Barndomsferier i Lynæs

På spidsen af Nordsjælland på halvøen mellem Isefjord og Kattegat ligger Lynæs lidt syd for Hundested.

I 1956, som den første ferie væk fra det nybyggede hus i Herlev, lejede vi et lille sortmalet sommerhus på en bakketop med skrånende græsplæne tæt ved St. Karlsminde Strand ved Lynæs. Forneden lå ejernes hus, som var et A-hus med vægge helt til jorden og skrå vinduer i selve taget. De hed Kotzelu. Min mor gentog ofte navne på udlejerne og de har bidt sig fast. Ejeren af husmandstedet på Møn var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Mere om Mønferierne her.

Fra første ferie i Lynæs St. Karlsminde strand i juli 1956

 

Tekst findes under hvert billede

 

Torben forestillede sig, at han kørte bil i stolen, der var lagt ned og jeg så for mig at havestolen (model Humblebæk) var den vugge, jeg så brændende ønskede mig til en glas babydukke, som jeg også ønskede mig, men ikke fik. Måske fordi, jeg aldrig sagde det højt.

Det lille sommerhus havde ikke indlagt vand, men vi kunne lide at styrte ned af græsplænen og hente vand i små kedler. Den første dag vi kom dertil styrtede regnen ned og der var en særlig lyd af trommen på taget, mens vi lå på køjesengene og læste Anders And blade. Der på have ligget en stak, fordi vi havde ikke selv Anders And blade. Foran køkkendøren var der gravet et dybt hul ned til opbavaring af mad. Der var køligt som i et køleskab.

Vi kom derop ved hjælp af min onkel Poul, som havde kørekort. Han og min faster Else havde ikke bil, men vi havde lånt min onkel Hans’s grå Rover. På taget lå en madras fastspændt, indtil den pludeslig løsrev sig og lå i grøften på den anden side af vejen. Min far har villet være sikker på, at han kunne sove på ferien. Madrassen kom på taget igen og ingen var blevet ramt. På turen standsede vi et sted og vi fik en isbåd. Det var vild luksus, som vi ikke ellers oplevede. Det må have været fordi, min faster Else også har fulgt med på udturen. Hun var meget “flot”, som man sagde dengang dvs. gavmild.

Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006
Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006

Under opholdet tog vi færgen fra Hundested i nærheden til Rørvig på den anden side af Isefjorden mod vest.

Det var første gang jeg sejlede på færge og det gjorde et dybt indtryk på mig at stå ved rælingen med en bred afrundet trækant og stirre ned i det mørkegrønne vand. Det var uhyggeligt, fordi jeg vidste, det ville være skæbnesvangert at falde i. På den anden side var naturen anderledes. Min onkel L.P. og moster Ermegaard og deres to sønner Ole og Søren havde lejet et sommerhus midt i en nåleskov. Det emmede af varme og duft fra den bløde skovbund omringet af nåle og lærketræer.

Anden ferie i Lynæs, St. Karlsminde strand sommeren 1958- Året hvor vi også skulle begynde i skolen.

 

Tekst findes under hvert billede

Da vi skulle hjem fra sommerhuset gjorde min mor grundigt rent og vi måtte blive udenfor, mens hun vaskede gulvet til sidst. Vi kørte og må være blevet hentet igen og pludselig udbryder min mor:

Pålægget ligger tilbage i svalekælderen!

Det lød slemt, men vi var kommet så langt, at det ikke lod sig hente. Mine forældre talte så om, at det forhåbentligt kom de næste gæster til gode.

Min far der til daglig havde et stresset job som værkfører på en radiofabrik slappede mere af på disse ferier og virkede derfor mere engageret i os i sommerferierne.

Lynæs 1956 hos Kotzelu's. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene. Tidligere kunne han gå med os begge.

Vores forældre på have set annoncerne på sommerferiehusene i Politikken. Der var sikkert aldrig billede med, så det var som at vinde i lotteriet. Med godt vejr var intet sted for dårligt.

Barndomsferier på Møn

Vores forældre sørgede tidligt for, at vi kom på sommerferie sammen. At det var meget spartansk vidste vi ikke dengang.

En tidlig sommermorgen har vi cyklet til Valby Station fra Herlev i 6-7 års alderen og stået på en bus, der tog cyklerne med og kørte os til Stege i Møn. Der var stop på Stevns inden da. Fra turen husker, jeg at vi fik en banan hver. Det må have været noget særligt, da vi ellers kun delte én banan en sjælden gang.

Fra Stege cyklede vi til et stråtækt hus ejet af familien Lunau og to år senere til et husmandsted i samme områdeEjeren af husmandstedet på Møen var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Området på Møn hed Keldbylille. Jeg ved det, fordi det står i fotoalbummet.

Jeg kan ikke helt skille de to ferier ad og kan have kommet til at blande billederne lidt. Jeg  oplevede dem som dejlige og vi cyklede til stranden og Møns Klint i godt vejr og til Ørø i øsende regn. Måske har vi kun haft cykler med den sidste gang.

 

 

 

Engang var skiltet til Klinten vendt forkert, så vi spildte tid med at køre i modsat retning, hvorved vi kom tilbage til skiltet. Der var lange bakker og turen blev drøj. Vi havde altid lunken kakao med i en termokande og madpakker til fortæring på en bænk eller i en grøftekant.

 

 

 

Jeg var imponeret af Klinten, da den dengang var intakt.

På den første ferie til Møn gik min pedal i stykker. Min far der ellers lavede alt selv, havde ikke værktøj med og ville derfor ikke have den lavet hos en cykelhandler. Det ville koste 35 kr. Derhjemme kunne han lave den for fem kroner. Det må have været dyrt dengang. Mine forældre skubbede mig på skift på hele resten af turen, så det gik nemt for mig.

 

 

 

 

This slideshow requires JavaScript.

Strandtur på Møn 1957
Strandtur på Møn 1957

Da vi kom igen to år senere skulle vi til stranden. Jeg var sikker på , at vi skulle til højre og mine forældre var sikre på at den lå til venstre fra et t-kryds. Jeg var så stædig, at jeg kørte til højre alene. Jeg blev meget fortvivlet over, at de lod mig køre og ikke kom og hentede mig. Jeg må have fundet ud af det og have vendt. Et hult piletræ var der langs vejen, hvilket gav fantasi til at forestille sig H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet.

Køkkenerne havde kosangas og et par gasblus. Der kogte min mor nye kartofler og hvad der skulle til af frikadeller og andet. Hun prøvede sikkert at lave det meget enkelt, men helt ferie havde hun aldrig med al madlavning til alle måltider. Vi fik sikkert jordbær hver dag.

Tallerkener og gryder stod altid under køkkenbordet med et forhæng i stedet for låger. Der kunne være en lidt sur luft i de gamle køkkener. Måske manglede der udluftning. Et sted var der vandpumpe i gården, men jeg tror det mest var til pynt og af nostalgiske grunde. Jeg undrede mig over at Sjøvik kunne gå med et kæmpe hul i sin undertrøje ude på vejen, hvor han trak os på hesten.

På husmandsstedet gik vi hjemmevant ind i stalden til de to køer med kalve. Den hyggelige ro, der var og sødlige lugt var meget tiltrækkende. Vi oplevede at gå på stubmarken og ridse benene på de skarpe stubbe. Måske stod kalven der om dagen? Efter den ferie jeg ville være bondekone.

Senere fandt jeg ud af, at det var et hårdt og måske ensomt job med arbejde fra tidlig morgen til sen aften.

Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne.
Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne. Stråhatten blev købt i nærheden.

Jeg fik en stråhat i Stege. Den havde stor skygge og bolchefarvet rødt hvidt stribet silkebånd om pulden. Den gamle byprot gjorde dengang et stort indtryk på mig.

Det gav et sus i maven at få den stråhat. Jeg var ikke vant til at få noget udenfor jul og fødselsdage. Det må have været så varmt, at mine forældre har ment, jeg skulle have hat på i solen. Siden har jeg aldrig ejet en stråhat indtil sidste sommer i Washington, D.C., hvor jeg faldt for en i Monet stil på et kunstmuseeum.

 

 

 

 

Da vi kom hjem fra den sidste Mønferie fandt vi at vores faster Ingrid, onkel Helge og kusine Lisbeth havde holdt ferie hos os. Jeg nåede at tænke, at det var mærkeligt, at man kunne holde ferie hos os. De boede på femte sal på Amager, så det kunne godt tænkes, at det var godt nok at holde ferie i et villakvarter ti km. fra Københavns centrum.

Til min forundring lå kludetæppet eller løberen i kælderen anderledes, end vi havde det. Det havde fået et knæk, så det lå vinklet frem for i et lige stykke.

For sjov blev der taget et billede af os alle i vores legehus, hvor vi havde klemt os ind alle syv personer.

Fastelavn

De tidligste minder om fastelavn stammer fra Tøjmestervej 8, på Bispebjerg, hvor vi boede fra starten af vores liv og til 1954, hvor vi flyttede til Agerledet 10 i Herlev.

Vi gik med vores mor langs Tomsgårdsvej, hvor der ligger mange karreer som den vi selv boede i. I flere af gårdene sås lange rækker af børn, der var klædt ud eller bare havde masker på. De stod i kø for at slå katten af tønden. Vi hørte ikke til og var kun tilskuere.

Fastelavn 1953
Fastelavn på Bispebjerg i 1953

Vores mor gik hjem med os og i soveværelset, der var meget bart, hang hun en cigarkasse op, der kunne slås ned. Vi slog med hendes gymnastikkølle. Det var svært husker jeg. Efter at vi flyttede til Agerledet fik vi hjemmelavede fastelavnsris, enten helt sorte grene eller i guld pyntet med silkepapirstrimler og lidt andet pynt og lidt slik. Det kunne være salmiak formet som bred elastik i ruller og lakridspiber og farvestrålende pinnociokugler . Kunne der evt. være en Pernille Chokolade eller en Matador Chokolade på?

Vi lavede selv masker og engang fandt vi på at bytte masker og tøj. Vi gik ned ad kældertrappen og mødte vores mor. Hun gennemskuede os ret hurtigt, fordi Torben havde nægtet at sætte de lange strømper fast i chemissens strømpebånd. Det bevirkede at de hang ned ad benene. Færdigt udklædningstøj var aldrig på tale. I skolen klædte vi os ud til den årlige fastelavnsfest og der var vi vagabonder, kinesere, fin dame og brugte forældrenes gamle tøj og kitler. En sodet korkprop gjorde det ud for ansigtsmaling.

Fastelavn med legekammerat i 1957
Fastelavn med legekammerat i 1957

Sidste gang jeg var klædt ud var jeg musketer og syntes selv jeg var flot. Jeg gik ned i Herlev og samlede penge ind til Unicef med en kammerat, som også var musketer. Dragterne var lavet af crepepapir og tålte ikke vand. Folk var meget nærige syntes jeg. Nogle gav kun femører og tiører. Vi gik ad Højbjergvej til Herlev Bymidte.

Sidste gang udklædning i 1963 Musketer og Kineser
Sidste gang udklædning i 1963 Musketer og Kineser

Fastelavnsboller må vi have fået også. De var hjemmelavede og de bedste havde creme inden i.


Der var andre tilfælde, hvor vi skulle klædes ud. Som helt små klædte vi os ud i haven fra tiden før huset blev bygget. Ingrid var en større pige, der var med nogle dage fra vores lejlighed på Tøjmestervej på Bispebjerg i Nordvest kvarteret i København.

Vi er klædt ud en sommerdag med Ingrid i sommerhuset Agerledet 10, 1953
Vi er klædt ud en sommerdag med Ingrid i sommerhuset Agerledet 10, 1953
Med min mors kjole i sommerhuset på Agerledet ti i 1953
Med min mors kjole i sommerhuset på Agerledet ti i 1953

En gang om året hen på sensommeren var der i Herlev et optog til fordel for børn. Jeg er ikke helt sikker på, hvad formålet var, men engang kom en nabokone med noget udklædning til os, hvor jeg skulle være en frø. Det var så frygteligt for mig, at jeg nægtede. Jeg ville ikke forestille noget grimt og følte mig indespærret. Jeg blev i stedet bare en pige. Billederne her under er fra mit første skoleår, hvor jeg står sammen med min sidekammerat Hanne. Basttasken er en gave fra et barnløst par, som havde købt den til mig i Firenze.

 

I optoget, var store drenge, der var klædt ud som sårede soldater, som sang en af de kendte sange eller marcher fra krigen. Jeg oplevede det utroligt livagtigt og syntes de var enormt seje.

 


Mine egne børn har været utallige gange på besøg i mit barndomshjem og har også der oplevet at lave fastelavnspynt og udklædning.

 

Stolthed og fordomme

Tanker om manglende ord for følelser.

Da jeg hørte titelmelodien til filmen “Stolthed og Fordomme” fra 2005 satte det sig lige i følelserne. Desværre kan jeg ikke sætte et link ind til den filmmelodi af den italienske komponist Dario Mariadelli. I stedet kan jeg give et eksempel på en anden  filmmelodi af ham til Jane Eyres “Awaken”.

Jeg tænker tilbage på skoletiden, hvor en kammerat nævnte noget for sjov om “sårede følelser” eller “såret stolthed.” Jeg troede, jeg kunne gætte, hvad hun mente, men havde aldrig hørt om det.  Følelser var tabu. Eller indkapslet langt inde.

Jeg havde et godt forhold til min mor og jeg vidste, at hun holdt meget af os, men vi talte ikke om, hvordan vi havde det inderst inde. Vores far havde ikke overskud til os, når han kom fra arbejde. Han sov dårligt og arbejdstiden var lang dengang. Var der noget vi var kede af, har vi ikke sagt det. Havde vi gjort noget vi ikke måtte, sagde vi det ikke heller. Man måtte jo ikke en masse ting, så det var bedst at tie stille. Jeg holdt ikke ud at se fjernsyn for jeg ville ikke vise, hvor berørt jeg blev, hvis det greb mig. Jeg måtte heller ikke se ret meget, for det startede først efter TV avisen og snart skulle vi i seng. Jeg var helt knust over at skulle gå og lægge mig tyve minutter inde i et TV teater eller en ballet. Her et billede fra Operetten Farinelli, scenen, hvor han står på planken på sørøverskibet gjorde et voldsomt indtryk, men jeg så den ikke til ende, hvilket var uudholdeligt.

poul-bundgaard-som-farinelli-1961
Et L.P. cover fra operetten fra 1961 med Poul Bundgaard i titelrollen

 

Vrede og trods var fuldstændigt bandlyst. Utilfredshed var også anset som forkælet.

Jeg bryder mig heller ikke om, at børn opfører sig utaknemmeligt, men jeg vil gerne hjælpe børn at forstå, hvad de gennemlever af følelser. Dvs. sætte ord på det, de oplever og føler, så de bedre accepterer sig selv.

Vi havde en lærer Holger Juul fra 7.-9.klasse, som kom til at spille en uendelig stor rolle for mig og min tvillingebror. Han lærte os mange emner inden for sprog, kunst og historie. Hans store engagement i stoffet smittede så meget af på os, at vi blev venner med ham og hans familie efter vi forlod folkeskolen og kom i gymnasiet i 1967. Han sagde engang om mig, at jeg var meget følsom og min bror var den fornuftige. Jeg anede ikke, hvad han mente. Han må have kunnet aflæse, hvad jeg følte.

image041-1
På kunstmuseet Louisianna med lærer Juul i 1969 foto Torben Holm

Jeg har få minder om kaotiske følelser. En gang besøgte vi min mors veninde i Bagsværd, som ligger 4-5 km. fra Herlev, hvor vi boede. Vi kørte hjem i bussen og der var jeg helt ude af mig selv. Jeg tror jeg græd, ikke højt, men stille. Min mors veninde havde en pige lidt yngre end jeg og hun havde nok noget andet legetøj end jeg. Måske en babydukke. Samtidig var hun en mere selvsikker type. Følelsen af, at ikke have noget, eller at ikke magte den sociale situation var overvældende. Det havde nok bare været en uvant og overstimulerende oplevelse.

Senere i puberteten blev jeg voldsomt vred på min far, men jeg turde på ingen måde konfrontere ham med min vrede og skuffelse, så det gik fuldstændigt uretfærdigt ud over min stakkels mor. Han må have hørt mit raseri i køkkenet, men kom ikke ud af stuen.

Da jeg blev gammel nok til at læse fandt jeg ud af noget omkring at forstå følelser gennem de mange bøger jeg læste.  Det var dog ikke noget jeg talte med nogen om.

Jeg lå under dynen med en nefalygte og læste, da det naturligvis var forbudt at læse så sent.

Jensen og sutten

Tænker tilbage på et besøg under min tid som sundhedsplejerske

Året er 2005 for jeg fandt det nedskrevet i en slags dagbog fra det år. Gennem alle år har jeg af og til skrevet noget ned om oplevelser og tanker, men der er ikke systematik i det.

Et tvillingebesøg, børnene er to måneder

Vi sidder fredeligt, jeg har lige set på én tvilling og skal se den næste. Jeg kigger ud i stuen og får øje på hunden Jensen, en blanding af en gravhund og en cocker spaniel. Den har lige snuppet den ene tvillings sut og den sidder flot midt i munden. Mor flyver op og tager den og Jensen ser flov ud. Hun fortæller at den en anden gang tog én midt om natten, hvor på der stod ” Big Boys don’t cry!

Jeg morede mig så herligt, at moderen lavede billeder til mig af hunden Jensen med sut.

 

Forklaring på ordet “Se”, som betyder at undersøge vægt, længde, motorik, kontakt, hvad der er i det udviklingstrin.

Jeg var sundhedsplejerske fra 1980 til 2014 med et afbræk på fem år i Sverige fra 1990-1995, hvor jeg dog også fungerede som sundhedsplejerske for nogle udlændinge russere og Ukrainere, som var midlertidigt i Sverige.