Ud på egen hånd

Det at have været meget overbeskyttet var på mange måder trygt, men uendeligt svært at komme ud at klare ting på egen hånd. Min mor må have overvurderet mine færdigheder, for ind i mellem fik jeg eller vi lov til ting, som jeg ikke evnede. Jeg tænker på en gang, måske i syv års alderen, jeg skulle tage bussen fra Herlev til trafikpladsen i Gladsaxe og skifte til en anden bus, der gik til Nybrovej mellem Bagsværd og Lyngby. Min morbror William og tante Bodil boede dermed min kusine og to fætre. Jeg stod af et sted jeg syntes jeg kendte, og det var forkert!

Jeg havde hverken deres adresse eller telefonnummer med. Husker følelsen af at vide, at jeg var stået af og ikke huskede resten af vejen og synet af bussen, der bare kørte videre uden mig.

Herlev og bus 150 i Herlev
Samme type bus fra Herlev Torv i 1959. Billede fra Herlev Facebook gruppen

Af en eller anden grund kom min morbror William netop det øjeblik cyklende fra Stengårdsskolen, hvor han var lærer. Hvad i al verden skulle jeg have gjort, hvis han ikke var kommet?


Jeg var glad for at gå til gymnastik om vinteren på Herlev skole. Da vi var små, lige før skolestart, var det en ældre militærmand, der havde det, og det sjoveste var jo at få lov at klatre i tovene og op og ned af ribberne og hen ad plintene.

Siden blev det pigegymnastik og en ældre cigarrygende mand sad og spillede klaver. Han havde tilbagestrøget sort hår, glinsende af brylcreme.  Lærerinden var gravid og det syntes jeg var meget interessant og smukt eftersom hun ikke gemte maven, men havde gymnastikdragt på selv. De øvrige lærerinder, der var gravide på skolen havde tidens store “telte” på.

Det at bevæge mig til musikken nød jeg meget, men behøvede altid én at kunne se efter, hvad man skulle gøre. Vi indøvede et program gennem lang tid og havde sikkert en opvisning. Det står meget uklart. Foråret satte ind og der skulle fortsættes med udendørs gymnastik, troede jeg. Jeg mødte op på Engskolens areal og så at det kun var lidt ældre piger, der havde holdet. Til min skræk havde de kugler, de skulle kaste med. Hvad vi ellers skulle fandt jeg aldrig ud af. Jeg skyndte mig hjem på cyklen og mødte ikke mere. Det at det var løst organiseret og måske noget svært atletik med spring gjorde mig usikker. Det minder mig om andre tilsvarende ubehagelige episode:

Skolernes idrætsdag

Alle klasser skulle deltage og kæmpe mod nogle andre skoler. Det der slog mig var at disciplinerne var noget, vi aldrig havde øvet. Det gjorde, at kun de børn, der var gode til sport, vidste hvad det handlede om. Igen listede jeg hjem i utide, fordi jeg følte det var meningsløst. Det eneste jeg husker er synet af en masse lotter, som deltog på en eller anden måde.


Min bedste legekammerat var Birgit, som gik en klasse over mig på tvillingeskolen Tvedvangen. Jeg gik på Borgerdigeskolen. Birgit boede lige bag os på Digestykket og vi kunne gå ind til hinanden gennem haverne. Hun gik til spejder, og jeg syntes hun var så flot i sin blå uniform med bælte og skråhue. Jeg spurgte aldrig, om jeg måtte gå til spejder, for det var vist dyrt med udstyr og dybest set, vidste jeg ikke, om jeg turde gå til det heller. I stedet skrev jeg en historie om at gå til spejder med illustrationer af lejrbål og telte og med deltagelse af mine egne skolekammerater, som de agerende personer i historien.

Af andre episoder uden for hjemmet blev jeg engang spurgt om vejen til et eller i Herlev. Der opdagede jeg, at jeg ikke kunne forklare det, selvom jeg vidste, hvor det var, de skulle hen. Det var meget ubehageligt at stå der uden at kunne sige til højre og venstre og lige ud. Det var selve det, at skulle sige noget spontant overfor fremmede, der blokerede mig. Det kom sig igen af mit forhold til min far, som gjorde at jeg ikke kunne tale frit.

Image0281
Jeg var Luciabrud i  II. Real på Borgerdigeskolen dec. 1966 og de små piger ses forneden

I skolefrikvartererne nød jeg meget at være sammen med de yngre piger, de krævede ikke så meget i samværet, jeg legede nok, at jeg havde små søstre. Efterhånden fik jeg også gode veninder i klassen, men de første 3-4 år bar præg af utrolig stor udskiftning i klassen. Der blev bygget nye skoler i den tid og klasserne blev konstant brudt op og børnene fordelt efter deres adresser. En anden ting, der gjorde det svært for mig, var at vores forældre holdt så stærkt på tidlig sengetid, at vi aldrig fik lov til at se noget i fjernsynet. Aller højest 20 minutter af f.eks. Farinelli operetten med Paul Bundgaard i hovedrollen. Det var jeg meget knust over. Havde der været en film, havde de andre måske set den og kunne rable handlingen af sig. Det var dog komplet uforståeligt for én, der ikke havde set det. Vores far ville have fjernsynet for sig selv og det blev til, at jeg afskyede det. Når jeg endelig så en Lassiefilm om lørdagen kunne jeg ikke undgå at græde og det ville jeg ikke have at nogen skulle se.

Herlev Bio billede fra Herlev Facebook gruppen
Herlev Bio billede fra Herlev Facebook gruppen

Der var også børnebio i Herlev Bio. Det var sandelig også mest belastende. Hvor de andre sad og kastede pinocchiokugler ned under bænkene, var jeg bange for, om jeg kunne klare filmene. Jeg har aldrig glemt en, der hed “Hestetyvene”. Det var naturligvis børnene, der opdagede skurkene og de blev indhentet af tyvene. En dreng havde briller, som fløj af og skurken knuste dem langsomt under sin fod efter at drengen havde famlet ud efter dem. Derefter blev drengene hængt op på en tøjknag. Det var aldeles rædselsfuldt og scenen står klart endnu. Når film gjorde så stort et indtryk, kunne jeg meget bedre lide bøger. Dem kunne jeg selv kontrollere. Var der noget uhyggeligt, kunne jeg springe det over.

Mine forældre havde os engang med til København. Jeg tror, det har været en af de søndage, der var søndagsåbnet i anledning af den forestående jul. Jeg må også have set juleudsmykningen i København med papmaché  nisser, der kørte rundt i tog eller sad på et loft med risengrød.

Slideshow med billeder fra AOK Guide

This slideshow requires JavaScript.

DSB kino billedet tilhører Biografmuseet
DSB kino billedet tilhører Biografmuseet

Vi blev parkeret i biografen på hovedbanegården og så en gammel Robin Hood film. Det lød jo spændende. Til min rædsel var der en scene, hvor indtrængende riddere blev ramt af pile igennem sig, når de prøvede at tage sig op over borgmuren. Inderst inde vidste jeg vel at sådan en behandlig fik skuespillere ikke, men alligevel, jeg fik panik og ville ud af biografen. Igen havde forældrene troet, at jeg kunne klare ting, som jeg slet ikke var forberedt på. Havde de siddet ved siden af, var det måske blevet en anderledes oplevelse.

mormors fødselsdag på Dværvbakken. Fra tiden me filmen
mormors fødselsdag på Dværvbakken. Fra tiden med filmen

I ni-ti års alderen så jeg en film, som betog mig fuldstændigt. Jeg ved ikke om forældrene var med, men min mor sværmede for de gamle film fra sin ungdom og denne var fra 1945. Det var om to søfolk, Jean Kelly og Frank Sinatra der gik i land og fik hjælp af en lille dreng til at finde en dame, de var forelskede i. Det der betog mig, var at der var en lille dreng med i filmen. Jeg havde selv en sømandshue og gik rundt med den i flere dage og sang kendingsmelodien til filmen. Mit kæmpe behov for at vide mig elsket af min far forstærkedes af indtrykket af denne film. Jeg var dybt fascineret af, når jeg så at mænd tog sig kærligt af børn ligesom, hvis jeg observerede en far eller en ældre bror gå med barnevogn eller klapvogn i Herlev.( Jeg har skrevet om det emne i min engelske blog.)

Vores mor læste for os om eftermiddagen i førskolealderen. Oliver Twist var meget uhyggelig, hvor Nancy bliver myrdet af den fæle Sikes. I starten bliver Oliver Twist forsøgt myrdet efter fødslen. Jeg var både betaget og frastødt af det og det var den første bog, jeg selv forsøgt at læse, da jeg troede, at jeg havde lært at læse. Jeg gik i  stå efter at have stavet mig igennem den første side.

Oliver Twist scenen hvor Nancy myrdes
Oliver Twist scenen hvor Nancy myrdes. Illustration af George Cruikshank fra den gamle udgave af bogen

En anden oplæst bog, der gjorde et stort indtryk var Selma Lagerlöfs ”Nils Holgersons forunderlige rejse” På et tidspunkt møder den uartige dreng bjørnene i Nordsverige og det var meget frygtindgydende ligesom episoderne med fuglene på Tåkern i Östergötland. Måske blev han bortført af en ræv i det område. Mange år senere, da jeg selv boede med mine fire børn i Sverige, blev jeg klar over, at Selma Lagerlöf har brugt fortællingen for at lære svenske børn om alle de mange såkaldte ”landskaber” (svarende til amter) i Sverige, som den lille fortryllede Nils kom igennem og dengang i 90-erne, hvor mine børn gik i skole, skulle de lære alle landskaberne uden ad i 4. klasse.

Nils Holgersson fra Flickr
Nils Holgersson på svensk tyvekroneseddel foto Flickr
Alle vi børn i Bulderby
Foto Gyldendal og Saxo

Da jeg selv gik på børnebiblioteket kunne det være ret tilfældigt, hvad jeg faldt over. Det var svært for mig at spørge om hjælp. Men det bedste jeg vidste, var alle Laurabøgerne og Bulderbybørnene. Det var spændende uden at være for uhyggeligt. Jeg drømte mig ind i de verdener. Lauras far var særlig attraktiv og tryg. Bulderbybørnene levede nærmest uden forældreindflydelse, men i en idyllisk eventyrverden.

Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren var endnu ikke skrevet i min barndom, men da jeg i 1994 i Sverige, som sygeplejerske var på en efteruddannelseskursus i “Sorg”, skulle vi naturligvis se den film. Resultatet var at jeg lysløst lod tårerne få frit løb.

2 thoughts on “Ud på egen hånd

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s