Jeg sidder i det lille bondehus, men Inge pusler med sin dukke og Aage og Torben er ude at proviantere.
Der er langt til butikken. Den nærmeste er en brugsforening 3 km herfra. Der er også en bager. Mælkemanden traf vi aftale med i går, da vi var ude at gå aftentur, da kom han hen til os og spurgte, om det ikke var os, der boede hos Lunow’s. Han kører mælk til mejerierne for bønderne, så det er jo en ekstra ulejlighed for ham at tage vore flaske med. Men alle mennesker er så rare hernede.
Cykeltur til Møns Klint 1959
Cykeltur til Møns Klint 1960
For at begynde med begyndelsen, så håber jeg, at du kom godt hjem fra Tivoli. Det var vist lige ved at være for meget for os alle med Pantomimen. Hvor var vi dog trætte, jeg var i hvert fald træt hele næste dag. Jeg ringede til dig fredag eftermiddag, da var der optaget. Så ringede jeg fredag aften, men da var du ikke hjemme. Kurvekufferten blev hentet fredag eftermiddag, og den stod her ved sommerhuset, da vi kom. Jeg vågnede kl. 4 lørdag morgen og sov ikke mere. Vækkeuret ringede kl 5.20 og så gik det i susende fart med at komme i tøjet og få de sidste småting med. Noget af det var spændt på cyklerne i forvejen. Kl. 6-30 startede vi og ankom i god tid til Valby St. Det var en behagelig bus næsten som at sidde i en flyver, og hvor var det en smuk tur. Vi kørte ad mindre befærdede veje, uden om Køge og Præstø. I Rønnede standsede bussen et kvarter, og vi fik os en banan.
Men hvor er man underlig i hovedet, når man ikke har sovet længere end til kl. 4. Her kniber det også lidt for mig med at sove, men de andre har da sover godt, især i nat.
I Stege stod vi af og gik ind i Lunows forretning, som er en pelsvareforretning, men om sommeren er det finere trikotage. Vi fik nøglerne og forklaring på at finde derud. Men vi trængte til en opstrammer, og tog derfra ind in ”Højers Cafe” og fik the, kaffe og Coco-cola samt ostemadder. Hvor er der smukt alle vegne og vi møder ikke mange turister. Huset her er bygget i vinkel, med to lejligheder. Lunows bor selv i den ene ende, men er her kun om aftenen og weekenden. De er ualmindelig rare. Det er et gult hus med stråtag. Her er elektrisk lys og pumpen står lige ude i gården. Det varede lidt, før jeg vænnede mig til det med spandene og pumpen, man er jo meget forvænt.
Stranden ligger 5 min gang herfra og er dejlig fredelig. Der er en del sten i strandkanten, men ellers er der fin sandbund. Det er lige noget for børnene. De kan nu bedst lide det lave vand. Her er en have på størrelse med vor egen, som vi kan være i, men i alt har de 3 tdr. land med frugttræer og ind imellem har en bondemand sået korn. Desuden har de et strandhus, hvor noget af deres familie bor. Efter middagshvilen i går startede vi mod Møens Klint. Men vi kørte en hel del forkert, og til sidst vidste vi hverken ud eller ind, da der var nogle misvisende skilte, det viste sig at være på grund af bomafgiften, som bilerne betaler for at komme ud til klinten, men jeg synes, det er hårdt nok for os stakkels cyklister, når skiltene ligefrem holder os for nar. Men hvor var det skønt. Vi så gården Klintholm og cyklede igennem skoven ud til Storeklint. Her var vel nok liv, men det er jo heller ingen sag for en bil at tage de høje bakker. Vi fik en bid brød og lidt at drikke, og så gik vi ned ad de 500 trin til stranden, hvor vi badede efter at have hvilet os lidt. Klinten så imponerende ud her nede fra vandet. Så gik vi atter op og fortsatte til ”Dronningestolen”. Da vi kom ned, fik vi en pølse og så begav vi os på hjemturen. Denne gang kørte vi den lige vej mod Stege og nu tog turen kun 1 time. Det var jo også nedad bakke meget af vejen. Jeg skal love for, at maden smagte os, da vi kom hjem.
Nu gider du sikkert ikke læse mere. Hav det rigtig godt foreløbig og hils, hvor du kommer frem. Det er herligt at gå i vandet 3 gange om dagen.
Kærlig hilsen fra os alle fire.
Ruth
Sjovt nok har jeg ingen erindring om, at have fået noget på café på de første barndomsferier. Men brevet her mindede mig om, den store lyse kurvekuffert, som har stået i vores krybekælder. At den har været med på tur er helt utroligt at tænke sig. Den var temmelig stor og må været solgt eller givet væk kort efter denne ferie. Vi var 8 1/2 år og turen på cykel til Valby står nogenlunde klart for mig, dog kun den ene vej. Jeg har skrevet om de to ferier på Møn i en tidligere blogartikel.
Min far har været på Møn på spejdertur som 16 årig i 1937. Herfra stammer billedet med sne på. Porten gjorde et stort indtryk på mig dengang vi ankom en varm sommerdag i 1959.
Stege byport. Påsken 1937. Fra en tur min far var på med spejderne
Da jeg var barn var den 13. Januar allerede langt efter jul. I dag er det kort efter. Mine første minder om vores fødselsdage er fra Agerledet 10 i Herlev, som vi flyttede til i sommeren 1954, da vi var tre og et halvt år.
Tulipaner
Min mor havde altid sørget for at der var nye blomster på spisebordet i køkkenet. Det var enten tulipaner med birkegrene eller gæslinger eller primulaer i friske farver. Det er en tradition, jeg har beholdt selv lige siden. Januar er en mørk tid, hvor blomsterne lyser op. Som barn kunne jeg værdsætte det også, skønt jeg nok ikke satte ord på det desværre. Vores forældre havde ikke mange penge, så det har været luksus at gøre det.
Jeg ved, at jeg engang har været meget tidligt oppe for at se, om der var gaver. Der var mørkt i køkkenet og der var ingen blomster eller gaver. Det var bare at vente til vores mor stod op og det var tidligt, da vores far mødte tidligt på Radiofabrikken M.E.C. på Nørrebro.
Jeg mindes det som meget dejligt at hyggeligt at få gaver på vores fødselsdag. De bedste har nok været en hjemmelavet klapvogn, som var næsten helt autentisk og senere et par rulleskøjter, Filiafarver, bøger til at tegne i, glansbilleder, hjemmesyet dukketøj.
Glansbilledefavoritter
Glansbilleder fra mit gamle album
Rulleskøjter og pakke foto Dorthe Lohmann
Mit glansbilledealbum
Følelesen af at gå i skole den morgen var speciel. Jeg oplevede at “hele verdenen” vidste det var min fødselsdag. Der var en særlig glæde i luften. Klasselæreren læste historie for os og det at vi var tvillinger i samme klasse øgede den glade stemning.
Dengang var der mere hvid sne på skolevejen end nu og solen skinnede naturligvis også altid.
På vores fireårs fødselsdag kom børnene fra vejen og det eneste jeg husker var min store undren over at nogle kun ville have margarine på bollerne og andre smør. Jeg kendte ikke selv til så stor en frygt for noget bestemt. Den fødselsdag er der ikke billeder af, men en af gaverne var en rød plastikbørnebøjle og jeg tænkte:
Hvad mon jeg kan bruge den til?
7 års fødselsdag med venner
7 års fødselsdag med nye skoletasker
Ved en senere børnefødselsdag var min far hjemme og lavede en af hans stunts med os. Den hed “Styrmand Karlsen” og alle skulle stå og vente i køkkenet. En blev udvalgt med en lille gruppe tilskuere til at være styrmanden. Han blev lagt på gulvet med en regnfrakke over sig og med et ærme lodret over hovedet. Han blev beordret til kun at sige
“Lad der komme, hvad der vil”!
Det blev svaret på en række spørgsmål til kaptajnen om at opgive skibet. Til sidst blev der smidt vand ned i hovedet på staklen på gulvet til stor fortørnelse for offeret og til glæde for tilskuerne. Vi skulle også tegne halen på en gris med bind for øjnene.
Vi fik hjemmebagte boller med smør og hjemmelavet lagkage med mørk glasur og kagecreme og flødeskum, sodavand og småkager.
Den flotteste dekoration lavede vores far til vores elleve års fødselsdag. Det er jeg heldig at have billeder af. Ved den lejlighed havde Torben og jeg kun få udvalgte gæster hver.
11-års fødselsdag januar 1962
Hele den store klasse kunne aldrig have været til stede på en gang en vinterdag, som det var.
Det jeg var mest glad for at få var små sølv charms til et sølv armbånd. Vi fik fem eller ti kroner af hver gæst og kunne købe en lidt større ting.
Dog havde vi hele klassen til fest, da vi fyldte seksten år i 1967, det sidste år i folkeskolen. Vores forældres soveværelse blev ryddet til dans. Det var ret flot gjort.
I min barndom 1950’erne elskede jeg de store kalendre, der kunne samles som et hus eller andet, gerne med glimmer. Jeg tror dog ikke det var noget vi fik mere end en gang. Der kom en om “Den lille nisse rejste” i Politikken. Det var to helsider i avisen, som vi klistrede op på et stykke pap. Der må have været en lille tegning hver dag, som vi klippede ud og farvede. Det ser ud til at historien ikke er kronologisk på arkene. Sjovt nok har jeg den endnu efter så mange år sammen med mine børnetegninger. Der kunne være andre end mig, der husker den kalender!?
Julekalender en lille nisse fra PolitikkenJulekalender en lille nisse fra Politikken
Det der fascinerede mig dengang, var den rørende lille nisse, der mindede mig om en sød, imaginær lillebror. Julen var noget vi glædede os usigeligt til og de 24 dage i december gik så meget langsommere dengang.
Egne tegninger og glanspapirudklip
gå omkring juletræet
uroer og ophæng
Til min første dansklærer
Julekrybbe
En nisse kigger ind på juletræet
Glanspapirklip
Tegning på sort papir
Glanspapirklip
Jeg brugte tiden på at lave mange juletegninger og små julegaver. Visse af dem frustrede mig meget, da jeg ikke magtede at blive færdig med projektet. Min far drillede mig og sagde at jeg kunne “strikke en bøjle”! Jeg begyndte på et rødt hylster til en ru træbøjle og blev aldrig færdig. Det sidder i mig endnu. Min mor var mere realistisk og hjalp os at sætte glansbilleder på hvide servietter eller senere brodere små ting, hun havde skrevet og tegnet på firkantede klude til at lægge i mellem tallerkener til gaver til mostre og mormor. Her findes en artikel om min mors beretning om sine julebarndomsminder fra Holbæk i 1920’erne og 1930’erne.
En “broderet” støveklud til min mormor
En støveklud med små broderier i hjørnerne
Det var svært at lave julepynt. Det første var “musetrapper” og “guirlander” af glanspapir. Der blev lavet melklister på komfuret. Mel og vand kogt sammen.
Vi prøvede at lave uroer udklippede sugerør sat sammen i stjerner og holdt sammen af garn. Det var ikke nemt at få det til at balancere.
Senere lærte vi at flette hjerter, der blev mere og mere indviklede og for at kunne flettes krævede en passer og udklipning efter optegning med milimeter nøjagtighed.
Simple og indviklede motiver i julehjerter fra min ungdom of fra min far
Det tungeste var at:
“Nu skal der ryddes op! Far kommer snart hjem fra arbejde og jeg skal dække bord”!
Alle stumper af glanspapir skulle sorteres og ryddes væk, da vi sad ved køkkenspisebordet og klippede og klistrede. I køkkenet havde vi Christel julenisser. Det var det eneste sted de måtte være. De var så søde og mindede og små søde børn. Jeg fandt et ark i Nationalmuseets shop og nu hænger de ovenpå hos mig.
Christels Klatrenisser
Christel klatrenisser. Genoptryk for Nationalmuseets shop
1980-1990 i København i Spæd- og Småbørnssundhedsplejen og 1996-2014 i Vestjylland i kombineret ordning
I dag på min løbetur kom jeg forbi et hjem i Herning, hvor jeg for tyve år siden var sundhedsplejerske i et vikariat. Der stod en studentervogn udenfor og jeg husker de hyggelige besøg der med familiens førstefødte i 1997. Tyve år!
Sytten år inden var jeg endelig nyuddannet sundhedsplejerske fra Sygeplejerske Højskolen ved Aarhus Universitet. Sådan hed det dengang i 1980 og mange år frem. Dengang var det en et-årig videreuddannelse oven på sygeplejerskeuddannelsen. Dog krævedes der to års praktik på arbejdspladser, der havde med børn at gøre og hjemmeplejen, som forberedte os på at færdes i alle typer af hjem.
Mange familier vidste ikke, at vi alle var sygeplejersker inden vi kunne søge optagelse på videreuddannelsen.
I dag kan man optages på uddannelsen som nu varer 1 1/2 år. Et år på VIA University College i Aarhus og et 1/2 års klinik i en kommune.
Fotos fra en majaften i Vennelystparken i Aarhus fra mit uddannelsessted
Sygeplejerskehøjskolen ved Aarhus Universitet Vennelystparken
Jeg havde aldrig selv kommet på at tage den uddannelse, men presset som ny sygeplejerske på en akut afdeling på Bispebjerg Hospital fik mig til at tænke nye tanker. Efter to år som nyuddannet sygeplejerske oplevede jeg en uudholdelig stress omkring at modtage meget dårlige patienter. Når ambulancesirener lød i Københvns gader, troede jeg de kom til mig på min vagt.
Ulykker kom naturligvis helt uanmeldt og det der slog mig ud, var følelsen af, at ikke kunne være der nok for den enkelte. Det gik op for mig, at jeg via en sundhedsplejerskeuddannelse kunne være mere nærværende for få ad gangen. Jeg lagde med det samme planer for fremtiden:
Sagde op fra den akutte kirurgiske afdeling
Fik job på en hudafdeling, som også behandlede børn
Kom i hjemmeplejen på Amagerbro og Sundet
Tog kørekort, da jeg forstod at det ville være vigtigt at kunne komme rundt
Tog job på børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg.
Blev optaget i Aarhus, fordi jeg ville se en anden del af landet
Et minde fra hjemmeplejen på Amager var at jeg skulle ud til en barselpatient. Det skulle hjemmeplejen, når der var tale om en hjemmefødsel. Den pågældende mor var så frisk, at hun stod midt i at skulle holde børnefødselsdag for et af sine andre børn. Jeg husker følelsen af at være tilovers og at ikke ane hvad, en sundhedsplejerske egentligt skulle sige og gøre. Men det er så det, man lærer på uddannelsen og først indarbejder efter flere års praksis.
Nu var jeg udsendt som hjemmesygeplejerske, så jeg havde endnu ikke det ansvar.
Da alt var parat blev jeg gift og min daværende mand indviljede i at flytte til Aarhus for også at prøve noget nyt. Den gang var S.U. ikke opfundet, men jeg fik lidt fra København Kommune, som jeg havde ansøgt om at få.
Undervisningen foregik i de gule murstensbygninger, der hører til Universitetet. Skolen tilhørte dog ikke universitet, så derfor kunne vi ikke dengang kalde os kandidater.
Undervisningen var overvældende for mig, fordi det i den tid var nyt, at man begyndte at forstå barnets tilknytningsbehov mere teoretisk. Se min artikel om børnehospitalet Fuglebakken.
Jeg bearbejdede mange ting fra min egen tidlige barndom med adskillelse og følger af for tidlig fødsel. Det fag, jeg var gladest for var kernen i arbejdet “Funktion og metoder i sundhedsplejen”.
Sundhedsplejerskeuddannelsen december to studerende december 1979 hos lærer på uddannelsen til sammenkomst med klassen
Jeg elskede forelæsningerne, men afskyede de tvungne gruppearbejder og ikke mindst en enkelt gruppeeksamen. Jeg var gravid og helt udmattet og følte ikke jeg kunne komme til orde. De andre var så veltalende. To store skriftlige arbejder var afleveret, men jeg dumpede i gruppeeksamenen, der hørte til den administrative opgave, der hed Administraion og Organisation. Det føltes som et svidende nederlag, for jeg brændte jo for selve uddannelsen. Meget handlede om tilrettelæggelsen af skolesundhedsplejen, som jeg ikke havde haft meget med at gøre. En af mine veninder kendte en af de dygtigste skolesundhedsplejersker og hun tog sig tid til at se min opgave og inspirere mig til at lave den mere realistisk men også fremsynet.
Jeg knoklede på i sommerferien og gik op midt på sommeren hos en af de lærere, jeg var allermest glad for og bestod. Aarhus havde kun plads til få nye sundhedsplejersker i deres kommune, så jeg ringede til Københavns kommunes Omsorgsafdeling i Bernsdorffsgade om de havde brug for mig?
Hvornår kan du komme? spurgte Vibeke Tandrup (Stedfortrædende Forstander)
Det må jeg sige, var sidste gang at en ansættelse gik så let. Jeg var tilmed gravid i 6. måned, så de har virkelig haft brug for vikarer.
Jeg sidder på forreste række i lyserød Laura Ashley kjole og til venstre for mig sidder Grete Lyager. Wivian Fulgsang på forreste række næstyderst i rødternet kjole. Else Guldager sidder på forreste række nr. fire fra venstre. Viceforstander Vibeke Tandrup står i hvid bluse bag Wivian Fuglsang i rødtern.
Det allerførste besøg var på Rigshospitalets kollegium på Jagtvej- Det var mærkeligt nok min mors kusines datter, der fik sin førstefødte under ergoterapeutstudiet. Jeg var nervøs og så forkert på vægten. Det slog mig også, at forældrene var ligeglade med mit besøg. Det var helt uvant tanke at nogle familier ikke efterspurgte noget fagligt.
I resten af min tid som sundhedsplejerske har jeg været følsom overfor netop dette, om familierne var interesserede eller ikke. Det var som om kvaliteten af besøget steg i takt med familiens hunger efter støtte og viden om deres barns trivsel.
Det første område jeg kom til som vikar var ydre Nørrebro under sommerferien, derefter Vesterbro. Jeg lagde med det samme mærke til at der var rangorden både blandt sundhedsplejerskerne og hvilke områder, der var NOGET. Vesterbro og det indre Nørrebro regnedes mere end Enghave, Østerbro var luksuskvarteret. Brønshøj og Vanløse var regnet som “Nemt”. Amagerbro, Sundet var svære at få besat af sundhedsplejersker. Der var utrolig megen luftforurening på gaderne dengang.
Sundhedsplejerskerne var meget “Rødstrømpede” og nogle var “alternative, selvom det nok ikke var noget, man man måtte vejlede ud fra.
Jeg tror, de var så individuelt stærke, at de gjorde som det passede dem. En var politiker, Vivian Fulgsang var skribent på Politikken. Else Guldager fik lov til at forske og blev siden en kendt person og talsmand for sundhedsplejen. En skiftede navn fra Karin Sonne til Saida Sonne, da hun gjorde en særlig indsats for indvandrene. Der var en del familier fra Pakistan og jeg ved ikke, hvorfor de kom. Saida kom til at stå for tolkuddannelserne, da tolkene ellers tolkede som vinden blæste.
En episode fra Vesterbro står klart. Jeg går op til en pakistansk familie, hvor jeg finder et ret nyfødt barn på en divan liggende med et tyndt stykke stof over ansigtet. Det var et uhyggeligt syn og jeg så hun var dårlig og blålig. Jeg fik fat på en læge. Dengang havde vi ikke telefoner, så jeg må have cyklet til områdekontoret og ringet. Eller gik jeg ind til en grønthandler på gaden? Der blev sendt en læge og pigen blev behandlet for en hjertefejl. Senere så jeg hende igen og hun var blevet alt for tyk.
Min førstefødte undersøger min store kernelædertaske med målebåndet hængende ud
Da jeg kom fra barsel året efter fik jeg fast arbejde i Vanløse på 30 timer og siden efter 3 børn 20 timer i Vigerslev. De to distrikter lignede hinanden på mange måder. Jeg trivedes bedst med almindelige mennesker. Ikke for rige og fine og ikke for elendige forhold heller. Grete Lyager var på Østerbro. Hende husker jeg fordi, jeg oplevede hende i min elevtid på Fuglebakken som “Føl”. Dvs. hun gik efter en afdelingssygeplejerske som led i at blive sundhedsplejerske. Hun var i blå uniform med hvidt forklæde lige som jeg. I de ti år jeg var i Københavns kommune var Grete Lyager på Østerbro og da jeg mange år efter kom til Ølgod og siden Varde kommune stødte jeg på hende igen som ledende sundhedsplejerske i Fredericia. Hun var en, jeg havde stor respekt for og så op til. Hun var med til at indføre hjælp til mødre med fødselsdepressioner i Fredericia kommune.
Sundhedsplejerskene i København var præget af 1970’er moden. Dvs. de fleste gjorde ikke meget for at se godt ud. Det var med fodformede sko og fløjsbukser og hjemmestrikkede bluser. Vi havde tunge kernelædertasker.
Skolesundhedsplejen var helt adskilt fra os, i det de havde en anden ledelse. En enkelt gang havde vi et fælles møde omkring indførelsen af MFR vaccinen i 1983.
I Spæd- og Småbørns Sundhedsplejen havde vi månedlige faglige møder og dem var jeg glad for, i det vi var spredt til hverdag i mindre grupper over hele byen. Fødselsanmelderserne blev sendt til områdekontorerne via intern post og var i tyndt lysegrønt papir. Vi læste på den om fødslen, mål og vægt Apgar Scores, (fysisk bedømmelse af barnet ved fødslen), blodtab hos moderen og varighed på fødslen, antal provokerede eller spontane aborter, adresse og navne og data.
Ud fra fødselsanmeldelsen kunne vi se en masse, som dannede grundlag for besøgets tilrettelæggelse. Lav fødselsvægt og evt. fødselskomplikationer forberedte til at møde moderens og (evt. faderens) behov. Det sidste bliver der heldigvis taget stadig mere hensyn til takket være psykolog Sven Aage Madsens psykologiske arbejde på Rigshospitalet om fædres behov og evt. efterreaktioner.
Vi skrev journaler i hjemmet om muligt ellers på kontoret. Vi havde både en familiens journal med lidt data. Dog ikke meget brugt og barnets journal med:
Mor fortæller….,
Obj: om barnets udvikling lige nu i besøget og
Vejl.: Den vejledning vi gav den dag.
Vi kaldte børnene “Udøbt dreng/pige med tegn for dreng/pige. I dag er det muligvis “Unavngiven dreng/pige” i de elektroniske journaler. Vi skrev også i “Barnets Bog” en bog i A5 format i hvid og grønne farver. Der var kun plads til det vigtigste og sundhedsplejerskens stempel på tlf. tider. Det har alle dage været uklart, hvad Barnets Bog skulle bruges til. Den er mest til små minder om en tid, der hurtigt svinder. Mål og vægt og noter og vejledning om udvikling og forslag til mad.
Min førstefødte på cyklen ved min daværende arbejdsplads i Vanløse eftersommeren 1981
Jeg gjorde stadig mere ud af “Barnets Bog, da vi i 2006 skiftede til elektroniske journaler. Dvs. jeg udskrev kopi af journalen til Barnets Bog, så journal og Barnets Bog var ens om observationer og udviklingstrin og råd og vejledning. Fra ca 2017- 2013 havde jeg tung bagage med mig i besøgene i form af printer og computer, som til sidst blev reduceret til iPads, der ikke kunne opfange internettet og familierne måtte selv printe ud, i det de havde adgang til den ene del af den elektroniske journal, der havde med barnet at gøre.
Tegnene for udøbt dreng eller pigeMaria sundhedsplejerske i Vanløse december 1981. Journalen ligger på bordet
Fra Vanløse med min anden dreng oktober 1982
Kunne have været fra et hjemmebesøg i Vanløse
De fleste familier fik i firserne og halvfemserne ti besøg i første leveår. Nogle få havde ikke brug for så mange, men de fleste tog gerne imod det. Meget var mere besværligt dengang, idet barselorloven var meget kortere end i dag og overgang fra bryst til skemad var svær og ind i mellem traumatiserende for mor og barn. Der var også stress omkring at få en institutionsplads, idet der var alt for få til børnenes behov. Ofte var de mellem et og 1 1/2 år før de fik plads i vuggestue/ dagpleje. Mødrene måtte finde privat pasning og de heldige havde en mormor til barnet, der kunne træde til. Det tiår fra 1980-1990 var de bedste år for mig i sundhedsplejen, selvom jeg lærte så meget mere i de 16 år jeg var ansat i Vestjylland Ølgod og Varde.
Det var et kæmpe nervepres for mig at vente på plads til min førstefødte, mens jeg var i arbejde. Jeg havde taget ullønnet orlov fra seks til ti mdr., da jeg ikke kunne udholde tanken om at aflevere så tidligt. Min dreng nåede at blive 1 år, før der var dagplejeplads. Det var svært. Jeg havde ham med nogle dage og rendte ind og ud af besøgene med ham i vogn uden for. Det var ikke godt for hverken ham, for mig eller familierne.
Otte år efter jeg var startet i Københavns kommune var jeg nødt til at lade mig skille og jeg vil give et indtryk af min situation via et citat fra en anden blogartikel om mit liv:
What kept me up was my lovely small children and my work as health visitor. When I went into a home to visit a new family with a baby I completely forgot my own worries. I was a single mom for four years.
Efter en pause fra sundhedsplejen på 6 år, hvor de fem var i Sverige søgte jeg den ene stilling efter den anden, der kunne være ledig i en stor radius på ca 60 km uden om Herning. Jeg var 45 år og vidste ikke, at det var for “gammel”.
Efter godt et år med vikariater i Skive, Lemvig og Herning fik jeg endelig fast job i en lille kommune Ølgod 45 km væk. Jeg oplevede Herning sundhedsplejen, som bestod af dygtige sundhedsplejersker. Et andet indtryk var at meget få havde været væk fra Herning, hvilket gjorde indtryk på mig, som både var københavner og havde boet i udlandet.
I Ølgod i sydvest jylland var der en blanding af gode solide familier, som landbrugsfamilier og folk i villaer, men også stor del af socialt udsatte familier eller enlige mødre. Den samme befolkningssammensætning fandtes i Varde, hvor jeg var de sidste år. Overgangen fra København og siden Sverige var svær. Jeg kunne ikke tolke mødrenes behov så nemt mere. Der er forskellige sociale normer eller uskrevne regler alle steder.
De jyder, jeg kom i kontakt med var mimikfattige. Langsomt kom jeg bag om facaden og oplevede naturligvis mange skønne mennesker, der havde brug for mig.
Jeg lærte at blive mere og mere konkret i vejledningen og kom på adskillige kurser om mor/barn tilknytning og forstod stadig bedre nuancerne i barnets udvikling. For ikke at glemme de ting, jeg har brændt for i sundhedsplejen har jeg skrevet de vigtigste emner i min danske sundhedsplejeblog.
Hjemmebesøgene blev i de senere år reduceret til næsten ingen ting. Vores borgmester mente, at unge mødre kan finde “alt” på nettet. Det kan nok være, men for at sortere i det og at få den fornødne omsorg er de individuelle hjemmebesøg stadig vigtige. Ved at skabe tillid kunne man som sundhedsplejerske give en familie et løft i at turde tro positivt om deres barns udvikling selvom, der kunne være mange typer problemer.
Det der kan være svært i dag er at mange udskrives få timer efter fødslerne. Det er ikke altid at forældrene kan vurdere om barnet kommer igang med at sutte ordentligt og tage på. Det er et kæmpe ansvar at stå med. Men de fleste klarer det utroligt godt.
Dilemmaer var der også mange af. Når jeg oplevede, at en familie ikke levede op til at tage sig godt af deres børns udvikling eller behov var det let for familierne at blive fornærmede og smække døren i. Vi balancerede på en knivsæg omkring hvilke ord, der skulle bruges. Dog duede det ikke at være usikker heller. Jeg oplevede en anden mentalitet hos udlændinge. De var ofte mere åbne overfor vejledning, når ikke sprogproblemerne stod i vejen. Jeg tror, det har at gøre med at udlændinge, også scandinaver, havde lettere ved at være autoritetstro mod sådanne som os sundhedsplejersker.
Modsætningen til dette kunne være en dansk, måske ikke så godt begavet mor, som blev rasende på mig, fordi jeg forsøgte at få hende til at forstå at hendes for tidligt fødte barn skulle skånes fra for mange indtryk og om muligt svøbe sit barn i vuggen for at få det til at sove.
Et svøbt spædbarn parat til at blive lagt
Et højdepunkt for mig var at kunne formidle børnenes behov og hvordan man opnår, at de sover og spiser nok og lærer at udvikle sproget og får den motoriske udvikling på plads i samarbejde med forældrene.
Mine største glæder har været at yde hurtig og vedvarende hjælp til en mor, der var bange for ikke at kunne amme eller havde svære ammeproblemer eller at hjælpe en mor godt igennem en fødselsdepression. Ligeledes var det dejligt at hjælpe familier med for tidligt fødte børn at forstå udviklingstrinnene adskilt fra biologisk alder og tage et skridt ad gangen langsomt for at støtte barnet uden at overstimulere det.
På hjemmebesøg i Ølgod tiden omkring 2007
Jeg oplevede et par gange at være sundhedsplejerske for en ung mor, jeg også havde haft i skolen i Ølgod. På den måde fik jeg en slags moderligt forhold til hende i modsætning til de ti år i København, hvor jeg kunne risikere at få et venindeagtigt forhold til mine “mødre”, fordi jeg selv fik fire spædbørn på række.
Der kommer en opfølgende artikel med eksempler på, hvad jeg oplevede i min tid som sundhedsplejerske.
Jeg laver “Boel prøve” hos mig selv med barnebarn december 2015
Mine oplevelser i skolesundhedsplejen må også gemmes til en anden gang. Det er som et helt andet job, som man så skifter imellem i den “kombinerede ordning”.
Når jeg tænker tilbage på min barndom er jeg meget taknemmelig for at have set nogle teaterstykker på TV. Jeg tror desværre ofte det kun var brudstykker, da vi altid skulle tidligt i seng. Alligevel har det gjort et stort indtryk og givet mig indsigt i voksenverdenen gennem de ting, der kunne udspille sig mellem mennesker på skærmen i TV-ets barndom.
Det første jeg ved jeg så brudstykker af “Den Skårede Krukke”. Vi havde ikke selv tv, men var taget ind hos vores naboer om sommeren Eskærs, som boede i lejlighed i Brønshøj i vinterhalvåret. Det viste sig at den blev vist på TV teatret den 15.11.1958 en lørdag og jeg har gået i første klasse på det tidspunkt.
Jeg oplevede at de optrædende havde”middelalderdragter”på og det eneste, jeg husker, var at en dame fik et ordentligt klask i bagdelen af en mandlig skuespiller. Jeg både forstod og ikke forstod. Det var i hvert fald noget, der var usædvanligt og ubehageligt. Det må have været noget mine forældre har villet se, siden de ville tage fra Herlev til Brønshøj for at se det. Det viste sig at det var et lystspil fra begyndelsen af 1800-tallet.
I 1962 fik vi selv fjernsyn og meget ændrede sig derefter. Fra at have spillet ludo og lignende med forældrene en gang i mellem var det fjernsynet, der kom til at dominere.
Et andet TV teater hed “Tretten Øre” om en fattig dame, der ikke havde råd til en hue eller hat til tretten øre. Jeg følte sorgen over at nogen var så fattig. Når jeg slår op på Google og søger på “Tretten øre” kommer kun Storm P’s monolog fremført af Ebbe Rode. Måske hed teaterstykket noget andet. Men huen kostede kun tretten øre og det var stadig for dyrt for en tjenestepige.
Et lystspil med to gamle tanter tante 1 og tante 2 i “Skærmydsler” af Gustav Wied. De er hele tiden irritererede på hinanden. De ville begge have ret og en af replikkerne var ” Månen har den farve måner skal have”. De skændtes over månens farve. En af dem var Clara Pontoppidan, som også var helt eminent også som moderen i “Indenfor Murene” om en fin jødisk slægt i København.
Fra et program fra det Kgl. teater først i 1950-er fra lystspillet “Skærmydsler”
Jeg så den med hende og Paul Reumert som de gamle forældre, John Price som den tykke selvglade søn og Jørgen Reenberg som den unge underdanige ansatte, som så gerne ville giftes med datteren Esther. Det var dog ikke noget for hende, men en “kristen” fra en familie, som det viste sig havde mobbet eller snydt faderen frygteligt tidligere. Det blev et stort slag for faderen, mens moderen forsøgte at støtte den unge datter til at bestemme, hvem hun giftede sig med. Siden så jeg den på Det Kongelige Teater, hvor John Price spillede den gamle far.
Inden For murene med Clara Pontoppidan og Paul Reumert
Holberg har jeg set på Det Kongelige Teater og jeg syntes det var et privilegium at mine forældre prioriterede nogle enkelte gange at give os i fødselsdagsgave at komme ind at se en Holbergkomedie eller en ballet.
Jeg fandt det svært at tale om følelser og konfliktfyldte ting i mit hjem, så disse gamle stykker hjalp mig at sætte ord på følelser og forstå nogle sammenhænge mellem mennesker.
På min engelske blog har jeg skrevet om, hvordan en film fra 1945 fik mig ud i at drømme om et nærmere forhold til min far
Nyboder på min mormors tid. Et postkort, som hun selv har fået
Min mormor Asta blev født i 1890 og boede i Nyboder på flere adresser indtil hun blev gift i februar 1920 som 29-årig. I en tidligere artikel har jeg vist de kort og telegrammer hendes far fik, men heldigvis har hun også gemt sine egne kort, som indirekte fortæller en smule af hendes historie.
En lille bog fra skoletiden svarer til hvad piger i dag har om at samle noget om deres veninder. Dengang var det dog mere moralsk opdragende, idet børnene får at vide, at huske familiens fødselsdage. Venindernes navne og adresser står side om side med lærernes navne. Asta gik på Sølvgade Skole fra 1897-1904.
Min mormors huskebog. Hun gik i skole fra 1897-1904
Hendes konfirmationshold fra Holmens kirke var meget stort 80 piger og sikkert lige så mange drenge. Det viser, hvor mange mennesker, der boede i og omkring Nyboder dengang omkring århundredeskiftet. De mange børn var delt op i skoleklasser, der gik enten formiddag eller eftermiddag. Hun var ked af, at hun var nødt til at gå om eftermiddagen, da det var mere anset at gå om formiddagen eller også følte hun bare det og savnede veninder, der gik på modsat hold. En karakterbog har jeg også bevaret og en broderet ting fra 1904, der viser de mange slags sting og syteknikker de lærte.
Min mormors broderiarbejde fra det sidste skoleår i 1904
Asta som konfirmand april 1904
Konfirmationstelegrammer til Asta April 1904
Konfirmationstelegrammer til Asta April 1904
Konfirmationskort
Hun var som jeg husker det meget venlig, men også ret lukket omkring sin fortid, som om hun tog hensyn til, at familien måske ikke var interesseret. Jeg tror hun led under at ikke kunne få udtrykt de ting, hun havde gået igennem, som det, at forældrene mistede nyfødte tvillinger, da hun var et år og moderen mistede sin 29 årige bror samme tid.
Min oldemor Lauras bror Emil, der døde som 27 årig fire dag før Asta blev født
Da Asta var 8 år havde hendes og Svends far fået en søn Kurt uden for ægteskabet og var flyttet hen til den dame, der var mor til ham, et sted i midten af København.
Både Astas far og mor havde flere jobs, så forældrene var meget lidt hjemme. Hendes mor gjorde rent for folk privat og i forretninger, blandt andet i et fotoatelier, som har muliggjort at de har fine fotos.
Asta og Svend 1902
Lille Svend ca 1905
Asta har taget meget ansvar for sin ti år yngre bror. Sorgen over at måtte stoppe med at have kontakt med ham, da han er først i tyverne, må også have været stor. Som ung mand viser Svend sider, der ikke er så rare. Han har store projekter igang, mangler penge, låner sig frem, men “glemmer” at betale tilbage. Det største slag var nok, da det viste sig ved moderens død, at han havde ophævet opsparingen til ligbrænningen, således at omkostningerne blev meget høje for Asta og Emry, som stod for bisættelsen. Han var utrolig smuk og charmerende. En rigtig kvindebedårer.
Astas bror Svend på den tid. hvor de stadig sås
Min mormor har været meget præget af, at faderen forlod familien og af at hun støtte sin mor. Hun skriver i et postkort til sin mor i 1911, hvor hun er på en lille ferie med sin tante, at hun håber, at moderen ikke er for ked af det, mens hun er væk!
Slide showet kan standses undervejs
This slideshow requires JavaScript.
I 1915 er Asta netop fyldt 25 år og har været ca 7-8 år i fru Schraeders manufakturhandel i Nansensgade 30. Hun går de 2 1/2 km. fire gange om dagen og der er åbent til langt ud på aftenen. Der var en middagspause, hvor hun går hjem og spiser. De lange arbejdstider og presset omkring forældrenes situation slog hende ud.
Asta blev syg med blødende mavesår og indlagt på Øresundshospitalet. Hvorlænge ved jeg ikke. Da jeg hørte om det i min tid som sygeplejeelev blev jeg meget berørt, da det er alvorligt og dengang svært at helbrede.
I de gemte postkort er der nogle fra tre forskellige unge mænd. Den ene K. Lebell har boet lige i nærheden af forretningen og kortene er stilet til Asta Nielsen i Nansensgade. Lebell har været sømand for han har skrevet fra forskellige lande.
Lebells kort til Asta
Lebells kort til Asta
Lebells kort til Asta
Lebells kort til Asta
Min mormor Asta til venstre den “lille elev” i midten og Thea Schraeder indehaveren i forretningen
Asta til venstre og fru Schraeder til højre i døren til Manufakturforretning Nansensggade 30 København K
På en båndoptagelse siger hun, at hun ikke var særlig interesseret i unge mænd. Hun har selv skrevet til K.Lebells mor fra det reconvallescenssted på Sjælland hun kom på efter sit akutte sygeleje. Men teksten er streget over og er aldrig sendt. På den måde har vi et bevis for, hvor hun var på rekreation.
Et kort til fru Lebell fra min mormors rekreation i 1925. Kortet blev aldrig afsendt teksten er overstreget
Fra Schraeders kort til Asta der var indlagt på Øresundshospitalet i 1915
Et kort fra min mormors forretningsleder i Nansensgade 30 til Asta, der er indlagt på Øresundshospitalet
Et kort fra Thea Schraeder til Asta
En hilsen fra Fru Schraeder til Asta på Øresundshospital
En hilsen til Asta under Øresundshospital afd.A1 fra Tante Hulda en faster til Asta, der bor i nærheden i Nyboder
En hilsen til Asta under Øresundshospital afd.A1 fra Tante Hulda en faster til Asta, der bor i nærheden i Nyboder
Hun stopper hos Fru Schraeder efter sygdommen, men bevarer kontakten til hende resten af livet og til “den lille elev”, der blev gift Drejsler og som hun arbjedede sammen med i butikken. Dennes børn har hun billeder af i sit album og jeg tror, Asta har været gudmor for en af dem, for der er et billede, der viser barnet på Astas arm.
Asta med Dreislers barn ved barnedåb
Asta med Dreislers barn ved barnedåb
Hun ender med at blive gift med min morfar Emry som 29 årig. De fandt hinanden mirakuløst via en kontaktannonce. Da hun mødes med ham ved Dragespringvandet på Rådhuspladsen i august 1919 arbejder hun på kontor hos en grosserer på Købmagergade.
Som gammel livede hun meget op, når hun kom i kontakt med nye mennesker, om det så var ved indlæggelser på Gentofte hospital efter lårbensbrud. Hun trivedes ikke med at være alene efter Emrys død i 1957. Hun var nødt til at flytte til Buddinge tæt på Lyngby for at være tæt på børn og børnebørn. Børnene havde travlt og kunne ikke komme så tit, som hun havde brug for. Hun kendte ikke nogen i Buddinge og der var langt til Holbæk, hvor hun stadig havde mange venner.
forlovelsesbillede Asta og Emry 1919
Tankerne fra barndom og ungdom har sikkert trængt sig på. Det var noget familien ikke forstod sig på. Hun blev leet af, fordi de fleste syntes hun burde være glad for sit liv.
Tænker tilbage på et besøg under min tid som sundhedsplejerske
Året er 2005 for jeg fandt det nedskrevet i en slags dagbog fra det år. Gennem alle år har jeg af og til skrevet noget ned om oplevelser og tanker, men der er ikke systematik i det.
Et tvillingebesøg, børnene er to måneder
Vi sidder fredeligt, jeg har lige set på én tvilling og skal se den næste. Jeg kigger ud i stuen og får øje på hunden Jensen, en blanding af en gravhund og en cocker spaniel. Den har lige snuppet den ene tvillings sut og den sidder flot midt i munden. Mor flyver op og tager den og Jensen ser flov ud. Hun fortæller at den en anden gang tog én midt om natten, hvor på der stod ” Big Boys don’t cry!
Jeg morede mig så herligt, at moderen lavede billeder til mig af hunden Jensen med sut.
Jensen og sutten
Jensen og sutten
Jensen og sutten
Forklaring på ordet “Se”, som betyder at undersøge vægt, længde, motorik, kontakt, hvad der er i det udviklingstrin.
Jeg var sundhedsplejerske fra 1980 til 2014 med et afbræk på fem år i Sverige fra 1990-1995, hvor jeg dog også fungerede som sundhedsplejerske for nogle udlændinge russere og Ukrainere, som var midlertidigt i Sverige.
Barn&Mor 