Der er sikkert mange unge, der tager for givet at al modetøj findes i butikkerne eller på nettet og er til at købe, om bare der er penge på kontoen. Da jeg blev konfirmeret i april 1965 var det endnu ikke brudt rigtigt igennem at få fat i smart tøj.
Enten var det børnetøj eller voksentøj. Jeg gik op og ned ad gaderne med min mor i København for at købe “andendagstøj”. Jeg gav op eller gav efter og købte en ulden dragt, som jeg har ét billede af, hvor vi var i Tivoli. Siden overtog min mor den, så det ikke var helt forgæves.
Der var dog små tegn på at noget var i gæring. I Nyhavn 13,17 eller 23 i kælderforretninger kunne man få strikkede sømandstrøjer og jakker, ternede uldbukser og cowboybukser, som det hed dengang, inden vi sagde jeans. “Deres” på Strøget og “Nørgaard” på Strøget og “Carly Gry” i Fredriksberggade havde i årene derefter også smart teenagetøj. Tøjet var meget dyrt i forhold til det man kunne få for babysitting og andre småjobs, der var mulige for den aldersklasse. Det kom til København længe før man så det i provinsen.
Smart tøj fandt vi også i engelske modeblade, men det meste var designet til popgrupper og andre kendte, så hvis man ville have noget tilsvarende måtte man tegne det af og få lavet et mønster, gå på jagt efter stof, der kunne bruges og så prøve at sy.
Jeg var så heldig at jeg havde en nabokone Fru Eskær, der var tidligere dameskrædderinde. Hele min barndom var min bror og jeg gået ind til dem for at hyggesnakke, læse Hjemmet og Familiejournalen og lære at spille kort og lægge kabaler. Hun hjalp mig at strikke og brodere og den dag, hvor dette med moden blev vigtig, hjalp hun mig også til at få lavet mønstre til de ting, jeg ønskede at sy. Hun var god til at lære fra sig, så det blev mig der gjorde tingene undtagen selve tilskæringen på mønsterpapir.
Jeg gjorde også alle erfaringer med at komme til at lægge mønstret forkert i forhold til rillerne på fløjlet eller mønstret på stoffet, eller lavede to højrestykker ! Fik noget syet sammen med små sting, som skulle pilles møjsommeligt op igen. Jeg fortsatte til langt ud på natten, hvor risikoen for fejl steg, mens jeg blev mere og mere udkørt.
Den første inspiration kom ellers fra en pakke californiske rosiner “Sun Maid”, pigen med solhat og hvid kjole med blå striber i empirestil. Man ser kun overdelen, så resten måtte jeg gætte mig til. Jeg strikkede den og den blev for stor i første omgang. Lavede om ved at jeg klippede overskydende strik af i siderne efter at have syet to stikninger på maskinen i siden, hvorefter jeg blev tilfreds med den. Det må have været et stort arbejde, men det husker jeg ikke noget om. Jeg var 14-15 år.
I 1967 rejste jeg med 2.real til Prag og omegn med klassen. Det var som afslutningen på folkeskolen, inden vi skulle videre i gymnasiet.
Det var som at træde ind i fortiden. De var meget fattige i tiden under kommunismen. Jeg havde malet et engelsk flag på en hvid herreundertrøje med korte ærmer. Man kunne ikke bare købe en T-shirt med tryk på. Den blev stjålet på en lejr med unge fra Østeuropa. Det var jeg meget fortørnet over. Jeg tror ikke vi var vant til at noget blev stjålet dengang. England har været hot, men forbudt bag jerntæppet. Den har jeg desværre ikke billeder af.
Senere fik jeg ideerne fra engelske modeblade. Jeg har et tydeligt minde om et besøg i Tivoli i forsommeren 1966, hvor jeg så en smart dobbeltradet cottoncoat. Jeg løb efter turisten og tegnede den af på en serviet. Den frakke blev jeg utrolig glad for, selvom stoffet måske var en anelse for blødt. Jeg har ingen anelse om, hvor den blev af. To korte fløjlsnederdele, der var utrolig enkle havde jeg også megen glæde af. To kjoler i uld var jeg glad for, men uld er næsten altid for varmt at holde ud at have på. Kjolen jeg var allermest glad for var en langærmet figursyet kjole med blondekrave. Det var den første kjole, jeg syede under fru Eskærs vejledning. Den forsvandt også, men hvor var jeg glad for den. Heldigvis har jeg nogle få billeder af den.
Fra Kullen i Sverige. Silketørklædet har jeg såmænd endnu
Jeg har aldrig lært at sy rigtigt siden, men fru Eskærs dygtige vejleding gjorde at de ting, jeg lavede blev originale og vellykkede.
Jeg fik også strikket nogle sweaters, som jeg var glad for. Jeg undrer mig over det, for som voksen har jeg fundet det uendeligt svært at få noget strikket vellykket eller i det hele taget gjort noget færdigt. Et billede af en moderne sweater i et dameblad fik mig til at genkalde mig en islandsk sweater, som jeg lavede i gynasieårene.
Margit Brandt var på sit højeste sidst i 60-erne og til min studenterkjole købte jeg i hendes butik på Østergade. Den var også af tynd uld og jeg “kogte” naturligvis i den, da jeg blev student i hedebølge. Jeg havde ikke andet så den forblev på. Den fik et sørgeligt endeligt et halvt år efter. Jeg boede i Eccles uden for Manchester ca 6 måneder fra efteråret 1970. Min engelske “mor”, min mors veninde, havde kun drenge og havde travlt med meget praktisk arbejde dagen lang. Hun vaskede min kjole i vaskemaskinen i en for højt temperatur. Jeg var helt knust, men jeg kunne jo bare selv have vasket den forsigtigt i hånden, som jeg havde lært hjemmefra. Den var krympet til dukkestørerelse og var blevet askegrå af al det kulstøv, der var i luften derovre.
Mange år efter blev der lavet en udstilling på Trapholt i Kolding over Margit Brandts kollektioner. Der hang den lyslevende på en gine og mine billeder kom med på en skærm med fotos af Brandt modeller fra tiden i 60-erne og 70-erne.
En anden stor inspiration var min fars kusine Anne Mette Holm, der var et år ældre end jeg. Hun var meget stilsikker og utrolig inspirende dengang som nu. Blev uddannet væverske og konservator og har boet og undervist på Grønland de sidste snart tyve år. Hun klippede mig smart som den første nogen sinde og hjalp mig at finde smart tøj, da vi alle i familien havde arvet lidt penge efter en onkel i USA, der havde været ungkarl hele livet og som tænkte på os alle. Det jeg fik var et par rigtige jeans og en sweater i Shetlandsuld og et par Clark Shoes ørkenstøvler, der var højeste mode sommeren 1965 og som er moderne igen 50 år efter. Jeg var så glad for dem at jeg tegnede dem, da de var godt brugte.
I min engelske blog har jeg skrevet om, hvordan jeg har oplevet at moden genanvendes i artiklen “How Fashion Recycle”. Det er lidt af den samme historie skrevet for to år siden.
Jeg holder stadig af den mest enkle stil i dag, som inspirerede mig dengang i 1960-erne.
I mine voksne år har jeg kun syet meget lidt. Da børnene var små var det fastelavnsdragter, jeg syede. Jeg nægtede at købe færdige dragter. Det blev for ens synes jeg. I mange år har tøj været ret billigt at købe færdigt, hvilket det ikke var i min barndom og ungdom. Udvalget er også enormt nu om stunder. Dog er det en god ting at kunne sy, strikke eller bare reparere noget, der går i stykker eller skal laves om.
Der kunne jo komme svære tider igen.
Barn&Mor 