Den første gang vi var i Tivoli var sommeren 1954, hvor min tvillingebror og jeg var 3 1/2 år. Vi vidste naturligvis intet om Tivoli og jeg husker ikke forberedelserne andet, end at vi står på den nyanlagte terrasse i ved det nybyggede hus i Herlev. Der var endnu ikke lavet hegn om den og i stedet for fliser er der det bare jord.
Vores mor havde syet de røde og hvidstribede matrosdragter på aftenskole imens vi stadig boede på Bispebjerg. Jeg har endnu den ene dragt og tøjet er intakt i en kraftig kvalitet. Sandalerne var jeg utrolig glad for og kaldte dem mine “Lysehvide sko” med et lille hulmønster i den beige overlæder. Året efter fandt jeg dem i kælderen for små og grimme og grålige. Aldrig siden havde jeg sandaler, jeg var så glad for. To af mine børnebørn har været så heldige at have tilsvarende sandaler, som er kommet på mode igen efter så mange år. Jeg tror ikke de ved, hvor heldige de er.
Vores far var god til at tage billeder. Han tog ikke så mange, men udvalgte sig nøje på negativerne dem, der skulle kopieres. Vores nabodreng Ole, der var 6 år ældre end os var med. Han var vant til at få Candy Floss, så det gjorde, at vi alle tre skulle have det. Vi var ikke vant til købt slik, men var naturligvis dybt optaget af at se det røde sukkerstads fare rundt i et glasbur. Vi sad på en bænk udenfor “Glassalen” og prøver at spise dem. Ole klarede det i fin stil, men både Torben og jeg gik død i dem. Vi anede ikke, hvad vi skulle stille op. Torben sidder helt op i mig af bare forlegenhed og kigger hen på mig, for at se, hvordan jeg klarer den. Tilsidst blev det for meget klister i munden og på fingrene og en stor skuffelse også og synet af de to pinde med sukkerrester, der lå tilbage i affaldskurven ved bænken, har sat sig som et varigt minde.
Vi kører en tur i Tivolitoget og billedet må være taget i en form for garage for toget. Resten af billederne er fra den gamle legeplads, som vi var fascineret af. Dengang var der “Legetanter” i solide sko og dragt med nederdel, som har stået vagt om de mange børn i de store efterkrigsårgange. Vi var meget lidt modige, men prøvede de trehjulede cykler på en jernring, der kom rundt ved hjælp af dem. der kunne nå pedalerne og køre alle rundt. Torben giver den gas med motorlyde og er helt væk i den. Vores mor hjælper os i den lille rutchebane. Børnenes legeplads ligger samme sted i dag, men er moderniseret to gange, tror jeg, på de godt tres år.
Havde jeg ikke haft billederne, kunne jeg ikke have genkaldt mig den tur. Siden blev der først taget et enkelt billede i 1965 eller 1966.
Jeg tror, vi har været i Tivoli én gang hver sommer siden den gang og da jeg engang af min far blev lokket i den rigtige rutchebane, har min far fortalt, at mit ansigt lyste grønt og hvidt. Jeg var komplet uegnet til alt, der udfordrede balancen. Som fortidligt født har jeg ikke været hærdet i at prøve vilde ting og derfor rædselslagen over at miste kontrollen i noget der snurrede rundt. Jeg troede virkeligt, at jeg døde på den tur og klamrede mig til stakittet efter, det var overstået.
Der var noget, der hed den “Blå vogn” og den kunne jeg til gengæld mestre. Der var vist nogle spøgelser, der sagde BØH, men jeg lærte hurtigt at det ikke var livsfarligt.
I stedet for at spilde penge på det, der snurrede, vippede og gyngede i alle retninger blev det et højdepunkt at købe en lille glasting i “Gyden” på vej ud. Der er stadig en glasbutik der, men ikke med så skønne ting, som dengang. Den lille blå elefant fra det første køb på 5 kroner har jeg endnu. Den røde kjole med tyrolermønstret er fra året efter, da jeg var fire år.
Vi havde ikke bil, så vi må have taget S-toget fra Herlev station og til Hovedbanen og gået frem og tilbage fra Herlev station. Det var en tur på 20 minutter og langt for små trætte ben.
Barn&Mor 