Barndomsferier på Møn i 1959 og 1960

Vores forældre sørgede tidligt for, at vi kom på sommerferie sammen. At det var meget spartansk vidste vi ikke dengang.

En tidlig sommermorgen har vi cyklet til Valby Station fra Herlev i 8 års alderen og stået på en bus, der tog cyklerne med og kørte os til Stege i Møn. Der var stop på Stevns inden da. Fra turen husker, jeg at vi fik en banan hver. Det må have været noget særligt, da vi ellers kun delte én banan en sjælden gang. Jeg har fundet et brev, hvor min mor beskriver hele forløbet til min mormor Asta. Det vil jeg publisere senere.

Fra Stege cyklede vi til et stråtækt hus ejet af familien Lunau og et år senere til et husmandsted i samme område. Ejeren af husmandstedet på Møen var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Området på Møn hed Keldbylille. Jeg ved det, fordi det står i fotoalbummet.

Udsnit af min mors brev fra Lunaus hus 27/7 1959

Jeg sidder i det lille bondehus, men Inge pusler med sin dukke og Aage og Torben er ude at proviantere.

Der er langt til butikken. Den nærmeste er en brugsforening 3 m herfra. Der er også en bager. Mælkemanden traf vi aftale med i går, da vi var ude at gå aftentur, da kom han hen til os og spurgte, om det ikke var os, der boede hos Lunow’s. Han kører mælk til mejerierne for bønderne, så det er jo en ekstra ulejlighed for ham at tage vore flaske med. Men alle mennesker er så rare hernede.

 

For at begynde med begyndelsen, så håber jeg, at du kom godt hjem fra Tivoli. Det var vist lige ved at være for meget for os alle med Pantomimen. Hvor var vi dog trætte, jeg var i hvert fald træt hele næste dag. Jeg ringede til dig fredag eftermiddag, da var der optaget. Så ringede jeg fredag aften, men da var du ikke hjemme. Kurvekufferten blev hentet fredag eftermiddag, og den stod her ved sommerhuset, da vi kom. Jeg vågnede kl. 4 lørdag morgen og sov ikke mere. Vækkeuret ringede kl 5.20 og så gik det i susende fart med at komme i tøjet og få de sidste småting med. Noget af det var spændt på cyklerne i forvejen. Kl. 6-30 startede vi og ankom i god tid til Valby St. Det var en behagelig bus næsten som at sidde i en flyver, og hvor var det en smuk tur. Vi kørte ad mindre befærdede veje, uden om Køge og Præstø. I Rønnede standsede bussen et kvarter, og vi fik os en banan.

Men hvor er man underlig i hovedet, når man ikke har sovet længere end til kl. 4. Her kniber det også lidt for mig med at sove, men de andre har da sover godt, især i nat.

I Stege stod vi af og gik ind i Lunows forretning, som er en pelsvareforretning, men om sommeren er det finere trikotage. Vi fik nøglerne og forklaring på at finde derud. Men vi trængte til en opstrammer, og tog derfra ind in ”Højers Cafe” og fik the, kaffe og Coco-cola samt ostemadder. Hvor er der smukt alle vegne og vi møder ikke mange turister. Huset her er bygget i vinkel, med to lejligheder. Lunows bor selv i den ene ende, men er her kun om aftenen og weekenden. De er ualmindelig rare. Det er et gult hus med stråtag. Her er elektrisk lys og pumpen står lige ude i gården. Det varede lidt, før jeg vænnede mig til det med spandene og pumpen, man er jo meget forvænt.

Stranden ligger 5 min gang herfra og er dejlig fredelig. Der er en del sten i strandkanten, men ellers er der fin sandbund. Det er lige noget for børnene. De kan nu bedst lide det lave vand. Her er en have på størrelse med vor egen, som vi kan være i, men i alt har de 3 tdr. land med frugttræer og ind imellem har en bondemand sået korn. Desuden har de et strandhus, hvor noget af deres familie bor. Efter middagshvilen i går startede vi mod Møens Klint. Men vi kørte en hel del forkert, og til sidst vidste vi hverken ud eller ind, da der var nogle misvisende skilte, det viste sig at være på grund af bomafgiften, som bilerne betaler for at komme ud til klinten, men jeg synes, det er hårdt nok for os stakkels cyklister, når skiltene ligefrem holder os for nar. Men hvor var det skønt. Vi så gården Klintholm og cyklede igennem skoven ud til Storeklint. Her var vel nok liv, men det er jo heller ingen sag for en bil at tage de høje bakker. Vi fik en bid brød og lidt at drikke, og så gik vi ned ad de 500 trin til stranden, hvor vi badede efter at have hvilet os lidt. Klinten så imponerende ud her nede fra vandet. Så gik vi atter op og fortsatte til ”Dronningestolen”. Da vi kom ned, fik vi en pølse og så begav vi os på hjemturen. Denne gang kørte vi den lige vej mod Stege og nu tog turen kun 1 time. Det var jo også nedad bakke meget af vejen. Jeg skal love for, at maden smagte os, da vi kom hjem.

Ruth

Jeg kan ikke helt skille de to ferier ad og kan have kommet til at blande billederne lidt. Jeg  oplevede dem som dejlige og vi cyklede til stranden og Møns Klint i godt vejr og til Ørø i øsende regn. Måske har vi kun haft cykler med den sidste gang.

 

Engang var skiltet til Klinten vendt forkert, så vi spildte tid med at køre i modsat retning, hvorved vi kom tilbage til skiltet. Der var lange bakker og turen blev drøj. Vi havde altid lunken kakao med i en termokande og madpakker til fortæring på en bænk eller i en grøftekant.

Jeg var imponeret af Klinten, da den dengang var intakt.

På den første ferie til Møn gik min pedal i stykker. Min far der ellers lavede alt selv, havde ikke værktøj med og ville derfor ikke have den lavet hos en cykelhandler. Det ville koste 35 kr. Derhjemme kunne han lave den for fem kroner. Det må have været dyrt dengang. Mine forældre skubbede mig på skift på hele resten af turen, så det gik nemt for mig.

This slideshow requires JavaScript.

Strandtur på Møn 1957
Strandtur på Møn

Da vi kom igen et år senere skulle vi til stranden. Jeg var sikker på , at vi skulle til højre og mine forældre var sikre på at den lå til venstre fra et t-kryds. Jeg var så stædig, at jeg kørte til højre alene. Jeg blev meget fortvivlet over, at de lod mig køre og ikke kom og hentede mig. Jeg må have fundet ud af det og have vendt. Et hult piletræ var der langs vejen, hvilket gav fantasi til at forestille sig H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet.

Køkkenerne havde kosangas og et par gasblus. Der kogte min mor nye kartofler og hvad der skulle til af frikadeller og andet. Hun prøvede sikkert at lave det meget enkelt, men helt ferie havde hun aldrig med al madlavning til alle måltider. Vi fik sikkert jordbær hver dag.

Tallerkener og gryder stod altid under køkkenbordet med et forhæng i stedet for låger. Der kunne være en lidt sur luft i de gamle køkkener. Måske manglede der udluftning. Et sted var der vandpumpe i gården, men jeg tror det mest var til pynt og af nostalgiske grunde. Jeg undrede mig over at Sjøvik kunne gå med et kæmpe hul i sin undertrøje ude på vejen, hvor han trak os på hesten.

På husmandsstedet gik vi hjemmevant ind i stalden til de to køer med kalve. Den hyggelige ro, der var og sødlige lugt var meget tiltrækkende. Vi oplevede at gå på stubmarken og ridse benene på de skarpe stubbe. Måske stod kalven der om dagen? Efter den ferie jeg ville være bondekone.

Senere fandt jeg ud af, at det var et hårdt og måske ensomt job med arbejde fra tidlig morgen til sen aften.

Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne.
Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne. Stråhatten blev købt i nærheden.

Jeg fik en stråhat i Stege. Den havde stor skygge og bolchefarvet rødt hvidt stribet silkebånd om pulden. Den gamle byprot gjorde dengang et stort indtryk på mig.

Det gav et sus i maven at få den stråhat. Jeg var ikke vant til at få noget udenfor jul og fødselsdage. Det må have været så varmt, at mine forældre har ment, jeg skulle have hat på i solen. Siden har jeg aldrig ejet en stråhat indtil sidste sommer i Washington, D.C., hvor jeg faldt for en i Monet stil på et kunstmuseeum.

 

Da vi kom hjem fra den sidste Mønferie fandt vi at vores faster Ingrid, onkel Helge og kusine Lisbeth havde holdt ferie hos os. Jeg nåede at tænke, at det var mærkeligt, at man kunne holde ferie hos os. De boede på femte sal på Amager, så det kunne godt tænkes, at det var godt nok at holde ferie i et villakvarter ti km. fra Københavns centrum.

Til min forundring lå kludetæppet eller løberen i kælderen anderledes, end vi havde det. Det havde fået et knæk, så det lå vinklet frem for i et lige stykke.

For sjov blev der taget et billede af os alle i vores legehus, hvor vi havde klemt os ind alle syv personer.

Legehuset

image034-1
Vi sidder foran legehuset, da det var nyt. De blå skifersten ses til højre

Noget helt særligt var at vores far lavede et legehus til os, da vi havde boet i det nybyggede hus et år. Vi var fire år, da vi fik det. Jeg husker intet om, at han forklarede, at han ville lavede det. I det hele taget blev vi ikke forberedt på ting, hverken gode eller dårlige ting. Det er noget man ved mere om i dag, at det er godt for børn at blive forberedt. Han havde lavet meget i huset og i haven, så det var flot at han allerede kunne lave det hus så tidligt i forløbet.

Fra min mors brev i sommeren 1957 til min morfar, der lå på Holbæk Sygehus:

I går var William og Bodil her med børnene og Niels Henrik. Da det regnede måtte vi voksne opholde os inde, men børnene indviede deres lille legehus, som nu er gjort lidt mere i stand, idet vi har sat gardiner op, der er malet på væggene, bænke, bord og en lille taburet er malet i kraftige farver, og det mest spændende for ungerne er en lille vandhane, vaskekumme og lille køkkenbord af parketbrædder, hvor de kan vaske hænder, idet der er anbragt en flad zinkbeholder på taget.

Lisbeth og Per var vældig glade for det, tror jeg da.

Continue reading “Legehuset”

Minder fra min skoletid

 

 

 

Da min gamle skole Borgerdigeskolen i Herlev fyldte 50 år i 2008 var det også 50 år siden min tvillingebror og jeg startede i første klasse. I den anledning skrev vi begge om vores oplevelser i den tro at folk på skolen ville interessere sig for skolens start. Om ikke andet så er det altid sjovt selv at huske tilbage på tiden. Jeg gik der fra 1958-1967.

Continue reading “Minder fra min skoletid”

Vores første tid og følger af tidlig adskillelse

 

Ammet mod alle odds. Amning er noget, man gør af overbevisning. Det er også noget, der ofte går i arv. Min mormor har ammet sine børn. ( Der kan dog være masser af forhindringer til at gennemføre en amning, trods nok så stor en overbevisning.) Min morfar skriver om min moster Eva blev ammet godt et år trods slemme mælkebylder. Eva blev født i 1921 og var februarbarn. Jeg har som sundhedsplejerske mødt mødre med brystbetændelse og visse med lang behandling hos egen læge og på sygehus for bylder, opstået som mælkeknuder. I dag har vi antibiotika, men det havde man ikke dengang, før langt senere. Først Sulfapræparater og siden penicillin.

Min mormor Asta med Eva maj 1921
Min mormor Asta med Eva maj 1921

Continue reading “Vores første tid og følger af tidlig adskillelse”