– Min mors Ruth Kølsters historie

Min mor besluttede sig for at rejse hjemmefra, da hun var udlært defektrice i Holbæk i juni 1944. Hun var af den overbevisning, at der ikke rigtig var jobmuligheder for hende som nyuddannet på Løveapoteket. Ej heller fremtid i provinsbyen.

Hun fik arbejde på Sydhavnsapoteket, da hun var udlært og kom til København lige op til generalstrejken 1. juli 1944. Hun kom weekenden inden hos sin søster Eva Nielsen, der boede på Bjerget 2, lige op ad den ny indviede Grundtvigskirke med sin mand Hans og deres lille søn på to måneder.

Grundtvigskirken og Bjerget

min ældste fætter N.H.

min moster Eva

Ruth nåede kun til Sct. Hans Torv på Nørrebro, før hun overværede en tysk soldat skyde efter en, der løb ned i en kælder. Hun vendte om naturligvis.

Da hun kom hjem til søsteren igen fik hun givet besked til apoteket, at hun ikke kunne møde. Jeg lader Ruth selv fortælle her. Hun nåede at skrive lidt et halvt år før hun døde, men slutter beretningen inden befrielsen desværre :

Nu er jeg gået et stykke frem i tiden, for det var først i sommeren 1944, at jeg flyttede til København. Jeg mente, at 4 år på Holbæk Løveapotek måtte være nok, og da William var ved at tage studentereksamen og bagefter skulle begynde jurastudiet på Københavns Universitet, så mente jeg, at tiden var moden for mig til at finde et andet arbejde, og det fandt jeg på Sydhavnsapoteket, hvor jeg skulle tiltræde d. l. juli 1944. Jeg havde været så heldig at finde et værelse lige ved siden af apoteket, og jeg glædede mig til at begynde, selvom jeg havde været meget glad for at være på Løve Apoteket i disse 4 læreår, men jeg tror, at det var tanken om at blive ene tilbage i vort ellers så dejlige hjem og hos mor og far i så trygge kår, der skræmte mig, jeg måtte ud og prøve noget nyt.

Det var dog en helt umulig tid at ankomme til hovedstaden på, for der var voldsomt røre i København, der havde været nogle sabotager – Forum var f.eks. sprængt i luften og nu gjorde Schalburgkorpset gengæld ved at sprænge koncertsalen i Tivoli i luften – så der var en underlig stemning, og det var meget dramatisk for mig at se de sodsværtede rester af bygninger i Tivoli, da jeg nåede hovedbanegården. Jeg ankom et par dage før og skulle være hos Eva og Hans fredag og lørdag på Bispebjerg. Men den morgen, da jeg begyndte cykleturen fra Bispebjerg til Sydhavnen, brød generalstrejken ud, og jeg nåede kun til Skt. Hans Torv, da jeg overværede en episode med skud fra nogle tyske soldater, som forfulgte en mand, der løb ned i en kælder. Mere så jeg ikke, da det blev for farligt at køre videre i den retning; jeg skulle have været forbi Søerne og tværs gennem København. Det var en meget lidt kæk ung pige, der vendte tilbage til Eva og hendes svigerforældre på Bispebjerg. De havde i mellemtiden fået at vide, at der var generalstrejke, og tyskerne havde beordret undtagelsestilstand, man måtte slet ikke gå ud, i hvert fald måtte der ikke samles 10 mennesker på gaden, så kunne man blive arresteret.

Efter et familieråd blev det besluttet, at vi alle skulle drage ud til Ingeborgs og Carlos hus på Dyssegårdsvej, da Ingeborgs familie selv var flyttet til deres sommerhus ved Sælsø. Eva og jeg med Niels-Henrik i barnevogn, han var født i maj samme år, og nu var det d. l. juli, så der skulle jo meget babyudstyr med – og vi nåede derud mens Hans tog sin mor på sin cykel og Bedstefaderen kom også på cykel. Det var en meget varm dag, og jeg skulle tage mig af Niels-Henrik, mens Eva cyklede tilbage efter flere ting, så der kom hurtigt en tid, hvor Niels-Henrik blev sulten og trængte til sin mor. Jeg havde aldrig passet små børn før, så da jeg vidste, at der var nogle venlige naboer, gik jeg ind til dem og fik lov til at varme noget mælk hos dem. At denne mælk skulle have været fortyndet, vidste jeg ikke, men Niels Henrik var åbenbart godt tilfreds, og jeg havde da sat en seddel op på hoveddøren, hvor jeg skrev, at jeg var inde hos naboen med drengen, men det havde Eva desværre ikke set, så hun tog sin cykel og kørte rædselsslagen tilbage til Bispebjerg, hvor tyskerne i mellemtid en havde spærret vejen, så hun ikke kunne komme op til hjemmet (På Bjerget 2) og hun skreg “Mein Sohn, Mein Sohn”; så fik hun lov at komme igennem afspærringen, men der var jo ingen Sohn der. Jeg ved ikke, hvad Eva havde tænkt sig, men tilbage til huset på Dyssegårdsvej kom hun da og fandt alt i sin orden.

Nu fulgte der nogle dage, hvor hver især skulle prøve at skaffe mad, for vi havde intet, og butikkerne var jo lukkede. Men det var rygtedes, at der var et bageri i nærheden, som bagte brød, og her i bagerens gård stillede jeg op i en lang kø og ventede på at få lov til at købe bare et lille franskbrød. Jeg stod der en times tid i stegende sol, men da det blev min tur, var der udsolgt, og jeg måtte vende om med uforrettet sag.

Hans havde været mere heldig, idet han var cyklet den lange vej ind til det store mejeri,”Enigheden” og her var det lykkedes ham at få noget mælk, jeg husker ikke helt hvor meget.

Desuden fik han en dåse bønner i en automat. Måske har svigerforældrene haft lidt mad, i hvert fald led vi ingen nød, men da der var lukket for vandet og gassen var på allermindste blus, så var det en uheldig situation, og vi havde haft kloramin til at komme i vandet, som vi havde skyndt os at fylde i badekarret, da vi kom til huset.

Nu lyttede vi så til radioen for at høre, hvordan det gik med generalstrejken, og bagefter har vi forstået, at folk rundt omkring i København havde lavet bål i gaderne og slæbt forskelligt ud på vejen for at genere tyskerne. – Jeg havde ringet til Sydhavnsapoteket om, at jeg var forhindret i at møde op, men endelig kunne jeg cykle fra Bispebjerg til Sydhavnen, og jeg blev da pænt modtaget derude, og nu fulgte der en sommer med uro og mange rygter om sabotage og Schalbugtage.

Som krigen gik sin gang, kom min mor til arbejdet på cykel indtil alle cykler blev ”skrællede” som det hed. Folk stjal dæk og slanger, da der jo intet kunne importeres og lovløsheden tog til, da politiet var taget den 21. september 1944. Hurtigt i sommeren 1944 fik hun og broderen på 19 år et værelse lige overfor apoteket i Peter Sabros gade. Der gik dog bare en måned, så blev parret, der havde lejligheden skilt og de måtte flytte. I den vinter gik min mor hen og spise på et marketenderi i nærheden, indtil maden blev så mærkelig og ubestemmelig at hun og broderen hellere levede af havregrød og ostemadder og evt. en købt fiskefrikadelle. De fandt et andet værelse på Classens gade på Østerbro, hvor de blev til netop den 4. maj 1945. Dagen efter skulle flytte til et lidt større sted i Holsteinsgade lige i nærheden.

Vinteren var en af de såkaldte ”isvintre” og da min mor både arbejde om dagen, gik på studenterkursus om aftenen og læste delvist om natten, sad hun oppe iført skibukser og fedtlæderstøvler.

Hun havde en drøm om at tage studentereksamen og det gik vel nogenlunde det første år med det store program. Året efter måtte hun opgive, da arbejdspresset blev for hårdt også af personlige grunde. En af de ting, der gjorde størst indtryk på mig, som barn var at hun fortalte, at hun var blevet stoppet af en tysk soldat og spurgt:

”Haben Sie Waffen”?  ”Nein nur Büchern”!

Den dag havde hun det, men andre dage havde hun som så mange andre illegale blade, der blev delt rundt, så folk kunne få et indtryk af hvad der foregik i krigen uden om den censurerede presse. Den grønne kuffertlignende skoletaske har jeg endnu. Jeg fik den, da jeg rejste hjemmefra og i mange år brugte jeg den til sygrej. Jeg husker tydeligt, hvor meget hun udtrykte foragt for de tyske soldater, når de sang deres fædrelandssange og marcherede til støvletramp.

Personalet på Sydhavnsapoteket var en blandet forsamling. Apotekeren var meget lunefuld og kunne også være meget flot og byde på lækkerier. Han havde af og til besøg af damer inde bagved og han var også alkoholiker. En eller flere var tyskervenlige, en var gift med en tysker og det gjorde at det kunne være svært at være der. Da krigen var slut sagde min mor op på stedet, fordi hovedparten ikke kunne glæde sig over befrielsen. Varerne blev også mere og mere knappe, så det nærmest kun var kamillete og andet, der dyrkedes i Danmark, der kunne laves. Defektricerne blandede selv salver og mixturer og trillede nogle af pillerne.

Min mor har taget disse to billeder fra Sydhavnsapoteket

Personalet på Sydhavnsapoteket foto RK

personalet på Sydhavnsapoteket foto RK

Efter krigen kom hun på Vajsenhusets Apotek i Købmagergade, men måtte snart stoppe, fordi de ingen varer havde og hun derfor ikke tjente noget. Hun forlod apotekerne for altid, men de sidste 18 år af sit arbejdsliv var hun dog på Løvens Kemiske Fabrik som sekretær. Et sted hun var glad for at være.

Ruth har fortalt om befrielsen, som jeg elskede at høre om som barn. Den fjerde maj var de midt i en tysktime på Studenterkurset i Vendersgade ved Grønttorvet og Nørreport. En må have kommet ind med budskabet om befrielsen og ud stormede kursisterne til tysklæreren store ærgrelse. Han forstod ikke, hvorfor de gik fra hans undervisning.

Min mor styrtede hjem til sit og Williams nye hjem på Østerbro, men der var konstateret væggelus og netop den dag måtte de overnatte i en anden lejlighed pga. den dunstende behandling. Naboerne havde gemt noget rigtig kaffe til befrielsen og min mor havde noget likør lavet på sprit fra apoteket, så der blev festet. Senere var min morbror med til at køre rundt på taget af sporvogne.

Min mor var den femte maj på en sporvogn et sted i København. Der opstod skyderier og folk smed sig ned og forsvandt. Hun opdagede at hun var alene og kom ud og løb ud og gemte sig i en opgang et sted til skyderierne ophørte.

Den engelske generalmajor Dewing kom til Kastrup den 5. maj med faldskærmssoldater og den 12. maj kom Montgomery med sine soldater til København. Hvordan de mødtes ved jeg ikke, men min mor lærte Bill at kende, en af motorcyklisterne der kørte med i kortegen. Det har været en rigtig forlovelse for i min barndom vidste jeg at en guldring med brillanter var fra ham. Jeg fik den i min ungdom og gav den væk. Historien om Bill fik jeg kun delvist og på en uforglemmelig måde. Vi havde lige fået fjernsyn omkring 1961 eller 62 og på dagene omkring befrielsenstidspunktet blev klippet sendt med Montgomery, der kørte gennem Københavns gader flankeret af de fire motorcyklister med baret og med jublende menneskemasser overalt.

Min mor sprang op fra sin stol i stuen med hånden for munden og for ud i køkkenet og jeg fløj naturligvis med. Hun fik fortalt at det var Bill, som hun havde været forlovet med, men som forsvandt i krigen i Burma.

Først da hun døde i 2008 fik jeg opklaret via hendes bror William, som var taget til England kort efter krigen for at lede efter Bill og der havde fået at vide, at han var kommet tilbage fra krigen i Burma og havde familie i England. Det kunne min mor ikke rumme, så i hendes hoved var han forsvundet i Burma og død.

Jeg ved ikke, hvem min mor står med, men hun har en baret på og jeg tror det kunne være Bill her ved Gefionspringvandet.

Også hun tog til England allerede i 1946 med Dansk Vandrelaug, hvor de cyklede fra Harwich til London og siden syd for også. Der findes interessante billeder fra den tur med sønderskudte gader omkring St. Pauls Cathedral. Havde de ikke taget en masse rugbrød og andet med fra Danmark, havde de sultet undervejs. På et vandrehjem i Harrogate lærte hun Josey at kende. Værten på vandrehjemmet råbte :

“Two for washing up”

min mor og Josey meldte sig. Det blev til et livslangt venskab med korrespondance til de døde i 2008 og 2009. De nåede at se hinanden fire gange på de 62 år de kendte hinanden. I kan læse mere om dette på min engelske blog i artiklen “Writing Letters”.

Jeg var hos hende som ung i en periode og jeg har derfor også skrevet med hende siden 1970. Alle brevene fra Josey er i mapper og venter på renskrivning og ind scanning som en fortælling om et liv i England fra 1946 til hendes død.

Slide show fra turen 1946

This slideshow requires JavaScript.

Da jeg stod midt i at mine fire børn var små i 1980-erne gav min mor mig en papkasse med billeder af Bill, breve og baretten. Hun var nok bange for at det skulle findes, hvis hun døde før min far. Desværre smed jeg det ud dengang. Jeg kunne ikke holde ud at se de gulnede ting. Jeg fatter ikke i dag, at jeg kunne gøre det. Jeg havde altid været så dybt fascineret af historien og har nok pga. af denne historie arvet min mors kærlighed til England.

en kammerat til William til venstre, min mor i midten og William lige efter krigen

Min morbror William som ganske ung

Efter at Bill var rejst videre, har min mor forsat med både arbejde og studier, men har ikke kunne klare arbejdspresset for sorg. Hun kom i stedet på købmandsskole og lærte stenografi og handels engelsk og tysk. Hun havde efter krigen flere småjobs som sekretær i perioder på samme tid. I en periode var hun sekretær i Baptist menigheden på Amager for en kendt pastor Bredal. Han var med til at hjælpe tyske flygtninge i Kløvermarken på Amager. Man måtte jo ikke have med dem at gøre, men han fik Karla, en ung tysk dame, til at hjælpe med at passe sine børn og hun lærte dansk af dem. Hendes mand havde været på Østfronten og kom først hjem i min barndom i halvtredserne. Min mor holdt kontakt med hende hele livet.

Da min mor blev gift med min far i 1949 ophørte det nok med at arbejde ude, da det dengang optog al tid at klare husholdningen. Der gik en del år før hun kom på arbejdsmarkedet igen. Fra vi var omkring ti år i 3. klasse fik hun forskelligt deltidsarbejde på fabrik og kontorer i Herlev og i Gladsaxe. Hvor hun end var knyttede hun livslange kontakter, som hun brevvekslede med og besøgte om det var muligt. Janka husker jeg tydeligt. En polsk tidligere frihedskæmper, som oven i købet havde undsluppet en fangelejr og var kommet til Danmark lige efter krigen. De boede i Høje Gladsaxe og var meget svær at forstå. Hun var meget taknemmelig for min mors venskab.