Gennem min blogging har jeg fået et meget værdifuldt venskab. Paula Pederson er datter af en fremgangsrig byningsmatador i Seattle. Hans Pederson (1864-1933) stammede fra Stenstrup på Fyn, hvor han voksede op hos sine morforældre. Som tyveårig immigrerede han til U.S.A. Han arbejdede sig op til at forestå mange slags store bygningsværker, hvoraf mange står endnu. Foruden bygningsværker var det drænering afsumpområder anlæggelse af veje, kloakering og jernbanespor og meget andet.
Paulas mor var af fattig ukrainsk slægt, der var immireret til Canada og hun mødte Hans, da hun plejede hans døende kone. De giftede sig hurtigt og tre måneder efter at Paula var født i 1933 døde faderen.
Moderen var 42 år yngre end Hans og omtalte ham aldrig bortset fra at hun havde fortalt engang at faderen var død som ung arkitekt i en bilulykke.
Først da Paula var over 60 år fandt hun ud af, hvilken fin og dygtig mand hendes biologiske far havde været. Mange fra hans slægt var kommet til Seattle for at arbejde for ham og han havde taget sig godt af alle. Da den økonomiske depression satte ind først i 1930’erne gik hans forretninger ned samtidigt med at han blev alvorligt syg.
Moderen giftede sig igen med en 18 år ældre mand og de levede som udenlandsamerikanere i tiden før 2. Verdenskrig. Det var Manilla, Shanghai og Honolulo. Det ydre og fine betød alt for moderen så børnene var mest sammen med barnepiger og overladt til sig selv.
Paulas bog Mysterious Builder of Seattle Landmarks er netop udkommet efter års intensiv research. Paula skildrer sit liv hudløst ærligt, som om det med ærlighed var en mangelvare i Paulas opvækst.
En situation, der ikke omtales i bogen, er hvor hun og moderen og lillesøsteren går fra borde tidligt om morgenen på første evakuering fra Shanghai til Seattle. Se historien i Paulas blog. I flere timer havde moderen lavet slangekrøller på Paula for at blive fotograferet på vej fra landgangen. Det hele for at blive fotograferet til bladene som High Society folk, der kom hjem fra udlandet. Paula er skrækslagen, fordi hun tror de bliver skudt af de mange blitz fra fotograferne.
Paulas billedeDionnequints Public Domaine from Ontario Canada
I bogen omtales kort fra Manilla at hun i fem års fødselsdagsgave fik Dionne femlinge dukker i ens tøj. Det må have været en meget fin gave på niveau med, hvad en prinsesse kunne få. Jeg måtte finde ud af noget mere omkring de dukker og det viste sig at være modeller af Canadiske meget smukke femlinger født først i 1930-erne af fattige forældre. De blev taget fra forældrene og opbevaret i et hospital, hvor folk kunne komme at se dem lege gennem glasruder. De de var ni år gamle blev de sendt hjem til forældrene igen. Det gjorde man mod børn dengang. Jeg ved ikke, hvilke af dukkerne Paula fik, da de fandtes i flere udgaver og årgange.
Marie, Emilie, Cecile, Annette and Yvonne
Femlinger Dionne fra Pinterest
Femlinger Dionne fra Pinterest
Femlinger Dionne fra Pinterest
Mme Alexander Dionne Quintuplet Babies on original pillow bed
Der er nogle ligheder mellem Paulas liv og femlingerne. Femlingerne blev vist frem og Paula og hendes lillesøster blev også klædt på og udstyret med elegant tøj, så de kunne blive beundret. Det havde tunge konsekvenser i form af stor usikkerhedsfølelse i opvæksten ligesom femlingerne, fremmedgjort fra forældrene, har lidt under at være blevet udstillet i årevis.
I min søgen efter barnevognskataloger stødte jeg på nogle tyske firmaer fra perioden 1936-1937.
Da jeg så forsiden på den ene følte jeg hele den afsky for det tyske, som var almindeligt i Danmark under krigen og midst ti år efter. Det er skrifttypen, der minder alt for meget om Nazipropaganda. De sidste tyve/tredive år har jeg dog fået helt andre tanker om Tyskland og kan lide at besøge landet.
Her er tre kataloger, som i den grad dannede mode for danske barnevogne før krigen. Katalogerne fandt jeg i Odder Lokalarkiv, som havde arvet al arkivmateriale fra Odder Barnevognsfabrikken. Der havde de samlet kataloger fra konkurerende firmaer i ind- og udland. Allerede under krigen har de danske firmaer rettet sig mod engelsk og evt. amerikansk stil for fra først i fyrrene var de danske modeller meget engelsk prægede og mange havde engelske navne.
Dette er et katalog fra 1936. Firmaet lavede også våben!
Berliner Waffen und Fahrzug Werken
Resten af katalogets modeller Barnevogne, klapvogne og fletvogne
This slideshow requires JavaScript.
På Odder fabrikken har man skelet til det tyske firma
Odder katalog 1940
Her året efter er moden gået lidt fra den firkantede funkisstil over mod det mere afrundede
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
BSU Eden Kinderwagen 1937
Et andet firma hedder Germania og kataloget er fra 1936. Forbilledet må have været biler eller motorcykler og i Danmark havde firmaet PMK næsten samme typer på den tid
Germania Kinderwagen Fabrik
De danske modeller i mærket PMK fra København. I teksten nævnes at en forfatterinde Gurli Schade gik fra København til Skagen med sin lille 14 mdr. gamle søn Virtus i denne vogn kaldet “Ingrid”. Jeg tror at det er de danske firmaer, der har kopieret de tyske vogne.
Nyboder på min mormors tid. Et postkort, som hun selv har fået
Min mormor Asta blev født i 1890 og boede i Nyboder på flere adresser indtil hun blev gift i februar 1920 som 29-årig. I en tidligere artikel har jeg vist de kort og telegrammer hendes far fik, men heldigvis har hun også gemt sine egne kort, som indirekte fortæller en smule af hendes historie.
En lille bog fra skoletiden svarer til hvad piger i dag har om at samle noget om deres veninder. Dengang var det dog mere moralsk opdragende, idet børnene får at vide, at huske familiens fødselsdage. Venindernes navne og adresser står side om side med lærernes navne. Asta gik på Sølvgade Skole fra 1897-1904.
Min mormors huskebog. Hun gik i skole fra 1897-1904
Hendes konfirmationshold fra Holmens kirke var meget stort 80 piger og sikkert lige så mange drenge. Det viser, hvor mange mennesker, der boede i og omkring Nyboder dengang omkring århundredeskiftet. De mange børn var delt op i skoleklasser, der gik enten formiddag eller eftermiddag. Hun var ked af, at hun var nødt til at gå om eftermiddagen, da det var mere anset at gå om formiddagen eller også følte hun bare det og savnede veninder, der gik på modsat hold. En karakterbog har jeg også bevaret og en broderet ting fra 1904, der viser de mange slags sting og syteknikker de lærte.
Min mormors broderiarbejde fra det sidste skoleår i 1904
Asta som konfirmand april 1904
Konfirmationstelegrammer til Asta April 1904
Konfirmationstelegrammer til Asta April 1904
Konfirmationskort
Hun var som jeg husker det meget venlig, men også ret lukket omkring sin fortid, som om hun tog hensyn til, at familien måske ikke var interesseret. Jeg tror hun led under at ikke kunne få udtrykt de ting, hun havde gået igennem, som det, at forældrene mistede nyfødte tvillinger, da hun var et år og moderen mistede sin 29 årige bror samme tid.
Min oldemor Lauras bror Emil, der døde som 27 årig fire dag før Asta blev født
Da Asta var 8 år havde hendes og Svends far fået en søn Kurt uden for ægteskabet og var flyttet hen til den dame, der var mor til ham, et sted i midten af København.
Både Astas far og mor havde flere jobs, så forældrene var meget lidt hjemme. Hendes mor gjorde rent for folk privat og i forretninger, blandt andet i et fotoatelier, som har muliggjort at de har fine fotos.
Asta og Svend 1902
Lille Svend ca 1905
Asta har taget meget ansvar for sin ti år yngre bror. Sorgen over at måtte stoppe med at have kontakt med ham, da han er først i tyverne, må også have været stor. Som ung mand viser Svend sider, der ikke er så rare. Han har store projekter igang, mangler penge, låner sig frem, men “glemmer” at betale tilbage. Det største slag var nok, da det viste sig ved moderens død, at han havde ophævet opsparingen til ligbrænningen, således at omkostningerne blev meget høje for Asta og Emry, som stod for bisættelsen. Han var utrolig smuk og charmerende. En rigtig kvindebedårer.
Astas bror Svend på den tid. hvor de stadig sås
Min mormor har været meget præget af, at faderen forlod familien og af at hun støtte sin mor. Hun skriver i et postkort til sin mor i 1911, hvor hun er på en lille ferie med sin tante, at hun håber, at moderen ikke er for ked af det, mens hun er væk!
Slide showet kan standses undervejs
This slideshow requires JavaScript.
I 1915 er Asta netop fyldt 25 år og har været ca 7-8 år i fru Schraeders manufakturhandel i Nansensgade 30. Hun går de 2 1/2 km. fire gange om dagen og der er åbent til langt ud på aftenen. Der var en middagspause, hvor hun går hjem og spiser. De lange arbejdstider og presset omkring forældrenes situation slog hende ud.
Asta blev syg med blødende mavesår og indlagt på Øresundshospitalet. Hvorlænge ved jeg ikke. Da jeg hørte om det i min tid som sygeplejeelev blev jeg meget berørt, da det er alvorligt og dengang svært at helbrede.
I de gemte postkort er der nogle fra tre forskellige unge mænd. Den ene K. Lebell har boet lige i nærheden af forretningen og kortene er stilet til Asta Nielsen i Nansensgade. Lebell har været sømand for han har skrevet fra forskellige lande.
Lebells kort til Asta
Lebells kort til Asta
Lebells kort til Asta
Lebells kort til Asta
Min mormor Asta til venstre den “lille elev” i midten og Thea Schraeder indehaveren i forretningen
Asta til venstre og fru Schraeder til højre i døren til Manufakturforretning Nansensggade 30 København K
På en båndoptagelse siger hun, at hun ikke var særlig interesseret i unge mænd. Hun har selv skrevet til K.Lebells mor fra det reconvallescenssted på Sjælland hun kom på efter sit akutte sygeleje. Men teksten er streget over og er aldrig sendt. På den måde har vi et bevis for, hvor hun var på rekreation.
Et kort til fru Lebell fra min mormors rekreation i 1925. Kortet blev aldrig afsendt teksten er overstreget
Fra Schraeders kort til Asta der var indlagt på Øresundshospitalet i 1915
Et kort fra min mormors forretningsleder i Nansensgade 30 til Asta, der er indlagt på Øresundshospitalet
Et kort fra Thea Schraeder til Asta
En hilsen fra Fru Schraeder til Asta på Øresundshospital
En hilsen til Asta under Øresundshospital afd.A1 fra Tante Hulda en faster til Asta, der bor i nærheden i Nyboder
En hilsen til Asta under Øresundshospital afd.A1 fra Tante Hulda en faster til Asta, der bor i nærheden i Nyboder
Hun stopper hos Fru Schraeder efter sygdommen, men bevarer kontakten til hende resten af livet og til “den lille elev”, der blev gift Drejsler og som hun arbjedede sammen med i butikken. Dennes børn har hun billeder af i sit album og jeg tror, Asta har været gudmor for en af dem, for der er et billede, der viser barnet på Astas arm.
Asta med Dreislers barn ved barnedåb
Asta med Dreislers barn ved barnedåb
Hun ender med at blive gift med min morfar Emry som 29 årig. De fandt hinanden mirakuløst via en kontaktannonce. Da hun mødes med ham ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen i august 1919 arbejder hun på kontor hos en grosserer på Købmagergade.
Som gammel livede hun meget op, når hun kom i kontakt med nye mennesker, om det så var ved indlæggelser på Gentofte hospital efter lårbensbrud. Hun trivedes ikke med at være alene efter Emrys død i 1957. Hun var nødt til at flytte til Buddinge tæt på Lyngby for at være tæt på børn og børnebørn. Børnene havde travlt og kunne ikke komme så tit, som hun havde brug for. Hun kendte ikke nogen i Buddinge og der var langt til Holbæk, hvor hun stadig havde mange venner.
forlovelsesbillede Asta og Emry 1919
Tankerne fra barndom og ungdom har sikkert trængt sig på. Det var noget familien ikke forstod sig på. Hun blev leet af, fordi de fleste syntes hun burde være glad for sit liv.
Museet har flere afdelinger. En med kunst, som er deres hovedfokus, en om tiden under anden verdenskrig på Holstebroegnen, en om deres bys gamle virksomheder og endelig en
LEGETØJSAFDELING
Det hele er flot sat op i glasmontre og beskrevet på dansk, engelsk og tysk. Jeg fæstede mig ikke så meget ved om der stod hvilke mærker det var, men mest at det var så smukt sat op.
Drengelegetøj
Märklin biler
holstebro-museum-Teknobiler
holstebro-museum-biler
holstebro-museum-fly
En robot fra 1950-erne
Dukker
This slideshow requires JavaScript.
Tilbehør til pigeværelser og dukkevogne
Små blik barnevogne
Lille porcelændukke og servantestel
Porcelænsdukker og glansbilleder
Gammel barnevogn og stor porcelænsdukke og ting til pigeværelset
Bøger, blade og dukkestue interiør, stue og badeværelse
dukkestueting og påklædningsdukker og små dukker i kurv
Efter studentereksamen i 1970 ville jeg til England. Dengang kunne man ikke bare lige få arbejds- og opholdstilladelse, så det gjaldt om at finde et job inden, jeg rejste derover.
Jeg brugte meget tid på at tegne fra ca fire års alderen og frem til ca femten år, hvor det var mode der blev tegnet. Babyer og barnevogne var en drøm for mig, hvilket jeg heldigvis kan dokumentere, da de motiver er med over de fleste år. Jeg var tvilling men ville så gerne have haft små søskende.
Til sin konfirmation fik min mor Ruth (1923-2008) en lille gylden skindindbunden dagbog af sine skolekammerater. Hendes navn står med guld bogstaver. Konfirmationen var den 10/10 1937. Min mor voksede op i Holbæk, hvor hendes far var lærer på Søndre Skole og kordegn i Tveje Merløse, begge steder lå i nærheden af bopælen. Min mor er lige knapt 16, da hun er afsted på skolerejsen i 1939. Det var den sidste klasse inden realeksamen.
Brudstykker af beretningen har gjort indtryk på mig i min barndom, som den skrækkelige sejltur til Norge med søsyge og skibukser og fedtlæderstøvler, som jeg har hørt omtalt. Vores mor var god til at fortælle, da vi var små og hun gik hjemme med os.
Det nips hun købte husker jeg, et par miniature ski med bitte små strikkede luffer med mønster i og en lille træniste, madkasse,som jeg har endnu.
Hun skriver, at hun kun vil skrive de vigtigste ting i denne fine bog, ellers ville de fylde for meget. Turen til Norge må have været afslutningen på skoleåret 4. Mellem og realeksamen i realklassen året efter.
Dengang har skolegangen været tredelt:
Underskolen 1.-5. klasse på Sdr. Skole
Mellemskolen 6.-9. klasse på Sdr. Skole med mellemskoleeksamen og skolerejsen
Realskolen 10. klasse på Centralskolen i Holbæk
Rejsen til Norge 1939 med skolen 25/6-3/7
Starten på Norgesturen i baghaven på Marthavej 5 i Holbæk
Mandag morgen pakkede jeg rygsækken for sidste gang og trak i vandretøjet. Skomager Christian ordnede rygsækken så jeg kunne holde ud at have den på 13 kg. Møde med kammerterne. Fotografering forfra og bagfra.
Holbæk eller fra Horden i Norge
Afsked-Hurra. Snart var vi i Kalundborg. Overfarten var lidt kedelig. Der var mange andre skoler med. Ankomst til Aarhus, imponerende havn. Talte med Hr. overlærer Juul. Sjov i toget. Det vil sige det vel nok pjat det meste. Men Søderberg kan nu være sjov. Det var en lang og meget streng tur fra Aalborg banegård til vandrehjemmet. Jeg fik den øverste køje- Lissi den modsatte neden under Gerdaerne. Ude at se på byen. Aalborg er en smuk by. Vi så “Kilden” m.m.
Tirsdag morgen blev jeg vækket ved at de andre legede “Skibet er ladet”. Rundt omkring fra fik vi senere klager over at morgensøvnen var blevet afbrudt. Morgenmaden var mælk og klemmer. Ud og kigge på byen. Vi så blandt andet Obels Tobaksfabrik. Det var meget interessant. Den beskæftiger 1200 arbejdere. Bagefter fik vi alle en pakke “Meluka”.
Ruths kort fra Aalborg inden videre færd til Hirtshals
Kl. 1 med tog til Hirtshals, hvor jeg så hvad jeg aldrig vil glemme:
Vesterhavet i oprør.
Billeder fra Hirtshals
Else Vera Gurli og Bente
I storm ved Vesterhavet juli 1939 “Skagerak I”
Min mor Ruth nr. to fra venstre
Vesterhavet i oprør ved afgangen fra Hirtshals
Det var en sådan storm, at selv søfolk rådede os fra at sejle. Afleverede rygsækkene på skibet “Skagerak I”. Så beså vi Hirsthals. Var inde på en kro, så en kirke og en sluse tørrede fisk. Så gik vi ombord, uden at tænke på, hvad der ville ske. I begyndelsen var det også morsomt alt sammen, men efter nogle ordentlige gyngeture overgav jeg mig og ofrede til Neptun og selvom jeg lå på øverste dæk nåede skumsprøjtet mig. Jeg hundefrøs og var ligeglad med alt, men jeg var ikke den eneste, der led. Endelig kom Norge til syne. Vi så de første klipper og lysene på klipperne. Det var en smuk aften og et meget smukt syn. Da fjorden var meget lang, tog det tid, og da vi endelig lagde til, måtte vi vente, til vore pas var i orden. Det hjalp på søsygen at komme i land.Vi skulle være i skolen i Tordenskjoldsgaden og lå på madrasser på gulvene. Kl. 1 den aften så jeg for første gang fru K i bukser og udslået hår.
Kristianssand og omegn
Kristiansand
Ved Hovdahytta
Udenfor Kristianssand
Onsdag oppe kl. 7. Var hele dagen lidt sejlende. Morgentur på klipperne rundt om søerne og ved træerne. Det var meget svært at få fat i et postkort, men endelig lykkedes det. Det er sjovt at tale med nordmændene. De andre to klasser var rejst til Vallaheim. Kl. 10 frokost på jernbanerestaurenten. Det stod altsammen på et stort bord, og vi sad ved små borde. Så kunne vi selv hente, hvad vi ønskede. Jeg valgte te, man kunne også få kaffe og mælk. Brødet lignede vores landbrød. Så kørte vi med rutebiler ud til Norges højeste skisportssteder. Vi var sammen med nogle realister fra Sønderborg. Der var meget smukt- stejle fjeldsider. Vi var inde i en tunnel til Stavanger. Så travede vi den lange, men meget smukke vej tilbage til Kristianssand gennem “Ravnedalen”. Syrener blomstrede endnu her og der og der gik nogle påfugle omkring et lille bjælpehus, hvor vi købte sodavand. Middag på Kafé Børsen. Menu Kjöddkaker med kartofler og kål og sveskegrød. Så havde vi et par timers hvil, hvorefter vi gik hen til Kongensgade Skole, hvor der var dansk-norsk skolefest, som vi var inviteret til. Vi var jo uforberedte, men nordmændene og sønderborgerne optrådte. Blandt andet fremsagde en pige fra Sønderborg “Guldhornene” meget smukt. Danske og norske lærere talte ind imellem sang vi fædrelandssange. Tøren sagde også et par bevingede ord. Da vi kom tilbage spiste vi vore klemmer hos drengene.
Postkort fra rejsen
Vallaheim
Vejen til Vallaheim
Vejen til Vallaheim
Vejen til Vallaheim
Torsdag
Oppe at pakke kl 7. Færdig kl. 8. pjaskregn. Morgenmad hos drengene. March til banegården. I flot spisevogn kørte vi et stykke op i dalen- og nu skulle vi for alvor se kilder, elve og stejle bjergvægge. Videre med et eventyrligt lille bjergtog. Blåmalede træbænke og en lille bitte kakelovn. Vi kørte hele tiden langs en flod, der kaldes en fjord. Byglandsfjord. Det hele var så imponerende og næsten som et eventyr. I en lille by skiftede vi til rutebil og kørte i alt 72,9 km. Stod af i Bygland, hvor vi købte små ski og små vanter mm. Folk går i nationaldragter, kl 12 1/2 kom vi hertil Vallaheim Hotel.
Min mors lille niste . Mindre end en tændstiksæske
Min mors lille niste
Strandhotellet i Mandal?
Her er så hyggeligt. De to Gerdaer, Bente og jeg deler værelse med to senge. Et par af de andre har værelse for sig selv. I opholdsuen er der hjerter i stolene, som er smukt malede. På W.C. er der plads til fire på en gang. Middag kl 4 med serveringsjomfru og en lille lem, hvor hun henter maden og en ringeklokke på bordet. Først havde vi gået en tur til landsbyen og gået over en hængebro. En lille aftentur.
Fredag
Havde sovet herligt i de bløde senge. Jeg lå sammen med Bente. De andre lavede fest oppe hos drengene. Om formiddagen bjergbestigning. Det bedste synes jeg ved hele turen.
Min mor Ruth til venstre og Gurli til højre
Ruth til venstre og Gurli til højre
Vi fotograferede de smukke landskaber (men den slags skal ses) Solen skinnede og det var forår på bjerget, dværgpilene stod i knop, så vibefedt og en sæterhytte. Tilbage. Mægtig appetit til laksegratin. De andre klasser kom og hilste på os på deres tilbagetur. Kl. 2 kørte vi i rutebil til Hovden. Ruth H og jeg sad ved siden af damerne. Her er smukt og friskt i Hovden 730 meter i vejret. Vi gik til købmanden og købte erindringer.
Postkort fra turen
Postkort fra turen
Postkort fra turen
Norge. Fra Valle Setesdal
Så gik vi en tur og jeg troede, at jeg havde tabt min pung- senere fandt jeg den i min rygsæk, som jeg ellers havde endevendt. Kl 5 1/2 spiste vi aftensmad. Så gik vi en bjergtur alle. Da vi langt om længe nåede op på en top ca. 1500 meter i vejret, begyndte det at regne. Vi hoppede over sten, tuer og vandløb og blev drivende våde både for oven og for neden. Vagn gav af vanvare Birthe en oven i hovedet med et birketræ. B og jeg skyndte os derfra. Det sidste stykke fulgtes vi med Tøren, der fortalte om en bjergtur i Alperne. Vi hængte vort våde tøj rundt om pejsen og krøb til køjs.
Lørdag
Vort tøj nåede ikke at blive tørt. Nogle sko var brændt ved pejsen. Det var et festligt morgenbord, vi kom til. Kun myseosten kunne jeg ikke lide. Så gik vi hen til købmanden og købte ind. Alt var dyrt. Kl. 11 tog vi med rutebilen og kørte til kl. 20. Vidunderlig smuk natur hele vejen. Vor vogn gik i stykker og vi måtte skifte 3 gange. Endelig nåede vi Café Børsen. Her ventede de andre på os. Så fik vi noget kød, spirede ærter og aprikosgrød.
Søndag
Oppe kl 8. Morgenmad på skolen sammen med drengene. Morgentur i fjeldene. Fotograferede. Ruth og jeg løb vild i klipperne, men fandt forholdsvis hurtig tilbage. Så kørte vi med 3 rutebiler til Mandal fra kl. 11-16. Else og jeg gik af høflighedshensyn over i A klassens vogn og kedede os forfærdeligt. Joppe sang fædrelandssange alt for højt. I Mandal fik vi middag på Strandhotellet. Så gik vi tur i Mandal og kl. 5 gik vi alle til stranden. Det var for koldt til at gå i vandet. Så blev der taget nogle billeder af os. I rutebilen kom bl.a Mona, John og Vera ind til os. Vi sang moderne, mens A klassen sang fædrelandssange. Turen hjem varede kun en time. Jeg var med til at smøre mad til næste dag.
Klassen og lærerne ved stranden ved Mandal. Min mor holder en dreng i hånden på første række?
Mandag
Op kl. 4. Færdig kl. 4 3/4. Gunvor for sent til samling. March til havnen. Skibet sejlede kl. 5 1/2. Ellen vinkede farvel til os (John).
Udsejlingen gennem skærgården var meget smuk. Solen steg, men der var skyet overalt. Med et så vi en skypumpe. Det var meget ejendommeligt at se. Vandet blev suget i ligesom en stor tragt. Efter et kvarter forsvandt den. Jeg gik op på det øverste dæk og lå der i 4 timer. Der lugtede det ikke, mend det var temmeligt koldt. Jeg kedede mig —- Endelig kom Jylland i sigte, Gunver og Gerda kom hen og sang “Der dukker af disen…”
Så gik vi i land og kom over i Nordpilen kl 10 1/4 og kl 14 var vi i Aarhus. Vi havde snakket med nogle præstefolk fra Stavanger. I Aarhus ventede vi på banegården på Tøren og jeg købte chokolade og en dværgkat. Så kom vi af med rygsækkene og gik i byen og så den flotte svømmehal. Derfra til en restaurent, hvor vi fik bøf, is og kaffe Ahh. Så fik vi lov til at gå på egen hånd en halv time. Ruth og jeg gik ind i et stort varehus og købte lidt. Jeg en strandhat. Så gik vi ned til damperen og nu sidder vi her og nyder sejlturen, der rigtignok er noget andet end med Skagerak I. Kl. 23 var vi i Holbæk. Ruth sov hos os. Således endte denne herlige tur.
Ruths dagbog
Ruths dagbog
Min mors røde album i moderne mønster
Efterskrift. Det er ikke alt, jeg forstår, da det er skrevet meget kortfattet. Min mor Ruth har ikke hjemve, som jeg led så meget af i min barndom og ungdom og hun virkede til at have mange venner og var meget uskyldig. “Tøren” må næsten være inspektøren, der har været med som lærer. På den tid angav man klokkeslæt på den måde, som ses her i teksten. Alle navneord er med stort forbogstav, hvilket jeg har undladt.
Det er 60 år siden at mange unganske flygtninge, der også kom til Danmark. Jeg var fem år og husker at have stået i køkkenet i Herlev og hørte Pressens Radioavis.Min far havde sat en højtaler op i køkkenet, der havde forbindelse til radioen i stuen. Jeg troede jeg hørte noget om “Uldgarn”, men det var naturligvis Ungarn. Jeg var kun fem år, og jeg opfattede at det var noget alvorligt, der var sket i Budapest. Vi tog imod 1400 flygtninge. En tredjedel tog videre til andre lande.
Kun elleve år efter anden verdenskrig blev deres frihedstrang knust af Sovietunionen. Jeg er glad for, at vi vi tog imod dem. De har bidraget til samfundet, da det ofte er de dygtigste folk, der flygter under kriser. Nogle kom til Viborg egnen og hjalp med at lave nogle fine skovstier, som vi nyder at gå på. Den gang skulle man yde noget under den tid, der gik for at få asyl.
Barn&Mor 