Jeg går tilbage i tiden og forsøger at huske detaljer fra en svunden tid. For 50 år siden i disse dage startede jeg på Forskolen på Bispebjerg Hospital i ret nye bygninger ud mod Tuborgvej. Den varede 5 ½ måned. Jeg ved ikke, hvor mange der faldt fra eller gennemførte. Desværre var der én der døde efter ca. et år. Hun fik en blodprop af p-piller.

Hvorfor Bispebjerg Hospital? Min moster Eva havde været elev der under krigen, men sluttede i utide, da man dengang ikke kunne være gravid elev og gift samtidigt. Jeg beundrede min moster Eva og ville gennemføre, det hun blev tvunget til at afbryde. Desværre har jeg ikke beretninger fra hende om den tid, men det må have glædet hende, at jeg gik der. Det viser sig at vores forstanderinde havde høje ambitioner, som hun havde arvet fra Charlotte Munck, der var pionær på sygeplejefaget på samme hospital.

• 

• 

• 

Jeg var dybt fascineret af at lære anatomi og fysiologi. Det var både spændende og ret svært. Jeg havde dog væsentligt lettere ved alt det teoretiske end det praktiske. Det skyldtes at jeg altid havde elsket at gå i skole og lære noget bogligt. At skulle bedømmes på praktisk kunne var langt værre og gjorde mig meget nervøs med mindre det var en menneskelig sygeplejelærer eller afdelingssygeplejerske, jeg var eksamineret af.

Så snart Forskolen var færdig flyttede vi fra de gamle elevboliger i Charlotte Muncksvej til sygeplejekollegiet ud mod Tuborgvej, hvor også klasseundervisningen foregik i de følgende faglige moduler mellem praktikperioderne. Kollegiet er nu bygget om til psykiatriske sengepladser, idet den psykiatriske afdeling er revet ned.

Vi blev som det første guidet til vaskeriet for at få vores nye stribede uniformer og hvide forklæder og flipper. På vaskeriet blev vi indprentet at aldrig efterlade sakse og kanyler og emblemer i lommerne eller på tøjet.

Det kom bag på mig, at jeg måtte beregne ekstra tid til at møde til tiden, fordi de nystivede forklæder og flipper krævede megen fingerfærdighed i at blive knappet sammen. Jeg sørgede lidt over at skulle aflevere dem efter det første år, idet alle gik over til hvide, syntetiske næsten gennemsigtige og korte uniformer.

Kantinen husker jeg ikke, det kan være at vi sjældent havde tid til at gå fra afdelingen, men til gengæld har jeg været med til at spise i smug bag en dør til køkkenet på afdelingen sammen med andet personale på skift. Der var altid masser af mad til overs. Det var ikke den store nydelse at sluge maden i frygt for at oversygeplejersken skulle se det. 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Ud fra mine eksamenspapirer ser jeg, at jeg har været i praktik i 32 måneder.

Desværre var vi altid adskilte fra klassekammeraterne, idet vi blev sat sammen med en ældre elev på afdelingerne. Det var godt for praktikstedet, men vi fik aldrig fælles oplevelser udenfor klasseundervisningen. 

Når vi skiftede afdeling specielt som 2.-års- eller 3.-årselev gav vi som regel kage. Jeg har en erindring om at have bagt sirupskage, som alle steder er et hit. Den opskrift kommer fra min mormors hjem i Nyboder. Den laves tre dage i forvejen og trækker med smørcreme. Jeg har siddet i kafferum, som lignede skyllerum næsten til forveksling. Det var som om jeg først blev glad for en afdeling, når jeg skulle rejse.

Den første afdeling efter endt forskole blev jeg desværre aldrig glad for og det skyldtes ikke specialet, men atmosfæren. Det var en af de nu fredede pavilloner nede i nærheden af hovedindgangen. Det var Mavetarm-kirurgisk Afd. A.

Der står på eksamenspapirerne at jeg var på Kirurgisk i 6 mdr. så det må stemme. Det der gjorde mest indtryk var en gul mand med Sengstagensonde. Hans lever var skadet og den røde gummisonde skulle stoppe blødning fra hans oesophagus varicer. Han tog det med stoisk ro. Den slags patienter havde ofte en forhistorie med alkoholisme. Han lå i ét sengen lige til venstre for døren. Det var en stor stue med måske 8 senge. Vi elever kunne også komme ud for at skulle assistere ved biopsier, der foregik et sted i en kælder. Ellers skulle der skiftes forbindinger og den dårligste oplevelse jeg havde på det sted var at en afdelingssygeplejerske virkede sadistisk og lunefuld på mig. Hun kaldte mig ind for at se en forbindskiftning og da hun rev forbindingen af en mand i to-sengen, var der et stort åbent krater ned i hans mave. Han tog det roligt selv og det gjorde jeg også, men hun måtte vide, at jeg var uforberedt på at se et sådant syn. På samme afdeling kom en ældre mand ind med tarmslyng. Han brølede af smerte. Næste gang jeg så ham var han opereret og som helt forvandlet.

Der var runder med temperatur og puls og blodtryksmåling om morgenen og om eftermiddagen inden kaffevognen kom rundt. Stuegange var jeg kun med til sporadisk og først rigtigt efter endt uddannelse. Efter morgenmaden og skulle alle hjælpes op af sengen, hvis de kunne og alle senge skulle redes. I visse tilfælde kunne det tage helt til middag, før vi var færdige.

Om aftenen blev alle blomstervaser taget ud i skyllerummet og jeg gætter på at rengøringspersonalet skiftede vandet.

Ellers skulle vi hold styr på urinopsamling i skyllerummet. Alt blev målt og vejet. Det kaldtes diurese og vægtfylde. Der var en særlig lugt i skyllerummet. Det skete at vi tabte termometre på gulvet, hvorfor vi rendte rundt og prøvede at samle kviksølvet op med et eller andet.

Vi vaskede patienterne, sengebadede, hvor de var dårligst, eller hjalp dem op til håndvasken. Alt skulle udføres perfekt og en sygeplejelærer kom og tjekkede om der var styr på det. Da jeg skulle vise mine færdigheder indenfor sengebadning fik jeg en meget venlig patient. Jeg kom til at putte alt for meget sæbe på ham, men må have fået det af igen. Kunsten var at vende og dreje og lægge håndklæder bag det sted man vaskede. De patienter, der ikke selv kunne vende sig blev vendt ved hjælp af et stiklagen, som blev trukket af et stk. personale på hver side af sengen. Det samme gjaldt, når patienten skulle hejses højere op i sengen inden, de blev sat op. Jeg kunne godt lide at rede senge, specielt at lave de flotte hjørner på lagenet.

Vi må have brugt megen tid på at gå med bakker fra madvognene og sætte patienterne op i sengen. Jeg husker at de sad ved borde ved deres senge. Der var ikke opholdsstuer mener jeg.

Der var en konstant løben ind og ud med bækkener til skyllerummene. De blev sat i en stor bækkenkoger og kogt i skyllerummet.

En stor kunst var det at øse medicin op og huske hvem, der skulle have hvad. Hvordan det kunne lade sig gøre med en bakke opdelt i en masse rum uden at der altid var navn og nummer på var mig en gåde. Der må været gået meget galt undervejs. Medicinskabene stod ude på gangene i en niche. Det var meget betroet. Jeg går ud fra at man var 2.års elev før vi fik lov til at dele medicin ud.

Det skete at der blev ringet fra laboratoriet omkring prøvesvar. Da gjaldt det om at skrive det hele rigtigt ned på en gul seddel, der lå ved telefonen ude på gangen.  

Det sted jeg fik mest ansvar på, var Medicinsk Afdeling på Blegdamshospitalet. Det var oprettet som epidemihospital i sin tid, men min tid, var det udelukkende medicinske afdelinger.

Det værste ved at være på Blegdammen, var at jeg var tvungen til at flytte ud af kollegiet på Tomsgårdsvej, hvor mange af mine klassekammerater boede. Den dag jeg skulle starte på Blegdammen oplevede jeg at en portør havde stillet mine få ejendele udenfor den dør, jeg skulle bo på et loft på Blegdammen. Der var ingen andre end nogle Filippinske sygeplejersker. Dvs. Jeg hadede at have fri, det føltes fuldstændigt tomt, men vagterne var spændende nok, fordi jeg fik lov til en masse ting på lige fod med sygeplejerskerne. Måske havde de mindre personale og derfor brug for elevernes arbejdskraft. Det var midt i oliekrisen, så engangsmedicinbægre og andet blev genbrugt.

Patienterne lå med hjerneblødninger, astma og en var fuldstændigt præget af cordisonbetinget moonface pga. svær leddegigt. En ung mand var lammet og lå næsten konstant i sengen. Mange havde sukkersyge, så der var meget blodsukker, der skulle måles og insulin der skulle trækkes op i sprøjter.

Jeg kom derefter til Fuglebakken Børnehospital. To måneder på Neonatalafdelingen og to måneder blandt de større børn i en lav bygning for enden af grunden. Nu er der bare græsplæne og P-pladser og hovedbygningen er blevet til luksuriøse ejerlejligheder.

Jeg var meget nervøs ved at være på Neonatalafdelingen, da det var et svært speciale med syge nyfødte. De lå i kuvøse og blev senere lagt i vugger, når de fik det bedre. Der var et berømt mælkekøkken, der sørgede for fordeling af modermælk, til trængende nyfødte.  Ellers blev der blandet modermælkserstatning og mælk og vand efter en bestemt procentdel. Der var visse mødre, der holdt på at deres børn skulle have mælk og vand. Der var noget ved det, der var mig meget imod. Når vi elever skulle møde i en 10-18 vagt startede vi i mælkekøkkenet. Det var en lige så lang dag som en 7-15 vagt, men føltes længere, når de andre gik hjem.

De ældre børn var der i stor stil af psykosociale grunde. Kom fra problemfyldte hjem. De kunne være indlagte i lang tid for encouprese (de havde ufrivillig afføring) eller ufrivillig vandladning. Der var også en læge med speciale i vækstproblemer og derfor børn, der ikke voksede, som de skulle.

To måneder på Obstetrisk afdeling på Rigshospitalet. For mig var det et mareridt at finde derhen den første dag til introduktionen. Heldigvis var den sygeplejelærer, der stod for det meget forstående. Jeg var på nippet til at give op.

 Vi havde ikke overdrevet meget at lave som elever der, men jeg husker at det undrede mig, så kluntede og uformelige de nybagte mødre var, når de gik ned ad gangen i badekåber. Spædbørnene blev kørt ud af stuerne, når mødrene skulle sove og ind hver fjerde time for at blive ammet. Det var ikke let at lægge dem til, når det foregik efter skema og ikke som naturen vil det. Dem, der ikke ville eller kunne amme, skulle ”bindes op” og have medicin til at stoppe mælkeproduktionen. Vi tog et stiklagen og en spændte rundt og satte det stramt fast med sikkerhedsnåle. Alt for at stoppe mælkeproduktionen. Mange var forstoppede efter bedøvelsen ved kejsersnit og de fik et kraftigt middel, som hed sennepsfrø. De mindre forstoppede fik figensaft. Tvillingemødre fik tilbudt rødvin og da mange ikke ville have det, skete det at vi elever delte det inden arbejdstidens ophør. Engang kom jeg til at sætte mig på overlæge Dyre Trolles stol i frokoststuen. Det forstod jeg hurtigt, at man ikke gjorde.

Personalet havde så meget ansvar på Barselsgangen, at vi ved udskrivelsen bar de små i lifte ned til Tagensvej, hvorefter det var forældrenes ansvar fremover fra deres færd hjem med taxa.

Jeg holdt meget af at komme tilbage til sygeplejeskolen og lære om alle sygdommene. Dygtige læger underviste og jeg levede mig ind i det hele og syntes, jeg fejlede det meste. Det var også dejligt i de perioder at gense ens kammerater.

Efter Børnehospitalet kom nogle måneder på Otologisk og Thoraxkirurgisk afdeling i den store bygning L midt i hospitalet. Havde vi nattevagt skulle vi vaske de små børn i tremmesengene meget tidligt om morgenen, skønt de endnu ikke var vågnet. Jeg syntes det var synd. Ingen havde deres forældre med. Heldigvis er små børn ikke adskilte mere fra deres forældre under indlæggelse. Der var en svensk eller finsk sygeplejerske i aftenvagt og hun nød at lade os elever lave det hele, så kunne hun sidde og læse eller hvad hun nu lavede.

Der kom engang en ung mand ind om aftenen, som var faldet ned ad en trappe i fuldskab. Næste morgen var han død. Vi havde også en meget overvægtig patient, der havde prøvet at begå selvmord ved at have slugt opvasketabletter. Hun blev sat på 1100 kaloriediæt hvad enten hun ville eller ej. Der var ikke noget snak om noget behandling.

På Thoraxkirurgisk afdeling har jeg kun ét minde og det er at have været med til at lægge lungedræn. Det var et tykt metalrør, der skulle ind at drænere ved sammenklappet lunge. Nok ikke en sjov behandling.

De sidste afdelinger som tredjeårselev var operationsgang, urologisk afdeling og den lukkede psykiatriske. 

På Urologisk afdeling skulle vi lægge mange urinkatetre, hvilket var krævende især på mænd. Alt skulle holdes helt sterilt og man var altid to om det. Kateterslangerne skulle lukkes med en skrue ellers ødelagde man blærens funktion. Det måtte vi holde nøje øje med.

Der herskede ikke nogen rar stemning på den lukkede afdeling. Overlægen var nedladende overfor os elever og måske ligeglad med patienterne. De sad og røg dagen lang. Vi gik med et nøglebundt og måtte aldrig vende ryggen til patienterne. Måske skulle vi følge nogle på toilettet og vente udenfor. Lyspunkterne var at få lov til at gå tur med de mest raske af patienterne i de smukke parker i området. Jeg husker én ung pige fra Færøerne, som ikke ville sige et ord. På en eller måde begyndte hun at snakke med mig.

På mit eksamenspapir står der at jeg har været to måneder på Neuromedicinsk Afdeling. Det er helt væk fra min hukommelse.

Den afsluttende eksamen var krævende med et stort skriftligt arbejde over sygeplejen med et forløb og derefter eksamination med både læge og oversygeplejerske og sygeplejelærer og censor. Jeg var oppe i en prostatacancerpatient fra Urologisk Afdeling.

Lidt historisk om Bispebjerg Hospital https://dsr.dk/dshm/hospitalet-paa-bispebjerg-bakke fra Dansk Sygeplejeråds hjemmeside og fra et lokalarkiv. https://www.bispebjerghospital.dk/om-hospitalet/oplev/historie/Documents/Jubilaeumsbog_final.pdf

Pavillonerne er direkte inspireret fra Florence Nightingale og tanken om at lys og luft og helende haver har betydning for lægedom. I min engelske blog har jeg beskrevet min fascination af bygningskunst og vigtige begivenheder fra Anden verdenskrig. Her kom personalet og tunellerne under hospitalet til at spille en stor rolle.

• 

• 

• 

•