Barndomsferier i Lynæs

På spidsen af Nordsjælland på halvøen mellem Isefjord og Kattegat ligger Lynæs lidt syd for Hundested.

I 1956, som den første ferie væk fra det nybyggede hus i Herlev, lejede vi et lille sortmalet sommerhus på en bakketop med skrånende græsplæne tæt ved St. Karlsminde Strand ved Lynæs. Forneden lå ejernes hus, som var et A-hus med vægge helt til jorden og skrå vinduer i selve taget. De hed Kotzelu. Min mor gentog ofte navne på udlejerne og de har bidt sig fast. Ejeren af husmandstedet på Møn var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Mere om Mønferierne her.

Fra første ferie i Lynæs St. Karlsminde strand i juli 1956

 

Tekst findes under hvert billede

 

Torben forestillede sig, at han kørte bil i stolen, der var lagt ned og jeg så for mig at havestolen (model Humblebæk) var den vugge, jeg så brændende ønskede mig til en glas babydukke, som jeg også ønskede mig, men ikke fik. Måske fordi, jeg aldrig sagde det højt.

Det lille sommerhus havde ikke indlagt vand, men vi kunne lide at styrte ned af græsplænen og hente vand i små kedler. Den første dag vi kom dertil styrtede regnen ned og der var en særlig lyd af trommen på taget, mens vi lå på køjesengene og læste Anders And blade. Der på have ligget en stak, fordi vi havde ikke selv Anders And blade. Foran køkkendøren var der gravet et dybt hul ned til opbavaring af mad. Der var køligt som i et køleskab.

Vi kom derop ved hjælp af min onkel Poul, som havde kørekort. Han og min faster Else havde ikke bil, men vi havde lånt min onkel Hans’s grå Rover. På taget lå en madras fastspændt, indtil den pludeslig løsrev sig og lå i grøften på den anden side af vejen. Min far har villet være sikker på, at han kunne sove på ferien. Madrassen kom på taget igen og ingen var blevet ramt. På turen standsede vi et sted og vi fik en isbåd. Det var vild luksus, som vi ikke ellers oplevede. Det må have været fordi, min faster Else også har fulgt med på udturen. Hun var meget “flot”, som man sagde dengang dvs. gavmild.

Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006
Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006

Under opholdet tog vi færgen fra Hundested i nærheden til Rørvig på den anden side af Isefjorden mod vest.

Det var første gang jeg sejlede på færge og det gjorde et dybt indtryk på mig at stå ved rælingen med en bred afrundet trækant og stirre ned i det mørkegrønne vand. Det var uhyggeligt, fordi jeg vidste, det ville være skæbnesvangert at falde i. På den anden side var naturen anderledes. Min onkel L.P. og moster Ermegaard og deres to sønner Ole og Søren havde lejet et sommerhus midt i en nåleskov. Det emmede af varme og duft fra den bløde skovbund omringet af nåle og lærketræer.

Anden ferie i Lynæs, St. Karlsminde strand sommeren 1958- Året hvor vi også skulle begynde i skolen.

 

Tekst findes under hvert billede

Da vi skulle hjem fra sommerhuset gjorde min mor grundigt rent og vi måtte blive udenfor, mens hun vaskede gulvet til sidst. Vi kørte og må være blevet hentet igen og pludselig udbryder min mor:

Pålægget ligger tilbage i svalekælderen!

Det lød slemt, men vi var kommet så langt, at det ikke lod sig hente. Mine forældre talte så om, at det forhåbentligt kom de næste gæster til gode.

Min far der til daglig havde et stresset job som værkfører på en radiofabrik slappede mere af på disse ferier og virkede derfor mere engageret i os i sommerferierne.

Lynæs 1956 hos Kotzelu's. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene. Tidligere kunne han gå med os begge.

Vores forældre på have set annoncerne på sommerferiehusene i Politikken. Der var sikkert aldrig billede med, så det var som at vinde i lotteriet. Med godt vejr var intet sted for dårligt.

Barndomsferier på Møn

Vores forældre sørgede tidligt for, at vi kom på sommerferie sammen. At det var meget spartansk vidste vi ikke dengang.

En tidlig sommermorgen har vi cyklet til Valby Station fra Herlev i 6-7 års alderen og stået på en bus, der tog cyklerne med og kørte os til Stege i Møn. Der var stop på Stevns inden da. Fra turen husker, jeg at vi fik en banan hver. Det må have været noget særligt, da vi ellers kun delte én banan en sjælden gang.

Fra Stege cyklede vi til et stråtækt hus ejet af familien Lunau og to år senere til et husmandsted i samme områdeEjeren af husmandstedet på Møen var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Området på Møn hed Keldbylille. Jeg ved det, fordi det står i fotoalbummet.

Jeg kan ikke helt skille de to ferier ad og kan have kommet til at blande billederne lidt. Jeg  oplevede dem som dejlige og vi cyklede til stranden og Møns Klint i godt vejr og til Ørø i øsende regn. Måske har vi kun haft cykler med den sidste gang.

 

 

 

Engang var skiltet til Klinten vendt forkert, så vi spildte tid med at køre i modsat retning, hvorved vi kom tilbage til skiltet. Der var lange bakker og turen blev drøj. Vi havde altid lunken kakao med i en termokande og madpakker til fortæring på en bænk eller i en grøftekant.

 

 

 

Jeg var imponeret af Klinten, da den dengang var intakt.

På den første ferie til Møn gik min pedal i stykker. Min far der ellers lavede alt selv, havde ikke værktøj med og ville derfor ikke have den lavet hos en cykelhandler. Det ville koste 35 kr. Derhjemme kunne han lave den for fem kroner. Det må have været dyrt dengang. Mine forældre skubbede mig på skift på hele resten af turen, så det gik nemt for mig.

 

 

 

 

This slideshow requires JavaScript.

Strandtur på Møn 1957
Strandtur på Møn 1957

Da vi kom igen to år senere skulle vi til stranden. Jeg var sikker på , at vi skulle til højre og mine forældre var sikre på at den lå til venstre fra et t-kryds. Jeg var så stædig, at jeg kørte til højre alene. Jeg blev meget fortvivlet over, at de lod mig køre og ikke kom og hentede mig. Jeg må have fundet ud af det og have vendt. Et hult piletræ var der langs vejen, hvilket gav fantasi til at forestille sig H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet.

Køkkenerne havde kosangas og et par gasblus. Der kogte min mor nye kartofler og hvad der skulle til af frikadeller og andet. Hun prøvede sikkert at lave det meget enkelt, men helt ferie havde hun aldrig med al madlavning til alle måltider. Vi fik sikkert jordbær hver dag.

Tallerkener og gryder stod altid under køkkenbordet med et forhæng i stedet for låger. Der kunne være en lidt sur luft i de gamle køkkener. Måske manglede der udluftning. Et sted var der vandpumpe i gården, men jeg tror det mest var til pynt og af nostalgiske grunde. Jeg undrede mig over at Sjøvik kunne gå med et kæmpe hul i sin undertrøje ude på vejen, hvor han trak os på hesten.

På husmandsstedet gik vi hjemmevant ind i stalden til de to køer med kalve. Den hyggelige ro, der var og sødlige lugt var meget tiltrækkende. Vi oplevede at gå på stubmarken og ridse benene på de skarpe stubbe. Måske stod kalven der om dagen? Efter den ferie jeg ville være bondekone.

Senere fandt jeg ud af, at det var et hårdt og måske ensomt job med arbejde fra tidlig morgen til sen aften.

Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne.
Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne. Stråhatten blev købt i nærheden.

Jeg fik en stråhat i Stege. Den havde stor skygge og bolchefarvet rødt hvidt stribet silkebånd om pulden. Den gamle byprot gjorde dengang et stort indtryk på mig.

Det gav et sus i maven at få den stråhat. Jeg var ikke vant til at få noget udenfor jul og fødselsdage. Det må have været så varmt, at mine forældre har ment, jeg skulle have hat på i solen. Siden har jeg aldrig ejet en stråhat indtil sidste sommer i Washington, D.C., hvor jeg faldt for en i Monet stil på et kunstmuseeum.

 

 

 

 

Da vi kom hjem fra den sidste Mønferie fandt vi at vores faster Ingrid, onkel Helge og kusine Lisbeth havde holdt ferie hos os. Jeg nåede at tænke, at det var mærkeligt, at man kunne holde ferie hos os. De boede på femte sal på Amager, så det kunne godt tænkes, at det var godt nok at holde ferie i et villakvarter ti km. fra Københavns centrum.

Til min forundring lå kludetæppet eller løberen i kælderen anderledes, end vi havde det. Det havde fået et knæk, så det lå vinklet frem for i et lige stykke.

For sjov blev der taget et billede af os alle i vores legehus, hvor vi havde klemt os ind alle syv personer.

Tilbageblik på besøg hos skolekammerat

Nogle af mine lykkeligste stunder i 4. og 5.klasse var at lege hjemme hos en skolekammerat i nærheden af vores folkeskole Borgerdigeskolen, som den hed dengang. Der blev bygget mange skoler under den tid, jeg startede i første klasse i 1958 og af den grund ændrede klassen sig meget med stor udskiftning af elever i takt med at de nye skoler blev bygget.

Herlev lidt udenfor København var et sted med stor grad af tilflyttere fra brokvarterene i København og fra Sydhavnen og andre steder fra.

Jeg havde gået i klasse med denne veninde siden 3.klasse og jeg beundrede hende for hendes smukke lyse kraftige hestehale og fine tøj, som altid sad så godt. Jeg tror, hendes mor syede det. Hun havde en storesøster, der var to-tre år ældre end os.

Tvedvangen foto tilhører Lene Byfoged
Tvedvangen foto tilhører Lene Byfoged

Det var hjemme i deres rækkehus, at jeg for første gang hørte om, at man kunne lide enten Elvis eller Cliff Richards popmusik. Jeg syntes ikke, at jeg kunne falde for dem overhovedet, men forstod, at der lå et eller andet ude i fremtiden, som var ukendt land for mig.

Jeg husker ikke, at jeg har været hos andre skolekammerater, før jeg kom hjem hos hende i 11 års alderen.

Rækkehuset er i to etager og findes heldigvis endnu fuldstændigt som dengang for snart 60 år siden og er lige så hyggeligt som dengang. Der er mange rækker af dem og området virker meget attraktivt med græsplæner og rækker af træer i mellem husrækkerne og langs vejen. Børnene derfra gik dengang på de to tvillingeskoler Tvedvangen og Borgerdigeskolen, der nu er slået sammen til én skole.

Vi fandt på at lave karamel på en pande eller at røre havregryn, sukker,kakao og smør (margarine). Det lå tungt i maven. Det var når mødrene ikke var hjemme. Vores mødre sagde aldrig noget til det, skønt de må have opdaget det. Vi lavede samme lækkerier hjemme hos os, men det var mest spændende hos hende.

Vi legede oppe på hendes lille værelse på første sal og det, jeg tydeligst husker var, at vi sad med vores skoleatlas og ledte efter byer og floder, som vi skiftedes til at spørge den anden om.

Hun var meget dygtig til at sjippe og hinke, men det var mest i skolen at vi gjorde det og så hos mig, hvor der var mere plads på den ubefærdede vej.

Hendes mor må have været meget moderne for hun var yogalærer. Min veninde udtalte det “Juggi”. Det var ikke noget, jeg havde hørt om. Hun fik en lillebror på den tid, hvilket jeg så gerne ville have haft allerede fra jeg var fire år, men aldrig fik.

Efter femte klasse skiltes vore veje. Vi blev delt i A for vist nok praktisk linje og B for boglig linje.

Jeg har kun mødt min skolekammerat en gang siden. Det var mens jeg gik på gymnasiet. Hun fortalte, at hun arbejdede på en fabrik, hvor de lavede toiletpapir og hun var glad for det. Jeg tænkte dengang, at det var underligt at være tilfreds med det.

Continue reading “Tilbageblik på besøg hos skolekammerat”

Fastelavn

De tidligste minder om fastelavn stammer fra Tøjmestervej 8, på Bispebjerg, hvor vi boede fra starten af vores liv og til 1954, hvor vi flyttede til Agerledet 10 i Herlev.

Vi gik med vores mor langs Tomsgårdsvej, hvor der ligger mange karreer som den vi selv boede i. I flere af gårdene sås lange rækker af børn, der var klædt ud eller bare havde masker på. De stod i kø for at slå katten af tønden. Vi hørte ikke til og var kun tilskuere.

Fastelavn 1953
Fastelavn på Bispebjerg i 1953

Vores mor gik hjem med os og i soveværelset, der var meget bart, hang hun en cigarkasse op, der kunne slås ned. Vi slog med hendes gymnastikkølle. Det var svært husker jeg. Efter at vi flyttede til Agerledet fik vi hjemmelavede fastelavnsris, enten helt sorte grene eller i guld pyntet med silkepapirstrimler og lidt andet pynt og lidt slik. Det kunne være salmiak formet som bred elastik i ruller og lakridspiber og farvestrålende pinnociokugler . Kunne der evt. være en Pernille Chokolade eller en Matador Chokolade på?

Vi lavede selv masker og engang fandt vi på at bytte masker og tøj. Vi gik ned ad kældertrappen og mødte vores mor. Hun gennemskuede os ret hurtigt, fordi Torben havde nægtet at sætte de lange strømper fast i chemissens strømpebånd. Det bevirkede at de hang ned ad benene. Færdigt udklædningstøj var aldrig på tale. I skolen klædte vi os ud til den årlige fastelavnsfest og der var vi vagabonder, kinesere, fin dame og brugte forældrenes gamle tøj og kitler. En sodet korkprop gjorde det ud for ansigtsmaling.

Fastelavn med legekammerat i 1957
Fastelavn med legekammerat i 1957

Sidste gang jeg var klædt ud var jeg musketer og syntes selv jeg var flot. Jeg gik ned i Herlev og samlede penge ind til Unicef med en kammerat, som også var musketer. Dragterne var lavet af crepepapir og tålte ikke vand. Folk var meget nærige syntes jeg. Nogle gav kun femører og tiører. Vi gik ad Højbjergvej til Herlev Bymidte.

Sidste gang udklædning i 1963 Musketer og Kineser
Sidste gang udklædning i 1963 Musketer og Kineser

Fastelavnsboller må vi have fået også. De var hjemmelavede og de bedste havde creme inden i.


Der var andre tilfælde, hvor vi skulle klædes ud. Som helt små klædte vi os ud i haven fra tiden før huset blev bygget. Ingrid var en større pige, der var med nogle dage fra vores lejlighed på Tøjmestervej på Bispebjerg i Nordvest kvarteret i København.

Vi er klædt ud en sommerdag med Ingrid i sommerhuset Agerledet 10, 1953
Vi er klædt ud en sommerdag med Ingrid i sommerhuset Agerledet 10, 1953
Med min mors kjole i sommerhuset på Agerledet ti i 1953
Med min mors kjole i sommerhuset på Agerledet ti i 1953

En gang om året hen på sensommeren var der i Herlev et optog til fordel for børn. Jeg er ikke helt sikker på, hvad formålet var, men engang kom en nabokone med noget udklædning til os, hvor jeg skulle være en frø. Det var så frygteligt for mig, at jeg nægtede. Jeg ville ikke forestille noget grimt og følte mig indespærret. Jeg blev i stedet bare en pige. Billederne her under er fra mit første skoleår, hvor jeg står sammen med min sidekammerat Hanne. Basttasken er en gave fra et barnløst par, som havde købt den til mig i Firenze.

 

I optoget, var store drenge, der var klædt ud som sårede soldater, som sang en af de kendte sange eller marcher fra krigen. Jeg oplevede det utroligt livagtigt og syntes de var enormt seje.

 


Mine egne børn har været utallige gange på besøg i mit barndomshjem og har også der oplevet at lave fastelavnspynt og udklædning.

 

Tanker om barndommens jul

I min barndom 1950’erne elskede jeg de store kalendre, der kunne samles som et hus eller andet, gerne med glimmer. Jeg tror dog ikke det var noget vi fik mere end en gang. Der kom en om “Den lille nisse rejste” i Politikken. Det var to helsider i avisen, som vi klistrede op på et stykke pap. Der må have været en lille tegning hver dag, som vi klippede ud og farvede. Det ser ud til at historien ikke er kronologisk på arkene. Sjovt nok har jeg den endnu efter så mange år sammen med mine børnetegninger. Der kunne være andre end mig, der husker den kalender!?

Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken
Julekalender en lille nisse fra Politikken

Det der fascinerede mig dengang, var den rørende lille nisse, der mindede mig om en sød, imaginær lillebror. Julen var noget vi glædede os usigeligt til og de 24 dage i december gik så meget langsommere dengang.

Egne tegninger og glanspapirudklip

 

 

Jeg brugte tiden på at lave mange juletegninger og små julegaver. Visse af dem frustrede mig meget, da jeg ikke magtede at blive færdig med projektet. Min far drillede mig og sagde at jeg kunne “strikke en bøjle”! Jeg begyndte på et rødt hylster til en ru træbøjle og blev aldrig færdig. Det sidder i mig endnu. Min mor var mere realistisk og hjalp os at sætte glansbilleder på hvide servietter eller senere brodere små ting, hun havde skrevet og tegnet på firkantede klude til at lægge i mellem tallerkener til gaver til mostre og mormor. Her findes en artikel om min mors beretning om sine julebarndomsminder fra Holbæk i 1920’erne og 1930’erne.

En “broderet” støveklud til min mormor

Julegave håndarbejde
En støveklud med små broderier i hjørnerne

Det var svært at lave julepynt. Det første var “musetrapper” og “guirlander” af glanspapir. Der blev lavet melklister på komfuret. Mel og vand kogt sammen.

Vi prøvede at lave uroer udklippede sugerør sat sammen i stjerner og holdt sammen af garn. Det var ikke nemt at få det til at balancere.

Senere lærte vi at flette hjerter, der blev mere og mere indviklede og for at kunne flettes krævede en passer og udklipning efter optegning med milimeter nøjagtighed.

Julehjerter
Simple og indviklede motiver i julehjerter fra min ungdom of fra min far

 

Det tungeste var at:

“Nu skal der ryddes op! Far kommer snart hjem fra arbejde og jeg skal dække bord”!

Alle stumper af glanspapir skulle sorteres og ryddes væk, da vi sad ved køkkenspisebordet og klippede og klistrede.  I køkkenet havde vi Christel julenisser. Det var det eneste sted de måtte være. De var så søde og mindede og små søde børn. Jeg fandt et ark i Nationalmuseets shop og nu hænger de ovenpå hos mig.

Christels Klatrenisser

Juleklatrenisser
Christel klatrenisser. Genoptryk for Nationalmuseets shop

 

Minder om Barndommens Jul

Jeg skulle nok lave noget af alt, det der hører sig til her til jul. Jeg har dog mere lyst til at tænke tilbage på min barndoms jul i Herlev fra 1954-1969. 1970 var min første jul hjemmefra og er beskrevet i Min Fars Julehilsen.

Continue reading “Minder om Barndommens Jul”

Teenagemode i midt 1960-erne

 

Der er sikkert mange unge, der tager for givet at al modetøj findes i butikkerne eller på nettet og er til at købe, om bare der er penge på kontoen. Da jeg blev konfirmeret i april 1965 var det endnu ikke brudt rigtigt igennem at få fat i smart tøj.

Continue reading “Teenagemode i midt 1960-erne”

Legehuset

image034-1
Vi sidder foran legehuset, da det var nyt. De blå skifersten ses til højre

Noget helt særligt var at vores far lavede et legehus til os, da vi havde boet i det nybyggede hus et år. Vi var fire år, da vi fik det. Jeg husker intet om, at han forklarede, at han ville lavede det. I det hele taget blev vi ikke forberedt på ting, hverken gode eller dårlige ting. Det er noget man ved mere om i dag, at det er godt for børn at blive forberedt. Han havde lavet meget i huset og i haven, så det var flot at han allerede kunne lave det hus så tidligt i forløbet.

Continue reading “Legehuset”