Opfølgning fra forrige blogartikel om min erindring om en togtur til Karise på Sydsjælland. Min tvillingebror og jeg var seks og et halvt år.
Vores mor Ruth skriver ofte til sine forældre og i det hele taget har hun haft en stor kreds af nye og gamle venner hun har skrevet med hele sit liv.
Kære far og mor 25.maj 1957
Vi startede i strålende sol kl. 8 præcis fra havelågen. Lige i det øjeblik var ungerne selvfølgelig forsvundet, men kom dog hurtigt frem fra en nabohave. Vi fulgtes med L.P. til Vanløse. I Valby tog vi Gedsertoget, var ret hurtigt i Køge, og her tog vi en skinnebus til Karise. Elly stod på stationen. Hendes Jens havde gemt sig, men da vi nåede apoteket kom han susende på sin lille cykel. Elly er jo som altid strålende af hjertevarme, og der var da ingen ende på, hvad hun forkælede os med. Jeg fik en middagshvil. Hun legede imens med børnene i haven. Børnene fik is med masser af vafler o.s.v. Huset og haven er lutter idyl. Jeg kan forstå på det, at det har kostet meget arbejde, at få det hele i den stand, som det var. Der havde nemlig boet en særling før dem. Den kæmpestore have havde været eet vildnis. Der var nu fin orden alle vegne. Haven med masser af buske, sjældent har jeg set så store ribsbuske. Plænen var der og masser af hyggekroge. Et stort drivhus med druer og tomater. Nede i en gammel vandpumpe havde en mejsefamilie slået sig ned. Man kunne lige skimte de små næb, når man kiggede gennem sprækken. Inde i huset var der to soveværelser, bad, køkken, anretterværelse, stor spisestue, stor dagligstue, musikværelse og entre ud til haven. Ovenpå så der ud næsten som på loftet hos Adolf Jensens. Men Karens værelse, var noget af det yndigste, jeg har set. Men det var også lige gjort i stand, havde aldrig været brugt. Men mest interesserede nu apoteket mig, og det fik jeg desværre kun set i en voldsom fart efter aftensmaden, da vi jo skulle nå toget kl. 19. Det var virkelig en oplevelse at være i sådan et apotek. Wolf-Jensen var også flink og rar. De har vældig travlt. Der kunne sagtens være en kandidat til, men foreløbig har de kun én, så apotekeren arbejder med hele tiden, nat og dag. Men på den måde tjener de jo penge, og det har sikkert været dyrt at have håndværkere ved indretningen. Der var oliefyr, men i spisestuen havde de beholdt en ovn, som også hyggede. Alt er holdt i lidt gammel stil, men der er noget personlig over det hele, som jeg godt kan lide.
Da Elly og jeg drak eftermiddagskaffe lod jeg hende læse, eller rettere hun sang de tre sange til Fars 75-års fødselsdag. Så kom vi jo lidt til at tale om jer, og jeg skal love for, at I har en stor stjerne hos hende. Hun talte om Fars charme og Mors elskværdige måde at være på o.s.v. jo, der kan I bare se. I behøver ikke gå rundt med mindreværdskomplekser.
Elly var jo i huset hos provsten i Karise for at lære madlavning, før hun skulle giftes, og de blev stærkt knyttet til hinanden dengang. Så kunne det jo ikke være mere heldigt, da de fik apoteket i Karise, og provstegården ligger fem minutter fra apoteket. Jeg har besøgt Elly i provstegården, da jeg var 19 år, derfor skulle vi over at hilse på de gode venner. Elly siger du til og fornavn til dem, og de er noget så elskværdige. Der hører en lille lund til den kæmpestore have. Men gården som hører til er forpagtet. I den store have legede børnene helt ellevilde over al den tumleplads. Men vi gik ind og så stuerne. Det havde børnene ikke lagt mærke til, og vi fandt dem lidt senere dybt fortvivlede ved havedøren. Provsten fandt bolsjedåsen frem og vi drog tilbage til apoteket.
Karen fylder 10 år i morgen. Hun er stadig lige yndig. Elly har lagt sig lidt ud. Jens er på alder med tvillingerne. Dagen gik så hurtigt. Vi kom godt hjem. Jeg havde lige fået et par fine sko til dragten og en ny taske, så jeg følte mig helt fin. Det gode vejr gjorde jo, at vi ikke behøvede så meget tøj på. Jeg skulle naturligvis hilse fra Elly.
Jeg er spændt på at høre, hvordan det går med Far. Håber alt står vel til.
Vores mor tog engang min tvillingebror og mig på en togtur til Karise på Sydsjælland. Det var en sommerdag og inden vi var begyndt at gå i skole.
Anledningen var at vores mor var veninde med en apotekerfrue Elly i Karise. Som jeg husker det har de været i lære samtidigt under krigen på Løveapoteket i Holbæk. Min mor var en flittig brevskriver og i alle hendes leveår skrev hun med mange gamle og nye venner. Hun sagde altid: “Nu er der brev fra Elly i Karise” eller fra “Elly i Randers”, da hendes mand senere overtog et apotek i Randers.
Det har været en lang togtur frem og tilbage på én dag fra Herlev over København. Apoteket var en stor bygning midt på hovedgaden i den lille provinsby syd for Køge og vest for Stevns. Som gæster kom vi ind ad indgangen til privatboligen på siden af huset.
Vi blev vist rundt i huset og kom højt op på loftet, som havde et imponerende stort hvidskuret gulv. Det var skinnende rent og vi var imponeret over at Elly selv holdt det så flot. Hun holdt hus og ekspedierede i apoteket. Jeg fornemmede at de voksne havde standarder for rengøring og at den på dette sted var meget høj.
Vi fik frokost. Desværre husker jeg intet om hendes børn. Måske var de ældre end os og ikke hjemme. Vi gik alene ned i den store have og blev næsten væk deri.
Da vi skulle hjem fik vi en pose røde “Kongen af Danmarks” bolscher at tage med på togturen. Vi stod i gangen ved vinduet og kiggede ud med bolscher i munden. Vi fik aldrig en hel pose bolscher eller slik, så det står lyslevende for mig.
Bag os var kupeen, hvor man sad overfor hinanden tre på den ene side og tre på den anden side. Over hver side var et net som man kaldte hattehylden.
Da jeg skrev om min fars arbejde kom jeg i tanker om leg fra min tidligste barndom i fireårsalderen fra det nybyggede hus i Herlev.
En karburator lå i vores legetøjsbænk i vores fælles værelse. Den lugtede af olie og metal og kunne samles og skilles ad. Den lignede lidt et hjerte i form og størrelse. Jeg var stolt over at kunne finde ud af det. Hvad den stammede fra ved jeg ikke. Først nu ser jeg på Wikipedia hvad det er: “En karburator er en mekanisk enhed, der blander luft og benzin i en forbrændingsmotor”. Legen sluttede hurtigt efter at have mestret samlingen.
Det bedste var måske kontaktlegene. Vores far var meget væk på arbejde og ellers for sig selv i kælderen beskæftiget med reparationer og opfindelser. Oppe i køkkenet legede han engang at han skulle finde os. Vi elskede at han kiggede i skuffer og skabe og nævnte systematisk at “Vi ikke var der eller der”!
Jeg har det meste af min mors syting. Knapper i en cigaræske, der stadig dufter som den gjorde dengang. Garn, nåle, nålepuder, bændler, tryklåse og fingerbøl. Engang krammede jeg et hvidt garnnøgle fra skuffen med syting. Der var desværre en nål inden i og den stak mig i håndfladen. Jeg kan ikke se et hvidt rundt garnnøgle uden at mærke hvordan det var.
Tilsvarende dejligt var det, når min mor hjalp mig med min babygummidukke. Hun viste mig, hvordan man lagde ble på ved hjælp af et stykke stof. Jeg fik hende til at male lukkede øjne med en fyldepen, men hurtigt efter skiftede jeg mening og dukken skulle være åbne øjne igen. Det gjorde hun kun én gang. Jeg kæmpede med at lægge et stykke stof eller voksdug over en cykelkurv, som skulle være en vugge. Det lykkedes ikke og hvorfor min far ikke lavede en himmel over en kurv er svært at fatte. Det havde ikke været det mindste svært for ham. Hvordan kunne det ske at dukken blev glemt i haven og først dukkede op blev og grå efter at sneen var smeltet?
Senere skulle jeg have en celloiddukke med på en cykeltur til Skovlunde. Da vi kom hjem manglede der en arm. Vi vendte om og ledte, men armen var og blev væk.
Som kompensation for alt det legetøj, jeg drømte om at have dengang har jeg nu en større samling af dukker og udstyr fra den tid og ligeledes fra min mors og mormors barndom. Blandt de ting, der var uopnåelige var dukkevogne, glasdukker og udstyr og en vugge.
Det bliver kun glimt, da der ikke er en samlet historie omkring minderne fra kælderen. Da jeg boede i det nybyggede hus fra 1954-1970 strækker minderne sig over den tid.
Legehuset bagest i haven i Herlev
Der findes ikke mange billeder af kælderen, så fantasien må tages i brug.
Køkkentrappen fra trappen. Dengang var den i træ
De første er fra tidlig barndom, hvor jeg var bange for at gå ned ad kældertrappen. Måske var der mørkt og frygten stammede fra en børnebog fra Herlev bibliotek, der handlede om trolde. Rædslen gik dog hurtigt over og forsvandt.
Om vinteren, når vejret var for dårligt til at komme ud kunne vi få lov at lege i kælderen. Et af rummene var tørrekælderen og på det cementgulv ved jeg at vi har løbet på rulleskøjter. Vi havde et par til deling. Måske kunne vi også hinke. Det kræver dog en vis alder at kunne hinke. I det rum var der et skab af massivt træ. Der gemte vores mor vores og hendes eget babytøj. Jeg plagede, om at måtte se babytøjet og en sjælden gang åbnede hun for pakkerne, der var pakket i avispapir udenpå og brunt papir inderst. Det var lige noget for mig at få lov at se. En erstatning for ikke at få mindre søskende. Jeg er glad for at jeg har det hele fra dengang.
I vaskekælderen stod vores mor i en hel dag ad gangen og vaskede og skyllede tøj. Hun havde grå gummistøvler på og kittel og tørklæde. Det var lidt kedelige dage for os, fordi hun stod der så længe. Farven på vægene der var stærk lyseblå.
Fyrkælderen ved siden af var lysegrøn og meget varm. I en del år stod koksfyret der. Der var en del af rummet, der var fyldt med koks. Asken var brun og blev brugt til at strø på trapperne og fliserne i snevejr. Da der blev skiftet til oliefyr blev det rum renere og i højere grad brugt til hobbyarbejde. Min mors porcelænsdukke med ledarme og ben lå der i en æske. Hovedet var meget smukt, men uden paryk og skilt ad fra kroppen. Jeg var dybt fascineret af den skønhed den havde trods tilstanden. Nu har jeg heldigvis fundet én næsten magen til.
Jeg forbinder et radiokrystalapparat med fyrkælderen, da min fars gamle krystalapparat stod der og man kunne høre et eller andet i det. Torben og jeg var af og til dernede om vinteren, hvor vi lærte at save med løvsav. Det kunne være figurer klippet ud af Anders And blade og klistret på tyndt træ.
Gangen og håndtagene på trappen op til køkkenet var malet i krads rød. Min far har enten fået malingen af min onkel L.P. eller købt det billigt. Måske var han farveblind, for farverne var meget kraftige og passede ikke særligt godt sammen.
Gangen var dekoreret med diverse pynt fra min fars barndomshjem. Et fajancefad med et snelandskab og savantesbord med savantefad, som jeg er glad for at have. Alle sko og støvler og pudsemidler og børster var i et grønt skab under kældervinduet. Så længe det hus blev beboet af vores familie, gik vi ind i huset via kælderen.
Viktualiekælderen var lysegul med træhylder og en rød kasse i fire dele skråtstillet på væggen. I den lå hvidtøl og sodavand. På hylderne stod syltede ting i store lerbeholdere og glas. Bagværk og desserter blev stillet der før fester blev afholdt. Ligeledes småkager og marcipankonfekt i dåser til jul. En gammel grøn spiritusflaske havde et optræk i bunden med “Ak du lieber Augustin”. Den spillede, når man lettede på flasken.
Trækassen med øl og sodavand
En gang på en mørk efterårsdag kom der en børstesælger og vil sælge børster. Vores mor ville ikke købe noget. Hun købte aldrig af dørsælgere. Han blev så gal da han gik, at han sparkede kældervinuet ind med det resultat, at der lå glasskår overalt i den kældergang. Det var uhyggeligt, men vores mor tog det roligt og forbød os at gå omkring glasskårene. Vi har stået på afstand og set det.
Samme sted i kældergangen har jeg stået og fået vintertøjet på til skolegangen. Det var tredje klasse. Min mor havde syet en mørkeblå teddybearfrakke med hætte og rødternet for. Jeg kunne ikke selv lukke den helt op så det gjorde hun og stoppede vanterne op i ærmerne. Det var hyggeligt, men siden hen svært at klare det selv i skolen. Desværre blev der aldrig taget billede af den frakke, som var en jeg kunne lide.
Ikke hele kælderen var gravet ud. Under soveværelset var der en krybekælder. For at komme derop, måtte man kravle op ad en stige, der var indbygget bag lågen. Uden på stod der med sirlig skrift “Gæsteværelse”. Man kunne ikke gå oprejst derinde og julepynt og havestole og æbler i kasser opbevaret der. Jeg har minder om at krybe ind længst inde med en legekammerat og lave hule der med bøger og blade og lommelampe. Der var koldt og lugten af æbler var dejlig. På billedet ses “Gæsteværelset” til venstre.
De sidste minder jeg har fra kælderen er at komme meget sent hjem fra studenterfester og liste meget lydløst ind gennem kælderen og op ad køkkentrappen i den tro at forældrene ikke hørte mig.
De tidligste minder om min fars arbejde var på Tøjmestervej 8, hvor mine første tre år foregik. Jeg kiggede ud af soveværelsesvinduet og så at han kørte en æresrunde for os i gården. I sommer var jeg forbi og jeg er sikker på, at det var en endelejlighed. Nu har karrerne fået andre numre og det virker forvirrende på mig. Vi blev inviteret indenfor af en rar ung mand, der boede der med sin kæreste. Det var både samme lejlighed og alligevel ikke. Stuen vendte dels mod gården og mod gaden. Der var intet soveværelse, men et lille køkken, der lå anderledes end i min erindring. Det kan kun hænge sammen med at visse lejligheder er gjort større og andre mindre. En dag må jeg forhøre mig på Københavns kommune, om de har lavet de lejligheder om. Det kan ikke passe, at jeg husker så forkert. Soveværelset og køkkenet lå modsat stuen og et lille badeværelse lå, som jeg så det hos den unge mand.
Tøjmestervej som jeg husker det fra min tidligste barndom. Foto fra Facebookgruppen Gl.København
Min far var altid på arbejde. Han var på M.E.C. i Thorsgade ikke langt fra Tøjmestervej i Nordvestkvarteret.
Han var kreativ og meget indadvendt og uddannet maskinarbejder og værktøjsmager. Det havde de ikke brug for på Radiofabrikken, så han blev værkfører for 30 damer ved et samlebånd. Arbejdet passede ikke til ham og det tog hårdt på ham. Når damerne blev syge fik de ingen løn og han følte sig tvunget til at skrive deres løn på alligevel. Han sov elendigt og var altfor ung til et lederarbejde uden lederuddannelse. Efter nogle år blev han forfremmet til planlægger og indkøber.
Vi så ham ikke så tit, for da han havde fri har han kørt videre på sin knallert til Herlev, hvor han lavede havearbejde og senere byggede hus på grunden.
Fra bogen “Bella” og de andre radio- og TV fabrikker i Danmark 1925-1975
I de første år i Herlev fra 1954 og frem til begyndelsen af tredserne brugte han sin knallert til transport. Om vinteren havde han sat nogle forede beskyttelseluffer på styret, som han selv havde lavet. En gang væltede han i glat vejr og fortalte os at kun hans hjelm havde reddet hans hoved. Da jeg blev omkring 8 år gik jeg ham i møde i Herlev og kom måske op at sidde på knallerten det sidste stykke hjem.
Den første gang Torben og jeg besøgte ham på arbejdet tog vi først bus til Husum og skiftede til Sporvogn nummer 5 på dens endestation. Vi må have været med mange gange med vores mor, men det at vi nu var alene afsted var skræmmende. Sporvognen var stuvende fuld og vi kunne dårligt se, hvor vi skulle af. På en eller anden måde, må vi have taget mod til os og maset os forbi menneskemængden i sporvognen og kommet ud det rigtige sted på Nørrebrogade kort før Nørrebros Runddel. Derefter var der en gåtur op ad Thorsgade på venstre side tæt på Mimersgade, hvor fabrikken lå. Den ligger der ikke mere idet, der nu er nyere etagesejendomme med lejligheder.
Fra bogen “Bella” og de andre radio- og TV fabrikker i Danmark 1925-1975
Så snart vi kom ind mødtes vi af en ram lugt af metal og olje. Jeg kunne godt lide de lugte. Hvordan vi fandt vores far ved jeg ikke. Jeg ved at vi har set samlebåndet med damerne. Som mindre har jeg leget med drejomskifterne til radioer, som var knapper på metalstænger, som brugtes til skifte kanal på radioerne. Min far brugte dem til sangskjulere, der skulle forestille sputniks eller flyvende tallerkner. Omkring 1962 flyttede fabrikken ud til Ballerup i en helt ny bygning. Det blev derefter lidt lettere for ham at komme på arbejde. Da M.E.C. lavede radiodele til andre fabrikker blev den ikke omtalt meget i bogen desværre.
I femtenårs alderen arbejde vi begge en sommerferie på fabrikken og jeg opdagede, hvor hårdt det var at skulle tidligt op og sent hjem. Jeg kunne intet mere på de dage. Vi mødte før kl 7 og hjem kl 16.30. Jeg pakkede dele ned i kasser til forsendelse og min bror var ved et samlebånd. Jeg glemmer aldrig de damer ved det pakkebord. Én var 17 år og allerede mor, én gik op i at se “The Sound og Music” så ofte det lod sig gøre og den sidste var Jehovas Vidne og sagde ingenting. Det var både hyggeligt og et skrækscenarie på en gang.
Da min far havde fejret 25 års jubilæum blev han fyret for al radiofabrikation var flyttet til Østen. Det blev et chock for ham, men som så ofte blev det et springbræt for ham til noget, hvor han kunne udfolde sine kreative evner. Han var en del år altmuligmand og opfinder på Dansk Vandkvalitets Institut.
Et billede af mig om mine forældre ved en strand i 1962. Fotograf min bror Torben
Min tvillingebror startede i første klasse den 12.august 1958. Vi havde ventet længe på det store øjeblik og var meget parate. Vi var 7 1/2 år. 0. klasse var endnu ikke opfundet. Det havde taget noget af forventningen væk fra os, om vi havde gået i en sådan.
Skolebillede fra Borgerdigeskolen foråret 1959
Jeg var ikke klar over at vi skulle på udflugt med klassen. Den første var til anlægget bag gadekæret og ved siden af kirkegården i det centrale Herlev ved Bygaden og Torvet. Målet for udflugten var den nyligt indviede glasserede skulpur med børn, der vokser op af jorden som en slags hyacint. Herlev var “Barnevognenes By” og anledningen var 50 års jubilæet for Herlev kommune.
Olaf Stæhr-Nielsen Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen. Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen. Stentøjsskulptur ved Herlev Rådhus. Indviet i 1959 i anledning af Herlevs 50 års jubilæum
Olaf Stæhr-Nielsen “Monolit”
Vi har været der med vores mor, så jeg husker, at jeg ikke forstod, hvorfor det var så vigtigt at vi gik derned i skoletiden. Jeg mindes ikke at vi fik nogen forklaring på skulpturen. Bare at vi så den og gik tilbage til Borgerdigeskolen.
I dag værdsætter jeg skønheden i børnefigurerne med de glasserede blomster eller blade over dem. Min tvillingebror var så venlig at køre til stedet og fotografere statuen her i marts 2020 nu 61 år senere.
Barnevogne foran HB i Herlev
Vi havde Frk. Bøegh i første og anden klasse. I den periode tog hun os en vinterdag til Dyrehaven til en stor kælkebakke og en anden gang til National Museet i Stormgade. Vi gik rundt og ledte efter indgangen. Dengang gik man ind i en lukket gård overfor Christiansborg. Efter at have set udstillingen i meget færre bygninger end i dag, spiste vi vores lunkne madpakke i en garderobe beregnet for skolebørn.
Udstillingen var den gammeldagse med vitriner op ad alle vægge fyldt med rarieteter. Måske gjorde Solvognen et indtryk på mig.
Efter 2. klasse rejste Frk Bøegh desværre tilbage til Sønderjylland, hvor hun havde fået arbejde. Hun var en god lærerinde, som var både mild og havde en naturlig autoritet over sig.
Jeg værdsatte mest at være i klassen og øve håndskrift og at læse og skrive. Men de få udflugter vi havde har sat sig fast.
Postkort fra Ringvejskrydset og Herlev Hovedgade fra først i 50-erne
Jeg kan ikke lade være med at samle billeder fra barndommens Herlev. Bygaden var dengang anderledes charmerende end fra ca 1970, hvor betonklodsen Punkt 1 blev bygget som et forretningscenter i slutningen af Bygaden mod Hovedgaden eller Frederikssundsvej.
Dengang vi boede der fra 1952 til jeg flyttede hjemmefra i 1970 tog vi ikke billeder i byen. Alle disse billeder er fra Herlev Lokalarkiv, som heldigvis har sørget for at gemme dem. I marts 2020 vises en udstilling på Herlev Bibliotek med netop billeder fra en fjern tid.
Fra Stationen. S-togsturen tog ca. 25 minutter til Københavns centrum.
Stationen i Herlev. Toget er ankommet fra Ballerup mod København. Foto Herlev Lokalarkiv
Stationsbygningen i Herlev. Foto Herlev Lokalarkiv
Frederiksundsvej/Herlev Hovedgade og Ringvejen med en rundkørsel. Foto Herlev Lokalarkiv
Herlev Hovedgade og Stationsvejen i 1960erne. Foto Herlev Lokalarkiv
Det tog os ca tyve minutter at gå fra barndomshjemmet på Agerledet til stationen. Der var ingen god busforbindelse til stationen, så vi gik. Det var en lang tur for små ben. Jeg brugte senere nogle af mine fødselsdagspenge på charms til mit sølvarmbånd i Helmers Guld og Sølv, som lå mellem disse forretninger tæt på stationen.
Bygaden møder Ringvejen ved det nuværende Punkt 1. Foto Herlev Lokalarkiv
Herlev hvor Herlev Bygade og Hovedgade mødes i det nyværende Punkt 1. Foto Herlev Lokalarkiv
Jeg er glad for at der findes billeder af Schous Sæbehus. Duften var intens og der blev købt noget der en sjælden gang og særligt til jul. Den lille blomsterforretning blev også kun besøgt til jul af vores familie. Barnevognen er et pragteksemplar fra halvtredserne.
Flere billeder fra Hovedgaden i retning mod Skovlunde og Ballerup
“Hollywood” på Herlev Hovedgade, mens Punkt 1 bygges i begyndelsen af 1970erne. Foto Herlev Lokalarkiv
Postkort fra Herlev Hovedgade fra barndommen. Foto Herlev Lokalarkiv
Barnevognenes by
Jarpmark Skobutik i Herlev på Hovedgaden i nye lokaler. Foto Herlev Lokalarkiv
Skoæskerne stod fra gulv til loft og lokalet duftede af læder. Vi fik sko, der var for store fra nye af og de var derfor svære at gå i. Damen kunne ligne min mor, men hun gik aldrig med barnevogn, da kun kun fik os tvillinger. Vognen er en Scandia fra slut 1950’erne, der kunne klappes sammen og lægges i en bil. Itkin havde en tilsvarende allerede i 1950.
På den anden side af hovedgaden lå en række små forretninger, som vores mor ofte handlede i. De var ikke så langt fra, hvor vi boede og lå i en række beboelsesejendomme. Den sidste var en boghandel, der var propfuld ved juletid. Hos Farmaceuten, en forløber for Matas var en mand ansat med en kunstig arm.
De 7 eller 8 små forretninger. Foto Herlev Lokalarkiv
Optog til fordel for en årlig indsamling til fordel for børn. Foto Herlev Lokal arkiv
Fra Bygaden og Herlev Torv
This slideshow requires JavaScript.
På vaskeriet fik vi af og til vasket en såkaldt “våd vask”. Vi hængte det til tørre derhjemme. Plejehjemmet var et af mine første rigtige arbejdssteder, hvor jeg tjente penge til min Englandsrejse efter studentereksamen. Vinde Nøglegarn forretningen har en særlig plads i mit hjerte, da de engang havde en udstilling med små Rosenbuddukker i strikket vintertøj. Legetøjsforretningen så vi kun i korte øjeblikke for at købe glansbilleder eller hønseringe. Børnebiblioteket åbnede en hel ny verden op for mig med bøger som Pippi Langstrømpe, Bulderbybørnene og Laura bøgerne.
Ringvejen og Posthuset og Kilometerhusene
Det tidligere Herlev Rådhus og Posthus på Ringvejen. Bygningen er revet ned for et par år siden. Foto Herlev Lokalarkiv
Kilometergården på Herlev Ringvejen/Tornerosevej. Foto Herlev Lokalarkiv
Da posthuset og Komunekontoret blev bygget var der rigeligt plads til det hele. Sygesikringen betalte man i en villa ved Tornerosevej/Hovedgaden. Da jeg om sommeren arbejdede på plejehjemmet i 1969 og 70 gik jeg efter arbejdstid ned til Ringvejen og afleverede nogle brune kuverter på kommunekontoret. Klientellet var meget forskelligt. Nogle få var fuldstændigt selvhjulpne 60-årige, der bare havde et værelse og andre var fuldstændigt umælende og hjælpeløse i deres senge eller lænestole.
De mange lejligheder på billedet til højre skulle rumme nogle af de mange børnefamilier i “Barnevognenes By”
Plejehjemmet, Biografen og Irma overfor kirken
Herlev plejehjem på Herlev Bygade og Herlevgårdsvej overfor kirken. Foto Herlev Lokalarkiv
Herlev Bio billede fra Herlev Arkiv. Foto Herlev Lokalarkiv
Barnevognenes by
Barnevogn og dukkevogn ved Irma i Herlev i 1950erne. Foto Herlev Lokalarkiv
Jeg var med til at indvie Irma i ca 1958. Vi piger fik en hula hop ring. Det var flot. Vi samlede små plastikstumper af en elefant i en kuglekæde. De lå i kaffepakkerne. Det var ret svært, men vi lærte at gøre det hurtigt til sidst. Der var bedre plads i butikken end i HB på torvet, hvor man gik ind en vej rundt om en hylde og tilbage til kassen ad en anden vej i en u-form.
Jul i Herlev
Jul i Herlev 1968. Foto Herlev Lokalarkiv
Herlev med juletræ i Ringvejskrydset. Foto Herlev Lokalarkiv
På spidsen af Nordsjælland på halvøen mellem Isefjord og Kattegat ligger Lynæs lidt syd for Hundested.
I 1956, som den første ferie væk fra det nybyggede hus i Herlev, lejede vi et lille sortmalet sommerhus på en bakketop med skrånende græsplæne tæt ved St. Karlsminde Strand ved Lynæs. Forneden lå ejernes hus, som var et A-hus med vægge helt til jorden og skrå vinduer i selve taget. De hed Kotzelu. Min mor gentog ofte navne på udlejerne og de har bidt sig fast. Ejeren af husmandstedet på Møn var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Mere om Mønferierne her.
Fra første ferie i Lynæs St. Karlsminde strand i juli 1956
Humlebækstolen skabt om til en vugge. Sommerferie i Lynæs 1956
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s. Torben har bygget en bil
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s.
Tekst findes under hvert billede
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s.
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s. Der hentes vand
Torben forestillede sig, at han kørte bil i stolen, der var lagt ned og jeg så for mig at havestolen (model Humblebæk) var den vugge, jeg så brændende ønskede mig til en glas babydukke, som jeg også ønskede mig, men ikke fik. Måske fordi, jeg aldrig sagde det højt.
Det lille sommerhus havde ikke indlagt vand, men vi kunne lide at styrte ned af græsplænen og hente vand i små kedler. Den første dag vi kom dertil styrtede regnen ned og der var en særlig lyd af trommen på taget, mens vi lå på køjesengene og læste Anders And blade. Der på have ligget en stak, fordi vi havde ikke selv Anders And blade. Foran køkkendøren var der gravet et dybt hul ned til opbavaring af mad. Der var køligt som i et køleskab.
Vi kom derop ved hjælp af min onkel Poul, som havde kørekort. Han og min faster Else havde ikke bil, men vi havde lånt min onkel Hans’s grå Rover. På taget lå en madras fastspændt, indtil den pludeslig løsrev sig og lå i grøften på den anden side af vejen. Min far har villet være sikker på, at han kunne sove på ferien. Madrassen kom på taget igen og ingen var blevet ramt. På turen standsede vi et sted og vi fik en isbåd. Det var vild luksus, som vi ikke ellers oplevede. Det må have været fordi, min faster Else også har fulgt med på udturen. Hun var meget “flot”, som man sagde dengang dvs. gavmild.
Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006
Under opholdet tog vi færgen fra Hundested i nærheden til Rørvig på den anden side af Isefjorden mod vest.
Det var første gang jeg sejlede på færge og det gjorde et dybt indtryk på mig at stå ved rælingen med en bred afrundet trækant og stirre ned i det mørkegrønne vand. Det var uhyggeligt, fordi jeg vidste, det ville være skæbnesvangert at falde i. På den anden side var naturen anderledes. Min onkel L.P. og moster Ermegaard og deres to sønner Ole og Søren havde lejet et sommerhus midt i en nåleskov. Det emmede af varme og duft fra den bløde skovbund omringet af nåle og lærketræer.
Anden ferie i Lynæs, St. Karlsminde strand sommeren 1958- Året hvor vi også skulle begynde i skolen.
Lynæs 1958 hos Kotzelu’s. Min mor syr mine bukser
Lynæs 1958
Lynæs 1958 hos Kotzelu’s
Lynæs 1958 hos Kotzelu’s
Lynæs 1958 hos Kotzelu’s
Tekst findes under hvert billede
Da vi skulle hjem fra sommerhuset gjorde min mor grundigt rent og vi måtte blive udenfor, mens hun vaskede gulvet til sidst. Vi kørte og må være blevet hentet igen og pludselig udbryder min mor:
Pålægget ligger tilbage i svalekælderen!
Det lød slemt, men vi var kommet så langt, at det ikke lod sig hente. Mine forældre talte så om, at det forhåbentligt kom de næste gæster til gode.
Min far der til daglig havde et stresset job som værkfører på en radiofabrik slappede mere af på disse ferier og virkede derfor mere engageret i os i sommerferierne.
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene. Tidligere kunne han gå med os begge.
Vores forældre på have set annoncerne på sommerferiehusene i Politikken. Der var sikkert aldrig billede med, så det var som at vinde i lotteriet. Med godt vejr var intet sted for dårligt.
Vores forældre sørgede tidligt for, at vi kom på sommerferie sammen. At det var meget spartansk vidste vi ikke dengang.
En tidlig sommermorgen har vi cyklet til Valby Station fra Herlev i 8 års alderen og stået på en bus, der tog cyklerne med og kørte os til Stege i Møn. Der var stop på Stevns inden da. Fra turen husker, jeg at vi fik en banan hver. Det må have været noget særligt, da vi ellers kun delte én banan en sjælden gang. Jeg har fundet et brev, hvor min mor beskriver hele forløbet til min mormor Asta. Det vil jeg publisere senere.
Fra Stege cyklede vi til et stråtækt hus ejet af familien Lunau og et år senere til et husmandsted i samme område. Ejeren af husmandstedet på Møen var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Området på Møn hed Keldbylille. Jeg ved det, fordi det står i fotoalbummet.
Udsnit af min mors brev fra Lunaus hus 27/7 1959
Jeg sidder i det lille bondehus, men Inge pusler med sin dukke og Aage og Torben er ude at proviantere.
Der er langt til butikken. Den nærmeste er en brugsforening 3 m herfra. Der er også en bager. Mælkemanden traf vi aftale med i går, da vi var ude at gå aftentur, da kom han hen til os og spurgte, om det ikke var os, der boede hos Lunow’s. Han kører mælk til mejerierne for bønderne, så det er jo en ekstra ulejlighed for ham at tage vore flaske med. Men alle mennesker er så rare hernede.
For at begynde med begyndelsen, så håber jeg, at du kom godt hjem fra Tivoli. Det var vist lige ved at være for meget for os alle med Pantomimen. Hvor var vi dog trætte, jeg var i hvert fald træt hele næste dag. Jeg ringede til dig fredag eftermiddag, da var der optaget. Så ringede jeg fredag aften, men da var du ikke hjemme. Kurvekufferten blev hentet fredag eftermiddag, og den stod her ved sommerhuset, da vi kom. Jeg vågnede kl. 4 lørdag morgen og sov ikke mere. Vækkeuret ringede kl 5.20 og så gik det i susende fart med at komme i tøjet og få de sidste småting med. Noget af det var spændt på cyklerne i forvejen. Kl. 6-30 startede vi og ankom i god tid til Valby St. Det var en behagelig bus næsten som at sidde i en flyver, og hvor var det en smuk tur. Vi kørte ad mindre befærdede veje, uden om Køge og Præstø. I Rønnede standsede bussen et kvarter, og vi fik os en banan.
Men hvor er man underlig i hovedet, når man ikke har sovet længere end til kl. 4. Her kniber det også lidt for mig med at sove, men de andre har da sover godt, især i nat.
I Stege stod vi af og gik ind i Lunows forretning, som er en pelsvareforretning, men om sommeren er det finere trikotage. Vi fik nøglerne og forklaring på at finde derud. Men vi trængte til en opstrammer, og tog derfra ind in ”Højers Cafe” og fik the, kaffe og Coco-cola samt ostemadder. Hvor er der smukt alle vegne og vi møder ikke mange turister. Huset her er bygget i vinkel, med to lejligheder. Lunows bor selv i den ene ende, men er her kun om aftenen og weekenden. De er ualmindelig rare. Det er et gult hus med stråtag. Her er elektrisk lys og pumpen står lige ude i gården. Det varede lidt, før jeg vænnede mig til det med spandene og pumpen, man er jo meget forvænt.
Stranden ligger 5 min gang herfra og er dejlig fredelig. Der er en del sten i strandkanten, men ellers er der fin sandbund. Det er lige noget for børnene. De kan nu bedst lide det lave vand. Her er en have på størrelse med vor egen, som vi kan være i, men i alt har de 3 tdr. land med frugttræer og ind imellem har en bondemand sået korn. Desuden har de et strandhus, hvor noget af deres familie bor. Efter middagshvilen i går startede vi mod Møens Klint. Men vi kørte en hel del forkert, og til sidst vidste vi hverken ud eller ind, da der var nogle misvisende skilte, det viste sig at være på grund af bomafgiften, som bilerne betaler for at komme ud til klinten, men jeg synes, det er hårdt nok for os stakkels cyklister, når skiltene ligefrem holder os for nar. Men hvor var det skønt. Vi så gården Klintholm og cyklede igennem skoven ud til Storeklint. Her var vel nok liv, men det er jo heller ingen sag for en bil at tage de høje bakker. Vi fik en bid brød og lidt at drikke, og så gik vi ned ad de 500 trin til stranden, hvor vi badede efter at have hvilet os lidt. Klinten så imponerende ud her nede fra vandet. Så gik vi atter op og fortsatte til ”Dronningestolen”. Da vi kom ned, fik vi en pølse og så begav vi os på hjemturen. Denne gang kørte vi den lige vej mod Stege og nu tog turen kun 1 time. Det var jo også nedad bakke meget af vejen. Jeg skal love for, at maden smagte os, da vi kom hjem.
Ruth
Jeg kan ikke helt skille de to ferier ad og kan have kommet til at blande billederne lidt. Jeg oplevede dem som dejlige og vi cyklede til stranden og Møns Klint i godt vejr og til Ørø i øsende regn. Måske har vi kun haft cykler med den sidste gang.
Torben med kattekilling ved det stråtækte hus på Møne 1959
Torben med kattekilling i sømandshuen på Møn 1959
Morgenmad ved det stråtækte hus på Møn 1959
Engang var skiltet til Klinten vendt forkert, så vi spildte tid med at køre i modsat retning, hvorved vi kom tilbage til skiltet. Der var lange bakker og turen blev drøj. Vi havde altid lunken kakao med i en termokande og madpakker til fortæring på en bænk eller i en grøftekant.
Udsigt over Møns Klint 1960
Eftermiddags kaffe og kakao ved Møns Klint 1960
Udsigt over Møns Klint 1960
Ved Liselund Slot ved Møns Klint 1960
Jeg var imponeret af Klinten, da den dengang var intakt.
På den første ferie til Møn gik min pedal i stykker. Min far der ellers lavede alt selv, havde ikke værktøj med og ville derfor ikke have den lavet hos en cykelhandler. Det ville koste 35 kr. Derhjemme kunne han lave den for fem kroner. Det må have været dyrt dengang. Mine forældre skubbede mig på skift på hele resten af turen, så det gik nemt for mig.
This slideshow requires JavaScript.
Strandtur på Møn
Da vi kom igen et år senere skulle vi til stranden. Jeg var sikker på , at vi skulle til højre og mine forældre var sikre på at den lå til venstre fra et t-kryds. Jeg var så stædig, at jeg kørte til højre alene. Jeg blev meget fortvivlet over, at de lod mig køre og ikke kom og hentede mig. Jeg må have fundet ud af det og have vendt. Et hult piletræ var der langs vejen, hvilket gav fantasi til at forestille sig H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet.
Køkkenerne havde kosangas og et par gasblus. Der kogte min mor nye kartofler og hvad der skulle til af frikadeller og andet. Hun prøvede sikkert at lave det meget enkelt, men helt ferie havde hun aldrig med al madlavning til alle måltider. Vi fik sikkert jordbær hver dag.
Tallerkener og gryder stod altid under køkkenbordet med et forhæng i stedet for låger. Der kunne være en lidt sur luft i de gamle køkkener. Måske manglede der udluftning. Et sted var der vandpumpe i gården, men jeg tror det mest var til pynt og af nostalgiske grunde. Jeg undrede mig over at Sjøvik kunne gå med et kæmpe hul i sin undertrøje ude på vejen, hvor han trak os på hesten.
På husmandsstedet gik vi hjemmevant ind i stalden til de to køer med kalve. Den hyggelige ro, der var og sødlige lugt var meget tiltrækkende. Vi oplevede at gå på stubmarken og ridse benene på de skarpe stubbe. Måske stod kalven der om dagen? Efter den ferie jeg ville være bondekone.
Senere fandt jeg ud af, at det var et hårdt og måske ensomt job med arbejde fra tidlig morgen til sen aften.
Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne. Stråhatten blev købt i nærheden.
Jeg fik en stråhat i Stege. Den havde stor skygge og bolchefarvet rødt hvidt stribet silkebånd om pulden. Den gamle byport gjorde dengang et stort indtryk på mig.
Det gav et sus i maven at få den stråhat. Jeg var ikke vant til at få noget udenfor jul og fødselsdage. Det må have været så varmt, at mine forældre har ment, jeg skulle have hat på i solen. Siden har jeg aldrig ejet en stråhat indtil sidste sommer i Washington, D.C., hvor jeg faldt for en i Monet stil på et kunstmuseeum.
Vi kom hjem til Herlev, hvor vi blev modtaget af familien i 1959
Hele familien i legehuset 1959
Da vi kom hjem fra den sidste Mønferie fandt vi at vores faster Ingrid, onkel Helge og kusine Lisbeth havde holdt ferie hos os. Jeg nåede at tænke, at det var mærkeligt, at man kunne holde ferie hos os. De boede på fjerde sal på Amager, så det kunne godt tænkes, at det var godt nok at holde ferie i et villakvarter ti km. fra Københavns centrum.
Til min forundring lå kludetæppet eller løberen i kælderen anderledes, end vi havde det. Det havde fået et knæk, så det lå vinklet frem for i et lige stykke.
For sjov blev der taget et billede af os alle i vores legehus, hvor vi havde klemt os ind alle syv personer.
Nogle af mine lykkeligste stunder i 4. og 5.klasse var at lege hjemme hos en skolekammerat i nærheden af vores folkeskole Borgerdigeskolen, som den hed dengang. Der blev bygget mange skoler under den tid, jeg startede i første klasse i 1958 og af den grund ændrede klassen sig meget med stor udskiftning af elever i takt med at de nye skoler blev bygget.
Herlev lidt udenfor København var et sted med stor grad af tilflyttere fra brokvarterene i København og fra Sydhavnen og andre steder fra.
Jeg havde gået i klasse med denne veninde siden 3.klasse og jeg beundrede hende for hendes smukke lyse kraftige hestehale og fine tøj, som altid sad så godt. Jeg tror, hendes mor syede det. Hun havde en storesøster, der var to-tre år ældre end os.
Tvedvangen foto tilhører Lene Byfoged
Det var hjemme i deres rækkehus, at jeg for første gang hørte om, at man kunne lide enten Elvis eller Cliff Richards popmusik. Jeg syntes ikke, at jeg kunne falde for dem overhovedet, men forstod, at der lå et eller andet ude i fremtiden, som var ukendt land for mig.
Jeg husker ikke, at jeg har været hos andre skolekammerater, før jeg kom hjem hos hende i 11 års alderen.
Rækkehuset er i to etager og findes heldigvis endnu fuldstændigt som dengang for snart 60 år siden og er lige så hyggeligt som dengang. Der er mange rækker af dem og området virker meget attraktivt med græsplæner og rækker af træer i mellem husrækkerne og langs vejen. Børnene derfra gik dengang på de to tvillingeskoler Tvedvangen og Borgerdigeskolen, der nu er slået sammen til én skole.
Vi fandt på at lave karamel på en pande eller at røre havregryn, sukker, kakao og smør (margarine). Det lå tungt i maven. Det var når mødrene ikke var hjemme. Vores mødre sagde aldrig noget til det, skønt de må have opdaget det. Vi lavede samme lækkerier hjemme hos os, men det var mest spændende hos hende.
Vi legede oppe på hendes lille værelse på første sal og det, jeg tydeligst husker var, at vi sad med vores skoleatlas og ledte efter byer og floder, som vi skiftedes til at spørge den anden om.
Hun var meget dygtig til at sjippe og hinke, men det var mest i skolen at vi gjorde det og så hos mig, hvor der var mere plads på den ubefærdede vej.
Hendes mor må have været meget moderne for hun var yogalærer. Min veninde udtalte det “Juggi”. Det var ikke noget, jeg havde hørt om. Hun fik en lillebror på den tid, hvilket jeg så gerne ville have haft allerede fra jeg var fire år, men aldrig fik.
Efter femte klasse skiltes vore veje. Vi blev delt i A for vist nok praktisk linje og B for boglig linje.
Jeg har kun mødt min skolekammerat en gang siden. Det var mens jeg gik på gymnasiet. Hun fortalte, at hun arbejdede på en fabrik, hvor de lavede toiletpapir og hun var glad for det. Jeg tænkte dengang, at det var underligt at være tilfreds med det.
Barn&Mor 