Postkort fra Ringvejskrydset og Herlev Hovedgade fra først i 50-erne
Jeg kan ikke lade være med at samle billeder fra barndommens Herlev. Bygaden var dengang anderledes charmerende end fra ca 1970, hvor betonklodsen Punkt 1 blev bygget som et forretningscenter i slutningen af Bygaden mod Hovedgaden eller Frederikssundsvej.
Dengang vi boede der fra 1952 til jeg flyttede hjemmefra i 1970 tog vi ikke billeder i byen. Alle disse billeder er fra Herlev Lokalarkiv, som heldigvis har sørget for at gemme dem. I marts 2020 vises en udstilling på Herlev Bibliotek med netop billeder fra en fjern tid.
Fra Stationen. S-togsturen tog ca. 25 minutter til Københavns centrum.
Stationen i Herlev. Toget er ankommet fra Ballerup mod København. Foto Herlev Lokalarkiv
Stationsbygningen i Herlev. Foto Herlev Lokalarkiv
Frederiksundsvej/Herlev Hovedgade og Ringvejen med en rundkørsel. Foto Herlev Lokalarkiv
Herlev Hovedgade og Stationsvejen i 1960erne. Foto Herlev Lokalarkiv
Det tog os ca tyve minutter at gå fra barndomshjemmet på Agerledet til stationen. Der var ingen god busforbindelse til stationen, så vi gik. Det var en lang tur for små ben. Jeg brugte senere nogle af mine fødselsdagspenge på charms til mit sølvarmbånd i Helmers Guld og Sølv, som lå mellem disse forretninger tæt på stationen.
Bygaden møder Ringvejen ved det nuværende Punkt 1. Foto Herlev Lokalarkiv
Herlev hvor Herlev Bygade og Hovedgade mødes i det nyværende Punkt 1. Foto Herlev Lokalarkiv
Jeg er glad for at der findes billeder af Schous Sæbehus. Duften var intens og der blev købt noget der en sjælden gang og særligt til jul. Den lille blomsterforretning blev også kun besøgt til jul af vores familie. Barnevognen er et pragteksemplar fra halvtredserne.
Flere billeder fra Hovedgaden i retning mod Skovlunde og Ballerup
“Hollywood” på Herlev Hovedgade, mens Punkt 1 bygges i begyndelsen af 1970erne. Foto Herlev Lokalarkiv
Postkort fra Herlev Hovedgade fra barndommen. Foto Herlev Lokalarkiv
Barnevognenes by
Jarpmark Skobutik i Herlev på Hovedgaden i nye lokaler. Foto Herlev Lokalarkiv
Skoæskerne stod fra gulv til loft og lokalet duftede af læder. Vi fik sko, der var for store fra nye af og de var derfor svære at gå i. Damen kunne ligne min mor, men hun gik aldrig med barnevogn, da kun kun fik os tvillinger. Vognen er en Scandia fra slut 1950’erne, der kunne klappes sammen og lægges i en bil. Itkin havde en tilsvarende allerede i 1950.
På den anden side af hovedgaden lå en række små forretninger, som vores mor ofte handlede i. De var ikke så langt fra, hvor vi boede og lå i en række beboelsesejendomme. Den sidste var en boghandel, der var propfuld ved juletid. Hos Farmaceuten, en forløber for Matas var en mand ansat med en kunstig arm.
De 7 eller 8 små forretninger. Foto Herlev LokalarkivOptog til fordel for en årlig indsamling til fordel for børn. Foto Herlev Lokal arkiv
Fra Bygaden og Herlev Torv
This slideshow requires JavaScript.
På vaskeriet fik vi af og til vasket en såkaldt “våd vask”. Vi hængte det til tørre derhjemme. Plejehjemmet var et af mine første rigtige arbejdssteder, hvor jeg tjente penge til min Englandsrejse efter studentereksamen. Vinde Nøglegarn forretningen har en særlig plads i mit hjerte, da de engang havde en udstilling med små Rosenbuddukker i strikket vintertøj. Legetøjsforretningen så vi kun i korte øjeblikke for at købe glansbilleder eller hønseringe. Børnebiblioteket åbnede en hel ny verden op for mig med bøger som Pippi Langstrømpe, Bulderbybørnene og Laura bøgerne.
Ringvejen og Posthuset og Kilometerhusene
Det tidligere Herlev Rådhus og Posthus på Ringvejen. Bygningen er revet ned for et par år siden. Foto Herlev Lokalarkiv
Kilometergården på Herlev Ringvejen/Tornerosevej. Foto Herlev Lokalarkiv
Da posthuset og Komunekontoret blev bygget var der rigeligt plads til det hele. Sygesikringen betalte man i en villa ved Tornerosevej/Hovedgaden. Da jeg om sommeren arbejdede på plejehjemmet i 1969 og 70 gik jeg efter arbejdstid ned til Ringvejen og afleverede nogle brune kuverter på kommunekontoret. Klientellet var meget forskelligt. Nogle få var fuldstændigt selvhjulpne 60-årige, der bare havde et værelse og andre var fuldstændigt umælende og hjælpeløse i deres senge eller lænestole.
De mange lejligheder på billedet til højre skulle rumme nogle af de mange børnefamilier i “Barnevognenes By”
Plejehjemmet, Biografen og Irma overfor kirken
Herlev plejehjem på Herlev Bygade og Herlevgårdsvej overfor kirken. Foto Herlev Lokalarkiv
Herlev Bio billede fra Herlev Arkiv. Foto Herlev Lokalarkiv
Barnevognenes by
Barnevogn og dukkevogn ved Irma i Herlev i 1950erne. Foto Herlev Lokalarkiv
Jeg var med til at indvie Irma i ca 1958. Vi piger fik en hula hop ring. Det var flot. Vi samlede små plastikstumper af en elefant i en kuglekæde. De lå i kaffepakkerne. Det var ret svært, men vi lærte at gøre det hurtigt til sidst. Der var bedre plads i butikken end i HB på torvet, hvor man gik ind en vej rundt om en hylde og tilbage til kassen ad en anden vej i en u-form.
Jul i Herlev
Jul i Herlev 1968. Foto Herlev Lokalarkiv
Herlev med juletræ i Ringvejskrydset. Foto Herlev Lokalarkiv
Det var ikke noget, der blev talt om under hendes lange liv eller i familien efter krigen, men ved et tilfælde fik vi det at vide.
Min moster var ældst af mine mors søskende. Hun har oplevet mere end de fleste. Hun blev adopteret et par døgn gammel af min morfar Emry og hans første kone Anna i 1915. De havde været gift længe og de kunne ikke få børn. Ermegaard kom min moster til at hedde, fordi det på den tid var moderne at læse romantisk litteratur med navne fra vikingetiden. Men trods det anderledes navn var Ermegaard ukuelig. Hendes nye mor døde af den spanske syge i 1918. Ermegaard havde endda fået en lillebror i 1916, som døde få dage gammel. Det viste sig at hendes mor Anna havde dårlige nyrer, hvilket var farligt i forbindelse med graviditet og derudover den spanske syge, som slog så mange ihjel dengang.
Ermegaard 2 år 1917
Ermegaard 3 år og hendes far i 1919 Emry med sørgebind
Min morfar stod alene med en godt treårig og var selv nervøs og bange for at dø af dårligt hjerte. Han tog til en hjertespecialist i København, som sagde at han da ikke fejlede noget, men nok var overanstrengt. Min morfar blev så glad at han kontaktede min mormor Asta i København. Han havde annonceret efter en husbestyrinde med henblik på ægteskab og gik med Astas kønne billede i lommen. Hun havde været ærlig og skrevet at hun ikke havde lært at lave mad, men ville lære det. Det havde holdt ham tilbage, men efter at have ansat en, der både var kedelig og lavede ligeså kedelig mad fik han ringet til grossistfirmaet på Købmagergade, hvor min mormor Asta arbejdede dengang og aftalt et møde med hende ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen.
Dragefontænen fra før 1923
Det blev et meget vellykket møde og jeg tror, at de hurtigt blev stormende forelskede. Ermegaard fik sin tredje mor på fire år, men blev altid behandlet godt af min mormor, der var så bange for at gøre forskel på børnene. Ermegaard var en meget smuk pige med lange fletninger og et charmerende smil på alle billeder hele livet igennem.
Ermegaard nr 6 fra venstre bagerst fra Centralskolen i HolbækErmegaard bag sine tre mindre søskende på Marthavej 5 Holbæk 1929
Fletningerne blev ofret i tredverne, hvor hun mødte sin mand. Hun blev uddannet på Købmandskolen i København i kontorfag. Under krigen boede de i Esbjerg, langt fra barndomshjemmet i Holbæk. De har ikke været meget hjemme på besøg, da vejen på tog var både lang og farlig.
Et par år før hun døde i 2009 besøgte vi hende i Aalborg, hvor vi fik at vide, at hun havde været kurér. Det var ikke noget hun selv lagde meget vægt på. Hun ville hellere snakke om mange andre ting, så derfor er det så lidt vi ved.
Men det har været dødsens farligt. Blev de opdaget af tyskerne ved at blive stukket eller ved ved at en frihedskæmper kom til at snakke over sig var det slut. Hendes mand var meget involveret i spejderbevægelsen og der igennem har der været et netværk at folk, der stolede på hinanden og på den måde har hun fået opgaver med at gå med meddelser til andre modstandsfolk både på egnen og helt i København. De der var i modstandsbevægelsen blev vant til at man ikke kunne snakke om det og de fleste holdt tingene hemmelige resten af livet og lagde det i et hemmeligt sted i bevidstheden. Det har også været svært at tale om det, fordi de ikke måtte kende til de andres funktioner eller navne af sikkerhedsmæssige grunde. Ingen havde overblik over ret meget.
Min mor Ruth skriver i et erindringsark at Ermegaard engang tog helt fra Esbjerg til Dyrehaven i København for at aflevere en vigtig meddelse til en ven, Heister, som var med i modstandsbevægelsen. Det lykkedes, men han blev senere taget til fange og overlevede bombardementet i Shellhuset i marts 1945. Dog havde han varige mén efter at have faldet ned fra etagen, fangerne var på. Desuden fik hun afværvet Gestapos udspørgen om en tom lejlighed i Esbjerg, som hun passede for en frihedskæmper, der var gået under jorden.
I en bog “kvinder i modstandskampen” af Nina Bisgaard har jeg læst nogle beretninger om kurertjenesten. Det er en bog fra 1986. Der beskrives det at kvinderne hjalp til med alt forefaldende arbejde inden for modstandskampen. De holdt det hele kørende. Sørgede for mad og omsorg til de aktive modstandsmænd og hjalp med transport af hemmeligt materiale. De kørte det i barnevogne lige for næsen af tyskerne og hippofolk. Det kunne sagtens være våben som maskinpistoler og ammunition, hemmelige koder, blade og instruktioner, falske identitetskort, stempler mm.
Kvinder blev ikke regnet for noget af tyskerne, så de kunne som regel passere forbi vejspærringer og razzier. En Musse Hartig fortæller i bogen, at hun havde været i en lejlighed for at hente stempler og papirer til falske identitetspairer, træder ud af huset og løber ind i en razzia
Tasken med de kompromitterende pairer hang og dinglede skødesløst i min højre hånd, mens jeg stift som en dukke bevægede mig hen mod en modbydeligt tamp af en SS soldat, der stod og spærrede fortovet lige overfor Dr.Tværgade. Han var en høj og modbydelgt udseende fyr, og han skævede ud ad øjenkrogene, da jeg nærmede mig. Det var en uhyggelig fornemmelse, men jeg var klar over, at jeg måtte blive ved med at gå fremad, ikke noget med at løbe, og jeg måtte handle på en eller anden måde. Jeg skulle ud af det her. Lige før jeg nåede til ham, var jeg ved at blive grebet af panik, men jeg fik hold på mig selv. Det er dig, det her afhænger af. Du må prøve med den charme, du har. Han stod og spærrede fortovet med sin maskinpistol. I det øjeblik, jeg nåede ham smilede jeg et stort strålende pigesmil til ham. Med venstre håndløftede jeg maskingeværløbet, dukkede mig under dette med et “bitte”. Han smilede tilbage og lod mig slippe mig forbi.
Den frækhed kunne jeg sagtens tro min moster besad også. Hun fik i hverfald snakket nogle tyskere fra at interessere sig for underboens lejlighed, som hun passede, da ejeren var under jorden.
Min moster til venstre og kusinen Helle til højre på Strøget ved Helligåndskirken. Bemærk en tysk soldat bag dem
En anden fortæller
Jeg vandrede ind med min barnevogn fra Frederiksberg, det var sådan en Pedigree. Den havde et kæmpemagasin, så der havde jeg alt. hvad det skulle være. En dag vandrede jeg fra Amager til Bispebjerg hospital, hvor jeg skulle aflevere nogle våben. På vejen derud, gik jeg forbi General Motors, hvor tyskerne var posteret udenfor- og der sad min lille søn på nogle pistoler. Det var ikke det store. Det var bare den håndsrænkning, men kunne give dem.
Illustration fra bogen “Kvinder i modstandskampen “Illegal våbentransport”
For ikke at vække opmærksomhed kunne de kvindelige kurerer finde på at bede de tyske soldater om hjælp til at slæbe de tunge kufferter ombord eller fra borde på Storebæltsfærgen.
Ingen regnede det for noget, men kvinderne har været uundværlige under krigen også ved at gemme dem, der gik under jorden og at sørge for mad og tøj til dem.
Min moster var utrolig frimodig og selvbevidst på en naturlig måde. Hun har aldrig vist tegn på psykisk besvær efter krigen. Hun havde en robusthed over sig, som ingen i familien ellers havde. Mange af os har været lidt små ængstelige og lidt for lette at ryste desværre.
Ermegaard og L.P i lejheden i Havnegade i Esbjerg under krigen
Denne artikel er inspireret af billeder fra Sundby Lokalhistoriske Forening SULFA, som har givet mig alle de billeder, de har af barnevogne og forretninger fra Amager. Jeg har fået dem i bytte for min fars erindringer, som de ville gøre til en bog i deres regi. Min far (1920-2007) voksede op på Amager og boede der til han blev gift i 1948.
1920’erne
Käthe Larsen 1929 pige i gård med dukkevogn
Käthe Larsen 1929 to babyer i barnevogn
Käthe Larsen 1929 børn i gård med dukkevogn i samme model som midterbilledet
1930’erne
Amagerbrogade med gavlmaleri af Sundby Barnevognsfabrik Foto SULFA Erik Johansen
En familie fra 1930’erne på Amager har afleveret deres billeder til Sundbyarkivet, som sidste år har givet mig ret til at bruge billeder. En serie med familien Johansen 1932-1934. Familien havde den store pige i forvejen og de to mindre er kommet til i den korte periode på to år. Jeg gætter på at faderen har noget med barnevognsforretningen at gøre på Amagerbrogade. Jeg har aldrig hørt om et mærke, der hedder Britania, men familiens barnevogn ligner den på facaden.
Erik Johansens familie
1932
Erik Johansen juni 1932.Amagerfælledvej/Sundholmsvej.
Erik Johansen juni 1932
Erik Johansen juni 1932
1933
Erik Johansen maj 1933
Erik Johansen maj 1933
Erik Johansen september 1933
Erik Johansen september 1933
1934
Erik Johansen april 1934
Erik Johansen april 1934
Erik Johansen april 1934
Erik Johansen april 1934
Erik Johansen april 1934
Vognen er udstyret med mulighed for siddeplads for ældre barn. Modellen ligner det engelske mærke Pedigree, som jeg har vist i en tidligere blogartikel.
1950’erne Henrik Skovs familie
Henrik Skov SULFA Itkin barnevogn fra først i halvtredserne
Henrik Skov 1950’erne SULFA Itkin
Itkinfabrikken blev flyttet fra Landemærket 9 til Amager Strandvej 124 i begyndelsen af 1950’erne. Nu ligger der en anden virksomhed på ejendommen, som snart skal sælges og ændres til lejligheder. Jeg besøgte stedet i sommer og så lokalerne inde og ude. Navnet anes på murstensvæggen til venstre for indgangspartiet.
Itkin fabrikkens katalogside fra Amager Strandvej 124
Nyboder på min mormors tid. Et postkort, som hun selv har fået
Min mormor Asta blev født i 1890 og boede i Nyboder på flere adresser indtil hun blev gift i februar 1920 som 29-årig. I en tidligere artikel har jeg vist de kort og telegrammer hendes far fik, men heldigvis har hun også gemt sine egne kort, som indirekte fortæller en smule af hendes historie.
En lille bog fra skoletiden svarer til hvad piger i dag har om at samle noget om deres veninder. Dengang var det dog mere moralsk opdragende, idet børnene får at vide, at huske familiens fødselsdage. Venindernes navne og adresser står side om side med lærernes navne. Asta gik på Sølvgade Skole fra 1897-1904.
Min mormors huskebog. Hun gik i skole fra 1897-1904
Hendes konfirmationshold fra Holmens kirke var meget stort 80 piger og sikkert lige så mange drenge. Det viser, hvor mange mennesker, der boede i og omkring Nyboder dengang omkring århundredeskiftet. De mange børn var delt op i skoleklasser, der gik enten formiddag eller eftermiddag. Hun var ked af, at hun var nødt til at gå om eftermiddagen, da det var mere anset at gå om formiddagen eller også følte hun bare det og savnede veninder, der gik på modsat hold. En karakterbog har jeg også bevaret og en broderet ting fra 1904, der viser de mange slags sting og syteknikker de lærte.
Min mormors broderiarbejde fra det sidste skoleår i 1904
Asta som konfirmand april 1904
Konfirmationstelegrammer til Asta April 1904
Konfirmationstelegrammer til Asta April 1904
Konfirmationskort
Hun var som jeg husker det meget venlig, men også ret lukket omkring sin fortid, som om hun tog hensyn til, at familien måske ikke var interesseret. Jeg tror hun led under at ikke kunne få udtrykt de ting, hun havde gået igennem, som det, at forældrene mistede nyfødte tvillinger, da hun var et år og moderen mistede sin 29 årige bror samme tid.
Min oldemor Lauras bror Emil, der døde som 27 årig fire dag før Asta blev født
Da Asta var 8 år havde hendes og Svends far fået en søn Kurt uden for ægteskabet og var flyttet hen til den dame, der var mor til ham, et sted i midten af København.
Både Astas far og mor havde flere jobs, så forældrene var meget lidt hjemme. Hendes mor gjorde rent for folk privat og i forretninger, blandt andet i et fotoatelier, som har muliggjort at de har fine fotos.
Asta og Svend 1902
Lille Svend ca 1905
Asta har taget meget ansvar for sin ti år yngre bror. Sorgen over at måtte stoppe med at have kontakt med ham, da han er først i tyverne, må også have været stor. Som ung mand viser Svend sider, der ikke er så rare. Han har store projekter igang, mangler penge, låner sig frem, men “glemmer” at betale tilbage. Det største slag var nok, da det viste sig ved moderens død, at han havde ophævet opsparingen til ligbrænningen, således at omkostningerne blev meget høje for Asta og Emry, som stod for bisættelsen. Han var utrolig smuk og charmerende. En rigtig kvindebedårer.
Astas bror Svend på den tid. hvor de stadig sås
Min mormor har været meget præget af, at faderen forlod familien og af at hun støtte sin mor. Hun skriver i et postkort til sin mor i 1911, hvor hun er på en lille ferie med sin tante, at hun håber, at moderen ikke er for ked af det, mens hun er væk!
Slide showet kan standses undervejs
This slideshow requires JavaScript.
I 1915 er Asta netop fyldt 25 år og har været ca 7-8 år i fru Schraeders manufakturhandel i Nansensgade 30. Hun går de 2 1/2 km. fire gange om dagen og der er åbent til langt ud på aftenen. Der var en middagspause, hvor hun går hjem og spiser. De lange arbejdstider og presset omkring forældrenes situation slog hende ud.
Asta blev syg med blødende mavesår og indlagt på Øresundshospitalet. Hvorlænge ved jeg ikke. Da jeg hørte om det i min tid som sygeplejeelev blev jeg meget berørt, da det er alvorligt og dengang svært at helbrede.
I de gemte postkort er der nogle fra tre forskellige unge mænd. Den ene K. Lebell har boet lige i nærheden af forretningen og kortene er stilet til Asta Nielsen i Nansensgade. Lebell har været sømand for han har skrevet fra forskellige lande.
Lebells kort til Asta
Lebells kort til Asta
Lebells kort til Asta
Lebells kort til Asta
Min mormor Asta til venstre den “lille elev” i midten og Thea Schraeder indehaveren i forretningen
Asta til venstre og fru Schraeder til højre i døren til Manufakturforretning Nansensggade 30 København K
På en båndoptagelse siger hun, at hun ikke var særlig interesseret i unge mænd. Hun har selv skrevet til K.Lebells mor fra det reconvallescenssted på Sjælland hun kom på efter sit akutte sygeleje. Men teksten er streget over og er aldrig sendt. På den måde har vi et bevis for, hvor hun var på rekreation.
Et kort til fru Lebell fra min mormors rekreation i 1925. Kortet blev aldrig afsendt teksten er overstreget
Fra Schraeders kort til Asta der var indlagt på Øresundshospitalet i 1915
Et kort fra min mormors forretningsleder i Nansensgade 30 til Asta, der er indlagt på Øresundshospitalet
Et kort fra Thea Schraeder til Asta
En hilsen fra Fru Schraeder til Asta på Øresundshospital
En hilsen til Asta under Øresundshospital afd.A1 fra Tante Hulda en faster til Asta, der bor i nærheden i Nyboder
En hilsen til Asta under Øresundshospital afd.A1 fra Tante Hulda en faster til Asta, der bor i nærheden i Nyboder
Hun stopper hos Fru Schraeder efter sygdommen, men bevarer kontakten til hende resten af livet og til “den lille elev”, der blev gift Drejsler og som hun arbjedede sammen med i butikken. Dennes børn har hun billeder af i sit album og jeg tror, Asta har været gudmor for en af dem, for der er et billede, der viser barnet på Astas arm.
Asta med Dreislers barn ved barnedåb
Asta med Dreislers barn ved barnedåb
Hun ender med at blive gift med min morfar Emry som 29 årig. De fandt hinanden mirakuløst via en kontaktannonce. Da hun mødes med ham ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen i august 1919 arbejder hun på kontor hos en grosserer på Købmagergade.
Som gammel livede hun meget op, når hun kom i kontakt med nye mennesker, om det så var ved indlæggelser på Gentofte hospital efter lårbensbrud. Hun trivedes ikke med at være alene efter Emrys død i 1957. Hun var nødt til at flytte til Buddinge tæt på Lyngby for at være tæt på børn og børnebørn. Børnene havde travlt og kunne ikke komme så tit, som hun havde brug for. Hun kendte ikke nogen i Buddinge og der var langt til Holbæk, hvor hun stadig havde mange venner.
forlovelsesbillede Asta og Emry 1919
Tankerne fra barndom og ungdom har sikkert trængt sig på. Det var noget familien ikke forstod sig på. Hun blev leet af, fordi de fleste syntes hun burde være glad for sit liv.
Til sin konfirmation fik min mor Ruth (1923-2008) en lille gylden skindindbunden dagbog af sine skolekammerater. Hendes navn står med guld bogstaver. Konfirmationen var den 10/10 1937. Min mor voksede op i Holbæk, hvor hendes far var lærer på Søndre Skole og kordegn i Tveje Merløse, begge steder lå i nærheden af bopælen. Min mor er lige knapt 16, da hun er afsted på skolerejsen i 1939. Det var den sidste klasse inden realeksamen.
Brudstykker af beretningen har gjort indtryk på mig i min barndom, som den skrækkelige sejltur til Norge med søsyge og skibukser og fedtlæderstøvler, som jeg har hørt omtalt. Vores mor var god til at fortælle, da vi var små og hun gik hjemme med os.
Det nips hun købte husker jeg, et par miniature ski med bitte små strikkede luffer med mønster i og en lille træniste, madkasse,som jeg har endnu.
Hun skriver, at hun kun vil skrive de vigtigste ting i denne fine bog, ellers ville de fylde for meget. Turen til Norge må have været afslutningen på skoleåret 4. Mellem og realeksamen i realklassen året efter.
Dengang har skolegangen været tredelt:
Underskolen 1.-5. klasse på Sdr. Skole
Mellemskolen 6.-9. klasse på Sdr. Skole med mellemskoleeksamen og skolerejsen
Realskolen 10. klasse på Centralskolen i Holbæk
Rejsen til Norge 1939 med skolen 25/6-3/7
Starten på Norgesturen i baghaven på Marthavej 5 i Holbæk
Mandag morgen pakkede jeg rygsækken for sidste gang og trak i vandretøjet. Skomager Christian ordnede rygsækken så jeg kunne holde ud at have den på 13 kg. Møde med kammerterne. Fotografering forfra og bagfra.
Holbæk eller fra Horden i Norge
Afsked-Hurra. Snart var vi i Kalundborg. Overfarten var lidt kedelig. Der var mange andre skoler med. Ankomst til Aarhus, imponerende havn. Talte med Hr. overlærer Juul. Sjov i toget. Det vil sige det vel nok pjat det meste. Men Søderberg kan nu være sjov. Det var en lang og meget streng tur fra Aalborg banegård til vandrehjemmet. Jeg fik den øverste køje- Lissi den modsatte neden under Gerdaerne. Ude at se på byen. Aalborg er en smuk by. Vi så “Kilden” m.m.
Tirsdag morgen blev jeg vækket ved at de andre legede “Skibet er ladet”. Rundt omkring fra fik vi senere klager over at morgensøvnen var blevet afbrudt. Morgenmaden var mælk og klemmer. Ud og kigge på byen. Vi så blandt andet Obels Tobaksfabrik. Det var meget interessant. Den beskæftiger 1200 arbejdere. Bagefter fik vi alle en pakke “Meluka”.
Ruths kort fra Aalborg inden videre færd til Hirtshals
Kl. 1 med tog til Hirtshals, hvor jeg så hvad jeg aldrig vil glemme:
Vesterhavet i oprør.
Billeder fra Hirtshals
Else Vera Gurli og Bente
I storm ved Vesterhavet juli 1939 “Skagerak I”
Min mor Ruth nr. to fra venstre
Vesterhavet i oprør ved afgangen fra Hirtshals
Det var en sådan storm, at selv søfolk rådede os fra at sejle. Afleverede rygsækkene på skibet “Skagerak I”. Så beså vi Hirsthals. Var inde på en kro, så en kirke og en sluse tørrede fisk. Så gik vi ombord, uden at tænke på, hvad der ville ske. I begyndelsen var det også morsomt alt sammen, men efter nogle ordentlige gyngeture overgav jeg mig og ofrede til Neptun og selvom jeg lå på øverste dæk nåede skumsprøjtet mig. Jeg hundefrøs og var ligeglad med alt, men jeg var ikke den eneste, der led. Endelig kom Norge til syne. Vi så de første klipper og lysene på klipperne. Det var en smuk aften og et meget smukt syn. Da fjorden var meget lang, tog det tid, og da vi endelig lagde til, måtte vi vente, til vore pas var i orden. Det hjalp på søsygen at komme i land.Vi skulle være i skolen i Tordenskjoldsgaden og lå på madrasser på gulvene. Kl. 1 den aften så jeg for første gang fru K i bukser og udslået hår.
Kristianssand og omegn
Kristiansand
Ved Hovdahytta
Udenfor Kristianssand
Onsdag oppe kl. 7. Var hele dagen lidt sejlende. Morgentur på klipperne rundt om søerne og ved træerne. Det var meget svært at få fat i et postkort, men endelig lykkedes det. Det er sjovt at tale med nordmændene. De andre to klasser var rejst til Vallaheim. Kl. 10 frokost på jernbanerestaurenten. Det stod altsammen på et stort bord, og vi sad ved små borde. Så kunne vi selv hente, hvad vi ønskede. Jeg valgte te, man kunne også få kaffe og mælk. Brødet lignede vores landbrød. Så kørte vi med rutebiler ud til Norges højeste skisportssteder. Vi var sammen med nogle realister fra Sønderborg. Der var meget smukt- stejle fjeldsider. Vi var inde i en tunnel til Stavanger. Så travede vi den lange, men meget smukke vej tilbage til Kristianssand gennem “Ravnedalen”. Syrener blomstrede endnu her og der og der gik nogle påfugle omkring et lille bjælpehus, hvor vi købte sodavand. Middag på Kafé Børsen. Menu Kjöddkaker med kartofler og kål og sveskegrød. Så havde vi et par timers hvil, hvorefter vi gik hen til Kongensgade Skole, hvor der var dansk-norsk skolefest, som vi var inviteret til. Vi var jo uforberedte, men nordmændene og sønderborgerne optrådte. Blandt andet fremsagde en pige fra Sønderborg “Guldhornene” meget smukt. Danske og norske lærere talte ind imellem sang vi fædrelandssange. Tøren sagde også et par bevingede ord. Da vi kom tilbage spiste vi vore klemmer hos drengene.
Postkort fra rejsen
Vallaheim
Vejen til Vallaheim
Vejen til Vallaheim
Vejen til Vallaheim
Torsdag
Oppe at pakke kl 7. Færdig kl. 8. pjaskregn. Morgenmad hos drengene. March til banegården. I flot spisevogn kørte vi et stykke op i dalen- og nu skulle vi for alvor se kilder, elve og stejle bjergvægge. Videre med et eventyrligt lille bjergtog. Blåmalede træbænke og en lille bitte kakelovn. Vi kørte hele tiden langs en flod, der kaldes en fjord. Byglandsfjord. Det hele var så imponerende og næsten som et eventyr. I en lille by skiftede vi til rutebil og kørte i alt 72,9 km. Stod af i Bygland, hvor vi købte små ski og små vanter mm. Folk går i nationaldragter, kl 12 1/2 kom vi hertil Vallaheim Hotel.
Min mors lille niste . Mindre end en tændstiksæske
Min mors lille niste
Strandhotellet i Mandal?
Her er så hyggeligt. De to Gerdaer, Bente og jeg deler værelse med to senge. Et par af de andre har værelse for sig selv. I opholdsuen er der hjerter i stolene, som er smukt malede. På W.C. er der plads til fire på en gang. Middag kl 4 med serveringsjomfru og en lille lem, hvor hun henter maden og en ringeklokke på bordet. Først havde vi gået en tur til landsbyen og gået over en hængebro. En lille aftentur.
Fredag
Havde sovet herligt i de bløde senge. Jeg lå sammen med Bente. De andre lavede fest oppe hos drengene. Om formiddagen bjergbestigning. Det bedste synes jeg ved hele turen.
Min mor Ruth til venstre og Gurli til højre
Ruth til venstre og Gurli til højre
Vi fotograferede de smukke landskaber (men den slags skal ses) Solen skinnede og det var forår på bjerget, dværgpilene stod i knop, så vibefedt og en sæterhytte. Tilbage. Mægtig appetit til laksegratin. De andre klasser kom og hilste på os på deres tilbagetur. Kl. 2 kørte vi i rutebil til Hovden. Ruth H og jeg sad ved siden af damerne. Her er smukt og friskt i Hovden 730 meter i vejret. Vi gik til købmanden og købte erindringer.
Postkort fra turen
Postkort fra turen
Postkort fra turen
Norge. Fra Valle Setesdal
Så gik vi en tur og jeg troede, at jeg havde tabt min pung- senere fandt jeg den i min rygsæk, som jeg ellers havde endevendt. Kl 5 1/2 spiste vi aftensmad. Så gik vi en bjergtur alle. Da vi langt om længe nåede op på en top ca. 1500 meter i vejret, begyndte det at regne. Vi hoppede over sten, tuer og vandløb og blev drivende våde både for oven og for neden. Vagn gav af vanvare Birthe en oven i hovedet med et birketræ. B og jeg skyndte os derfra. Det sidste stykke fulgtes vi med Tøren, der fortalte om en bjergtur i Alperne. Vi hængte vort våde tøj rundt om pejsen og krøb til køjs.
Lørdag
Vort tøj nåede ikke at blive tørt. Nogle sko var brændt ved pejsen. Det var et festligt morgenbord, vi kom til. Kun myseosten kunne jeg ikke lide. Så gik vi hen til købmanden og købte ind. Alt var dyrt. Kl. 11 tog vi med rutebilen og kørte til kl. 20. Vidunderlig smuk natur hele vejen. Vor vogn gik i stykker og vi måtte skifte 3 gange. Endelig nåede vi Café Børsen. Her ventede de andre på os. Så fik vi noget kød, spirede ærter og aprikosgrød.
Søndag
Oppe kl 8. Morgenmad på skolen sammen med drengene. Morgentur i fjeldene. Fotograferede. Ruth og jeg løb vild i klipperne, men fandt forholdsvis hurtig tilbage. Så kørte vi med 3 rutebiler til Mandal fra kl. 11-16. Else og jeg gik af høflighedshensyn over i A klassens vogn og kedede os forfærdeligt. Joppe sang fædrelandssange alt for højt. I Mandal fik vi middag på Strandhotellet. Så gik vi tur i Mandal og kl. 5 gik vi alle til stranden. Det var for koldt til at gå i vandet. Så blev der taget nogle billeder af os. I rutebilen kom bl.a Mona, John og Vera ind til os. Vi sang moderne, mens A klassen sang fædrelandssange. Turen hjem varede kun en time. Jeg var med til at smøre mad til næste dag.
Klassen og lærerne ved stranden ved Mandal. Min mor holder en dreng i hånden på første række?
Mandag
Op kl. 4. Færdig kl. 4 3/4. Gunvor for sent til samling. March til havnen. Skibet sejlede kl. 5 1/2. Ellen vinkede farvel til os (John).
Udsejlingen gennem skærgården var meget smuk. Solen steg, men der var skyet overalt. Med et så vi en skypumpe. Det var meget ejendommeligt at se. Vandet blev suget i ligesom en stor tragt. Efter et kvarter forsvandt den. Jeg gik op på det øverste dæk og lå der i 4 timer. Der lugtede det ikke, mend det var temmeligt koldt. Jeg kedede mig —- Endelig kom Jylland i sigte, Gunver og Gerda kom hen og sang “Der dukker af disen…”
Så gik vi i land og kom over i Nordpilen kl 10 1/4 og kl 14 var vi i Aarhus. Vi havde snakket med nogle præstefolk fra Stavanger. I Aarhus ventede vi på banegården på Tøren og jeg købte chokolade og en dværgkat. Så kom vi af med rygsækkene og gik i byen og så den flotte svømmehal. Derfra til en restaurent, hvor vi fik bøf, is og kaffe Ahh. Så fik vi lov til at gå på egen hånd en halv time. Ruth og jeg gik ind i et stort varehus og købte lidt. Jeg en strandhat. Så gik vi ned til damperen og nu sidder vi her og nyder sejlturen, der rigtignok er noget andet end med Skagerak I. Kl. 23 var vi i Holbæk. Ruth sov hos os. Således endte denne herlige tur.
Ruths dagbog
Ruths dagbog
Min mors røde album i moderne mønster
Efterskrift. Det er ikke alt, jeg forstår, da det er skrevet meget kortfattet. Min mor Ruth har ikke hjemve, som jeg led så meget af i min barndom og ungdom og hun virkede til at have mange venner og var meget uskyldig. “Tøren” må næsten være inspektøren, der har været med som lærer. På den tid angav man klokkeslæt på den måde, som ses her i teksten. Alle navneord er med stort forbogstav, hvilket jeg har undladt.
Jeg kan ikke lade være med at prøve at finde ud af, hvilket mærke og årti en smuk barnevogn er fra. Billederne er fra Facebookgruppen Gammel København.
Vi sidder foran legehuset, da det var nyt. De blå skifersten ses til højre
Noget helt særligt var at vores far lavede et legehus til os, da vi havde boet i det nybyggede hus et år. Vi var fire år, da vi fik det. Jeg husker intet om, at han forklarede, at han ville lavede det. I det hele taget blev vi ikke forberedt på ting, hverken gode eller dårlige ting. Det er noget man ved mere om i dag, at det er godt for børn at blive forberedt. Han havde lavet meget i huset og i haven, så det var flot at han allerede kunne lave det hus så tidligt i forløbet.
Fra min mors brev i sommeren 1957 til min morfar, der lå på Holbæk Sygehus:
I går var William og Bodil her med børnene og Niels Henrik. Da det regnede måtte vi voksne opholde os inde, men børnene indviede deres lille legehus, som nu er gjort lidt mere i stand, idet vi har sat gardiner op, der er malet på væggene, bænke, bord og en lille taburet er malet i kraftige farver, og det mest spændende for ungerne er en lille vandhane, vaskekumme og lille køkkenbord af parketbrædder, hvor de kan vaske hænder, idet der er anbragt en flad zinkbeholder på taget.
Lisbeth og Per var vældig glade for det, tror jeg da.
Max Josef Itkin f.1886 i Rusland, kom til Danmark som barnevognsfabrikant via Sverige i 1908. Han og hans kone Elsa Itkin (f.1890 i Hamburg) bosatte sig i Elmegade på Nørrebro. Han var alene om at arbejde på barnevognene fra sit første værksted på Frederik 7’s gade på Nørrebrø, men fik hjælp af sin bror.
Den første gang vi var i Tivoli var sommeren 1954, hvor min tvillingebror og jeg var 3 1/2 år. Vi vidste naturligvis intet om Tivoli og jeg husker ikke forberedelserne andet, end at vi står på den nyanlagte terrasse i ved det nybyggede hus i Herlev. Der var endnu ikke lavet hegn om den og i stedet for fliser er der det bare jord.
Jeg har altid elsket gamle sort/hvide fotos. Der hang en del på min mormors væg i Bagsværd og heldigvis har jeg arvet dem. Jeg er ikke sikker på at andre i familien er lige interesserede. Min mormor Asta havde en sød lillebror, som jeg aldrig har mødt. selvom han levede til engang i 1970-erne.
Barn&Mor 