Vores første tid og følger af tidlig adskillelse

 

Ammet mod alle odds. Amning er noget, man gør af overbevisning. Det er også noget, der ofte går i arv. Min mormor har ammet sine børn. ( Der kan dog være masser af forhindringer til at gennemføre en amning, trods nok så stor en overbevisning.) Min morfar skriver om min moster Eva blev ammet godt et år trods slemme mælkebylder. Eva blev født i 1921 og var februarbarn. Jeg har som sundhedsplejerske mødt mødre med brystbetændelse og visse med lang behandling hos egen læge og på sygehus for bylder, opstået som mælkeknuder. I dag har vi antibiotika, men det havde man ikke dengang, før langt senere. Først Sulfapræparater og siden penicillin.

Min mormor Asta med Eva maj 1921
Min mormor Asta med Eva maj 1921

Da vi blev udskrevet to måneder gamle kunne vores mor amme med det samme. Det er et sandt mirakel, fordi vi har været adskilte. Først fik vi hendes udmalkede mælk som sondemad og måske i flaske til sidst. Jeg gætter på hun har fået lov at prøve at amme os inden, vi endeligt bliver udskrevet til påsken 1951.

 

Vores mor har helt sikkert fået at vide af sin mor, at hun skulle bruge uld, som beskyttelse mod brystbetændelse. Har man prøvet at have bylder, glemmer man aldrig, hvor frygteligt det er og hvilken angst, der opstår for om barnet/børnene overhovedet får nok at spise i sådan en situation. Jeg har et billede, hvor hun sidder i mørket og ammer med en uldbluse med to klippede huller i. Det må have reddet hende fra brystbetændelse. Lige fra jeg var lille, har jeg været opslugt af de billeder fra vores første tid.

 

Dengang fandtes engangsbleer ikke og vores far fortalte, at han hjalp med at skylle stofbleerne i toilettet inden, de skulle koges.

"sat op i sofaen"
“sat op i sofaen”

På de allerførste billeder vi har af os er vi ”sat i sofaen” og vi dejsede naturligvis ned med det samme efter at billedet var taget. Det ville man ikke have gjort i dag. Det vidner om uvidenhed om nyfødte. Det at vores far har været holdt helt væk fra sygehusene under vores indlæggelse gjorde, at han ikke kunne leve sig ind i vores behov. Det er noget, der opstår i samværet med spædbørn.

Første billede ved hjemkomst
Første billede ved hjemkomst

Et andet eksempel var at han anbragte Torben stående på hænder i den hjemmelavede kravlegård. Han var længe om at lære at gå, så hvordan kunne han så stå på hænder? I barndommen beundrede jeg det billede, men siden fortæller det mig om en misforstået måde at se småbørn på. Jeg er sikker på, at vores mor ikke er blevet spurgt om den opstilling.

Torben "står" på hænder
Torben “står” på hænder

Mine yndlingsbilleder i barndommen var dem, der blev taget af en professionel fotograf hjemme på Tøjmestervej 8, da vi var et halvt år gamle. ( Vores far kendte en, som kom et par gange til senest ved første skoledag). Vi er der udviklet til ca 4 mdr., men det er normalt for fortidligt fødte at man må trække de måneder fra, man er født for tidligt for at bedømme alderen.

Jeg har min mors optegnelser fra det første år. En anden stor forskel i opfattelsen af hvordan, man opfattede spædbørn. F.eks. gav man sukker på sutten, heldigvis ville vi ikke gerne have sut. Vi ligger også med store bløde hovedpuder, det anbefales ikke heller i dag, og de lange gåseler, som blev brugt i barnevogne var livsfarlige og man holdt først op med at anvende dem, efter nogle børn var kvalt.

I vogn med seler og store puder

Vores mor har fortalt at hun var meget glad for sundhedsplejerskens besøg og da hun sluttede, blev hun inviteret ud i haven i Herlev til jordbær. Det er noget jeg selv kan værdsætte og genkende som tidligere sundhedsplejerske. Der kunne opstå et forhold af gensidig hjertelighed, som gjorde at afskeden med en familie blev markeret på en særlig måde, ligesom det første besøg altid er noget særligt og en markør, for om relationen vil lykkes eller ej.

Den gang havde man 10-17 korte besøg af sundhedsplejersken i første leveår, hvor imod man nu kun får nogle få, med mindre man har særlige behov.


 

Fra vores mors notater :

Dagbogsoptegnelser fra 1951 om tvillingerne

Den 26. Januar overflyttedes tvillingerne til Fuglebakken, hvor de fik den allerbedste pleje.

Den 16. Marts blev de udskrevet og vi ankom til Tøjmestervej 8 med vore børn. Jeg var meget nervøs og sov næsten ikke. Men de opførte sig godt de første 3 dage. Så blev de urolige og havde mange afføringer en dag. Det var fordi jeg havde taget et afføringsmiddel. Herefter gik det pænt fremad.

Sundhedsplejersken godt tilfreds.

Mange af vore venner og familie har set børnene. 

Da solen en dag i april fik rigtig magt kørte jeg den første tur. Siden har de næsten daglig været flere timer ude.

Alle folk kigger på vognen. Mange må næsten skældes ud.

De har en skrigetid efter kl. 5. Ellers er de meget skikkelige Torben klukker og ”synger” Inge kan hvine af grin. Hun er meget forslugen. Men han har alligevel taget mest på. Inge kan trøstes med sut, især hvis der er sukker på. Torben spytter sin ud.

Den 7. maj.

Jeg blev meget forfærdet ved at finde en stor sten imellem børnenes hoveder, da jeg tog dem ind kl. 17. Ved et Guds under skete der intet

25 maj. – Inge bruger ikke sut mere. Men hun sutter på sin tommeltot. De trives fint.

Juni.

Børnene står ude det meste af dagen. De begynder at blive brune.

Juli.

På ferie i Holbæk. Der måtte et helt vognlæs med. Poul kørte os derned. Vognen stod bagpå bilen. Fint vejr så vi kunne være meget ude i haven. Jeg ammer dem nu kun et par gange om dagen. Er selvfølgelig træt, børnene har griset mange bleer til. Maverne i uorden. Men de spiser fint: kærnemælkssuppe, øllebrød, kartoffelmos med gulerødder.

Det ses hvem vi føler os mest trygge ved

August.

De strutter af sundhed. Ligger i solen og sparker med de brune ben. Lyserød og lyseblå soldragt. Karla Kimritz har sendt de yndigste små strikkede sko. Kommer selv kun til Eva og i Leersø Parken. Børnene med på Bellahøj. De vakte opsigt, da de for første gang sad rigtig op. Små blå tvillingedragter og hvide huer.

Sept. 2 Fars fødselsdag 70 år blev holdt hos Ermegaard og L.P. På Løjtegårsalle. Farbror, Tante Agnete, Faster Ingeborg, Ketty, Tante Jenny var der. Måtte tidlig hjem for at amme.

3 sept.

Træt. Jeg tager op på Bjerget med ungerne, hvor Faster Ingeborg, Farbror, Tante Agnete var der. Børnene blev sendt rundt om ”bordet”. Farbror sagde: ”Jamen, han ligner jo mig”.

Okt. I kravlegården kravler de rundt mens de holder godt fast. Torben får sin første tand.


 

 

Hendes ængstelighed over om, der kunne ske os noget havde mange årsager. Dels havde hun været meget syg under graviditeten og dels var hun nødt til på mange måder at være den stærke part derhjemme. Vores far led af søvnløshed siden ungdommen under krigen, hvor han havde oplevet skrækkelige ting som CB-er /Civil beredskab og var nær blevet sendt til Tyskland, da politiet blev taget 29.8.1944. Samtidigt døde hans mor under generalstrejken i 1944 pga lægesjusk. Siden dengang fik han ordineret både stesolid og sovemedicin helt rutinemæssigt resten af sit liv. Først få år inden hans død nægtede lægen ham det vante nervemedicin. Han havde lidt under abstinenserne i mange år uden nogen siden at have fået hjælp til at kurere årsagen til traumerne.

Fra Rosenvænget Østerbro under krigen. Aage Holm foran CB skolen

CB Betjent Aage Holm

Aage som CB-er under krigen
Aage Holm som CB-er under krigen

Som nævnt i den tidligere artikel om samme emne var min mor meget knyttet til sin far Emry, som selv havde mistet sin første kone og barn og som var ude af sig selv af angst, når hans børn var syge. Min mor havde selv haft en stor sorg, idet hun havde været forlovet med en engelsk soldat Bill, som ”forsvandt” i Burma efter krigen. Mere om det i en senere artikel. Jeg har dog skrevet om dem i en engelsk blogartikel kaldet Bill & Ruth.

Angsten for at miste viste sig ved en meget stor grad af overbeskyttelse. Da jeg var begyndt i skolen, havde jeg besvær med at klare på- og afklædning af overtøj til og fra frikvarterer. Jeg var vant til at blive hjulpet med knapper og at få vanterne stukket op i ærmerne. I Gymnastiktimerne var jeg altid den sidste til at blive færdig med tøjet.

Adskillelsen tidligt i livet og den store afhængighed viste sig også ved at jeg blev forvirret og ked af det ved enhver form for adskillelse. Jeg græd over at skulle passes og det kom også bag på os. Vi blev ikke forberedt i forvejen, som jeg husker det. Pludselig stod min morfar i gangen og skulle passe os. Vi græd i kor, indtil han så kom i gang med at læse historie efter forældrene var taget i det Kgl. Teater.

b44-1

Værre var det at blive sendt på søndagsskolelejr da vi var ti år. Vores forældre troede jeg var så stærk og kæk, men jeg tabte fuldstændigt livsmodet og gik en uge ved Nykøbing S et sted og kiggede i jorden og græd. Stedet hed “Sejrborg”. Jeg kunne ikke spise og vidste ikke, hvordan jeg skulle overleve det. Jeg havde aldrig prøvet at være skilt fra Torben heller, så det var dobbelt tab. Drengene var i en anden del af lejren. Tab af mor og af bror! Jeg havde dårligt lært at skrive endnu i 4.klasse men skrev på et kort:

Jeg vil hjem jeg har det fytteligt.

De prøvede at gøre noget for mig, der var en slags sygeplejerske, der var knyttet til lejren så jeg måtte blive hos hende om dagen. Desuden var der en ”H.C. Andersen”, som læste op om aftenen og der måtte jeg også et eller andet, men lige lidt hjalp det. Det hele var meningsløst og havregrynene sad fast i halsen. Det var, som om jeg ikke kendte nogle af de mange børn på lejren. Vi skulle have været der i to uger, men efter en uge, kom de og hentede mig hjem. Hvem der kørte os ved jeg ikke, for vi havde vist ikke bil endnu. Min far ærgrede sig over det, men min mor forstod mig.

"Sejrborg" ved afhenting, derfor ser jeg glad ud
“Sejrborg” ved afhenting, derfor ser jeg glad ud

Så længe jeg gik i skole og senere på gymnasiet kunne jeg ikke fordrage at skulle overnatte noget sted end hjemme. Ikke desto mindre begyndte jeg i teenageårene at længes efter at rejse hjemmefra efter gymnasiet for at komme væk fra overbeskyttelsen og min far.

2 thoughts on “Vores første tid og følger af tidlig adskillelse

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s