Den 13. juli er altid en særlig dag for mig fyldt med minder om min mor. Hun ville idag være blevet 97 år om hun havde levet. Som årene er gået efter hun døde i efteråret 2008 ser jeg hende for mig som stadig mere frisk og uden sygdom.
Hun tænkte altid på os før sig selv og var ufattelig trofast overfor mennesker hun mødte igennem livet. Hun skrev breve og kort til mange hele sit liv.
Her kommer et fødselsdagsbrev fra hendes moster Jenny fra København fra krigen. Min mor blev tyve år og flyttede året efter til København midt i Generalstrejken for at starte på et nyt arbejde på Sydhavnsapoteket som defektrice.
Jennys mor, Emilie var søster til min mormor Asta. Hun var omtalt som en meget anderledes dame, idet hun fandt på at ommøblere eller ligefrem flytte uden at fortælle det til sin mand. Desuden holdt hun af at danse på Bakken.
Kære lille Ruth! København, Øresundsgade 80 10. juli 1943
Til lykke på fødselsdagen, jeg ville have sendt dig nogle cigaretter, men de var ikke til at få, jeg tænkte så, at du muligvis også havde brug for en pencil, da du vel også skriver en del på apoteket. Vi var alle i Cirkus forleden, det var et godt program, dejlig hestedressur, det imponerede mig meget, at se gamle Schumann slå et kraftspring.
Mormor var som sædvanlig på Dyrehavsbakken. Torsdag nu fortæller hun at blev fotograferet til Billedbladet tror hun, det er, hun dansede på scenen med en af de optrædende, nu er jeg jo lidt spændt på at se Billedbladet og se hvad den unge pige nu har bedrevet.
Kærlig hilsen lille Ruth fra os alle
Tante Jenny
Kære Ruth, Hjertelig til lykke på fødselsdagen.
Bitten

One thought on “Min mors fødselsdag 13. Juli”