Lige nu høres fuglesang. Det er lige livsbekræftende hvert år. Da jeg var barn vidste jeg ikke hvilke fugle, der sang hvad. Det har jeg sat mig ind i igennem de senere år, som en slags sport.

Musvitten, der høres så meget i april, forbinder jeg med at tegne hinkeruder og at hoppe fra rude til rude og støde til hinkestenen med så få ekstra hop som muligt. Det er en leg, der kræver god kondi og koordineringsevne og balance.

Hinkestenene var skønne. Jeg husker ikke, hvad de kostede, men vi passede godt på dem. De var lavet af farvet glas, nogle gennemsigtige og andre mælkeagtige. Der var som regel et motiv med et eventyr på for oven. Den duftede skønt af glas og asfalt, når den var slidt under neden af brugen.

De fås nu om dage i museumsshoppene, men jeg mener de er af tyndere kvalitet. Jeg fik for nylig en rigtig Holmegård hinkesten af en af mine gode Facebookvenner Dorthe Lohmann. De to andre jeg har er de billige og lidt dårligere udenlandske fra museer.

 

Kridt blev brugt til at tegne ruderne og først hen i mod 4.-5. klasse kunne vi tegne lige og flotte store hinkeruder. Man ventede på sin tur og var ude, hvis man hoppede på en streg eller fik skudt hinkestenen forbi den rigtige rude. Ruden var delt i tre x tre ruder og man endte i midten med samlede ben. Jeg tror vi købte et stk. kridt ad gangen, måske var det kantet og indpakket i sølvpapir? Ellers ledte vi efter kridtstykker på stranden, hvis vi var heldige at komme til en. Til nød kunne et stykke gasbeton også bruges, selvom det smuldrede meget.

Var det meget store ruder, man lavede, måtte man bruge en hoppestav til hjælp for at klare de lange hop. Drengene havde ikke noget imod at hinke, men deltog ikke lige så meget i at sjippe eller hoppe i elastik.

 

Det eneste billede, jeg har fra den tid, vi hinkede

Legen blev leget på villavejene og i skolegården. Min tvillingebror og jeg var meget gode til at hinke sammen udenfor vores havelåge på vejen. I skolen krævedes større tålmodighed, da der var flere om det. Det blev der også sjippet meget både enkeltvis og i stor bue. Det krævede også stor kondi og energi at komme rundt i dobbeltsving eller at løbe ind og ud af en stor bue.

Jeg kunne også lide at ”Hoppe i elastik”. Det var en lang bukseelastik, som det hed, der var bundet sammen. To stod så med den omkring benene og en ad gangen blev der hoppet i den efter kunstfærdige regler. Man stod på den som på et X og skulle hoppe og lande i og udenfor, når det løsnede sig. Sno den om benene og hoppe ud uden at hænge fast. Jeg havde det problem, at jeg havde skistøvler på til langt hen af foråret. Som tidligere nævnt var vores mor meget bange for om vi skulle blive syge. Der var hægter til snørrebåndene og det var næsten fysisk umuligt at undgå at elastikken hang fast i de hægter.

Inden vi blev i stand til at sjippe og hinke og hoppe i elastik kunne vi lære sanglege af de ”store” i skolegården. Det husker jeg som en stor lykke at synge de vers og at se op til de store, der tog os små med i legen. Vores skole Borgerdiget var ny, da jeg kom i første klasse og jeg og min bror kom i E-klassen. Der var således fem første klasser og kun få andre klasser. De ældste gik i 3.eller 4. klasse. De næste år blev der bygget flere skoler og der blev tyndet ud i antallet af første klasser.

Rulleskøjter hørte også til forårslege og det var metalhjul, der kunne spændes på. Det duftede også dejligt, når man rullede på asfalten. Det kunne slå gnister og lugte brændt. Det larmede helt infernalsk, når vi kom rullende på dem. Jeg husker det som den bedste julegave at få et par.

Tak til Dorthe Lohmann for de fine billeder af ubrugte rulleskøjter i æske fra tiden

 

 

This slideshow requires JavaScript.