Øjebliksbilleder fra mit barndomshjems kælder

Det bliver kun glimt, da der ikke er en samlet historie omkring minderne fra kælderen. Da jeg boede i det nybyggede hus fra 1954-1970 strækker minderne sig over den tid.

Agerledet Legehuset
Legehuset bagest i haven i Herlev

Der findes ikke mange billeder af kælderen, så fantasien må tages i brug. 

Køkkentrappen fra trappen
Køkkentrappen fra trappen. Dengang var den i træ 

De første er fra tidlig barndom, hvor jeg var bange for at gå ned ad kældertrappen. Måske var der mørkt og frygten stammede fra en børnebog fra Herlev bibliotek, der handlede om trolde. Rædslen gik dog hurtigt over og forsvandt.

Om vinteren, når vejret var for dårligt til at komme ud kunne vi få lov at lege i kælderen. Et af rummene var tørrekælderen og på det cementgulv ved jeg at vi har løbet på rulleskøjter. Vi havde et par til deling. Måske kunne vi også hinke. Det kræver dog en vis alder at kunne hinke. I det rum var der et skab af massivt træ. Der gemte vores mor vores og hendes eget babytøj. Jeg plagede, om at måtte se babytøjet og en sjælden gang åbnede hun for pakkerne, der var pakket i avispapir udenpå og brunt papir inderst. Det var lige noget for mig at få lov at se. En erstatning for ikke at få mindre søskende. Jeg er glad for at jeg har det hele fra dengang.

I vaskekælderen stod vores mor i en hel dag ad gangen og vaskede og skyllede tøj. Hun havde grå gummistøvler på og kittel og tørklæde. Det var lidt kedelige dage for os, fordi hun stod der så længe. Farven på vægene der var stærk lyseblå.

Fyrkælderen ved siden af var lysegrøn og meget varm. I en del år stod koksfyret der. Der var en del af rummet, der var fyldt med koks. Asken var brun og blev brugt til at strø på trapperne og fliserne i snevejr. Da der blev skiftet til oliefyr blev det rum renere og i højere grad brugt til hobbyarbejde. Min mors porcelænsdukke med ledarme og ben lå der i en æske. Hovedet var meget smukt, men uden paryk og skilt ad fra kroppen. Jeg var dybt fascineret af den skønhed den havde trods tilstanden. Nu har jeg heldigvis fundet én næsten magen til.

Jeg forbinder et radiokrystalapparat med fyrkælderen, da min fars gamle krystalapparat stod der og man kunne høre et eller andet i det. Torben og jeg var af og til dernede om vinteren, hvor vi lærte at save med løvsav. Det kunne være figurer klippet ud af Anders And blade og klistret på tyndt træ.

Gangen og håndtagene på trappen op til køkkenet var malet i krads rød. Min far har enten fået malingen af min onkel L.P. eller købt det billigt. Måske var han farveblind, for farverne var meget kraftige og passede ikke særligt godt sammen.

Gangen var dekoreret med diverse pynt fra min fars barndomshjem. Et fajancefad med et snelandskab og savantesbord med savantefad, som jeg er glad for at have. Alle sko og støvler og pudsemidler og børster var i et grønt skab under kældervinduet. Så længe det hus blev beboet af vores familie, gik vi ind i huset via kælderen.

Viktualiekælderen var lysegul med træhylder og en rød kasse i fire dele skråtstillet på væggen. I den lå hvidtøl og sodavand. På hylderne stod syltede ting i store lerbeholdere og glas. Bagværk og desserter blev stillet der før fester blev afholdt. Ligeledes småkager og marcipankonfekt i dåser til jul. En gammel grøn spiritusflaske havde et optræk i bunden med “Ak du lieber Augustin”. Den spillede, når man lettede på flasken.

Trækassen med øl og sodavand
Trækassen med øl og sodavand

En gang på en mørk efterårsdag kom der en børstesælger og vil sælge børster. Vores mor ville ikke købe noget. Hun købte aldrig af dørsælgere. Han blev så gal da han gik, at han sparkede kældervinuet ind med det resultat, at der lå glasskår overalt i den kældergang. Det var uhyggeligt, men vores mor tog det roligt og forbød os at gå omkring glasskårene. Vi har stået på afstand og set det.

Samme sted i kældergangen har jeg stået og fået vintertøjet på til skolegangen. Det var tredje klasse. Min mor havde syet en mørkeblå teddybearfrakke med hætte og rødternet for. Jeg kunne ikke selv lukke den helt op så det gjorde hun og stoppede vanterne op i ærmerne. Det var hyggeligt, men siden hen svært at klare det selv i skolen. Desværre blev der aldrig taget billede af den frakke, som var en jeg kunne lide.

DSC01668-1

Ikke hele kælderen var gravet ud. Under soveværelset var der en krybekælder. For at komme derop, måtte man kravle op ad en stige, der var indbygget bag lågen. Uden på stod der med sirlig skrift “Gæsteværelse”. Man kunne ikke gå oprejst derinde og julepynt og havestole og æbler i kasser opbevaret der. Jeg har minder om at krybe ind længst inde med en legekammerat og lave hule der med bøger og blade og lommelampe. Der var koldt og lugten af æbler var dejlig. På billedet ses “Gæsteværelset” til venstre.

De sidste minder jeg har fra kælderen er at komme meget sent hjem fra studenterfester og liste meget lydløst ind gennem kælderen og op ad køkkentrappen i den tro at forældrene ikke hørte mig.

Minder om min fars arbejde

De tidligste minder om min fars arbejde var på Tøjmestervej 8, hvor mine første tre år foregik. Jeg kiggede ud af soveværelsesvinduet og så at han kørte en æresrunde for os i gården. I sommer var jeg forbi og jeg er sikker på, at det var en endelejlighed. Nu har karrerne fået andre numre og det virker forvirrende på mig. Vi blev inviteret indenfor af en rar ung mand, der boede der med sin kæreste. Det var både samme lejlighed og alligevel ikke. Stuen vendte dels mod gården og mod gaden. Der var intet soveværelse, men et lille køkken, der lå anderledes end i min erindring. Det kan kun hænge sammen med at visse lejligheder er gjort større og andre mindre. En dag må jeg forhøre mig på Københavns kommune, om de har lavet de lejligheder om. Det kan ikke passe, at jeg husker så forkert. Soveværelset og køkkenet lå modsat stuen og et lille badeværelse lå, som jeg så det hos den unge mand.

Tøjmestervej som jeg husker det fra min tidligste barndom. Foto fra Facebookgruppen Gl.København

Min far var altid på arbejde. Han var på M.E.C. i Thorsgade ikke langt fra Tøjmestervej i Nordvestkvarteret.

Han var kreativ og meget indadvendt og uddannet maskinarbejder og værktøjsmager. Det havde de ikke brug for på Radiofabrikken, så han blev værkfører for 30 damer ved et samlebånd. Arbejdet passede ikke til ham og det tog hårdt på ham. Når damerne blev syge fik de ingen løn og han følte sig tvunget til at skrive deres løn på alligevel. Han sov elendigt og var altfor ung til et lederarbejde uden lederuddannelse. Efter nogle år blev han forfremmet til planlægger og indkøber.

Vi så ham ikke så tit, for da han havde fri har han kørt videre på sin knallert til Herlev, hvor han lavede havearbejde og senere byggede hus på grunden.

Fra bogen “Bella” og de andre radio- og TV fabrikker i Danmark 1925-1975

I de første år i Herlev fra 1954 og frem til begyndelsen af tredserne brugte han sin knallert til transport. Om vinteren havde han sat nogle forede beskyttelseluffer på styret, som han selv havde lavet. En gang væltede han i glat vejr og fortalte os at kun hans hjelm havde reddet hans hoved. Da jeg blev omkring 8 år gik jeg ham i møde i Herlev og kom måske op at sidde på knallerten det sidste stykke hjem.

Den første gang Torben og jeg besøgte ham på arbejdet tog vi først bus til Husum og skiftede til Sporvogn nummer 5 på dens endestation. Vi må have været med mange gange med vores mor, men det at vi nu var alene afsted var skræmmende. Sporvognen var stuvende fuld og vi kunne dårligt se, hvor vi skulle af. På en eller anden måde, må vi have taget mod til os og maset os forbi menneskemængden i sporvognen og kommet ud det rigtige sted på Nørrebrogade kort før Nørrebros Runddel. Derefter var der en gåtur op ad Thorsgade på venstre side tæt på Mimersgade, hvor fabrikken lå. Den ligger der ikke mere idet, der nu er nyere etagesejendomme med lejligheder.

Fra bogen “Bella” og de andre radio- og TV fabrikker i Danmark 1925-1975

Så snart vi kom ind mødtes vi af en ram lugt af metal og olje. Jeg kunne godt lide de lugte. Hvordan vi fandt vores far ved jeg ikke. Jeg ved at vi har set samlebåndet med damerne. Som mindre har jeg leget med drejomskifterne til radioer, som var knapper på metalstænger, som brugtes til skifte kanal på radioerne. Min far brugte dem til sangskjulere, der skulle forestille sputniks eller flyvende tallerkner. Omkring 1962 flyttede fabrikken ud til Ballerup i en helt ny bygning. Det blev derefter lidt lettere for ham at komme på arbejde. Da M.E.C. lavede radiodele til andre fabrikker blev den ikke omtalt meget i bogen desværre.

I femtenårs alderen arbejde vi begge en sommerferie på fabrikken og jeg opdagede, hvor hårdt det var at skulle tidligt op og sent hjem. Jeg kunne intet mere på de dage. Vi mødte før kl 7 og hjem kl 16.30. Jeg pakkede dele ned i kasser til forsendelse og min bror var ved et samlebånd. Jeg glemmer aldrig de damer ved det pakkebord. Én var 17 år og allerede mor, én gik op i at se “The Sound og Music” så ofte det lod sig gøre og den sidste var Jehovas Vidne og sagde ingenting. Det var både hyggeligt og et skrækscenarie på en gang.

Da min far havde fejret 25 års jubilæum blev han fyret for al radiofabrikation var flyttet til Østen. Det blev et chock for ham, men som så ofte blev det et springbræt for ham til noget, hvor han kunne udfolde sine kreative evner. Han var en del år altmuligmand og opfinder på Dansk Vandkvalitets Institut.

Et billede af mig om mine forældre ved en strand i 1962. Fotograf min bror Torben

Billeder fra min barndomsby Herlev

Postkort fra Ringvejskrydset og Herlev Hovedgade fra først i 50-erne
Postkort fra Ringvejskrydset og Herlev Hovedgade fra først i 50-erne

Jeg kan ikke lade være med at samle billeder fra barndommens Herlev. Bygaden var dengang anderledes charmerende end fra ca 1970, hvor betonklodsen Punkt 1 blev bygget som et forretningscenter i slutningen af Bygaden mod Hovedgaden eller Frederikssundsvej.

Dengang vi boede der fra 1952 til jeg flyttede hjemmefra i 1970 tog vi ikke billeder i byen. Alle disse billeder er fra Herlev Lokalarkiv, som heldigvis har sørget for at gemme dem. I marts 2020 vises en udstilling på Herlev Bibliotek med netop billeder fra en fjern tid.

Fra Stationen. S-togsturen tog ca. 25 minutter til Københavns centrum.

Det tog os ca tyve minutter at gå fra barndomshjemmet på Agerledet til stationen. Der var ingen god busforbindelse til stationen, så vi gik. Det var en lang tur for små ben. Jeg brugte senere nogle af mine fødselsdagspenge på charms til mit sølvarmbånd i Helmers Guld og Sølv, som lå mellem disse forretninger tæt på stationen.

Herlev Bygade møder Herlev Hovedgade

Jeg er glad for at der findes billeder af Schous Sæbehus. Duften var intens og der blev købt noget der en sjælden gang og særligt til jul. Den lille blomsterforretning blev også kun besøgt til jul af vores familie. Barnevognen er et pragteksemplar fra halvtredserne.

Flere billeder fra Hovedgaden i retning mod Skovlunde og Ballerup

Jarpmark Skobutik i Herlev på Hovedgaden i nye lokaler.  Foto Herlev Lokalarkiv
Jarpmark Skobutik i Herlev på Hovedgaden i nye lokaler. Foto Herlev Lokalarkiv

Skoæskerne stod fra gulv til loft og lokalet duftede af læder. Vi fik sko, der var for store fra nye af og de var derfor svære at gå i. Damen kunne ligne min mor, men hun gik aldrig med barnevogn, da kun kun fik os tvillinger. Vognen er en Scandia fra slut 1950’erne, der kunne klappes sammen og lægges i en bil. Itkin havde en tilsvarende allerede i 1950.

På den anden side af hovedgaden lå en række små forretninger, som vores mor ofte handlede i. De var ikke så langt fra, hvor vi boede og lå i en række beboelsesejendomme. Den sidste var en boghandel, der var propfuld ved juletid. Hos Farmaceuten, en forløber for Matas var en mand ansat med en kunstig arm.

De 7 eller 8 små forretninger. Foto Herlev Lokalarkiv
De 7 eller 8 små forretninger. Foto Herlev Lokalarkiv

Optog til fordel for en årlig indsamling til fordel for børn
Optog til fordel for en årlig indsamling til fordel for børn. Foto Herlev Lokal arkiv

 

Fra Bygaden og Herlev Torv

This slideshow requires JavaScript.

På vaskeriet fik vi af og til vasket en såkaldt “våd vask”. Vi hængte det til tørre derhjemme. Plejehjemmet var et af mine første rigtige arbejdssteder, hvor jeg tjente penge til min Englandsrejse efter studentereksamen. Vinde Nøglegarn forretningen har en særlig plads i mit hjerte, da de engang havde en udstilling med små Rosenbuddukker i strikket vintertøj. Legetøjsforretningen så vi kun i korte øjeblikke for at købe glansbilleder eller hønseringe. Børnebiblioteket åbnede en hel ny verden op for mig med bøger som Pippi Langstrømpe, Bulderbybørnene og Laura bøgerne.

Ringvejen og Posthuset og Kilometerhusene

Da posthuset og Komunekontoret blev bygget var der rigeligt plads til det hele. Sygesikringen betalte man i en villa ved Tornerosevej/Hovedgaden. Da jeg om sommeren arbejdede på plejehjemmet i 1969 og 70 gik jeg efter arbejdstid ned til Ringvejen og afleverede nogle brune kuverter på kommunekontoret. Klientellet var meget forskelligt. Nogle få var fuldstændigt selvhjulpne 60-årige, der bare havde et værelse og andre var fuldstændigt umælende og hjælpeløse i deres senge eller lænestole.

De mange lejligheder på billedet til højre skulle rumme nogle af de mange børnefamilier i “Barnevognenes By”

Plejehjemmet, Biografen og Irma overfor kirken

Jeg var med til at indvie Irma i ca 1958. Vi piger fik en hula hop ring. Det var flot. Vi samlede små plastikstumper af en elefant i en kuglekæde. De lå i kaffepakkerne. Det var ret svært, men vi lærte at gøre det hurtigt til sidst. Der var bedre plads i butikken end i HB på torvet, hvor man gik ind en vej rundt om en hylde og tilbage til kassen ad en anden vej i en u-form.

Jul i Herlev

Tak til Herlev Lokalarkiv for lån af billederne

En familiejulekomsammen i 1954

Her kommer en samling af billeder stykket sammen fra forskellige familiealbum fra en sammenkomst med mine morforældre og min mors søskende og deres børn.  Det var en adventssøndag i december 1954 i Lyngby hos min farbror William.

Lige siden jeg var helt lille har jeg kigget i fotoalbum og det har forstærket hukommelsen omkring oplevelser, som ellers ville have forsvundet. Vi har kun haft billedet med børnene i køkkenet og det med vores morforældre og os i sofaen.

Vi spiller Ludo i køkkenet
Vi spiller Ludo i køkkenet. Jeg deler stol med Jens for at være med på billedet

Alle ni fætre og kusiner fra 1944- 1954 er tilstede omkring et køkkenbord med rødternet dug. Vi spiller ludo. De ældste fætre keder sig sikkert og vi, de næstyngste er måske nervøse for at ikke kunne finde ud af reglerne. Min bror Torben kigger vagtsomt på fotografen, som har haft en meget stærk lampe med for at kunne tage de billeder i vintermørket.

Næste scene er i stuen, hvor vores morfar og mormor sidder med os børn i sofaen på skift fra hver familie.

Mine fætre Niels, Jens og Carl-Erik med deres morfar og mormor
Mine fætre Niels, Jens og Carl-Erik med deres morfar og mormor

 

Mine fætre Ole og Søren med deres morforældre
Mine fætre Ole og Søren med deres morforældre

Min bror og jeg med vores morforældre
Min bror og jeg med vores morforældre

 

Min kusine og fætter hos deres farfar Emry og farmor Asta
Min kusine og fætter hos deres farfar Emry og farmor Asta

Værtsparret min morbror og tante og deres børn
Værtsparret min morbror og tante og deres glade børnVærtsparret min morbror og tante og deres børn

Min mors søskende sidder også sammen i sofaen.

Eva, Ruth min mor, og søskende
Eva, Ruth min mor, og søskende

Jeg tror det har været en professionel fotograf, der har været inviteret til lejligheden. Det skete lejlighedsvist, at vi havde én til at forevige særlige begivenheder. Det var så godt for to og et halvt år efter var vores morfar død. Afstanden til Holbæk, hvor de boede var for stor til at de ofte kom på besøg hos deres børn i Lyngby, Vangede og Herlev. Det var sidste gang vi alle var samlede.


Vi sad omkring vores køkkenbord den septemberdag i 1957, hvor vores mor med alvor i stemmen fortalte, at morfar var død.

Barndomsferier i Lynæs

På spidsen af Nordsjælland på halvøen mellem Isefjord og Kattegat ligger Lynæs lidt syd for Hundested.

I 1956, som den første ferie væk fra det nybyggede hus i Herlev, lejede vi et lille sortmalet sommerhus på en bakketop med skrånende græsplæne tæt ved St. Karlsminde Strand ved Lynæs. Forneden lå ejernes hus, som var et A-hus med vægge helt til jorden og skrå vinduer i selve taget. De hed Kotzelu. Min mor gentog ofte navne på udlejerne og de har bidt sig fast. Ejeren af husmandstedet på Møn var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Mere om Mønferierne her.

Fra første ferie i Lynæs St. Karlsminde strand i juli 1956

 

Tekst findes under hvert billede

 

Torben forestillede sig, at han kørte bil i stolen, der var lagt ned og jeg så for mig at havestolen (model Humblebæk) var den vugge, jeg så brændende ønskede mig til en glas babydukke, som jeg også ønskede mig, men ikke fik. Måske fordi, jeg aldrig sagde det højt.

Det lille sommerhus havde ikke indlagt vand, men vi kunne lide at styrte ned af græsplænen og hente vand i små kedler. Den første dag vi kom dertil styrtede regnen ned og der var en særlig lyd af trommen på taget, mens vi lå på køjesengene og læste Anders And blade. Der på have ligget en stak, fordi vi havde ikke selv Anders And blade. Foran køkkendøren var der gravet et dybt hul ned til opbavaring af mad. Der var køligt som i et køleskab.

Vi kom derop ved hjælp af min onkel Poul, som havde kørekort. Han og min faster Else havde ikke bil, men vi havde lånt min onkel Hans’s grå Rover. På taget lå en madras fastspændt, indtil den pludeslig løsrev sig og lå i grøften på den anden side af vejen. Min far har villet være sikker på, at han kunne sove på ferien. Madrassen kom på taget igen og ingen var blevet ramt. På turen standsede vi et sted og vi fik en isbåd. Det var vild luksus, som vi ikke ellers oplevede. Det må have været fordi, min faster Else også har fulgt med på udturen. Hun var meget “flot”, som man sagde dengang dvs. gavmild.

Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006
Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006

Under opholdet tog vi færgen fra Hundested i nærheden til Rørvig på den anden side af Isefjorden mod vest.

Det var første gang jeg sejlede på færge og det gjorde et dybt indtryk på mig at stå ved rælingen med en bred afrundet trækant og stirre ned i det mørkegrønne vand. Det var uhyggeligt, fordi jeg vidste, det ville være skæbnesvangert at falde i. På den anden side var naturen anderledes. Min onkel L.P. og moster Ermegaard og deres to sønner Ole og Søren havde lejet et sommerhus midt i en nåleskov. Det emmede af varme og duft fra den bløde skovbund omringet af nåle og lærketræer.

Anden ferie i Lynæs, St. Karlsminde strand sommeren 1958- Året hvor vi også skulle begynde i skolen.

 

Tekst findes under hvert billede

Da vi skulle hjem fra sommerhuset gjorde min mor grundigt rent og vi måtte blive udenfor, mens hun vaskede gulvet til sidst. Vi kørte og må være blevet hentet igen og pludselig udbryder min mor:

Pålægget ligger tilbage i svalekælderen!

Det lød slemt, men vi var kommet så langt, at det ikke lod sig hente. Mine forældre talte så om, at det forhåbentligt kom de næste gæster til gode.

Min far der til daglig havde et stresset job som værkfører på en radiofabrik slappede mere af på disse ferier og virkede derfor mere engageret i os i sommerferierne.

Lynæs 1956 hos Kotzelu's. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene. Tidligere kunne han gå med os begge.


Vores forældre på have set annoncerne på sommerferiehusene i Politikken. Der var sikkert aldrig billede med, så det var som at vinde i lotteriet. Med godt vejr var intet sted for dårligt.

Barndomsferier på Møn i 1959 og 1960

Vores forældre sørgede tidligt for, at vi kom på sommerferie sammen. At det var meget spartansk vidste vi ikke dengang.

En tidlig sommermorgen har vi cyklet til Valby Station fra Herlev i 8 års alderen og stået på en bus, der tog cyklerne med og kørte os til Stege i Møn. Der var stop på Stevns inden da. Fra turen husker, jeg at vi fik en banan hver. Det må have været noget særligt, da vi ellers kun delte én banan en sjælden gang. Jeg har fundet et brev, hvor min mor beskriver hele forløbet til min mormor Asta. Det vil jeg publisere senere.

Fra Stege cyklede vi til et stråtækt hus ejet af familien Lunau og et år senere til et husmandsted i samme område. Ejeren af husmandstedet på Møen var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Området på Møn hed Keldbylille. Jeg ved det, fordi det står i fotoalbummet.

Udsnit af min mors brev fra Lunaus hus 27/7 1959

Jeg sidder i det lille bondehus, men Inge pusler med sin dukke og Aage og Torben er ude at proviantere.

Der er langt til butikken. Den nærmeste er en brugsforening 3 m herfra. Der er også en bager. Mælkemanden traf vi aftale med i går, da vi var ude at gå aftentur, da kom han hen til os og spurgte, om det ikke var os, der boede hos Lunow’s. Han kører mælk til mejerierne for bønderne, så det er jo en ekstra ulejlighed for ham at tage vore flaske med. Men alle mennesker er så rare hernede.

 

For at begynde med begyndelsen, så håber jeg, at du kom godt hjem fra Tivoli. Det var vist lige ved at være for meget for os alle med Pantomimen. Hvor var vi dog trætte, jeg var i hvert fald træt hele næste dag. Jeg ringede til dig fredag eftermiddag, da var der optaget. Så ringede jeg fredag aften, men da var du ikke hjemme. Kurvekufferten blev hentet fredag eftermiddag, og den stod her ved sommerhuset, da vi kom. Jeg vågnede kl. 4 lørdag morgen og sov ikke mere. Vækkeuret ringede kl 5.20 og så gik det i susende fart med at komme i tøjet og få de sidste småting med. Noget af det var spændt på cyklerne i forvejen. Kl. 6-30 startede vi og ankom i god tid til Valby St. Det var en behagelig bus næsten som at sidde i en flyver, og hvor var det en smuk tur. Vi kørte ad mindre befærdede veje, uden om Køge og Præstø. I Rønnede standsede bussen et kvarter, og vi fik os en banan.

Men hvor er man underlig i hovedet, når man ikke har sovet længere end til kl. 4. Her kniber det også lidt for mig med at sove, men de andre har da sover godt, især i nat.

I Stege stod vi af og gik ind i Lunows forretning, som er en pelsvareforretning, men om sommeren er det finere trikotage. Vi fik nøglerne og forklaring på at finde derud. Men vi trængte til en opstrammer, og tog derfra ind in ”Højers Cafe” og fik the, kaffe og Coco-cola samt ostemadder. Hvor er der smukt alle vegne og vi møder ikke mange turister. Huset her er bygget i vinkel, med to lejligheder. Lunows bor selv i den ene ende, men er her kun om aftenen og weekenden. De er ualmindelig rare. Det er et gult hus med stråtag. Her er elektrisk lys og pumpen står lige ude i gården. Det varede lidt, før jeg vænnede mig til det med spandene og pumpen, man er jo meget forvænt.

Stranden ligger 5 min gang herfra og er dejlig fredelig. Der er en del sten i strandkanten, men ellers er der fin sandbund. Det er lige noget for børnene. De kan nu bedst lide det lave vand. Her er en have på størrelse med vor egen, som vi kan være i, men i alt har de 3 tdr. land med frugttræer og ind imellem har en bondemand sået korn. Desuden har de et strandhus, hvor noget af deres familie bor. Efter middagshvilen i går startede vi mod Møens Klint. Men vi kørte en hel del forkert, og til sidst vidste vi hverken ud eller ind, da der var nogle misvisende skilte, det viste sig at være på grund af bomafgiften, som bilerne betaler for at komme ud til klinten, men jeg synes, det er hårdt nok for os stakkels cyklister, når skiltene ligefrem holder os for nar. Men hvor var det skønt. Vi så gården Klintholm og cyklede igennem skoven ud til Storeklint. Her var vel nok liv, men det er jo heller ingen sag for en bil at tage de høje bakker. Vi fik en bid brød og lidt at drikke, og så gik vi ned ad de 500 trin til stranden, hvor vi badede efter at have hvilet os lidt. Klinten så imponerende ud her nede fra vandet. Så gik vi atter op og fortsatte til ”Dronningestolen”. Da vi kom ned, fik vi en pølse og så begav vi os på hjemturen. Denne gang kørte vi den lige vej mod Stege og nu tog turen kun 1 time. Det var jo også nedad bakke meget af vejen. Jeg skal love for, at maden smagte os, da vi kom hjem.

Ruth

Jeg kan ikke helt skille de to ferier ad og kan have kommet til at blande billederne lidt. Jeg  oplevede dem som dejlige og vi cyklede til stranden og Møns Klint i godt vejr og til Ørø i øsende regn. Måske har vi kun haft cykler med den sidste gang.

 

Engang var skiltet til Klinten vendt forkert, så vi spildte tid med at køre i modsat retning, hvorved vi kom tilbage til skiltet. Der var lange bakker og turen blev drøj. Vi havde altid lunken kakao med i en termokande og madpakker til fortæring på en bænk eller i en grøftekant.

Jeg var imponeret af Klinten, da den dengang var intakt.

På den første ferie til Møn gik min pedal i stykker. Min far der ellers lavede alt selv, havde ikke værktøj med og ville derfor ikke have den lavet hos en cykelhandler. Det ville koste 35 kr. Derhjemme kunne han lave den for fem kroner. Det må have været dyrt dengang. Mine forældre skubbede mig på skift på hele resten af turen, så det gik nemt for mig.

This slideshow requires JavaScript.

Strandtur på Møn 1957
Strandtur på Møn

Da vi kom igen et år senere skulle vi til stranden. Jeg var sikker på , at vi skulle til højre og mine forældre var sikre på at den lå til venstre fra et t-kryds. Jeg var så stædig, at jeg kørte til højre alene. Jeg blev meget fortvivlet over, at de lod mig køre og ikke kom og hentede mig. Jeg må have fundet ud af det og have vendt. Et hult piletræ var der langs vejen, hvilket gav fantasi til at forestille sig H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet.

Køkkenerne havde kosangas og et par gasblus. Der kogte min mor nye kartofler og hvad der skulle til af frikadeller og andet. Hun prøvede sikkert at lave det meget enkelt, men helt ferie havde hun aldrig med al madlavning til alle måltider. Vi fik sikkert jordbær hver dag.

Tallerkener og gryder stod altid under køkkenbordet med et forhæng i stedet for låger. Der kunne være en lidt sur luft i de gamle køkkener. Måske manglede der udluftning. Et sted var der vandpumpe i gården, men jeg tror det mest var til pynt og af nostalgiske grunde. Jeg undrede mig over at Sjøvik kunne gå med et kæmpe hul i sin undertrøje ude på vejen, hvor han trak os på hesten.

På husmandsstedet gik vi hjemmevant ind i stalden til de to køer med kalve. Den hyggelige ro, der var og sødlige lugt var meget tiltrækkende. Vi oplevede at gå på stubmarken og ridse benene på de skarpe stubbe. Måske stod kalven der om dagen? Efter den ferie jeg ville være bondekone.

Senere fandt jeg ud af, at det var et hårdt og måske ensomt job med arbejde fra tidlig morgen til sen aften.

Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne.
Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne. Stråhatten blev købt i nærheden.

Jeg fik en stråhat i Stege. Den havde stor skygge og bolchefarvet rødt hvidt stribet silkebånd om pulden. Den gamle byprot gjorde dengang et stort indtryk på mig.

Det gav et sus i maven at få den stråhat. Jeg var ikke vant til at få noget udenfor jul og fødselsdage. Det må have været så varmt, at mine forældre har ment, jeg skulle have hat på i solen. Siden har jeg aldrig ejet en stråhat indtil sidste sommer i Washington, D.C., hvor jeg faldt for en i Monet stil på et kunstmuseeum.

 

Da vi kom hjem fra den sidste Mønferie fandt vi at vores faster Ingrid, onkel Helge og kusine Lisbeth havde holdt ferie hos os. Jeg nåede at tænke, at det var mærkeligt, at man kunne holde ferie hos os. De boede på femte sal på Amager, så det kunne godt tænkes, at det var godt nok at holde ferie i et villakvarter ti km. fra Københavns centrum.

Til min forundring lå kludetæppet eller løberen i kælderen anderledes, end vi havde det. Det havde fået et knæk, så det lå vinklet frem for i et lige stykke.

For sjov blev der taget et billede af os alle i vores legehus, hvor vi havde klemt os ind alle syv personer.

Tegninger fra min barndom i 1950-erne

Jeg brugte meget tid på at tegne fra ca fire års alderen og frem til ca femten år, hvor det var mode der blev tegnet. Babyer og barnevogne var en drøm for mig, hvilket jeg heldigvis kan dokumentere, da de motiver er med over de fleste år. Jeg var tvilling men ville så gerne have haft små søskende.

Continue reading “Tegninger fra min barndom i 1950-erne”