”Gå stille med dørene”

Min far var ikke en mand af så mange ord, men brugte ordsprog og vendinger som ovenstående. Det var netop et meget centralt budskab, for han tålte ikke støj, da han sov så dårligt om natten. Han var en opfindertype, som elskede at gå alene nede i kælderen og lave ting.

Min fireårige dreng sagde: Morfar kan lave alting og er berømt og har været i ”Tidningen”. På et tidspunkt, da jeg var knapt 40 år flyttede jeg til Sverige med mine fire børn. Deraf sprogforvirringen. Han havde været i avisen med en eller flere opfindelser på, hvordan man sparede på vandet og indrettede et skab i kælderen med en masse små rum som en kinesisk æske, der kunne folde sig ud.

Engang i 9-10 års alderen sad jeg i min vindueskarm og læste en bog en lørdag og pludselig faldt min far ned fra taget og ned i kælderskakten lige uden for mit vindue. Jeg husker så tydeligt, at jeg ikke forstod, hvorfor han ikke bare rejste sig op og han blev hentet af en ambulance. Han var gået op på taget i træsko via en stige for at reparere noget og der var langt ned. Det var et mirakel, at han kun brækkede et håndled og sit haleben. Min mor slæbte ham ind i stuen og tilbage til sengen efter nogle dage.

En anden gang grinede han selv af sine ulykker, fordi han havde fundet på at støvsuge et hvipsebo, men en eller flere fandt da på at stikke ham i nakken, som tak for det.

Som lille vidste jeg nu godt, at han holdt af mig. Han kaldte mig ”Døtter” og min mor kaldte mig ”Tulle”. Jeg har fået fortalt, at han under et galdestensanfald var alene med mig, og at jeg var gået hen og aget ham fordi, han var syg.

Vi kunne lide at han gyngede os på sine ben, når han var hjemme fra arbejde, indtil vi blev så tunge at han ikke kunne mere. Vi kunne også lade os falde bagover og så greb han os. Det var dejlige lege.

Han kunne også godt vise os noget kreativt, som tegning og maling og hjælpe os med at save med løvsav efter en tegning på noget fint, tyndt træ. Men samværet og kontakten ebbede ud med årene.

Alt hvad han lavede skrev han årstal på, og blev det renoveret, så kom et nyt årstal på for det. Han kunne lide at sige, at det havde taget så og så mange timer at lave et eller andet og at det havde været et stort arbjede.

Så længe jeg husker tilbage lavede han netop ”alting” og når vores sko var slidte skiftede han sålerne med største selvfølge. Efter at han var død i 2007 var det mærkeligt nok det, jeg lige pludselig savnede.

Kælderen var hans paradis. Der var alskens malervarer, terpentin, stenkulsnafta, benzin og al slags værktøj. Han loddede ting sammen og lavede alle de praktiske ting, der skulle gøres i huset foruden kunstneriske ting. Han var så optaget af mekanik, at da han som gammel fik vand i hovedet insisterede han på at lægerne i Glostrup satte en lille ventil ind i hans hoved for at aflaste trykket. Det hjalp desværre ikke.

Alle de dunster har været temmelig giftigt for os alle og i dag er der meget jeg ikke kan tåle f.eks. cigaretrøg, andre lugte og røg fra brændeovne.

Han afskyede sin skolegang og kaldte den ”Den sorte skole” mente lærerne var fulde og ondskabsfulde. Det er muligt at han som baptist har været mobbet.

Min mor elskede sin skole og hendes far var lærer, så det har været hårdt for hende, at det ikke var noget, han værdsatte. Heldigvis prægede hun os tvillinger, så vi også glædede os til at begynde skolen og heldigvis fik gode lærere og én som vi værdsatte over alle andre.

Vores far spurgte aldrig til vores skole og gik kun modstræbende med til forældremøderne. Min far var vokset op i baptistmiljøet på Amager. Hans far Georg mistede sin far som dreng, idet faderen var styrmand og som døde efter at have fået en slem lungebetændelse under et frygteligt vejr på vej til Island i 1901. Her er link til baggrunden med beretning om hans farmor Julie Holm.

De ældre søskende havde nået at få uddannelser og klarede sig godt, mens Georg var yngre og måtte nøjes med at være murerarbejdsmand. Der var perioder med arbejdsløshed og der var ingen understøttelse. Min farfar døde af ”Stenlunger”, støv fra skurepulver ødelagde lungerne under store lidelser.

Jeg husker at have overhørt en radioavis, hvor min far blev meget bange for arbejdsløshed. Det har været omkring den tid i 1956, hvor Ungarn blev invaderet af Sovjet. Ordet ”Strejke” blev nævnt og det skræmte ham meget. Han har aldrig været lockoutet eller strejkeramt. Men sporene havde sat sig fra barndommen. Han fortalte meget sjældent om sin familie, men havde det dog godt med sine to store søstre.

I virkeligheden har han haft en kæmpe familie med masser af komsammen og fællesskab via Baptistkirken. Jeg har mange billeder fra udflugter, cykelture og tid i et kolonihavehus på Amager. Her hans fortælling om en fastelavn i hans baggård på Øresundsvej.

Han talte bare ikke om sit liv. Dog er der undtagelser. Han var med som spejderleder og fortæller om, at de hentede medisterpølse et sted og bragte den på cyklerne til det lejren, hvor de skulle tillave den. Medisterpølsen kom på en eller anden måde ind i cykelhjulet, blev viklet ud igen og brugt med den største selvfølge. Nogle af de mindre drenge blev hjulpet på cyklerne, da de gik døde i turen.

Han elskede at synge og gik også til sang. Da han var ung sørgede han for at komme til en masse forestillinger i det Kgl. Teater. Det var jo ikke kutyme i kirken, så han har villet udvide sin horisont.

Under krigen var han svend hos Lauridts & Knudsen på det ydre Nørrebro. Der var han nødt til at opholde sig i rum med galvaniseringsvæsker og det udløste forgiftingssymptomer. Han sov, når han kom hjem og sov derfor ikke om natten. Det blev starten på det livslange søvnproblem. Lægen udskrev sovemedicin allerede dengang, hvilket ikke løste problemet. Han skulle have været indkaldt som soldat, men da krigen startede, blev han i stedet C.B. i et og et halvt år. Dog først fra april 1944. Han skulle hjælpe til ved luftalarmer, sørge for at folk kom i beskyttelsesrum og gå brandvagt. Han var meget på det Kgl. Teater, hvor han beskriver det selv fra sin bog “Erindringer fra et langt liv” af Aage Holm.

C.B. – Grundskolen i Rosenvængets Alle blev 22. juni 1944 kl. ca. 1.55 fuldstændigt ødelagt ved et bombeattentat (Simon Bang i tråd på Facebook gruppen Gamle København).

Folkestrejken i juli 1944 blev ekstra dramatisk for ham, idet hans mor blev indlagt med blindtarmsbetændelse. Da de uddannede læger var rejst væk i sikkerhed til Nordsjælland, blev hun ikke behandlet og hun døde af bughindebetændelse. Samme år 1944 blev ved at være dramatisk for ham, da han 19.september blev taget under den falske luftalarm sammen med politifolk. Han blev anholdt af seks Schalburgfolk, da han kørte igennem Fælledparken på vej til Sundby hospital, hvor han skulle møde. Han slap med skrækken dagen efter, hvor han blev frigivet, men jeg tror det var med til at svække hans nervesystem. Han var 23 år. Læs mere om det her med hans egne ord i “Aages arrestation”.

Det værste traume var nok ved befrielsen, hvor han kørte med rundt i ambulancer og hjalp folk, der var kørt over eller skudt. Han mente, at en del pludseligt var “Frihedskæmpere” og foretog hævntogter og mange kørte bil uden at kunne det overhovedet.

 

Han afskyede, at de havde været fattige som børn og havde manglet fodtøj og varieret mad og boet meget trangt. Han var derfor meget sparsommelig og sparede op til at kunne få bygget huset i Herlev allerede, da vi var tre år gamle. Hans to søstre, levede lidt flottere, end vi gjorde med mad og tøj, men forblev i små lejligheder på Amager.

Det havde været dejligt, hvis han havde fået arbejde som værktøjsmager, for det var noget han egnede sig til. Han kunne regne alt muligt ud, og få det til at passe på millimeteren. Alt var lige og pudset træ var så glat, så malingen strålede på det.

Arbejdet på M.E.C. bestod i at sørge for at damerne lavede, det de skulle. Det var hårde tider i halvtredserne og nogle gange kom de syge på arbejdet, fordi de ikke havde råd til at være syge. Han sendte dem hjem, uden at det blev skrevet at de var væk.

”Gik den så gik den”!

Men han har ikke haft nerverne til det. Han kom træt hjem, spiste i tavshed og gik ind og sov en time. Vi lærte at være stille altid, når han var hjemme. Han livede op i vores ferier og jeg har gode minder om at have været på enkle ferier i beskedne sommerhuse nogle steder på Sjælland og på Fyn. Vi havde cyklerne med, så snart vi kunne cykle et længere stykke. En gang på Møn gik min pedal i stykker og mine forældre måtte skubbe mig i mellem sig. Det var jo vældig herligt for mig. Pedalen skulle laves hjemme, hvor han havde værktøjet til det. Ikke noget med at ofre penge på det på ferien.

Da han havde fejret sit 25 års jubilæum blev han fyret og han troede det var en ulykke. Det blev det ikke, for han fandt et arbejde som ”Alt mulig mand” på V.K.I. Vandkvalitetsinstituttet i Hørsholm. Der kom han endelig til sin ret ved at opfinde forbedringer til forskerne og han var virkelig med til at give det hele et løft og fik mere og mere frie hænder til at gøre, de ting, han så, der skulle gøres. Han trivedes ikke med andre omkring sig, og jeg tror også han fik lov at lave tingene alene.

En ting han blev meget kendt for både på M.E.C. og på V.K.I. var at arrangere underholdning til festerne. Han var fuldstændigt opslugt af forberedelserne og han ”satte alle segl til”. Det jeg kommer på i den retning er f.eks., at han havde taget fotografier af medarbejdernes hoveder og så lavet skitser af buster fra Glyptoteket eller Thorvalsens museum. Hovederne blev sat på de nøgne figurer til medarbejdernes store overraskelse, da de havde overstået julebordet.

Tegningerne fra firmafesten i 1950-erne

En anden gang optrådte han med ”Jack with the extra leg” Han havde lavet et kunstigt ben og øvede sig i kælderen med en speciel dans og sang med det tredje ben under en frakke.

 

Han klædte sig også i lårkort og paryk og overdrevent sminke og sang en sang lavet til lejligheden. Altid vakte det jubel.

Det var en side, som andre fik glæde af og mange troede vel, at han var sådan hjemme, men da var al energien brugt op.

Jeg er sikker på at al den optræden stammede fra barndommen og ungdommen i baptistkredsene, hvor der var mange der fandt på sjove ting til underholdning. Han dekorerede også sine arbejdspladser med fint julepynt og hjemme lavede han også meget fine ting, som uroer og indviklede hjerter.

Da jeg var flyttet til England som 19 årig og holdt jul der i 1970, sendte han en rødmalet valnød over, som var fyldt med en lille stjerne, et hjerte og et kræmmerhus. Det hang sammen med små hængsler af skind. Han havde flettet hjertet med en nål. Det rørte mig dybt at han havde gjort det. Desværre har jeg den ikke mere.  Vi havde ellers haft et meget anstrengt forhold siden jeg var tretten. Han havde læst min dagbog med hængelås og forskrækket mig med at min mor, ville blive syg og indlagt, hvis hun vidste, hvad jeg havde skrevet. Han vidste det ikke, men det knækkede mig indvendigt og gjorde, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme videre. Det var forkert at blive ung og barn kunne jeg jo af gode grunde ikke blive ved at være.

Jeg fik også store problemer med oplevelser af konflikt og var ofte bange for chefer. Konflikter var ikke noget, vi havde, eller kunne løse hjemme, så hvordan klarede man det udenfor hjemmet?

Dog var jeg uendelig glad for at han flere gange lavede ting til mit værelse, som jeg selv havde bedt ham om. Det ene var et Marie Antoinette toiletbord, som jeg havde set i en sengeforretning på Falkoner Allé en søndag først i 1960-erne og sidst i 60-erne var det en seng og et rullebord fra et Ikea katalog i farvene stærk rød og blå. Han kopierede det fuldstændigt.

 

Jeg fik det sådan, at jeg ikke kunne være i samme rum som han. Jeg blev angst og måtte gå, hvis jeg opdagede, at han var der alene. Den dag i dag vil jeg helst side i køkkenet. Min mor måtte tage en masse raseri fra min side, skønt jeg godt vidste, at hun ikke kunne gøre for noget. Jeg indrømmer, at det aldrig blev helt oprettet igen mellem ham og mig. Jeg ringede kun hjem, hvis jeg var sikker på at han hvilede sig og derfor ikke tog telefonen. Jeg havde ikke lyst til at tale med ham og nervemæssigt fik han det også værre med årerne, sådan han ikke tålte lyden af mine fire børn og især ikke at spise sammen med dem.

Det var som om han forgudede dem, så længe de var små, men da de kunne blive trodsige, så var det bal forbi. I dag ved jeg, at han har været så hjernepåvirket, at han ikke har kunnet tåle hverken lyde, støj eller konflikter.

Da barndomshjemmet blev solgt i foråret 2009 efter begge forældre var døde, var der mange mindesmærker efterladt i og omkring huset: Et blå og guldmalet låg på et afløb med initialerne fra mine forældre fra deres guldbryllup. Støbte fliser med mønstre og et stort drivhus med mange funktioner. Han fik med min mors hjælp skrevet en bog om sit liv. Desværre var hun selv for afkræftet til at gøre det samme for sig selv. Men vi har heldigvis en masse breve og visse erindringsark, om visse emner i hendes liv plus alle billederne fra slægten. Her et link om deres bryllup i 1948 i Holbæk.

 

Min mor nåede at slide sig fuldstændigt op, da han de sidste år blev meget plejekrævende og de ønskede ikke hjemmehjælp.

---

 

I viktualiekælderen stod i hele min barndom en grøn portvinsflaske fra udlandet med en skrue i bunden. Drejede man på den spillede den “Ach du Lieber Augustin… Alles ist hin” (Alt er væk).