Inspireret af min gode veninde, som jeg har fået gennem Facebook fik jeg lyst til at se om, jeg huskede andet end brudstykker fra min praktiktid på Barselgangen på Rigshospitalet. Jeg har fået tilladelse af Dorthe til at gengive hendes erindringer om hendes skrækkelige fødselsoplevelse på netop denne fødegang. Jeg og min tvillingebror blev også født på Juliane Maries vej, hvor Rigshospitalets fødegang dengang lå. Se min morfars beretning om at blive holdt væk fra barselsgangen i begyndelsen af 1951. Det satte opholdet i perspektiv for mig, da jeg kom dertil 21-22 år senere og næsten sammenfaldende med Dorthes oplevelse.
12 JANUAR 1972.
På dette tidspunkt, for 45 år siden, lå jeg alene i et skyllerum på Rigshospitalet.
Jeg havde veer, jeg var bange, men der var ikke en sjæl i nærheden og intet kaldesystem.
Jan sad i et venteværelse langt pokker i vold, man havde glemt os begge to.
Efter et par timer blev jeg fundet …
“GUUUUD, LIGGER DU STADIG HER”?!
“JAAAAA” tudbrølede jeg.
Jan blev også fundet, og jeg kom ind på fødestuen, hvor det hele trak ud til omkring kl.14:30, og inden da skulle det også vise sig, at der ingen lattergas var i den maske, man får til lindring for de værste smerter, Jakob var stort set født, inden en erstatning blev skaffet.Tænk, da personalet endelig fandt ud af, at der ikke var lattergas i den maske, de havde givet mig, fortalte de mig ikke noget, uden min viden, gav de mig bare en ny. Og fordi jeg hidtil ikke havde følt en virkning fra masken, indhalerer jeg af al kraft, nu SKULLE jeg bare have smertelindring. Jeg tog flere kraftige hiv, med det resultat, at jeg var fuldstændig væk, da Jakob endelig kom til verden. Jeg siger endelig, for min fødsel varede halvandet døgn, fra de første veer, til jeg langt om længe kunne hilse på ham. Tænk, så længe kæmpede jeg mod målet, og da bolden endelig blev sparket ind, var jeg ikke tilstede, det var en stor skuffelse. Selvfølgelig vågnede jeg hurtigt fra min døs, men mon ikke enhver fødende ønsker at opleve de første sekunder i barnets liv.
Dengang var de fødende indlagt mellem 5-7 dage og vi sygeplejeelever fulgte familien ud af bygningen med forældrenes moseskurv i hånden. Først helt nede på fortorvet blev ansvaret videregivedet til de nervøse forældre.
Dorthe fortsætter beretningen fra dagene den store stue på selve barselgangen:
Vi var tretten mødre på den store stue, seng nummer tretten var kilet ind på tværs af de andre.
Der var en kvinde overfor mig, som græd over at have fået sin femte søn, “og så ligner han til forveksling de andre fire”, græd hun. En anden havde fået et barn med mistanke om downs syndrom, moderen havde den første samtale med lægen på stuen, det var skræmmende. Og lige i nærheden gik du omkring Maria, det skulle jeg bare have vidst❤️Jeg var så høj af lykke, at jeg stort set ikke lukkede et øje, mens jeg var indlagt. Men der var jo heller ingen ro, tretten små børn skulle jo fodres i løbet af natten. De nyfødte blev kørt ud på gangen om natten, ikke en speciel stue, de lå på rad og række på gangen i små lyse stofbeklædte senge på hjul.
-I dag bliver man smidt hjem efter et par timer, dengang fik man fem dages “ro”, inden den barske hverdag meldte sig.
Det er ikke helt rigtigt, at jeg var elev på RH eller Riget, da jeg var elev på Bispebjerg Hospital fra 1971-1975. For at få del i barselplejen og et indtryk af fødegangen kom mange af os til Rigshopitalet i en af praktikperioderne. Der var ikke langt at cykle fra Tuborgvej ved Bispebjerg Hospital, hvor jeg dengang boede på kollegiet til Rigshospitalet på Tagensvej.
Jeg var alene, da jeg skulle møde til barselsplejen. Mareritet indfandt sig hurtigt, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne finde den rigtige bygning, hvor jeg skulle møde. Jeg følte mig håbløs og var fristet til at give op, da jeg troede, at det var ude med mig angående den praktik. Jeg fandt det til sidst og blev venligt bemødt af en sygeplejelærer, som forsikrede mig, at jeg ikke var gået glip af så meget af introduktionen. Den pågældende bygning var nær Jagtvejen og den store kollegiebygning, som ligger der endnu stor og grim fra en tid, hvor byggeri ikke måtte være smukt.
Fødegangen og Barselgangen lå et andet sted. Som jeg husker det, var det den gamle del af Rigshospitalet, der bestod af pavilloner. Der lugtede af varm mad, når jeg gik eller cyklede til bygningen. Men det står desværre i det uvisse, hvordan det var dengang, da minderne ligger tilbage fra 1972-73. Det forekommer mig at det var tidligt forår 1973. Forskolen i efteråret 1971 var en intens tid med utrolig meget, der skulle læres. Men jeg har altid elsket klasseundervisning og at læse op på ting. Da den var overstået var visse elever desværre hægtet af, da en kun bestået eksamen var adgangsbillet til det videre forløb. Praktikkerne på Medicinsk og Kirurgisk afdeling og sikkert andre praktiksteder, lå forud for tiden på Barselgangen.
Mit første indtryk af Barselgangen på Rigshospitalet var at se kvinder i store badekåber vralte hen ad en gang. Jeg så dem bagfra og troede, at de stadig var gravide. Ved nærmere eftersyn havde de naturligvis født. Til min store skræk så de bare så uformelige ud. Er det virkelig sådan at føde børn?
Dem, der havde fået kejsersnit kom på et hårdt regime med hensyn til at få maven igang igen. Den bedøvelse de brugte dengang satte alt i stå og de stakkelsk kvinder led meget. Jeg husker ikke helt, hvad det var de fik, men sikkert noget sort klister af en slags. Det var lavet af nogle bælge. En elevkammerat har netop fortalt mig, at det var sennepsfrø, som de fik efter kejsersnit.
Vi sygepeleelever gik rundt fra seng til seng og skyllede damerne med klorhexidin opløst i lunkent vand de første dage efter fødslen. Den pågældende patient lå på et bækken. Det var kun dem, der havde født normalt. Hvor mange dage det blev gjort ved jeg ikke. Jeg har også været med til at fjerne stingene efter kejsersnit.
Amningen var et kapitel for sig. At nogen klarede at amme med den behandling må være, fordi de var udholdende og selv vidste, hvordan det skulle gøres. Mødrene lå på store stuer og spædbørnene blev taget ud på en anden stor stue. Hver fjerde time kom vi med dem til den enkelte mor og hjalp med at lægge børnene til, som det hed. Det var et værre presseri, fordi brysterne var overspændte og sygeplejersken holdt barnet fast mod brystet. Da det skete hver fjerde time, kunne nogle af børnene være sovende og hvem kan spise, mens de sover?
Mange opgav amningen og derfor blev de “bundet op” med et stramt stiklagen, som blev holdt meget fast ved hjælp af mange sikkerhedsnåle. Jeg ved, jeg ville kunne gøre det i dag, så jeg må have gjort det ofte. Et stiklagen læggest dobbelt på tværs og holdes bag ryggen og sættes meget fast foran med den første sikkerhedsnål. Man fortsætter med at stramme og sætte nye sikkerhedsnåle hele vejen op til skuldrene. Man folder hver side af stiklagnet som et V og sætter resten fast bag på ryggen. Formålet var at forebygge brystbetændelse, når mælkekirtlerne stasede til. Tænk hvor meget spildt mælk, fordi man ikke forstod at lade barnet selv bestemme farten uden en masse indgriben. Maser man med baghovedet, vil en refleks gøre at barnet slår med nakken væk fra brystet.
Mælkekøkkenet sørgede for at lave afmålte flasker af mælk til alle dem, der skulle have erstatning eller mælk og vand. Mælk og vand var desværre lige så almindeligt som modermælkserstatning, som trods alt var sundere. De børn, der havde såkaldt reflux eller evt. havde læbe/ganespalte fik tilsat aprestagum for at gøre mælken tykkere. Aprestagum er lavet af johannesbrødmel.
Tvillingemødre skulle have det lidt bedre, så de blev tilbudt rødvin. De skulle hurtigt op i hæmoblobin pga jernmangel og man mente at rødvin var godt. En af mine tidligere elevkammerater har fortalt, at rødvinen var til kejsersnitpatienterne.
Selve fødegangen var jeg ikke meget på. Jeg ved ikke, hvorfor, men det var en lettelse for mig at slippe, da jeg oplevede fødslerne for rå. Jeg har stået udenfor nogle vinduer og fulgt et kejsersnit. Operationer var ikke min store interesse.
Der var et lille personalerum og én gang kom jeg af vanvare til at sætte mig i overlæge Dyre Trolles stol. Han var der ikke, men jeg fik hurtigt besked om at finde en anden taburet. Jeg har spurgt mine elevkammerater via en Facebookgruppe, om de kan huske noget mere og Mariannes svar kommer her:
Ja 1973 var jeg der også. Jeg husker faktisk ikke så meget om selve barselsbehandlingen, derimod at det var en lise at være der, efter de hårde almenkirurgik/medicinske afdelinger hvor vi knoklede. På RH barsel var vi masser af personale elever fra både BBH Kommunen og Riget, og vi fik 2 flasker rødvin op til middag hver dag. Jeg tror alle patienter fik tilbudt et glas, men alle sagde nærmest nej. Derfor husker jeg at vi elever sad i køkkenet og drak rødvin og ventede på at klokken blev halv fire – det var den rene svir.
Nogle år efter skrev Dea Trier Mørch romanen “Vinterbørn” fra Rigshospitalets barselgang. På det tidspunkt må de havde været flyttet over i den store nye højhus. Jeg husker ikke, at jeg har fået den læst desværre.
Barn&Mor 