De første svage minder om indkøb går tilbage til treårsalderen, hvor vi stadig boede i København 2400 NV kvarteret. Der lå en lille Irma et sted i nærheden af Tøjmestervej. De havde en taburet med slidt billede af Irmapigen på, måske kunne sædet køre rundt. Der var smørdritler, hvorfra smørret blev taget i små portioner til kunderne. Det er sikkert blevet pakket ind i pergamentpapir. Det var ikke selvbetjening.
Det kom til Herlev sidst i 1950-erne og blev en stor festlig begivenhed, hvor vi piger fik en hulahopring gratis eller meget billigt. Selvbetjening gjorde det mindre stressende at gå i byen at købe ind, fordi man så slap for at sige, hvad man skulle have. Dog var det svært at gennemskue bonen bagefter, da beløbene blev slået ind uden at nævne, hvad man købte.
Det svageste minde jeg har omkring tøjanskaffelse var fra ”Byttecentralen” af børnetøj. Det forekommer mig at det var Ryesgade på Østerbro. I dag fås dejligt brugt (næsten nyt) børnetøj, men dengang ikke længe efter krigen var det svært at få noget pænt. Det fineste derfra var to lysegrå uldfrakker med mørkebrun pelskrave. Desværre er der ikke billeder af dem. Jeg kan dog huske dem alligevel. Det næste var flyverdragter i ikke vandafvisende lærred gul og grøn, tror jeg. Ikke særlige pæne, men det var det mange havde som små og der findes billeder af dem. Flyverdragter, inspireret af de beundrede flyvere blev opfundet i tyverne, fordi man syntes børn skulle kunne lege ude i al slags vejr. I en anden blogartikel har jeg skrevet om “Barnets Århundrede”.
Tøjet på Byttecentralen hang på ”høje” stativer række op og række ned, jeg syntes allerede dengang, at vi afleverede noget pænt og fik noget mindre pænt. Vores far tjente penge til huset og husholdningspengene, så der var ikke til ekstra eller måske var han bange for at komme til at mangle og derfor blev der ikke brugt penge på nyt tøj i særlig høj grad de første mange år. Jeg har ikke tænkt over nogen mangel, andet end da jeg skulle i skole og en anorak var højeste mode. Dvs. en anorak med lomme foran. Den med lomme kostede fem kroner mere end den uden lomme og jeg fik én uden. Det var jeg ked af, men fik en meget senere, da det kom på mode igen omkring fjerde, femte klasse.
Sidst i halvtredserne ønskede jeg mig brændende en ”Brigitte Bardot kjole”. Det var kjoler i tern rød/hvid/eller andre farver og hvid med hvid flæsekant i halsen, stramt kjoleliv og strutskørt. Det fik jeg aldrig. Det emne har jeg skrevet om i en artikel om genbrug i moden.
En eller to gang om året kom vi til Daells Varehus for at forny garderoben. Sommerkjolerne kunne se godt ud i kataloget, men stoffet var slasket, efter én vask. Til gengæld var de billige. Jeg havde meget tidligt sans for hvad, der var smart og god kvalitet, så det var en lidelse at gennemgå. Jeg havde dog også sødt tøj, men det var hjemmesyet i bedre kvaliteter eller arvet fra min ældre kusine. Vores mor gik til sykursus i Nordvest kvarteret for at lære at sy noget til sig selv og os. Skoene var mine favoritter og jeg kaldte dem mine “Lysehvide sko”. Næste sæson var de stive, grå og for små.
Matrostøjet var fra det sykursus.
Den gang fandtes også et frygteligt snobberi, for da vi engang var med vores mor i Crome & Goldschmidt i Østergade på Strøget var det dårligt nok, at hun kunne blive ekspederet. Det gjorde mig ondt allerede dengang og derfor holdt vores mor mere af at komme i Daells Varehus. Min bedste oplevelse derfra var engang, da vi var blevet store nok til at klare lidt selv at have købt en julegave der til vores mor. Det var en lille bodylotion af det svenske mærke Lait de Beauté, som dengang var meget kendt. Det var gule plastik emballager. Jeg tror min far fik et slips.
Højt oppe ad trapperne fandtes det tilrøgede cafeteria. Der kappedes man om en plads og vores mor gik op til skranken, hvor fra vi fik ostemadder og kakao og hun te. Det var dog sjældent at det skete. Nede i bunden af varehuset var der toiletter, garderobe og en række telefonbokse isoleret med masonitplader med små huller i.
Foruden Magasin og Illum, som heldigvis stadig findes, hvor de lå dengang, var der andre stormagasiner : Messen på Købmagergade, Anva på Vesterbrogade, Fonnesbech, hvor Fona er i dag i Østergade og desuden Julius Kopp på Amagertorv.
I skoleferierne var vi nogle gange på udflugt til København med vores mor. Det var vi meget glade for. Vi måtte ikke røre noget i S-toget, det var meget snavset i askebærerne tror jeg. Ellers var gaderne ikke så fyldt af affald som i dag. Vi kom på Zoologisk museum i Krystalgade og andre museer og kunne få en rosinbolle fra en bager eller en tørret banan. Det var noget klistret stads. I Jorcks passage i mellem Skindergade og Strøget lå den kinesiske forretning ud mod Strøget. Der kunne vi få en lille ting meget billigt. F.eks. en papirblomst, der skulle i vand og som så foldede sig ud.
Turene til København foregik i S-tog og der var laaaangt ned til stationen i Herlev. Særlig hjemvejen var lang. Hun kaldte :
Kom så Tobber!
P.g.a. for tidlig fødsel havde han problemer med ryggen, som var for blød, så han faldt sammen og blev meget hurtigt træt. (Jeg fik senere problemer med min ryg).
På turene til Amager til min fars familie var det først en bus fra Herlev Hovedgade, skifte til sporvogn linje fem på Sløjfen i Husum og dernæst en timelang tur gennem Nørrebrogade og forbi Nørregade og videre over en af broerne til Amagerbrogade og så af et sted på Holmbladsgade, for at gå til Reberbanegade, hvor familierne boede i hver sin opgang ved siden af hinanden.
Vi kom engang til at overvære en ubehagelig jagt ned ad Nørrebrogade med en mand efter en dame. Det var lige ved Søerne.
Ved Nørrebros Runddel lå barnevognsforretningen Borrit Jeg drejede halsen rundt for at se den. Her under ses det sted og to forskellige sporvogne.
Billedet viser en anden forretning, der ligner den lidt, som eksisterer endnu på 5.erns rute.
Ellers beskæftigede vi os med at genkende bilmærker og vi kendte dem alle. På hjemvejen, da vi var små, husker jeg, at Torben sad og dinglede med hoved og ben, fordi han sov. Bænkene stod overfor hinanden først i vognen og siden i to rækker bag hinanden. Vi ventede så i Husum på bussen og der var der en legetøjsforretning, hvor jeg nød at se på legetøjet i rækker fra øverst til nederst. Der var dog altid lukket, når vi stod der.
Torben og jeg fik lov til at besøge vores far på radiodelsfabrikken M.E.C. i Thorsgade på Nørrebro. Sporvognen var propfuld og jeg var meget bange for, at vi ikke kunne komme af, for hvordan skulle vi spørge nogen om at flytte sig? Det var et stort dilemma, men på en eller anden måde kom vi af på rette sted. Busserne var på en måde værre, fordi der måtte man ryge og lugten var ulidelig. Vi lærte at værdsætte cyklerne og som vi voksede til cyklede vi hellere end at tage bussen.
Lidt billeder af datidens forretninger i Herlev
I Herlev lå forretningerne indbygget i etagebyggeriet langs Herlev Hovedgade og på Bygaden og på Torvet og rundt om i boligkvartererne. Der var to brugsforeninger: H.B. Hovedstadens brugsforening. Den ene lå på Herlev Torv og var nok først med selvbetjening. Den var dog meget kedelig med bare to gange delt af hylder. Den anden lå nærmere os på Vindebyvej. Der kunne det ske at grøntsager og frugt var gamle og datomærkerne kunne være skjult med nyt mærke.
Vi blev sendt i byen efter mælk og andet og det var svært at køre med glasflasker. En gang tabte jeg dem til min og min mors ærgelse. De måtte ikke ligge at klirre mod hinanden i cykelkurven. Jeg blev også engang sendt i byen efter tøjklemmer og faldt for de farverige i plastik, dem måtte jeg aflevere med tunge skridt, fordi træklemmerne var billigere og det var dem, min mor skulle have. I Herlev fantes også en osteforretning med rindende koldt vand løbende ned ad vinduet for at køle ostene. Det var meget fascinerende, men sluttede nok med kølediskenes indtog. Fiskehandleren havde store kar med levende fisk. Der var en særlig rå og ram lugt der.
På Vindebyvej lå et lille ismejeri. Mælkeflaskerne stod lidt skråt i en slidske, sådan at den næste kom frem, når man tog den forreste.
Efter først de hvide og så de brune mælkeflasker kom mælken i poser, der også var svære at håndtere.
Schultstads rugbrød var store aflange firkantede brød pakket ind i olieret tyk pergamentpapir.
Engang havde vi lagt os i naboerne Eskærs sidevogn og taget dækkenet over os. Lidt efter kørte Hr. og fru Eskær til netop ismejeriet og stor blev deres forbavselse over, at vi var med i vognen. Som “belønning” fik vi en salmiakstang eller nogle pinnociokugler, hvilket vi ellers aldrig fik undtagen på fastelavnsriset.
Noget tøj blev også købt i Herlev. Der var Ejnar Vang, en manufakturhandel på Herlev Hovedgade. Der kunne man også få” masket nylonstrømper op”, som var løbet. Det var private damer, der havde det som et hjemmejob. Nylonstrømper var meget dyre i forhold til nu, så det fik man gjort. Strømpebukser kom først midt i tredserne. Det var et stort fremskridt, at de blev opfundet. Fix & Færdig var en manufakturforretning med billigt tøj. Ikke det mindste fikst. Jeg skulle have en lægget nederdel og turde ikke sige, at den var for stor. Ekspedienten reagerede ikke, selvom den var helt forkert. Jeg tror, min mor byttede den for mig. Jeg var dog meget glad for en skotsternet grøn og blå terryline nederdel derfra i fjerde og femte klasse med min mors hjemmestrikkede lyseblå og rød bluse til.
Frisøren lå til venstre for “Farmaceuten”
Et kapitel for sig er frisøren. Jeg ved ikke, om de var uddannede, men at klippe mig kunne de ikke. Pandehåret blev klippet meget kort, trods hvirvler, der fik det til at stritte og kort langs siderne. Selv dengang i fem-syv års alderen vidste jeg, at det var grimt, og jeg var ked af det i starten, inden det voksede lidt ud igen. Skulle man være fin, blev det krøllet med krøllejern og der kunne lugte svedent pga. brændt hår. Det kunne også gøres hjemme, da vi havde et krøllejern, der skulle varmes over en gasflamme. Det blev frisuren ikke bedre af. Min mor anså langt hår som gammeldags, fordi hendes ældre søstre havde haft fletninger, men hun var klippet kort, dog med langt pandehår og mere smart. Fra tredje klasse insisterede jeg på langt hår og fik lov. Det to lang tid at samle hår nok til den mindste lille hestehale. Der fandtes nogle hårspænder i brunt plastik, som jeg var meget fascineret af og også købte en af og som jeg har endnu. I fletninger kom taft eller nylonsløjfer rundt om en bukseelastik.
Forretninger i Herlev inden det blev til betonkassen Punkt 1
Det jeg husker bedst om forretninger i den tidlige barndom i Herlev var duftene. Juleaftensdag var jeg med min far i Herlev for at købe en julepelargonie til vores mor. Vi gik ind i den lille kolde blomsterbutik, hvor der duftede af jord og blomster. Blomsterdamen gik i tyk kittel og gummistøvler. Ved siden af lå Schous Varehus, hvor duften af sæber var intens. Desuden var der vaskesvampe og sikkert også strømper og undertøj. Ellers ved jeg ikke, hvad de havde der andet end evt. billige parfumer. Ved siden af lå Kehlet en fotoforretning, vi ikke havde gode oplevelser med. Vores mor blev bedt om at gøre noget med munden, hun ikke kunne. Ingen ser glade ud på de billeder, hvor vi er ca. to år.
Rækken af forretninger langs Herlev Torv. Det høje findes vist endnu
Legetøjsbutikken var et slaraffenland, som jeg aldrig rigtigt fik set ordentlig. Vi sparede sammen til noget, men havde ikke mange ører eller kroner. Man gik til disken, der var høj, og sagde, hvad man skulle se på og det var glansbilleder, hønseringe, en hinkesten eller senere filmstjernekort. De dyre attraktive ting stod højt oppe på hylderne og da vi ikke skulle købe det, blev det ikke taget ned. Jeg husker ikke legetøjskataloger blive omdelt i posten kun kataloget fra Daells Varehus, som så blev flittigt kigget på. Jeg undrede mig altid over, hvorfor de ikke kunne folde babytøjet ud, så ikke det lå hen over hinanden og ærmet bøjet. Jeg ville gerne klippe hvert enkelt stykke babydragt ud. Hos frisøren må der engang have været et billede af søde babyer i et dameblad. Jeg kom i hvert fald til at rive den side ud med dårlig samvittighed til følge. At spørge om jeg måtte få det, faldt mig ikke ind.
Der blev lavet hjemmelavede jule- og fødselsdagsgaver til os. Tøj til dukke Lone blev både strikket og syet i tiden op til jul. Min far lavede bade en etagesenge og en stor dukkeseng i mahogni, som jeg har endnu og et dukkehus. Jeg ser også med stor hengivenhed på de overføringsmærker, jeg ved min mor har sat på nogle af de dukkemøbler. Desuden en høj stol og et sæt pottestole og det bedste var nok klapvognen, der næsten lignede en rigtig klapvogn. Det var mit problem, at jeg gerne ville have haft noget, som var en tro kopi af det de voksne brugte til babyer som f.eks en rigtig barnevogn, en vugge med himmel og en babylift. Jeg sagde det bare aldrig og det var nok fordi, jeg vidste at det ikke var noget, der skulle købes. Drømmen om en glasdukke var så intens, at jeg reelt drømte at jeg havde fået én i fireårs alderen, men da jeg vågnede var den der ikke.
Vores fastre på Amager, der kom til jul havde fine gaver med til os og tit var de købt i Magasin. Det var flot og skulle også være flot. Da jeg var ni eller ti år fik jeg en dukke Lise fra Magasin.
Jeg var ved at være for gammel til den, men forstod at det var en flot gave. En stor æske Filia farver fik jeg også og det var meget værdsat, da der var mange flere nuancer end det, jeg var vant til. Jeg elskede pastelfarver og det gør jeg stadig.
I skoletiden var der nogle år, hvor vi fik penge af kammeraterne, der var til fødselsdag. Mine gik til ”charms” til et sølvarmbånd i lænker. Der er desværre ikke noget billede af det og da låsen var dårlig er det nok blevet tabt. Sparepenge blev sat ind på sparekassebøger. For vores vedkommende var det Bikuben med det velkendte logo med bier, der sværmede om en bikube.
Lånte billeder fra Facebookgruppen “Os der er født i 50erne”
Skulle jeg have sat forkert navn på et lånt billede eller lånt et billede mod nogens vilje, vil jeg naturligvis rette det, eller fjerne det fra artiklen.
Barn&Mor 
Tusind tak for en helt igennem dejlig beskrivelse af din barndom. Jeg har nydt at læse om en tid, som minder rigtig meget om min egen barndom og de drømme, vi små piger havde dengang.
LikeLike
Mange tak for responsen Ilse💌 du må meget gerne selv bidrage. Den viden vi har går tabt, hvis det forsvinder med os
LikeLike
Jeg vil lige fortælle at det kongelige bibliotek har alle Daells Varehus kataloger på deres side. Det er superskønt at se dem alle igen 😊 Du kan bladre i dem også.
LikeLike
Tusind tak Ilse
Det vil jeg se
LikeLike
tusind tak for historien,jeg er opvokset i Ballerup men det er det samme med turen til københavn, i Daells varehus. vi var kunder i Tilskærende, den lå ved rådhus pladsen og havde en stor lysende neon saks der åbnede og lukkede hele tiden. Vi betalte et beløb hver måned og så købte vi sommer eller vinter tøj for pengene. vi havde også familie på Amager , du beskriver turen nøjagtig som jeg husker den.
LikeLiked by 1 person
Måske er der noget, der dæmrer om den saks, selvom jeg aldrig har været derinde, også navnet siger mig noget. Tak for din besked her på bloggen
LikeLike