Et opslag om en udstilling på Herlev bibliotek om Bymidten før Punkt1 blev til omkring 1971 fik mig til at prioritere et besøg. For engangs skyld tog jeg dertil med S-tog og genoplevede, derfor barndommens minder ved at gå fra stationen på til Herlev centrum. Meget er forandret, men mange boligkarréer, som der som dengang.
I barndommen var Bygaden langt hyggeligere, da Punkt 1 i min mening er en hæslig betonklump, som har skæmmet byen siden den blev opført. På et tidspunkt har den skiftet navn til Herlev Bymidte Butikscenter. De der har stået for bystyret har aldrig tænkt over, om det nye skulle virke harmonisk sammen.
Desværre var der ikke mange gamle billeder fra mine erindringer fra tidlig barndom. I min forrige artikel om Gamle Herlev findes nogle billeder fra samme områder i midtbyen. Jeg savner ét af en slagter, der lå først i Bygaden. De sorte oksehoveder ved siden af skiltet over forretningen gjorde et dybt indtryk, dengang i fire-fem års alderen. Jeg tror den blev revet ned, da man opførte HB den første brugsforening med selvbetjening i Herlev. Jeg har også et minde om en fiskeforretning og en osteforretning lige i samme område. Den sidste havde koldt vand løbende ned ad vinduet og fiskene lå på knust is. På hjørnet overfor biografen lå Bikuben. Der satte vi lidt sparepenge ind og havde sparemærker. Jeg husker ikke helt, hvad de sparemærker gik ud på.
Der lå en række murermestervillaer hele vejen langs Bygaden og til Ringvejen. De er desværre alle væk for mange år siden og jeg har aldrig set billeder af dem. Jeg ved, at jeg engang imellem fik lov at hente min far på knallert, når han kom fra Thorsgade på det ydre Nørrebro. Jeg gik langs med de villaer forbi Herlev Skole og mødte ham et sted. Sad jeg mon på knallerten på vej hjem?
Helt sikkert kom jeg forbi Vestergården på den strækning. Jeg har mange minder om stilheden og lugten i lægeventeværelset og fra ismejeriet overfor lægen. I det lokale var min mor til fodterapeut få dage før hun døde i oktober 2008.

Mellem Ringvejen og Herlev kirke ligger de skønneste karréer. Den del af dem, der ligger øverst mod Punkt 1 hedder Hollywood. Det ligner sig selv fra min barndom. Dog er forretningerne ucharmerende, men fungerer dog. I min artikel om at købe ind er de minder beskrevet.