Efter et år i to værelses lejlighed i Nordvest kvarteret vidste mine forældre, at de måtte spare til en grund med lys og luft.
Området tæt på Grundtvigskirken Nordvest kavarteret
I første omgang en grund med et havehus fra en udstykket gård “Pitzners gård” i Herlev. Min mor og vi tvillinger kunne være der om sommeren og min far tog knallerten og kørte til fabrikken i Thorsgade på Nørrebro. Han var uddannet værktøjsmager, men arbejdede som værkfører. Jeg husker, at han lavede en æresrunde for os på knallerten, når vi kiggede ud af vinduet på Tøjmestervej, som et af minderne derfra inden helårshuset blev bygget og blev klar til indflytning i sommeren 1954.
Jeg har lidt minder fra lejligheden, idet jeg husker et såkaldt “isskab” i køkkenet, der holdt madvarerne kolde ved hjælp af isblokke fra fiskehandleren.
Jeg har også et minde om at have været med til at hente de isblokke, som så blev lagt i aviser og neden under barnevognen. Den sidste dag vi havde tvillingevognen står også klart, idet den tomme vogn med madras blev bragt til en forretning, hvor vi fik en legevogn i bytte. Måske sad vi i den tomme vogn en sidste gang.
Der var en legeplads mellem karréerne og jeg husker tydeligt et par ting. Det ene, hvordan det føltes i hovedet efter at have faldet af en gynge, og et forsøg på at glide ned af cementslisken langs kældertrappen, hvor cykler kunne køres op og ned i kælderen. Buksebagen sad naturligvis fast i cementen til min store skuffelse.
Billedet er taget i 2015
Jeg syntes det lignede en rutchebane og det sidste minde, at en dreng havde brækket en arm og blev kørt væk fra området i en sort ambulance.
En historie jeg har hørt siden, vi boede på Tøjmestervej står beskrevet i et brev til min mors forældre Asta og Emry 2. marts 1952.
(Jeg var døbt Inge Maria, men fra 15 års alderen droppede jeg Inge og siden hen også ved at få det slettet i folkeregistret.)
Natten mellem onsdag og torsdag havde jeg været så letsindig at lægge mig i den øverste køje, jeg ville se, om jeg kunne sove bedre deroppe, hvilket jeg også gjorde, indtil Inge vækkede mig kl. ca. 4½. Så ville jeg som sædvanlig lige vende hende om, og – ak og ve – glemte hvor jeg lå og tog et flot spring lige ud i luften, hvorefter jeg meget hurtigt efter mærkede gulvet, (bliv nu ikke forskrækkede) aldrig har jeg slået numsen sådan, og desuden lidt højere oppe, det hele sejlede og jeg så sol og måne. Aage hentede natlægen, som hurtigt konstaterede, at der ikke var sket noget slemt. Det er også blevet bedre for hver dag. Men Aage hjalp mig den første dag, fredag hjalp fru Lund mig og så har der været en husmoderafløser i lørdags, hun kommer også på mandag, men så kan jeg vist klare den igen. I dag søndag har jeg da klaret det meste. Det var korsbenet jeg slog mest, og det er som bekendt meget tykt og kan holde til meget. I må ikke ængste jer, men jeg synes nok, jeg ville fortælle det, nu da det går godt igen.
Vores mor fortalte med gru i stemmen, at hun ville væk fra området blandt andet, fordi hun en dag, da vi var små fandt os i barnevognen med grus kastet op vognen og en sten lige i mellem os! Siden den dag kom vi ikke ned i vognen uden opsyn. Hvis hun havde købt spande og skovle til os, var de væk med det samme.
Dengang var der masser af børn over alt. Der var sikker også søde børn, for en af dem fulgte med os til Herlev og var med til at lege med os og jeg tror, vi arvede trehjulede cykler mm.
Vi har engang overværet lange rækker af børn slå katten af tønden, men ikke selv deltaget. Da vi kom hjem hængte vores mor en cigarkasse op og vi måtte slå på den med hendes gymnastikkølle. Det var hyggeligt, men lidt en flad fornemmelse at vi var alene.
Altid lavede vores mor fastelavnsris med lidt slik og strimler af silkepapir. Da vi blev ældre klippede vi selv silkepapir i mange farver og mine børn forsynede hun også altid trofast med hjemmelavede fastelavnsris.
Stuen kom vi ikke i hverken i lejligheden eller senere i Herlev. Møblerne vores forældre havde købt var af nøddetræ og spisestuestolene var betrukket med blåt uld. I Herlev var der parketgulv, der dengang skulle bones og vi var der kun lidt og under opsyn. Vores morforældre boede i Holbæk og vi så dem ikke meget, derfor kom naboerne Eskærs til at spille en stor rolle som reservebedsteforældre.
Jeg ved, at vi engang stak af fra en middagssøvn i Herlev. Jeg har hørt at vores nabo fru Eskær fandt os løbende ned ad Agerledet.
Vi ville sikkert prøve at finde vores mor, der var cyklet i byen. Dengang skulle der købes ind hver dag. Maden holdt sig ikke længe. En anden gang har Torben forsøgt at kravle ud af barnevognen og hang angiveligt i selen. Hr Eskær kom tilkaldt af lyden af vræl og jeg skulle have sagt :
Barnet græder!
Vi havde nok ikke boet længe i det nybyggede hus, da der blev en perle væk. Min mor troede, at jeg havde puttet den op i næsen. Hun havde det med at blive meget forskrækket.
Afsted til en skadestue (må have været Gentofte Hospital) og jeg husker den store operationslampe med det riflede grønlige glas, der lyste kraftigt i mine øjne. De fandt ikke nogen perle, for den lå et sted på gulvtæppet. Hele vores liv har været præget af at vores stakkels mor blev bange for at der skulle ske os noget eller at vi blev syge. Den adskillelse hun havde oplevet fra kort efter fødslen og til vi var to måneder satte sit præg på hende.
Barn&Mor 