Barndomsferier i Lynæs

På spidsen af Nordsjælland på halvøen mellem Isefjord og Kattegat ligger Lynæs lidt syd for Hundested.

I 1956, som den første ferie væk fra det nybyggede hus i Herlev, lejede vi et lille sortmalet sommerhus på en bakketop med skrånende græsplæne tæt ved St. Karlsminde Strand ved Lynæs. Forneden lå ejernes hus, som var et A-hus med vægge helt til jorden og skrå vinduer i selve taget. De hed Kotzelu. Min mor gentog ofte navne på udlejerne og de har bidt sig fast. Ejeren af husmandstedet på Møn var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Mere om Mønferierne her.

Fra første ferie i Lynæs St. Karlsminde strand i juli 1956

 

Tekst findes under hvert billede

 

Torben forestillede sig, at han kørte bil i stolen, der var lagt ned og jeg så for mig at havestolen (model Humblebæk) var den vugge, jeg så brændende ønskede mig til en glas babydukke, som jeg også ønskede mig, men ikke fik. Måske fordi, jeg aldrig sagde det højt.

Det lille sommerhus havde ikke indlagt vand, men vi kunne lide at styrte ned af græsplænen og hente vand i små kedler. Den første dag vi kom dertil styrtede regnen ned og der var en særlig lyd af trommen på taget, mens vi lå på køjesengene og læste Anders And blade. Der på have ligget en stak, fordi vi havde ikke selv Anders And blade. Foran køkkendøren var der gravet et dybt hul ned til opbavaring af mad. Der var køligt som i et køleskab.

Vi kom derop ved hjælp af min onkel Poul, som havde kørekort. Han og min faster Else havde ikke bil, men vi havde lånt min onkel Hans’s grå Rover. På taget lå en madras fastspændt, indtil den pludeslig løsrev sig og lå i grøften på den anden side af vejen. Min far har villet være sikker på, at han kunne sove på ferien. Madrassen kom på taget igen og ingen var blevet ramt. På turen standsede vi et sted og vi fik en isbåd. Det var vild luksus, som vi ikke ellers oplevede. Det må have været fordi, min faster Else også har fulgt med på udturen. Hun var meget “flot”, som man sagde dengang dvs. gavmild.

Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006
Fra en Hundested- Rørvig brochure 2006

Under opholdet tog vi færgen fra Hundested i nærheden til Rørvig på den anden side af Isefjorden mod vest.

Det var første gang jeg sejlede på færge og det gjorde et dybt indtryk på mig at stå ved rælingen med en bred afrundet trækant og stirre ned i det mørkegrønne vand. Det var uhyggeligt, fordi jeg vidste, det ville være skæbnesvangert at falde i. På den anden side var naturen anderledes. Min onkel L.P. og moster Ermegaard og deres to sønner Ole og Søren havde lejet et sommerhus midt i en nåleskov. Det emmede af varme og duft fra den bløde skovbund omringet af nåle og lærketræer.

Anden ferie i Lynæs, St. Karlsminde strand sommeren 1958- Året hvor vi også skulle begynde i skolen.

 

Tekst findes under hvert billede

Da vi skulle hjem fra sommerhuset gjorde min mor grundigt rent og vi måtte blive udenfor, mens hun vaskede gulvet til sidst. Vi kørte og må være blevet hentet igen og pludselig udbryder min mor:

Pålægget ligger tilbage i svalekælderen!

Det lød slemt, men vi var kommet så langt, at det ikke lod sig hente. Mine forældre talte så om, at det forhåbentligt kom de næste gæster til gode.

Min far der til daglig havde et stresset job som værkfører på en radiofabrik slappede mere af på disse ferier og virkede derfor mere engageret i os i sommerferierne.

Lynæs 1956 hos Kotzelu's. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene
Lynæs 1956 hos Kotzelu’s. Vi var ved at være for store til, at vores far kunne rokke med benene. Tidligere kunne han gå med os begge.

Vores forældre på have set annoncerne på sommerferiehusene i Politikken. Der var sikkert aldrig billede med, så det var som at vinde i lotteriet. Med godt vejr var intet sted for dårligt.

Barndomsferier på Møn

Vores forældre sørgede tidligt for, at vi kom på sommerferie sammen. At det var meget spartansk vidste vi ikke dengang.

En tidlig sommermorgen har vi cyklet til Valby Station fra Herlev i 6-7 års alderen og stået på en bus, der tog cyklerne med og kørte os til Stege i Møn. Der var stop på Stevns inden da. Fra turen husker, jeg at vi fik en banan hver. Det må have været noget særligt, da vi ellers kun delte én banan en sjælden gang.

Fra Stege cyklede vi til et stråtækt hus ejet af familien Lunau og to år senere til et husmandsted i samme områdeEjeren af husmandstedet på Møen var ungkarl og hed Sjøvik. Det var også et usædvanligt navn. Området på Møn hed Keldbylille. Jeg ved det, fordi det står i fotoalbummet.

Jeg kan ikke helt skille de to ferier ad og kan have kommet til at blande billederne lidt. Jeg  oplevede dem som dejlige og vi cyklede til stranden og Møns Klint i godt vejr og til Ørø i øsende regn. Måske har vi kun haft cykler med den sidste gang.

 

 

 

Engang var skiltet til Klinten vendt forkert, så vi spildte tid med at køre i modsat retning, hvorved vi kom tilbage til skiltet. Der var lange bakker og turen blev drøj. Vi havde altid lunken kakao med i en termokande og madpakker til fortæring på en bænk eller i en grøftekant.

 

 

 

Jeg var imponeret af Klinten, da den dengang var intakt.

På den første ferie til Møn gik min pedal i stykker. Min far der ellers lavede alt selv, havde ikke værktøj med og ville derfor ikke have den lavet hos en cykelhandler. Det ville koste 35 kr. Derhjemme kunne han lave den for fem kroner. Det må have været dyrt dengang. Mine forældre skubbede mig på skift på hele resten af turen, så det gik nemt for mig.

 

 

 

 

This slideshow requires JavaScript.

Strandtur på Møn 1957
Strandtur på Møn 1957

Da vi kom igen to år senere skulle vi til stranden. Jeg var sikker på , at vi skulle til højre og mine forældre var sikre på at den lå til venstre fra et t-kryds. Jeg var så stædig, at jeg kørte til højre alene. Jeg blev meget fortvivlet over, at de lod mig køre og ikke kom og hentede mig. Jeg må have fundet ud af det og have vendt. Et hult piletræ var der langs vejen, hvilket gav fantasi til at forestille sig H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet.

Køkkenerne havde kosangas og et par gasblus. Der kogte min mor nye kartofler og hvad der skulle til af frikadeller og andet. Hun prøvede sikkert at lave det meget enkelt, men helt ferie havde hun aldrig med al madlavning til alle måltider. Vi fik sikkert jordbær hver dag.

Tallerkener og gryder stod altid under køkkenbordet med et forhæng i stedet for låger. Der kunne være en lidt sur luft i de gamle køkkener. Måske manglede der udluftning. Et sted var der vandpumpe i gården, men jeg tror det mest var til pynt og af nostalgiske grunde. Jeg undrede mig over at Sjøvik kunne gå med et kæmpe hul i sin undertrøje ude på vejen, hvor han trak os på hesten.

På husmandsstedet gik vi hjemmevant ind i stalden til de to køer med kalve. Den hyggelige ro, der var og sødlige lugt var meget tiltrækkende. Vi oplevede at gå på stubmarken og ridse benene på de skarpe stubbe. Måske stod kalven der om dagen? Efter den ferie jeg ville være bondekone.

Senere fandt jeg ud af, at det var et hårdt og måske ensomt job med arbejde fra tidlig morgen til sen aften.

Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne.
Billedet af den gamle byport i Stege er fra et blad, jeg fandt i gemmerne. Stråhatten blev købt i nærheden.

Jeg fik en stråhat i Stege. Den havde stor skygge og bolchefarvet rødt hvidt stribet silkebånd om pulden. Den gamle byprot gjorde dengang et stort indtryk på mig.

Det gav et sus i maven at få den stråhat. Jeg var ikke vant til at få noget udenfor jul og fødselsdage. Det må have været så varmt, at mine forældre har ment, jeg skulle have hat på i solen. Siden har jeg aldrig ejet en stråhat indtil sidste sommer i Washington, D.C., hvor jeg faldt for en i Monet stil på et kunstmuseeum.

 

 

 

 

Da vi kom hjem fra den sidste Mønferie fandt vi at vores faster Ingrid, onkel Helge og kusine Lisbeth havde holdt ferie hos os. Jeg nåede at tænke, at det var mærkeligt, at man kunne holde ferie hos os. De boede på femte sal på Amager, så det kunne godt tænkes, at det var godt nok at holde ferie i et villakvarter ti km. fra Københavns centrum.

Til min forundring lå kludetæppet eller løberen i kælderen anderledes, end vi havde det. Det havde fået et knæk, så det lå vinklet frem for i et lige stykke.

For sjov blev der taget et billede af os alle i vores legehus, hvor vi havde klemt os ind alle syv personer.

Tilbageblik på min onkels sommerhus ved Vejby Strand

 

Eva
Eva som teenager

I dag ville min moster være blevet 98 år, hvis hun havde levet. Jeg var utrolig glad for min moster Eva. Jeg fik fire børn, som hun havde og tog uddannelsen som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, som hun også gik på under krigen uden dog at blive færdig. Det er hendes og min onkels sommerhus, jeg mindes i denne blogartikel.

Ved indgangsdøren til sommerhuset i 1962
Ved indgangsdøren til sommerhuset i 1962
Torben og Banik
Torben og Banik

Som barn var vi på ret primitive, men dejlige ferier i beskedne sommerhuse eller måske på et husmandssted forskellige steder i Danmark.

Det vil kræve en artikel for sig selv at beskrive det. Imidlertid fik min moster og onkel et moderne sommerhus sidst i halvtredserne og det skete at vores familie fik lov at låne det i weekender og visse ferier, når de selv var udenlands.

Jeg har også minder om at få lov at følge med min moster og onkel og deres fire drenge på nogle ferier i sommerhuset og de står meget klart for mig, som meget anderledes end at være med vores forældre. Der var meret mere liv, men også mere uforudsigelighed, da vi var nye til deres rutiner.

Banik på vej ned ad skrænten på sin måde
Banik på vej ned ad skrænten på sin måde

Huset ligger ved en skrænt med en vild strand. Dengang var der en trappe ned ad skrænten. Desværre er skrænten ikke intakt mere og der er sat hegn op med advarsel om ikke at komme i nærheden. Det må have gjort noget for områdets omdømme.

Mor Torben og Banik ved en kirke i nærheden
Mor Torben og Banik ved en kirke i nærheden

Dengang gik vi enten tur langs stranden mod Rågeleje eller mod Helsinge i modsat retning. Der ligger endnu et fredet område kaldet “Heather Hill”, som ser nøjagtigt ud nu som dengang sommerhusområdet var på sit højeste.

Ved Skrænten Vejby strand Heather Hill
Ved Skrænten Vejby strand Heather Hill

 

 

 

 

 

 

 

This slideshow requires JavaScript.

En enkelt gang har min tvillingebror og jeg cyklet hele vejen derop fra Herlev. Det var en længere tur end jeg nogensinde havde drømt om, at kunne klare. Den var på 60 km. Jeg gætter på, at vi har haft madpakke med, men måske ikke vand, som man har i dag.

En rigtig ferie havde vi i august 1962, hvor min far fik en ferie fordi, han blev opereret akut i sin sommerferie. Det var underligt at få fri fra skole på den tid, og der var stille, men dejligt deroppe.

Vejby Strand august 1962. Min mor Ruth og Torben og jeg på line
Vejby Strand august 1962. Min mor Ruth og Torben og jeg på line

Mor banik, jeg og Torben sep.1962

 

Oplevelserne fra tiden med min moster Evas familie var spændende. Det må have været samme sommer 1962. min tvillingebror og jeg fik lov at sove i samme rum, som vores to ældre fætre Carl-Erik og Jens. Vi snakkede det meste af natten og da vi blev vækket tidligt af vores moster var jeg helt mørbanket og ville gerne have sovet videre. Den gik ikke. Derefter blev vi skilt ad i forskellige rum, så det ikke skulle gentage sig med den slags lejrskole halløj.

Der var meget mad, der skulle laves og jeg blev sat til at skrabe kartofler. Jeg mente inderst inde at det var uretfærdigt, at alle drengene så ud til at være forsvundet eller at der ikke blev forlangt, at de skulle hjælpe til.

Der var for få cykler på grunden, så mine fætre cyklede til Helsinge, men kom tilbage med et par små røde gummistøvler til min Rosenbuddukke. Det var et meget kært minde, jeg må have instrueret Jens i, hvad det var der skulle købes for den tikrone, ellers kunne han umuligt have fundet ud af det selv.

 

Da vi skulle hjem skulle vi skynde os med vores onkel. Han havde ikke tid til at vente på, at jeg skulle finde en biblioteksbog. Det slog mig lidt ud, at den var væk. Jeg husker ikke enden på den historie andet, end jeg tænkte, at min mor ville have hjulpet mig med at finde den inden afgang. Jeg har også villet vente på at onkel Hans kom fra arbejdet i Gladsaxe. Jeg gik ned ad en lang flisegang og ventede og ventede. Han kom vel på et tidspunkt, men det blev sent. Jeg ved ikke om jeg gav op eller fik et lift nogle få hundrede meter.

Flisevejen fra nutiden. Meget tilgrot i forhold til dengang
Flisevejen fra nutiden. Meget tilgroet i forhold til dengang

Den sidste gang vi var med min mosters familie i sommerhuset var vores fætre så store at to af dem kørte bil. De tog min mosters Mascot og kørte til stranden ved Tisvilde eller Rågeleje. Den kørte lige ud i dybt sand og sad fast. Derefter løftede de og nogle andre venner den fri og tilbage på kørbar vej. Vi kom også med ud til et dansested for unge. Det var meget spændende at være med til. Jeg har ingen billeder fra de gange vi var på ferie med min onkels familie, men heldigvis har jeg vores egne ferier.

Vi elskede at få lov at passe min ældste fætters hund Banick. Jeg mener at jeg var tilstede, da Niels kom med sin hundehvalp. Den lå i hans scooterhjelm, da han kom med den. Måske har jeg bare fået det fortalt så mange gange, at jeg tror jeg var der i sommerhuset på det tidspunkt. Jeg har skrevet om det i en anden historie.

Banik i blæsten ved grotten på naturgrunden ud mod skrænten
Banick i blæsten ved grotten på naturgrunden ud mod skrænten

Det fascinerede mig at taget var fladt og at der i badeværelset var ovenlys fra en plexiglaskuppel. Min onkel havde en fabrik, der lavede den slags ting i kunststof og det må have været derfra at det stammede. Huset var bygget af hvide mursten og var dengang hyper moderne.

I stuen stod en skibskikkert, som gav udsyn langt ud over vandet. Den ses her fra det eneste billede, jeg har fra det indre af huset.

Vejby Strand Stuen i august 1962
Vejby Strand Stuen i august 1962

Den sidste gang jeg besøgte sommerhuset, mens det stadig var min onkels og mosters var midt i firserne, da mine egne fire børn var små.

 

 

 

 

 

Jeg har siden ledt efter huset og det viste sig at det er ombygget og har højt tag beklædt med sort træ. Det er lidt sørgmodigt at det er så forandret, men det er bedre, end, hvis det forfaldt og stod tomt.


 

 

 

 

 

 

 

Vandgang i barndommen

 

De første minder om badning var at få lov at pjaske med vand i zinkbaljerne i haven. Dog kun, når det var hedebølge. Måske kan jeg i virkeligheden ikke huske det, men fordi vi har et billede af at vi sidder i baljen uden vand, bilder jeg mig ind at vi må have fået lov en sjælden gang.

Continue reading “Vandgang i barndommen”