Min mors ungdomserindringer fra krigen i København

Løve Apoteket i Holbæk 1940-44. Min mor yderst til højre

Flytning til København som 21 årig

Det var dog en helt umulig tid at ankomme til hovedstaden på, for der var voldsomt røre i København, der havde været nogle sabotager – Forum var f.eks. sprængt i luften og nu gjorde Schalburgkorpset gengæld ved at sprænge koncertsalen i Tivoli i luften – så der var en underlig stemning, og det var meget dramatisk for mig at se de sodsværtede rester af bygninger i Tivoli, da jeg nåede hovedbanegården. Jeg ankom et par dage før og skulle være hos Eva og Hans fredag og lørdag på Bispebjerg. Men den morgen, da jeg begyndte cykleturen fra Bispebjerg til Sydhavnen, brød generalstrejken ud, og jeg nåede kun til Skt. Hans Torv, da jeg overværede en episode med skud fra nogle tyske soldater, som forfulgte en mand, der løb ned i en kælder. Mere så jeg ikke, da det blev for farligt at køre videre i den retning; jeg skulle have været forbi Søerne og tværs gennem København.

Det var en meget lidt kæk ung pige, der vendte tilbage til Eva og hendes svigerforældre på Bispebjerg. De havde i mellemtiden fået at vide, at der var generalstrejke, og tyskerne havde beordret undtagelsestilstand, man måtte slet ikke gå ud, i hvert fald måtte der ikke samles 10 mennesker på gaden, så kunne man blive arresteret.

Efter et familieråd blev det besluttet, at vi alle skulle drage ud til Ingeborgs og Carlos hus på Dyssegårdsvej, da Ingeborgs familie selv var flyttet til deres sommerhus ved Selsø. Eva og jeg med Niels-Henrik i barnevogn, han var født i maj samme år, og nu var det d. l. juli, så der skulle jo meget babyudstyr med – og vi nåede derud mens Hans tog sin mor på sin cykel og Bedstefaderen kom også på cykel. Det var en meget varm dag, og jeg skulle tage mig af Niels-Henrik, mens Eva cyklede tilbage efter flere ting, så der kom hurtigt en tid, hvor Niels-Henrik blev sulten og trængte til sin mor. Jeg havde aldrig passet små børn før, så da jeg vidste, at der var nogle venlige naboer, gik jeg ind til dem og fik lov til at varme noget mælk hos dem. At denne mælk skulle have været fortyndet, vidste jeg ikke, men Niels Henrik var åbenbart godt tilfreds, og jeg havde da sat en seddel op på hoveddøren, hvor jeg skrev, at jeg var inde hos naboen med drengen, men det havde Eva desværre ikke set, så hun tog sin cykel og kørte rædselsslagen tilbage til Bispebjerg, hvor tyskerne i mellemtid en havde spærret vejen, så hun ikke kunne komme op til hjemmet (På Bjerget 2) og hun skreg “Mein Sohn, Mein Sohn”; så fik hun lov at komme igennem afspærringen, men der var jo ingen Sohn der. Jeg ved ikke, hvad Eva havde tænkt sig, men tilbage til huset på Dyssegårdsvej kom hun da og fandt alt i sin orden.

Nu fulgte der nogle dage, hvor hver især skulle prøve at skaffe mad, for vi havde intet, og butikkerne var jo lukkede. Men det var rygtedes, at der var et bageri i nærheden, som bagte brød, og her i bagerens gård stillede jeg op i en lang kø og ventede på at få lov til at købe bare et lille franskbrød. Jeg stod der en times tid i stegende sol, men da det blev min tur, var der udsolgt, og jeg måtte vende om med uforrettet sag.

Hans havde været mere heldig, idet han var cyklet den lange vej ind til det store mejeri, “Enigheden” og her var det lykkedes ham at få noget mælk, jeg husker ikke helt hvor meget. Desuden fik han en dåse bønner i en automat. Måske har svigerforældrene haft lidt mad, i hvert fald led vi ingen nød, men da der var lukket for vandet og gassen var på allermindste blus, så var det en uheldig situation, og vi havde haft kloramin til at komme i vandet, som vi havde skyndt os at fylde i badekarret, da vi kom til huset.

Nu lyttede vi så til radioen for at høre, hvordan det gik med generalstrejken, og bagefter har vi forstået, at folk rundt omkring i København havde lavet bål i gaderne og slæbt forskelligt ud på vejen for at genere tyskerne. – Jeg havde ringet til Sydhavnsapoteket om, at jeg var forhindret i at møde op, men endelig kunne jeg cykle fra Bispebjerg til Sydhavnen, og jeg blev da pænt modtaget derude, og nu fulgte der en sommer med uro og mange rygter om sabotage og Schalburgtage.

Sydhavnsapoteket fra Juli 1944 til 5. maj 1945

Personale fra Sydhavnsapoteket under krigen
Personale fra Sydhavnsapoteket under krigen

Sydhavnsapoteket var ret nybygget dengang. så det var et moderne apotek, men det viste sig, at der var 3 personer på apoteket, som holdt med tyskerne, ja, der var endda 4, for den unge, smukke farmaceut, som havde arbejdet en tid på et apotek i Tyskland, var også en person, som havde et eller andet for med tyskerne, og da han engang var hjemme hos sin familie i Kolding, blev han skudt af frihedskæmperne, hvilket var et stort chok for os andre. Men der var også en sønderjyde, Frk. Petersen, som var kæreste med en tysk soldat, og hun besøgte ham i Berlin flere gange.

De andre to der var tyskvenlige, var en provisor Pårup og en halvdags defektrice, som tog sig lidt af regnskaberne og ellers vejede lidt af osv. Som kolleger var de egentlig søde og rare, men det var virkelig et underligt personale, og da apotekeren var fuld det meste af tiden, og han havde aldrig kunnet lide de yngste – og det var jeg jo nu 21 år, så han skældte mig ud engang, da jeg havde vovet at bytte middagspause med Frk. Petersen, men jeg havde jo gjort det for at gavne arbejdsgangen den dag.

De andre på apoteket var en farmaceut Søgaard fra Helsingør, en frk. Kjeldsen, også farmaceut, som var kommet fra Fuglebjerg, en anden halvdagsdefektrice, som boede sammen med Frk. Kjeldsen og senere en ung ex.pharm, frk. Kragelund, (som jeg senere kom til at arbejde sammen med på Løvens kemiske). Sidst men ikke mindst var der lederen af personalet provisor Gundtoft – et dejligt menneske. Der kom også en anden defektrice, Ida, fra Jylland og hun og jeg blev fine venner.

Jeg har omtalt personalet, fordi de kom til at betyde meget da vi nåede til befrielsesdagene, Men foreløbig så gik dagene med travlhed, for selvom det var svært at skaffe varer, så var der dog noget at få på dette apotek, og mange urter, som før var kommet fra Ungarn og Polen, blev nu dyrket i Danmark. Kamilleblomster blev plukket rundt omkring i byen, og folk kunne få 20 kr. for ½ kg, men så skulle de også være den rigtige slags, det blev nøje undersøgt. – Fra Beyers i Tyskland kunne man heldigvis også godt få varer, så man kunne redde patienter med lungebetændelse og andre farlige sygdomme. Penicillin var kun ganske småt begyndt at komme frem, og her var Løvens kemiske jo nogle af de første i Danmark. Men endnu brugte man sulfapræparaterne til betændelsessygdommene.

Trods apotekerens drikkeri, så havde han mange venner blandt de andre forretningsdrivende, og dette kom hans personale til gode. Han var en mærkelig mand, for pludselig så gav han os lækkerier, f.eks. de fineste jordbær, – og engang kom han og skænkede et glas af den fineste vin, som han selv havde fremstillet i kælderen sammen med apotekerkarlen, en dygtig og tiltalende mand, som også hjalp til med laboratoriearbejdet. Han kunne godt lide damer, og af og til kom der en dame ind bag det lille forhæng og her bød han på et glas vin. Det ved jeg fra min værtinde, som af og til kom derind. Hun havde en chokoladeforretning lige overfor apoteket.

Samme dame var gift med en vaffelbager, som desværre også var dranker, og derfor endte deres ægteskab med skilsmisse, og da de nye lejere af deres lejlighed ikke ville udleje det ekstra værelse, som jeg havde lejet, og som min bror William nu også boede i, ja, så måtte vi se at finde os et andet logi, og det lykkedes os at finde et i Classensgade på Østerbro, hvor vi så boede til d. 5. maj 1945, altså selve befrielsesdagen.

Studenterkurset i Vendersgade 1944-45

Men nu kom jeg lidt for langt frem i tiden. – Først havde jeg meldt mig ind på et studenterkursus, som lå i Vendersgade, lige ved Det gamle Grønttorv. Jeg skulle gå der kl. 18 – 23, så kunne jeg lige nå dertil, da apoteket lukkede kl. 17.30. Det var hver anden dag, mandag – onsdag og fredag. Jeg fik købt en masse bøger, brugte, naturligvis, og jeg glædede mig til at begynde. Der var nok at tage fat på. Det sværeste var nok latin, men ellers var der jo alle fagene på nysproglig retning. Det foregik i lederens private lejlighed på 2. sal, og vi sad vel 30 mennesker rundt om hans store bord. Brøndlund hed den lille mand, som var lektor og underviste i latin, engelsk, tysk og historie. – Der kom så en lærer til fransk og dansk, og matematik udefra. I fransk var det så heldigt, at det var samme pensum, som vi havde haft i realklassen, så der kunne jeg komme let over det det første år. Men fra nu af brugte jeg al min fritid på at læse, så kunne man lade være med at tænke så meget på krigens gru. Der var dog masser af ting, der kunne minde en om krigen, bl.a. luftalarmerne, og manglen på alting.

I København var der dog også uro denne sommer 1944. For mit vedkommende, så var min tid godt besat med arbejdet på apoteket om dagen og med studierne om aftenen. Jeg kan fortælle, at jeg havde fundet et privat spisekøkken nede i “musikbyen” på Mozarts Plads. Herfra havde jeg kunnet hente middagsmad i portioner, men nu foreslog værtinden at jeg kom ved middagstid og spiste hos hende. Det var god hjemmelavet mad, og som regel var der også en af hendes svigersønner, der spiste der sammen med mig. Når jeg nævner ham, så er det fordi han blev skudt ned, helt meningsløst på vejen derude, så vidt vi kunne forstå, var det en hævnagt begået af danske overløbere. Jeg holdt på et tidspunkt op med at komme der, da damen, der havde spisekøkkenet havde svært ved at skaffe varer til dette foretagende. Efter det, var det svært at få ordentlig mad både for William og mig. Der var noget, der hed Kvindernes afholdsfrie restaurant, og her kom vi en del, men også dette blev så mystisk, især, hvad angik kød, så vi ikke kunne regne ud, hvad det var, vi spiste

Vi var glade for det gode rugbrød (mørt maltet, Schulstads) nybagt og vi kom ikke til at mangle havregryn, så vi kunne hver morgen lave en portion havregrød. Desuden kunne en middag godt bestå af 2 fiskefrikadeller m. remoulade og noget salat, så vi sultede ikke, og var endda i stand til at aflevere en pose havregryn til en indsamling til Norge. Men det var jo altid godt at komme en tur hjem til Holbæk og få ordentlig mad hos mor. Hun sørgede også hele tiden for rent tøj og stoppede strømper. Jo, der var meget at være taknemmelig for.

Billeder fra Vendersgade 8, hvor min mors studenterkursus lå under krigen

Desværre sluttede min mors egen beretning inden hun nåede til befrielsen. Jeg har brudstykker af det fra fortællinger allerede tidligt i barndommen.

Uddrag fra brev fra morbror William efter mor Ruths død 30.10. 2008.

M.h.t. begivenhederne omkring 4. maj 1945 kan jeg fortælle at Ruth var på sit studenterkursus som sædvanlig fra 18-22, men jeg går ud fra at Frihedsbudskabet også nåede hende kort efter kl. 20.38. Hun har også oplevet den euforiske stemning inde i byen ved Nørreport, hvor kurset holdt til. Jeg og en kammerat drog fra Østerbro ind til byen og stod på et tidspunkt på taget af en sporvogn og skreg af fryd, men sent på aftenen mødtes vi med Ruth i vores logi, et stort hjørneværelse i Classensgade, hvor vi havde boet siden oktober 1944. Tilfældet ville at vi netop den 5/5 skulle flytte til en rigtig lejlighed i Holsteinsgade, ganske vist en 1-værelses, men med egen indgang og med eget toilet og bad og køkken.

Men dengang krævede myndighederne, at man skulle levere en attest for, at den lejlighed, man flyttede fra var lusefri. Da vi om efteråret havde fået en sofa fra Holbæk, der åbenbart var beboet af væggelus, måtte vi have vores værelse ”afluset”, dvs. sprøjtet med en eller anden giftig gasart, så vi ikke måtte opholde os der det første døgn. Vi trodsede forbuddet en på morgenstunden, men først festede vi sammen med vores værtspar, som vi egentlig aldrig havde været i voldsom kontakt med. Men den nat blev hele befolkningen rystet godt sammen. Jeg går ud fra at Ruth var mødt på arbejde på Sydhavnsapoteket på sædvanlig tid, hvor ellers de fleste butikker var ”lukkede pga. glæde”, som der stod malet på et skilt i en lille butik.

Hvordan vi fik flyttet vores møbler? Vi lånte en trækvogn hos en købmand og trillede de to sofaer + bord og stole til Holsteinsgade, hvor der vel kun var 300 meter. Det var som at vinde i lotteriet. Resten af sommeren stod i glædesrus efter Montgomerys sejrsindtog i København.

Billeder fra min mors album i befrielsesdagene

Jeg har brudstykker af det fra hendes fortællinger allerede tidligt i barndommen:

Jeg ser for mig at hun sad i al det vintertøj, hun ejede og læste lektier på værelset i Classensgade, da det dengang var en af de såkaldte isvintre. Hun fortalte os flere gange som børn at hun engang blev stoppet af en tysk soldat på vej til studenterkurset. Han spurgte:

Haben Sie Waffen?

Nein nur büchern!

Det var heldigt for det hændte at hun havde illegale blade til omdeling.

På selve befrielsesaftenen den 4. maj 1944 sad hun til tyskundervisning, da der kom én ind af døren, der havde hørt om frihedsbudskabet. Alle styrtede ud, mens tysklæreren, som var studenterkursusindehaveren så vantro på dem. Det havde han ikke ventet, at de ville løbe ud. Jeg mener også at hun var i fare enten den 4. om aftenen eller næste dag den femte maj. Hun var udsat for skyderier på Kgs. Nytorv og lagde sig fladt i sporvognen. Ved en anden lejlighed måtte hun gemme sig i en døråbning i Vestergade. Hun omtalte det altid som danske hippoer, dvs. landsforæddere, der ville hævne sig.

Om festen med de ukendte værtsfolk i Classensgade, så havde hun selv likør fra apoteket og de havde gemt lidt ægte kaffe til lejligheden, som de delte.

Det der aldrig er blevet skrevet ned, er at hun mødte en af Montgomerys soldater og at de blev forelskede. Hun fik endda en forlovelsesring af ciseleret guld og med diamanter. Det var en ring, hun brugte ved store fester og senere gav mig. Jeg forærede den til en norsk dame i 1990erne.

Det har været en enorm sorg for min mor, at Bill forsvandt. Hun sagde i min barndom at han døde i Burma. Først efter hendes død fortalte min morbror William, at han havde overlevet krigen og var kommet tilbage til England, hvor han stiftede familie. William havde været afsted hurtigt efter krigen for at opspore ham.

Først i tresserne, hvor vi endelig havde fået fjernsyn kom der engang et kort klip af Montgomery og hans motorcyklister omkring kronebilen, han stod i. Min mor fløj bestyrtet ud af stuen og jeg for efter hende ud i køkkenet. Der fortalte hun, at en af dem det var Bill. Jeg husker ikke, om hun inden da havde fortalt os om ham eller om det var derefter. I 1980erne fik jeg en stor flad papæske med baret og breve. Desværre smed jeg det ud og fortrød med det samme, men for sent til at redde det.

Min mor udholdt ikke, at en del af Sydhavnsapotekets personale var nedtrykte ved befrielsen pga. at en del var tyskervenlige. Hun sagde op og kom ind på et Veisenhus Apotek på Landemærket ved Runde tårn. Der blev hun ikke længe, for lønnen var elendig og apotekeren havde nærmest ingen varer. Studenterkurset måtte hun opgive pga. arbejdspres og sorg over Bill. Hun tog kursus på Købmandsskolen som sekretær og fik adskillige småjobs i efterkrigsårene. Blandt andet var hun med til at hjælpe sin svoger Hans Nielsen med sin plastikvirksomhed og senere var hun sekretær for Pastor Bredahl i Købnerkirken. Min far var baptist og hans familie kom der. Hun fik et venskab med en tysk ung dame Karla, som var flygtning. Hun kom i huset hos pastor Bredal og lærte dansk via børnene. Han har forstået at sno sig, for det var strengt forbudt at have noget med flygtningene at gøre.

Hun har også været med til at organisere nødhjælp til de sultende nordmænd via kirkens arbejde.

Min mor udklædt i sin brors soldateruniform efter krigen

Jeg ved jeg har et eksemplar af studenterkursets pensum, som jeg vil tilføje her i artiklen, når jeg finder det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s