Dejlig er den himmel blå

Som at se på et gammelt sort/hvid filmklip husker jeg tilbage i tre-års alderen, hvor min tvillingebror og jeg har været på besøg hos vores morfar og mormor i Holbæk.

 

gammel-krybbescene-1
Et billede udlånt af Gitte Siems fra en facebookgruppe om os fra 1950-erne. En krybbescene

Måske var det dengang, vi også blev passet i Holbæk, hvor vores morforældre boede.  Det var en lang tur med tog fra Hovedbanegården til Holbæk. Det kan dog sagtens være at vores mor var der også. Vi sad på klaverbænken sammen med morfar Emry og han spillede “Dejlig er den himmel blå”. Vi bad ham om at gentage den i det uendelige og jeg ved han sagde:

“Nu vil jeg ikke spille den samme mere”.

Min reaktion til det var forbavselse. Hvorfor kunne han ikke bare fortsætte?

image0521
Fra tiden omkring “Dejlig er den Himmel Blå” perioden

Senere i skolen elskede jeg at timerne begyndte med fædrelandssange eller salmer. Særligt salmerne gjorde mig tryg. At synge sammen uden, at der krævedes noget individuelt andet end at følge med var en god overgang fra frikvarter til timen.

Juleaften hjemme hos os elskede jeg også at vi sang julesalmerne. Særligt “Julen har bragt velsignet bud” og “Et barn er født i Bethlehem” og “Det kimer nu til julefest” og naturligvis “Dejlig er den himmel blå”.

 

 

Da jeg fik mit første barn i 1980 sang jeg enten den eller “Hist på vejen” med tekst af H.C. Andersen, hver gang han skulle sove. Jeg tænkte at han ville blive tryg af at have et sådant ritual. Om ikke andet betød det noget for mig, fordi det at få sin baby til at sove er utroligt vigtigt for en mor. Når man synger en sang udenad findes ordene og det er ikke nødvendigt at opfinde, hvad man skal sige.

Mine fire, som jeg sang for i vugger og barnevogn

fire-babyer-1
Mine fire som babyer

 

Jeg håber at nutidens skolebørn får lov at lære vores sangskat at kende. Som barn kan man godt skeldne kvalitet fra det, der ikke er det. Hvis det kun er pop- og børnesange, de hører får de desværre kun noget overfladisk ind i sjælen.


Mange år frem i tiden og jeg gik på gaden på Gammel Kongevej/Falkoner Allé på den sidste søndag før jul, hvor der var åbent på Strøget i København. Dengang var der streng lukkelov, så det var usædvanligt. Det var omkring 1985 og mine dengang 3 børn var små. Jeg havde efterladt dem på Strøget med min daværende mand, deres far. Jeg var meget utryg over det af forskellige grunde. Der havde været mange dårlige oplevelser, der tog min tillid. Måske skulle jeg hjem for at sætte mad over eller gøre et særligt hemmeligt ærinde omkring en julegave.

Da jeg gik over gaden ved Frederiksberg kirke lød pludselig “Blomstre som en Rosengård” som klokkespil. Det var som sendt fra himlen. Et løfte om en god fremtid, hvor alt ville blonstre. Teksten står i det Gamle Testamente Esajas kapitel 33. Jeg havde følt mig udpint og udtørret, men blev opløftet af det skønne klokkespil, der helt bestemt spillede for mig den frostklare mørke eftermiddag.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Mine egne gule engelske roser fra haven

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s