Fastelavn

De tidligste minder om fastelavn stammer fra Tøjmestervej 8, på Bispebjerg, hvor vi boede fra starten af vores liv og til 1954, hvor vi flyttede til Agerledet 10 i Herlev.

Vi gik med vores mor langs Tomsgårdsvej, hvor der ligger mange karreer som den vi selv boede i. I flere af gårdene sås lange rækker af børn, der var klædt ud eller bare havde masker på. De stod i kø for at slå katten af tønden. Vi hørte ikke til og var kun tilskuere.

Fastelavn 1953
Fastelavn på Bispebjerg i 1953

Vores mor gik hjem med os og i soveværelset, der var meget bart, hang hun en cigarkasse op, der kunne slås ned. Vi slog med hendes gymnastikkølle. Det var svært husker jeg. Efter at vi flyttede til Agerledet fik vi hjemmelavede fastelavnsris, enten helt sorte grene eller i guld pyntet med silkepapirstrimler og lidt andet pynt og lidt slik. Det kunne være salmiak formet som bred elastik i ruller og lakridspiber og farvestrålende pinnociokugler . Kunne der evt. være en Pernille Chokolade eller en Matador Chokolade på?

Vi lavede selv masker og engang fandt vi på at bytte masker og tøj. Vi gik ned ad kældertrappen og mødte vores mor. Hun gennemskuede os ret hurtigt, fordi Torben havde nægtet at sætte de lange strømper fast i chemissens strømpebånd. Det bevirkede at de hang ned ad benene. Færdigt udklædningstøj var aldrig på tale. I skolen klædte vi os ud til den årlige fastelavnsfest og der var vi vagabonder, kinesere, fin dame og brugte forældrenes gamle tøj og kitler. En sodet korkprop gjorde det ud for ansigtsmaling.

Fastelavn med legekammerat i 1957
Fastelavn med legekammerat i 1957

Sidste gang jeg var klædt ud var jeg musketer og syntes selv jeg var flot. Jeg gik ned i Herlev og samlede penge ind til Unicef med en kammerat, som også var musketer. Dragterne var lavet af crepepapir og tålte ikke vand. Folk var meget nærige syntes jeg. Nogle gav kun femører og tiører. Vi gik ad Højbjergvej til Herlev Bymidte.

Sidste gang udklædning i 1963 Musketer og Kineser
Sidste gang udklædning i 1963 Musketer og Kineser

Fastelavnsboller må vi have fået også. De var hjemmelavede og de bedste havde creme inden i.


Der var andre tilfælde, hvor vi skulle klædes ud. Som helt små klædte vi os ud i haven fra tiden før huset blev bygget. Ingrid var en større pige, der var med nogle dage fra vores lejlighed på Tøjmestervej på Bispebjerg i Nordvest kvarteret i København.

Vi er klædt ud en sommerdag med Ingrid i sommerhuset Agerledet 10, 1953
Vi er klædt ud en sommerdag med Ingrid i sommerhuset Agerledet 10, 1953
Med min mors kjole i sommerhuset på Agerledet ti i 1953
Med min mors kjole i sommerhuset på Agerledet ti i 1953

En gang om året hen på sensommeren var der i Herlev et optog til fordel for børn. Jeg er ikke helt sikker på, hvad formålet var, men engang kom en nabokone med noget udklædning til os, hvor jeg skulle være en frø. Det var så frygteligt for mig, at jeg nægtede. Jeg ville ikke forestille noget grimt og følte mig indespærret. Jeg blev i stedet bare en pige. Billederne her under er fra mit første skoleår, hvor jeg står sammen med min sidekammerat Hanne. Basttasken er en gave fra et barnløst par, som havde købt den til mig i Firenze.

 

I optoget, var store drenge, der var klædt ud som sårede soldater, som sang en af de kendte sange eller marcher fra krigen. Jeg oplevede det utroligt livagtigt og syntes de var enormt seje.

 


Mine egne børn har været utallige gange på besøg i mit barndomshjem og har også der oplevet at lave fastelavnspynt og udklædning.

 

Stolthed og fordomme

Tanker om manglende ord for følelser.

Da jeg hørte titelmelodien til filmen “Stolthed og Fordomme” fra 2005 satte det sig lige i følelserne. Desværre kan jeg ikke sætte et link ind til den filmmelodi af den italienske komponist Dario Mariadelli. I stedet kan jeg give et eksempel på en anden  filmmelodi af ham til Jane Eyres “Awaken”.

Jeg tænker tilbage på skoletiden, hvor en kammerat nævnte noget for sjov om “sårede følelser” eller “såret stolthed.” Jeg troede, jeg kunne gætte, hvad hun mente, men havde aldrig hørt om det.  Følelser var tabu. Eller indkapslet langt inde.

Jeg havde et godt forhold til min mor og jeg vidste, at hun holdt meget af os, men vi talte ikke om, hvordan vi havde det inderst inde. Vores far havde ikke overskud til os, når han kom fra arbejde. Han sov dårligt og arbejdstiden var lang dengang. Var der noget vi var kede af, har vi ikke sagt det. Havde vi gjort noget vi ikke måtte, sagde vi det ikke heller. Man måtte jo ikke en masse ting, så det var bedst at tie stille. Jeg holdt ikke ud at se fjernsyn for jeg ville ikke vise, hvor berørt jeg blev, hvis det greb mig. Jeg måtte heller ikke se ret meget, for det startede først efter TV avisen og snart skulle vi i seng. Jeg var helt knust over at skulle gå og lægge mig tyve minutter inde i et TV teater eller en ballet. Her et billede fra Operetten Farinelli, scenen, hvor han står på planken på sørøverskibet gjorde et voldsomt indtryk, men jeg så den ikke til ende, hvilket var uudholdeligt.

poul-bundgaard-som-farinelli-1961
Et L.P. cover fra operetten fra 1961 med Poul Bundgaard i titelrollen

 

Vrede og trods var fuldstændigt bandlyst. Utilfredshed var også anset som forkælet.

Jeg bryder mig heller ikke om, at børn opfører sig utaknemmeligt, men jeg vil gerne hjælpe børn at forstå, hvad de gennemlever af følelser. Dvs. sætte ord på det, de oplever og føler, så de bedre accepterer sig selv.

Vi havde en lærer Holger Juul fra 7.-9.klasse, som kom til at spille en uendelig stor rolle for mig og min tvillingebror. Han lærte os mange emner inden for sprog, kunst og historie. Hans store engagement i stoffet smittede så meget af på os, at vi blev venner med ham og hans familie efter vi forlod folkeskolen og kom i gymnasiet i 1967. Han sagde engang om mig, at jeg var meget følsom og min bror var den fornuftige. Jeg anede ikke, hvad han mente. Han må have kunnet aflæse, hvad jeg følte.

image041-1
På kunstmuseet Louisianna med lærer Juul i 1969 foto Torben Holm

Jeg har få minder om kaotiske følelser. En gang besøgte vi min mors veninde i Bagsværd, som ligger 4-5 km. fra Herlev, hvor vi boede. Vi kørte hjem i bussen og der var jeg helt ude af mig selv. Jeg tror jeg græd, ikke højt, men stille. Min mors veninde havde en pige lidt yngre end jeg og hun havde nok noget andet legetøj end jeg. Måske en babydukke. Samtidig var hun en mere selvsikker type. Følelsen af, at ikke have noget, eller at ikke magte den sociale situation var overvældende. Det havde nok bare været en uvant og overstimulerende oplevelse.

Senere i puberteten blev jeg voldsomt vred på min far, men jeg turde på ingen måde konfrontere ham med min vrede og skuffelse, så det gik fuldstændigt uretfærdigt ud over min stakkels mor. Han må have hørt mit raseri i køkkenet, men kom ikke ud af stuen.

Da jeg blev gammel nok til at læse fandt jeg ud af noget omkring at forstå følelser gennem de mange bøger jeg læste.  Det var dog ikke noget jeg talte med nogen om.

Jeg lå under dynen med en nefalygte og læste, da det naturligvis var forbudt at læse så sent.

Jensen og sutten

Tænker tilbage på et besøg under min tid som sundhedsplejerske

Året er 2005 for jeg fandt det nedskrevet i en slags dagbog fra det år. Gennem alle år har jeg af og til skrevet noget ned om oplevelser og tanker, men der er ikke systematik i det.

Et tvillingebesøg, børnene er to måneder

Vi sidder fredeligt, jeg har lige set på én tvilling og skal se den næste. Jeg kigger ud i stuen og får øje på hunden Jensen, en blanding af en gravhund og en cocker spaniel. Den har lige snuppet den ene tvillings sut og den sidder flot midt i munden. Mor flyver op og tager den og Jensen ser flov ud. Hun fortæller at den en anden gang tog én midt om natten, hvor på der stod ” Big Boys don’t cry!

Jeg morede mig så herligt, at moderen lavede billeder til mig af hunden Jensen med sut.

 

Forklaring på ordet “Se”, som betyder at undersøge vægt, længde, motorik, kontakt, hvad der er i det udviklingstrin.

Jeg var sundhedsplejerske fra 1980 til 2014 med et afbræk på fem år i Sverige fra 1990-1995, hvor jeg dog også fungerede som sundhedsplejerske for nogle udlændinge russere og Ukrainere, som var midlertidigt i Sverige.