Undrer du dig over at dit barn er længe om at lære sproglige nuancer og god udtale? Tænk på at barnet ikke har et lager af oplevet materiale at hente fra før de lagre er fyldt op.
Barnet kan ikke selv sige at det ikke ved de ting, det ikke ved eller kan sige, derfor må forældre skabe muligheden for at barnet kan efterligne ord og sætninger de siger lige ind i rette sammenhæng.
Hver gang I laver noget sammen eller bare er sammen kan I bruge anledningen til at sætte ord på handlinger, følelser og genstande. Sørg for at være indenfor hørevide og helst i øjenkontakt,
Gør derefter plads til at barnet kan gentage, det det hører. Undgå udtryk som “Hvor sejt”, “Ejjj” “Wow” og “Flot” mm, fordi de udtryk ikke hjælper barnet til at vide, hvad det er i virkeligheden der foregår. Fremfor ros er en kort beskrivelse af hvad barnet foretager sig mere gavnligt.
Undgå at spørge barnet om tusind ting, det forvirrer bare og gør det svært at svare. Ved at I som forældre udtrykker nøjagtigt hvad der foregår på de områder, jeg har nævnt ovenover, får barnet en skabelon til efterlignelse af ords udtalelse og betydning lige ind i den rette sammenhæng.
Så snart bøger kan fænge barnet er det naturligvis et enormt godt middel til sprogstimulering.
Denne artikel dedikerer jeg til min gode veninde Dorthe Lohmann. Det er hendes idé, at jeg skulle få denne barnevogn og at tvillingerne skulle prøve at ligge i den. Sidst i februar passede jeg barnebarn i Virum og en morgen kom der besked fra Dorthe, om at en gammel dansk dukkevogn var til salg. Den trængte meget til et godt hjem, men da jeg allerede havde for mange var det udelukket.
Sælgeren var at møde i min barndomsby Herlev, så det endte med at jeg kørte omkring ham med sovende barnebarn i barnestolen og købte vognen. Det var en bidende kold februardag. Jeg måtte ud til Dorthe og vise vognen frem og hun troede på, at den kunne blive sat i stand.
This slideshow requires JavaScript.
Den var faldet sammen i ophænget, kalechen var stiv som et brædt og læderstopperne var revnede af tørhed. Mærket er ubestemmeligt, da der intet firmanavn er på. Det er dog tydeligt en krigsmodel, da den er lavet af træ. Indvendigt er den beklædt med voksdug og den har vendestyr, som Dorthe var meget fascineret af som barn. Hvordan sælgeren havde fået lavet et billede af den fremstår i det uvisse. Billedet er fjernet, så jeg kan ikke bevise at den var i værre stand, end han beskrev den. “Et rigtigt håndværkertilbud”. De vogne er så sjældne at finde, fordi de nok gik i arv og tilsidst blev brugt af avisdrenge eller lavet om til sæbekassebil.
Den er nu renoveret så meget, som det lader sig gøre. Det eneste vi mangler er to vellignende metalringe, som kan holde vendestyret på plads. Den har indtaget vores hjerter med al den patina fra en tid, hvor der var mangel på alt.
Læderstropperne er nye og skaffet fra et læderværksted i Herning. Jeg ville gerne have haft dem to milimeter bredere, men det er svært at klage over så lidt.
De originale læderophæng under vognen er smurt mange gange i læderfedt og er derfor meget mørkere, end stropperne. Tværstangen igennem vognen manglede og blev midlertidigt erstattet af en pleksiglasstang fra en persienne og nu erstattet af rigtig jernstang, som fik skåret gevind med et gevindskærersæt.
Henry savede en landmålerstok til som stopper på jernstangen, rettede skærmene og smurte hjulene. To metalknopper fra et cykelhjul er sat på stopper for styret, som var helt skilt fra vognen.
Kalechen er vasket grundligt med skummende sæbespåner og efter tørring smurt mange gange med lys madolie. Det var noget, den syntes om.
Uden Henry var den vogn aldrig blevet genoprettet.
Jeg har fundet et katalog fra Itkin 1940, hvor krigsbarnevognene beskrives med udstyr og vedligehold.
Forsiden Itkin 1940
Forklaring på dele og nyheder
Råd om vedligehold i krigstider
eksempel på elegante engelske modeller årgang 1940
Her under billeder med barnevogne fra krigen og halvtredserne
Jytte Bassets billeder fra Ørstedparken i begyndelsen af 50erne
Billede fra Nørrebro Kbh 1944
Min mor på Bispebjerg 1951
Jeg sidder ved styret i min mors venindes barnevogn i Bagsværd 1953
I påsken for 67 år siden kom min tvillingebror ud for første gang i min mors tvillingevogn fra 1940erne. Den var købt brugt, så den kunne også godt være fra krigen, men jeg tror den er fra sidst i 1940-erne. Jeg har aldrig kunnet se et firmamærke på min mors vogn.
Påskebillederne findes ikke desværre
I dag Langfredag, blev de to gamle Armand Marseille “Dream Babies” sat ud i vognen, som tvillinger. Bagefter måtte de tilbage i deres lille kurvevugge og pladsen i vognen blev genindtaget af den kompositiondukke, som ellers har den vogn. Min anden gode veninde Lene Byfoged har været så rar at håndsy dukkernes fine musselinskjoler.
Ved trappen
Ved pavillionen
Tvillingerne Armand Marseille
Ved pavillionen
Armand Marseille dukker i kurvevuggen
Kompositionsdukken er tilbage i vognen efter udflugten i haven
Armand Marseille dukker i kurvevuggen i det fine tøj
Da jeg var barn var den 13. Januar allerede langt efter jul. I dag er det kort efter. Mine første minder om vores fødselsdage er fra Agerledet 10 i Herlev, som vi flyttede til i sommeren 1954, da vi var tre og et halvt år.
Tulipaner
Min mor havde altid sørget for at der var nye blomster på spisebordet i køkkenet. Det var enten tulipaner med birkegrene eller gæslinger eller primulaer i friske farver. Det er en tradition, jeg har beholdt selv lige siden. Januar er en mørk tid, hvor blomsterne lyser op. Som barn kunne jeg værdsætte det også, skønt jeg nok ikke satte ord på det desværre. Vores forældre havde ikke mange penge, så det har været luksus at gøre det.
Jeg ved, at jeg engang har været meget tidligt oppe for at se, om der var gaver. Der var mørkt i køkkenet og der var ingen blomster eller gaver. Det var bare at vente til vores mor stod op og det var tidligt, da vores far mødte tidligt på Radiofabrikken M.E.C. på Nørrebro.
Jeg mindes det som meget dejligt at hyggeligt at få gaver på vores fødselsdag. De bedste har nok været en hjemmelavet klapvogn, som var næsten helt autentisk og senere et par rulleskøjter, Filiafarver, bøger til at tegne i, glansbilleder, hjemmesyet dukketøj.
Glansbilledefavoritter
Glansbilleder fra mit gamle album
Rulleskøjter og pakke foto Dorthe Lohmann
Mit glansbilledealbum
Følelesen af at gå i skole den morgen var speciel. Jeg oplevede at “hele verdenen” vidste det var min fødselsdag. Der var en særlig glæde i luften. Klasselæreren læste historie for os og det at vi var tvillinger i samme klasse øgede den glade stemning.
Dengang var der mere hvid sne på skolevejen end nu og solen skinnede naturligvis også altid.
På vores fireårs fødselsdag kom børnene fra vejen og det eneste jeg husker var min store undren over at nogle kun ville have margarine på bollerne og andre smør. Jeg kendte ikke selv til så stor en frygt for noget bestemt. Den fødselsdag er der ikke billeder af, men en af gaverne var en rød plastikbørnebøjle og jeg tænkte:
Hvad mon jeg kan bruge den til?
7 års fødselsdag med venner
7 års fødselsdag med nye skoletasker
Ved en senere børnefødselsdag var min far hjemme og lavede en af hans stunts med os. Den hed “Styrmand Karlsen” og alle skulle stå og vente i køkkenet. En blev udvalgt med en lille gruppe tilskuere til at være styrmanden. Han blev lagt på gulvet med en regnfrakke over sig og med et ærme lodret over hovedet. Han blev beordret til kun at sige
“Lad der komme, hvad der vil”!
Det blev svaret på en række spørgsmål til kaptajnen om at opgive skibet. Til sidst blev der smidt vand ned i hovedet på staklen på gulvet til stor fortørnelse for offeret og til glæde for tilskuerne. Vi skulle også tegne halen på en gris med bind for øjnene.
Vi fik hjemmebagte boller med smør og hjemmelavet lagkage med mørk glasur og kagecreme og flødeskum, sodavand og småkager.
Den flotteste dekoration lavede vores far til vores elleve års fødselsdag. Det er jeg heldig at have billeder af. Ved den lejlighed havde Torben og jeg kun få udvalgte gæster hver.
11-års fødselsdag januar 1962
Hele den store klasse kunne aldrig have været til stede på en gang en vinterdag, som det var.
Det jeg var mest glad for at få var små sølv charms til et sølv armbånd. Vi fik fem eller ti kroner af hver gæst og kunne købe en lidt større ting.
Dog havde vi hele klassen til fest, da vi fyldte seksten år i 1967, det sidste år i folkeskolen. Vores forældres soveværelse blev ryddet til dans. Det var ret flot gjort.
Jeg har altid elsket mine fætre. De var så slagfærdige og underholdende. Jeg havde kun en bror og min moster havde fire livlige drenge. De fire drenge blev min inspiration til også at ville have fire børn.
N.H. nummer to fra venstre
Der er gået 50 år i mellem de to billeder
Den ældste har fødselsdag i dag of derfor vil jeg skrive lidt om ham. Han blev født i København 15. maj 1944 og inden han blev et år var der dramatiske ting i hans liv. Først kom generalstrejken juli 1944, hvor min mor fortæller om, hvordan det var svært at købe mælk til ham.
Min mormor med N.H. i barnevogn i Holbæk
Hun var netop ankommet til København efter endt uddannelse som apoteksdefektrice og skulle begynde i sit første rigtige job i Sydhavnsapoteket midt i generalstrejken. Næste krise kom, da hans far blev arresteret af Gestapo i foråret 1945, idet de havde taget fejl af ham og hans svoger, der var politimand “under jorden”. Trådene blev reddet ud, men der gik nogen tid, hvor min fætters mor selv henvendte sig til Vestre fængsel. Da Shellhuset blev bombet, vidste min moster ikke, om han sad der! Han var netop blevet overflyttet til Vestre fængsel.
Som toårig gav han sin mor en kæmpe forskrækkelse ved at forsvinde på Bispebjerg. Historien der endte godt kan læses her i min engelske blog.
Da min fætter N.H. er ældst er han den, der har de fleste erindringer fra vores morforældres hjem i Holbæk. Han kom der i ferierne og lokkede min morfar til at give ham lov til at opholde sig på en bondegård i nærheden. Han spurgte, mens morfar sov til middag og fik så en brummen som svar. Der fik han lov til at køre hestevogn og meget andet og så sit snit til at tage med en færge til Orø med en kammerat.
Indtryk af mine morforældres hjem i Holbæk
N.H. holdt en tale til min mormors 80 års fødselsdag i 1970. Han var da 26 år. Der berettede han om erindringerne om de mange ophold i Holbæk. Der var særlige hygiejneregler, som hans mor ikke havde taget med sig til Bjerget på Bispebjerg. Man blev vastet meget grundigt, når man som barnebarn kom på besøg.
N.H. ville så gerne have en hund. Det måtte han ikke. Så fik han en ondulat, men hver gang den kom ud af sit bur fløj den rundt på værelset og klattede. Så blev det forbudt. Tilsidst gav faderen efter og han måtte spare sammen til en hund. En korthåret hanhund.
N.H. til hest i nærheden af Vejby strand 1970.
billede af Banik i sin yndlingsbeskæftigelse
N.H. kom hjem med den dejligste hvide hund, en langhåret hunhund. Jeg husker, at han kom med den i sin scooterhjelm. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var der, eller om jeg bare har fået det fortalt. Jeg ser det for mig meget tydeligt. Min fætter er lang og tynd og hunden er en lille ulden hvalp i en hvid hjelm.
Lykkelig var jeg, da vi engang skulle passe den. N.H.s familie skulle på ferie. Det var så spændende. Den elskede vores mor mest. Den der gav den mad var dens favorit. Vi vidste ikke, at vi skulle meget tidligt op for at nå at lufte den, inden vi skulle i skole. Engang vi var på tur i Herlev blev den pludselig helt eldevild og for over gaden. Det viste sig, at vores mormor var på besøg i Herlev hos vores anden moster og hunden genkendte hende, inden vi havde set hende.
Den kunne godt finde på at blive nervøs og snappe efter os, hvis vi klappede den på en bestemt måde. Mysteriet blev løst sidste år, hvor jeg talte med N.H. om det. Deres far havde drillet den med at forskrække den, når han kom ned af kældertrappen til den. N.H. boede i et kælderværelse under villaen i Vangede, da han var teenager. De drillerier havde desværre gjort den nervøs.
sommeren 1965 på udflugt til Kullen fra Rågeleje sommerhuset i hjemmesyet kjole
Vi passede den også i dens egne omgivelser en sommer, hvor vi lånte min moster og onkels sommerhus Ved Skrænten ved Vejby strand udenfor Rågeleje. Banik elskede at kure på maven ned ad skrænten. Heldigvis har min bror taget et billede af den situation.
Situationer fra vores ferie i det lånte sommerhus
Min fætter sendte mig følgende på mail, mens jeg skrev på artiklen:
Det er rigtigt, at jeg lige havde fået hund i begyndelsen af sommerferien. Det må have været i 1960. Jeg tog den med op til Rågeleje, hvor jeg havde lavet en lille indhegning. Det var en stor fordel, da den ikke var renlig fra begyndelsen. Ellers sov jeg med den i det lille gæsteværelse, der vente ud mod vejen, hvis du kan huske det. Så den fik sin første tid i Rågeleje og elskede lige siden at komme der.
Det er også rigtigt, at den kunne være i min styrthjelm, da jeg hentede den, dels fordi hunden var lille og dels fordi hjelmen var meget stor. Hjelmen blev fremstillet af DKI til Politiet, men jeg blev tvunget til at bruge den, da jeg fik min Velo Solex. Det har set fantastisk ud! Poul Nyrups cykelhjelm var for lille og min for stor. Sådan er verden fyldt med uretfærdighed!
Gennem min blogging har jeg fået et meget værdifuldt venskab. Paula Pederson er datter af en fremgangsrig byningsmatador i Seattle. Hans Pederson (1864-1933) stammede fra Stenstrup på Fyn, hvor han voksede op hos sine morforældre. Som tyveårig immigrerede han til U.S.A. Han arbejdede sig op til at forestå mange slags store bygningsværker, hvoraf mange står endnu. Foruden bygningsværker var det drænering afsumpområder anlæggelse af veje, kloakering og jernbanespor og meget andet.
Paulas mor var af fattig ukrainsk slægt, der var immireret til Canada og hun mødte Hans, da hun plejede hans døende kone. De giftede sig hurtigt og tre måneder efter at Paula var født i 1933 døde faderen.
Moderen var 42 år yngre end Hans og omtalte ham aldrig bortset fra at hun havde fortalt engang at faderen var død som ung arkitekt i en bilulykke.
Først da Paula var over 60 år fandt hun ud af, hvilken fin og dygtig mand hendes biologiske far havde været. Mange fra hans slægt var kommet til Seattle for at arbejde for ham og han havde taget sig godt af alle. Da den økonomiske depression satte ind først i 1930’erne gik hans forretninger ned samtidigt med at han blev alvorligt syg.
Moderen giftede sig igen med en 18 år ældre mand og de levede som udenlandsamerikanere i tiden før 2. Verdenskrig. Det var Manilla, Shanghai og Honolulo. Det ydre og fine betød alt for moderen så børnene var mest sammen med barnepiger og overladt til sig selv.
Paulas bog Mysterious Builder of Seattle Landmarks er netop udkommet efter års intensiv research. Paula skildrer sit liv hudløst ærligt, som om det med ærlighed var en mangelvare i Paulas opvækst.
En situation, der ikke omtales i bogen, er hvor hun og moderen og lillesøsteren går fra borde tidligt om morgenen på første evakuering fra Shanghai til Seattle. Se historien i Paulas blog. I flere timer havde moderen lavet slangekrøller på Paula for at blive fotograferet på vej fra landgangen. Det hele for at blive fotograferet til bladene som High Society folk, der kom hjem fra udlandet. Paula er skrækslagen, fordi hun tror de bliver skudt af de mange blitz fra fotograferne.
Paulas billede
Dionnequints Public Domaine from Ontario Canada
I bogen omtales kort fra Manilla at hun i fem års fødselsdagsgave fik Dionne femlinge dukker i ens tøj. Det må have været en meget fin gave på niveau med, hvad en prinsesse kunne få. Jeg måtte finde ud af noget mere omkring de dukker og det viste sig at være modeller af Canadiske meget smukke femlinger født først i 1930-erne af fattige forældre. De blev taget fra forældrene og opbevaret i et hospital, hvor folk kunne komme at se dem lege gennem glasruder. De de var ni år gamle blev de sendt hjem til forældrene igen. Det gjorde man mod børn dengang. Jeg ved ikke, hvilke af dukkerne Paula fik, da de fandtes i flere udgaver og årgange.
Marie, Emilie, Cecile, Annette and Yvonne
Femlinger Dionne fra Pinterest
Femlinger Dionne fra Pinterest
Femlinger Dionne fra Pinterest
Mme Alexander Dionne Quintuplet Babies on original pillow bed
Der er nogle ligheder mellem Paulas liv og femlingerne. Femlingerne blev vist frem og Paula og hendes lillesøster blev også klædt på og udstyret med elegant tøj, så de kunne blive beundret. Det havde tunge konsekvenser i form af stor usikkerhedsfølelse i opvæksten ligesom femlingerne, fremmedgjort fra forældrene, har lidt under at være blevet udstillet i årevis.
Jeg har haft en oplevelse med mit to-årige barnebarn, som gik mig til hjertet. Som nogle af jer ved har jeg altid været fascineret af barnevogne og babyer og babyudstyr. Dette barnebarn deler min interesse. Det er ikke alle små børn, der går op i babyer og udstyr. Nogle elsker tøjtyr og bamser. Jeg har aldrig haft noget af det, og skønt jeg godt kan se, de kan være søde, ved jeg ikke rigtigt, hvad der ideen med dem.
Jeg har mange dukkevogne med gamle porcelæns- og celloiddukker. De fleste bliver sat væk, når børnene kommer. To mindre vogne kommer ned i stueplan med nye babydukker, når børnene kommer. En enkelt klapvogn er der også. Jeg fandt den tjenlig til storskrald udenfor et hus. Der manglede kun en bred strop, som jeg nemt kunne erstatte. Den blev brugt meget af den lille, idet alle dukkerne og en enkelt bamse skulle sidde der med et ben i hver åbning, ligesom hun selv sidder i sin autostol.
Når vi skulle hente noget i de værelser, hvor de lidt sartere vogne og dukker stod, gik den lille fra vogn til vogn og kiggede grundigt ned. Hun sagde:
Mormor barnevogn!
i spørgende og konstaterende tonefald. Hun er også den eneste af mine børnebørn, der har fået øje på mit vitrineskab med dukker og udstyr. Igen konstaterede hun, at det var mormors. Hun ville gerne åbne dørene, men jeg nøjedes med at vise hende tingene fra øverst til nederst.
Maria i haven i Herlev juli 1957
dukkeskabet
Hun faldt for en gammel ret solid celloiddukke som siger “Ahhh” når den holdes på en bestemt måde. Den har et utroligt smukt og livagtigt ansigt og det var tydeligt, at den appellerede mere til hende, end de tre moderne bløde dukker, jeg har købt til hendes rådighed ved besøg. Jeg vogtede nøje på hende, mens hun legede med den, men det gik godt og hun var meget god og nænsom med den. I et uset øjeblik lagde jeg den væk, da den er uerstattelig. Mange gamle dukker har intet mærke i nakken og dermed kendes oprindelsen ikke.
Gammel celloiddukke fra tidlig 1950
Glasdukke fra Erik plus en af de nye i stoflift
To årig med gammel dukke Foto tilhører MH
To årig med gammel dukke foto tilhører MH
Toårig og gammel dukke foto tilhører MH
Toårig og gammel dukke foto tilhører MH
Foto tilhører MH
To-årig med gammel babydukke foto tilhører MH
Billederne er taget mellem kl. 07 og 07.30 om morgenen påske lørdag
To-årig med gammel Odder dukkvogn fra omkring 1950 Foto tilhører MH
To-årig med gammel Odder dukkvogn fra omkring 1950tilhører MH
To-årig med gammel Odder dukkvogn fra omkring 1950 tilhører MH
Det at hun havde flere vogne var en ekstra finesse for på et tidspunkt trak hun rundt med dem begge fra stue til bryggers. Hun er vant til at komme i vuggestue, hvor hun og de små kammerater bliver lagt i krybber. Jeg gætter på, at det er så genkendeligt for hende, at hun leger med vognene ved at dukkerne kommer op og ned under dynerne. Det er endnu for svært at klæde dukkerne på.
Køjesengen fra min far
Jeg fandt også min gamle køjeseng frem. Min far lavede den til mig, da jeg var knapt seks år. Min mor havde sat blomsteroverføringsmærker på. Det var det vigtigste for mig. Den sagde hende ikke noget, da hun ikke kendte køjesenge. Jeg kendte heller ikke til køjesenge. Min far har moret sig ved at lave den ligesom han lavede to potter i et møbel i teaktræ. En lyseblå og en lyserød potte i hård plastik. Vi var tvillinger, så det syntes han var sjovt. Den har jeg ikke mere.
Hvad der ville have været en drøm for mig at have fået fremfor køjeseng og pottestol
Det kæreste eje, jeg fik var denne dukkeklapvogn, som min far havde lavet temmelig godt i forhold til, hvordan en klapvogn så ud dengang. Desværre brugte min far hjulene til en kørende indkøbsvogn tyve år senere og den forsvandt på den måde.
Dukkeklapvognen til min 6 års fødselsdag januar 1957
Når jeg tænker tilbage på min barndom er jeg meget taknemmelig for at have set nogle teaterstykker på TV. Jeg tror desværre ofte det kun var brudstykker, da vi altid skulle tidligt i seng. Alligevel har det gjort et stort indtryk og givet mig indsigt i voksenverdenen gennem de ting, der kunne udspille sig mellem mennesker på skærmen i TV-ets barndom.
Det første jeg ved jeg så brudstykker af “Den Skårede Krukke”. Vi havde ikke selv tv, men var taget ind hos vores naboer om sommeren Eskærs, som boede i lejlighed i Brønshøj i vinterhalvåret. Det viste sig at den blev vist på TV teatret den 15.11.1958 en lørdag og jeg har gået i første klasse på det tidspunkt.
Jeg oplevede at de optrædende havde”middelalderdragter”på og det eneste, jeg husker, var at en dame fik et ordentligt klask i bagdelen af en mandlig skuespiller. Jeg både forstod og ikke forstod. Det var i hvert fald noget, der var usædvanligt og ubehageligt. Det må have været noget mine forældre har villet se, siden de ville tage fra Herlev til Brønshøj for at se det. Det viste sig at det var et lystspil fra begyndelsen af 1800-tallet.
I 1962 fik vi selv fjernsyn og meget ændrede sig derefter. Fra at have spillet ludo og lignende med forældrene en gang i mellem var det fjernsynet, der kom til at dominere.
Et andet TV teater hed “Tretten Øre” om en fattig dame, der ikke havde råd til en hue eller hat til tretten øre. Jeg følte sorgen over at nogen var så fattig. Når jeg slår op på Google og søger på “Tretten øre” kommer kun Storm P’s monolog fremført af Ebbe Rode. Måske hed teaterstykket noget andet. Men huen kostede kun tretten øre og det var stadig for dyrt for en tjenestepige.
Et lystspil med to gamle tanter tante 1 og tante 2 i “Skærmydsler” af Gustav Wied. De er hele tiden irritererede på hinanden. De ville begge have ret og en af replikkerne var ” Månen har den farve måner skal have”. De skændtes over månens farve. En af dem var Clara Pontoppidan, som også var helt eminent også som moderen i “Indenfor Murene” om en fin jødisk slægt i København.
Fra et program fra det Kgl. teater først i 1950-er fra lystspillet “Skærmydsler”
Jeg så den med hende og Paul Reumert som de gamle forældre, John Price som den tykke selvglade søn og Jørgen Reenberg som den unge underdanige ansatte, som så gerne ville giftes med datteren Esther. Det var dog ikke noget for hende, men en “kristen” fra en familie, som det viste sig havde mobbet eller snydt faderen frygteligt tidligere. Det blev et stort slag for faderen, mens moderen forsøgte at støtte den unge datter til at bestemme, hvem hun giftede sig med. Siden så jeg den på Det Kongelige Teater, hvor John Price spillede den gamle far.
Inden For murene med Clara Pontoppidan og Paul Reumert
Holberg har jeg set på Det Kongelige Teater og jeg syntes det var et privilegium at mine forældre prioriterede nogle enkelte gange at give os i fødselsdagsgave at komme ind at se en Holbergkomedie eller en ballet.
Jeg fandt det svært at tale om følelser og konfliktfyldte ting i mit hjem, så disse gamle stykker hjalp mig at sætte ord på følelser og forstå nogle sammenhænge mellem mennesker.
På min engelske blog har jeg skrevet om, hvordan en film fra 1945 fik mig ud i at drømme om et nærmere forhold til min far
Min mand har genskabt begivenhederne fra min brors og min første tid gennem at finde breve og dagbøger frem fra januar 1951. Man var ikke klar over dengang at adskillelse af børn og deres mor kunne have svære følger, men til enhver tid er man også nødt til at tilpasse sig de forhold, der gælder og få det bedste ud af det. De vidste ikke, at de selv trak tiden ud for meget ved først at gøre lejligheden færdig inden vi kom hjem.
Noget af det der er tilbage fra Righospitalets Fødeafdeling foto fra omkring 2005
Det tidligere Børnehospital på Fuglebakken foto fra omkring 2005
Disse to steder lå vi de to første måneder af vores liv
Jeg må dog sige, at vi var heldige at kuvøsen var opfundet for 60 år tidligere i 1891 fødte min oldemor tvillinger et år efter min mormor var født og de døde som så mange andre fortidligt fødte. Den ene døde med det samme og den anden lå i en skindmuffe de få dage han levede.
Barn&Mor 