Undrer du dig over at dit barn er længe om at lære sproglige nuancer og god udtale? Tænk på at barnet ikke har et lager af oplevet materiale at hente fra før de lagre er fyldt op.
Barnet kan ikke selv sige at det ikke ved de ting, det ikke ved eller kan sige, derfor må forældre skabe muligheden for at barnet kan efterligne ord og sætninger de siger lige ind i rette sammenhæng.
Hver gang I laver noget sammen eller bare er sammen kan I bruge anledningen til at sætte ord på handlinger, følelser og genstande. Sørg for at være indenfor hørevide og helst i øjenkontakt,
Gør derefter plads til at barnet kan gentage, det det hører. Undgå udtryk som “Hvor sejt”, “Ejjj” “Wow” og “Flot” mm, fordi de udtryk ikke hjælper barnet til at vide, hvad det er i virkeligheden der foregår. Fremfor ros er en kort beskrivelse af hvad barnet foretager sig mere gavnligt.
Undgå at spørge barnet om tusind ting, det forvirrer bare og gør det svært at svare. Ved at I som forældre udtrykker nøjagtigt hvad der foregår på de områder, jeg har nævnt ovenover, får barnet en skabelon til efterlignelse af ords udtalelse og betydning lige ind i den rette sammenhæng.
Så snart bøger kan fænge barnet er det naturligvis et enormt godt middel til sprogstimulering.
Den første tid er uendelig vigtig for relationen mellem forældre og barn og for barnets opfattelse af sit selv. Det er en god ting at søvnbehovet er stort fra starten. Ellers kunne man som nye forældre slet ikke holde til den intensitet.
En sovende baby
Det nyfødte barn skal sove 15-18 timer i døgnet. Det giver tid til at glæde sig til at tage kontakten op igen. Det nyfødte barn er så parat til at tage imod øjenkontakt, men skal støttes og opfanges. Det er som en pardans. Kontakten skal afstemmes og passe sammen. Man stimulerer interessen ved at holde en afstand på max. 25 cm. og lave store venlige øjne og så holde kontakten et par sekunder længere fra gang til gang.
Det nyfødte barn har så meget brug for øjenkontakten at en døgnrytme bliver så meget nemmere etableret, hvis netop dette bliver imødekomme.
Det kan let føles som et stort prestationspres for de nye forældre, om de nu stimulerer nok!? Derfor har jeg fortalt de mange forældre, jeg har været i kontakt med, at der var få overskrifter på de første to måneder.
1. Mad nok
2. Søvn nok
3. Tryghed og kropskontakt.
Der skal være mælk nok enten via bryst eller modermælkserstatning og maven skal fungere. Mavesækken er meget lille i starten, så man må ikke heller overfodre. Sund fornuft er altid godt i vurderingen af mængderne og ved amning og ved flaskegivning lægge meget mærke til barnets udtryk. Gråden kan virke ret ens, da ansigtsnerverne ikke er udviklede endnu og derfor kan man tage fejl i, hvad behovet her.
Brystbørn plejer ikke at blive forstoppede, men det kan være en komplikation ved flaskebørn. Der bør søges råd ved læge eller sundhedsplejerske så hurtigt som muligt for at afhjælpe dette.
Spædbarnet kan ikke holde sig vågent længe efter måltidet, så her er det vigtigt, at man prioriterer kontakten med det. Fortæl spædbarnet, hvad I foretager jer med det og hvad, I tror det vil eller kigger på eller føler. Jeres ord støtter dets følelse af tryghed mere end I aner. Gentagelse stabiliserer yderligere og i løbet af første leveår har I grundlagt sproget, så barnet begynder at forstå og blive forstået.
Spejling er også en vidunderlig ting, som skaber samhørighed. Hvis barnet gaber, gaber I og hvis det ryster på hovedet og kigger væk, gør I det samme og fortæller det:” Nu begynder det at blive for meget”. “Nu skal der ske noget på en anden måde”.
De første måneder beroliges barnet lettest ved at blive holdt lodret og ind i mod jer. Hold omkring altid så I støtter hovedet og nakke og gå omkring på en gyngende måde. Det kan også gøres med slynge eller bæresele. Dog skal man altid tænke på overophedning.
Holdt på denne måde mærker barnet jeres hjertelyd og behøver ikke tage stilling til øjenkontakt, hvilket ellers er meget vigtig, men hvem kan holde til det over lang tid?
Meget ofte har jeg mødt forældre, som har haft problemer med at få spædbarnet til at sove mellem måltiderne.
Jeg anbefaler, at man skaber tryghed som beskrevet her over og at man sørger for at få luften godt op efter måltidet. Det kan let forstyrre overgangen til søvnen, hvis der sidder bøvser eller prutter, som gør ondt på barnet. Hvis barnet laver mange luftlyde under måltidet må det afbrydes og holdes fast mod jeres bryst eller skulder.
Man kan også fint lægge det over jeres ben, mens I sidder ned og vipper lidt op og ned og klapper på ryggen.
Ved spændt mave- tarm tages barnet ud på puslebordet og lægges på ryggen og man masserer med urets retning på maven med fingrene uden at trykke for hårdt eller kilde heller.
Man vender på maven og trykker hofteregionen ned mod underlagt og derved får mulighed for at trykke noget luft ud.
Hvis man herefter stadig synes, det er svært at få til at sove er et gammeldags svøb en god ting at prøve. Man lægger barnet på ryggen på svøbet, som ligger som en firkant i en spids over hovedet. Man kan eventuelt give en sut også. Armene lægges i bøjet naturlig stilling og man strammer til og putter stoffet ned til anden side og lige sådan på den anden side. Til sidst foldes svøbet om fødderne. Dette for at genskabe tiden i fostertilværelsen, hvor fostret har været tæt omsluttet.
Jeg kender ikke et mæt og træt nyfødt spædbarn, som ikke giver sig ind i søvnen på denne måde.
Det kan fint løsnes, når barnet sover dybt og det løsnes også af sig selv. Madrassen skal være fast uden at være hård. I de første måneder må der gerne være lidt baggrundsstøj, men senere bliver det nødvendigt med ro i værelset.
1980-1990 i København i Spæd- og Småbørnssundhedsplejen og 1996-2014 i Vestjylland i kombineret ordning
I dag på min løbetur kom jeg forbi et hjem i Herning, hvor jeg for tyve år siden var sundhedsplejerske i et vikariat. Der stod en studentervogn udenfor og jeg husker de hyggelige besøg der med familiens førstefødte i 1997. Tyve år!
Sytten år inden var jeg endelig nyuddannet sundhedsplejerske fra Sygeplejerske Højskolen ved Aarhus Universitet. Sådan hed det dengang i 1980 og mange år frem. Dengang var det en et-årig videreuddannelse oven på sygeplejerskeuddannelsen. Dog krævedes der to års praktik på arbejdspladser, der havde med børn at gøre og hjemmeplejen, som forberedte os på at færdes i alle typer af hjem.
Mange familier vidste ikke, at vi alle var sygeplejersker inden vi kunne søge optagelse på videreuddannelsen.
I dag kan man optages på uddannelsen som nu varer 1 1/2 år. Et år på VIA University College i Aarhus og et 1/2 års klinik i en kommune.
Fotos fra en majaften i Vennelystparken i Aarhus fra mit uddannelsessted
Sygeplejerskehøjskolen ved Aarhus Universitet Vennelystparken
Jeg havde aldrig selv kommet på at tage den uddannelse, men presset som ny sygeplejerske på en akut afdeling på Bispebjerg Hospital fik mig til at tænke nye tanker. Efter to år som nyuddannet sygeplejerske oplevede jeg en uudholdelig stress omkring at modtage meget dårlige patienter. Når ambulancesirener lød i Københvns gader, troede jeg de kom til mig på min vagt.
Ulykker kom naturligvis helt uanmeldt og det der slog mig ud, var følelsen af, at ikke kunne være der nok for den enkelte. Det gik op for mig, at jeg via en sundhedsplejerskeuddannelse kunne være mere nærværende for få ad gangen. Jeg lagde med det samme planer for fremtiden:
Sagde op fra den akutte kirurgiske afdeling
Fik job på en hudafdeling, som også behandlede børn
Kom i hjemmeplejen på Amagerbro og Sundet
Tog kørekort, da jeg forstod at det ville være vigtigt at kunne komme rundt
Tog job på børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg.
Blev optaget i Aarhus, fordi jeg ville se en anden del af landet
Et minde fra hjemmeplejen på Amager var at jeg skulle ud til en barselpatient. Det skulle hjemmeplejen, når der var tale om en hjemmefødsel. Den pågældende mor var så frisk, at hun stod midt i at skulle holde børnefødselsdag for et af sine andre børn. Jeg husker følelsen af at være tilovers og at ikke ane hvad, en sundhedsplejerske egentligt skulle sige og gøre. Men det er så det, man lærer på uddannelsen og først indarbejder efter flere års praksis.
Nu var jeg udsendt som hjemmesygeplejerske, så jeg havde endnu ikke det ansvar.
Da alt var parat blev jeg gift og min daværende mand indviljede i at flytte til Aarhus for også at prøve noget nyt. Den gang var S.U. ikke opfundet, men jeg fik lidt fra København Kommune, som jeg havde ansøgt om at få.
Undervisningen foregik i de gule murstensbygninger, der hører til Universitetet. Skolen tilhørte dog ikke universitet, så derfor kunne vi ikke dengang kalde os kandidater.
Undervisningen var overvældende for mig, fordi det i den tid var nyt, at man begyndte at forstå barnets tilknytningsbehov mere teoretisk. Se min artikel om børnehospitalet Fuglebakken.
Jeg bearbejdede mange ting fra min egen tidlige barndom med adskillelse og følger af for tidlig fødsel. Det fag, jeg var gladest for var kernen i arbejdet “Funktion og metoder i sundhedsplejen”.
Sundhedsplejerskeuddannelsen december to studerende december 1979 hos lærer på uddannelsen til sammenkomst med klassen
Jeg elskede forelæsningerne, men afskyede de tvungne gruppearbejder og ikke mindst en enkelt gruppeeksamen. Jeg var gravid og helt udmattet og følte ikke jeg kunne komme til orde. De andre var så veltalende. To store skriftlige arbejder var afleveret, men jeg dumpede i gruppeeksamenen, der hørte til den administrative opgave, der hed Administraion og Organisation. Det føltes som et svidende nederlag, for jeg brændte jo for selve uddannelsen. Meget handlede om tilrettelæggelsen af skolesundhedsplejen, som jeg ikke havde haft meget med at gøre. En af mine veninder kendte en af de dygtigste skolesundhedsplejersker og hun tog sig tid til at se min opgave og inspirere mig til at lave den mere realistisk men også fremsynet.
Jeg knoklede på i sommerferien og gik op midt på sommeren hos en af de lærere, jeg var allermest glad for og bestod. Aarhus havde kun plads til få nye sundhedsplejersker i deres kommune, så jeg ringede til Københavns kommunes Omsorgsafdeling i Bernsdorffsgade om de havde brug for mig?
Hvornår kan du komme? spurgte Vibeke Tandrup (Stedfortrædende Forstander)
Det må jeg sige, var sidste gang at en ansættelse gik så let. Jeg var tilmed gravid i 6. måned, så de har virkelig haft brug for vikarer.
Jeg sidder på forreste række i lyserød Laura Ashley kjole og til venstre for mig sidder Grete Lyager. Wivian Fulgsang på forreste række næstyderst i rødternet kjole. Else Guldager sidder på forreste række nr. fire fra venstre. Viceforstander Vibeke Tandrup står i hvid bluse bag Wivian Fuglsang i rødtern.
Det allerførste besøg var på Rigshospitalets kollegium på Jagtvej- Det var mærkeligt nok min mors kusines datter, der fik sin førstefødte under ergoterapeutstudiet. Jeg var nervøs og så forkert på vægten. Det slog mig også, at forældrene var ligeglade med mit besøg. Det var helt uvant tanke at nogle familier ikke efterspurgte noget fagligt.
I resten af min tid som sundhedsplejerske har jeg været følsom overfor netop dette, om familierne var interesserede eller ikke. Det var som om kvaliteten af besøget steg i takt med familiens hunger efter støtte og viden om deres barns trivsel.
Det første område jeg kom til som vikar var ydre Nørrebro under sommerferien, derefter Vesterbro. Jeg lagde med det samme mærke til at der var rangorden både blandt sundhedsplejerskerne og hvilke områder, der var NOGET. Vesterbro og det indre Nørrebro regnedes mere end Enghave, Østerbro var luksuskvarteret. Brønshøj og Vanløse var regnet som “Nemt”. Amagerbro, Sundet var svære at få besat af sundhedsplejersker. Der var utrolig megen luftforurening på gaderne dengang.
Sundhedsplejerskerne var meget “Rødstrømpede” og nogle var “alternative, selvom det nok ikke var noget, man man måtte vejlede ud fra.
Jeg tror, de var så individuelt stærke, at de gjorde som det passede dem. En var politiker, Vivian Fulgsang var skribent på Politikken. Else Guldager fik lov til at forske og blev siden en kendt person og talsmand for sundhedsplejen. En skiftede navn fra Karin Sonne til Saida Sonne, da hun gjorde en særlig indsats for indvandrene. Der var en del familier fra Pakistan og jeg ved ikke, hvorfor de kom. Saida kom til at stå for tolkuddannelserne, da tolkene ellers tolkede som vinden blæste.
En episode fra Vesterbro står klart. Jeg går op til en pakistansk familie, hvor jeg finder et ret nyfødt barn på en divan liggende med et tyndt stykke stof over ansigtet. Det var et uhyggeligt syn og jeg så hun var dårlig og blålig. Jeg fik fat på en læge. Dengang havde vi ikke telefoner, så jeg må have cyklet til områdekontoret og ringet. Eller gik jeg ind til en grønthandler på gaden? Der blev sendt en læge og pigen blev behandlet for en hjertefejl. Senere så jeg hende igen og hun var blevet alt for tyk.
Min førstefødte undersøger min store kernelædertaske med målebåndet hængende ud
Da jeg kom fra barsel året efter fik jeg fast arbejde i Vanløse på 30 timer og siden efter 3 børn 20 timer i Vigerslev. De to distrikter lignede hinanden på mange måder. Jeg trivedes bedst med almindelige mennesker. Ikke for rige og fine og ikke for elendige forhold heller. Grete Lyager var på Østerbro. Hende husker jeg fordi, jeg oplevede hende i min elevtid på Fuglebakken som “Føl”. Dvs. hun gik efter en afdelingssygeplejerske som led i at blive sundhedsplejerske. Hun var i blå uniform med hvidt forklæde lige som jeg. I de ti år jeg var i Københavns kommune var Grete Lyager på Østerbro og da jeg mange år efter kom til Ølgod og siden Varde kommune stødte jeg på hende igen som ledende sundhedsplejerske i Fredericia. Hun var en, jeg havde stor respekt for og så op til. Hun var med til at indføre hjælp til mødre med fødselsdepressioner i Fredericia kommune.
Sundhedsplejerskene i København var præget af 1970’er moden. Dvs. de fleste gjorde ikke meget for at se godt ud. Det var med fodformede sko og fløjsbukser og hjemmestrikkede bluser. Vi havde tunge kernelædertasker.
Skolesundhedsplejen var helt adskilt fra os, i det de havde en anden ledelse. En enkelt gang havde vi et fælles møde omkring indførelsen af MFR vaccinen i 1983.
I Spæd- og Småbørns Sundhedsplejen havde vi månedlige faglige møder og dem var jeg glad for, i det vi var spredt til hverdag i mindre grupper over hele byen. Fødselsanmelderserne blev sendt til områdekontorerne via intern post og var i tyndt lysegrønt papir. Vi læste på den om fødslen, mål og vægt Apgar Scores, (fysisk bedømmelse af barnet ved fødslen), blodtab hos moderen og varighed på fødslen, antal provokerede eller spontane aborter, adresse og navne og data.
Ud fra fødselsanmeldelsen kunne vi se en masse, som dannede grundlag for besøgets tilrettelæggelse. Lav fødselsvægt og evt. fødselskomplikationer forberedte til at møde moderens og (evt. faderens) behov. Det sidste bliver der heldigvis taget stadig mere hensyn til takket være psykolog Sven Aage Madsens psykologiske arbejde på Rigshospitalet om fædres behov og evt. efterreaktioner.
Vi skrev journaler i hjemmet om muligt ellers på kontoret. Vi havde både en familiens journal med lidt data. Dog ikke meget brugt og barnets journal med:
Mor fortæller….,
Obj: om barnets udvikling lige nu i besøget og
Vejl.: Den vejledning vi gav den dag.
Vi kaldte børnene “Udøbt dreng/pige med tegn for dreng/pige. I dag er det muligvis “Unavngiven dreng/pige” i de elektroniske journaler. Vi skrev også i “Barnets Bog” en bog i A5 format i hvid og grønne farver. Der var kun plads til det vigtigste og sundhedsplejerskens stempel på tlf. tider. Det har alle dage været uklart, hvad Barnets Bog skulle bruges til. Den er mest til små minder om en tid, der hurtigt svinder. Mål og vægt og noter og vejledning om udvikling og forslag til mad.
Min førstefødte på cyklen ved min daværende arbejdsplads i Vanløse eftersommeren 1981
Jeg gjorde stadig mere ud af “Barnets Bog, da vi i 2006 skiftede til elektroniske journaler. Dvs. jeg udskrev kopi af journalen til Barnets Bog, så journal og Barnets Bog var ens om observationer og udviklingstrin og råd og vejledning. Fra ca 2017- 2013 havde jeg tung bagage med mig i besøgene i form af printer og computer, som til sidst blev reduceret til iPads, der ikke kunne opfange internettet og familierne måtte selv printe ud, i det de havde adgang til den ene del af den elektroniske journal, der havde med barnet at gøre.
Tegnene for udøbt dreng eller pige
Maria sundhedsplejerske i Vanløse december 1981. Journalen ligger på bordet
Fra Vanløse med min anden dreng oktober 1982
Kunne have været fra et hjemmebesøg i Vanløse
De fleste familier fik i firserne og halvfemserne ti besøg i første leveår. Nogle få havde ikke brug for så mange, men de fleste tog gerne imod det. Meget var mere besværligt dengang, idet barselorloven var meget kortere end i dag og overgang fra bryst til skemad var svær og ind i mellem traumatiserende for mor og barn. Der var også stress omkring at få en institutionsplads, idet der var alt for få til børnenes behov. Ofte var de mellem et og 1 1/2 år før de fik plads i vuggestue/ dagpleje. Mødrene måtte finde privat pasning og de heldige havde en mormor til barnet, der kunne træde til. Det tiår fra 1980-1990 var de bedste år for mig i sundhedsplejen, selvom jeg lærte så meget mere i de 16 år jeg var ansat i Vestjylland Ølgod og Varde.
Det var et kæmpe nervepres for mig at vente på plads til min førstefødte, mens jeg var i arbejde. Jeg havde taget ullønnet orlov fra seks til ti mdr., da jeg ikke kunne udholde tanken om at aflevere så tidligt. Min dreng nåede at blive 1 år, før der var dagplejeplads. Det var svært. Jeg havde ham med nogle dage og rendte ind og ud af besøgene med ham i vogn uden for. Det var ikke godt for hverken ham, for mig eller familierne.
Otte år efter jeg var startet i Københavns kommune var jeg nødt til at lade mig skille og jeg vil give et indtryk af min situation via et citat fra en anden blogartikel om mit liv:
What kept me up was my lovely small children and my work as health visitor. When I went into a home to visit a new family with a baby I completely forgot my own worries. I was a single mom for four years.
Efter en pause fra sundhedsplejen på 6 år, hvor de fem var i Sverige søgte jeg den ene stilling efter den anden, der kunne være ledig i en stor radius på ca 60 km uden om Herning. Jeg var 45 år og vidste ikke, at det var for “gammel”.
Efter godt et år med vikariater i Skive, Lemvig og Herning fik jeg endelig fast job i en lille kommune Ølgod 45 km væk. Jeg oplevede Herning sundhedsplejen, som bestod af dygtige sundhedsplejersker. Et andet indtryk var at meget få havde været væk fra Herning, hvilket gjorde indtryk på mig, som både var københavner og havde boet i udlandet.
I Ølgod i sydvest jylland var der en blanding af gode solide familier, som landbrugsfamilier og folk i villaer, men også stor del af socialt udsatte familier eller enlige mødre. Den samme befolkningssammensætning fandtes i Varde, hvor jeg var de sidste år. Overgangen fra København og siden Sverige var svær. Jeg kunne ikke tolke mødrenes behov så nemt mere. Der er forskellige sociale normer eller uskrevne regler alle steder.
De jyder, jeg kom i kontakt med var mimikfattige. Langsomt kom jeg bag om facaden og oplevede naturligvis mange skønne mennesker, der havde brug for mig.
Jeg lærte at blive mere og mere konkret i vejledningen og kom på adskillige kurser om mor/barn tilknytning og forstod stadig bedre nuancerne i barnets udvikling. For ikke at glemme de ting, jeg har brændt for i sundhedsplejen har jeg skrevet de vigtigste emner i min danske sundhedsplejeblog.
Hjemmebesøgene blev i de senere år reduceret til næsten ingen ting. Vores borgmester mente, at unge mødre kan finde “alt” på nettet. Det kan nok være, men for at sortere i det og at få den fornødne omsorg er de individuelle hjemmebesøg stadig vigtige. Ved at skabe tillid kunne man som sundhedsplejerske give en familie et løft i at turde tro positivt om deres barns udvikling selvom, der kunne være mange typer problemer.
Det der kan være svært i dag er at mange udskrives få timer efter fødslerne. Det er ikke altid at forældrene kan vurdere om barnet kommer igang med at sutte ordentligt og tage på. Det er et kæmpe ansvar at stå med. Men de fleste klarer det utroligt godt.
Dilemmaer var der også mange af. Når jeg oplevede, at en familie ikke levede op til at tage sig godt af deres børns udvikling eller behov var det let for familierne at blive fornærmede og smække døren i. Vi balancerede på en knivsæg omkring hvilke ord, der skulle bruges. Dog duede det ikke at være usikker heller. Jeg oplevede en anden mentalitet hos udlændinge. De var ofte mere åbne overfor vejledning, når ikke sprogproblemerne stod i vejen. Jeg tror, det har at gøre med at udlændinge, også scandinaver, havde lettere ved at være autoritetstro mod sådanne som os sundhedsplejersker.
Modsætningen til dette kunne være en dansk, måske ikke så godt begavet mor, som blev rasende på mig, fordi jeg forsøgte at få hende til at forstå at hendes for tidligt fødte barn skulle skånes fra for mange indtryk og om muligt svøbe sit barn i vuggen for at få det til at sove.
Et svøbt spædbarn parat til at blive lagt
Et højdepunkt for mig var at kunne formidle børnenes behov og hvordan man opnår, at de sover og spiser nok og lærer at udvikle sproget og får den motoriske udvikling på plads i samarbejde med forældrene.
Mine største glæder har været at yde hurtig og vedvarende hjælp til en mor, der var bange for ikke at kunne amme eller havde svære ammeproblemer eller at hjælpe en mor godt igennem en fødselsdepression. Ligeledes var det dejligt at hjælpe familier med for tidligt fødte børn at forstå udviklingstrinnene adskilt fra biologisk alder og tage et skridt ad gangen langsomt for at støtte barnet uden at overstimulere det.
På hjemmebesøg i Ølgod tiden omkring 2007
Jeg oplevede et par gange at være sundhedsplejerske for en ung mor, jeg også havde haft i skolen i Ølgod. På den måde fik jeg en slags moderligt forhold til hende i modsætning til de ti år i København, hvor jeg kunne risikere at få et venindeagtigt forhold til mine “mødre”, fordi jeg selv fik fire spædbørn på række.
Der kommer en opfølgende artikel med eksempler på, hvad jeg oplevede i min tid som sundhedsplejerske.
Jeg laver “Boel prøve” hos mig selv med barnebarn december 2015
Mine oplevelser i skolesundhedsplejen må også gemmes til en anden gang. Det er som et helt andet job, som man så skifter imellem i den “kombinerede ordning”.
Tænker tilbage på et besøg under min tid som sundhedsplejerske
Året er 2005 for jeg fandt det nedskrevet i en slags dagbog fra det år. Gennem alle år har jeg af og til skrevet noget ned om oplevelser og tanker, men der er ikke systematik i det.
Et tvillingebesøg, børnene er to måneder
Vi sidder fredeligt, jeg har lige set på én tvilling og skal se den næste. Jeg kigger ud i stuen og får øje på hunden Jensen, en blanding af en gravhund og en cocker spaniel. Den har lige snuppet den ene tvillings sut og den sidder flot midt i munden. Mor flyver op og tager den og Jensen ser flov ud. Hun fortæller at den en anden gang tog én midt om natten, hvor på der stod ” Big Boys don’t cry!
Jeg morede mig så herligt, at moderen lavede billeder til mig af hunden Jensen med sut.
Jensen og sutten
Jensen og sutten
Jensen og sutten
Forklaring på ordet “Se”, som betyder at undersøge vægt, længde, motorik, kontakt, hvad der er i det udviklingstrin.
Jeg var sundhedsplejerske fra 1980 til 2014 med et afbræk på fem år i Sverige fra 1990-1995, hvor jeg dog også fungerede som sundhedsplejerske for nogle udlændinge russere og Ukrainere, som var midlertidigt i Sverige.
Ammet mod alle odds. Amning er noget, man gør af overbevisning. Det er også noget, der ofte går i arv. Min mormor har ammet sine børn. ( Der kan dog være masser af forhindringer til at gennemføre en amning, trods nok så stor en overbevisning.) Min morfar skriver om min moster Eva blev ammet godt et år trods slemme mælkebylder. Eva blev født i 1921 og var februarbarn. Jeg har som sundhedsplejerske mødt mødre med brystbetændelse og visse med lang behandling hos egen læge og på sygehus for bylder, opstået som mælkeknuder. I dag har vi antibiotika, men det havde man ikke dengang, før langt senere. Først Sulfapræparater og siden penicillin.