Frygt for polio og første møder med dødsfald

 

Da vi var små var polioepidemien på sit højeste.

Min mor Ruth var vokset op med en far, som havde mistet sin første kone i den spanske syge i 1919 og deres lille dreng døde, da han var et par måneder gammel året før. Min morfar Emry blev uendelig bange, når børnene fik infektioner for dengang i 1920-erne var penicillinen ikke opfundet endnu og en lungebetændelse kunne være dødelig ligesom difteritis var det. Den angst han havde, arvede min mor.

Hun havde også prøvet at næsten miste os tvillinger, da det blev meget kritisk for specielt min bror på 3. dagen. Hun var derfor uendelig bange for polioen og det mente hun var noget, der kom fra jorden. Æbler blev både vasket og skrællede. Vi måtte ikke gå ud i sommervejret uden strømper på med mindre det var hedebølge. At få lov til at sove i telt var helt udelukket. Jeg ved ikke helt hvorfor, men hun troede nok at jorden var for kold.

Når vi var syge, skulle vi ligge i sengen, mens vi havde feber og sikkert også bagefter. Vi skulle være feberfri i tre dage, inden vi måtte komme ud at lege igen. Jeg var helt slatten, da jeg endelig kom ud. Jeg har et minde om mæslingerne. Det var en meget slem sygdom dengang og kom i to bølger. Først en omgang influenzalignede symptomer og bedst som man troede sig rask kom der en voldsom omgang med høj feber og udslæt over hele kroppen. Jeg vidste ikke, hvordan jeg så ud og fik et chok, da min far løftede mig op foran spejlet.

Vi havde også kighoste samtidigt og for sjov gav i os til at hoste i kor og så kunne vi ikke holde op og blev ved til vi kastede op. Det var inden vi blev seks år, for vi delte værelse. Fåresygen var ikke sjov heller, idet man kom til at se ud som et monster og havde synkebesvær. Røde hunde og skoldkopper var ikke så slemme at gå igennem for os, husker dog de kløende skoldkopper og det hvide zinkliniment, der skulde lindre og køle.

Lige den gang jeg fik mæslinger, var jeg meget optaget af at jeg ville være storesøster. Jeg tror det var i femårs alderen.  Jeg plagede min mor, men hun stod fast på, at der ikke skulle komme flere end os to tvillinger. Det var et kæmpe ønske for mig, og jeg kompenserede ved at plage om at få lov at se ”babytøjet”. Tøj vi havde haft på og som var pakket væk i avispapir. Engang i mellem gav hun sig og pakkede det forsigtigt op. Jeg forstod dybest set nok at hun ikke ville risikere endnu en slem graviditet, som ville gå ud over os.

Vi skulle have passet vores lille fætter på 2-3 år. Det blev udsat til bare at være en enkelt dag, hvor jeg lige var kommen mig fra mæslingesygdommen. Jeg legede, at han var vores lillebror, men det var jo alt for kort og jeg var stadig for slap til at nyde det.

Hans klapvogn var som den hvide øverst på billedet

009354_047 cd
Billede fra Odder Barnevognsfabrik i 1950-erne. Kopi købt af MH

Vi havde en meget ungdommelig nabokone med to børn Bobby og Anette, som vi legede med. Anette var ældre end os og Bobby yngre. Deres mor var ikke så forsigtig som vores mor. Hun kunne finde på at tage nyfalden sne og vaske ansigtet med. Da vi var omkring ti år døde hun af brystcancer og jeg oplevede tomheden ved at komme hjem på besøg. Jeg kunne ikke forstå, hvordan de kunne holde det ud, men livet gik videre. At miste min mor ville være min største sorg. Hun var alt for os.

Image031-2
Inden terrassen er færdig. Bobbys hus ses i baggrunden vinteren 1955

 

 

Min morfar døde, da jeg var seks og da min mor hørte det, sad hun kortvarigt og græd i stolen, hvor hun plejede at sidde ved køkkenbordet. Han havde været syg i kort tid og da min morfar og mormor boede i Holbæk og vi i Herlev, har de sikkert ikke kunnet nå at ses ret meget. Min mor var meget knyttet til sin far. Hun bearbejdede sorgen ved at skrive hans erindringer rent. Et kæmpe arbejde, fordi det var tætskrevne tynde pergamentagtige ark skrevet på maskine. Hun skrev selv med tre gennemslag, hvor det sidste var mest utydeligt. (De erindinger er nu digitaliseret og tilsat billeder fra albummerne, og jeg trækker på dem, for ting jeg skriver om nu).

Vi var i Holbæk til begravelsen, men vi mindre børnebørn var ikke med til selve handlingen i kirken. Jeg sad på trappen i huset, da alle kom hjem fra begravelsen, og der duftede af kaffe og nybagt kringle i hele huset. Der var en summen af stemmer og stemningen var god, trods anledningen.

b10101-001
Emry Kølster fra omkring engang i tredverne

Det første år i skolen var vi mere syge end tilstede. Vi havde jo levet så isoleret hjemme, at vi fik den ene infektion efter den anden.

Jeg elskede den mørke “Senator” chokolade og engang havde jeg fået en, som lå i marmorvindueskarmen og ventede på at jeg blev rask. Da vidste, jeg at jeg måtte være ret syg fordi, jeg ellers aldrig ventede med at spise chokolade, hvis jeg havde noget.

Senator og Pernille
Senator og Pernille chokolade. Billedet er fundet på en facebookside

Når vi blev lidt bedre, lå vi i hver vores værelse og engang lavede vi et slags snoretræk, hvor vi sendte noget ind til hinanden. Hvad ved jeg ikke mere. Jeg længtes efter at vores mor skulle komme ind i værelset og rede sengen, der føltes som om den var fuld af krummer nogle gange. Hun luftede ud og vendte dynen. Jeg lå og hørte på lydene ude fra køkkenet og kiggede ud på himlen, træerne.

Engang kom min far fra arbejde med nogle små bitte skeer og gafler og knive i en lille metalkurv til dukkehuset. Jeg tror ikke det var noget, jeg havde ønsket mig, men det imponerede mig meget, at han havde købt noget til mig.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Dukkehuset, som min far lavede til mig omkring 1955

Senere, da vi havde lært at læse, læste jeg stabler af børnebøger i sengen, når jeg var syg også om natten, når jeg ikke var syg.

Det kunne ske at huslægen kom på sygebesøg og han trykkede os på maven og lyttede på lunger og kiggede i halsen.

 

Vaccinationer var noget, der skulle passes dengang som nu. Engang, hvor jeg havde forstået at vaccinationer ikke var sjovt, forsøgte jeg at løbe bagom huset, da vi skulle til lægen. Det var doktor Larsen, som var den første vi havde. Det hjalp ikke noget at løbe væk. Vi blev fanget og der var ingen vej uden om. Dr. Larsen og senere doktor Jensen havde konsultation i en lille lejlighed i “Vestergården” overfor Herlev skole. Der var en særlig lugt af rensevæsker og lægerne havde altid hvide kitler på. Venteværelset var dødstille og sekretæren sad ved et skrivebord i selve venteværelset. På vægen hang et billede af en familie, der susede afsted på ferie. De havde glemt sygesikringskortet, som så kom løbende efter dem med små ben.

Billeder fra “Sundhedsplejersken” 70 års sundhedspleje i Danmark

 

Børnebiblioteket i en barak på Torvet og Vestergården i nyere tid bag det nye bibliotek på Bygaden

Fotos fra Herlev Kommunes Arkivs facebookside

Det der gjorde mig bange var koppevaccine, idet der blev skåret et rids i skulderen og vaccinen kom ind i såret.

I skolen fik vi Moroplaster på for at se, om vi havde antistoffer mod tuberkulosen. Det kløede under plasteret og så var alt godt. Vi fik også den ene slags polio vaccine i skolen med vaccine dryppet på sukker. Det var jo ikke slemt at få. Den anden slags poliovaccine blev givet som injektion som nu.

Vi fik tunolperler, som var torskelevertran i små røde perler. Det har helt sikkert været godt som D-vitamin tilskud. Senere i skolen fik vi vitaminpiller, som nogen for sjov tog for mange af.

I førskolealderen blev jeg ramt af et glas, som sprængtes og fik strint af kogende vand på mig. Min mor skoldede sylteglas før syltning af æblegelé eller tilsvarende. Jeg nød at blive puslet om og syntes ikke det gjorde så ondt. Det var værre for hende, kunne jeg godt se.

Gamle syltetøjsglas - Copy
Gamle sylteglas

Når vi faldt og slog hul på knæene og fik andre skammer blev de vasket og renset med gul jod. En meget stærk blanding, der sved kraftigt i såret. Min mor var udlært defectrice på Løve Apoteket i Holbæk i 1944 og hun vidste, hvad der skulle bruges. “Rød jod” var ikke noget vi havde i huset.

Vores far havde et bestemt udtryk, når vi gik:

“Slid ikke på overlæderet”

Det var nu let at falde eller rettere”skvatte”, fordi skoene blev købt to numre for store og derfor lette at falde i. Vores mor sagde altid:

“Se jer for, når I skal over vejen”

 

Engang kom jeg til at skære mig ret dybt i en finger, da jeg ikke var så god til at skære endnu. Jeg var alene hjemme og troede, jeg vidste hvad, jeg skulle gøre. Jeg forvekslede sårbehandling med brandsårsbehandling og stak fingeren under den kolde hane i lang tid. Det blev ved og ved at bløde. Til sidst måtte jeg ind til naboen, som bandt noget stramt omkring. Det dunkede i fingeren i lang tid og arret er der stadig.

Så længe min mor levede spurgte hun altid om vi var raske, når hun ringede til mig.

2 thoughts on “Frygt for polio og første møder med dødsfald

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s