Min mors brev til sin mor juli 1959

Kære Mor!                                                                     Mandag formiddag 27-7-59

 

Jeg sidder i det lille bondehus, men Inge pusler med sin dukke og Aage og Torben er ude at proviantere.

Der er langt til butikken. Den nærmeste er en brugsforening 3 km herfra. Der er også en bager. Mælkemanden traf vi aftale med i går, da vi var ude at gå aftentur, da kom han hen til os og spurgte, om det ikke var os, der boede hos Lunow’s. Han kører mælk til mejerierne for bønderne, så det er jo en ekstra ulejlighed for ham at tage vore flaske med. Men alle mennesker er så rare hernede.

For at begynde med begyndelsen, så håber jeg, at du kom godt hjem fra Tivoli. Det var vist lige ved at være for meget for os alle med Pantomimen. Hvor var vi dog trætte, jeg var i hvert fald træt hele næste dag. Jeg ringede til dig fredag eftermiddag, da var der optaget. Så ringede jeg fredag aften, men da var du ikke hjemme. Kurvekufferten blev hentet fredag eftermiddag, og den stod her ved sommerhuset, da vi kom. Jeg vågnede kl. 4 lørdag morgen og sov ikke mere. Vækkeuret ringede kl 5.20 og så gik det i susende fart med at komme i tøjet og få de sidste småting med. Noget af det var spændt på cyklerne i forvejen. Kl. 6-30 startede vi og ankom i god tid til Valby St. Det var en behagelig bus næsten som at sidde i en flyver, og hvor var det en smuk tur. Vi kørte ad mindre befærdede veje, uden om Køge og Præstø. I Rønnede standsede bussen et kvarter, og vi fik os en banan.

Men hvor er man underlig i hovedet, når man ikke har sovet længere end til kl. 4. Her kniber det også lidt for mig med at sove, men de andre har da sover godt, især i nat.

I Stege stod vi af og gik ind i Lunows forretning, som er en pelsvareforretning, men om sommeren er det finere trikotage. Vi fik nøglerne og forklaring på at finde derud. Men vi trængte til en opstrammer, og tog derfra ind in ”Højers Cafe” og fik the, kaffe og Coco-cola samt ostemadder. Hvor er der smukt alle vegne og vi møder ikke mange turister. Huset her er bygget i vinkel, med to lejligheder. Lunows bor selv i den ene ende, men er her kun om aftenen og weekenden. De er ualmindelig rare. Det er et gult hus med stråtag. Her er elektrisk lys og pumpen står lige ude i gården. Det varede lidt, før jeg vænnede mig til det med spandene og pumpen, man er jo meget forvænt.

 

Stranden ligger 5 min gang herfra og er dejlig fredelig. Der er en del sten i strandkanten, men ellers er der fin sandbund. Det er lige noget for børnene. De kan nu bedst lide det lave vand. Her er en have på størrelse med vor egen, som vi kan være i, men i alt har de 3 tdr. land med frugttræer og ind imellem har en bondemand sået korn. Desuden har de et strandhus, hvor noget af deres familie bor. Efter middagshvilen i går startede vi mod Møens Klint. Men vi kørte en hel del forkert, og til sidst vidste vi hverken ud eller ind, da der var nogle misvisende skilte, det viste sig at være på grund af bomafgiften, som bilerne betaler for at komme ud til klinten, men jeg synes, det er hårdt nok for os stakkels cyklister, når skiltene ligefrem holder os for nar. Men hvor var det skønt. Vi så gården Klintholm og cyklede igennem skoven ud til Storeklint. Her var vel nok liv, men det er jo heller ingen sag for en bil at tage de høje bakker. Vi fik en bid brød og lidt at drikke, og så gik vi ned ad de 500 trin til stranden, hvor vi badede efter at have hvilet os lidt. Klinten så imponerende ud her nede fra vandet. Så gik vi atter op og fortsatte til ”Dronningestolen”. Da vi kom ned, fik vi en pølse og så begav vi os på hjemturen. Denne gang kørte vi den lige vej mod Stege og nu tog turen kun 1 time. Det var jo også nedad bakke meget af vejen. Jeg skal love for, at maden smagte os, da vi kom hjem.

 

Nu gider du sikkert ikke læse mere. Hav det rigtig godt foreløbig og hils, hvor du kommer frem. Det er herligt at gå i vandet 3 gange om dagen.

Kærlig hilsen fra os alle fire.

Ruth


Sjovt nok har jeg ingen erindring om, at have fået noget på café på de første barndomsferier. Men brevet her mindede mig om, den store lyse kurvekuffert, som har stået i vores krybekælder. At den har været med på tur er helt utroligt at tænke sig. Den var temmelig stor og må været solgt eller givet væk kort efter denne ferie. Vi var 8 1/2 år og turen på cykel til Valby står nogenlunde klart for mig, dog kun den ene vej. Jeg har skrevet om de to ferier på Møn i en tidligere blogartikel.

Min far har været på Møn på spejdertur som 16 årig i 1937. Herfra stammer billedet med sne på. Porten gjorde et stort indtryk på mig dengang vi ankom en varm sommerdag i 1959.

Stege byport. Påsken 1937
Stege byport. Påsken 1937. Fra en tur min far var på med spejderne

 

Min tidligste erindring om ferie

Min tidligste erindring om ferie

Ingen forberedelse på, hvad der skulle ske. Pludselig var vi der bare. Det første sted var Holbæk på Marthavej 5, hos min morfar og mormor. Vores forældre har sikkert skulle noget ellers var det flytningen fra Bispebjerg til Herlev, der forårsagede et behov for pasning over flere dage. Det er sandsynligt, fordi den overgang husker jeg slet ikke. Pludselig var vi flyttet og min tvillingebror og jeg var 3 ½ år i 1954.

Jeg oplevede ikke savn eller frygt, så vi har følt os meget trygge hos vores morforældre. Vi vågnede i deres soveværelse og vi fik en kop med kogt vand med en sukkerknald med det samme på sengen. Det har været et ritual, de har haft og som jeg ikke følte var det mindste mærkeligt.

De gav os havregryn med mælk i små lerskåle dekoreret med noder rundt om og med motiver af spillemænd i bunden. Mange år senere fandt vi det lertøj på Holbæk museum, idet der har været en keramikfabrik i Holbæk, der lavde det.

Keramik set på Holbæk museum
Keramik set på Holbæk museum. Det samme stel, som havde min mormor havde.

Vi har gået hen ad Marthavej, som forekom mig at en grusvej, med morfar til hans kolonihave et stykke fra. På vejen fik vi et halvt maltbolche fra en lille flad metalæske, han havde i lommen. Vi har sikkert fået lov til at plukke jordbær på det stykke land. Jeg har hørt så mange gange at min mor som lille gav mælkekudskens hest en gulerod. Hun blev bidt, da hesten af en fejl fik fat i hendes fingre. Jeg så det for mig, så jeg næsten har været tilstede. Jeg er dog ret sikker på, at der også kom mælk på hestevogn i min tidlige barndom på besøg i Holbæk.

En mælkevogn som den kunne have set ud på Marthavej i Holbæk
En mælkevogn som den kunne have set ud på Marthavej i Holbæk

Små børn lægger mærke til forskellige måder, at gøre ting på. Vi var på besøg hos nabokonen og hun gav os æblestykker. Vi var vant til at de var skrællede og skåret ud i både. Jeg tror vi fik nogle stykker med skræl og kernehus. Hvad skulle vi mon gøre ved dem. Det lykkedes os at spise dem.

Soveværelset på første sal.

En stejl trappe med en glat maghohniknop forneden førte derop. Min mor og hendes tre søskende har delt et stort loftværelse med skrå vægge. En gyselig børnebog i lærred står  levende for mig. “Den Store Bastian”. Den skulle have til formål at forskrække børn mod dovenskab, sliksyge, kræsenhed og meget andet. Var man kræsen døde man af sult, slikkede man af fadet fik man en kronisk rød næse.

Den Store Bastian
“Den store Bastian” fra den Fynske Landskab

I haven havde de en gammel gyngehest, som min mor og hendes søskende havde brugt. Den var meget slidt og forfalden. Vi hyggede os med at putte stikkelsbær ind i rumpen på den. Vi har ingen billeder fra dengang, men fra vores første besøg i sommeren 1951.

Næste sted var hos vores faster Else og onkel Poul i deres lille kolonihavehus i Dragør. Niels-Erik kaldet Niller var yngre end os og var der også. Heller ikke der var der en forberedelse eller overgang. Det var en varm sommer og vi var i vandet en eller to gange om dagen. Desuden fik vi IS to gange på en dag. Det var en uhørt for os. Selv dengang i femårsalderen følte jeg, at det var for meget frås. Når jeg skulle have den våde badedragt af og have tøjet på igen rystede min faster ikke mine underbukser særligt grundigt. Jeg vidste, at min mor ville have været meget mere omhyggelig for at undgå, at jeg fik sand i bukserne. ”Pyt med det” grinede min faster. Jeg synes det var lidt slemt, men var lidt magtesløs overfor at få det gjort mere grundigt, som min mor ville have gjort det. Der findes ikke billeder fra den anledning, men til gengæld er de fotograferede hos os i 1953 året inden, vi byggede vores hus på samme grund i Herlev. Vores kolonihavehus ligner deres i Dragør.

Fra et brev fra min mor til hendes indlagte far i juli 1957

Inge og Torben havde jo også haft det dejligt, da de var i Dragør. De holder vældig meget af at bade, især da når vandet er godt lunkent, og det var det i de dage. Til gengæld fik de lov til at gå let hen over deres daglige rengøring i sommerhuset, og det nød de skam også.

Min far var fra Amager og i hans barndom og ungdom havde familien også et kolonihavehus på Amager. Der blev dyrket en masse grøntsager til at supplere husholdningsbudgettet med under krigen.

Min faster Else har ofte fortalt senere, hvordan hun og Poul måtte vende sig væk og passe på ikke at eksplodere af latter, fordi da vi skulle i seng, ville vi have en særlig godnatsang:

“Jeg er træt og går til ro”

”Fader se med kærlighed til vort ringe leje ned!”

Hvad vi ikke vidste, var at de ikke havde ekstra madrasser, men havde lagt en masse gamle vinterfrakker og tæpper som madras på stuegulvet bag et spisebord.

Vi var helt sikkert glade for at være der. Hvordan vi kom dertil og hjem igen, har jeg ingen erindring om. Senere i min barndom blev det værre for mig at komme hjemmefra. Forklaringen på det står nederst i brevet fra min mor til hendes forældre.  Se evt. artiklen om min første sommerlejr.

I et andet brev fra den 22. juli 1957 skriver min mor til min syge morfar om, hvordan de blev mødt af os, da de kom hjem fra et besøg i Holbæk. Min morfar døde to måneder efter.

Tak for sidst. Vi havde en god tur hjem, omend vi blev lidt ømme bag i tilsidst. Vi var hjemme kl. 21.15, så turen tog altså 4 timer og 25 min. De 25 min. var hvilepauser. Børnene stormede os i møde ned ad havegangen. Det første Inge sagde var: ”Vi fik is to gange om dagen”. Faster Else har været meget god mod dem og det samme har fru Eskjær, som jo passede børnene fra lørdag formiddag til vi kom hjem. Hr. Eskjær og Ole hentede dem ”under uret” på Hovedbanegården med motorcyklen. Hos fru Eskjær havde de fået øllebrød og pandekager, to af deres livretter.

Barndomsferier i Lynæs

På spidsen af Nordsjælland på halvøen mellem Isefjord og Kattegat ligger Lynæs lidt syd for Hundested.

I 1956, som den første ferie væk fra det nybyggede hus i Herlev, lejede vi et lille sortmalet sommerhus på en bakketop med skrånende græsplæne tæt ved St. Karlsminde Strand ved Lynæs. Forneden lå ejernes hus, som var et A-hus med vægge helt til jorden og skrå vinduer i selve taget. De hed Kotzelu. Min mor gentog ofte navne på udlejerne og de har bidt sig fast. Ejeren af husmandstedet på Møn var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Mere om Mønferierne her.

Fra første ferie i Lynæs St. Karlsminde strand i juli 1956

 

Tekst findes under hvert billede

 

Torben forestillede sig, at han kørte bil i stolen, der var lagt ned og jeg så for mig at havestolen (model Humblebæk) var den vugge, jeg så brændende ønskede mig til en glas babydukke, som jeg også ønskede mig, men ikke fik. Måske fordi, jeg aldrig sagde det højt.

Det lille sommerhus havde ikke indlagt vand, men vi kunne lide at styrte ned af græsplænen og hente vand i små kedler. Den første dag vi kom dertil styrtede regnen ned og der var en særlig lyd af trommen på taget, mens vi lå på køjesengene og læste Anders And blade. Der på have ligget en stak, fordi vi havde ikke selv Anders And blade. Foran køkkendøren var der gravet et dybt hul ned til opbavaring af mad. Der var køligt som i et køleskab.

Vi kom derop ved hjælp af min onkel Poul, som havde kørekort. Han og min faster Else havde ikke bil, men vi havde lånt min onkel Hans’s grå Rover. På taget lå en madras fastspændt, indtil den pludeslig løsrev sig og lå i grøften på den anden side af vejen. Min far har villet være sikker på, at han kunne sove på ferien. Madrassen kom på taget igen og ingen var blevet ramt. På turen standsede vi et sted og vi fik en isbåd. Det var vild luksus, som vi ikke ellers oplevede. Det må have været fordi, min faster Else også har fulgt med på udturen. Hun var meget “flot”, som man sagde dengang dvs. gavmild.

Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006
Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006

Under opholdet tog vi færgen fra Hundested i nærheden til Rørvig på den anden side af Isefjorden mod vest.

Det var første gang jeg sejlede på færge og det gjorde et dybt indtryk på mig at stå ved rælingen med en bred afrundet trækant og stirre ned i det mørkegrønne vand. Det var uhyggeligt, fordi jeg vidste, det ville være skæbnesvangert at falde i. På den anden side var naturen anderledes. Min onkel L.P. og moster Ermegaard og deres to sønner Ole og Søren havde lejet et sommerhus midt i en nåleskov. Det emmede af varme og duft fra den bløde skovbund omringet af nåle og lærketræer.

Anden ferie i Lynæs, St. Karlsminde strand sommeren 1958- Året hvor vi også skulle begynde i skolen.

 

Tekst findes under hvert billede

Da vi skulle hjem fra sommerhuset gjorde min mor grundigt rent og vi måtte blive udenfor, mens hun vaskede gulvet til sidst. Vi kørte og må være blevet hentet igen og pludselig udbryder min mor:

Pålægget ligger tilbage i svalekælderen!

Det lød slemt, men vi var kommet så langt, at det ikke lod sig hente. Mine forældre talte så om, at det forhåbentligt kom de næste gæster til gode.

Min far der til daglig havde et stresset job som værkfører på en radiofabrik slappede mere af på disse ferier og virkede derfor mere engageret i os i sommerferierne.

Lynæs 1956 hos Kotzelu's. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene. Tidligere kunne han gå med os begge.


Vores forældre på have set annoncerne på sommerferiehusene i Politikken. Der var sikkert aldrig billede med, så det var som at vinde i lotteriet. Med godt vejr var intet sted for dårligt.

Barndomsferier på Møn i 1959 og 1960

Vores forældre sørgede tidligt for, at vi kom på sommerferie sammen. At det var meget spartansk vidste vi ikke dengang.

En tidlig sommermorgen har vi cyklet til Valby Station fra Herlev i 8 års alderen og stået på en bus, der tog cyklerne med og kørte os til Stege i Møn. Der var stop på Stevns inden da. Fra turen husker, jeg at vi fik en banan hver. Det må have været noget særligt, da vi ellers kun delte én banan en sjælden gang. Jeg har fundet et brev, hvor min mor beskriver hele forløbet til min mormor Asta. Det vil jeg publisere senere.

Fra Stege cyklede vi til et stråtækt hus ejet af familien Lunau og et år senere til et husmandsted i samme område. Ejeren af husmandstedet på Møen var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Området på Møn hed Keldbylille. Jeg ved det, fordi det står i fotoalbummet.

Udsnit af min mors brev fra Lunaus hus 27/7 1959

Jeg sidder i det lille bondehus, men Inge pusler med sin dukke og Aage og Torben er ude at proviantere.

Der er langt til butikken. Den nærmeste er en brugsforening 3 m herfra. Der er også en bager. Mælkemanden traf vi aftale med i går, da vi var ude at gå aftentur, da kom han hen til os og spurgte, om det ikke var os, der boede hos Lunow’s. Han kører mælk til mejerierne for bønderne, så det er jo en ekstra ulejlighed for ham at tage vore flaske med. Men alle mennesker er så rare hernede.

For at begynde med begyndelsen, så håber jeg, at du kom godt hjem fra Tivoli. Det var vist lige ved at være for meget for os alle med Pantomimen. Hvor var vi dog trætte, jeg var i hvert fald træt hele næste dag. Jeg ringede til dig fredag eftermiddag, da var der optaget. Så ringede jeg fredag aften, men da var du ikke hjemme. Kurvekufferten blev hentet fredag eftermiddag, og den stod her ved sommerhuset, da vi kom. Jeg vågnede kl. 4 lørdag morgen og sov ikke mere. Vækkeuret ringede kl 5.20 og så gik det i susende fart med at komme i tøjet og få de sidste småting med. Noget af det var spændt på cyklerne i forvejen. Kl. 6-30 startede vi og ankom i god tid til Valby St. Det var en behagelig bus næsten som at sidde i en flyver, og hvor var det en smuk tur. Vi kørte ad mindre befærdede veje, uden om Køge og Præstø. I Rønnede standsede bussen et kvarter, og vi fik os en banan.

Men hvor er man underlig i hovedet, når man ikke har sovet længere end til kl. 4. Her kniber det også lidt for mig med at sove, men de andre har da sover godt, især i nat.

I Stege stod vi af og gik ind i Lunows forretning, som er en pelsvareforretning, men om sommeren er det finere trikotage. Vi fik nøglerne og forklaring på at finde derud. Men vi trængte til en opstrammer, og tog derfra ind in ”Højers Cafe” og fik the, kaffe og Coco-cola samt ostemadder. Hvor er der smukt alle vegne og vi møder ikke mange turister. Huset her er bygget i vinkel, med to lejligheder. Lunows bor selv i den ene ende, men er her kun om aftenen og weekenden. De er ualmindelig rare. Det er et gult hus med stråtag. Her er elektrisk lys og pumpen står lige ude i gården. Det varede lidt, før jeg vænnede mig til det med spandene og pumpen, man er jo meget forvænt.

Stranden ligger 5 min gang herfra og er dejlig fredelig. Der er en del sten i strandkanten, men ellers er der fin sandbund. Det er lige noget for børnene. De kan nu bedst lide det lave vand. Her er en have på størrelse med vor egen, som vi kan være i, men i alt har de 3 tdr. land med frugttræer og ind imellem har en bondemand sået korn. Desuden har de et strandhus, hvor noget af deres familie bor. Efter middagshvilen i går startede vi mod Møens Klint. Men vi kørte en hel del forkert, og til sidst vidste vi hverken ud eller ind, da der var nogle misvisende skilte, det viste sig at være på grund af bomafgiften, som bilerne betaler for at komme ud til klinten, men jeg synes, det er hårdt nok for os stakkels cyklister, når skiltene ligefrem holder os for nar. Men hvor var det skønt. Vi så gården Klintholm og cyklede igennem skoven ud til Storeklint. Her var vel nok liv, men det er jo heller ingen sag for en bil at tage de høje bakker. Vi fik en bid brød og lidt at drikke, og så gik vi ned ad de 500 trin til stranden, hvor vi badede efter at have hvilet os lidt. Klinten så imponerende ud her nede fra vandet. Så gik vi atter op og fortsatte til ”Dronningestolen”. Da vi kom ned, fik vi en pølse og så begav vi os på hjemturen. Denne gang kørte vi den lige vej mod Stege og nu tog turen kun 1 time. Det var jo også nedad bakke meget af vejen. Jeg skal love for, at maden smagte os, da vi kom hjem.

Ruth

Jeg kan ikke helt skille de to ferier ad og kan have kommet til at blande billederne lidt. Jeg  oplevede dem som dejlige og vi cyklede til stranden og Møns Klint i godt vejr og til Ørø i øsende regn. Måske har vi kun haft cykler med den sidste gang.

Engang var skiltet til Klinten vendt forkert, så vi spildte tid med at køre i modsat retning, hvorved vi kom tilbage til skiltet. Der var lange bakker og turen blev drøj. Vi havde altid lunken kakao med i en termokande og madpakker til fortæring på en bænk eller i en grøftekant.

Jeg var imponeret af Klinten, da den dengang var intakt.

På den første ferie til Møn gik min pedal i stykker. Min far der ellers lavede alt selv, havde ikke værktøj med og ville derfor ikke have den lavet hos en cykelhandler. Det ville koste 35 kr. Derhjemme kunne han lave den for fem kroner. Det må have været dyrt dengang. Mine forældre skubbede mig på skift på hele resten af turen, så det gik nemt for mig.

This slideshow requires JavaScript.

Strandtur på Møn 1957
Strandtur på Møn

Da vi kom igen et år senere skulle vi til stranden. Jeg var sikker på , at vi skulle til højre og mine forældre var sikre på at den lå til venstre fra et t-kryds. Jeg var så stædig, at jeg kørte til højre alene. Jeg blev meget fortvivlet over, at de lod mig køre og ikke kom og hentede mig. Jeg må have fundet ud af det og have vendt. Et hult piletræ var der langs vejen, hvilket gav fantasi til at forestille sig H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet.

Køkkenerne havde kosangas og et par gasblus. Der kogte min mor nye kartofler og hvad der skulle til af frikadeller og andet. Hun prøvede sikkert at lave det meget enkelt, men helt ferie havde hun aldrig med al madlavning til alle måltider. Vi fik sikkert jordbær hver dag.

Tallerkener og gryder stod altid under køkkenbordet med et forhæng i stedet for låger. Der kunne være en lidt sur luft i de gamle køkkener. Måske manglede der udluftning. Et sted var der vandpumpe i gården, men jeg tror det mest var til pynt og af nostalgiske grunde. Jeg undrede mig over at Sjøvik kunne gå med et kæmpe hul i sin undertrøje ude på vejen, hvor han trak os på hesten.

På husmandsstedet gik vi hjemmevant ind i stalden til de to køer med kalve. Den hyggelige ro, der var og sødlige lugt var meget tiltrækkende. Vi oplevede at gå på stubmarken og ridse benene på de skarpe stubbe. Måske stod kalven der om dagen? Efter den ferie jeg ville være bondekone.

Senere fandt jeg ud af, at det var et hårdt og måske ensomt job med arbejde fra tidlig morgen til sen aften.

Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne.
Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne. Stråhatten blev købt i nærheden.

Jeg fik en stråhat i Stege. Den havde stor skygge og bolchefarvet rødt hvidt stribet silkebånd om pulden. Den gamle byport gjorde dengang et stort indtryk på mig.

Det gav et sus i maven at få den stråhat. Jeg var ikke vant til at få noget udenfor jul og fødselsdage. Det må have været så varmt, at mine forældre har ment, jeg skulle have hat på i solen. Siden har jeg aldrig ejet en stråhat indtil sidste sommer i Washington, D.C., hvor jeg faldt for en i Monet stil på et kunstmuseeum.

Da vi kom hjem fra den sidste Mønferie fandt vi at vores faster Ingrid, onkel Helge og kusine Lisbeth havde holdt ferie hos os. Jeg nåede at tænke, at det var mærkeligt, at man kunne holde ferie hos os. De boede på fjerde sal på Amager, så det kunne godt tænkes, at det var godt nok at holde ferie i et villakvarter ti km. fra Københavns centrum.

Til min forundring lå kludetæppet eller løberen i kælderen anderledes, end vi havde det. Det havde fået et knæk, så det lå vinklet frem for i et lige stykke.

For sjov blev der taget et billede af os alle i vores legehus, hvor vi havde klemt os ind alle syv personer.

Tilbageblik på min onkels sommerhus ved Vejby Strand

 

Eva
Eva som teenager

I dag ville min moster være blevet 98 år, hvis hun havde levet. Jeg var utrolig glad for min moster Eva. Jeg fik fire børn, som hun havde og tog uddannelsen som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, som hun også gik på under krigen uden dog at blive færdig. Det er hendes og min onkels sommerhus, jeg mindes i denne blogartikel.

Ved indgangsdøren til sommerhuset i 1962
Ved indgangsdøren til sommerhuset i 1962

Torben og Banik
Torben og Banik

Som barn var vi på ret primitive, men dejlige ferier i beskedne sommerhuse eller måske på et husmandssted forskellige steder i Danmark.

Det vil kræve en artikel for sig selv at beskrive det. Imidlertid fik min moster og onkel et moderne sommerhus sidst i halvtredserne og det skete at vores familie fik lov at låne det i weekender og visse ferier, når de selv var udenlands.

Jeg har også minder om at få lov at følge med min moster og onkel og deres fire drenge på nogle ferier i sommerhuset og de står meget klart for mig, som meget anderledes end at være med vores forældre. Der var meret mere liv, men også mere uforudsigelighed, da vi var nye til deres rutiner.

Banik på vej ned ad skrænten på sin måde
Banik på vej ned ad skrænten på sin måde

Huset ligger ved en skrænt med en vild strand. Dengang var der en trappe ned ad skrænten. Desværre er skrænten ikke intakt mere og der er sat hegn op med advarsel om ikke at komme i nærheden. Det må have gjort noget for områdets omdømme.

Mor Torben og Banik ved en kirke i nærheden
Mor Torben og Banik ved en kirke i nærheden

Dengang gik vi enten tur langs stranden mod Rågeleje eller mod Helsinge i modsat retning. Der ligger endnu et fredet område kaldet “Heather Hill”, som ser nøjagtigt ud nu som dengang sommerhusområdet var på sit højeste.

Ved Skrænten Vejby strand Heather Hill
Ved Skrænten Vejby strand Heather Hill

 

 

 

 

 

 

 

This slideshow requires JavaScript.

En enkelt gang har min tvillingebror og jeg cyklet hele vejen derop fra Herlev. Det var en længere tur end jeg nogensinde havde drømt om, at kunne klare. Den var på 60 km. Jeg gætter på, at vi har haft madpakke med, men måske ikke vand, som man har i dag.

En rigtig ferie havde vi i august 1962, hvor min far fik en ferie fordi, han blev opereret akut i sin sommerferie. Det var underligt at få fri fra skole på den tid, og der var stille, men dejligt deroppe.

Vejby Strand august 1962. Min mor Ruth og Torben og jeg på line
Vejby Strand august 1962. Min mor Ruth og Torben og jeg på line

Mor banik, jeg og Torben sep.1962

 

Oplevelserne fra tiden med min moster Evas familie var spændende. Det må have været samme sommer 1962. min tvillingebror og jeg fik lov at sove i samme rum, som vores to ældre fætre Carl-Erik og Jens. Vi snakkede det meste af natten og da vi blev vækket tidligt af vores moster var jeg helt mørbanket og ville gerne have sovet videre. Den gik ikke. Derefter blev vi skilt ad i forskellige rum, så det ikke skulle gentage sig med den slags lejrskole halløj.

Der var meget mad, der skulle laves og jeg blev sat til at skrabe kartofler. Jeg mente inderst inde at det var uretfærdigt, at alle drengene så ud til at være forsvundet eller at der ikke blev forlangt, at de skulle hjælpe til.

Der var for få cykler på grunden, så mine fætre cyklede til Helsinge, men kom tilbage med et par små røde gummistøvler til min Rosenbuddukke. Det var et meget kært minde, jeg må have instrueret Jens i, hvad det var der skulle købes for den tikrone, ellers kunne han umuligt have fundet ud af det selv.

 

Da vi skulle hjem skulle vi skynde os med vores onkel. Han havde ikke tid til at vente på, at jeg skulle finde en biblioteksbog. Det slog mig lidt ud, at den var væk. Jeg husker ikke enden på den historie andet, end jeg tænkte, at min mor ville have hjulpet mig med at finde den inden afgang. Jeg har også villet vente på at onkel Hans kom fra arbejdet i Gladsaxe. Jeg gik ned ad en lang flisegang og ventede og ventede. Han kom vel på et tidspunkt, men det blev sent. Jeg ved ikke om jeg gav op eller fik et lift nogle få hundrede meter.

Flisevejen fra nutiden. Meget tilgrot i forhold til dengang
Flisevejen fra nutiden. Meget tilgroet i forhold til dengang

Den sidste gang vi var med min mosters familie i sommerhuset var vores fætre så store at to af dem kørte bil. De tog min mosters Mascot og kørte til stranden ved Tisvilde eller Rågeleje. Den kørte lige ud i dybt sand og sad fast. Derefter løftede de og nogle andre venner den fri og tilbage på kørbar vej. Vi kom også med ud til et dansested for unge. Det var meget spændende at være med til. Jeg har ingen billeder fra de gange vi var på ferie med min onkels familie, men heldigvis har jeg vores egne ferier.

Vi elskede at få lov at passe min ældste fætters hund Banick. Jeg mener at jeg var tilstede, da Niels kom med sin hundehvalp. Den lå i hans scooterhjelm, da han kom med den. Måske har jeg bare fået det fortalt så mange gange, at jeg tror jeg var der i sommerhuset på det tidspunkt. Jeg har skrevet om det i en anden historie.

Banik i blæsten ved grotten på naturgrunden ud mod skrænten
Banick i blæsten ved grotten på naturgrunden ud mod skrænten

Det fascinerede mig at taget var fladt og at der i badeværelset var ovenlys fra en plexiglaskuppel. Min onkel havde en fabrik, der lavede den slags ting i kunststof og det må have været derfra at det stammede. Huset var bygget af hvide mursten og var dengang hyper moderne.

I stuen stod en skibskikkert, som gav udsyn langt ud over vandet. Den ses her fra det eneste billede, jeg har fra det indre af huset.

Vejby Strand Stuen i august 1962
Vejby Strand Stuen i august 1962

Den sidste gang jeg besøgte sommerhuset, mens det stadig var min onkels og mosters var midt i firserne, da mine egne fire børn var små.

 

 

 

 

 

Jeg har siden ledt efter huset og det viste sig at det er ombygget og har højt tag beklædt med sort træ. Det er lidt sørgmodigt at det er så forandret, men det er bedre, end, hvis det forfaldt og stod tomt.


 

 

 

 

 

 

 

Vandgang i barndommen

 

De første minder om badning var at få lov at pjaske med vand i zinkbaljerne i haven. Dog kun, når det var hedebølge. Måske kan jeg i virkeligheden ikke huske det, men fordi vi har et billede af at vi sidder i baljen uden vand, bilder jeg mig ind at vi må have fået lov en sjælden gang.

Continue reading “Vandgang i barndommen”