturen anderledes. Min onkel L.P. og moster Ermegaard og deres to sønner Ole og Søren havde lejet et sommerhus midt i en nåleskov. Det emmede af varme og duft fra den bløde skovbund omringet af nåle og lærketræer.

Anden ferie i Lynæs, St. Karlsminde strand sommeren 1958- Året hvor vi også skulle begynde i skolen.

 

Tekst findes under hvert billede

Da vi skulle hjem fra sommerhuset gjorde min mor grundigt rent og vi måtte blive udenfor, mens hun vaskede gulvet til sidst. Vi kørte og må være blevet hentet igen og pludselig udbryder min mor:

Pålægget ligger tilbage i svalekælderen!

Det lød slemt, men vi var kommet så langt, at det ikke lod sig hente. Mine forældre talte så om, at det forhåbentligt kom de næste gæster til gode.

Min far der til daglig havde et stresset job som værkfører på en radiofabrik slappede mere af på disse ferier og virkede derfor mere engageret i os i sommerferierne.

Lynæs 1956 hos Kotzelu's. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene. Tidligere kunne han gå med os begge.

Vores forældre på have set annoncerne på sommerferiehusene i Politikken. Der var sikkert aldrig billede med, så det var som at vinde i lotteriet. Med godt vejr var intet sted for dårligt.

Barndomsferier på Møn i 1959 og 1960

Vores forældre sørgede tidligt for, at vi kom på sommerferie sammen. At det var meget spartansk vidste vi ikke dengang.

En tidlig sommermorgen har vi cyklet til Valby Station fra Herlev i 8 års alderen og stået på en bus, der tog cyklerne med og kørte os til Stege i Møn. Der var stop på Stevns inden da. Fra turen husker, jeg at vi fik en banan hver. Det må have været noget særligt, da vi ellers kun delte én banan en sjælden gang. Jeg har fundet et brev, hvor min mor beskriver hele forløbet til min mormor Asta. Det vil jeg publisere senere.

Fra Stege cyklede vi til et stråtækt hus ejet af familien Lunau og et år senere til et husmandsted i samme område. Ejeren af husmandstedet på Møen var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Området på Møn hed Keldbylille. Jeg ved det, fordi det står i fotoalbummet.

Udsnit af min mors brev fra Lunaus hus 27/7 1959

Jeg sidder i det lille bondehus, men Inge pusler med sin dukke og Aage og Torben er ude at proviantere.

Der er langt til butikken. Den nærmeste er en brugsforening 3 m herfra. Der er også en bager. Mælkemanden traf vi aftale med i går, da vi var ude at gå aftentur, da kom han hen til os og spurgte, om det ikke var os, der boede hos Lunow’s. Han kører mælk til mejerierne for bønderne, så det er jo en ekstra ulejlighed for ham at tage vore flaske med. Men alle mennesker er så rare hernede.

For at begynde med begyndelsen, så håber jeg, at du kom godt hjem fra Tivoli. Det var vist lige ved at være for meget for os alle med Pantomimen. Hvor var vi dog trætte, jeg var i hvert fald træt hele næste dag. Jeg ringede til dig fredag eftermiddag, da var der optaget. Så ringede jeg fredag aften, men da var du ikke hjemme. Kurvekufferten blev hentet fredag eftermiddag, og den stod her ved sommerhuset, da vi kom. Jeg vågnede kl. 4 lørdag morgen og sov ikke mere. Vækkeuret ringede kl 5.20 og så gik det i susende fart med at komme i tøjet og få de sidste småting med. Noget af det var spændt på cyklerne i forvejen. Kl. 6-30 startede vi og ankom i god tid til Valby St. Det var en behagelig bus næsten som at sidde i en flyver, og hvor var det en smuk tur. Vi kørte ad mindre befærdede veje, uden om Køge og Præstø. I Rønnede standsede bussen et kvarter, og vi fik os en banan.

Men hvor er man underlig i hovedet, når man ikke har sovet længere end til kl. 4. Her kniber det også lidt for mig med at sove, men de andre har da sover godt, især i nat.

I Stege stod vi af og gik ind i Lunows forretning, som er en pelsvareforretning, men om sommeren er det finere trikotage. Vi fik nøglerne og forklaring på at finde derud. Men vi trængte til en opstrammer, og tog derfra ind in ”Højers Cafe” og fik the, kaffe og Coco-cola samt ostemadder. Hvor er der smukt alle vegne og vi møder ikke mange turister. Huset her er bygget i vinkel, med to lejligheder. Lunows bor selv i den ene ende, men er her kun om aftenen og weekenden. De er ualmindelig rare. Det er et gult hus med stråtag. Her er elektrisk lys og pumpen står lige ude i gården. Det varede lidt, før jeg vænnede mig til det med spandene og pumpen, man er jo meget forvænt.

Stranden ligger 5 min gang herfra og er dejlig fredelig. Der er en del sten i strandkanten, men ellers er der fin sandbund. Det er lige noget for børnene. De kan nu bedst lide det lave vand. Her er en have på størrelse med vor egen, som vi kan være i, men i alt har de 3 tdr. land med frugttræer og ind imellem har en bondemand sået korn. Desuden har de et strandhus, hvor noget af deres familie bor. Efter middagshvilen i går startede vi mod Møens Klint. Men vi kørte en hel del forkert, og til sidst vidste vi hverken ud eller ind, da der var nogle misvisende skilte, det viste sig at være på grund af bomafgiften, som bilerne betaler for at komme ud til klinten, men jeg synes, det er hårdt nok for os stakkels cyklister, når skiltene ligefrem holder os for nar. Men hvor var det skønt. Vi så gården Klintholm og cyklede igennem skoven ud til Storeklint. Her var vel nok liv, men det er jo heller ingen sag for en bil at tage de høje bakker. Vi fik en bid brød og lidt at drikke, og så gik vi ned ad de 500 trin til stranden, hvor vi badede efter at have hvilet os lidt. Klinten så imponerende ud her nede fra vandet. Så gik vi atter op og fortsatte til ”Dronningestolen”. Da vi kom ned, fik vi en pølse og så begav vi os på hjemturen. Denne gang kørte vi den lige vej mod Stege og nu tog turen kun 1 time. Det var jo også nedad bakke meget af vejen. Jeg skal love for, at maden smagte os, da vi kom hjem.

Ruth

Jeg kan ikke helt skille de to ferier ad og kan have kommet til at blande billederne lidt. Jeg  oplevede dem som dejlige og vi cyklede til stranden og Møns Klint i godt vejr og til Ørø i øsende regn. Måske har vi kun haft cykler med den sidste gang.

Engang var skiltet til Klinten vendt forkert, så vi spildte tid med at køre i modsat retning, hvorved vi kom tilbage til skiltet. Der var lange bakker og turen blev drøj. Vi havde altid lunken kakao med i en termokande og madpakker til fortæring på en bænk eller i en grøftekant.

Jeg var imponeret af Klinten, da den dengang var intakt.

På den første ferie til Møn gik min pedal i stykker. Min far der ellers lavede alt selv, havde ikke værktøj med og ville derfor ikke have den lavet hos en cykelhandler. Det ville koste 35 kr. Derhjemme kunne han lave den for fem kroner. Det må have været dyrt dengang. Mine forældre skubbede mig på skift på hele resten af turen, så det gik nemt for mig.

This slideshow requires JavaScript.

Strandtur på Møn 1957
Strandtur på Møn

Da vi kom igen et år senere skulle vi til stranden. Jeg var sikker på , at vi skulle til højre og mine forældre var sikre på at den lå til venstre fra et t-kryds. Jeg var så stædig, at jeg kørte til højre alene. Jeg blev meget fortvivlet over, at de lod mig køre og ikke kom og hentede mig. Jeg må have fundet ud af det og have vendt. Et hult piletræ var der langs vejen, hvilket gav fantasi til at forestille sig H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet.

Køkkenerne havde kosangas og et par gasblus. Der kogte min mor nye kartofler og hvad der skulle til af frikadeller og andet. Hun prøvede sikkert at lave det meget enkelt, men helt ferie havde hun aldrig med al madlavning til alle måltider. Vi fik sikkert jordbær hver dag.

Tallerkener og gryder stod altid under køkkenbordet med et forhæng i stedet for låger. Der kunne være en lidt sur luft i de gamle køkkener. Måske manglede der udluftning. Et sted var der vandpumpe i gården, men jeg tror det mest var til pynt og af nostalgiske grunde. Jeg undrede mig over at Sjøvik kunne gå med et kæmpe hul i sin undertrøje ude på vejen, hvor han trak os på hesten.

På husmandsstedet gik vi hjemmevant ind i stalden til de to køer med kalve. Den hyggelige ro, der var og sødlige lugt var meget tiltrækkende. Vi oplevede at gå på stubmarken og ridse benene på de skarpe stubbe. Måske stod kalven der om dagen? Efter den ferie jeg ville være bondekone.

Senere fandt jeg ud af, at det var et hårdt og måske ensomt job med arbejde fra tidlig morgen til sen aften.

Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne.
Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne. Stråhatten blev købt i nærheden.

Jeg fik en stråhat i Stege. Den havde stor skygge og bolchefarvet rødt hvidt stribet silkebånd om pulden. Den gamle byport gjorde dengang et stort indtryk på mig.

Det gav et sus i maven at få den stråhat. Jeg var ikke vant til at få noget udenfor jul og fødselsdage. Det må have været så varmt, at mine forældre har ment, jeg skulle have hat på i solen. Siden har jeg aldrig ejet en stråhat indtil sidste sommer i Washington, D.C., hvor jeg faldt for en i Monet stil på et kunstmuseeum.

Da vi kom hjem fra den sidste Mønferie fandt vi at vores faster Ingrid, onkel Helge og kusine Lisbeth havde holdt ferie hos os. Jeg nåede at tænke, at det var mærkeligt, at man kunne holde ferie hos os. De boede på fjerde sal på Amager, så det kunne godt tænkes, at det var godt nok at holde ferie i et villakvarter ti km. fra Københavns centrum.

Til min forundring lå kludetæppet eller løberen i kælderen anderledes, end vi havde det. Det havde fået et knæk, så det lå vinklet frem for i et lige stykke.

For sjov blev der taget et billede af os alle i vores legehus, hvor vi havde klemt os ind alle syv personer.

Fastelavn

De tidligste minder om fastelavn stammer fra Tøjmestervej 8, på Bispebjerg, hvor vi boede fra starten af vores liv og til 1954, hvor vi flyttede til Agerledet 10 i Herlev.

Vi gik med vores mor langs Tomsgårdsvej, hvor der ligger mange karreer som den vi selv boede i. I flere af gårdene sås lange rækker af børn, der var klædt ud eller bare havde masker på. De stod i kø for at slå katten af tønden. Vi hørte ikke til og var kun tilskuere.

Fastelavn 1953
Fastelavn på Bispebjerg i 1953

Vores mor gik hjem med os og i soveværelset, der var meget bart, hang hun en cigarkasse op, der kunne slås ned. Vi slog med hendes gymnastikkølle. Det var svært husker jeg. Efter at vi flyttede til Agerledet fik vi hjemmelavede fastelavnsris, enten helt sorte grene eller i guld pyntet med silkepapirstrimler og lidt andet pynt og lidt slik. Det kunne være salmiak formet som bred elastik i ruller og lakridspiber og farvestrålende pinnociokugler . Kunne der evt. være en Pernille Chokolade eller en Matador Chokolade på?

Vi lavede selv masker og engang fandt vi på at bytte masker og tøj. Vi gik ned ad kældertrappen og mødte vores mor. Hun gennemskuede os ret hurtigt, fordi Torben havde nægtet at sætte de lange strømper fast i chemissens strømpebånd. Det bevirkede at de hang ned ad benene. Færdigt udklædningstøj var aldrig på tale. I skolen klædte vi os ud til den årlige fastelavnsfest og der var vi vagabonder, kinesere, fin dame og brugte forældrenes gamle tøj og kitler. En sodet korkprop gjorde det ud for ansigtsmaling.

Fastelavn med legekammerat i 1957
Fastelavn med legekammerat i 1957

Sidste gang jeg var klædt ud var jeg musketer og syntes selv jeg var flot. Jeg gik ned i Herlev og samlede penge ind til Unicef med en kammerat, som også var musketer. Dragterne var lavet af crepepapir og tålte ikke vand. Folk var meget nærige syntes jeg. Nogle gav kun femører og tiører. Vi gik ad Højbjergvej til Herlev Bymidte.

Sidste gang udklædning i 1963 Musketer og Kineser
Sidste gang udklædning i 1963 Musketer og Kineser

Fastelavnsboller må vi have fået også. De var hjemmelavede og de bedste havde creme inden i.


Der var andre tilfælde, hvor vi skulle klædes ud. Som helt små klædte vi os ud i haven fra tiden før huset blev bygget. Ingrid var en større pige, der var med nogle dage fra vores lejlighed på Tøjmestervej på Bispebjerg i Nordvest kvarteret i København.

Vi er klædt ud en sommerdag med Ingrid i sommerhuset Agerledet 10, 1953
Vi er klædt ud en sommerdag med Ingrid i sommerhuset Agerledet 10, 1953
Med min mors kjole i sommerhuset på Agerledet ti i 1953
Med min mors kjole i sommerhuset på Agerledet ti i 1953

En gang om året hen på sensommeren var der i Herlev et optog til fordel for børn. Jeg er ikke helt sikker på, hvad formålet var, men engang kom en nabokone med noget udklædning til os, hvor jeg skulle være en frø. Det var så frygteligt for mig, at jeg nægtede. Jeg ville ikke forestille noget grimt og følte mig indespærret. Jeg blev i stedet bare en pige. Billederne her under er fra mit første skoleår, hvor jeg står sammen med min sidekammerat Hanne. Basttasken er en gave fra et barnløst par, som havde købt den til mig i Firenze.

 

I optoget, var store drenge, der var klædt ud som sårede soldater, som sang en af de kendte sange eller marcher fra krigen. Jeg oplevede det utroligt livagtigt og syntes de var enormt seje.

 


Mine egne børn har været utallige gange på besøg i mit barndomshjem og har også der oplevet at lave fastelavnspynt og udklædning.

 

Stolthed og fordomme

Tanker om manglende ord for følelser.

Da jeg hørte titelmelodien til filmen “Stolthed og Fordomme” fra 2005 satte det sig lige i følelserne. Desværre kan jeg ikke sætte et link ind til den filmmelodi af den italienske komponist Dario Mariadelli. I stedet kan jeg give et eksempel på en anden  filmmelodi af ham til Jane Eyres “Awaken”.

Jeg tænker tilbage på skoletiden, hvor en kammerat nævnte noget for sjov om “sårede følelser” eller “såret stolthed.” Jeg troede, jeg kunne gætte, hvad hun mente, men havde aldrig hørt om det.  Følelser var tabu. Eller indkapslet langt inde.

Jeg havde et godt forhold til min mor og jeg vidste, at hun holdt meget af os, men vi talte ikke om, hvordan vi havde det inderst inde. Vores far havde ikke overskud til os, når han kom fra arbejde. Han sov dårligt og arbejdstiden var lang dengang. Var der noget vi var kede af, har vi ikke sagt det. Havde vi gjort noget vi ikke måtte, sagde vi det ikke heller. Man måtte jo ikke en masse ting, så det var bedst at tie stille. Jeg holdt ikke ud at se fjernsyn for jeg ville ikke vise, hvor berørt jeg blev, hvis det greb mig. Jeg måtte heller ikke se ret meget, for det startede først efter TV avisen og snart skulle vi i seng. Jeg var helt knust over at skulle gå og lægge mig tyve minutter inde i et TV teater eller en ballet. Her et billede fra Operetten Farinelli, scenen, hvor han står på planken på sørøverskibet gjorde et voldsomt indtryk, men jeg så den ikke til ende, hvilket var uudholdeligt.

poul-bundgaard-som-farinelli-1961
Et L.P. cover fra operetten fra 1961 med Poul Bundgaard i titelrollen

 

Vrede og trods var fuldstændigt bandlyst. Utilfredshed var også anset som forkælet.

Jeg bryder mig heller ikke om, at børn opfører sig utaknemmeligt, men jeg vil gerne hjælpe børn at forstå, hvad de gennemlever af følelser. Dvs. sætte ord på det, de oplever og føler, så de bedre accepterer sig selv.

Vi havde en lærer Holger Juul fra 7.-9.klasse, som kom til at spille en uendelig stor rolle for mig og min tvillingebror. Han lærte os mange emner inden for sprog, kunst og historie. Hans store engagement i stoffet smittede så meget af på os, at vi blev venner med ham og hans familie efter vi forlod folkeskolen og kom i gymnasiet i 1967. Han sagde engang om mig, at jeg var meget følsom og min bror var den fornuftige. Jeg anede ikke, hvad han mente. Han må have kunnet aflæse, hvad jeg følte.

image041-1
På kunstmuseet Louisianna med lærer Juul i 1969 foto Torben Holm

Jeg har få minder om kaotiske følelser. En gang besøgte vi min mors veninde i Bagsværd, som ligger 4-5 km. fra Herlev, hvor vi boede. Vi kørte hjem i bussen og der var jeg helt ude af mig selv. Jeg tror jeg græd, ikke højt, men stille. Min mors veninde havde en pige lidt yngre end jeg og hun havde nok noget andet legetøj end jeg. Måske en babydukke. Samtidig var hun en mere selvsikker type. Følelsen af, at ikke have noget, eller at ikke magte den sociale situation var overvældende. Det havde nok bare været en uvant og overstimulerende oplevelse.

Senere i puberteten blev jeg voldsomt vred på min far, men jeg turde på ingen måde konfrontere ham med min vrede og skuffelse, så det gik fuldstændigt uretfærdigt ud over min stakkels mor. Han må have hørt mit raseri i køkkenet, men kom ikke ud af stuen.

Da jeg blev gammel nok til at læse fandt jeg ud af noget omkring at forstå følelser gennem de mange bøger jeg læste.  Det var dog ikke noget jeg talte med nogen om.

Jeg lå under dynen med en nefalygte og læste, da det naturligvis var forbudt at læse så sent.

Jensen og sutten

Tænker tilbage på et besøg under min tid som sundhedsplejerske

Året er 2005 for jeg fandt det nedskrevet i en slags dagbog fra det år. Gennem alle år har jeg af og til skrevet noget ned om oplevelser og tanker, men der er ikke systematik i det.

Et tvillingebesøg, børnene er to måneder

Vi sidder fredeligt, jeg har lige set på én tvilling og skal se den næste. Jeg kigger ud i stuen og får øje på hunden Jensen, en blanding af en gravhund og en cocker spaniel. Den har lige snuppet den ene tvillings sut og den sidder flot midt i munden. Mor flyver op og tager den og Jensen ser flov ud. Hun fortæller at den en anden gang tog én midt om natten, hvor på der stod ” Big Boys don’t cry!

Jeg morede mig så herligt, at moderen lavede billeder til mig af hunden Jensen med sut.

 

Forklaring på ordet “Se”, som betyder at undersøge vægt, længde, motorik, kontakt, hvad der er i det udviklingstrin.

Jeg var sundhedsplejerske fra 1980 til 2014 med et afbræk på fem år i Sverige fra 1990-1995, hvor jeg dog også fungerede som sundhedsplejerske for nogle udlændinge russere og Ukrainere, som var midlertidigt i Sverige.