Efter studentereksamen i 1970 ville jeg til England. Dengang kunne man ikke bare lige få arbejds- og opholdstilladelse, så det gjaldt om at finde et job inden, jeg rejste derover.

Længlsen efter at komme til England lå dybt i mig. Den havde jeg arvet fra min mor, der havde været forlovet med en engelsk soldat i sommeren 1945. Han var forsvundet på mysisk vis. Det var ikke noget vi talte om, men én gang røbede hun noget, som satte sig dybt i mig. Vi havde fået fjernsyn omkring 1962 og pludseligt toner Montgomery frem på skærmen på sin berømte tur igennem Københavns gader. Det er et ganske kort klip, min mor farer op af stolen med hånden for munden og ud i køkkenet -med mig efter sig. Der får hun fortalt mig at hun havde været forlovet med Bill, en af motorcyklisterne på siden af bilen. Hun havde en guldring med sorte brillianter, som var fra ham. Han var død i Burma senere. Omkring den samme tid forbereder vi os på at modtage hendes engelske veninde Josey og hendes familie, der kom til os i sommerferien 1962 for aller første gang.

(Først da min mor var død fik jeg at vide af hendes bror, at Bill ikke var død i Burma, men at William havde opsøgt hans familie i England allerede i sommeren 1946 og fundet ud af at han var gift der. Min mor har ikke kunnet rumme smerten og ændret historien.)

Jeg begyndte først at have engelsk i skolen i 5.klasse, efter den samme sommer 1962. Oplevelsen i sommerferien af ikke rigtigt at kunne kommunikere med andet end få ord og tegnsprog gjorde, at jeg sad med ordbogen selv og prøvede at sætte ubehjælpelige breve sammen på engelsk.

Det blev utroligt vigtigt for mig at kunne så meget som muligt, da interessen for engelske popsangene blev vakt i den tid. De havde af og til indviklede tekster baseret på digte. Her tænker jeg på sangere som Donovan og Bob Dylan, The Byrds og nogle af The Beatles teksterne var mere end bare gentagne refrænger. Se min artikel på min engelske blog, hvis det har interesse.

Jeg havde aldrig været særlig god til at komme hjemmefra. Det var næsten umuligt for mig at overnatte hos nogen selv i gymnasietiden, fordi jeg bare ville hjem. Jeg var utroligt knyttet til min mor, men følte mig meget distanceret af min far. Det var ambivalent.

Jeg ville hjemmefra, men vidste dårligt nok, hvordan jeg skulle planlægge det, for min mor var nok ikke så vild med det. Min far var ligeglad ? Jeg aner det ikke. Egentligt ville jeg gerne læse engelsk på universitetet i Manchester, men fik at vide at det kostede 35.000 kr. Det var en svimlende sum dengang.

Min mor havde lært Josey at kende på sin første Englandsrejse i 1946. De mødtes på et vandrehjem i London, hvor værten havde råbt :

“Two for washing up”

Både min mor og Josey var lige tjenstvillige og det blev til et livslangt venskab, hvor jeg har alle brevene fra Josey fra 1946 til 2008, hvor min mor døde og Josey et lille år efter. Jeg har også skrevet om det på min engelske blog.

Vi kom på besøg hos familien i Manchester i 1966 og jeg må der have besøgt “The Danish Food Center” i Manchester for det blev det sted jeg forsøgte at få arbejde. Det var så dyrt et sted at vores familie i Manchester ikke kunne drømme om at gå derind.

Sommeren efter jeg blev student tjente jeg penge på et plejehjem i Herlev for at spare sammen til rejsen. Jeg tog ind og talte med en flink mand på Axelborg på Vesterbro i København om at komme i kontakt med det danske sted i Manchester. Han kunne jo ikke ansætte mig, men han må have givet mig en anbefaling.

Jeg fik en invitation af familien jeg skulle bo hos og kom afsted på færgen fra Harwich til New Castle med en enkeltbillet. Det var en meget tom fornemmelse at vinke farvel på Hovedbanegården til mine forældre.

På færgen mødte jeg en anden dansk pige med en enkeltbillet. Hun blev bedt om at vende tilbage med samme færge, da hun ingen invitation havde. Det gjorde indtryk på mig. Hvordan jeg kom fra New Castle har jeg ingen erindring om. Men nogle fra familien hentede mig i det centrale Manchester, så det må jo have gået, som det skulle. Derfra var der en time at køre i bus til udkantsbyen Winton ved Eccles. Desværre har jeg ikke billeder fra opholdet i 1970.

Efter en del ventetid fik jeg sidst i september tilsendt en arbejdstilladelse, som jeg måtte ud af landet for at få stemplet ved den engelske grænse. Jeg havde så meget hjemve allerede at jeg ikke ville hjem til Danmark og tilbage samme vej af frygt for at opgive det hele.

Jeg tog til London og derfra Dover/ Calais og retur for at få det stemplet. Husker at jeg ikke turde rejse mig fra et bord på færgen af frygt for søsyge. Jeg gik rundt omkring på havnen indtil jeg kunne komme ombord igen, da jeg ikke ville forlade området. Dengang var jeg meget bange for at tage på, så jeg har helt sikkert også sultet. Jeg husker noget om at have en banan med mig. Tilbage i Dover gik jeg igennem et lægetjek, hvor jeg skulle kigges i munden. Grænseoverskridende. Husker ikke, om der var andet de kiggede efter end tandstatus. Jeg tog med en bus fra Victoria Coach Station til Manchester. Det var billigere end med toget.

Jeg fik arbejdet på The Danish Food Center og der var en chef, der hed Ruby. Han virkede poplær blandt de mange danske Karolinepiger. Jeg skulle ikke ophøjes til at være Karolinepige, det var nok noget, der krævede en uddannelse i produkterne.

Forretningen bestod af en viktualieafdeling med alle de danske delikatesser, fint smørebrød der blev solgt. Resten af det var en restaurent, der om dagen var kaffe og frokostrestaurent med “Det store Kolde Bord”, som hovedattraktionen og om aftenen rigtig restaurent. Jeg dækkede borde og ryddede op og tog betalt og gav tilbage. Det var før de indførte det metriske system, eller rettere det var lige før det blev indført, men da holdt jeg allerede til Nytåret.

Nede i kælderen var der en lille personalestue og et stort køkken, hvor maden blev lavet. Engang faldt jeg på trappen med en hel metalbakke med højt belagte rejemadder. Det var jeg utrolig flov over, men der var ingen sure miner. Jeg fik sandelig lært at folde stofservietter, så de stod i en vifte på tallerknerne. Det var i længden meget trivielt.

Det var sjovt at betragte, hvordan gæsterne gik til “Det Kolde Bord”. Det var meningen, at vi skulle hjælpe med at vise, hvad der passede til hvad. Men det var meget få interesserede i, derfor var det almindeligt at frugtsalat og leverpostej og sild blev lagt oven i hinanden. Det måtte de jo selv om.

Der kom nogle norske studerende og jeg indrømmer at jeg var jaloux på dem over at de studerede og ovenikøbet havde råd til at komme på den restaurent. Norske studerende læste i andre lande, fordi Norge ikke havde studiesteder nok selv.

Hele november husker jeg som konstant regnvejr. Jeg gik, som alle andre, med paraply altid. Det var ikke så koldt og regnen var finregn. Det virkede noget depressivt på mig, og jeg havde en times transport hver vej, gjorde det ikke bedre.

Jeg kunne lide at gøre et holdt på Manchesters store runde bibliotek, hvor der i kælderen var café til de studerende og biblioteksgæsterne. Kaffen var fuldstændig mælkeagtig. Det er ikke en kaffe, man får mere i England. Flere gange har jeg besøgt det bibliotek senere for at prøve at genopleve den stemning, jeg var glad for der, inden den lange tur hjem.

Central Library Café juni 2015. Renoveret og flyttet op til stueetagen

Centimental Journey juni 2015

Jeg har via denne artikel fået kontakt med Annette L. Torp, som var ansat fra 1973. Hun har engageret sig meget og har skrevet en historisk artikel om de danske Foodcentre.

I hendes beretning møder hun også den flinke mand i Axelborg, somngiveligt hed Herluf Sørensen.

I Danmark var det moderne med store bloklys i stentøjsaskebægre. Det tog vi jo som en   selvfølge. Jeg må have haft nogle med mig hjemmefra, men fik af flere at vide at jeg skulle:

Save them for power cut!

Det viste sig at være reelt nok, for flere gange var der strejker eller strømsvigt af anden grund. Det kendte jeg ikke hjemmefra. Jeg oplevede, at der var større mangel på materielle goder i Nord England, end jeg kendte til fra Danmark. Luften var også mere forurenet af kulstøv end vi kendte til hjemme.

Julen kom hurtigt og der manglede jeg min jul, derhjemme fra. Alt virkede så anderledes. Hos familien, hvor jeg boede kom et plastikjuletræ med kulørte lys op i gangen allerede første december. Det stod lige bag hoveddøren. Da jeg var barn pyntede man først rigtigt op i hjemmene lige før juleaften.

Juleaften var en almidelig arbejdsdag og det var også lidt svært. Jeg må have været forbi ved “The Central Library” den aften for jeg fik en snebold i nakken på det sted. Det blev jeg ret stødt over, men kunne også se det komiske i det. I England var man ikke vant til sne.

Om aftenen hjemme hos Josey blev der bagt en masse til forberedelse af deres jul den næste dag. Det var kager, der hed “Mince Pies” og mindede om gammeldags linser. Fyldet var rosiner og sukat i en syrlig masse inden i. Allerede i september havde jeg været med til at lave deres Christmas Cake, hvor jeg husker, der skulle en masse æg i en kæmpe dej, der  blev bagt og derefter stå overhældt med brandy. Den blev da også god. Omkring den var først et marcipanlag og derover en tyk glasur. Jeg var stadig på slankekur, men måtte jo smage marcipanen og lidt af kagen. Der var også en Christmas Pudding, der var kogt i en gryde.

Det var altid min mor, der skrev og jeg skrev vist næsten dagligt. Det var vigtigt for mig at skrive. Inden jul fik jeg både brev og en pakke fra min far. Hvilken overraskelse. Jeg havde siden jeg var 13 år haft et meget tyndslidt forhold til ham og ville helst ikke være i stue med ham. Han havde gjort mig uendeligt bange ved at have læst min dagbog og så truet med at min mor ville blive syg og indlagt på hospital, hvis hun vidste, hvad jeg skrev i min dagbog. De sår og skrammer, jeg fik dengang kunne jeg ikke rigtig komme over.

At få en pakke fra ham rørte mig dybt. Måske var der flere ting, men det jeg husker var en lille lakeret valnød med læderstop som hængsel. Den var åbnet så forsigtigt, at den ikke var gået i stykker. Inden i lå et lille flettet hjerte, et lille kræmmerhus i glanspapir og en eller flere hvid flettede stjerner. Strimlerne var trukket igennem med en nål, så småt var det. Jeg har sikkert gemt det i mange år, men desværre er det forsvundet på grund de utallige flytninger, jeg foretog i ungdommen. Brevet har jeg helt sikkert endnu, men jeg er stadig ikke klar til at læse det. Min mor har gemt alle mine breve til dem i en sort mappe og deri ligger hans brev også.

Han havde lavet et sæt til min mor fire år før i 1966, hvilket findes hos min bror.

Det var hyggeligt at fejre jul med familien og jeg fik gaver som nummer tre, idet man fik sine gaver på julemorgen efter alder. De to af drengene, der gik på universitet i Oxford og i Southampton var hjemme og derfor blev det ekstra hyggeligt igen. Jeg savnede vores danske julesalmer, som er så unikke for vores danske jule traditioner. En af Joseys sønner hjælper os at digitalisere alle de håndskrevne breve fra hans mor. Her kommer et uddrag fra en mail, jeg fik i august om en episode, jeg havde glemt. Jeg tror, vi skulle til fest Nytårsaften og at jeg havde min studenterkjole på. Den yngste bror var uheldig med at åbne en flaske (gæret) æbleøl, som landede på mig.

You may see one of the 1957 letters has a recipe for Apple Beer. I might have a go at that this autumn, just to see what the product is really like. I do remember you getting dressed up to go out and then getting completely drenched in it – I don’t remember being as sympathetic as a gentleman should have been. Belated apologies.

Under juleferien skete det, at jeg ikke følte at jeg kunne tage tilbage til restaurenten. Jeg tror jeg fik halsbetændelse og var noget deprimeret. Jeg var nødt til at sige op. Den sidste måned var jeg model på et universitet på en kunstklasse. Jeg bestilte så flybillet hjem, da jeg ikke klarede at være der længere. En af grundene var at Ronnie, familiefaderen var meget væk på forretningsrejser til Afrika og Pakistan og jeg savnede ham meget. Han havde lavet så meget sjov med mig, da han ellers kun havde drenge. Den yngste på 14 år var hjemme og han var mest sur syntes jeg.

Det gjorde mig lidt ondt for Josey, at jeg forlod dem så brat. Hun sagde

Ronnie wouldn’t like it!

Det var overvældende at komme hjem, men jeg mærkede også at, har man været hjemmefra, så er der ikke rigtig nogen fremtid i at blive i barndomshjemmet

Et halvt år gik med lidt lærervikararbejde  inden jeg blev optaget på sygeplejeskolen på Bispebjerg Hospital i september 1971