Et tilbageblik på Gymnasietiden

Om et par dage mødes nogle af os til 50-års jubilæum på Skovshoved Sejlklub.

Min tvillingebror og jeg boede i Herlev og dengang fandtes der ikke gymnasium i Herlev. Vi måtte tage bussen fra Herlev Hovedgade eller cykle de 8-10 km. Bussen var fuld af cigaretrøg og cykelturen kunne være lidt drøj i kulde og blæsevejr. Vi tog en prøvetur på cykel aftenen før vi skulle møde. Efter Skovlunde passerede vi forbi Løvens Kemiske Fabrik, hvor vores mor havde været sekretær i nogle år og derefter M.E.C., hvor vores far i mange år var ansat som driftsleder på en radiofabrik. Da vi endelig var færdige, var han lidt stolt over, at vi kom forbi med vores studenterhuer. Ellers gik han aldrig op i vores skolegang. Det gjorde derimod vores mor, som selv aldrig havde været i stand til at gennemføre Studenterkursus, som hun deltog i under den sidste krigsvinter i Vendersgade ved det gamle grønttorv. Hun havde fuldtidsarbejde på Sydhavnens apotek og læste om aftenen og om natten og undervisningen foregik om aftenen.

1.G på Ballerup Gymnasium 1967
1.G på Ballerup Gymnasium 1967. 27 elever

Gymnasiet havde en vandrehal, hvor mange sad og røg på klinkegulvet eller på kanten i frikvartererne. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor jeg ofte var meget træt og havde voldsomt hovedpine, men i dag ved jeg, at det indeklima var medårsag. Vi var så forvendte med en knalddygtig lærer fra realskolen, som har givet os en masse indenfor dansk litteratur, latin, historie og kulturhistorie. Desværre fandt jeg aldrig den samme faglige entusiasme hos gymnasielærerne med undtagelse af fransklærer Lykke P.

Jeg var betaget af, at Lykke P allerede den første time hoppede op i vindueskarmen med sin store krop og talte fransk, som om vi forstod det. På en måde gjorde vi det også og for mig, var det den bedste måde at lære sproget på. Hans udtaleregler for fransk tænker jeg altid på, når jeg ser noget skrevet på fransk. Han elskede opera og især Carmen, som er skrevet på fransk. Den gennemgik han med os og mange år senere har jeg fundet at operaer kan være spændende. Han kunne være modbydelig og jeg glemmer aldrig, hvordan han tiltalte en af pigerne. Alle stivnede. Femten år senere i 1985 besøgte jeg Lykke P. og hans kone i deres hyggelige gule rækkehus på Fuglebakken. Hun blev derefter ved med at skrive julekort til mig, hvilket jeg var meget rørt over.

2.G på Ballerup Gymnasium 1968. 20 elever
2.G på Ballerup Gymnasium 1968. 20 elever. Nogle få har været fraværende.

Philip som vi havde til engelsk kunne jeg også lide og det var enormt spændende og voldsomt krævende at dykke ned i Shakespeare og Keats og Shelley. De ting, der fængede mig, har jeg aldrig sluppet, men opsøgt, når der var mulighed for det.

Dansk litteratur var en yderst skuffende oplevelse, da vores lærer virkede til at være mere interesseret i psykoanalyse fra Freud og Jung, end at tage os ind i dansk litteratur. På den Nysproglige linje, som vi gik på havde vi tysk, engelsk, fransk og latin foruden oldtidskundskab, historie, musik/forming dansk og matematik. Gammelsproglig sudentereksamen med græsk, og latin tog man blandt andet på Rødovre Statsskole. Vi gik i skole om lørdagen helt til slut.

Ekskursioner var ikke det bedste jeg vidste og dog har en del af turen til Viborgs Hald Egede gjort et dybt indtryk. Det var ikke udflugterne, dem husker jeg faktisk ikke, med selve stedet og omgivelserne, jeg husker så godt pga. Torbens fotos derfra.

Siden har jeg været der utallige gange på søndagsudflugt, da det ligger mellem Herning, hvor jeg bor og min mands, Henrys arbejde på Foulum ved Tjele. Lige nu står parken nyrenoveret, så det kan føres tilbage til middelalderen. Dengang brugte jeg mere tid på at skrive breve hjem end på at være social. Torben har foreviget det. Jeg var ikke med til de seje fotosessions ude ved borgruinen. Det var dengang ungdomsoprøret var ved at gå mainstream i 1969. Vores latinlærer kom kørende til os i sin lille bil. Det var vi betagede af. Stefan og hans ven Svend kom på motorcykel helt uventet. Det har været en lang tur, da de ikke kunne overnatte.

Det mest latterlige, jeg nogensinde har oplevet var Skippers håndtering af vores geologirapport. Han dikterede det hele den sidste dag. Alle havde så det samme rigtige resultat og han slap for at rette det. Han var for længst stået af ræset.

Nogle få af os og Stefan og Svend Gotfredsen, kaldet Gotfred overraskede sanglærer Saxe en meget tidlig februarmorgen i 1969. Det var hans 60 års fødelsdag. Vi har været der kl 06.30 og han tog det som en mand. Kom op og i tøjet og vi spillede og sang noget ved hans klaver.

Saxes 60 årsdag en meget tidlig morgen
2.G Ballerup Gymnasium 1968. Nogle få af os på besøg hos sanglærer Saxe i Værløse i anledning af hans 60 års fødselsdag

Billeder fra studieturen i 2.G til Hald Egede i Viborg september 1969

En stor hurdle for mig var at komme igennem matematikundervisningen, der endte med afsluttende eksamen i 2.G. Lige meget, hvad jeg spurgte om, så forstod jeg ikke svaret, når det handlede om funktioner. Den unge kvindelige lærer begyndte på den ene tavle og fortsatte på den næste tavle med sine forklaringer. Som tegn på at vi pludseligt skulle være dus med læreren delte hun højttideligt clementiner ud som tegn på den indgåede pagt. Hun var kun 28 år.

Jeg engagerede en privatlærer om lørdagen efter skoletid et sted i Ballerup og heller ikke han kunne lære mig noget særligt. Det gik godt alligevel efter, at jeg selv gik i gang med at repetere dag og nat i dagene op til eksamen. Den afsluttende franskeksamen var på en meget varm tid. Jeg satte mig engang på kajen ved Gammel Strand for at læse op til franskeksamen. Jeg havde hæklet en lyseblå bikini til anledningen. Det gik ikke så godt med at læse der, men jeg tror min eksamen gik acceptabelt. Jeg var oppe i en frygtelig historie om ”Le Bijoux” med udtrykket ”La Travail Grasse”. Noget om et dyrt smykke, som skulle erstattes og for at betale tilbage, måtte hovedpersonen vaske fedtet service op i mange år på en restaurant. Det slutter med at det viste sig at smykket var falskt og værdiløst. Jeg husker, hvor jeg følte at livet kunne være nådesløst barsk. Fransk inspirerede mig så meget, at jeg købte franske digtsamlinger af Verlaine i den franske boghandel efter studentereksamen og tog til Paris og boede privat i et franskt hjem nær Montmatre året efter.

Studenterbilledet juni 1970
Studenterbilledet juni 1970. 23 elever. Mette nåede ikke med på billedet

Efterskrift

Jeg havde gået i klasse med min tvillingebror fra 1958- 1970 og opdagede på den hårde måde i min uddannelse til sygeplejerske, at jeg var vant til, at han tog sig af, om vi hvad vi havde for og i hvilket lokale vi skulle være. Var han en sjælden gang syg måtte han sikkert finde ud af tingene via andre end mig. Det tog mig nogle år at blive klar over, at jeg selv måtte tage alle funktioner for at klare opgaverne.

i 1993 fik jeg brug for at finde det gamle studentereksamensbevis frem, idet, jeg læste russisk et par år på Slaviska Institutet i Uppsala. Uden latin var jeg ikke kommet ind.

 

 

Sygeplejerske

Et tilbageblik på sygeplejeskeuddannelsen på Bispebjerg Hospital 1971-1975

I gymnasiet havde vi et par timer som skulle bruges til uddannelsesvalg. Jeg kiggede i en bog, men der var ikke noget, der fængede. Jeg var mest interesseret i historie, litteratur og sprog, men anede, at det ikke ville kunne udgøre en levevej for mig. Jeg har mistanke om, at jeg tænkte på sygeplejen som en måde at komme hjemmefra på.

Bispebjerg Hospitals Sygeplejeskole havde et kollegium og man ville få løn under uddannelsen, så det med bolig ville blive muligt.

Efter 2.G havde jeg prøvet at være indlagt på Glostrup Hospital for konstant hovedpine og træthed gennem et helt skoleår. I dag tror jeg, det har været en eftervirkning af Mononukluosis. Rygning tilladt i den såkaldte “Vandrehal” i gymnasiet, og den konstante cigaretrøg har bidraget på værste vis til ubehaget.

Jeg var indlagt i en eller to uger og man fandt intet, men jeg så at sygpeplejeeleverne havde en vis status og lavede spændende ting.


Efter at jeg blev student var jeg bosat i Manchester i efterår og vinter 1970/71 og kom hjem på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne komme ind på sygeplejeskolen. Det forår var jeg lærervikar i forskellige kommuneskoler i Herlev, hvilket overbeviste mig om, at lærer skulle jeg ikke være. At råbe en klasse op, var udenfor mine evner og at færdes på lærerværelserne var også meget fremmed for mig. Det kom jeg til at tænke på i de år, hvor jeg var både småbørns-og skolesundhedsplejerske og derfor kom på lærerværelser.

Jeg fik ansøgt til sygeplejeskolen og kaldt ind hos Frk. Koefod, der var forstanderinde på Bispebjerg Hospital. Det eneste hun hæftede sig ved var at jeg kun havde fået 7 i Fysik/kemi i 9. klasse (2. Real). Jeg kom der med studentereksamen. Det betød intet.

From the time I spent in Manchester 1970/71
From the time I spent in Manchester 1970/71

Jeg skal mødes med hele det hold, som jeg startede med i september 1971 på Sygeplejeskolen på Bispebjerg. Det er 42 år siden vi afsluttede i 1975 og jeg har ikke set dem i alle de år.

Hold September 1971- marts 1975 BBH
Hold September 1971- marts 1975 BBH

Jeg var meget betaget af anatomi og fysiologi. Det var imidlertid ikke noget, jeg kom let til. For at lære det, skrev jeg alt op på A4 ark og foldede og checkede ,om jeg kunne svare og forklare og huske alt. Anatomien var ren udenadslære, mens fysiologien krævede en forståelse på et højere plan. Det gik godt med det og forskolen stod for mig som det bedste. Siden blev vi spredt for alle vinde. Praktikopholdene på afdelingerne var ca. tre måneder ad gangen og det var ikke sikkert, at man var der med en fra klassen. Der var første, anden og trejdeårselever. De første år havde vi blå og hvidstribede kjoler på og stivede og nystrøjede forklæder på.  Påsyede striber angav, hvad årgang man var.

Her et billede fra mine holdkammerater, som 1.årselever efter Forskolen

BBH hold sep 1971 førsteårselever
BBH hold sep 1971 førsteårselever nogle af mine holdkammerater billedet er fra vores Facebookgruppe

Birthe Larsen skriver:

 Det er et billede, som er taget af min søster, der er fotograf (Conni Kaae). Så vidt jeg husker, så blev det aftalt at tage i sidste øjeblik, inden vi skulle aflevere de gamle uniformer 

Uniformerne var skønne, når de var “gået lidt til”. Lige når de kom fra vaskeriet rene of nystrøjede var de stive og flipperne kunne drille med de små knapper, der skulle igennem knaphullerne. Forklædet var også forsynet med knapper og det tog en rum tid at få det hele ordentligt på. Der hørte mørkeblå uldne kapper til, der var grønne på indersiden. Det sås i blæsevejr, når man gik udenfor om vinteren.


 

Billeder fra Sygeplejemuseet

 

 

På et tidspunkt blev jeg sendt på Blegdammen Hospital og fik et værelse på en øde gang. En portør fra Bispebjerg havde afleveret mine få ejendele, som stod foran døren.

Det var et dejligt sted at arbejde, da jeg blev anset som rigtig arbejdskraft og fik ansvar. Det var en medicinsk afdeling. Men det at bo der på loftet var ensomt og jeg hadede at have fri. Det var under energikrisen, så al engangsplastik skulle genbruges. Jeg husker ikke, hvordan vi gjorde medicinglas rene. Afdelingen er revet ned og på stedet ligger i dag Panum Instituttet tæt på Sct. Hans Torv og Blegdamsvej.

Billede af det nu nedrevne Blegdamshospital Nørrebro

Jeg var altid meget nervøs, når jeg skulle vurderes af en sygeplejelærer. Det var lige meget, om det var ophældning af medicin, injektionsgivning, sengebad, som de mest dårlige patienter fik dengang.

Mit værste ophold var sommeren før i 1972. Det var mave-tarm kirurgisk afdeling på Bispebjerg beliggende i en af de gamle pavilloner, Afdeling A. Bygningen ligger der endnu, men bruges ikke som sengeafdeling mere.

Bispebjerg Hospital Foto Væggen gamle pavillon
Foto fra B.B.H. 1915 Sygeplejemuseet

Der var en lang bred gang, hvor medicinskabet stod og nogle beskedne skrivebordspladser til afdelingssygeplejerskene.

Nogle af patientstuerne var store med plads til måske 6-7 patienter. Det ver “1 sengen” osv.

En afdelingssygepejerske virkede sadistisk på mig. Hun bad mig komme med ind på en stue, hvor en mandlig patient skulle have skiftet en stor abdominal forbinding. Uden at forberede mig rev hun den af og man så direkte ind i krater af et operationssår. Jeg besvimede ikke, men oplevede en uerhørt vrede mod hende, at hun valgte at udsætte mig for det syn helt uden forberedelse. En anden gang kom jeg på arbejde, hvor en mand lå og brølede af smerte inden en akut operation. Det var tarmslyng. Siden blev han opereret og helt forandret. Jeg tror man smertedækker folk anderledes i dag. En mand i “1 sengen” lå med en såkaldt “Sengstaken Sonde”. Han lå så tålmodigt med den røde gummislange nede i maven. Han havde skrumpelever og oesophagusvaricer      (spiserørsåreknuder) p.g.a. voldsomt tryk på den store vena cava ved leveren.

Statue af en sygeplejerske med et barn foran den gamle hovedindgang til BBH
Statue af en sygeplejerske med et barn foran den gamle hovedindgang til BBH

Senere kom jeg på en øre-næse-hals afdeling i den mere moderne del af Bispebjerg Hospital. Det var et højhus. Der var mange børn indlagt og de skulle vækkes tidligt om morgenen og vaskes af nattevagten. Der var ingen forældre tilstede og det skurrede i mit hjerte ,at se de små i tremmesengene.

Her fra et senere arbejde på Rigshospitalet

Rigshospitalet 1978-3

To andre ting gjorde indtryk derfra. Det ene var en svært overvægtig dame, der havde forsøgt selvmord med at indtage noget ætsende, der ikke havde slået hende ihjel, men havde ødelagt hendes spiserør. Kuren til hende var at komme på en 1100 kcal diæt. Jeg tror ikke, hun var spurgt om det var noget for hende.

En ung mand kom ind om natten efter slagsmål og næste morgen var han død af en piblende hjerneblødning, som ingen havde opdaget.

Jeg mindes en norsk sygeplejerske, der ikke selv ville lave noget, men som godt kunne sætte eleverne til at ordne det hele i aftenvagten. Jeg tænkte meget over, hvor forskellig en vagt kunne være efter, hvem man var sammen med.

Praktikopholdene vekslede med skolemoduler, som jeg naturligvis nød i fulde drag. Lægerne kom og underviste os i deres specialer og det var utroligt fascinerende. I perioder kunne jeg bilde mig ind, at jeg fejlede de sygdomme, de underviste om.

En af praktikperieoderne foregik på Børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg, hvor jeg selv havde ligget som præmatur. De interessante tilfælde blandt børnene blev kørt til et auditorium, hvor de blev undersøgt af lægestuderende, som så skulle give et bud på hvad de fejlede. Det må have været hårdt, men heldigvis forstod børnene nok ikke, hvad der foregik. Den slags forekommer sikkert ikke i dag.

Da jeg endelig blev uddannet var mit første arbejdssted gynækologisk K afdeling i en af de gamle pavilloner ligesom mave-tarmkirurgisk A.

En dygtig og afholdt læge hed Devantier og han satte sig op på sengekanten og forberedte de unge kvinder på operation. Det kunne være cancer uteri (Cancer i livmoderhalsen), som allerede havde vist sig fra 16 års aldren. Det var så faderligt og rart at han tog sig tid til det.

En berømt balletdanser skulle have provokeret abort, men det blev holdt skjult og blev kaldt “Abrasio” udskrabning i stedet. Der var ældre damer, der døde af underlivscancer og yngre, der havde graviditeter udenfor livmoderen. En livstruende situation.

Et minde dukker op med en mor til en polsk sygeplejerske, som jeg lærte at kende det sidste år jeg læste på sygeplejeskolen. Pigen hed Barbera og hun og hendes familie var polske, jødiske flygtninge. I 1960’erne blev de forfulgte i Polen. Barbara var meget dygtig og lærte hurtigt dansk. De “gamle” forældre lærte det aldrig. Moderen havde levet i en kælder i Ljuv i skjul for at overleve nazismen. Desværre husker jeg ikke meget om faderen. En dag blev moderen indlagt på afd. K og opereret for cancer i livmoderen. Hun har sikkert klaret den, men hun lå helt tavs og maskeagtig i sengen. Hun har sikkert været skrækslagen og ingen har talt med hende. Tiden på afd. K blev det bedste punktum for tiden og det jeg husker tilbage på med størst glæde. Afdelingssygeplejersken hed frk. Gudrun Nielsen og hun havde vist stadig kappe på. Det var ellers forlængst afskaffet. Hun kunne godt lide mig og det blomstrede jeg op ved. Hun kaldte mig Frk. Holm. Hun kunne sige

Frk. Holm i morgen skal De løse af for mig!

Det var en stor ære, fordi, så skulle jeg stå for stuegangen i stedet for hende. Det var heldigvis ikke så svært på den afdeling.

Der er meget jeg har glemt og jeg må spørge de tidligere klassekammerater om at hjælpe mig at huske. 

At være to om at rede senge var en fornøjelse. Først skulle alle patienter hjælpes op og at bleve vasket og, når de var ude af sengene, skulle alle sengene redes fra en ende af. Vi gik på hver side af sengene og småsnakkede undervejs.

Om eftermiddagen var der en omgang med puls og temperatur og evt. B.T.s måling. Bagefter fik alle kaffe og kage, eller franskbrød.

Alle blomsterbuketter kom ud i skyllerummene om natten og vandet blev skiftet. I skyllerummene hang en tung lugt af urin og af Fresier, som var den mest gængse blomstertype hos patienterne.

Vi målte også diuresen, dvs samlede al urin fra patienterne. Måske var det mest på mave-tarmkirurigsk afdeling. Det står hen i det uvisse.


Under krigen spillede hospitalet en stor rolle ved at jøder på flugt blev gemt på sygestuer, sygeplejeboliger og i de underjordiske gange. Der var også en illegal presse dernede.

000256f040_bispebjerg_hospital_med_lys_i_vinduerne_4_maj_1945 Sygeplejehistorisk museum
4. maj 1945 fra Bispebjerg hospital. Foto sygeplejemuseet

Jeg havde ekstra job med rengøringen under uddannelsen på samme hospital, hvor en del foregik under jorden. Jeg blev kun hilst på, når jeg var sygeplejeelev og ikke som rengøringshjælp. Siden da har jeg lagt vægt på at hilse på alle selv uanset, hvilket job vedkommende har.

Jeg skyndte mig videre i mit liv til sundhedsplejen, der passede mig så meget bedre og har derfor knapt nok skænket dette kapitel en tanke. Dog har det, jeg lærte ligget som en grundviden i mit arbejde som sundhedsplejerske og som mor, at kunne skelne sygt og raskt.

Fra en nostalgisk tur til Bispebjerg Hospital juli 2017