Familiehistorie – Barn&Mor

Gensyn med min mors barndomshjem og omgivelser i Holbæk

Published on maj 30, 2021 af Maria HolmSkriv en kommentar

Besøg i Holbæk på Marthavej i anledning af min moster Evas 100 års fødelsdag i 2021

Asnæs gamle skole, hvor Emry var enelærer fra 1906-1913 ved nytåret

Vi forberedte en familieudflugt til min mors fødeegn, hvor to af husene står endnu og hendes skole Sdr. Skole står intakt. Her arbejdede hendes far som lærer i mange år og hun og hendes tre søskende gik der indtil realskolen. Tveje Merløse kirke har stået på det sted fra 1100-tallet og ligger få kilometer fra skole og hjem. Emry min morfar var kordegn der fra 1914 efter Asnæsårene og frem til omring 1950.

Børnenes første barndomshjem Ringstedvej 3, nuværende Gl. Ringstedvej er forvandlet til en stor P-plads med skilte til Covid-19 test og vaccinecenter. Jeg husker de lave rækkehuse med små forhaver lige før jernbanedænmingen og hospitalet.

Vi parkerede på en kommunal P-plads på Rosenvæget, som Marthavej nu hedder og gik forbi nr. 5, som Emry byggede i 1929.

Indgangen til Marthavej huset med den gamle trappe

Flere vinduer stod åbne og da vi havde masser af tid, tog jeg mod til mig og bankede på. En venlig dame åbnede og var straks gæstfri og inviterede os ind. Hun havde købt huset for to år siden og så værdien i det gamle hus, trods mange års misligholdelse. Hun var begyndt systematisk og havde nået rigtig meget både inde og ude. Hvidmalede træpaneler sås nu i stuen, som de må have set ud dengang, jeg også besøgte huset mellem 1951-1957. Trappen til første sal var imponerende i sine smukke dueblå og hvide vægfarve.

Trappen til første sal
Den originale smukke trappe
Køkkenet hvor Asta har lavet mad og bagt
Det tidligere kordegnekontor ud mod vejen
Udsigt fra stuen eller tidligere kordegnkontoret
Første sal, hvor der var børneværelse til den skrå væg
Et kig ud i haven fra tidligere børneværelse. Der var en fransk altan oprindeligt
Den hvidmalede trappe set oppe fra. Dengang i mørk lak og evt med tæppe
Badeværelset med højt siddebadekar originalt terrasogulv
Gammelt spejl, som ligner min mormors første sal
Hoveddøren set fra entreen

Køkkenet var også bevaret i samme stil, som min mormors. Hun har lavet oceaner af mad i det lille køkken.

Vægge var fjernet mellem spisestue og døren til Emrys kontor blændet, men huset stod intakt.

I stuen mod haven er væggen brudt ned og der er lavet en udestue, der giver meget lys ind i stuen. Jeg har siddet med legetøj i den stue, som jeg forlængst var vokset fra. Desuden husker jeg den første gang, jeg oplevede at noget kunne ende fatalt for et barn. I et ugeblad var en artikel om en dreng, der havde fået armen i en vridemaskine. Det var meget slemt, men jeg som fire-femårig kunne ikke tro, at der var sket ham noget. I den stue har jeg plaget min morfar om at spille “Dejlig er den himmelblå”, hvor han sagde stop, ikke mere.

Kælderen bringer også minder for mig, idet min morfor bryggede vin, som stod og klukkede og lugtede syrligt sødt fra et lille rum tæt på kælderdøren. Min morfars erindringer foræller meget fra huset og et minde er Emrys og Astas kamp mod tiden ved at skovle en masse koks væk fra inspektiones skarpe blik. Efter krigen var koks rationeret, men da min morfar gerne ville have mere koks var han bange for at blive opdaget. Læsset kom uden inspektion!

Der findes kun få billeder fra huset, da de boede der fra 1929-1957 og min mormor til 1958, men masser af billeder fra haven især fra “Grotten” som var et læsted beklædt med masser af hvide stauder. I en tidligere artikel findes få billeder fra huset.

Jeg har fået tilladelse til at bruge billeder fra vores besøg. Husets historie betød også en del for ejeren og hun ville gerne lave en billedecollage på første sal med nogle af vores billeder fra vores album.

Stor tak til husets ejer for at tage i mod os. Det var uforglemmeligt at træde ind i det hus, der har betydet meget for vores mormor, morfar og deres børn og børnebørn på besøg i 1950-erne.

Få kilometer væk ligger badeanstalten, hvor familiens børn lærte at svømme og tilbragte megen tid om sommeren. Storesøster Ermegaard reddede engang min mor, da hun som lille kæk sprang ud i det dybe uden at kunne svømme. Det var “Ruth med krudt”.

Mine morforældre blev bisat på “De ukendtes græsplæne” på Østre Kirkegård ikke langt fra Sdr. Skole. Jeg syntes som lille at det var for tomt, at det var et ukendt sted på en græsplæne.

Urnestedet for de ukendtes gravplads på Østre Kirkegård

Min mors ungdomserindringer fra krigen i København

Published on marts 24, 2021 af Maria HolmSkriv en kommentar

Løve Apoteket i Holbæk 1940-44. Min mor yderst til højre

Flytning til København som 21 årig
Det var dog en helt umulig tid at ankomme til hovedstaden på, for der var voldsomt røre i København, der havde været nogle sabotager – Forum var f.eks. sprængt i luften og nu gjorde Schalburgkorpset gengæld ved at sprænge koncertsalen i Tivoli i luften – så der var en underlig stemning, og det var meget dramatisk for mig at se de sodsværtede rester af bygninger i Tivoli, da jeg nåede hovedbanegården. Jeg ankom et par dage før og skulle være hos Eva og Hans fredag og lørdag på Bispebjerg. Men den morgen, da jeg begyndte cykleturen fra Bispebjerg til Sydhavnen, brød generalstrejken ud, og jeg nåede kun til Skt. Hans Torv, da jeg overværede en episode med skud fra nogle tyske soldater, som forfulgte en mand, der løb ned i en kælder. Mere så jeg ikke, da det blev for farligt at køre videre i den retning; jeg skulle have været forbi Søerne og tværs gennem København.
Det var en meget lidt kæk ung pige, der vendte tilbage til Eva og hendes svigerforældre på Bispebjerg. De havde i mellemtiden fået at vide, at der var generalstrejke, og tyskerne havde beordret undtagelsestilstand, man måtte slet ikke gå ud, i hvert fald måtte der ikke samles 10 mennesker på gaden, så kunne man blive arresteret.
Efter et familieråd blev det besluttet, at vi alle skulle drage ud til Ingeborgs og Carlos hus på Dyssegårdsvej, da Ingeborgs familie selv var flyttet til deres sommerhus ved Selsø. Eva og jeg med Niels-Henrik i barnevogn, han var født i maj samme år, og nu var det d. l. juli, så der skulle jo meget babyudstyr med – og vi nåede derud mens Hans tog sin mor på sin cykel og Bedstefaderen kom også på cykel. Det var en meget varm dag, og jeg skulle tage mig af Niels-Henrik, mens Eva cyklede tilbage efter flere ting, så der kom hurtigt en tid, hvor Niels-Henrik blev sulten og trængte til sin mor. Jeg havde aldrig passet små børn før, så da jeg vidste, at der var nogle venlige naboer, gik jeg ind til dem og fik lov til at varme noget mælk hos dem. At denne mælk skulle have været fortyndet, vidste jeg ikke, men Niels Henrik var åbenbart godt tilfreds, og jeg havde da sat en seddel op på hoveddøren, hvor jeg skrev, at jeg var inde hos naboen med drengen, men det havde Eva desværre ikke set, så hun tog sin cykel og kørte rædselsslagen tilbage til Bispebjerg, hvor tyskerne i mellemtid en havde spærret vejen, så hun ikke kunne komme op til hjemmet (På Bjerget 2) og hun skreg “Mein Sohn, Mein Sohn”; så fik hun lov at komme igennem afspærringen, men der var jo ingen Sohn der. Jeg ved ikke, hvad Eva havde tænkt sig, men tilbage til huset på Dyssegårdsvej kom hun da og fandt alt i sin orden.
Nu fulgte der nogle dage, hvor hver især skulle prøve at skaffe mad, for vi havde intet, og butikkerne var jo lukkede. Men det var rygtedes, at der var et bageri i nærheden, som bagte brød, og her i bagerens gård stillede jeg op i en lang kø og ventede på at få lov til at købe bare et lille franskbrød. Jeg stod der en times tid i stegende sol, men da det blev min tur, var der udsolgt, og jeg måtte vende om med uforrettet sag.
Hans havde været mere heldig, idet han var cyklet den lange vej ind til det store mejeri, “Enigheden” og her var det lykkedes ham at få noget mælk, jeg husker ikke helt hvor meget. Desuden fik han en dåse bønner i en automat. Måske har svigerforældrene haft lidt mad, i hvert fald led vi ingen nød, men da der var lukket for vandet og gassen var på allermindste blus, så var det en uheldig situation, og vi havde haft kloramin til at komme i vandet, som vi havde skyndt os at fylde i badekarret, da vi kom til huset.
Nu lyttede vi så til radioen for at høre, hvordan det gik med generalstrejken, og bagefter har vi forstået, at folk rundt omkring i København havde lavet bål i gaderne og slæbt forskelligt ud på vejen for at genere tyskerne. – Jeg havde ringet til Sydhavnsapoteket om, at jeg var forhindret i at møde op, men endelig kunne jeg cykle fra Bispebjerg til Sydhavnen, og jeg blev da pænt modtaget derude, og nu fulgte der en sommer med uro og mange rygter om sabotage og Schalburgtage.

Sydhavnsapoteket fra Juli 1944 til 5. maj 1945

Personale fra Sydhavnsapoteket under krigen

Sydhavnsapoteket var ret nybygget dengang. så det var et moderne apotek, men det viste sig, at der var 3 personer på apoteket, som holdt med tyskerne, ja, der var endda 4, for den unge, smukke farmaceut, som havde arbejdet en tid på et apotek i Tyskland, var også en person, som havde et eller andet for med tyskerne, og da han engang var hjemme hos sin familie i Kolding, blev han skudt af frihedskæmperne, hvilket var et stort chok for os andre. Men der var også en sønderjyde, Frk. Petersen, som var kæreste med en tysk soldat, og hun besøgte ham i Berlin flere gange.
De andre to der var tyskvenlige, var en provisor Pårup og en halvdags defektrice, som tog sig lidt af regnskaberne og ellers vejede lidt af osv. Som kolleger var de egentlig søde og rare, men det var virkelig et underligt personale, og da apotekeren var fuld det meste af tiden, og han havde aldrig kunnet lide de yngste – og det var jeg jo nu 21 år, så han skældte mig ud engang, da jeg havde vovet at bytte middagspause med Frk. Petersen, men jeg havde jo gjort det for at gavne arbejdsgangen den dag.
De andre på apoteket var en farmaceut Søgaard fra Helsingør, en frk. Kjeldsen, også farmaceut, som var kommet fra Fuglebjerg, en anden halvdagsdefektrice, som boede sammen med Frk. Kjeldsen og senere en ung ex.pharm, frk. Kragelund, (som jeg senere kom til at arbejde sammen med på Løvens kemiske). Sidst men ikke mindst var der lederen af personalet provisor Gundtoft – et dejligt menneske. Der kom også en anden defektrice, Ida, fra Jylland og hun og jeg blev fine venner.
Jeg har omtalt personalet, fordi de kom til at betyde meget da vi nåede til befrielsesdagene, Men foreløbig så gik dagene med travlhed, for selvom det var svært at skaffe varer, så var der dog noget at få på dette apotek, og mange urter, som før var kommet fra Ungarn og Polen, blev nu dyrket i Danmark. Kamilleblomster blev plukket rundt omkring i byen, og folk kunne få 20 kr. for ½ kg, men så skulle de også være den rigtige slags, det blev nøje undersøgt. – Fra Beyers i Tyskland kunne man heldigvis også godt få varer, så man kunne redde patienter med lungebetændelse og andre farlige sygdomme. Penicillin var kun ganske småt begyndt at komme frem, og her var Løvens kemiske jo nogle af de første i Danmark. Men endnu brugte man sulfapræparaterne til betændelsessygdommene.
Trods apotekerens drikkeri, så havde han mange venner blandt de andre forretningsdrivende, og dette kom hans personale til gode. Han var en mærkelig mand, for pludselig så gav han os lækkerier, f.eks. de fineste jordbær, – og engang kom han og skænkede et glas af den fineste vin, som han selv havde fremstillet i kælderen sammen med apotekerkarlen, en dygtig og tiltalende mand, som også hjalp til med laboratoriearbejdet. Han kunne godt lide damer, og af og til kom der en dame ind bag det lille forhæng og her bød han på et glas vin. Det ved jeg fra min værtinde, som af og til kom derind. Hun havde en chokoladeforretning lige overfor apoteket.
Samme dame var gift med en vaffelbager, som desværre også var dranker, og derfor endte deres ægteskab med skilsmisse, og da de nye lejere af deres lejlighed ikke ville udleje det ekstra værelse, som jeg havde lejet, og som min bror William nu også boede i, ja, så måtte vi se at finde os et andet logi, og det lykkedes os at finde et i Classensgade på Østerbro, hvor vi så boede til d. 5. maj 1945, altså selve befrielsesdagen.

Studenterkurset i Vendersgade 1944-45

Men nu kom jeg lidt for langt frem i tiden. – Først havde jeg meldt mig ind på et studenterkursus, som lå i Vendersgade, lige ved Det gamle Grønttorv. Jeg skulle gå der kl. 18 – 23, så kunne jeg lige nå dertil, da apoteket lukkede kl. 17.30. Det var hver anden dag, mandag – onsdag og fredag. Jeg fik købt en masse bøger, brugte, naturligvis, og jeg glædede mig til at begynde. Der var nok at tage fat på. Det sværeste var nok latin, men ellers var der jo alle fagene på nysproglig retning. Det foregik i lederens private lejlighed på 2. sal, og vi sad vel 30 mennesker rundt om hans store bord. Brøndlund hed den lille mand, som var lektor og underviste i latin, engelsk, tysk og historie. – Der kom så en lærer til fransk og dansk, og matematik udefra. I fransk var det så heldigt, at det var samme pensum, som vi havde haft i realklassen, så der kunne jeg komme let over det det første år. Men fra nu af brugte jeg al min fritid på at læse, så kunne man lade være med at tænke så meget på krigens gru. Der var dog masser af ting, der kunne minde en om krigen, bl.a. luftalarmerne, og manglen på alting.
I København var der dog også uro denne sommer 1944. For mit vedkommende, så var min tid godt besat med arbejdet på apoteket om dagen og med studierne om aftenen. Jeg kan fortælle, at jeg havde fundet et privat spisekøkken nede i “musikbyen” på Mozarts Plads. Herfra havde jeg kunnet hente middagsmad i portioner, men nu foreslog værtinden at jeg kom ved middagstid og spiste hos hende. Det var god hjemmelavet mad, og som regel var der også en af hendes svigersønner, der spiste der sammen med mig. Når jeg nævner ham, så er det fordi han blev skudt ned, helt meningsløst på vejen derude, så vidt vi kunne forstå, var det en hævnagt begået af danske overløbere. Jeg holdt på et tidspunkt op med at komme der, da damen, der havde spisekøkkenet havde svært ved at skaffe varer til dette foretagende. Efter det, var det svært at få ordentlig mad både for William og mig. Der var noget, der hed Kvindernes afholdsfrie restaurant, og her kom vi en del, men også dette blev så mystisk, især, hvad angik kød, så vi ikke kunne regne ud, hvad det var, vi spiste
Vi var glade for det gode rugbrød (mørt maltet, Schulstads) nybagt og vi kom ikke til at mangle havregryn, så vi kunne hver morgen lave en portion havregrød. Desuden kunne en middag godt bestå af 2 fiskefrikadeller m. remoulade og noget salat, så vi sultede ikke, og var endda i stand til at aflevere en pose havregryn til en indsamling til Norge. Men det var jo altid godt at komme en tur hjem til Holbæk og få ordentlig mad hos mor. Hun sørgede også hele tiden for rent tøj og stoppede strømper. Jo, der var meget at være taknemmelig for.

Billeder fra Vendersgade 8, hvor min mors studenterkursus lå under krigen

Desværre sluttede min mors egen beretning inden hun nåede til befrielsen. Jeg har brudstykker af det fra fortællinger allerede tidligt i barndommen.

Uddrag fra brev fra morbror William efter mor Ruths død 30.10. 2008.

M.h.t. begivenhederne omkring 4. maj 1945 kan jeg fortælle at Ruth var på sit studenterkursus som sædvanlig fra 18-22, men jeg går ud fra at Frihedsbudskabet også nåede hende kort efter kl. 20.38. Hun har også oplevet den euforiske stemning inde i byen ved Nørreport, hvor kurset holdt til. Jeg og en kammerat drog fra Østerbro ind til byen og stod på et tidspunkt på taget af en sporvogn og skreg af fryd, men sent på aftenen mødtes vi med Ruth i vores logi, et stort hjørneværelse i Classensgade, hvor vi havde boet siden oktober 1944. Tilfældet ville at vi netop den 5/5 skulle flytte til en rigtig lejlighed i Holsteinsgade, ganske vist en 1-værelses, men med egen indgang og med eget toilet og bad og køkken.
Men dengang krævede myndighederne, at man skulle levere en attest for, at den lejlighed, man flyttede fra var lusefri. Da vi om efteråret havde fået en sofa fra Holbæk, der åbenbart var beboet af væggelus, måtte vi have vores værelse ”afluset”, dvs. sprøjtet med en eller anden giftig gasart, så vi ikke måtte opholde os der det første døgn. Vi trodsede forbuddet en på morgenstunden, men først festede vi sammen med vores værtspar, som vi egentlig aldrig havde været i voldsom kontakt med. Men den nat blev hele befolkningen rystet godt sammen. Jeg går ud fra at Ruth var mødt på arbejde på Sydhavnsapoteket på sædvanlig tid, hvor ellers de fleste butikker var ”lukkede pga. glæde”, som der stod malet på et skilt i en lille butik.
Hvordan vi fik flyttet vores møbler? Vi lånte en trækvogn hos en købmand og trillede de to sofaer + bord og stole til Holsteinsgade, hvor der vel kun var 300 meter. Det var som at vinde i lotteriet. Resten af sommeren stod i glædesrus efter Montgomerys sejrsindtog i København.

Billeder fra min mors album i befrielsesdagene

Bill? min mor ved Gefionspringvandet i befrielsesdagene

Jeg har brudstykker af det fra hendes fortællinger allerede tidligt i barndommen:

Jeg ser for mig at hun sad i al det vintertøj, hun ejede og læste lektier på værelset i Classensgade, da det dengang var en af de såkaldte isvintre. Hun fortalte os flere gange som børn at hun engang blev stoppet af en tysk soldat på vej til studenterkurset. Han spurgte:

Haben Sie Waffen?
Nein nur büchern!

Det var heldigt for det hændte at hun havde illegale blade til omdeling.

På selve befrielsesaftenen den 4. maj 1944 sad hun til tyskundervisning, da der kom én ind af døren, der havde hørt om frihedsbudskabet. Alle styrtede ud, mens tysklæreren, som var studenterkursusindehaveren så vantro på dem. Det havde han ikke ventet, at de ville løbe ud. Jeg mener også at hun var i fare enten den 4. om aftenen eller næste dag den femte maj. Hun var udsat for skyderier på Kgs. Nytorv og lagde sig fladt i sporvognen. Ved en anden lejlighed måtte hun gemme sig i en døråbning i Vestergade. Hun omtalte det altid som danske hippoer, dvs. landsforæddere, der ville hævne sig.

Om festen med de ukendte værtsfolk i Classensgade, så havde hun selv likør fra apoteket og de havde gemt lidt ægte kaffe til lejligheden, som de delte.

Det der aldrig er blevet skrevet ned, er at hun mødte en af Montgomerys soldater og at de blev forelskede. Hun fik endda en forlovelsesring af ciseleret guld og med diamanter. Det var en ring, hun brugte ved store fester og senere gav mig. Jeg forærede den til en norsk dame i 1990erne.

Det har været en enorm sorg for min mor, at Bill forsvandt. Hun sagde i min barndom at han døde i Burma. Først efter hendes død fortalte min morbror William, at han havde overlevet krigen og var kommet tilbage til England, hvor han stiftede familie. William havde været afsted hurtigt efter krigen for at opspore ham.

Først i tresserne, hvor vi endelig havde fået fjernsyn kom der engang et kort klip af Montgomery og hans motorcyklister omkring kronebilen, han stod i. Min mor fløj bestyrtet ud af stuen og jeg for efter hende ud i køkkenet. Der fortalte hun, at en af dem det var Bill. Jeg husker ikke, om hun inden da havde fortalt os om ham eller om det var derefter. I 1980erne fik jeg en stor flad papæske med baret og breve. Desværre smed jeg det ud og fortrød med det samme, men for sent til at redde det.

Min mor udholdt ikke, at en del af Sydhavnsapotekets personale var nedtrykte ved befrielsen pga. at en del var tyskervenlige. Hun sagde op og kom ind på et Veisenhus Apotek på Landemærket ved Runde tårn. Der blev hun ikke længe, for lønnen var elendig og apotekeren havde nærmest ingen varer. Studenterkurset måtte hun opgive pga. arbejdspres og sorg over Bill. Hun tog kursus på Købmandsskolen som sekretær og fik adskillige småjobs i efterkrigsårene. Blandt andet var hun med til at hjælpe sin svoger Hans Nielsen med sin plastikvirksomhed og senere var hun sekretær for Pastor Bredahl i Købnerkirken. Min far var baptist og hans familie kom der. Hun fik et venskab med en tysk ung dame Karla, som var flygtning. Hun kom i huset hos pastor Bredal og lærte dansk via børnene. Han har forstået at sno sig, for det var strengt forbudt at have noget med flygtningene at gøre.

Hun har også været med til at organisere nødhjælp til de sultende nordmænd via kirkens arbejde.

Min mor udklædt i sin brors soldateruniform efter krigen

Continue reading “Min mors ungdomserindringer fra krigen i København” →

Min mors barndoms jul i Holbæk

Published on december 29, 2019 af Maria HolmSkriv en kommentar

Min mor Ruth blev født i Holbæk i 1923 og har efterladt både dagbogsnotater fra 1930’erne og erindringer fra forskellige perioder i hendes barndom og ungdom. Der er ingen billeder fra deres julefejringer, da man dengang kun tog billeder udendørs.

MIN BARNDOMS JUL nedskrevet 5. januar 2008 Ruth Holm.

En sommerdag på Ringstedvej 3, det første barndomshjem. Storesøster Ermegaard, Mormor Laura og Asta med William, Ruth og Eva foran til højre.

Når jeg tænker tilbage på min barndoms jul, så er det altid med stor glæde og taknemmelighed – først og fremmest mod min far og mor, som gjorde alt, for at vi børn kunne få en god jul med alt, hvad der hører til af hygge, skønt far havde nok at gøre med at passe sin tjeneste som degn og kirkesanger i Tv. Merløse Kirke, der ligger ca. 3 1/2 km ude ad Ringstedvej, og her var der som regel gudstjeneste alle 3 juledage. Det kunne være hårdt for ham at cykle denne tur i al slags vejr. Men det tænkte vi nok ikke så meget på den gang. Vi var som regel med derude enten juleaften eller l. juledag.

Tveje Merløse kirke, hvor min morfar var kordegn

Ringstedvej 17, 2. barndomshjem fra 1927-1930. Søstrene Eva og Ruth yderst til højre

Med hensyn til mor, så var det jo hende, der arrangerede det hele med alle indkøbene foruden alt det almindelige huslige. Det hele begyndte jo i begyndelsen af December måned. Her skulle vi piger i gang med at sy eller brodere en lille ting til mor noget som vi kunne overkomme – og det blev ofte til små ting til at lægge på kommoden eller en bakkeserviet. Det kunne også være en tevarmer, og til far må ske en holder til hans aviser.

Så var der de små gaver til hinanden, så der gik vi i byen hver for sig og fandt på noget. Pengene kom fra de små sparebøsser med Irmapigen på, hvor vi havde lagt ugepenge eller lidt løn fra havearbejde. Mest vist fra gaver til fødselsdage. Jeg tror, at William havde et termometer til 10- ører.

Men vi glædede os jo også altid til at få besøg af Mormor, som kom fra København med sin taske helt fuld af spændende ting.

Nede i Holbæk var der pyntet meget smukt op med granguirlander hen over Smedelundsgade som en port, og den var pyntet med klokker og hjerter, som var oplyste. De var i hvert fald meget smukke, og nede i den anden ende af Algade var der en lignende port. Ligesom i dag var forretningerne pyntet flot, og vi var nok mest interesserede i legetøjsbutikkerne og boghandelen – senere også Schous Sæbehus. Man kunne stå og blive helt iskold, når man stod og stirrede ind på alle herlighederne, og der kunne godt være lidt mekanisk som en lille abe, der nikkede med hovedet. eller et tog, der kørte med nisser på.

Juleudsmykning i Alhgade i Holbæk fra nettet — Juleudsmykning fra gamle dage i Alhgade i Holbæk fra nettet

På torvet spillede Frelsens Hær og sang så kønt, mens folk puttede mønter i deres jerngryde.

Mor havde købt ekstra meget ind hos Brugsen, så der ikke skulle mangle appelsiner, nødder, svesker eller ris. Fra vores Slagter, Hansen, kom der lidt før jul en svend med et trug, og her var der 1 flæskesteg, 1 and eller gås, og et grisehoved, så mor kunne tilberede en sylte. Sidstnævnte kom jo nok nogle dage før det andet.

I ugerne op til jul begyndte vi at efterse vores julepynt, og da der altid var noget. der skulle repareres, gik vi i gang med dette om aftenen. Her sad hele familien rundt om spisebordet, hvor der også blev fremstillet nye ting som Jakobstiger, hjerter, kræmmerhuse, fint pyntede tændstikæsker foret med silkepapir og med lange strimler hængende nedad. De fineste ting klarede Ermegaard og den unge pige, Jenny, mens far tog sig af flagguirlanderne og lysholdernerne. Dengang brugte man ikke elektriske lys til juletræerne. Da vi ikke havde noget fotografiapparat, fik vi aldrig fotograferet vores juletræ, men jeg fandt det i hvert fald meget smukt, når det stod pyntet. Det blev som regel købt i bagermester Pedersens granplantage, stedet, hvor vi om sommeren ofte cyklede ud og legede.

På skolen skete der også spændende ting i ugerne op mod jul, og jeg husker engang, da jeg sammen med en anden elev blev bedt om at møde op hos vor klasselærer, og vi skulle nu fordele godter: bolsjer, lidt konfekt, dadler, figner, l æble og l appelsin i nogle juleposer, som købmanden havde givet os med. Disse poser var smykket med et nissemotiv – en nissemand, hans grødfad og en sulten kat, samt grantræer. Disse poser blev sat åbne op på bordet, og så puttede vi de gode sager op i poserne og bandt en sløjfe omkring.

Min ældste moster Ermegaards juletræ fra Esbjerg under krigen

Disse poser blev så delt ud næste dag til os alle i klassen. Bordene var sat rundt om katederet, foran hvilket et lille juletræ var stillet. På tavlen var der tegnet 24 lys, som dag efter dag var blevet streget over, og nu var vi nået til nr. 23.

Min mors 3. klasse og lærer Frk Dybvad på Søndre Skole. Min mor Ruth er nr. 4 fra venstre på foreste række

Lærerinden læste en god historie for os, og vi sang forskellige julesalmer. Bagefter var der fælles juleafslutning i skolens gymnastiksal, hvor overlæreren holdt en tale, og man sang et par salmer.

Da vi senere kom til at gå på Centralskolen, var der også julehygge med gode historier, der blev læst op, men der var ikke den samme julestemning som i vore år på Søndre Skole. Til gengæld var vi med i skolekoret, hvor William var med i skoleorkesteret. Han spillede basun og klarinet

Hjemme begyndte bagningen af småkager i god tid, og der blev bagt mange af dem: vaniljekranse, pleskner, brune kager, klejner, jødekager m.m. og vi var med til at bage nogle af dem, men det helt store sus var fremstillingen af konfekt, mest marcipan- Jeg kan endnu se for mig køkkenet, efter at vi havde arbejdet med at fremstille: kartofler, gulerødder, kirsebær, jordbær p.m.a. så var der farver alle vegne, da jo tingene gerne skulle ligne de rigtige frugter og grøntsager. Der blev sat stilk m. top på gulerødderne, kartoflerne fik noget cacao, og jordbær ligeledes stilk og de blev dyppet i sukker. Det hele blev så pakket ned i kagekasser og gemt til juledagene.

Mormor kom som sagt lige før jul, og da hun var meget god til at lave mad, var det gerne hende der passede ovnen med stegene. Jeg husker, at hun altid bad om at få gumpen, når der blev serveret steg, Det kunne jeg ikke forstå. Alt, hvad en juleaften har at byde på, var der som: rødkål. sovs. brune- og hvide kartofler samt halve kogte æbler med ribsgele i. Risengrød fik vi til måltidet kl. 12. Her var der en mandel i og vi fik mandelgave. Men i desserten juleaften, der gerne var risalamande m. syltede kirsebær. Her er jeg ikke helt sikker på, om der igen var en mandel? Det må jeg spørge mine søskende om.

Efter opvasken, som skulle overstås, og hvor vi alle hjalp til, kom det store øjeblik. hvor far havde tændt juletræets lys, og hvor vi tog hinanden i hånden og sang alle de kendte julesalmer, mens far – og senere William spillede til på klaveret.

Jeg husker mange af de julegaver, jeg fik, og hver gang blev jeg lige imponeret og meget overvældet.”Julemorgen var mit himmerrig”, som der står i sangen, og det var det da også for os. Da legede vi med legetøjet eller læste bøgerne, og dagene gik så hurtigt. – 2. juledag kom vennerne, Kirsten, Grethe og Elly, og vi spillede en masse spil, hvor gevinsten så kunne være et stykke af den hjemmelavede julekonfekt. Andre gange kom vi hen til de andre, og man hyggede sig gevaldigt. Der var vist ikke så ofte sne til jul, men vi har da oplevet det.

Tilføjelse til barndommens jul.

JULEBALLET:

Imellem jul og nytår var vi til julebal i ”Frisindet Vælgerforening”. Det foregik altid på hotel “Isefjord” – samme sted, som vi gik til dans hos frk. Prip. Det lå nede ved havnen i begyndelsen af Villakvarteret. Da der var lang vej gennem hele byen, må vi nok have kørt med taxa hertil, da vi alle var i festtøj, men det kan også være, at vi nøjedes med at blive kørt hjem.

Min mor til venstre og søster Eva til højre i deres dansekjoler.

Vi havde glædet os meget til denne aften og talt dagene dertil. Far havde en del med denne forening at gøre, han skrev sange og hvad de ellers havde brug for til deres fester. Jeg husker det år, hvor far havde skrevet en nissekomedie til denne julefest, og der havde været nogle prøver derhjemme, hvor familien Smidt, mand, kone, søn og datter, havde øvet sig på sangene, og far havde gennemgået handlingen med dem. Disse fire havde så været nissefar, nissemor og deres børn. Jeg har endnu komedien liggende blandt fars efterladte skrifter.

Men først var der det store juletræ, som var helt til loftet, meget smukt pyntet, og her gik hr. Smith også rundt som nissefar og sang for til alle de kendte julesalmer og sange, hvorefter alle børnene fik en godtepose. Efter at træet var ryddet væk, blev nissekomedien opført på scenen, og jeg husker, at den gjorde stor lykke og far blev kaldt frem.

Der har nok været en pause, hvor folk kunne få kaffe og noget at drikke, og det er en af de gange, hvor vi børn fik en sodavand og 1 kage. Men nu begyndte ballet. Det var et dygtigt og veloplagt orkester, og vi morede os herligt. Der blev både danset de gammeldags danse som Rheinlænderpolka, men også wienervals, tango, slovfox og quickstep. Jazzen var nået til Korsbæk (Holbæk), men det var længe før, man havde hørt om rock.

En familiejulekomsammen i 1954

Published on december 21, 2019januar 16, 2020 af Maria HolmSkriv en kommentar

Her kommer en samling af billeder stykket sammen fra forskellige familiealbum fra en sammenkomst med mine morforældre og min mors søskende og deres børn. Det var en adventssøndag i december 1954 i Lyngby hos min farbror William.

Lige siden jeg var helt lille har jeg kigget i fotoalbum og det har forstærket hukommelsen omkring oplevelser, som ellers ville have forsvundet. Vi har kun haft billedet med børnene i køkkenet og det med vores morforældre og os i sofaen.

Vi spiller Ludo i køkkenet. Jeg deler stol med Jens for at være med på billedet

Alle ni fætre og kusiner fra 1944- 1954 er tilstede omkring et køkkenbord med rødternet dug. Vi spiller ludo. De ældste fætre keder sig sikkert og vi, de næstyngste er måske nervøse for at ikke kunne finde ud af reglerne. Min bror Torben kigger vagtsomt på fotografen, som har haft en meget stærk lampe med for at kunne tage de billeder i vintermørket.

Næste scene er i stuen, hvor vores morfar og mormor sidder med os børn i sofaen på skift fra hver familie.

Mine fætre Niels, Jens og Carl-Erik med deres morfar og mormor

Mine fætre Ole og Søren med deres morforældre

Min kusine og fætter hos deres farfar Emry og farmor Asta

Værtsparret min morbror og tante og deres glade børnVærtsparret min morbror og tante og deres børn

Min mors søskende sidder også sammen i sofaen.

Jeg tror det har været en professionel fotograf, der har været inviteret til lejligheden. Det skete lejlighedsvist, at vi havde én til at forevige særlige begivenheder. Det var så godt for to og et halvt år efter var vores morfar død. Afstanden til Holbæk, hvor de boede var for stor til at de ofte kom på besøg hos deres børn i Lyngby, Vangede og Herlev. Det var sidste gang vi alle var samlede.

Vi sad omkring vores køkkenbord den septemberdag i 1957, hvor vores mor med alvor i stemmen fortalte, at morfar var død.

Tvillingerne kom ud første gang i påsken

Published on marts 30, 2018 af Maria Holm5 kommentarer

Denne artikel dedikerer jeg til min gode veninde Dorthe Lohmann. Det er hendes idé, at jeg skulle få denne barnevogn og at tvillingerne skulle prøve at ligge i den. Sidst i februar passede jeg barnebarn i Virum og en morgen kom der besked fra Dorthe, om at en gammel dansk dukkevogn var til salg. Den trængte meget til et godt hjem, men da jeg allerede havde for mange var det udelukket.

Sælgeren var at møde i min barndomsby Herlev, så det endte med at jeg kørte omkring ham med sovende barnebarn i barnestolen og købte vognen. Det var en bidende kold februardag. Jeg måtte ud til Dorthe og vise vognen frem og hun troede på, at den kunne blive sat i stand.

This slideshow requires JavaScript.

Den var faldet sammen i ophænget, kalechen var stiv som et brædt og læderstopperne var revnede af tørhed. Mærket er ubestemmeligt, da der intet firmanavn er på. Det er dog tydeligt en krigsmodel, da den er lavet af træ. Indvendigt er den beklædt med voksdug og den har vendestyr, som Dorthe var meget fascineret af som barn. Hvordan sælgeren havde fået lavet et billede af den fremstår i det uvisse. Billedet er fjernet, så jeg kan ikke bevise at den var i værre stand, end han beskrev den. “Et rigtigt håndværkertilbud”. De vogne er så sjældne at finde, fordi de nok gik i arv og tilsidst blev brugt af avisdrenge eller lavet om til sæbekassebil.

Den er nu renoveret så meget, som det lader sig gøre. Det eneste vi mangler er to vellignende metalringe, som kan holde vendestyret på plads. Den har indtaget vores hjerter med al den patina fra en tid, hvor der var mangel på alt.

Læderstropperne er nye og skaffet fra et læderværksted i Herning. Jeg ville gerne have haft dem to milimeter bredere, men det er svært at klage over så lidt.

De originale læderophæng under vognen er smurt mange gange i læderfedt og er derfor meget mørkere, end stropperne. Tværstangen igennem vognen manglede og blev midlertidigt erstattet af en pleksiglasstang fra en persienne og nu erstattet af rigtig jernstang, som fik skåret gevind med et gevindskærersæt.

Henry savede en landmålerstok til som stopper på jernstangen, rettede skærmene og smurte hjulene. To metalknopper fra et cykelhjul er sat på stopper for styret, som var helt skilt fra vognen.

Kalechen er vasket grundligt med skummende sæbespåner og efter tørring smurt mange gange med lys madolie. Det var noget, den syntes om.

Uden Henry var den vogn aldrig blevet genoprettet.

Jeg har fundet et katalog fra Itkin 1940, hvor krigsbarnevognene beskrives med udstyr og vedligehold.

Forsiden Itkin 1940

Forklaring på dele og nyheder

Råd om vedligehold i krigstider

eksempel på elegante engelske modeller årgang 1940

Her under billeder med barnevogne fra krigen og halvtredserne

Jytte Bassets billeder fra Ørstedparken i begyndelsen af 50erne

Billede fra Nørrebro Kbh 1944

Min mor på Bispebjerg 1951

Jeg sidder ved styret i min mors venindes barnevogn i Bagsværd 1953

I påsken for 67 år siden kom min tvillingebror ud for første gang i min mors tvillingevogn fra 1940erne. Den var købt brugt, så den kunne også godt være fra krigen, men jeg tror den er fra sidst i 1940-erne. Jeg har aldrig kunnet se et firmamærke på min mors vogn.

I dag Langfredag, blev de to gamle Armand Marseille “Dream Babies” sat ud i vognen, som tvillinger. Bagefter måtte de tilbage i deres lille kurvevugge og pladsen i vognen blev genindtaget af den kompositiondukke, som ellers har den vogn. Min anden gode veninde Lene Byfoged har været så rar at håndsy dukkernes fine musselinskjoler.

Ved trappen

Ved pavillionen

Tvillingerne Armand Marseille

Ved pavillionen

Armand Marseille dukker i kurvevuggen

Kompositionsdukken er tilbage i vognen efter udflugten i haven

Armand Marseille dukker i kurvevuggen i det fine tøj

Min fætter og lidt om hans hund

Published on maj 15, 2017februar 4, 2019 af Maria Holm1 kommentar

Jeg har altid elsket mine fætre. De var så slagfærdige og underholdende. Jeg havde kun en bror og min moster havde fire livlige drenge. De fire drenge blev min inspiration til også at ville have fire børn.

mine-faetre-og-jeg-1 — N.H. nummer to fra venstre

Der er gået 50 år i mellem de to billeder

Den ældste har fødselsdag i dag of derfor vil jeg skrive lidt om ham. Han blev født i København 15. maj 1944 og inden han blev et år var der dramatiske ting i hans liv. Først kom generalstrejken juli 1944, hvor min mor fortæller om, hvordan det var svært at købe mælk til ham.

Min mormor med min fætter i barnevogn 1944/45 — Min mormor med N.H. i barnevogn i Holbæk

Hun var netop ankommet til København efter endt uddannelse som apoteksdefektrice og skulle begynde i sit første rigtige job i Sydhavnsapoteket midt i generalstrejken. Næste krise kom, da hans far blev arresteret af Gestapo i foråret 1945, idet de havde taget fejl af ham og hans svoger, der var politimand “under jorden”. Trådene blev reddet ud, men der gik nogen tid, hvor min fætters mor selv henvendte sig til Vestre fængsel. Da Shellhuset blev bombet, vidste min moster ikke, om han sad der! Han var netop blevet overflyttet til Vestre fængsel.

Som toårig gav han sin mor en kæmpe forskrækkelse ved at forsvinde på Bispebjerg. Historien der endte godt kan læses her i min engelske blog.

Da min fætter N.H. er ældst er han den, der har de fleste erindringer fra vores morforældres hjem i Holbæk. Han kom der i ferierne og lokkede min morfar til at give ham lov til at opholde sig på en bondegård i nærheden. Han spurgte, mens morfar sov til middag og fik så en brummen som svar. Der fik han lov til at køre hestevogn og meget andet og så sit snit til at tage med en færge til Orø med en kammerat.

Indtryk af mine morforældres hjem i Holbæk

N.H. holdt en tale til min mormors 80 års fødselsdag i 1970. Han var da 26 år. Der berettede han om erindringerne om de mange ophold i Holbæk. Der var særlige hygiejneregler, som hans mor ikke havde taget med sig til Bjerget på Bispebjerg. Man blev vastet meget grundigt, når man som barnebarn kom på besøg.

N.H. ville så gerne have en hund. Det måtte han ikke. Så fik han en ondulat, men hver gang den kom ud af sit bur fløj den rundt på værelset og klattede. Så blev det forbudt. Tilsidst gav faderen efter og han måtte spare sammen til en hund. En korthåret hanhund.

N.H. til hest i nærheden af Vejby strand 1970.

Bannik ved skrænten — *billede af Banik i sin yndlingsbeskæftigelse*

N.H. kom hjem med den dejligste hvide hund, en langhåret hunhund. Jeg husker, at han kom med den i sin scooterhjelm. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var der, eller om jeg bare har fået det fortalt. Jeg ser det for mig meget tydeligt. Min fætter er lang og tynd og hunden er en lille ulden hvalp i en hvid hjelm.

Lykkelig var jeg, da vi engang skulle passe den. N.H.s familie skulle på ferie. Det var så spændende. Den elskede vores mor mest. Den der gav den mad var dens favorit. Vi vidste ikke, at vi skulle meget tidligt op for at nå at lufte den, inden vi skulle i skole. Engang vi var på tur i Herlev blev den pludselig helt eldevild og for over gaden. Det viste sig, at vores mormor var på besøg i Herlev hos vores anden moster og hunden genkendte hende, inden vi havde set hende.

Den kunne godt finde på at blive nervøs og snappe efter os, hvis vi klappede den på en bestemt måde. Mysteriet blev løst sidste år, hvor jeg talte med N.H. om det. Deres far havde drillet den med at forskrække den, når han kom ned af kældertrappen til den. N.H. boede i et kælderværelse under villaen i Vangede, da han var teenager. De drillerier havde desværre gjort den nervøs.

sommeren 1965 på udflugt til Kullen fra Rågeleje sommerhuset i hjemmesyet kjole

Vi passede den også i dens egne omgivelser en sommer, hvor vi lånte min moster og onkels sommerhus Ved Skrænten ved Vejby strand udenfor Rågeleje. Banik elskede at kure på maven ned ad skrænten. Heldigvis har min bror taget et billede af den situation.

Situationer fra vores ferie i det lånte sommerhus

Min fætter sendte mig følgende på mail, mens jeg skrev på artiklen:

Det er rigtigt, at jeg lige havde fået hund i begyndelsen af sommerferien. Det må have været i 1960. Jeg tog den med op til Rågeleje, hvor jeg havde lavet en lille indhegning. Det var en stor fordel, da den ikke var renlig fra begyndelsen. Ellers sov jeg med den i det lille gæsteværelse, der vente ud mod vejen, hvis du kan huske det. Så den fik sin første tid i Rågeleje og elskede lige siden at komme der.

Det er også rigtigt, at den kunne være i min styrthjelm, da jeg hentede den, dels fordi hunden var lille og dels fordi hjelmen var meget stor. Hjelmen blev fremstillet af DKI til Politiet, men jeg blev tvunget til at bruge den, da jeg fik min Velo Solex. Det har set fantastisk ud! Poul Nyrups cykelhjelm var for lille og min for stor. Sådan er verden fyldt med uretfærdighed!

Min mormors lykønskingskort og tiden inden hun bliver gift

Published on februar 26, 2017februar 27, 2017 af Maria HolmSkriv en kommentar

Min mormors anetavle fra sin mors side

Nyboder på min mormors tid. Et postkort, som hun selv har fået

Min mormor Asta blev født i 1890 og boede i Nyboder på flere adresser indtil hun blev gift i februar 1920 som 29-årig. I en tidligere artikel har jeg vist de kort og telegrammer hendes far fik, men heldigvis har hun også gemt sine egne kort, som indirekte fortæller en smule af hendes historie.

En lille bog fra skoletiden svarer til hvad piger i dag har om at samle noget om deres veninder. Dengang var det dog mere moralsk opdragende, idet børnene får at vide, at huske familiens fødselsdage. Venindernes navne og adresser står side om side med lærernes navne. Asta gik på Sølvgade Skole fra 1897-1904.

Min mormors huskebog. Hun gik i skole fra 1897-1904

Hendes konfirmationshold fra Holmens kirke var meget stort 80 piger og sikkert lige så mange drenge. Det viser, hvor mange mennesker, der boede i og omkring Nyboder dengang omkring århundredeskiftet. De mange børn var delt op i skoleklasser, der gik enten formiddag eller eftermiddag. Hun var ked af, at hun var nødt til at gå om eftermiddagen, da det var mere anset at gå om formiddagen eller også følte hun bare det og savnede veninder, der gik på modsat hold. En karakterbog har jeg også bevaret og en broderet ting fra 1904, der viser de mange slags sting og syteknikker de lærte.

Min mormors broderiarbejde fra det sidste skoleår i 1904

Asta som konfirmand april 1904

Konfirmationstelegrammer til Asta April 1904

Konfirmationskort

Hun var som jeg husker det meget venlig, men også ret lukket omkring sin fortid, som om hun tog hensyn til, at familien måske ikke var interesseret. Jeg tror hun led under at ikke kunne få udtrykt de ting, hun havde gået igennem, som det, at forældrene mistede nyfødte tvillinger, da hun var et år og moderen mistede sin 29 årige bror samme tid.

image024-1-1 — Min oldemor Lauras bror Emil, der døde som 27 årig fire dag før Asta blev født

Da Asta var 8 år havde hendes og Svends far fået en søn Kurt uden for ægteskabet og var flyttet hen til den dame, der var mor til ham, et sted i midten af København.

Både Astas far og mor havde flere jobs, så forældrene var meget lidt hjemme. Hendes mor gjorde rent for folk privat og i forretninger, blandt andet i et fotoatelier, som har muliggjort at de har fine fotos.

Asta og Svend 1902

Lille Svend ca 1905

Asta har taget meget ansvar for sin ti år yngre bror. Sorgen over at måtte stoppe med at have kontakt med ham, da han er først i tyverne, må også have været stor. Som ung mand viser Svend sider, der ikke er så rare. Han har store projekter igang, mangler penge, låner sig frem, men “glemmer” at betale tilbage. Det største slag var nok, da det viste sig ved moderens død, at han havde ophævet opsparingen til ligbrænningen, således at omkostningerne blev meget høje for Asta og Emry, som stod for bisættelsen. Han var utrolig smuk og charmerende. En rigtig kvindebedårer.

s22-001 — Astas bror Svend på den tid. hvor de stadig sås

Min mormor har været meget præget af, at faderen forlod familien og af at hun støtte sin mor. Hun skriver i et postkort til sin mor i 1911, hvor hun er på en lille ferie med sin tante, at hun håber, at moderen ikke er for ked af det, mens hun er væk!

Slide showet kan standses undervejs

This slideshow requires JavaScript.

I 1915 er Asta netop fyldt 25 år og har været ca 7-8 år i fru Schraeders manufakturhandel i Nansensgade 30. Hun går de 2 1/2 km. fire gange om dagen og der er åbent til langt ud på aftenen. Der var en middagspause, hvor hun går hjem og spiser. De lange arbejdstider og presset omkring forældrenes situation slog hende ud.

Asta blev syg med blødende mavesår og indlagt på Øresundshospitalet. Hvorlænge ved jeg ikke. Da jeg hørte om det i min tid som sygeplejeelev blev jeg meget berørt, da det er alvorligt og dengang svært at helbrede.

I de gemte postkort er der nogle fra tre forskellige unge mænd. Den ene K. Lebell har boet lige i nærheden af forretningen og kortene er stilet til Asta Nielsen i Nansensgade. Lebell har været sømand for han har skrevet fra forskellige lande.

Lebells kort til Asta

Min mormor Asta til venstre den “lille elev” i midten og Thea Schraeder indehaveren i forretningen

Asta til venstre og fru Schraeder til højre i døren til Manufakturforretning Nansensggade 30 København K

På en båndoptagelse siger hun, at hun ikke var særlig interesseret i unge mænd. Hun har selv skrevet til K.Lebells mor fra det reconvallescenssted på Sjælland hun kom på efter sit akutte sygeleje. Men teksten er streget over og er aldrig sendt. På den måde har vi et bevis for, hvor hun var på rekreation.

Et kort til fru Lebell fra min mormors rekreation i 1925. Kortet blev aldrig afsendt teksten er overstreget

Fra Schraeders kort til Asta der var indlagt på Øresundshospitalet i 1915

Et kort fra min mormors forretningsleder i Nansensgade 30 til Asta, der er indlagt på Øresundshospitalet

Et kort fra Thea Schraeder til Asta

En hilsen fra Fru Schraeder til Asta på Øresundshospital

En hilsen til Asta under Øresundshospital afd.A1 fra Tante Hulda en faster til Asta, der bor i nærheden i Nyboder

Hun stopper hos Fru Schraeder efter sygdommen, men bevarer kontakten til hende resten af livet og til “den lille elev”, der blev gift Drejsler og som hun arbjedede sammen med i butikken. Dennes børn har hun billeder af i sit album og jeg tror, Asta har været gudmor for en af dem, for der er et billede, der viser barnet på Astas arm.

Asta med Dreislers barn ved barnedåb

Hun ender med at blive gift med min morfar Emry som 29 årig. De fandt hinanden mirakuløst via en kontaktannonce. Da hun mødes med ham ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen i august 1919 arbejder hun på kontor hos en grosserer på Købmagergade.

Som gammel livede hun meget op, når hun kom i kontakt med nye mennesker, om det så var ved indlæggelser på Gentofte hospital efter lårbensbrud. Hun trivedes ikke med at være alene efter Emrys død i 1957. Hun var nødt til at flytte til Buddinge tæt på Lyngby for at være tæt på børn og børnebørn. Børnene havde travlt og kunne ikke komme så tit, som hun havde brug for. Hun kendte ikke nogen i Buddinge og der var langt til Holbæk, hvor hun stadig havde mange venner.

asta-og-emry-som-forlovede-1919-1 — forlovelsesbillede Asta og Emry 1919

Tankerne fra barndom og ungdom har sikkert trængt sig på. Det var noget familien ikke forstod sig på. Hun blev leet af, fordi de fleste syntes hun burde være glad for sit liv.

	Maria Holm til Vinde, Vinde Nøglegarn
	Inge Brask til Vinde, Vinde Nøglegarn
	Maria Holm til Danske dukke- og barnevog…
	Annette Sjørup til Danske dukke- og barnevog…
	Annette Sjørup til Danske dukke- og barnevog…